Pipal og banyan – to hellige figenarter

Banyan har bredt ovale blade og lange luftrødder, som hænger ned fra grenene, og medmindre landsbyboerne kapper dem af, slår de før eller siden rod og kan med tiden danne en ‘skov’ af stammer, som alle i virkeligheden er ét og samme individ. I den botaniske have i Kolkata (førhen kaldt Calcutta) i det østlige Indien findes en 250 år gammel banyan, som er verdens største (se billedet ovenfor). Det oprindelige modertræ blev dræbt af et lyn i 1919 og er siden rådnet bort, men omkring 1825 af luftrødderne er vokset op til træer, som i dag er ca. 25 m høje og tilsammen dækker et areal på over 14.000 m², altså næsten 1,5 ha.

Pipal har brede, hjerteformede blade, som ender i en lang spids. Denne art tilhører en gruppe af figenarter, som kaldes kvælerfigner. De starter ofte deres tilværelse som epifyt i et andet træ, hvor frøet spirer i en revne eller i en klat fuglegødning, leveret af den fugl, som åd figenfrugten. Med tiden sender det unge pipal-træ luftrødder ned til jordoverfladen, hvor det slår rod. Samtidig begynder nogle af rødderne at omklamre værtstræet, som efterhånden bliver kvalt til døde. Efter at dets stamme er rådnet bort, står figentræet som en hul cylinder af luftrødder. Pipal vokser også ofte i revner i gamle bygninger, og hvis den får lov, vil den med tiden omklamre bygningen, som bliver ødelagt af dens rødder.

De to arters små frugter er et vigtigt fødeemne for mange fugle, bl.a. blåstrubet skægfugl (Psilopogon asiaticus), rødnæbbet blåskade (Urocissa erythrorhyncha) og rosenstær (Sturnus roseus), samt for aber som rhesusabe (Macaca mulatta) og indisk hueabe (M. radiata).

For buddhister er pipal et symbol på nirvana (oplysthed). En dag, omkring 500 f.Kr., kom en ca. 35-årig mand vandrende hen ad en støvet vej nær byen Gaya i det nordlige Indien. Gennem fem år havde han travet vejene i Nordinden tynde, mens han søgte at få svar på et spørgsmål, som længe havde plaget ham: Hvad var grunden til menneskenes lidelser?

Træt satte han sig i skyggen af et stort pipal-træ, fast besluttet på ikke at flytte sig, før han havde fundet et tilfredsstillende svar på sit spørgsmål. I 49 dage sad han under træet i dyb meditation. Så rejste han sig, overbevist om, at han havde fundet svaret.

Fra denne dag vandrede han rundt og holdt forelæsninger for folk om sin nye filosofi, og efterhånden fulgtes han af en voksende skare tilhængere. Hans navn var Siddharta Gautama, men hans tilhængere kaldte ham Buddha (‘Den Oplyste’). Pipal-træet, hvorunder han havde opnået nirvana, blev kaldt Bodhi-træet (’Oplysningens Træ’), og omkring dette træ opstod med tiden en landsby, kaldt Bodhgaya, hvor man opførte mange buddhistiske templer. I dag valfarter tusinder af buddhister til denne by for at tilbede et helligt pipal-træ, som er en direkte efterkommer af det oprindelige Bodhi-træ.

Buddha og buddhismen er mere indgående beskrevet på siden Religion: Buddhisme.