Nepal 2000: Pilgrimsvandring til Muktinath

 

 

 

 

 

For vaishnaviter (tilhængere af guden Vishnu) er Muktinath-templerne i Jhong-floddalen i Mustang i det centrale Nepal et specielt godt sted at skifte snoren. I den episke hindu-fortælling Mahabharata er navnet på dette sted Salagrama, opkaldt efter de fossile ammonitter (saligram på hindi) – en gruppe uddøde blæksprutte-agtige dyr, hvis forstenede rester man kan finde indkapslet i sten i flodlejerne her. På grund af disse ammonitters spiralform betragter vaishnaviter dem som hellige symboler på Vishnus chakra – den diskus, hvormed han udrydder det onde.

Fra ældgammel tid har der ligget et tempel for Vishnu her, hvor en hellig kilde udspringer. Denne kilde fører ind i templet, hvor den ledes ud i 108 fontæner, hvoraf 105 er formet som oksehoveder, mens den midterste og de to yderste er formet som elefant-agtige fabeldyr. Fromme vaishnaviter påstår, at et bad i kildens hellige vand bevirker mukti (udfrielse fra genfødsler) efter døden. Under Janai Purnima strømmer tusindvis af pilgrimme til templerne.

Buddhister betragter Vishnu-statuen som værende den fremtrædende bodhisatva Avalokitesvara, og stedet er derfor også helligt for dem.

 

Sammen med en bærer, Bikash, rejser vi med bus fra Kathmandu til byen Pokhara og derfra videre med en anden bus til Beni. Denne lille by ligger i omkring 800 meters højde, så her er meget varmt og fugtigt i august. Vi tilbringer en ubehagelig nat i et lille hotel, hvor vi sveder bravt under vore moskitonet, selvom vi kun er dækket af et tyndt lagen.

Under morgenmaden plages vi af en mængde myg, hvorefter vi i regnvejr påbegynder vandringen op gennem dalen, hvor vi skal vade gennem adskillige små tilløb, der krydser et jeepspor til den store landsby Galeshwor, som er kendt for at huse et stort tempel, tilegnet guden Shiva.

Vegetationen langs floden er meget frodig, mens selve floden er hjemsted for to fuglearter, blå fløjtedrossel (Myophonus caeruleus) og blyfarvet rødstjert (Phoenicurus fuliginosus), begge beskrevet på siden Dyreliv – Fugle: Fugle på det Indiske Subkontinent.

Den lille landsby Ratopani (‘rødt vand’) ligger ved flodbredden, nær en smal og dramatisk kløft, som flodens vand bruser og syder igennem.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Undervejs mod nord møder vi en gruppe hinduistiske pilgrimme, som er i færd med at krydse et større tilløb til floden. Adskillige af deltagerne er gamle og skrøbelige, og de yngre medlemmer af gruppen må hjælpe dem gennem strømmen.

I den langstrakte bazarby Dana er enkelte af husene udsmykket med fine træudskæringer omkring vinduerne. Lidt senere når vi frem til Rupse Chara, nær et imponerende vandfald. Området omkring landsbyen Ghasa, i ca. 2000 meters højde, er kendt for sit rige fugleliv. Her kan man med lidt held se flere farvestrålende fasanarter, bl.a. monal (Lophophorus impejanus), i Nepal kaldt for danfe (beskrevet på siden Dyreliv – Fugle: Fugle på det Indiske Subkontinent), samt chirfasan (Catreus wallichii) og satyrtragopan (Tragopan satyra).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

På begge sider af floden tårner bjergene sig op, mod vest Dhaulagiri (8167 m), det syvendehøjeste bjerg i verden, mod øst Nilgiri (7061 m).

Nu skifter landskabet karakter – det bliver mere tørt, og nær Tukche (2600 m) kommer vi ud i et stenet område med bevoksninger af Himalaya-cypres (Cupressus torulosa) og en hvidblomstret rosenart, Rosa sericea. På klipperne sidder ofte store, blågrå klippeagamer (Laudakia tuberculata). Gaden gennem den smukke landsby Marpha er belagt med flade sten, hvorunder kloakvandet løber.

Tukche og Marpha er beboet af Thakali-folket, som er nært beslægtet med tibetanerne. De er buddhister, men deres tro er stærkt influeret af shamanisme. Thakalierne står for det meste af handelen i dette område. Ris, byg og industrielle varer fra Nepal og Indien byttes med uld og salt fra Tibet (salt forekommer ikke i naturen i Nepal). Transporten foregår som regel med muldyr eller yakokser. Omkring landsbyerne er anlagt æble-, fersken- og abrikosplantager, og en del af høsten anvendes til fremstilling af lokal alkohol, rakshi.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hovedparten af indbyggerne i Kagbeni er buddhister, og byen domineres af en stor rød gompa (buddhistisk kloster i tibetansk stilart). Den interessante gamle bydel har smalle, overbyggede gader, og af og til føler vi det, som om vi går gennem en tunnel.

Herfra drejer vi mod øst, idet vi følger en meget stejl sti, som leder op til Jhong-floddalen. Trods den sparsomme nedbør her er et stort parti af den nordlige bred blevet nederoderet til dybe kløfter. Her får vi øje på en kredsende lammegrib (Gypaetus barbatus). Denne store fugl har en besynderlig fourageringsmetode. Når andre gribbe har renset et kadaver for kød, tager den en knogle og flyver højt op, hvorefter den lader knoglen falde ned på klippegrund, hvor den splintres. Derpå lander gribben og gør sig til gode med marv og knoglestumper.

I en højde af omkring 3550 m passerer vi Khinga, nogle få huse beliggende ved bredden af et par småsøer, omgivet af marker og små plantager af pil (Salix) og Himalaya-popler (Populus ciliata). Stammer og større grene af disse træer anvendes i opførelsen af huse. Længere oppe i dalen ligger en meget større landsby, Dzarkot, opført omkring ruinerne af et fort på en fremspringende klippe. Dzar betyder ’fort’ på tibetansk, og kot betyder det samme på nepalesisk.

Den sidste landsby i Jhong-floddalen er Ranipauwa (3800 m), som opstod her for at servicere pilgrimme og turister. Der er en fantastisk udsigt mod bjergene, i særdeleshed Nilgiri, Dhaulagiri og Tukche (6920 m).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Nær Vishnu-templet ligger Jvala Mai-templet. Her satte den høje hindu-gud Brahma ifølge overleveringen ild til klipper og vand. En mere videnskabelig forklaring på dette mirakel er, at der siver naturgas ud gennem revner i klippen og gennem vand, som løber ned ad klippen. Desværre er der meget mørkt inde i bygningen, og ilden kan være meget vanskelig at se.