Pattedyr i Himalaya

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Som det fremgår af de fleste billeder, foretrækker jeg at vise dyrene i deres naturlige miljø, eller studier af deres adfærd, fremfor at tage nærbilleder, som jeg finder ret kedsommelige.

Finder du fejl på siden, vil jeg være taknemmelig for at modtage en email. Adressen nederst på siden kan benyttes.

 

Himalayas grænser er ikke veldefinerede. Mod nordvest glider Karakoram-bjergene (der af nogle autoriteter betragtes som en del af Himalaya, af andre ikke) jævnt over i Hindu Kush- og Pamir-bjergene. Mod nord og nordøst udgør adskillige bjergkæder i Ladakh, Tibet og Kina en fortsættelse af selve Himalaya.

Som et resultat af de store forskelle i højdeforhold og nedbør – foruden forskellige andre faktorer som mikroklima og jordbundens sammensætning – er Himalayas flora og fauna i sandhed divers. I disse bjerge mødes til biogeografiske regioner. I de fleste områder dominerer flora og fauna fra den indo-malayiske region, der omfatter bl.a. det indiske subkontinent og Sydøstasien, men i Kashmir, Ladakh og det nordlige Pakistan, samt i det nordligste Nepal og Bhutan i højder over ca. 3500 m, findes et stort islæt af arter fra den palæarktiske region, der bl.a. omfatter det centrale og vestlige Asien.

Når monsunen er passeret hen over Himalaya fra syd, er næsten al vanddampen allerede faldet som regn, og den tibetanske højslette modtager således kun ganske lidt nedbør. I de fleste egne her er den årlige nedbør under 100 mm, hvoraf størstedelen falder som sne om vinteren. Af denne grund er landskabet overvejende tørt og goldt, og grønne og frodige områder ses mest langs floder og omkring regionens talrige søer.

På denne side behandles Tibet (kaldt Xizang af kineserne), Qinghai og Xinjiang som separate områder. Udtrykket ‘det vestlige Kina’ angiver kinesiske territorier umiddelbart øst for Tibet og Qinghai, mens udtrykket ‘det sydvestlige Kina’ omfatter provinserne Yunnan, Guizhou og Sichuan.

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for en hunged. En gedebuk blev benævnt caper.

 

Sibirisk stenbuk er et kraftigt bygget dyr. Hannerne måler 90-110 cm over skulderen og vejer 60-130 kg, med horn, som typisk er omkring 115 cm lange, skønt længder op til 148 cm er blevet beskrevet. Hunnerne er mindre, idet de måler 70-90 cm over skulderen og vejer 35-56 kg, med horn, som i gennemsnit er omkring 27 cm lange. Begge køn har en duftkirtel under halen. Deres grålige pels er glimrende camouflage i bjerge med lav eller ingen vegetation.

 

 

 

 

Den sorte overflade på disse klipper kaldes på engelsk for desert varnish (’ørkenfernis’). Den består af et ganske tyndt lag, ofte kun en hundrededel af en mm tykt, som i løbet af tusinder af år er blevet dannet af mikroskopiske bakterier, som lever på klippefladen. Disse bakterier absorberer bittesmå mængder af mangan fra atmosfæren og aflejrer det som et sort lag af mangan-oxid på klippen. Billederne er skabt ved at skrabe dele af dette lag bort.

 

 

 

 

 

Andre steder er arten blevet indført som jagtobjekt, bl.a. New Zealand, Argentina og Sydafrika. I disse lande er antallet af tahr eksploderet, de de er uden naturlige fjender, og de er ofte en alvorlig trussel mod det lokale miljø gennem overgræsning.

I 1826 navngav den engelske kunstner, naturhistoriker, antikvitetshandler, illustrator, soldat og spion, oberstløjtnant Charles Hamilton Smith (1776-1859) dette dyr Capra jemlahica, hvilket betyder ‘geden fra Himalaya’. I 1841 ændrede den fremragende britiske naturhistoriker og etnolog Brian Houghton Hodgson (1801-94) navnet til Hemitragus jemlahicus, afledt af oldgræsk hemi (‘halv’) og tragos (‘ged’), således ‘gede-lignende’. Tilsyneladende fandt han, at dette dyr ikke var en rigtig ged. I dag har genetisk forskning imidlertid afsløret, at det faktisk er en ged.

En forbløffende oplevelse med denne art er beskrevet på siden Rejse-episoder – Indien 2008: Bjerggeder og frosne blomster.

 

 

 

 

 

 

I 1825 blev dette dyr navngivet Antilope goral af den britiske soldat og naturhistoriker, major-general Thomas Hardwicke (1755-1835). Han fandt tilsyneladende, at det lignede en antilope, formodentlig på grund af dyrets ringe størrelse. Kun to år senere ændrede Hamilton Smith (se tahr ovenfor) slægtsnavnet til Naemorhedus, afledt af latin nemus (‘skov’) og haedus (‘en ung ged’). Senere forskning har imidlertid afsløret, at dyret hverken er en ægte antilope eller ged, men et medlem af en gruppe, der kaldes for gede-antiloper, idet de har træk fra begge grupper. Andre gede-antiloper er den Asientiske serow (Capricornis), den europæiske gemse (Rupicapra), samt den amerikanske sneged (Oreamnos).

Det lader til, at Smith lavede to stavefejl i navnet Naemorhedus. Det burde være Nemorhaedus, men ifølge nomenklatur-reglerne skal vi følge den oprindelige navngivning.

 

 

 

 

 

 

Den voksne vædder er et prægtigt dyr, som vejer op til 75 kg, med tykke, svungne horn, der kan nå en længde af 80 cm. Pelsen er grå med et blåligt skær, hvilket har givet anledning til et af artens engelske navne, blue sheep (‘blåt får’), og endvidere med sorte markeringer på brystet, flankerne og benene. Hunner og yngre hanner er mere ensfarvede grålige. Hunnernes horn er små, op til 20 cm lange.

Denne art er vidt udbredt i Centralasien, fra Ladakh, den nordlige del af Himalaya, samt Yunnan-provinsen mod nord gennem Tibet til Gansu, Ningxia og Indre Mongoliet. Helan-bjergene i Ningxia har den tætteste koncentration af bharal i verden med en population på omkring 30.000. Den er også ret almindelig i visse dele af Himalaya, bl.a. Ladakh og Dolpo, samt grænseegnene mellem Nepal og Sikkim.

Bharal er hinduernes navn på dette dyr, mens det nepalesiske navn naur har givet anledning til artsnavnet. Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk pseudes (‘falsk’) og ois (‘får’), hvilket sigter til, at dyret er fårelignende, men også har træk fra gederne. Dette har også givet anledning til det danske navn halvfår.

Bharal’en var hovedemnet for en ekspedition til Dolpo-området i Nepal i 1973, ledet af den amerikanske zoolog George Schaller (født 1933). Han var ledsaget af den kendte amerikanske forfatter og naturforkæmper Peter Matthiessen (1927-2014). Deres personlige indtryk fra turen er veldokumenteret i Schallers bog Stones of Silence (1980) og Matthiessen’s The Snow Leopard (1978).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af ordet makaku, flertalsformen af kaku, som er et vestafrikansk Bantu-navn på en art mangabey. På portugisisk blev makaku til macaco, på fransk macaque, og sidstnævnte navn blev adopteret af englænderne. I 1798 hæftede den franske taksonom Bernard Germain de Lacépède (1756-1825) dette ord af afrikansk oprindelse, i formen Macaca, på en næsten udelukkende asiatisk gruppe af aber, sandsynligvis fordi han kendte berberaben (M. sylvanus) – den eneste af gruppen, som findes uden for Asien, idet den lever i det nordvestlige Afrika samt på Gibraltar-klippen i Sydspanien. (Kilde: itre.cis.upenn.edu/~myl/languagelog/archives/003458.htm

 

Arten lever normalt i skove i højder mellem 200 og 2000 m, men kan observeres ned til havniveau i Bangladesh, og den strejfer undertiden højere op i bjergene, til tider så højt som 4000 m. Den er i tilbagegang på grund af jagt og fragmentering af levesteder.

 

 

 

 

Denne art blev kendt gennem de forsøg, hvormed man påviste rhesus-faktoren, et nedarvet antigen i blodet hos mennesker. Pelsen er overvejende brun, med et orange anstrøg på den bageste del af kroppen. Halen er ret kort, 20-30 cm. Artens levesteder spænder fra halvørken over forskellige skovtyper til tempelbevoksninger og byer, fra lavlandet op til omkring 2500 m.

På grund af abehærens store indsats i det hinduistiske helte-epos Ramayana betragtes aber som hellige dyr blandt hinduer, og flokke af aber holder ofte til omkring templerne, hvor de æder ris, slik og andet, der er bragt som offergaver af fromme hinduer og buddhister.

Et sådant tempel er Pashupatinath, et hinduistisk tempel ved bredden af Bagmati-floden, Kathmandu, samt den kæmpemæssige Swayambhunath-stupa, ligeledes i Kathmandu – en buddhistisk helligdom, som dog også rummer hinduistiske templer. I skoven omkring denne stupa lever mindst to flokke af rhesusaber.

Det latinske artsnavn er af ukendt oprindelse. Det danske navn sigter måske til Kong Rhesus af Trakien, som kæmpede på trojanernes side under den Trojanske Krig, skildret i Iliaden.

Abehærens rolle i Ramayana er beskrevet på siden Dyreliv – Pattedyr: Aber.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk semnos (’hellig’) og pithekos (’abe’), hvilket sigter til abernes status som hellige dyr i hinduismen. Langurens rolle i helte-eposet Ramayana er beskrevet på siden Dyreliv – Pattedyr: Aber.

 

Det totale antal terai-langurer er sandsynligvis kun omkring 10.000 adulte individer, og bestanden daler fortsat langsomt, hovedsagelig på grund af tab af levesteder.

Det latinske artsnavn sigter til en person i den græske mytologi, Prins Hektor af Troja, som var blandt de ypperste trojanske kæmpere under den Trojanske Krig, skildret i Iliaden.

 

 

 

 

 

Lysarmet langur lever hovedsagelig i monsunskove, men træffes til tider i kratland og dyrkede områder. Arten er ret almindelig, og bestanden synes stabil. Trusler omfatter tab af levesteder gennem bl.a. tømmerindustri, brande og menneskelig bebyggelse, og i Tibet jages den, da den anvendes som ingrediens i traditionel medicin.

Det latinske artsnavn betyder ‘skiferfarvet’ – en meget lys skifer, må man sige!

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af græsk trach (’grov’), hvilket hentyder til den tætte pels hos nogle af arterne, samt pithekos (’abe’).

 

Det totale udbredelsesområde for gylden langur er på mindre end 30.000 km², og en stor del af det er uegnet biotop. Bestanden anslåes til at være på færre end 1200 individer i Indien og omkring 4000 i Bhutan. Arten er gået tilbage med over 30% i løbet af de sidste 30 år, og den forventes at gå yderligere tilbage på grund af tab af levesteder. Den indiske bestand er yderst fragmenteret, og den sydlige bestand er fuldstændig afskåret fra den nordlige på grund af menneskelige aktiviteter.

Bestanden af gylden langur i Manas Nationalpark, Assam, er truet på grund af hybridisering med den nærtstående hættelangur (T. pileatus). Tidligere var disse to arter adskilt af floder, men et antal opførte broer har nu gjort det nemt for dem at krydse disse floder.

Den gyldne langur blev beskrevet så sent som i 1956, men var kendt blandt naturhistorikere længe inden. Historien bag dens opdagelse, samt baggrunden for det latinske artsnavn, kan læses på siden Dyreliv – Pattedyr: Aber.

 

 

 

 

 

Hjorte lever i næsten alle habitat-typer, fra tundra til tropisk regnskov. De er vidt udbredt med hjemmehørende arter på alle kontinenter, bortset fra Antarktis og Australien. I Afrika forekommer dog kun en enkelt art i Atlas-bjergene. Den største koncentration af arter findes i Asien.

 

Hannerne er karakteriseret ved deres korte gevir, ofte under 10 cm langt. I stedet for at anvende geviret under territoriekampe kæmper hannerne oftest ved hjælp af 2-4 cm lange hugtænder i overmunden. Hvor hannen har gevir, har hunnen små forhøjninger med hårduske.

Slægtsnavnet er en latiniseret form af det hollandske (og danske) navn på disse dyr, muntjak, hvilket er en forvrængning af det sundanesiske navn, mentjek. På engelsk kaldes disse dyr ofte for barking deer (‘den gøende hjort’), hvilket sigter til deres advarselskald, der minder om en hunds gøen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af latin altus (‘højt beliggende’) og colo (‘at bebo’), således ‘den der bor i store højder’.

 

Artsnavnet blev givet til ære for den tjekkiske palæontolog, geolog og zoolog Ferdinand Stoliczka (1838-1874), som hovedsagelig arbejdede i Indien. Han døde af højdesyge under en ekspedition til Karakoram-bjergene.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den europæiske tarpan (Equus ferus) uddøde så sent som i 1909. Dette dyr og dets nære slægtning Przevalskis hest (E. ferus ssp. przewalskii), såvel som tamhesten, er beskrevet på siden Dyreliv: Dyrearter i menneskets tjeneste.

Navnet Equus er afledt af proto-indoeuropæisk hekwos (‘hest’).

 

I de senere år er bestandene blevet voldsomt reduceret på grund af konkurrence fra kæmpemæssige flokke af græssende geder og får, samt på grund af ukontrolleret jagt, og i dag findes kun spredte flokke på den tibetanske højslette, fra den nordlige udkant af Himalaya og Ladakh mod nord til Kunlun-bjergene. Næsten hele bestanden findes således i kinesiske territorier, med omkring 2500-3000 individer i Ladakh og Sikkim, og ganske få langs Nepals nordlige grænse.

Kiang er det tibetanske navn på dyret.

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk panther, hvilket sigter til Indiens sorte leopard.

 

I buddhistiske områder som Ladakh, Sikkim og Bhutan, samt i Khumbu- og Dolpo-regionerne i Nepal, er jagt bandlyst, og denne sjældne kat har her fristeder, hvor den kan jage arter som bharal (Pseudois nayaur), urial (Ovis vignei), Himalaya-tahr (Hemitragus jemlahicus) og alpin moskushjort (Moschus chrysogaster).

Gennem mange år blev sneleoparden betragtet som det eneste medlem af slægten Uncia. Genetisk forskning har imidlertid afsløret, at den er nært beslægtet med de fire andre store katte. Navnet uncia er afledt af oldengelsk ounce, som stammede fra oldgræsk lynx, hvilket oprindeligt sigtede til den europæiske los (Lynx lynx), men med tiden blev anvendt for såvel sneleoparden som pumaen (Puma concolor).

 

 

 

 

 

Hannen har intet gevir, men store hugtænder i overmunden, med hvilke den kæmper under territoriale stridigheder med andre hanner. En kirtel under hans bug anvendes til at markere territoriet. Moskus fra denne kirtel har gennem mere end 5000 år været anvendt i traditionel kinesisk og ayurvedisk medicin. Det anslås, at den indgår i ikke færre end ca. 400 kinesiske og koreanske typer af traditionel medicin, der anvendes mod lidelser i nervesystemet, blodcirkulationen, hjertet og lungerne. Moskus benyttes endvidere som antihistamin, samt som et bakteriedræbende, stimulerende og bedøvende middel. I Indien har den været anvendt som potensfremmende middel i tusinder af år.

I 747 udkæmpedes et slag mellem hære fra det kinesiske Tang-dynasti (618-907) og det første tibetanske imperium, som blev grundlagt af Songtsan Gampo (ca. 604-650), på bredderne af den berømte Oxus-flod – i dag kaldt Amu Darya – i nutidens Wakhan-korridor i det nordøstlige Afghanistan. Udfaldet af dette slag ville afgøre, hvilket af disse imperier ville få kontrol over den rute, som førte gennem kongedømmet Bolor, over Darkot-passet (4703 m) og videre ind i Indus-dalen – en vigtig gren af den ældgamle centralasiatiske handelsrute Silkevejen. Den, der kontrollerede dette pas, havde kontrollen over eksporten af moskuskirtler fra den nordvestlige del af det indiske subkontinent – en vare, som var 30 gange sin vægt værd i sølv. Forøvrigt vandt kineserne slaget.

Moskus har også gennem årtusinder haft vid anvendelse i parfume-industrien.

Adskillige moskushjorte-arter er truede på grund af overdreven jagt på hannerne. Ifølge organisationen TRAFFIC, som overvåger international handel med planter og dyr, samt WWF (Worldwide Fund for Nature), dræbes i Rusland alene 17.-20.000 moskushjorte årligt for at forsyne den illegale handel med kirtlerne. (Kilde: National Geographic News, 2004)

 

Det latinske artsnavn er afledt af oldgræsk khrysos (‘gylden’) og gaster (‘bug’), således ‘med gylden bug’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet stammer oprindeligt fra proto-indoeuropæisk mysdersleh, hvilket betyder ‘den der griber en mus’.

 

 

 

 

 

 

De lever hovedsagelig i græsklædte eller klippefyldte områder, hvor de enten graver et bo eller lever i hulrum mellem klippeblokke. I sommermånederne indsamler de store mængder af græs og andre planter, der ophobes som høstakke. Dette hø anvendes som vinterføde, idet disse dyr ikke sover vintersøvn.

Slægtsnavnet er sandsynligvis afledt af det mongolske ord for disse dyr, ogdoi, mens navnet pika er afledt af deres tungusiske navn, piika.

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af latin macro (‘stor’), oprindeligt fra oldgræsk makros (‘lang’), samt oldgræsk ous (‘øre’).

 

 

 

 

 

Artsnavnet blev givet til ære for den britiske kirurg og naturhistoriker John Forbes Royle (1798-1858), der især er kendt for bøgerne Illustrations of the Botany and other Branches of Natural History of Himalayan Mountains, samt Flora of Cashmere.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk pteron (‘vinge’) og pous (‘fod’), hvilket hentyder til, at vingehuden også er fasthæftet til fødderne.

 

I Himalaya træffes den op til en højde af mindst 1400 m.

 

 

 

 

Navnet på familien er afledt af Sciurus, det latinske navn på disse dyr, givet i 1758 af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-1778) til det eurasiske røde egern (Sciurus vulgaris). Sciurus er afledt af oldgræsk skia (‘skygge’) og oura (‘hale’), således ‘halen der skaber skygge’, hvilket sigter til nogle egern-arters vane med at rejse deres buskede hale op over ryggen, hvorved de skaber skygge.

Mange egern-arter er præsenteret på siden Dyreliv: Nordamerikanske egern.

 

 

Etymologien bag artsnavnet er ukendt, men er muligvis et lokalt navn på arten. Det er velkendt, at nogle af de tidlige naturhistorikere, når de beskrev en ny art, anvendte et lokalt navn på arten uden at forklare etymologien. Det gjaldt bl.a. den britiske naturhistoriker og etnolog Brian Houghton Hodgson (1801-1894), som beskrev dette egern i 1836. (Kilde: C. Srinivasulu 2018. South Asian Mammals: An updated Checklist and Their Scientific Names. CRC Press)

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er en forvrængning af latin muris montanus (‘bjergmus’). Det danske navn er taget fra tysk Murmeltier, hvoraf den første del ligeledes er afledt af muris montanus.

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk peteurister (‘akrobat’), hvilket naturligvis hentyder til disse dyrs elegante glideflugt.

 

Førhen blev denne art betragtet som en underart af det vidt udbredte røde kæmpe-flyveegern (P. petaurista). Nylig genetiske undersøgelser har imidlertid opsplittet denne art i adskillige selvstændige arter. Hvidbuget kæmpe-flyveegern blev tidligere anset for at være udbredt mod øst til Yunnan-provinsen, men dyr i det østlige Himalaya betragtes nu som tilhørende en nyligt beskrevet art, Yunnan kæmpe-flyveegern (P. yunanensis).

Det videnskabelige artsnavn er afledt af latin albus (‘hvid’) og venter (‘bug’).