Brændte Ole havde oprindelig to mægtige stammer, men den ene knækkede for en del år siden
Under en af de såkaldte Karl Gustav-krige, 1657-58, tabte Danmark alt land øst for Øresund, deriblandt Bornholm, som blev besat af svenskerne. Der udbrød straks oprør blandt bornholmerne, og en mængde svenske soldater blev dræbt. J.P. Møller skriver i 1867: ”Dengang Svenskerne bleve ihjelslagne her paa Landet [Bornholm], vare der ogsaa en Deel Svenske paa Stamperegaarden i Østermaria. Af disse var der Een ved Navn Ole, som undflyede, og uagtet man forfulgte ham, forsvandt han dog i Skovkanten, sønden Gaarden, hvor Skoven dengang strakte sig længere mod Nord end nu, og Forfølgerne maatte saaledes opgive Jagten. Ingen saa eller hørte mere fra Ole førend Aaret efter, da Lynet splittede en gammel hul Eg, som stod i Udkanten af Skoven, i hvis Aabning man nu opdagede Ole. Da han blev trukken frem, saaes det, at hans Klæder vare svedne af Lynet, og saa kaldte man Svenskeren: ‘Svedte Ole’ og Egen: ‘Brændte Ole’; hvilket Navn den fører den Dag i Dag!”
Brændte Ole står ved indkørselsvejen til Stamperegård, 2 km øst for Østermarie. Egen havde oprindelig to mægtige stammer, men den ene knækkede for en del år siden. Den er dog stadig et meget imponerende træ.
Brændte Ole fik sit navn under Svenskekrigene, da en svensk soldat ved navn Ole skjulte sig i den hule eg for at undgå at blive slået ihjel af vrede bornholmere. Han døde muligvis af udmattelse og blev først fundet året efter, da et lyn slog ned i træet og kløvede den hule stamme