Herfra er der en flot udsigt ud mod Jungshoved Kirke, som ligger nær et voldsted – de sidste rester af en middelalderborg. Det var bl.a. heromkring, at Svend Poulsen og hans gjønger gjorde livet surt for de svenske besættelsestropper under Svenskekrigene i 1600-tallet.
Træerne i alléen er en dyrket sort af Malus domestica. Gravfund fra stenalderen og bronzealderen viser, at æbler allerede dengang var en del af danskernes føde. Det drejede sig dog om skovæble eller abild (Malus sylvestris), der også i dag er almindelig som vildtvoksende i Norden. Vilde æbler har en noget snerpende eftersmag, og de dyrkede søde æblesorter kom formentlig først til Norden med munkene i Middelalderen.
Nogle forskere mener, at de første dyrkede æbler opstod i Kaukasus længe før Kristi fødsel ved krydsning mellem skovæble og en orientalsk æbleart, Malus pumila. Æbledyrkning bredte sig hurtigt til Europa, og allerede i det gamle Rom kendte man til mange forskellige æblesorter.
Æblet har på grund af sin perfekte form og velsmag altid været højt værdsat i de fleste kulturer. I den græske mytologi gav prins Paris Afrodite det gyldne æble som skønhedens pris. Blandt aserne i den nordiske gudetro indtog Idun en særstilling, idet hun holdt dem evigt unge ved hjælp af sine æbler, som hun opbevarede i et skrin. Når de følte alderen trykke, tog de blot en bid af et af disse æbler, og straks var de unge igen.
Selv om det ikke nævnes i Mosebogens tekst, opfattes Kundskabens Frugt almindeligvis som værende æblet. Det kan dog næppe være rigtigt, da æblet ikke var kendt som spisefrugt i Middelhavsegnene på det tidspunkt, teksten blev skrevet. Det drejer sig måske snarere om granatæblet (Punica granatum), som var almindeligt dyrket på den tid.
I folketroen har æblet været brugt som tryllemiddel. Hvis man var forelsket i en person og gerne ville have sine følelser gengældt, skulle man tage et æble og med en fin nål gennemhulle skrællen. Man skulle så sove med dette æble under venstre armhule, så éns sved kunne trænge gennem nålestikkene ind i æblet. Når man gav det til sin elskede, og hun eller han spiste det, ville vedkommende straks blive forelsket i én. Folkemindesamleren Jens Kamp fortæller om en karl på en gård i Vestsjælland, som havde givet et sådant æble til en pige på gården. Hun fattede dog mistanke og spiste ikke æblet, men kastede det hen til et af gårdens svin. Fra den dag kunne karlen ikke gå i fred for dette svin, som kom løbende hen til ham, hver gang han kom forbi. Karlen blev til grin på hele egnen.