Anemoner og kobjælder

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægten Anemone (egentlige anemoner), som tæller ca. 150 arter, er vidt udbredt på alle kontinenter med undtagelse af Antarktis, med flest arter i nordlige tempererede områder. Omkring 38 af arterne er fornylig blevet overført til slægten Anemonastrum. Dette er lidt af et mysterium for mig, da den eneste forskel mellem de to slægter er antallet af kromosomer. Jeg vælger derfor at lade dem forblive i Anemone.

Slægten Hepatica (blå anemoner), som omfatter mellem 7 og 13 arter, er udbredt på den nordlige halvkugle.

Slægten Pulsatilla (kobjælder), der rummer omkring 33 arter, findes i Europa, Asien og Nordamerika.

Anemone-blomster har ingen bægerblade – eller måske er det bægerbladene, som er farvede, og kronbladene mangler. Her kalder jeg dem for kronblade. Frugten består af en klynge bittesmå nødder, som hos mange arter er skjult i et uldent hårlag.

Navnet anemone forbindes ofte med det græske ord anemos (’vind’), men forbindelsen er vanskelig at se, og som det fremgår nedenfor, er det sandsynligvis en forkert antagelse.

I bogen History of Syria including Lebanon and Palestine (1951) angiver Philip K. Hitti, at det arabiske navn på fransk anemone (Anemone coronaria) er shaqa’iq an-Nu’man, hvilket kan oversættes som ’Nu’mans sår’ eller ’Nu’mans stykker’. Nu’man hentyder sandsynligvis til den sumeriske gud for føde og planter, Tammuz, hvis fønikiske navn var Nea’man. Det antages almindeligvis, at det arabiske an-Nu’man blev til anemos på græsk, samt at Tammuz blev adopteret af grækerne som Adonis, der døde af sine sår, mens han jagede vildsvin, og derpå blev omskabt til en blodrød blomst, farvet af hans blod. I Nærøsten er fransk anemone oftest af den blodrøde farvevariant.

 

 

Blegblå anemone er en varietet af Apenniner-anemone, var. pallida, som vokser i en del løvskove og lunde i den nordøstlige del af Bornholm. Dens blomster forekommer i alle afskygninger mellem en meget bleg blålig farve og rent hvid.

Den kaldes ofte for ’Bornholms nationalplante’, men dens tilstedeværelse på Bornholm er lidt af et mysterium. Nogle mener, at den er spontan, andre at den er indført. Til de sidste hører den bornholmske biolog Finn Hansen, som skriver: ”I 1532 blev Peder Oxe (…) sendt på en dannelsesrejse sammen med den plantekyndige Kristiern Torkelsen Morsing. Rejsen varede fem år, og de kom bl.a. gennem Italien. (…) I 1553 købte Peder Oxe 30 gårde på Bornholm (…), og da han var meget haveinteresseret, er tanken ganske nær, at det faktisk er ham, der har sørget for at få denne bornholmske nationalplante til øen.” (Hansen 2012)

Det ville nu også være højst besynderligt, hvis blegblå anemone optrådte spontant på Bornholm, da der ikke kendes oprindelige bestande af Apenniner-anemone mellem Bornholm og det sydlige Schweiz.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det latinske artsnavn betyder ‘med krone’ eller ‘bekranset’, hvilket naturligvis sigter til de ’royale’ blomster. På hebræisk hedder planten kalanit, afledt af kala, som betyder ‘brud’. Den minder meget om Ranunculus asiaticus, der ligeledes forekommer i adskillige blomsterfarver, men har både kron- og bægerblade.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Medicinelt er planten blevet udnyttet af folk på Aleuterne til at standse blødninger.

Nogle autoriteter kalder arten for Anemonastrum narcissiflorum. Både det latinske artsnavn og det populære navn hentyder til, at blomsterne minder en smule om pinseliljens (Narcissus poeticus). Navnet Narcissus forbindes ofte med den græske myte om ynglingen Narkissos, der var kendt for sin skønhed. Imidlertid beundrede han sit eget spejlbillede i en dam så intenst, at han faldt i vandet og druknede. Pinseliljen spirede frem, hvor han døde. Men ifølge den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.) er planten ikke opkaldt efter ynglingen, men på grund af dens kraftige duft, af græsk narkao (‘jeg lammes’).

Andre billeder af narcisblomstret anemone kan ses på siden Planteliv: Flora i Alperne og Pyrenæerne.

 

 

 

 

 

Hvid anemone blev førhen tiltroet overnaturlige kræfter. Hvis man om foråret plukkede de første tre anemoner, man så, og spiste dem uden at tale, undgik man kolden, dvs. koldfeber (det gamle ord for malaria).

Det fortælles, at den engelske forfatter J.R.R. Tolkien, i sin berømte roman Ringenes Herre, blev inspireret af den hvide anemone til at skabe simbelmynë, en hvid blomst, som voksede på kongerne af Rohans gravhøje. Det har jeg svært ved at tro på, da Tolkien skriver: “…den blomstrer på alle årstider,” hvilket ikke just er tilfældet med hvid anemone.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I Nepal anvendes saft af roden mod øjenbetændelse.

 

 

 

 

 

 

Sådanne offergaver er nærmere omtalt på siden Religion: Animisme, mens Primula stuartii er beskrevet på siden Planteliv: Kodrivere, og Geum elatum på siden Planteliv: Flora i Himalaya.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet betyder ’ranunkel-agtig’, hvilket sigter til blomsternes farve. Under gunstige vilkår kan gul anemone danne tæpper ligesom hvid anemone (A. nemorosa). Krydsninger mellem de to arter forekommer undertiden. De kaldes for Anemone x lipsiensis og kendes på de bleggule blomster.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I Nepal ristes frøene og laves til pickles. Medicinsk anvendes saft af planten mod hoste og feber, et afkog af roden smøres på sår, og saft fra bladene blandes med vand og suges op i næsen for at lette bihulebetændelse.

 

 

 

 

 

 

 

Nogle autoriteter placerer den i slægten Anemonastrum.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Foruden denne plante er Thomsons gazelle (Eudorcas thomsonii), samt Thomson’s Falls, et vandfald nær Nyahururu, opkaldt efter ham.

 

 

 

 

 

I Finland blev den først konstateret så sent som i 1929, og nogle autoriteter mener, at den sandsynligvis blev indført til landet og udplantet af haveinteresserede. (Kilde: luontoportti.com/suomi/en/kukkakasvit/three-leaved-anemone)

Andre billeder af denne art kan ses på siden Planteliv: Flora i Alperne og Pyrenæerne.

 

 

 

 

 

I Himalaya anvendes denne plante mod forskellige lidelser, bl.a. tandpine, hovedpine og dysenteri. De giftige blade strøes i floder for at bedøve fisk, og pulveriserede blade gnides i hovedbunden for at dræbe lus. De uldne frøhår blev førhen anvendt til optænding.

 

 

 

 

 

 

 

Slægten omfatter følgende arter, underarter og/eller varieteter:

H. nobilis var. nobilis (europæisk blå anemone), udbredt fra Skandinavien og de baltiske lande mod syd til Italien og Balkan.

H. pyrenaica = H. nobilis var. pyrenaica (pyrenæisk blå anemone), som findes i Pyrenæerne og det nordlige Spanien.

H. transsilvanica (rumænsk blå anemone), som er begrænset til bjerge i Rumænien.

H. falconeri, udbredt i bjergskove i Centralasien.

H. asiatica = H. nobilis var. asiatica, udbredt i det centrale og østlige Kina, Korea og det sydøstlige Sibirien.

H. henryi, der findes i det centrale og vestlige Kina.

H. yamatutai, som er begrænset til bjerget Emei Shan, Sichuan-provinsen, Kina.

H. insularis, der vokser i det sydlige Korea.

H. maxima, som er endemisk på øen Ulleung-do, Korea.

H. japonica = H. nobilis var. japonica, der vokser i Japan.

H. pubescens = H. nobilis var. pubescens, som er begrænset til det centrale Honshu, Japan.

H. americana = H. nobilis var. obtusa (round-lobed hepatica), der er udbredt i det østlige Nordamerika.

H. acutiloba = H. nobilis var. acuta (sharp-lobed hepatica), der ligeledes findes i det østlige Nordamerika.

Slægtsnavnet er afledt af det græske ord hepar (‘lever’), et navn, som skyldes de tredelte blades form, hvis omrids minder om den menneskelige levers. Tilhængere af Signaturlæren hævdede derfor, at de kunne anvendes medicinelt mod leverlidelser. Dette har dog vist sig ikke at være tilfældet, men i tidens løb er planten blevet anvendt til behandling af sår, samt som sammensnerpende og vanddrivende middel.

I Danmark er blå anemone udbredt på kalkrige eller lerede jorder, fortrinsvis i Østjylland og på Øerne, og den er vidt udbredt på den Skandinaviske Halvø.

Den er en af de allertidligste blomster om foråret, hvor dens blå stjerner lyser op mellem det visne løv. Blomsterknopperne har ligget i dvale siden efteråret, og bladene kommer først frem efter blomstringen. Det har givet anledning til folkenavnene Sønnen-før-faderen og Faderen-efter-sønnen.

Det menes, at de to amerikanske arter, der stort set har samme udbredelsesområde, opstod under istiden, hvor bestande af blå anemone blev adskilt fra hinanden af den fremtrængende iskappe. Efter isens afsmeltning kunne begge bestande brede sig, men var nu så forskellige, at de ikke krydses.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af latin pulsare (’at slå’), hvilket sigter til, at vinden bevæger blomsterne frem og tilbage. Det danske navn hentyder til de hængende blomster hos nogle arter, der kan minde om de bjælder, som i Alperne og andre steder hænges om halsen på køer.

Kobjælder er giftige. Førhen mente man i Alperne, at hvis man bragte dem ind i huset i den periode, hvor gæssene rugede, ville gæslingerne være ude af stand til at bryde ud af æggene. I Brandenburg, hvor kobjælder blev kaldt Hexenbart (‘hekseskæg’), troede man, at de spirede frem, hvor en jæger havde skudt en flyvende heks ned.

I Middelalderens medicin mentes det, at kobjælder var virksomme mod pest og alle former for gift, bl.a. stik af giftigt kryb. De blev også anvendt mod diverse sygdomme, deriblandt feber, ‘syge’ øjne og forstoppelse.

I Nordamerika benyttede indfødte folkeslag bladene af Pulsatilla patens mod forskellige lidelser, deriblandt rheumatisme, nervegigt og hovedpine, samt som grødomslag. Et afkog af roden blev anvendt til behandling af lungeproblemer.

Kobjælde-arter er fredet i Danmark, Sverige og mange andre lande.

 

 

 

 

 

Den forekommer i to underarter, hvid alpekobjælde, ssp. alpina, der vokser på kalkrige jorder, og gul alpekobjælde, ssp. apiifolia, der findes på sur jordbund.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Forskellige indfødte folkeslag anvendte førhen et afkog af planten til behandling af fordøjelsesbesvær.

 

 

 

 

 

Den forekommer i to varieteter, var. patens, der findes i Europa og det vestlige Sibirien, samt var. multifida, som er udbredt i det østlige Sibirien og Nordamerika. Førstnævnte er stærkt truet i Finland på grund af overdreven indsamling i gamle dage, mens sidstnævnte er i tilbagegang i Amerika på grund af øget opdyrkning af prærieområder.

 

 

 

 

 

I den nordlige del af dens udbredelsesområde vokser den ned til havniveau, mens den længere mod syd kan træffes op til 2100 meters højde. Den er truet mange steder og er fredet i bl.a. Tjekkiet, Slovakiet, Polen, Rumænien, Serbien og Rusland.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne art er valgt til landskabsplante i Oppland i Norge, Härjedalen i Sverige, samt Syd-Karelen i Finland. Både det latinske artsnavn og det danske navn hentyder til artens tidlige blomstring, der undertiden finder sted allerede sidst i marts.