Mor og barn

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Guatemala er nærmere omtalt på siden Rejse-episoder – Guatemala 1998: Mayaernes land.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne ørken er overraskende tæt befolket af folkeslag, som tilhører forskellige religioner, bl.a. jainister, bishnoi’er, muslimer og hinduistiske rajputter. Spredt rundt i ørkenen findes mange byer og landsbyer. En af byerne er Jaisalmer nær den pakistanske grænse, som blev grundlagt i 1156 af rajput-kongen Roa Rawal Jaisal.

Dette spændende område er nærmere beskrevet på siden Rejse-episoder – Indien 2003: Kamelsafari i Thar-ørkenen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Saddam Hussein Abd al-Majid al-Tikriti’s regime (1979-2003) gjorde en ende på denne livsform ved at lade sumplandet dræne – en hævnaktion, fordi Madanerne var på amerikanernes side under den Første Gulfkrig (1990-91).

Dette interessante vådområde er beskrevet på siderne Rejse-episoder – Irak 1973: Den gæstfrie mudir, samt Irak 1973: Støvstorm og fårehoved.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mine oplevelser hos Punan-folket er beskrevet på siden Rejse-episoder – Borneo 1975: På kanotur med punan-stammefolk.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Andrikken er en pragtfuld fugl i yngledragten, med grå sider, purpurfarvet bryst og skinnende grønt hoved, der fra visse vinkler changerer over i det blå. Hunnen er ensfarvet plettet brun. Han og hun er begge illustreret på siden Dyreliv – Dyrearter i menneskets tjeneste: Fjerkræ.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det videnskabelige navn er afledt af græsk anti (‘modsat’) og dorkas (‘gazelle’), hvilket sigter til, at denne art ikke er en ægte gazelle, samt af latin marsupium (‘lomme’), hvilket hentyder til hudflappen. En anden forskel fra gazellerne er, at dens horn enten er lige eller med svagt fremadbøjet spids, mens de hos gazellerne normalt bøjer bagud i en bue (se dog Grants gazelle herunder).

Springbukken lever i tørre områder i det sydvestlige Afrika, fra den sydligste del af Angola mod syd gennem Namibia og det vestlige Botswana til det vestlige Sydafrika. Arten er Sydafrikas nationaldyr.

 

 

 

 

 

Tæmningen af den østlige underart af uroksen, namadicus, fandt sted omkring 6000 f.Kr. i Indus-dalen. Disse tamokser udvikledes efterhånden til nutidens zebuokse, også kaldt pukkelokse på grund af dens karakteristiske pukkel. Fra Indus-dalen spredtes denne race til de fleste varmere egne af Asien, bl.a. Kina, Sydøstasien og Indonesien. Omkring 2000 f.Kr. ankom den også til Afrika, og i dag findes den tillige i tropiske egne af Amerika. (Kilde: Ajmone-Marsan et al. 2010)

Mange billeder af tamkvæg findes på siden Dyreliv: Dyrearter i menneskets tjeneste.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Yakoksen blev tæmmet af nomadiske folkeslag så tidligt som omkring 5000 f.Kr., og i dag vurderes antallet til omkring 14 mio., heraf langt størsteparten i kinesiske territorier. Bestanden af vilde yakokser tæller måske under 15.000, og selv om arten er fredet af myndighederne, fortsætter illegal jagt på den, hvilket kan føre til dette prægtige dyrs udryddelse.

Yakoksens latinske navn betyder ‘den gryntende okse’ – et meget beskrivende navn, da den grynter uafladeligt.

 

 

 

 

 

Tamme vandbøfler adskiller sig især fra de vilde gennem hornenes form, som hos den vilde vandbøffel er massive og breder sig næsten vandret ud til siden, kun krummede i spidsen, mens den tamme bøffel har mindre, stærkt krumme horn.

Vandbøflen er nærmere beskrevet på siden Dyreliv: Dyrearter i menneskets tjeneste.

 

 

 

 

 

Om sommeren lever alpe-stenbukken i klippefyldt terræn lige under snegrænsen, i højder mellem 1800 og 3300 m, om vinteren i noget lavere højder.

 

 

 

 

 

Det videnskabelige artsnavn betyder ‘tyrelignende’, afledt af græsk tauros (‘tyr’), mens stribet sigter til de lodrette mørke striber på siden, blå til det blålige skær i pelsen.

Denne art er udbredt fra det sydlige Kenya mod syd gennem den østlige del af Afrika til det centrale Zambia, og fra det sydlige Angola og Zambia mod syd til Sydafrika og Mozambique. Fem underarter er anerkendt:

Blå gnu (nominatformen taurinus) er vidt udbredt i det sydlige Afrika, fra det sydlige Angola og det sydvestlige Zambia mod syd til den centrale del af Sydafrika samt det sydlige Mozambique.

Cooksons gnu (cooksoni) er begrænset til Luangwa-dalen i Zambia.

Sortskægget gnu (johnstoni), også kaldt Nyasaland-gnu, forekommer fra det centrale Tanzania mod syd til det nordlige Mozambique. Den er uddød i Malawi (tidligere kaldt Nyasaland).

Østlig hvidskægget gnu (albojubatus) findes i det sydlige Kenya og det nordlige Tanzania, øst for Rift Valley.

Vestlig hvidskægget gnu (mearnsi) er udbredt i det sydlige Kenya og det nordlige Tanzania, vest for Rift Valley, mod vest til Victoria-søen. Denne underart foretager de spektakulære årlige vandringer, hvor 2-3 millioner gnuer vandrer fra Serengeti-sletterne mod nord til det sydlige Kenya, og senere omvendt.

Billederne herunder er alle af hvidskægget gnu, underarten mearnsi.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tamfåret er nærmere beskrevet på siden Dyreliv: Dyrearter i menneskets tjeneste.

 

 

 

 

 

Arten er udbredt i Sahel-zonen i det centrale Afrika, fra Senegal mod øst til Ethiopien, og derfra mod syd til det sydlige Tanzania. Den blev beskrevet i 1767 af den preussiske naturhistoriker Peter Simon Pallas (1741-1811). Fem underarter er for tiden anerkendt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Under alle omstændigheder viser de arkologiske vidnesbyrd, at de ulve, som blev tæmmet af jægere og samlere, var den første tæmmede dyreart overhovedet. Denne tæmning fandt sted flere steder samtidigt, sandsynligvis i Vesteuropa, Centralasien og Østasien.

Hundens komplicerede oprindelse er beskrevet på siden Dyreliv: Dyrearter i menneskets tjeneste.

 

 

 

 

 

 

 

Mine oplevelser med dette fascinerende dyr er beskrevet på siden Dyreliv – Pattedyr: Hyænehunde – savannens nomader.

 

 

 

 

 

 

Det danske navn er temmelig sært, da det jo betyder ‘havsvin’. En forklaring går på, at dyret i sin form kan minde om en gris, samt at det i sin tid blev bragt til Europa med skibe.

 

 

 

 

 

 

Vervet-marekat, som den forstås i dag, er udbredt fra Ethiopien og det sydlige Somalia mod syd gennem Uganda, Kenya, Tanzania, Zambia, Zimbabwe, Malawi, Moçambique og Botswana til Sydafrika. Den lever mest på savanner og i åbne skove, næsten altid nær floder, men er yderst tilpasningsdygtig og er i stand til at overleve i landbrugsland og til tider i byer. Der er ingen alvorlige trusler mod arten, skønt mange skydes som skadedyr i landbrugsområder. Den jages også som ’bushmeat’ nogle steder.

 

 

 

 

 

Taiwan-makak findes fra havniveau op til omkring 3600 meters højde, men hovedudbredelsen er mellem 1000 og 1500 m. Der er ikke mærkbare trusler mod arten.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne art blev kendt gennem de forsøg, hvormed man påviste rhesus-faktoren, et nedarvet antigen i blodet hos mennesker. Pelsen er overvejende brun, med et orange anstrøg på den bageste del af kroppen. Halen er ret kort, 20-30 cm. Artens levesteder spænder fra halvørken over forskellige skovtyper til tempelbevoksninger og byer, fra lavlandet op til omkring 2500 m.

 

 

 

 

 

 

 

Hueaben er meget almindelig, lokalt talrig, og den lever i alle skovtyper, kratland, plantager, landbrugsland og byer, normalt under 2000 meters højde, men kan dog strejfe op til omkring 2600 m. Da den ofte søger føde i afgrøder, er konflikter med mennesker et stigende problem. Den jages lokalt, og mange bliver indfanget til medicinsk forskning, samt til fremvisning af gadegøglere.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten er meget tilpasningsdygtig og er i stand til at overleve i sekundær skov og opdyrkede områder. Den er lokalt almindelig, på trods af at den nogle steder betragtes som et skadedyr, der skydes, fanges i fælder eller udryddes med gift.

Det videnskabelige artsnavn hentyder til Anubis, den egyptiske balsameringsgud, som havde sjakal-hoved. Navnet sigter til bavianernes hundelignende snude.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne art er begrænset til græsklædte områder langs dybe kløfter i Ethiopiens centrale højland, mellem 1800 og 4400 meters højde. Den er stadig vidt udbredt, men blev meget påvirket af de tørkeperioder, som hærgede Ethiopien i 1980’erne. Fra en formodet bestand på måske 800.000 er antallet dalet til omkring 200.000. Artens biotop eroderes til stadighed som resultat af en landbrugsmæssig ekspansion, da flere og flere mennesker etablerer sig i højlandet. Græsningstrykket er højt i nogle områder og tvinger gelada-bavianerne ud i mindre produktive græsarealer.

 

 

 

 

 

 

Hannerne vejer typisk omkring 350 kg, skønt store eksemplarer kan veje helt op mod 550 kg. Hinderne er mindre og vejer 100-200 kg. Bestandene af denne hjort er gået drastisk tilbage i de fleste områder, hovedsagelig på grund af jagt og ødelæggelse af levesteder. Arten er blevet indført til forskellige lande rundt om i verden, bl.a. Australien, New Zealand og USA.

Artsnavnet er afledt af sanskrit sambara (‘hjort’).

 

 

 

 

 

 

De to vestlige bestande tilbringer vinteren i Afrika syd for Sahara, mens fuglene fra Kazakhstan overvinter i det sydøstlige Iran, Pakistan og det nordvestlige Indien, samt i mindre grad i Oman.

I 1960 blev en tilskadekommen stork fundet i landsbyen Frøstrup i Thy. Den fik det yderste af vingen amputeret, hvorefter familien Søndergaard tog den i pleje. Storken, som blev døbt Ludvig, blev fuldstændig tam og fulgte fru Søndergaard i hælene, hvor hun stod og gik. Chr. Søndergaard byggede et redestillads til den i haven, med en slags trappe op til reden, som fuglen kunne spadsere op ad, da den jo ikke kunne flyve. Her tilbragte fuglen megen tid.

Efter 8 år fandt man ud af, at Ludvig faktisk var en hun. En hanstork landede en forårsdag 1968 i reden, og de to storke dannede par de følgende år. De fik mange unger på vingerne. To af ungerne fløj til Madeira, hvor den ene var så udmattet, at den måtte tages i pleje. Efter at have boet hos familien Søndergaard i over 20 år døde Ludvig i maj 1981. Den opnåede en alder af mindst 25 år.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tamæslet er nærmere beskrevet på siden Dyreliv: Dyrearter i menneskets tjeneste.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I 1930’erne var Kap-bjergzebraen næsten blevet bortskudt, og der overlevede kun omkring 100 individer. Siden har strenge fredningsbestemmelser forårsaget, at bestanden er steget til over 2700.

I 1998 blev populationen af Hartmanns bjergzebra anslået til omkring 25.000 individer, mens et nyligt estimat siger omkring 33.000.

 

 

 

 

 

 

Denne art lever fortrinsvis på savanner, men findes også i forskellige åbne skovtyper. Der anerkendes fire underarter. Nominatracen jubatus forekommer fra Uganda og Kenya mod syd gennem det østlige og sydlige Afrika til Namibia og Sydafrika. Den er blevet udryddet i Zaire, Rwanda og Burundi. Bestanden er blevet anslået til omkring 5000 individer.

Udbredelsen af underarten soemmeringii er begrænset til den nordøstlige del af Afrika, hvor den findes i Sydsudan, Ethiopien og Eritrea.

Med en total bestand på under 250 dyr er underarten hecki opført som akut udryddelsestruet på IUCN’s liste. Den har en spredt forekomst med bittesmå bestande i den sydlige del af Algeriet, samt i Niger, Burkina Faso og Benin.

I dag er den asiatiske gepard, underarten venaticus, begrænset til Iran. Den er klassificeret som akut udryddelsestruet på IUCN’s liste, da den totale bestand i 2017 blev vurderet til at være på under 50 dyr, som lever spredt på Irans centrale plateau. Førhen var denne underart udbredt fra den Arabiske Halvø og Tyrkiet mod øst til Centralasien og Indien.

I 2016 blev verdensbestanden af gepard anslået til omkring 7100 vildtlevende individer. Dens tilbagegang skyldes tab af levesteder, krybskytteri i forbindelse med den illegal handel af kæledyr, samt konflikter med mennesker.

Det videnskabelige slægtsnavn er afledt af græsk akinitos (‘ubevægelig’) samt onyx (‘negl’ eller ‘hov’), således ‘ubevægelig negl’, hvilket sigter til, at geparden, ulig andre kattearter, er ude af stand til at trække kløerne ind. Artsnavnet kommer af latin iuba (‘manke’ eller ‘top’) samt‎ atus (‘lig’), altså ‘med noget der ligner en manke’, hvilket hentyder til den store manke hos gepardkillinger under 3 måneder gamle. Denne manke camouflerer killingerne, når de efterlades i tæt vegetation af deres moder, når hun skal ud at jage.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Løven adskiller sig fra andre katte gennem hannens manke – en stor bevoksning af hår rundt om halsen, ned ad brystet og ofte lidt hen ad ryggen. Manken får hanløven til at se større ud, end den faktisk er, uden ulempen ved en større vægt, som ville kræve mere føde. En stor manke er et signal til andre hanner, at her kommer et stærkt dyr, som ikke bør udfordres, selv ikke hvis den udfordrende løve faktisk er større end opponenten, men har en mindre manke. Manken yder også nogen beskyttelse under kampe mellem hanløver, for eksempel når omstrejfende hanner forsøger at overtage en flok.

Løven er nærmere omtalt på siden Dyreliv – Pattedyr: Løven – savannens konge, og en usædvanlig natlig oplevelse med løver er beskrevet på siden Rejse-episoder – Tanzania 1990: Løver i lejren.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den plettede hyæne har en meget kompleks social struktur, hvad angår gruppestørrelse, hierakisk struktur samt hyppigheden af social interaktion, blandt både blodfæller og gruppemedlemmer, som de ikke er i familie med. Deres sociale system er mere åben konkurrence end samarbejde, hvor adgangen til bytte, parringsmuligheder samt tidspunktet, hvor hannerne forlader gruppen, altsammen afhænger af det enkelte medlems evne til at dominere flokfæller. (Kilde: Holekamp, Sakai & Lundrigan, 2007. Social intelligence in the spotted hyena (Crocuta crocuta). Philosophical Transactions of the Royal Society, London, 362, s. 523-38)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Efter dens fredning er havodderen vendt tilbage på dramatisk vis, og i dag er bestanden måske i størrelsesordenen 110.000 individer, hvoraf den mest stabile bestand på omkring 27.000 findes i Rusland, især på øgruppen Kurillerne.

 

 

 

 

 

 

Den sydafrikanske underart er udbredt langs kysterne af det sydlige Afrika, fra Ilha dos Tigres i det sydlige Angola sydpå langs Namibias kyst til Algoa-bugten i Sydafrika, mens den australske underart lever i sydøst-australske farvande, langs kysterne af Tasmanien, New South Wales, Victoria og Syd-Australien, med den største koncentration i Bass-strædet.

Artens foretrukne ynglebiotop er klippefyldte kyster samt grus- og stenstrande. Bestanden af sydafrikansk pelssæl er omkring 2 millioner, mens den australske tæller omkring 120.000. (Kilde: iucnredlist.org/details/2060/0)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I 1800-tallet blev skarven forfulgt overalt i Europa, dels fordi den var en konkurrent til fiskerne, dels fordi dens gødning ødelagde de træer, hvori den ynglede. Den fuldstændige modsætning til denne forfølgelse ses i Fjernøsten, hvor fiskere gennem tusinder af år har anvendt tæmmede skarver til fiskeri. Billeder af denne praksis kan ses på siden Fiskeri.

Mere om skarven findes på siden Naturreservatet Vorsø.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det latinske artsnavn betyder ‘toppet’, hvilket må siges at være et noget fejlagtigt udtryk for de to røde knopper i panden. Det danske navn er heller ikke for godt. Det leder jo tanken hen på en hanekam, og det kan man ikke påstå, at de to knopper ligner.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk keras (‘horn’) og therion (‘bæst’). Artsnavnet er afledt af græsk simos (‘fladsnudet’), hvilket sigter til artens brede mule, en tilpasning til at græsse.

Det hævdes ofte, at det meget anvendte navn hvidt næsehorn skyldes en forkert oversættelse af det hollandske ord wijd til det engelske ord white (‘hvid’). Wijd betyder ‘bred’, og det skulle hentyde til artens brede mule. Det er imidlertid en forkert tolkning. Faktisk kan navnet hvidt næsehorn spores tilbage til et brev på hollandsk, skrevet af boeren Petrus Borcherds til sin fader i 1802. I dette brev nævner han to næsehorn, som begge blev skudt i 1801, en tyr af den ‘sorte varietet’ og en hun af det ‘hvide’ næsehorn. Om hunnen skrev Borcherds (stadig på hollandsk): “Hun var af den type, der af os kaldes for hvidt næsehorn. (…) Jeg havde forventet, at dette dyr ville være helt hvidt på grund af navnet, men fandt, at hun var af en lysere askegrå farve end den sorte han.” (Kilde: Jim Feely 2007. Black rhino, white rhino: what’s in a name? Pachyderm 43, pp. 111-115)

I realiteten er begge arterne grå, det ‘sorte’ næsehorn af en noget mørkere nuance end det ‘hvide’.

 

 

 

 

 

 

 

Begge videnskabelige navne betyder ‘tohornet’. Slægtsnavnet er afledt af græsk dyo (‘to’) og keras (‘horn’), artsnavnet af Latin bis (‘dobbelt’) og cornu (‘horn’). Navnet ‘sort næsehorn’ er forklaret ovenfor under bredmulet næsehorn.

 

 

 

 

 

 

Så langt den største koloni er i Janos-regionen i Chihuahua, hvor hundredtusinder af dyr stadig findes, skønt deres antal er dalet i de senere år, hovedsagelig på grund af opdyrkning af området.

 

 

 

 

 

 

 

 

Andre billeder af arten kan ses på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i Afrika.

 

 

 

 

 

 

På afstand synes dette dyr at være nøgent, kun med en manke hen langs rygraden, samt hårduske på kinder og hale. På tættere hold bemærker man dog et dække af korte, stive børster på kroppen. Navnet vortesvin hentyder til de vortelignende udvækster i ansigtet, størst hos ornen. Ornen har også kraftige hugtænder, der undertiden kan blive op mod 60 cm lange, meget mindre hos soen.

 

 

 

 

 

 

 

Jeg havde engang en hårrejsende oplevelse med et vildsvin, se Rejse-episoder – Iran 1973: Biluheld ved det Kaspiske Hav.

En morsom episode med vildsvin er gengivet på siden Natur-citater, beskrevet af den kendte jæger og naturfredningsmand Jim Corbett (1875-1955).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det latinske artsnavn er afledt af oldgræsk dactyl (‘finger’) samt latin ater (‘sort’), hvilket sigter til de sorte håndsvingfjer, hvis spidser er adskilt under flugten.