Pipal og banyan – to hellige figenarter

 

 

 

 

 

 

 

Pipal (Ficus religiosa), også benævnt helligt figentræ, har brede, hjerteformede blade, som ender i en lang spids. Denne art tilhører en gruppe af figenarter, som kaldes kvælerfigner. De starter ofte deres tilværelse som epifyt i et andet træ, hvor frøet spirer i en revne eller i en klat fuglegødning, leveret af den fugl, som åd figenfrugten. Med tiden sender det unge pipal-træ luftrødder ned til jordoverfladen, hvor det slår rod. Samtidig begynder nogle af rødderne at omklamre værtstræet, som efterhånden bliver kvalt til døde. Efter at dets stamme er rådnet bort, står figentræet som en hul cylinder af luftrødder. Pipal vokser også ofte i revner i gamle bygninger, og hvis den får lov, vil den med tiden omklamre bygningen, som bliver ødelagt af dens rødder.

De to arters små frugter er et vigtigt fødeemne for mange fugle, bl.a. blåstrubet skægfugl (Psilopogon asiaticus), rødnæbbet blåskade (Urocissa erythrorhyncha), rosenstær (Pastor roseus), almindelig hyrdestær (Acridotheres tristis) og almindelig træstær (Aplonis panayensis), samt for aber som rhesusabe (Macaca mulatta) og indisk hueabe (M. radiata).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

For buddhister er pipal et symbol på nirvana (oplysthed), og den plantes vidt og bredt i Sri Lanka, Indokina og Taiwan.

Landsbyboere i Nepal planter ofte de to arter ved siden af hinanden, og rundt om stammerne opføres stenbænke, kaldt chotara. Her i skyggen mødes beboerne og får sig en snak, og mangen en hårdtarbejdende bærer kan få sig et tiltrængt hvil. Ifølge en nepalesisk legende er de to arter fætter og kusine, ifølge en anden mand og kone.

 

 

 

 

 

Træt satte han sig i skyggen af et stort pipal-træ, fast besluttet på ikke at flytte sig, før han havde fundet et tilfredsstillende svar på sit spørgsmål. I 49 dage sad han under træet i dyb meditation. Så rejste han sig, overbevist om, at han havde fundet svaret.

Fra denne dag vandrede han rundt og holdt forelæsninger for folk om sin nye filosofi, og efterhånden fulgtes han af en voksende skare tilhængere. Hans navn var Siddharta Gautama, men hans tilhængere kaldte ham Buddha (‘Den Oplyste’). Pipal-træet, hvorunder han havde opnået nirvana, blev kaldt for Bodhi (’Oplysthedens Træ’), og omkring dette træ opstod med tiden en landsby, kaldt Bodhgaya, hvor man opførte mange buddhistiske templer.

I dag valfarter tusinder af buddhister årligt til denne by for at tilbede en hellig pipal, som ifølge overleveringen er en direkte efterkommer af det oprindelige Bodhi-træ, hvorunder Siddharta Gautama opnåede nirvana.

I Mahamewna Gardens i Anuradhapura, Sri Lanka, findes et andet stort pipal-træ, som ifølge troende buddhister er en direkte efterkommer af det oprindelige Bodhi-træ. Det fortælles, at i 236 f.Kr. sendte Kejser Asoka den buddhistiske nonne Sanghamitta Maha Theri til Sri Lanka, hvor hun forærede en gren af det oprindelige Bodhi-træ til Kong Devanampiya Tissa, som bragte buddhismen til Sri Lanka. Kongen plantede grenen i sin park i Anuradhapura. Den voksede op til et træ, som blev kaldt for Jaya Sri Maha Bodhi, der lever den dag i dag og således er det ældste plantede træ i verden.

Buddha og buddhismen er mere indgående beskrevet på siden Religion: Buddhisme.