Sære danske plantenavne

Denne side bygger især på det væld af oplysninger om plantenavne, som findes i to danske bogværker, dels Folk og flora. Dansk etnobotanik, bd. 1-4, skrevet af Vagn J. Brøndegaard, udgivet i 1978-80, samt Danmarks vilde planter – med et udvalg af vore nordiske nabolandes flora, bd. 1-3, skrevet af Mogens Skytte Christiansen og udgivet første gang i 1958-61.

Nedenfor er planterne opført i alfabetisk orden efter det danske navn.

 

 

Allemandsharnisk (Allium victorialis)
Navnet på denne løg-art, allemandsharnisk, kommer af tysk Allemannsharnish, hvilket betyder ’alle folks harnisk’. Dette mærkelige navn skyldes, at artens løg er omgivet af et tykt ’panser’ af svøbblade, der i Middelalderen blev sammenlignet med en harnisk (rustning). Løgene blev båret som amulet, da man mente, at de ville beskytte bæreren mod at blive såret. Artsnavnet victorialis (’sejrende’) skyldes artens andet tyske navn fra Middelalderen, Siegwurz, som betyder ‘sejrens rod’. Løgene blev også båret som amulet mod angreb af ’urene ånder’, bl.a. af bøhmiske minearbejdere.

Traditionelt har man betragtet allemandsharnisk som værende vidt udbredt, fra Europa og Kaukasus gennem Centralasien til det nordlige Kina, Korea og Japan, og videre til Nordamerika. Nogle autoriteter anser dog de østasiatiske og amerikanske underarter som værende selvstændige arter.

 

Alperne 2018a
Allemandsharnisk, Passo Gardena, Dolomiterne, Italien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Appelsintræ (Citrus sinensis)
Appelsin er et mærkeligt navn på denne dejlige frugt. Ordet er efter al sandsynlighed en forvanskning af det hollandske navn på frugten, sinaas-appel, hvilket betyder ’kinesisk æble’ – et navn, som hentyder til, at appelsintræet sandsynligvis stammer fra Kina. – Læs mere om appelsin og andre Citrus-arter andetsteds på denne hjemmeside, se Traditionel medicin: Citrus.

 

Californien 2013a
Appelsintræet stammer sandsynligvis fra Kina, men dyrkes i dag i de fleste subtropiske og tropiske egne af verden. Dette billede viser et appelsintræ i en plantage i Californien, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Taiwan 2006-07
Det danske navn på denne dejlige frugt er sandsynligvis en forvanskning af det hollandske navn på frugten, sinaas-appel, hvilket betyder ’kinesisk æble’. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Benbræk (Narthecium ossifragum)
Benbræk er en smuk plante, der førhen regnedes som tilhørende den store liljefamilie (Liliaceae), men efter DNA-undersøgelser placeres den nu i en særlig familie, Nartheciaceae.

I værket Quadripartitum botanicum fra 1639 fabulerer den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80) om forekomsten af enten kviksølv eller bly i jorden under benbræk, da han har fået oplyst, at kvæg og får, der græsser i disse bevoksninger, får skøre knogler, nøjagtigt som når de har fået disse giftige metaller i kroppen. Plantens forekomst har dog intet med hverken bly eller kviksølv at gøre.

Da benbræk er giftig, mente man senere, at kreaturernes skøre knogler skyldtes, at de havde ædt af planterne. Nu ved vi dog, at det hænger anderledes sammen. Benbræk vokser kun på mineralfattige jorder, især områder fattige på fosfat. De øvrige planter i området må således også undvære fosfat, og hvis kreaturer græsser en hel sommer på disse fosfatfattige planter, bliver deres knogler ikke så faste, som de ville blive på ’normalt’ græs, og derfor brækker de lettere. (Kilde: Indledning ved Johan Lange og Vilhelm Møller-Christensen i Simon Paullis Flora Danica (1648), nyudgivet af Rosenkilde og Bagger, 1971).

 

Jylland 2017-18
Benbræk vokser kun på mineralfattige jorder, her nær Salten-profilet, Midtjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Jylland 2013-15
Benbræk har smukke gule blomster, hvis støvblade er forsynet med en mængde gule tråde samt orange knapper. – Sepstrup Sande, Midtjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bjørneklo (Heracleum)
Det videnskabelige slægtsnavn Heracleum er den latiniserede form af det græske navn på en sydeuropæisk skærmplante, som blev benyttet i folkemedicinen i Oldtidens Grækenland. Den kaldtes panakes herakleion, hvilket betyder sådan noget som ’den herakleiske universal-lægeurt’. Opdagelsen af denne plantes medicinske egenskaber blev tillagt den kolossalt stærke halvgud Herakles (på latin kaldt Hercules). Allerede før den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) påbegyndte sin systematiske navngivning af planterne, kaldtes bjørneklo for Heracleum på grund af disse planters stærke og kraftige vækst.

Et gammelt dansk folkenavn for bjørneklo er biørne-labbe, hvilket sandsynligvis hentyder til blomsterstandene, der – inden de springer ud – er omgivet af oppustede, lådne bladskeder, der med lidt god vilje ligner en bjørnelab. Navnet bjørneklo kan måske også skyldes frøenes udseende. Hvis man holder et frø op mod lyset, ser man tydeligt fire nedløbende oliekanaler, som danner et mønster, der godt kan minde om bjørnekløer.

 

Kæmpebjørneklo (Heracleum mantegazzianum, undertiden kaldt H. pubescens) stammer fra Kaukasus-bjergene og Centralasien. I 1800-tallet blev den indført som prydplante til Europa, og senere til USA og Canada. Den er nu blevet naturaliseret utallige steder, mest i vådområder, hvor den på grund af sin kraftige vækst udkonkurrerer indfødte arter. Ydermere er dens saft giftig for den menneskelige hud, og ved berøring kan den fremkalde blæner og infektioner. I mange lande kontrolleres arten ved hjælp af herbicider – det eneste kendte effektive middel til at begrænse den.

 

Sjælland 1969-2005
Kæmpebjørneklo, Tystrup Sø, Sjælland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Sjælland 2006-11
Hvis man holder et frø af bjørneklo op mod lyset, ser man tydeligt fire nedløbende oliekanaler, som danner et mønster, der godt kan minde om bjørnekløer. – Kæmpebjørneklo, Roskilde Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Brudelys (Butomus umbellatus)
Brudelys har navn efter de meget smukke blomster, som nok er en brud værdig. Planten har fået sit latinske slægtsnavn Butomus ved en fejltagelse. Det kommer af græsk butomos, af bus (’okse’) og temnein (’at skære’), altså en plante, som kvæget kan skære sig på. Nok har brudelys trekantede stængler, men de er ikke særligt skarpe, så de gamle grækere har ganske givet benyttet navnet for en anden plante, måske i star-slægten (Carex), hvor mange arter har skarpe stængler.

 

Jylland 1991-95
Brudelys er ret almindelig langs åer og søbredder, her fotograferet ved Brabrand Sø nær Århus. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Brøndsel (Bidens)
Denne slægt omfatter omkring 200 arter, hvoraf langt de fleste findes i Amerika. Det videnskabelige slægtsnavn Bidens kommer af latin bi (’to’) og dens (’tand’), der sigter til de oftest to (somme tider tre eller fire) spidse tænder med modhager, som frugterne er udstyret med. Disse kroge hænger fast i dyrepelse eller menneskers strømper eller bukser, hvorved frøene spredes vidt omkring. Det sære danske navn brøndsel hentyder sandsynligvis også til modhagerne. Dette ord kommer formodentlig af ’brænde’ eller ’brynde’ og sigter til den sviende eller brændende fornemmelse, man kan få, hvis hundredevis af brøndselfrø hænger fast i strømperne og stikker gennem dem ind i huden.

I Danmark findes tre arter af brøndsel, der alle vokser på fugtig bund. Fliget brøndsel (Bidens tripartita) er meget almindelig, mens nikkende brøndsel (B. cernua) er noget mere fåtallig. Den tredje art, fladhoved-brøndsel (B. radiata), er uhyre sjælden, kun fundet med års mellemrum på Sjælland.

 

Jylland 2013-15
Nikkende brøndsel, fotograferet ved Filsø i Vestjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Nepal 2009-2
På dette billede har en af modhagerne på en frugt af dunet brøndsel (Bidens pilosa) hægtet sig fast i en vinge på en natsværmer, hvilket har forårsaget dyrets død. – Annapurna, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bulmeurt (Hyoscyamus niger)
Navnet bulmeurt er rimeligvis afledt af det gamle ord bolma (’svimle’ eller ’hvirvle’), hvilket hentyder til artens store giftighed, i lighed med to folkenavne på planten, galurt og hønsebane (’bane’ er et gammelt ord for ’død’). Et andet navn, djævleøje, hentyder måske til blomstens mørke svælg, mens fnaturt sigter til, at røg fra den brændende plante blev anvendt mod hudsygdomme. De to folkenavne Fandens nosser og Fandens punge hentyder til frøkapslens form.

Meget mere om bulmeurt kan læses andetsteds på denne hjemmeside, se Traditionel medicin: Hyoscyamus niger.

 

Jylland 1977-90
Bulmeurt, fotograferet ved Øm Kloster, Mossø. Omkring ruinerne af dette middelalderkloster, der i dag er museum, er anlagt en urtehave, hvor man dyrker gamle lægeplanter. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Lahaul-Ladakh 2014
De danske folkenavne Fandens nosser og Fandens punge hentyder til frøkapslens form. Bulmeurt er vidt udbredt i tempererede egne af Europa og Asien, samt i Nordafrika. Dette billede er fra Lahaul, Himachal Pradesh, Nordindien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Djævelsbid (Succisa pratensis)
Ifølge en gammel overtro hævdes det, at denne plantes tilsyneladende overhuggede rod blev bidt over af Djævelen i et forsøg på at tilintetgøre en nyttig lægeplante. Slægtsnavnet Succisa kommer af latin succisus (’afhugget’), som ligeledes hentyder til, at roden ser ud til at være skåret over.

 

Jylland 2013-15
Flue på en blomsterstand af djævelsbid, Borris Hede, Vestjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Druemunke (Actaea spicata)
I Middelalderen blev navnet muncke benyttet om forskellige læge- og giftplanter, mest af ranunkelfamilien, bl.a. vinter-muncke (eranthis) og blå-muncke (stormhat – ikke den plante, vi i dag kalder blåmunke, som tilhører klokkefamilien). Navnet drue-muncke kom af, at plantens frugtstand blev sammenlignet med en drueklase, mens folkenavnet faarelorte var en hentydning til bærrenes farve og form. Druemunke kaldtes tillige for Christoffersurt. Det skyldes, at man anså den for at være et virksomt middel mod pest, og Sankt Kristoffer var skytshelgen for denne frygtede sygdom. (Læs mere om Sankt Kristoffer på denne hjemmeside, se Religion: Kristendom).

Frugterne hos druemunke er sorte bær, og det gamle folkenavn faarelorte er en hentydning til deres farve og form. De er meget giftige, og det videnskabelige slægtsnavn Actaea er en hentydning til denne giftighed. Ifølge en græsk legende var Aktæon en jæger, der en dag under jagt med sine hunde uforvarende kom til at se Artemis – gudinde for vildnis, vilde dyr, jagt, børnefødsler og jomfrudom – bade i en flod. Gudinden blev så vred over, at en dødelig mand havde set hende nøgen, at hun forvandlede ham til en hjort. Han forsøgte at flygte, men blev sønderrevet af sine egne hunde. Den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) skriver, at druemunkes giftige bær er lige så farlige for mennesker, der spiser dem, som Aktæons hunde var for ham.

Druemunke er udbredt i tempererede egne af Europa og Asien, mod øst til Himalaya. I sin Flora Danica fra 1648 skriver den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80): ”Denne Drue-Muncke voxer allevegne her udi Sielland, Skaane, Laaland oc andre flere disse Rigers Lande, hvor der ere tycke Skofve, ja den endocsaa tijt blifuer fra Skofven udi Hafver indført, hvor den nocksom groer oc blifver ved, men kommer noget førre frem med sine Blomster oc Bær.”

 

Lolland-Falster-Møn 1970-86
Druemunke med bær, Møns Klinteskov. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ene (Juniperus communis)
Man kunne godt fristes til at tro, at ordet ene har noget at gøre med, at arten ofte vokser meget spredt, altså alene, men det er ikke tilfældet. På oldnordisk hed den einir, hvilket sandsynligvis stammer fra jaini, et gammelt germansk navn for arten, som sikkert er afledt af det latinske slægtsnavn. Nogle forskere mener, at Juniperus stammer fra iungere (’sammenbinde’ eller ’flette’), som hentyder til grenenes anvendelse som fletværk, mens andre siger, at det kommer af juvenis (’ung’) og parere (’at producere’), hvilket hentyder til, at enen hele tiden forynges gennem nye skud. Ordene gin og genever stammer også fra Juniperus. Artsnavnet communis betyder ’almindelig’ på latin. To folkenavne var krak og skoller (’skål’), som begge hentyder til artens ofte lave og udbredte vækst.

En mængde overtro og tålemåder knytter sig til enen. Det mentes, at en enebusk plantet nær husdøren ville holde hekse og troldtøj borte. I Vestjylland sagdes det, at når man skulle sælge kvæg, skulle man brænde ene, malurt og svovl i stalden, så ville prangeren snart komme forbi. I Østjylland mente man, at når en ko var blevet slået ihjel, skulle man brænde enebær ved kadaveret, det gjorde gerningsmanden urolig, og han ville opsøge stedet og bekende sin synd. På Bornholm sagde man, at hvis et får var blevet bidt af en hugorm, ville det hjælpe at binde en rod af ene fast til dens hale.

Planten blev førhen meget anvendt i folkemedicinen, se andetsteds på denne hjemmeside: Traditionel medicin – Juniperus communis. En anden eneart, J. recurva, er præsenteret under Religion: Animisme. Et billede af arten J. indica kan ses under Planteliv: Gamle og store træer.

 

Jylland 1996-99
En flot bestand af almindelig ene på en hedeskrænt nord for Salten Langsø, Midtjylland. Artens udseende varierer kolossalt, fra lave og krybende buske til søjleagtige små træer. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Lolland-Falster-Møn 1987-2010
Bærkogler af almindelig ene dufter aromatisk af harpiks og indeholder op til 40% druesukker og 2% æterisk enebærolie. Her ses kogler med dugdråber, fotograferet på Høvblege, Møn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Eng-kabbeleje (Caltha palustris)
Navnet kabbeleje kommer sandsynligvis af det gamle ord kalveleger. Eng-kabbeleje vokser først og fremmest i fugtige enge, hvor kalvene førhen gik på græs. (I dag holdes de jo oftest indendørs). Ordet leger var i gamle dage mest en betegnelse for liljer, men blev også brugt om planter i al almindelighed, fx fåreleger, der i dag kaldes for engelskgræs (Armeria maritima).

 

Alperne 2017a
Bjergeng i Lille Sankt Bernhard-passet på grænsen mellem Italien og Frankrig, dækket af tusinder af eng-kabbelejer, blandet med hvide blomster af stormhatbladet ranunkel (Ranunculus aconitifolius). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Jylland 2016-17
Eng-kabbeleje spejler sig i en dam, Marselisborg Skov, syd for Århus. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Fingerbøl (Digitalis purpurea)
Det videnskabelige slægtsnavn Digitalis kommer af latin digitus (’finger’), hvilket, i lighed med navnet fingerbøl samt adskillige folkenavne, fx fingerhat, Vor Frues handske, torskeflab, rævebjælde og bullen munkepil, hentyder til blomstens form. Det mærkelige midtjyske navn bullen munkepil – som betyder ’opsvulmet munke-penis’ – sigter til den brede blomst, som indvendigt har mørke prikker, der sammenlignes med filipenser eller anden betændelse.

I England betragtedes fingerbøl i gamle dage som en magisk urt, og man mente, at der boede alfer i dem. De mørke markeringer på indersiden af blomsten var alfernes fingeraftryk. Det fortaltes også, at alferne lærte ræven at sætte fingerbøl-blomster på sine fødder, så den lydløst kunne snige sig ind på bondens høns, jfr. navnet rævebjælde.

Læs om artens brug i folkemedicinen andetsteds på denne hjemmeside, se Traditionel medicin: Digitalis purpurea.

 

USA-Canada 1992
Fingerbøl er hjemmehørende i Vesteuropa og det nordvestlige Afrika, men er blevet indført som prydplante til mange andre egne, hvor den ofte er blevet forvildet, specielt i Nord- og Sydamerika. Dette billede viser en stor bevoksning nær Chinook, Washington State, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Everest 2010
Blomster af fingerbøl med regndråber, Khumbu, østlige Nepal. I gamle dage mente man, at der boede alfer i blomsterne, og de mørke markeringer på indersiden var deres fingeraftryk. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Forglemmigej (Myosotis)
Bag navnet forglemmigej, der er hentet fra tysk Vergissmeinnicht, gemmer sig et sagn om to elskende, der vandrede langs bredden af Donau-floden. Den unge mand så da nogle smukke blå blomster, der voksede i vandet langs bredden, men da han vadede ud for at plukke dem til sin elskede, blev han taget af strømmen og ført bort. Inden han forsvandt, nåede han at råbe: ”Forglem mig ej!”

Det latinske slægtsnavn Myosotis kommer af græsk mûs (’mus’) samt ōtís, hvilket er den nominative flertalsform af oûs (’øre’), således ’museører’, hvilket hentyder til kronbladenes form.

 

Sjælland 2006-11
Eng-forglemmigej (Myosotis scorpioides) er almindelig ved søbredder og langs vandløb, her fotograferet ved Gundsømagle Sø, Sjælland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Fredløs (Lysimachia)
Det videnskabelige slægtsnavn Lysimachia kommer af græsk lysimakhos, af lysis (’befrielse’) og makhe (’strid’), altså ’at afslutte en strid’. I Oldtiden mente man, at fredløs var god til at berolige ophidsede gemytter. Den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.) beretter, at hvis to okser kommer op at toppes og ikke vil gå under samme åg, beroliger man dem ved at lægge en dusk fredløs på åget.

Navnet fredløs er en oversættelse af lysimakhos og betyder altså noget i retning af ’en fredelig løsning’ eller ’at løse en strid’, men oversættelsen må siges at være temmelig klodset, da ordet ’fredløs’ snarere leder tanken hen i Robin Hood-regi.

 

Almindelig fredløs (Lysimachia vulgaris) er udbredt i tempererede egne i Europa og Asien. I Danmark er den ret almindelig i hele landet.

 

Vorsø 2016-20
Almindelig fredløs, Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Pengebladet fredløs (Lysimachia nummularia) adskiller sig fra de fleste andre fredløs-arter ved at krybe hen langs jordoverfladen, hvor den til tider danner tætte tæpper. Læs mere om denne art på denne hjemmeside, se Traditionel medicin: Lysimachia nummularia.

 

Jylland 2006-12
Pengebladet fredløs, nær Ry, Midtjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Frøbid (Hydrocharis morsus-ranae)
Artsnavnet morsus-ranae, som kommer af latin morsus (’bid’) og rana (’frø’), blev givet denne vandplante af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), idet han havde bemærket, at frøer bed i bladene, når de søgte efter larver, som levede i en slags ’hus’, der bestod af et sammenbøjet blad af denne plante. Det danske navn er således en direkte oversættelse af det latinske artsnavn.

 

Jylland 1967-76
Frøbid har smukke hvide blomster, her fotograferet i Astrup Mose, Østjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Galtetand (Stachys)
Bægeret, der omslutter blomsterne hos galtetand-arter (Stachys), er rør- eller klokkeformet og har fem spidse tænder. Man kunne fristes til at tro, at det var disse tænder, der var årsagen til disse planters danske navn, men det er ikke tilfældet. Mens blomsterne er unge, har støvdragerne parallelle støvtråde, men efterhånden som blomsterne ældes, bliver støvtrådene snoede og bøjes udefter, så de ydre støvknapper stikker ud over overlæbens rand – ikke ulig hugtænderne hos en orne. Den oldnordiske betegnelse på en kastreret orne er galt.

 

Vorsø 2016-20
Som dens navn antyder, vokser kær-galtetand (Stachys palustris) i fugtige områder. – Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Ladakh 2009
Tibetansk galtetand (Stachys tibetica) er meget almindelig i tørre egne på den tibetanske højslette. Dette billede er fra Ladakh i det nordvestlige Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Gudeblomst (Dodecatheon)
Navnet Dodecatheon er sammensat af de græske ord dodeka (’tolv’) og theos (’gud’), altså ‘tolv guder’. Når man i Oldtidens Grækenland gav en plante dette navn, skyldtes det, at man mente, den havde fået sine helbre­dende egenskaber fra de tolv fornemste græske guder og gudinder.

Den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) gav senere navnet Dodecatheon til en slægt i kodriver-familien (Primulaceae), formentlig fordi blomsterstanden hos disse arter ofte rummer 12 blomster. På amerikansk kaldes de populært for shooting star, hvilket hentyder til blomsternes form, hvor de gule støvdragere og kronbladene, der peger bagud, er samlet i en spids. Det sammenlignes med et stjerneskud, hvor de bagudrettede kronblade udgør ’halen’. På dansk kaldes disse planter for gudeblomst.

Denne slægt rummer 17 arter, alle hjemmehørende i Nordamerika (en enkelt af arterne findes dog tillige i det nordøstlige Sibirien). Nogle autoriteter hævder, at disse planter tilhører kodriver-slægten (Primula).

 

Californien 2013
Californien 2013
Padres gudeblomst (Dodecatheon clevelandii) vokser næsten udelukkende i Californien, her i Pinnacles National Monument. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Guldblomme (Arnica montana)

Et gammelt folkeligt navn for kurvplanten guldblomme er volverlej, der sandsynligvis kommer af det tyske folkenavn Wohlverleih (‘forlener af godt’), hvilket hentyder til plantens tidligere meget udbredte anvendelse som lægeurt. Læs mere om denne brug andetsteds på denne hjemmeside, se Traditionel medicin: Arnica montana.

 

Jylland 2000-05
På Vindblæs Hede i Himmerland, hvor dette billede er taget, findes en pæn bestand af guldblomme. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hanekro (Galeopsis)
Navnet hanekro kommer af, at stænglerne på disse planter ofte er opsvulmede under bladfæsterne, hvilket er blevet sammenlignet med den fremstående kro hos en hane. Det latinske slægtsnavn Galeopsis kommer af græsk gale (’væsel’) og opsis (’ligner’), hvilket hentyder til blomsternes gabende svælg, der sammenlignes med et væselhoved med opspærret gab.

 

Almindelig hanekro (Galeopsis tetrahit) var førhen et almindeligt ukrudt i vårsæden, men er blevet mere fåtallig i de senere år. Blomsternes gabende svælg er blevet sammenlignet med et væselhoved med opspærret gab, heraf det latinske slægtsnavn, der betyder ’ligner en væsel’.

 

Jylland 2006-12
Almindelig hanekro, Djursland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Hamp-hanekro (Galeopsis speciosa) har smukke og farvestrålende blomster. Den optræder ofte i mængde på marker, der har ligget brak et par år.

 

Jylland 1967-76
Hamp-hanekro, fotograferei i Kasted Mose nord for Århus. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hjertespand (Leonurus cardiaca)
Navnet hjertespand har intet med ’spand’ at gøre. Det stavedes førhen hjertespænd, hvilket hentyder til plantens anvendelse mod smerter i hjertekulen, som man kaldte ’hjertespænd’ eller ’hjerteklemmelse’. Det videnskabelige artsnavn cardiaca sigter ligeledes til denne anvendelse, idet det kommer af græsk kardia (’hjerte’). I Kina blev hjertespand i gamle dage anvendt som svangerskabsforebyggende middel samt til at regulere menstruation, og i Europa benyttede jordemødre den mod forskellige lidelser hos kvinder, fx infektion af livmoderen. I sin herlige bog All about Weeds skriver den amerikanske botaniker Edwin Spencer (1881-1964): “’Her er noget du bør kende,’ sagde en gammel jordemoder til den unge brud, da de stod ved havegærdet og kiggede på en høj læbeblomst. ‘Dette her er hjertespand’.”

Læs mere om arten på denne hjemmeside, se Traditionel medicin: Leonurus cardiaca.

 

Jylland 1977-90
Hjertespand, fotograferet ved Øm Kloster nord for Mossø. Omkring ruinerne af dette middelalderkloster, der i dag er museum, er anlagt en urtehave, hvor man dyrker gamle lægeplanter. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hønsetarm (Cerastium)
Denne slægt af små planter tilhører nellikefamilien (Caryophyllaceae). Navnet hønsetarm hentyder til, at stænglerne hos disse arter har så sejt styrkevæv og ledningsstrenge, at hvis man trækker en stængel over, hænger der gerne et lille stykke af disse ud fra brudstedet – ikke ulig en hønsetarm.

 

Enblomstret hønsetarm (Cerastium uniflorum) er hjemmehørende i Alperne og Karpaterne samt på Balkan.

 

Alperne 2016
Enblomstret hønsetarm, fotograferet i ca. 2400 meters højde, Grossglockner, Østrig. På billedet ses også rundbælg (Anthyllis vulneraria). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Filtet hønsetarm (Cerastium tomentosum) kendes nemt på sine hvidfiltede stængler og blade. Denne art er oprindelig i Sydøsteuropa og Mellemøsten, men dyrkes vidt og bredt og ses ofte forvildet fra dyrkning.

 

Bornholm 2016a
Filtet hønsetarm, Svaneke, Bornholm. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Johannesbrødtræ (Ceratonia seliquastrum)
Dette stedsegrønne, op til 10 m høje træ med mørke, skinnende, snitdelte blade er hjemmehørende i egnene omkring Middelhavet. Frugten, som kaldes johannesbrød, er en brunlig bælg, der bliver 15-20 cm lang og indeholder op mod 50% sukker. Den kan spises rå eller tørret og anvendes både som menneskeføde og husdyrfoder. Vægtenheden karat er opkaldt efter frøene, der har en meget ensartet vægt. Træet har navn efter Johannes Døberen, som efter legenden levede af dets frugter, mens han opholdt sig i ørkenen.

 

Europa 1972-2005
Europa 1972-2005
På disse billeder fra Kreta, Grækenland, ses øverst et gammelt, knudret johannesbrødtræ, nederst umodne frugter. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Katost (Malva)
Slægten Malva rummer ca. 30 arter, hvoraf fem findes vildtvoksende i Danmark. Det mærkelige navn katost hentyder til frugternes cirkelrunde form, som minder om en ost, der ligger til lagring. Forstavelsen kat er af ukendt oprindelse.

 

Almindelig katost (Malva sylvestris) er hjemmehørende i Europa, Nordafrika og Mellemøsten, men er blevet indført eller indslæbt over det meste af kloden, hvor den nemt forvildes. I Danmark er arten meget almindelig.

 

Bornholm 2008a
Almindelig katost, voksende blandt kystklipper nær Allinge, Bornholm. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Moskus-katost (Malva moschata) er oprindelig i Mellemeuropa og Middelhavsområdet. I Norden dyrkes den for sine smukke blomsters skyld, og den ses forvildet mange steder.

 

Norden 1992-98
Moskus-katost, Gotland, Sverige. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Knavel (Scleranthus)
Knavel er små planter af nellikefamilien (Caryophyllaceae). Navnet knavel kommer af tysk Knaul, som betyder ’garnnøgle’ eller ’tot’, hvilket hentyder til disse planters talrige, tætsiddende blomsternøgler. Det videnskabelige slægtsnavn Scleranthus betyder ’tør blomst’, af græsk skleros (’tør’) og anthos (’blomst’). I lighed med evighedsblomster af slægterne Helichrysum og Gnaphalium kan knavel-arter holde sig længe i tørret tilstand.

 

Jylland 1967-76
Flerårig knavel (Scleranthus perennis), Tange Sø, Jylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kodriver (Primula)
Navnet kodriver er afledt af dialektordet kodrevler, som betyder ’kopatter’, hvilket hentyder til de hængende blomster hos hulkravet kodriver (Primula veris). To af denne arts tyske folkenavne er Echte Schlüsselblume, hvilket betyder ‘ægte nøgleblomst’, samt Himmelsschlüssel, der betyder ‘nøgler til Himlen’. Ifølge legenden hørte Sankt Peter, at nogle afdøde prøvede at komme ind i Himlen ad bagvejen i stedet for ad den forreste indgang, som han vogtede. Han skyndte sig derfor om mod bagdøren, men undervejs tabte han sine nøgler, der slog rod og blev til kodrivere. I den nordiske mytologi var kodriveren tilegnet Freja, gudinden for kærlighed, skønhed og frugtbarhed, på engelsk kaldt ’the Key Virgin’ (’nøgle-jomfruen’). Da hedningene omvendtes til kristendommen, blev planten i stedet tilegnet Jomfru Maria, hvilket gav anledning til et andet engelsk folkenavn, ’Our Lady’s keys’ (’Jomfru Marias nøgler’).

Læs mere om kodrivere andetsteds på denne hjemmeside, se Planteliv: Kodrivere.

 

Hulkravet kodriver (Primula veris) er almindelig på tørre skrænter og langs veje overalt i Danmark. Denne art har været anvendt i folkemedicinen i hundreder af år, se mere på denne hjemmeside under Traditionel medicin: Primula veris.

 

Bornholm 2017
Hulkravet kodriver, Gamleborg, Almindingen, Bornholm. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Fladkravet kodriver (Primula elatior) er udbredt i hele Europa, mod nord til Danmark og Sydsverige og østpå til Altai-bjergene. I Danmark er den almindelig på øerne, men findes kun ganske få steder i Jylland. Hos os vokser den fortrinsvis i lyse løvskove, hvor den blomstrer inden løvspring.

 

Alperne 2016a
I Alperne vokser underarten intricata af fladkravet kodriver i åbne områder, her nær Grossglockner, Østrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Klæbrig kodriver (Primula glutinosa) kendes på de stive, oprette, rundtakkede, kødfulde og klæbrige blade samt på de blåviolette blomster, hvis bæger er dækket af mørke højblade. Denne art findes i de centrale og østlige Alper, hvor den ofte vokser i store højder, op til 3250 m.

 

Alperne 2016a
Klæbrig kodriver, Stubachtal, Hohe Tauern, Østrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kohvede (Melampyrum)
Denne slægt tæller omkring 38 arter, som er udbredt i tempererede og arktiske egne på den nordlige halvkugle, mod syd til Spanien, Tyrkiet og Kina, samt North Carolina i USA.

Slægtsnavnet kommer af græsk melampyron, af melas (’sort’) og pyros (’hvede’), hvilket hentyder til de sorte frø, der minder lidt om hvedekorn. I gamle dage var man overbevist om, at disse frø, opblandet med hvedekorn og kværnet til mel, farvede brødet mørkt. I Middelalderen troede man tillige, at dens frø kunne omdannes til hvede, formodentlig fordi disse planter pludselig dukkede op i kornmarker på steder, hvor man fornyligt havde fældet træerne. (Kilde: M. Grieve, 1931. A Modern Herbal. Jonathan Cape, her lånt fra botanical.com)

De danske navne kohvede og koføde hentyder til, at almindelig kohvede (M. pratense) ædes af kreaturer. Denne art indeholder store mængder af sukkerarten dulcit, og dens indhold af det giftige glykosid rhinanthin syntes ikke at skade kvæget.

I sin Cruydeboeck (urtebog) skriver den flamske læge og botaniker Rembert Dodoens (1517-85), at “frøene af disse urter, indtaget sammen med kød eller drikkevarer, besværer hjernen og forårsager hovedpine og fuldskab.”

 

Almindelig kohvede (Melampyrum pratense) er almindelig i Danmark, især i de jyske hedeegne.

 

Sverige 2015
Sverige 2015
I Sverige er almindelig kohvede uhyre talrig. Øverste billede viser en skovbund nær Friseboda i Skåne, dækket af kohvede. På det nederste billede har en plante slået rod blandt rensdyrlav (Cladonia) sammesteds. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

Populære navne på blåtoppet kohvede (Melampyrum nemorosum) omfatter bl.a. det svenske natt-och-dag og det russiske Ivan-da-Marya (‘Ivan og Maria’), som begge hentyder til de smukke blomsterstande med gule blomster og purpur-blålige højblade. Det danske navn skyldes de blåviolette højblade. Denne art, som har sin hovedudbredelse i Østeuropa, vokser fra Danmark, Tyskland og Italien mod øst til det nordvestlige Rusland.

 

Sverige 2016-18

Stor bestand af blåtoppet kohvede, Stensjö By nord for Oscarshamn, Småland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Europa 1972-2005

Blåtoppet kohvede, Laelatu Naturreservat, Estland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ager-kohvede (Melampyrum arvense) var førhen et almindeligt ukrudt i kornmarkerne, men er blevet sjælden, efter at man bedre formår at rense sædekornet. I dag vokser arten enkelte steder i Danmark, især på kystnære skrænter.

 

Sjælland 1969-2005
Ager-kohvede, voksende på en kystskrænt, Røsnæs, nordvestlige Sjælland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Skov-kohvede (Melampyrum sylvaticum) kendes på de små, varmt gule blomster. Denne art vokser især i nåleskove og er ret sjælden i Danmark, men i bl.a. Sverige og Alperne er den ret almindelig.

 

Alperne 2016a
Skov-kohvede, Stubaital, Østrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Krap (Rubia)
Navnet krap kommer af hollandsk crappe (‘hage’), hvilket hentyder til de hageformede torne hos nogle af krap-arterne. I Danmark dyrkede man førhen almindelig krap (Rubia tinctorium), idet den var den bedste europæiske plante til at farve rødt. I dag er denne dyrkning ophørt, og krap er forsvundet fra den danske natur.

 

Nepal 2009-1
Denne krap-art, Rubia manjith, er en frodig slyngplante, som har en ret stor udbredelse i Asien, fra Pakistan i vest til det sydøstlige Tibet i øst. – Helambu, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kvalkved (Viburnum)
Denne store slægt omfatter omkring 120 arter, hvoraf de fleste findes i tempererede egne i Asien og Nordamerika. Navnet kvalkved stammer fra et ældre navn på den danske art, Viburnum opulus, nemlig kvalkenbær. Ordet kvalke er beslægtet med ’kvæle’ og ’kvalme’, og det hentyder til, at bærrene er giftige og kan give kvalme, hvis man spiser tilstrækkeligt mange af dem. Et andet dansk navn er ulvsrøn, hvilket hentyder til bærrenes lighed med rønnebær. Fugle spiser kvalkved-bær, men ikke så gerne, og ulvsrøn skal derfor opfattes som et nedsættende navn. Dette gælder generelt for navne, som indeholder forstavelsen ulv-.

 

Fyn 2010-16
Kvalkved (Viburnum opulus) får smukt rødt efterårsløv og stærkt røde frugter, som er spiselige for fugle, men giftige for mennesker. – Langeland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Uttarakhand 2008
Som dens latinske artsnavn antyder, har Viburnum grandiflorum de største blomster blandt otte arter af kvalkved i Himalaya. Dette billede er fra delstaten Uttarakhand i Nordindien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Nepal 2009-2
Frodige frugtstande hos Viburnum mullaha, Annapurna, Nepal. Denne art er vidt udbredt i Asien, fra Pakistan mod øst til Sydøstasien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kællingetand (Lotus)
Blomsterne af ærteblomstfamilien (Fabaceae), som kællingetand tilhører, har en unik opbygning. Det midterste kronblad, kaldt fanen, er større end de øvrige og sidder bagest i blomsten. Under blomstringen danner fanen et beskyttende tag over støvvejen og støvdragerne. De to sidestillede kronblade er lige store og kaldes vingerne. De to nederste kronblade har hver sin stilk, men er vokset sammen i spidsen. Tilsammen kaldes de for båden eller kølen, som omslutter støvdragere og støvvej.

Disse planter har rimeligvis fået det mærkelige navn kællingetand på grund af de meget spidse, rødbrune blomsterknopper, eller måske fordi blomstens båd ender i en spids, der kan ligne en hjørnetand. Men hvorfor det absolut skal være en kællings tand, står hen i det uvisse.

På engelsk kaldes Lotus-arterne for bird’s-foot trefoil, hvor trefoil hentyder til de tre-koblede blade, mens bird’s-foot hentyder til bælgene, der sidder tre og tre sammen og spredes ud fra et fælles punkt, ikke ulig en fuglefod.

I Danmark findes tre arter af kællingetand, alle præsenteret nedenfor. De vokser ofte i store bestande i lav vegetation, hvor de med deres klare gule farver kan danne pragtfulde ’tæpper’.

 

Almindelig kællingetand (Lotus corniculatus) er vidt udbredt i tempererede egne af Eurasien, hvor den vokser i tørre områder med lav vegetation. Den er meget almindelig i Danmark.

 

Bornholm 2008
Almindelig kællingetand, fotograferet på Hammerknuden, Bornholm. I baggrunden ses dag-pragtstjerne (Silene dioica) samt bornholmsk kamille (Matricaria maritima var. retzii), en varietet af strand-kamille. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Fanø 2001-12
Med tiden skifter blomster af almindelig kællingetand ofte farve fra gul til orange, som på dette billede fra Fanø. De blålige blomster er en kystnær underart af stedmoderblomst, Viola tricolor ssp. curtisii. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Sump-kællingetand (Lotus pedunculatus, førhen L. uliginosus) vokser i fugtigere områder end almindelig kællingetand og har bredere småblade. Denne art er udbredt i Europa, Nordafrika og Mellemøsten, men er også blevet naturaliseret mange steder i Nord- og Sydamerika, Australien og andre steder.

 

Sump-kællingetand, naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Smalbladet kællingetand (Lotus tenuis, også kaldt L. glaber) er hjemmehørende i Europa, Rusland, Sibirien, Centralasien, Mellemøsten og Nordafrika. Denne art er salt-tolerant og vokser mest på strandenge, inde i landet i saltprægede enge og søbredder. Som dens navn siger, er småbladene meget smalle.

 

Sjælland 1969-2005
Smalbladet kællingetand danner et pragtfuldt tæppe på en strandeng på Kalvebod Fælled, Amager. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Løjtnantshjerte (Dicentra)
Navnet løjtnantshjerte er efter sigende opstået på grund af blomsternes udseende hos ægte løjtnantshjerte (Dicentra spectabilis). I Syv fantastiske Fortællinger (1935) skriver Karen Blixen: ”Naar man bøjer Blomsterne fra hinanden, indeholder de en Champagneflaske og en Danserinde.” I gamle dage var man forvisset om, at det netop var disse to ting, en løjtnant tænkte mest på! Åbner man blomsten, ser man også noget, der kan minde om en dame i en vogn. Det kan tolkes, som at løjtnanten kun har hjerte for sin dame – eller kun tænker på damer.

Som det er tilfældet med så mange andre planter, er også løjtnantshjerte blevet forbundet med kristendommen. På grund af blomstens hjerteform kaldes planten for Marias hjerte og Kristi hjerte. De røde og hvide farver i blomsten siges at symbolisere blandingen af blod og vand, der flyder fra Jesu sår.

 

Nepal 2009-1
Denne art af løjtnantshjerte, Dicentra scandens, kendes på sine varmt gule blomster. Den er vidt udbredt i Asien, idet den findes i Himalaya, det sydvestlige Kina, Sydøstasien, samt Sri Lanka. Dette billede er fra Langtang Nationalpark i det centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Chukotka 2011
Arktisk løjtnantshjerte (Dicentra peregrina) er en ganske lav plante, der ofte vokser på forblæste grusflader, her i Zolotoi Khrebet (’De Gyldne Bjerge’), Chukotka-halvøen, østlige Sibirien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Malteserkors (Tribulus terrestris)
Denne art har en meget stor udbredelse, fra Sydeuropa og det nordlige Afrika mod øst gennem størstedelen af Asien til det nordlige Australien. Dens frugter er udstyret med 2-4 spidse torne, der er så stærke, at de er i stand til at punktere et cykeldæk, hvilket har givet arten et af dens engelske folkenavne, puncture vine. Frugten er således indrettet, at mindst én torn altid peger opad, hvorved den kan sætte sig fast i foden på et forbipasserende dyr og derved blive spredt, eller hvis et dyr lægger sig på jorden, hvor disse frugter ligger, sætter de sig fast i pelsen. Mange husdyr har fået fodskader på grund af frugterne.

Artsnavnet kommer af græsk tribolos, hvilket betyder caltrop på engelsk (på dansk noget klodset oversat til ’partisansøm’), en lille metalgenstand, som er udstyret med adskillige spidser (’søm’), hvoraf nogle altid peger opad. Når disse våben spredes på en vej eller sti, forhindrer man passage af personer, heste og mindre køretøjer med dæk.

Arten har givetvis også fået navnet malteserkors på grund af disse torne. Malteserkorset, også kaldt johanniterkorset, er et ligearmet kors, hvis arme ender i to spidser. Et andet dansk navn er rumpetorn, der måske sigter til, at det er uklogt at sætte sig på disse torne.

 

Ladakh 2009
Malteserkors, fotograferet i Ladakh i Nordindien, hvor denne art er meget almindelig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Matrem (Tanacetum parthenium)
Navnet matrem har intet med ’rem’ at gøre. Det udtales mah-trem og kommer af latin matricis (’moders liv’). I Oldtidens Rom blev arten benyttet mod livmodersygdomme. Denne brug var kendt af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), som kaldte planten for Matricaria parthenium og placerede den i samme slægt som de nærtbeslægtede kamille-arter.

Matrem blev tidligt dyrket i Europa for sine medicinske egenskaber samt som prydplante. Den er muligvis opstået som en kultivar af den meget lignende T. partheniifolium, som er vildtvoksende i Mellemøsten og Centralasien. Denne art har mørkegrønne eller grågrønne blade, som er mere tilspidsede end hos matrem.

Læs mere om matrem i folketroen, samt dens anvendelse i folkemedicinen, andetsteds på denne hjemmeside, se Traditionel medicin: Tanacetum parthenium.

 

Dyrket matrem i en have på Fyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Matrem er meget almindelig i Istanbul, Tyrkiet. Her vokser adskillige planter på gesimser på en bygning. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Tyrkiet 2018c

Tanacetum partheniifolium, vildtvoksende på passet Babadağ Geçidi (720 m), nær Devrek, Tyrkiet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Natskygge (Solanum)
Solanum er en af verdens største planteslægter, som rummer over 1300 arter. Det gamle danske navn på disse planter var natskade – en forvanskning af det tyske Nachtschatten, som er et gammel-germansk ord af ukendt betydning. Da Schatten også kan betyde ’skygge’, begyndte man i stedet at benytte ordet natskygge, men det beror altså på en misforståelse. Slægtsnavnet Solanum er af ukendt oprindelse. Det kommer muligvis af latin, solare, der betyder, ’at lindre’, hvilket hentyder til den medicinske virkning hos nogle af arterne. Læs om anvendelsen af sort natskygge (S. nigrum) i folkemedicinen andetsteds på denne hjemmeside, se Traditionel medicin: Solanum nigrum.

 

Purpur-natskygge (Solanum xanthi) kendes på de store, violette blomster, som har grønne aftegninger i midten. Den er hjemmehørende i det sydvestlige Nordamerika, i staterne Arizona, Californien og Baja California.

 

Californien 2013b
Purpur-natskygge, fotograferet i Torrey Pines State Park, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Bittersød natskygge (Solanum dulcamara) har indbydende bær, som imidlertid er giftige. Denne slyngplante er meget almindelig i Danmark. Den vokser især i fugtige områder, hvor den kan danne tætte, næsten uigennemtrængelige bevoksninger.

 

Vorsø 1975-87
Bittersød natskygge, Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nøkkerose (Nymphaea)
Det videnskabelige navn på denne slægt kommer af græsk nymphe (’nymfe’). Sagnet fortæller, at en vandlevende nymfe nærede en glødende kærlighed til den stærke helt Herakles (på latin kaldt Hercules), som imidlertid ikke gengældte hendes følelser. Hun sygnede hen og døde, og af hende opstod den smukke nøkkerose.

Ordet nøkkerose kommer af nøkke, på oldnordisk nykr – et overnaturligt, ondsindet væsen af hankøn, som ifølge den nordiske folketro levede i søer og vandløb. På dansk kaldtes han også for åmand. Denne nøkke krævede regelmæssigt menneskeofre, og i Middelalderen hævdede man, at han råbte: “Tiden er kommet, men manden er endnu ikke kommet.”

I Hjemligt Hedenskab, udgivet i 1919, skriver Gudmund Schütte: ”Gribes en Badende af Krampe i Dammens kolde Vand, og bliver han hængende i Vandplanternes slimede Stængler, da er det Nøkken, der tager ham; derfor har de lumske Dammes skønne hvide Vandliljer fået navnet Nøkkeroser.”

I Norge og Sverige betragtede man nøkken som spillemand, der lærte menneskene at spille, men på den betingelse, at de sidenhen tilhørte ham. Nogle europæiske middelalderviser handler om nøkken, bl.a. Agnete og havmanden, Nøkkens svig samt Harpens kraft.

 

Den pragtfulde hvide nøkkerose (Nymphaea alba) er vidt udbredt, idet den findes overalt i Europa, Nordafrika og Mellemøsten, samt dele af tempererede egne af Asien, mod øst til Kashmir i Nordindien.

 

Bornholm 2016a
Hvide nøkkeroser, fotograferet på Christiansø, hvortil arten er indført fra Bornholm. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Amerikansk hvid nøkkerose (Nymphaea odorata), der minder meget om sin europæiske søsterart, har en uhyre stor udbredelse, fra det nordlige Canada gennem USA, Mexico og Mellemamerika til det nordlige Sydamerika.

 

USA 2012a
Amerikansk hvid nøkkerose, Crystal Lake Conservation Area, Massachusetts, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Den blå nøkkerose (Nymphaea caerulea), der ofte populært kaldes for Nilens lotus eller Hellig blå Nil-lilje, er udbredt i størstedelen af det østlige Afrika, fra Egypten mod syd til Sydafrika.

 

Tanzania 1990
En overdådig bestand af blå nøkkerose dækker overfladen af en dam nær Tanga, nordlige Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Padderok (Equisetum)
Padderokker er karsporeplanter med en hul, leddelt, kiselholdig stængel og skælagtige blade, som er kransstillede. Navnet padderok skyldes, at vårskuddene hos visse arter, bl.a. ager-padderok (Equisetum arvense) og elfenbens-padderok (E. telmateia), blev sammenlignet med hovedet på en spinderok, samt at de fleste arter vokser i fugtige områder, hvor padder holder til.

Et ældre folkenavn for disse planter var kællingerok, mens et andet var knokkelstrå. I bogen Bræen (1908) skriver Johannes V. Jensen (1873-1950): ”På de graa Agre stod Padderokker, der var brudt op ved siden af Muldvarpeskuddene som tynde Knokkelfingre.” Knokkelmanden (’Knoglemanden’) var i gamle dage et folkeligt ord for Døden, så knokkelstrå betyder ’dødningestrå’.

Slægtsnavnet Equisetum kommer af latin equus (’hest’) samt seta, der har adskillige betydninger, bl.a. ’ru’, ’børste’ eller ’hår’. Seta kan dels hentyde til disse planters ru, kiselholdige stængel, men sat sammen med equus betyder det ’hestehår’. Et bundt tørrende padderok-stængler kan da også med lidt god vilje minde om en hestehale.

Den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80) omtaler i sin Flora Danica (1648) 1500-tallets latinske navn på dén padderok-art, som vi i dag kalder skavgræs (E. hyemale): ”Det slags Skaf-Græs, som er det Tiende udi Ordenen hos Bauhinum*, oc aff hannem beskrifuis oc kaldis Eqvisetum foliis nudum non ramosum, seu junceum, det er: ’Blade- oc Grene-løs Skafve-Græs’, eller ’Sifactig Blade-løs Heste-Rumpe’, bør med Rette, frem for alle de andre slags Eqviseta, Skafve-Græs kaldis, thi dette er det slags, huilcket Anatomici [anatomer], som hafue Lyst til at giøre Sceleta, fornemmeligen bruge, naar de ville polere Beenene, at de kand være glatte, skinnendis oc huide.”

Man kan konstatere, at Bauhin var en bedre iagttager end den person, der navngav planten skavgræs, da stænglerne hos denne art ligner stænglerne af lysesiv (Juncus effusus) langt mere end græsstængler. Forstavelsen ’skav-’ kommer af middelalder-dansk skave, hvilket betyder ’at skrabe’ – en hentydning til artens anvendelse som slibemiddel.

Om anvendelsen af ager-padderok som medicinsk urt kan læses andetsteds på denne hjemmeside, se Traditionel medicin: Equisetum arvense.

 

*Den schweiziske botaniker Gaspard Bauhin, også kaldt Caspar Bauhin, i latiniseret form Casparus Bauhinus (1560-1624), beskrev tusinder af plantearter i sit storværk Phytopinax (1596), i en form, der tåler sammenligning med den binominære nomenklatur, som den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) offentliggjorde i 1753.

 

Fyn 2010-18
Kær-padderok (Equisetum palustre) er meget almindelig i fugtige områder, hvor den frygtes af landmænd, da den er giftig for græssende dyr. – Her ses en plante med sporehuse øverst på stænglen, fotograferet på Fyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Jylland 2016-17
Sterile sommerskud af elfenbens-padderok (Equisetum telmateia) med dugdråber, Østengård Skov, Vejle. Forstavelsen ’elfenben’ skyldes denne arts ofte hvidlige stængler. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Lolland-Falster-Møn 1970-1986
Navnedelen ’rok’ hentyder til, at sporehus-standen hos visse padderok-arter minder om en tén. – Fertile vårskud af elfenbens-padderok med sporehuse, Møns Klint. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Skavgræs (Equisetum hyemale) har en kolossalt stor udbredelse, idet den findes i Nordamerika, Europa og det nordlige Asien, mod syd til Tibet, Korea og Japan. Den er også blevet indført til andre lande, bl.a. Sydafrika og Australien, hvor den betragtes som invasiv.

Denne art vokser i vådområder i skove, ofte på skrænter langs vandløb. I Japan dyrkes den ofte i damme i prydhaver. Visse indfødte amerikanske folkeslag benyttede et afkog af planten mod kønssygdomme samt som vanddrivende middel.

Et nærbillede af den amerikanske underart, affine, som ofte er gul oven for hver skede, findes andetsteds på denne hjemmeside, se Hyldest til farven gul.

 

Bornholm 2017
En stor bevoksning af skavgræs i Almindingen, Bornholm. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Passionsblomst (Passiflora)
Navnet passionsblomst er forbundet med Jesu lidelseshistorie i de sidste dage af hans liv, på engelsk kaldt ’The Passion’. Efter legenden slyngede en passionsplante sig op ad det kors, som han var blevet korsfæstet på, og bladene gav herved skygge og kølighed til den døen­de Jesus. Ifølge en anden legende var det spanske missionærer, der først tolkede passionsblomstens unikke opbygning som symboler, der knytter sig til korsfæstelsen. De ti bæger- og kronbla­de betragtes som symboler på ti af apostlene – kun mangler Peter, som fornægtede Jesus tre gange efter hans arrestation, samt Judas, der forrådte ham. Bikronens mange tråde ses som symbol som tornekronen, mens støvve­jen er tolket som enten korset eller den Hellige Gral. De tre støvfang symboliserer de tre nagler, og de fem støv­dragere under dem Jesu fem sår (fire fra naglerne og et fra lansen, der gennemborede hans side). De spidse blade ses som symbol på den Hellige Lanse, mens slyngtrådene repræsenterer de piske, som Jesus blev flagelleret med. De tre bibæ­gerblade symboliserer de tre Maria’­er, som var til stede, da Jesus døde, og den blålige blomsterfarve hos mange af passionsarterne betragtes som Jomfru Marias blå klæde­dragt.

 

Bornholm 1999-2005
Kalkmaleri i Povls Kirke, Bornholm, som gengiver Jesu korsfæstelse. En romersk soldat, iført europæisk middelalderdragt, gennemborer Jesu krop med sin lanse. Bemærk kraniet nær hesten. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Bali-Lombok 2012
De fleste passionsblomst-arter har hvidlige eller blålige blomster, og sidstnævnte blev af tidlige kristne tolket som et symbol på Jomfru Marias blå klæde­dragt. – Dette billede er fra vulkanen Gunung Rinjani, Lombok, Indonesien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Costa Rica
Andre passionsblomster er smukt røde, fx Passiflora vitifolia, som er udbredt i Central- og Sydamerika, fra Costa Rica i nord til Peru i syd. Her er den fotograferet i Reserva Nacional Hacienda Baru, Costa Rica. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Passionsfrugten har yderst en ret hård skal, der omslutter en mængde små, hårde frø, omgivet af frugtkød. Dette frugtkød er meget velsmagende hos flere arter, især almindelig passionsblomst (Passiflora edulis), som dyrkes i stor stil i troperne. Frugten hos stinkende passionsblomst (P. foetida) er omgivet af trævlede højblade. På disse højblade sidder klæbrige dråber, som er i stand til at fastholde insekter, hvorved planten minimerer insektangreb på den spæde frugt. Hvorvidt den er i stand til at optage næring fra de fangne insekter, er et uafklaret spørgsmål. Arten kaldes stinkende passionsblomst, fordi knuste blade afgiver en duft, som nogle mennesker finder ubehagelig. Frugtkødet er spiseligt og sødt.

 

Siao Liouchou 2012
Umoden frugt af stinkende passionsblomst, omgivet af trævlede højblade, Siao Liuochou Island, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Paternostertræ (Melia azedarach)
Paternostertræ – også kaldt kinabær eller persisk syrén – er sandsynligvis hjemmehørende i Iran og på det indiske subkontinent, men på grund af dens smukke blomster og frugter er arten blevet plantet i mange andre egne af kloden. Den spredes nemt og er blevet invasiv i fx Nordamerika, Østafrika, New Zealand og Australien, samt på nogle af Stillehavsøerne.

Paternoster (eller pater nostre) er Fadervor i den romersk-katolske kirke, normalt fremsagt på latin. Ordet paternoster bruges dog også i betydningen ’rosenkrans’, dvs. den perlekrans, som anvendes under bønnen. Paternostertræet har givetvis fået sit navn efter sine smukke gule frugter, der minder om perler. Et af artens engelske navne er da også bead tree (’perletræ’).

Paternosterbønne (Abrus precatorius), også kaldt krebseøje, er behandlet andetsteds på denne hjemmeside, se Traditionel medicin: Abrus precatorius.

 

Taiwan 2014a
Taiwan 2018
Blomster og frugter hos paternostertræ, Taiwan. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ranunkel (Ranunculus)
Det latinske slægtsnavn Ranunculus er diminutiv af rana (’frø’) og betyder således ’lille frø’. Dette navn – og dermed det danske ranunkel – hentyder til, at mange af ranunkel-arterne vokser i sumpede områder, hvor frøer holder til. Et andet dansk navn er smørblomst, hvilket hentyder til, at de fleste danske ranunkel-arter har smørgule, skinnende kronblade.

 

Bornholm 2016a
Hvor ranunkel-arter får lov til at vokse uforstyrret, danner de ofte kæmpestore bestande. Her græsser heste på en eng nær Rø, Bornholm, som er dækket af bidende ranunkel (Ranunculus acris). Græssende dyr undgår at æde ranunkler, da de indeholder et giftstof ved navn anemonol. Når planterne tørres som hø, forsvinder giftvirkningen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Alperne 2016a
Langt de fleste ranunkel-arter har gule eller hvide blomster. Her ses alperanunkel (Ranunculus alpestris) i Grossglockner-området, Østrig. Denne art er meget almindelig i Alperne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Alperne 2017a
Som dens navn antyder, vokser bjergranunkel (Ranunculus montanus) i store højder, her i passet Col de l’Iseran, Frankrig. Denne art er vidt udbredt i Pyrenæerne, Alperne og Appenninerne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Skarntyde (Conium maculatum)
Navnet skarntyde benyttedes førhen for en række skærmplanter, bl.a. vild kørvel (Anthriscus sylvestris). Endelsen ’tyde’ er beslægtet med ’tud’, som kommer af gammeltysk Tute, der betyder fløjte eller tudehorn. I gamle dage skar børn fløjter af stænglerne af vild kørvel. Tog de fejl og skar fløjterne af den ægte skarntyde, kunne de nemt blive forgiftet.

Skarntyde blev førhen anvendt i folkemedicinen, se andetsteds på denne hjemmeside: Traditionel medicin – Conium maculatum.

 

Lolland-Falster-Møn 1970-86
Skarntyde, fotograferet på Møn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Skavgræs (Equisetum hyemale)
Se Padderok.

 

 

Skjaller (Rhinanthus)
Der hersker stor uenighed om antallet af skjaller-arter (Rhinanthus), da de varierer meget og er vanskelige at skelne fra hinanden. De fleste autoriteter regner med mellem 30 og 40 arter, som er udbredt i Europa, det nordlige Asien og Nordamerika, heraf størsteparten i Europa. Disse planter vokser især i græsklædte områder, hvor de ofte optræder i mængde. Blomsterne besøges meget af humlebier (Bombus).

Navnet skjaller sigter i lighed med to danske folkenavne på disse planter, rassel og skralde, til de tyndvæggede kapsler, som er omgivet af et tørt, hindeagtigt bæger. Når det blæser, rasler frøene inde i frugterne. Slægtsnavnet kommer af græsk rhinos (‘næse’) og anthos (‘blomst’), hvilket hentyder til den næse-lignende øvre læbe i blomsten.

 

Stor skjaller (Rhinanthus major, også kaldt R. angustifolius eller R. serotinus) vokser i græsklædte områder i størsteparten af Europa, mod øst til det centrale Sibirien, Kazakhstan og Mongoliet.

 

Jylland 2017a
Stor skjaller danner ofte tætte bestande, som her på en eng i Tingvad Kær nord for Århus. I engen vokser tillige bidende ranunkel (Ranunculus acris), maj-gøgeurt (Dactylorhiza majalis), eng-nellikerod (Geum rivale) og lancetbladet vejbred (Plantago lanceolata), og i baggrunden ses blomstrende hvidtjørne (Crataegus). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Fanø 2001-12
Navnet skjaller sigter til disse planters tyndvæggede kapsler, som er omgivet af et tørt, hindeagtigt bæger. Når det blæser, rasler frugterne. Dette billede viser stor skjaller, fotograferet på Fanø. Græsset t.v. er eng-rapgræs (Poa pratensis). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Skjolddrager (Scutellaria)
Navnet skjolddrager beror på en misforståelse. Det latinske slægtsnavn Scutellaria blev i sin tid betragtet som afledt af scutellum, diminutiv af scutum (’skjold’). Man mente, at det hentydede til den pukkel, som findes på bægerets overlæbe, der kan ligne et lille skjold. Scutellaria er imidlertid afledt af scutella, som var betegnelsen på en lille offerskål, idet scutella er diminutiv af scutra (’skål’). Navnet hentyder til bægerets afrundede underlæbe, hvor de nøddeagtige delfrugter ligger i en lille ’skål’, efter at bægerets overlæbe er faldet af.

 

Almindelig skjolddrager (Scutellaria galericulata) blev førhen brugt i folkemedicinen, men den har dog en meget bitter smag. I sin Flora Danica fra 1648 skriver den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80) herom: ”Hvo derfore aff den gemeene Mand, som ligger siug aff den Kaalde [’koldfeber’, et gammelt ord for malaria], oc fornemmeligen aff huer anden Dags Kaalde, de kand berede sig it Decoctum eller Afsød aff denne Feber-Urt, at de der med kand fordrifue den. Men hvo som Formue oc Efne hafuer til at kiøbe andre Medicamenter, de neppeligen forbruge denne, thi hendis Smag er mectig beesk.”

Denne art er vidt udbredt i Danmark, mens spydbladet skjolddrager (S. hastifolia) kun findes få steder på Lolland, Falster og Bornholm.

 

Fanø 2001-12
Almindelig skjolddrager, voksende på en sandstrand på Fanø. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Taiwan 2013
Denne art af skjolddrager, Scutellaria discolor, har en vid udbredelse i Asien, fra Indien mod øst til Taiwan og Sydøstasien. Billedet er fra Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Skræppe (Rumex)
Rumex er en stor planteslægt, som er udbredt i de fleste egne af verden og omfatter omkring 150 arter. På dansk kaldes de fleste arter for skræppe, enkelte af dem dog for syre. Skræppe er en gammel dansk betegnelse for planter med store grundblade, fx tordenskræppe, der i dag kaldes rød hestehov, samt visse arter af burre (Arctium) og altså også Rumex-arterne, hvoraf nogle har ret store blade, fx butbladet skræppe (R. obtusifolius) og vandskræppe (R. hydrolapathum).

Læs mere om rød hestehov på denne hjemmeside, se Traditionel medicin: Petasites hybridus, samt om burre, se Vorsø i mit hjerte: Armerede frø.

 

Arizona-Utah 2001
Skræppe-arter er tilpasset vidt forskellige klimatiske forhold. Ørkenskræppe (Rumex hymenosepalus) – på amerikansk kaldt ’desert rhubarb’ (’ørken-rabarber’) – findes i det vestlige USA’s ørkenområder. På dette billede vokser den i ørkensand i Arches Nationalpark, Utah. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Tanzania 1990
Højrøde frugtstande hos Rumex usambarensis, der findes i Usambara-bjergene i det nordlige Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Vorsø 2000-15
Vinterstandere af kruset skræppe (Rumex crispus), som er meget almindelig i Europa. – Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Skvalderkål (Aegopodium podagraria)
Så tidligt som i det Gamle Rom og op gennem Middelalderen blev skvalderkål anvendt som en slags spinat. Arten er hjemmehørende i Sydeuropa og det vestlige Asien, men blev tidligt indført til Nordeuropa, hvor den i dag er naturaliseret utallige steder. Den er også blevet indslæbt til Nordamerika, og næsten overalt er den et meget besværligt ukrudt i haver. Førhen blev skvalderkål anvendt som medicinsk urt til behandling af urinsyregigt og andre former for gigt.

Navnet skvalderkål har intet at gøre med at ‘skvaldre’. Delen kål hentyder til artens anvendelse som køkkenurt, mens forstavelsen skvalder måske kommer af kvælde, dvs. ’vælde op af jorden’ – en hentydning til plantens frodige vækst.

 

Fyn 2010-16
Fyn 2010-16
Skvalderkål blev førhen anvendt som køkkenurt, hvad endelsen kål hentyder til. På disse billeder vokser planten som ukrudt i en have på Fyn. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Snabelkalla (Arisaema)
Planteslægten Arisaema, som tilhører arum-familien (Araceae), omfatter over 100 arter, hvoraf de fleste hører hjemme i subtropiske og tempererede egne af Asien. Desuden findes enkelte arter i Nordamerika. Blomsterne hos disse arter sidder tæt sammen på en kølle, som er omgivet af et hylsterblad, og hos nogle arter er hylsterblad og/eller kølle forlænget i en grotesk tråd eller ’snabel’, der til tider kan være op til en meter lang. På dansk har disse planter derfor fået navnet snabelkalla. Kalla er egentlig navnet på en anden slægt i arum-familien, Zantedeschia.

Uden for sommermånederne er det ofte vanskeligt at skaffe friske grønsager i Himalayas bjergegne. En meget anvendt metode til at få næring fra grønne planter, når friske grønsager ikke er tilgængelige, er fremstilling af gundruk, som er gærede blade af visse dyrkede planter, fx kål, sennep og radis, samt af vilde planter, bl.a. Arisaema utile, der indsamles i tusindvis. Gundruk kan fremstilles på forskellig vis. En metode er at vaske bladene og derpå lægge dem til tørre i solen en dag. Herefter bankes den sidste saft ud af dem, og de stampes tæt sammen i en lufttæt krukke, hvor de gærer i en uge. Derpå foldes bladene ud og lægges til tørre i solen, hvorefter de kan opbevares et tørt sted til senere brug. En anden metode er at koge bladene en kort tid og derpå stampe dem tæt sammen i en beholder. Kort efter fjerner man saften, og der tilføjes kogende vand. Bladene gærer nu i 4-5 dage, hvorefter de tørres i solen.

Gundruk kan gemmes i op til et år. De gærede blade har en karakteristisk duft samt en kraftig, særegen og dejlig smag – i hvert fald efter min mening. (Kilde: Manandhar, N.P. 2002. Plants and People of Nepal. Timber Press.)

 

Taiwan 2011
Blomsterne hos snabelkalla-arter sidder tæt sammen på en kølle, som er omgivet af et hylsterblad. Her ses Arisaema formosanum, fotograferet i Wuling National Forest Recreation Area, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Annapurna 2007
Arisaema utile, her fotograferet i Modi Khola-dalen, Annapurna, Nepal, er meget anvendt til fremstilling af gundruk (se teksten ovenfor). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Nepal 2013
Hos visse arter af snabelkalla er hylsterbladet og/eller køllen forlænget i en grotesk tråd eller ’snabel’, der til tider kan være op til en meter lang. Her ses Arisaema intermedium, fotograferet i Ghunsa-dalen, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Omkring køllen på snabelkalla-arterne dannes om efteråret en kolbe af røde bær, der minder lidt om en majskolbe. Hylsterbladet hos flere af arterne kan ligne en brilleslange med nakkehuden spredt ud. Disse to ting i forening har givet planterne deres nepalesiske folkenavn, sarpa ko makai, som betyder ’slangemajs’.

 

Taiwan 2012
Frugtstand af Arisaema formosanum, Hohuan Shan, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Soldug (Drosera)
Planter af denne slægt vokser i næringsfattige områder, hvor de opnår størstedelen af deres næringsstoffer gennem at fange smådyr ved hjælp af klæbrige kirtelhår på bladene. Når et dyr sidder fast i den klæbrige væske, der udskilles af disse hår, folder bladet sig sammen omkring det uheldige offer og opløser dets kropsvæsker, så planten kan udvinde næring af dem.

Disse planter kaldes soldug, fordi kirteldråberne minder om dugdråber, når solen skinner på dem. Førhen tillagde man dugdråber mirakuløse egenskaber, og solduggens kirteldråber blev solgt som ‘Jomfru Marias tårer’. De skulle virke mod hudsygdomme som vorter, ringorm og ligtorne, foruden mange andre skavanker.

Læs mere om soldug på denne hjemmeside, se Planteliv: Kødædende planter.

 

Bornholm 2008a
På dette billede fra Dueodde, Bornholm, er fluer blevet fanget i kirtelhår af rundbladet soldug (Drosera rotundifolia). De hvide hår er pilefrø. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Jylland 2013-15
En almindelig vandnymfe (Enallagma cyathigerum) sidder fast i kirtelhår af liden soldug (Drosera intermedia), Sepstrup Sande, Midtjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Stedmoderblomst (Viola tricolor)
Bag det mærkelige navn stedmoderblomst gemmer sig følgende fortælling: Det nederste kronblad bliver sammenlignet med en stedmoder, som sidder og breder sig på to stole (bægerbladene), mens hun holder et fad grød med en stor smørklat (den gule plet ved kronbladets grund). Hendes egne børn (de to mellemste kronblade) sidder på hver sin stol nær grøden, mens hendes stedbørn (de to øverste, mere trist farvede kronblade) sidder længst borte og må nøjes med én stol til deling.

En anden forklaring går på, at det nederste kronblad er den pyntesyge stedmoder, som sidder og breder sig på en grøn sofa, bærende et gyldent brystsmykke. Nærmest hende sidder hendes egne børn på hver sin stol, iført fint tøj, mens stedbørnene i simple blå hverdagskjoler må nøjes med én stol til deling.

Manden i huset ses først, når damerne har rejst sig, dvs. når kronbladene er plukket af. Johannes V. Jensen (1873-1950) skriver i Verdens Lys (1926):

 

Stedmoderblomst! Den første Blomst,
der kom med Solens Atterkomst,
forfrossen, paa en sydlig Ager,
med blege Kinder, spæd og fager.

 

(…)

 

Pluk Kronen af, en lille Mand
du finder da, fra Alfeland,
som sidder paa en lille Stol,
et smaat, men meget stærkt Idol!

 

Man kan læse om plantens brug i folkemedicinen andetsteds på denne hjemmeside, se Traditionel medicin: Viola tricolor.

 

Fanø 2001-12
I Vestjyllands klitter findes en særlig underart af stedmoderblomst, Viola tricolor ssp. curtisii, her fotograferet på Fanø. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Stormhat (Aconitum)
Navnet stormhat hentyder til den unikke blomsterform hos denne slægt med fem farvede bægerblade, hvoraf de øverste danner en hætte. Et andet navn for nordisk stormhat (Aconitum septentrionale) er venusvogn. Hvis man fjerner blosterbladene fra en blomst af denne art, ser man årsagen til dette spøjse navn: støvbærere og støvvej minder – med lidt god vilje – om en karet med to fugle spændt for. I den romerske mytologi blev gudinden Venus’ karet trukket af to duer.

 

Frankrig-Spanien 2007
Ægte stormhat (Aconitum napellus) er udbredt i bjergegne i Syd- og Centraleuropa. – Cirque de Troumouse, Pyrenæerne, Frankrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Norden 1967-86
På dette billede fra Dovrefjell i Norge er blosterbladene fjernet fra en blomst af nordisk stormhat (Aconitum septentrionale), således at man ser årsagen til dens populære nordiske navn ’venusvogn’ (se teksten ovenfor). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Torskemund (Linaria, Kickxia, Chaenorrhinum, Cymbalaria)
Torskemund er et fællesnavn for planter, der tilhører de fire ovennævnte slægter, som førhen alle var placeret i slægten Linaria. Navnet torskemund skyldes, at blomsten åbner sig som et torskegab, hvis man presser underlæben ned.

 

Sverige 2015
Almindelig torskemund (Linaria vulgaris) er den eneste oprindeligt vildtvoksende art af torskemund i Norden – de øvrige er indslæbt eller forvildet fra dyrkning. – Örarevet syd for Kalmar, Sverige. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Bornholm 2008b
Vedbend-torskemund (Cymbalaria muralis) er en meget frodig slyngplante, som stammer fra Sydeuropa, men dyrkes vidt og bredt i Norden. Her dækker den et hegn i Svaneke, Bornholm. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Troldurt (Pedicularis)
Antallet af troldurt-arter (Pedicularis) varierer kolossalt, alt efter hvilken kilde man benytter, fra omkring 350 til 600. Disse planter er udbredt på næsten hele den nordlige halvkugle, fra de arktiske kyster mod syd til Columbia, det nordvestlige Afrika, Iran, Himalaya, samt det sydlige Kina. Den største diversitet finder man i Kina med 352 arter, hvoraf de 271 er endemiske.

Slægtsnavnet kommer af latin pediculus (‘lus’). Ifølge gammel overtro kunne troldurterne overføre lus til mennesker og kvæg, men ifølge en anden overtro var de i stand til det stik modsatte, nemlig at befri mennesker og kvæg for lus! Navnet luseurt hentyder til, at man benyttede et afkog af troldurt-arterne til at fordrive lus med. På engelsk hedder slægten lousewort, hvilket også betyder ’luseurt’. Navnet troldurt sigter måske til, at disse planter snylter på græsser og derved nedsætter mængden af hø i engene. Endvidere skulle de gøre høet bittert.

Normalt undgår græssende dyr disse planter, da de indeholder giftige glykosider.

 

Alperne 2016
Kransbladet troldurt (Pedicularis verticillata) er meget almindelig i Alperne, her fotograferet i Sölk-passet, Østrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tætblomstret troldurt (Pedicularis densiflora) kaldes på amerikansk for Indian warrior eller warrior’s plume, hvilket hentyder til den tætte blomsterstand, der sammenlignes med en indianers hovedprydelse. Artsnavnet betyder ’tætblomstret’.

Denne art er hjemmehørende i Californien og Oregon, hvor den vokser i skove og og chaparral-krat (chaparral er et samfund af vedplanter, som er tilpasset tørre somre og fugtige vintre, et klima, som er typisk for det sydlige Californien). Den snylter på rødder af andre planter, især af lyngfamilien (Ericaceae).

Førhen blev den anvendt af indfødte folkeslag til at få trætte muskler til at slappe af, og blomster og bladknopper blev røget som et mildt rusmiddel.

 

Californien 2013
Tætblomstret troldurt, Cache Creek Wilderness Area, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tudseblomst (Symplocarpus foetidus)
Det lidet smigrende navn tudseblomst hentyder sikkert til denne arts plumpe blomst, som er omgivet af et spættet hylsterblad, der kan minde om en tudses vortede hud. Det videnskabelige artsnavn foetidus kommer af latin foetere (’stinke’), hvilket hentyder til plantens ubehagelige duft. Tudseblomsten er hjemmehørende i Nordamerika, og nogle af dens lokale navne er skunk cabbage (’stinkdyrskål’) og clumpfoot cabbage (’klumpfodskål’) – heller ikke særligt smigrende navne, må man sige!

 

USA 2002-10
Tudseblomst er en af de første blomster, der kommer frem om foråret i det østlige Nordamerika. Billedet her er fra Wells National Estuarine Reserve, Maine, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

USA 2002-10
Bladene af tudseblomst kommer frem efter blomstringen og kan dække store områder, her i Shu Swamp på Long Island i det østlige USA. De gule blomster er eng-kabbelejer (Caltha palustris). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tørstetræ (Frangula alnus)
Man kunne måske fristes til at tro, at navnet tørstetræ hentyder til, at denne art mest vokser på fugtig bund. Det er imidlertid ikke tilfældet. Ordet tørst menes at være af samme rod som ’trøske’, hvilket betyder halvråddent ved. Det hentyder til den stramme og mugne lugt af tørstetræets inderbark. Et afkog af barken anvendtes førhen som afføringsmiddel. Det videnskabelige slægtsnavn Frangula kommer af latin frangere, hvilket betyder ’at bryde’. Det hentyder til, at tørstetræets tynde grene er skøre og nemt brækkes af.

 

Jylland 2013-15
Frugterne af tørstetræ er sortviolette. Disse blev observeret ved Almind Sø nær Silkeborg. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Vibefedt (Pinguicula)
Denne slægt er kødædende planter med kødfulde blade, på hvilke kirtler producerer bittesmå, klæbrige dråber, som lokker insekter til. Når et fanget insekt begynder at sprælle for at frigøre sig, produceres mere klæbrig væske, som fastholder dyret. Derpå frigives enzymer fra andre kirtler, som nedbryder insektets kitinskelet, så planten kan optage næringsstoffer fra dyrets bløddele.

Almindelig vibefedt (Pinguicula vulgaris) har en circumpolar udbredelse, fra næsten hele Europa, bl.a. Danmark, mod øst gennem Ruslands skovområder til Nordamerika. Navnet vibefedt optræder første gang i Simon Paulli’s Flora Danica fra 1648, som ‘Vibe-Fit’. Paulli skriver: “(…) aff den Aarsag at den baade er feed, naar man føler paa den, saa ogsaa fordi den voxer paa de Steder, som Viberne gierne lader sig finde.” Et andet gammelt navn, smørrod, fik planten, fordi den er “saa feed som Smør.”

Læs mere om vibefedt på denne hjemmeside, se Planteliv: Kødædende planter.

 

Alperne 2016a
Almindelig vibefedt (Pinguicula vulgaris), Stubaital, Østrig. Der ses tillige blade af løvefod (Alchemilla). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Chukotka 2011
Spatelbladet vibefedt (Pinguicula spathulata) findes i arktiske egne i det østlige Sibirien, her fotograferet på Chukotka-halvøen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Øjentrøst (Euphrasia)
Øjentrøst-arter (Euphrasia) – i alt omkring 227 – er udbredt over det meste af kloden, med undtagelse af Afrika syd for Sahara, samt dele af Nord- og Sydamerika.

I Europa har øjentrøst været benyttet mod øjensygdomme siden Middelalderen. Tilhængere af Signaturlæren hævdede, at den Gode Gud havde skabt planterne således, at menneskene kunne genkende brugen af dem. De tolkede de røde striber på øjentrøsts hvide kronblade som blodskudte øjne, og af denne grund ville disse planter kunne benyttes mod øjenlidelser. De ramte faktisk hovedet på sømmet i dette tilfælde, da øjentrøst stadig anbefales til at skylle øjnene mod udflåd og betændelse.

Den danske urtelæge Henrik Harpestræng (død 1244) udtaler: ”Har man spist Roden med Valmuemælk i tre Dage, forsvinder Kødets Lyst i otte Dage.” En anden dansk læge og botaniker, Simon Paulli (1603-80), skriver: ”(…) denne Urt er saare vel den gemeene Mand, Bønder og Kierlinger nu omstunder bekiendt, dog den at hafue været de gamle Medicis bekiendt, necte Recentiores saare fast, huilcke næsten alle, uden Lobelius oc Camerarius, høyeligen commendere oc berømme den Vijn, udi huilcken Øyen-Trøst er udblødt, imod Øynenes Dumhed oc Blindhed.” Og videre: ”Dersom den gandske Urt med Roden blifuer brændt, oc der strax efter blifuer gjort en Lud aff, oc Munden blifuer med den udskylt, da er den god for Tænderne, som er hull paa oc ere forfulede [grimme], oc den stiller Tændernis Pine oc Smerte.”

Slægtsnavnet kommer af græsk, afledt af Euphrosyne (’velbehag’), som var navnet på en af de tre gratier, kendt for sin glæde og munterhed. Dette navn blev efter al sandsynlighed givet på grund af artens ældgamle brug som lægeurt.

Det danske folkenavn ledgræs sigter til artens korte blade, der giver planten et ’leddet’ udseende, mens hedeté hentyder til artens anvendelse som urteté. Et fransk folkenavn for øjentrøst er casse-lunettes, hvilket løseligt oversat betyder ’at smide sine briller væk’.

Læs mere om øjentrøsts anvendelse i folkemedicinen andetsteds på denne hjemmeside, se Traditionel medicin.

 

Everest 2010
En øjentrøst-art, sandsynligvis Euphrasia himalayica, Khumbu, østlige Nepal. Denne art anvendes lokalt mod for kraftig menstruation, og rodsaften smøres på bylder. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

(Oprettet juli 2016)

 

(Revideres løbende)