Kenya 1989: En vandring op ad Mount Kenya

 

 

 

 

 

 

Den frodige regnskov langs stien rummer bl.a. flere arter af Afrocarpus (tidligere kaldt for Podocarpus), som trods bladenes lighed med løvtræers blade er nåletræer i familien Podocarpaceae. Mange af træerne er tæt behængt med skæglaver (Usnea). En meget bemærkelsesværdig busk er Protea afra ssp. kilimandscharica, som har store, smukke blomster, og i ret åbne områder vokser flere forskelige læbeblomster (Lamiaceae). Denne familie rummer omkring 60 arter på Mount Kenya.

Flere steder finder vi gødningbunker af både elefant (Loxodonta africana) og kafferbøffel (Syncerus caffer), men dyrene ser vi intet til, ja, vi ser ikke engang aber, hvilket måske skyldes regnvejret.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Aldrig så snart har vi lavet kaffe og nyder vores aftensmad, før vi får selskab af en lille brun fugl, som tillidsfuldt hopper rundt mellem os. Det er en hedestensmutte (Pinarochroa sordida), som tilhører fluesnappernes familie (Muscicapidae). Den er begrænset til bjergegne i Ethiopien, Kenya, Uganda og Tanzania, hvor den holder til på heder og i græsklædte områder, normalt i højder over 3400 m. Slægtsnavnet kommer af oldgræsk pinaros (‘snavset’) og khroas (‘farvet’), mens artsnavnet er latin og betyder ‘snusket’ eller ‘snavset’. Ikke særligt flatterende navne for denne kønne lille fugl!

Om morgenen botaniserer vi i området omkring lejren. Her vokser bl.a. Hebenstretia angolensis, et hvidblomstret medlem af maskeblomstfamilien (Scrophulariaceae), en uidentificeret gulblomstret skærmplante (Apiaceae), samt Haplocarpha rueppellii, en meget lav kurvplante, der minder om brandbæger (Senecio). Den blev opkaldt efter den tyske naturhistoriker Wilhelm Peter Eduard Simon Rüppell (1794-1884), som udforskede dele af Egypten, Sudan, Eritrea og Ethiopien i løbet af to ekspeditioner. Hans liv er beskrevet på siden Folk: Berømte naturhistorikere.

En bemærkelsesværdig plante er Kniphofia thomsonii, en art af raketblomst, op til 1,5 m høj, med knaldrøde blomster. Dens navn hædrer to botanikere, Johann Hieronymus Kniphof (1704-63), en tysk professor i medicin og botanik ved universitetet i Erfurt, samt den skotske geolog og botaniker Joseph Thomson (1858-95) – en fremragende opdagelsesrejsende, som aldrig forårsagede, at nogen indfødt blev dræbt, og aldrig mistede nogen af sine folk på grund af konfrontationer. Hans motto var: “Den, som vandrer blidt, vandrer sikkert; den, som vandrer sikkert, vandrer langt.” Han indsamlede denne art på Mount Kilimanjaro.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægten kæmpebrandbæger (Dendrosenecio) omfatter 12 arter. Disse krogede vækster kan vokse 30-50 år uden at blomstre, hvorefter de pludselig eksploderer i et væld af gule blomster i en kæmpestor endestillet blomsterstand. Blomstringen er ofte synkroniseret, så mange individer blomstrer samtidigt. Efter blomstring sætter planten en ny sidegren, og næste blomstring finder sted for enden af denne sidegren. Forskning antyder, at en plante kun kan blomstre fire gange, før den dør.

Den første, vi støder på, er Dendrosenecio keniensis, som gør sig bemærket ved sine store, kålagtige blade, der danner en roset i jordhøjde. Den blev da også tidligere kaldt for D. brassica, det latinske navn på kålarter. Dens stængel er meget lav, eller endog underjordisk, indtil 5 cm i diameter. Den forgrener sig i jordhøjde eller under jorden og danner således ofte en tæt bevoksning af bladrosetter, som hver har op til 40 aflange blade, indtil 55 cm lange og 18 cm brede. Ældre, visne blade forbliver længe på stænglen.

Vi observerer også store bestande af en kæmpemæssig tidselart, Afrocarduus keniensis, der kan nå en højde af 1 m, med en klase-lignende klynge af lyserøde eller blegt purpurfarvede kurve foroven. Den har en roset af lysegrønne snitdelte grundblade med korte torne, mens stængelbladene syner hvidlige på grund af de talrige, meget lange hvide torne langs randen. Blomsterstanden er ofte næsten skjult i disse lange torne. Arten er begrænset til Mount Kenya, Mount Elgon på grænsen mellem Uganda og Kenya, samt Mount Kilimanjaro og Mount Meru i det nordlige Tanzania.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Lobelia gregoriana ssp. gregoriana, tidligere benævnt L. deckenii ssp. keniensis, er endemisk på Mount Kenya, hvor den vokser i højder mellem 3200 og 4500 m. Den danner en kompakt roset af brede, stive blade med et rødligt skær, som i løbet af adskillige tiår danner en kort stamme. Når planten omsider modnes, producerer den en endestillet, tyk, tønde- eller kogleformet blomsterstand, der normalt er op til 2 m høj, men undertiden op til 3,5 m.

Mens den er ung, indeholder den kompakte bladroset vand, som fryser om natten, en proces der lige netop producerer nok varme til, at centrum af rosetten overlever til næste morgen, hvor solen tøer isen op. De halvmåneformede ‘isterninger’ har givet anledning til det engelske folkenavn Gin-and-tonic lobelia.

To andre underarter af denne plante er anerkendt, sattimae, der er begrænset til Sattima Peak i Aberdare Nationalpark i Kenya, samt elgonensis, der findes på Mount Elgon i Uganda samt i Cherangani Hills i Kenya.

Plantens navn hædrer den skotske geolog og opdagelsesrejsende John Walter Gregory (1864-1932), som udforskede de tektoniske bevægelser i Østafrika og introducerede udtrykket Rift Valley.

Lobelia telekii vokser i det samme område som L. gregoriana, men foretrækker lidt tørrere skråninger. Under blomstringen ser den særdeles forunderlig ud, nærmest som et tyndt væsen, dækket af lange hår. Planten består af en roset af smalle blade i jordhøjde, som fortsætter med at vokse gennem årtier, før den sender en besynderlig blomsterstand op, indtil 3 m høj, med utallige smalle, rødlige eller lysegrønne, hårede dækblade, hvorimellem de blå blomster sidder skjult.

Denne spektakulære plante blev navngivet til ære for den ungarske opdagelsesrejsende Greve Sámuel Teleki de Szék (1845-1916), som var leder af den første ekspedition til det nordlige Kenya, hvor han var den første europæer, som nåede frem til Lake Turkana. Han udforskede også de større højder af Mount Kenya og Kilimanjaro.

Disse store lobelier bestøves af smaragdsolfuglen (Nectarinia johnstoni), en stor art, hvor hannen kan blive op til 29 cm lang, inklusive de lange halefjer, mens hunnen er op til 15 cm. Hannens fjerdragt er af en changerende metalgrøn farve, og den har en skarlagenrød fjerdusk under vingen, som især ses i flugten. Hunnen har mørkebrun overside og lysebrun underside, samt orange fjerduske under vingerne. For at spare på energiforbruget går fuglen om natten i dvale, hvor dens hjerterytme og kropstemperatur sænkes.

Denne fugl er begrænset til bjerge i det østlige Zaire, Rwanda, Uganda, Kenya, Tanzania, det østlige Zambia og Malawi, normalt i højder mellem 3000 og 4500 m. Hovedparten af fuglene fouragerer i blomster af kæmpelobelia, hvor de æder både nektar og insekter. I lavere højder søger arten føde i andre planter, bl.a. Protea.

Artsnavnet blev givet til ære for den britiske opdagelsesrejsende og administrator Harry Hamilton Johnston (1858-1927), som indsamlede type-eksemplaret på Mount Kilimanjaro i 1884.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I dette område observerer vi mange sorthalsede klippegrævlinger (Procavia capensis ssp. johnstoni). Sammen med trægrævlinger (Dendrohyrax) udgør disse dyr familien Procaviidae, den eneste overlevende familie i ordenen Hyracoidea. De minder om store marsvin, men visse morfologiske træk fortæller, at deres nærmeste nulevende slægtninge faktisk er elefanter, hvor utroligt det end lyder.

Klippegrævlingen er vidt udbredt i Afrika og Arabien, opdelt i mindst 5 underarter. Den lever i klippefyldt terræn, fra havniveau op til omkring 4200 meters højde. Hvor den fodres regelmæssigt, kan den blive meget tam.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk pro (‘før’), eller snarere af pros (‘henimod’ = ‘minder om’), samt çavia, det tidligere portugisiske navn på brasiliansk pigrotte (Makalata didelphoides) af familien Echimyidae, afledt af Tupi-folkets navn på dette dyr, saujá. På klassisk latin, formodentlig på grund af en misforståelse, blev ordet cavia anvendt for marsvinet (Cavia porcellus). Navnet kan således oversættes som ‘minder om marsvinet’.

Underartsnavnet hædrer den britiske opdagelsesrejsende og administrator Harry Hamilton Johnston (1858-1927), som indsamlede type-eksemplaret i Shire Highlands i Malawi omkring 1893.

Vi bemærker også en lille gnaver, Otomys orestes, som er endemisk i det centrale Kenyas bjerge.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I et træ, som er draperet med skæglaver (Usnea), observerer vi en lille flok tyndnæbbede sortstære (Onychognathus tenuirostris), en stor stæreart med tyndt næb og en lang hale, som smalner til for enden. Hannen er blåsort, mens hunnen er skifergrå. Vingerne har en stor rødbrun plet, som tydeligt ses under flugten. Arten er vidt udbredt i det østlige Afrika, fra Ethiopien og Eritrea mod syd til det østlige Zaire og Malawi, hvor den forekommer i et bredt udsnit af habitater i højder mellem 1200 og 4200 m, men kan undertiden træffes op til 5000 m.

Vi slår vore telte op ved siden af Urumandi-hytten, som blev bygget i 1923 og ligger i en højde af 3063 m. Her er ingen andre besøgende, og vi tilbringer resten af eftermiddagen med at slappe af og læse under store træer. Dagen derpå fører stien ned gennem bambusskov, bestående af Arundinaria alpina, en art, som dominerer langs denne sti i højder mellem ca. 3200 og 2200 m.

En bunke rovdyrgødning har tiltrukket talrige sommerfugle, og i regnvandspytter på stien svømmer haletudser omkring. Mange af pytterne er dog i færd med hurtigt at udtørre, og hvis det ikke snart regner, vil haletudserne dø – en skæbne, som allerede er overgået nogle af dem.