Hyldest til farven violet

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I dag dyrkes denne art i tempererede egne kloden rundt. I vild tilstand forekommer den fra Mellemeuropa og Middelhavsegnene mod øst til Kazakhstan og Iran. Blomsterfarven er sædvanligvis blålig-violet, men en form med hvide blomster er også almindelig. Det danske navn skyldes artens tidlige blomstring.

Slægten Viola udgør ikke færre end 550-600 arter, og de er udbredt næsten overalt i verden, dog overvejende i tempererede områder på den nordlige halvkugle. Blomsterne har 5 meget uens kronblade, hvoraf den nedre er større og har en spore. Frugten er en kapsel, der springer op langs 3 sømme.

Blomsterne hos de fleste vilde violarter er forskellige afskygninger af violet eller blåt, men hvide og gule blomster er også almindelige (se siderne Hyldest til farven blå og Hyldest til farven gul). Mange arter er populære haveplanter, oftest kaldt for stedmoderblomster. Dette mærkelige navn er forklaret på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af latin cucullus (‘hætte’) samt endelsen atus (‘forsynet med et skæg’), hvilket formodentlig sigter til den hvide hårdusk i blomsternes svælg.

 

 

 

 

 

Denne plante findes i Alperne, fra Frankrig mod øst til Slovenien, samt på Balkan mod syd til Makedonien. Den vokser i græsklædte områder i højder mellem 1500 og 2800 m.

Artsnavnet er latin og betyder ‘besidder en spore’, hvilket sigter til den lange spore hos denne art.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet hædrer den danske læge og botaniker Nathaniel Wallich (1786-1854), som studerede flora i Indien og Himalaya først i 1800-tallet.

 

 

 

 

 

Arten vokser i højder mellem 3000 og 5000 m, fra de kinesiske provinser Gansu og Qinghai mod syd gennem Tibet til Pakistan, og derfra mod øst til det sydvestlige Kina.

 

 

 

 

 

Det latinske slægtsnavn er af Tupi-Guarani-oprindelse og betyder ‘duftende’. Dette navn blev adopteret af portugiserne. Det er lidt af en gåde, hvorfor planten på dansk blev kaldt for palisander, da dette navn på engelsk er betegnelsen for det duftende ved af Dalbergia nigra, et brasiliansk medlem af ærteblomstfamilien.

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘askefarvet’. Hvad det sigter til er uklart.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Unge bælge og frø er spiselige. I bogen Cape Cod (1865) citerer den amerikanske forfatter Henry David Thoreau (1817-1862), at “i 1555, i en hungerperiode, overlevede folkene omkring Orford i Sussex, England, ved at spise frøene af denne plante, som voksede i stort tal ved kysten.”

Frøene indeholder en giftig aminosyre, der kan forårsage muskelsvind ved indtagelse af større mængder. Bladene anvendes i traditionel kinesisk medicin.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Trods det latinske artsnavn, som betyder ‘fra New England’ er Symphyotrichum novae-angliae vidt udbredt, idet den findes i det sydøstlige Canada og størsteparten af USA, med undtagelse af de sydvestligste stater. Den er en robust plante, som kan blive op til 1,2 m høj. Randkronerne, som kan tælle op mod 100, er normalt violette, undertiden lyserøde eller hvide. De talrige skivekroner, som er gule eller orange, bliver med tiden brunlige.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten er meget almindelig i Danmark, især i fugtige områder på magre jorder. Dens bær har en let syrlig smag. Et billede af dem findes på siden Efterår.

 

 

 

 

 

Slank jernurt (Verbena rigida) er hjemmehørende i Sydamerika, fra Bolivia og det sydøstlige Brasilien mod syd til det nordlige Argentina. I talrige andre lande dyrkes den som haveplante og er forvildet i mange varmere egne af kloden.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet skyldes den svenske botaniker Carl von Linné (1707-78), givet til ære for to tyske brødre, Christoph Knaut (1638-94) og Christian Knaut (1656-1716), begge botanikere og læger. Sidstnævnte publicerede Compendium Botanicum sive Methodus Plantarum Genuina, hvori han fremlægger et klassifikationssystem for blomsterplanter, baseret på kronbladenes antal og arrangement.

Førhen var disse planter placeret i kartebollefamilien (Dipsacaceae), som nu er blevet reduceret til en underfamilie, Dipsacoideae, i gedebladfamilien. Blomsterne er tæt samlet i kurvplante-lignende, endestillede hoveder.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘vokser i marker’, afledt af arvus (‘dyrket land’).

 

 

 

 

 

 

 

Det latinske artsnavn betyder ‘med blade som Dipsacus‘ (kartebolle).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hele planten indeholder det giftige alkaloid colchicin, med den højeste koncentration i bladene, hvilket får græssende dyr til at undgå dem.

Arten er vidt udbredt på den Iberiske Halvø, mod nord til Pyrenæerne, hvor den kan træffes op til højder omkring 2600 m. Den er talrig på græsgange, langs veje og stier, ofte på tørre og stenede steder. Den højeste tæthed findes i stærkt forstyrrede områder med store bestande af en markmuseart, Microtus duodecimcostatus. Forskning antyder et symbiotisk forhold mellem de to: musene æder af de mindre giftige underjordiske stængler, hvilket provokerer en aseksuel reproduktionsproces. Denne mekanisme er ikke observeret på uforstyrrede græsgange. (Kilde: D. Gómez et al. 2003. Seasonal and spatial variations of alkaloids in Merendera montana in relation to chemical defense and phenology. J. Chemical Ecol. 29 (5): 1117-1126)

 

 

 

 

 

Akselbladene (små blade ved bladfæsterne) er ofte markante på disse planter. Efter afblomstring danner griflen et langt, lige eller buet næb, som adskilles i 5 elastiske, fjederlignende spiraler, hver indeholdende et frø, som slynges bort, hvis noget berører griflen.

Slægtsnavnet er afledt af græsk geranos (‘trane’), hvilket sigter til frugtens form, der minder om en tranes næb (eller et storkenæb!).

 

Det latinske artsnavn betyder ‘vokser i skove’, afledt af latin silva (‘skov’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Stængel, blade og blomsterstilke er dækket af klæbrige hår, og forskning har påvist, at planten er i stand til at absorbere protein fra insekter, som hænger fast i disse hår.

Tidligere anvendte medlemmer af Niitsitapi-folkeslagene (‘Blackfeet’) et afkog af planten til behandling af diarré og andet mavebesvær, samt til problemer i urinvejene. Roden blev tørret og stødt til pulver, som derefter anvendtes til at standse udvortes blødninger. Et afkog af bladene blev benyttet mod forkølelse og ru hals.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af græsk melampyron, af melas (’sort’) og pyros (’hvede’), hvilket hentyder til de sorte frø, der minder lidt om hvedekorn. I gamle dage var man overbevist om, at disse frø, opblandet med hvedekorn og kværnet til mel, farvede brødet mørkt. I Middelalderen troede man tillige, at dens frø kunne omdannes til hvede, formodentlig fordi disse planter pludselig dukkede op i kornmarker på steder, hvor man kort forinden havde fældet træerne. (Kilde: M. Grieve, 1931. A Modern Herbal. Jonathan Cape, her fra botanical.com)

I sin Cruydeboeck (urtebog) skriver den flamske læge og botaniker Rembert Dodoens (1517-85), at “frøene af disse urter, indtaget sammen med kød eller drikkevarer, besværer hjernen og forårsager hovedpine og fuldskab.”

De danske navne kohvede og koføde hentyder til, at almindelig kohvede (M. pratense) ædes af kreaturer. Denne art indeholder store mængder af sukkerarten dulcit, og dens indhold af det giftige glykosid rhinanthin synes ikke at skade kvæget.

Blåtoppet kohvede (M. nemorosum) har sin hovedudbredelse i Østeuropa, fra Danmark, Tyskland og Italien mod øst til det nordvestlige Rusland.

Folkenavne på arten omfatter bl.a. det svenske natt-och-dag og det russiske Ivan-da-Marya (‘Ivan og Maria’), som begge hentyder til de smukke blomsterstande med gule blomster og violette højblade.

Det danske navn er misvisende, da højbladene er violette, ikke blå.

 

 

 

 

 

Botanisk er ananas en urt, der kan blive indtil 1,5 m høj, til tider højere. Den har en kort og kraftig stængel, fyldt med indtil 1 m lange, seje, tornede blade, som er dækket af et vokslag. Den producerer op til 200 blåviolette blomster, hos dyrkede former sommetider flere. I vild tilstand befrugtes blomsterne af kolibrier, om natten til tider af flagermus. De individuelle frugter, som er bær, sidder tæt sammen og danner frugten.

Det engelske navn på frugten, pineapple, stammer tilbage fra 1568, fra bogen Les singularitez de la France antarctique (1557), skrevet af den franske præst, opdagelsesrejsende og forfatter André Thevet (1516-90), hvori han beskriver sine erfaringer fra France Antarctique, en fransk koloni nær det nuværende Rio de Janeiro. Han henviser til en frugt, som dyrkes og spises af Tupinambá-folket, der boede i dette område. Han kalder frugten for nanas, et Tupi-ord, som betyder ‘fremragende frugt’, og bemærker, at den ligner en fyrrekogle (dengang kaldt pine apple på engelsk). (Kilde: en.wikipedia.org/wiki/Pineapple)

Tupi-ordet blev adopteret af den skotske botaniker Philip Miller (1691-1771) som plantens slægtsnavn i formen Ananas, mens artsnavnet er latin, afledt af coma, som direkte oversat betyder ‘hår’, men også anvendtes om blade, således ‘mangebladet’.

 

 

 

 

 

Blue Mesa og andre af Colorado-plateauets geologiske fænomener er beskrevet på siden Lande og steder: Erosionens land.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er af ukendt oprindelse. Det kommer muligvis af latin sol (’sol’), hvilket hentyder til, at disse planter ynder at vokse på lysåbne steder. Det gamle danske navn på disse planter var natskade – en forvanskning af det tyske Nachtschatten, som er et gammel-germansk ord af ukendt betydning. Da Schatten også kan betyde ’skygge’, begyndte man i stedet at benytte ordet natskygge, men det beror altså på en misforståelse.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘uden rodknold’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten vokser på kalkholdige jorder i lyse skove, krat eller tørt græsland, til tider langs veje og stier. Den er hjemmehørende i nordlige tempererede egne i Eurasien, fra næsten hele Europa mod øst til Stillehavet, mod syd til Spanien, Tyrkiet, Iran, Himalaya, det nordlige Kina og Japan. Den er også blevet naturaliseret i Nordamerika. I Danmark er den meget sjælden og findes kun på tør, kalkholdig bund enkelte steder på Øerne og omkring Limfjorden.

Artsnavnet er latin og betyder ‘samlet i en gruppe’, hvilket, i lighed med det danske navn, sigter til den tætte blomsterstand. Et gammelt engelsk folkenavn er Dane’s blood (‘Danernes blod’), hvilket sigter til en fantasifuld tro på, at planten spirede, hvor danskere var blevet dræbt under slag.

Andre klokkeblomst-arter kan studeres på siderne Planteliv: Flora i Alperne og Pyrenæerne, Planteliv: Flora i Himalaya, samt Hyldest til farven blå.

 

 

 

 

 

Astragalus onobrychis er normalt en krybende plante, som danner tætte bevoksninger, med op til 30 cm, undertiden til 60 cm høje stængler. Denne art er hjemmehørende fra de vestlige Alper mod øst til det vestlige Sibirien og Altai-bjergene, mod syd til Middelhavet, Kaukasus og det nordlige Iran. Den var oprindelig en steppeplante, som har tilpasset sig til græsklædte områder i bjerge.

Artsnavnet sigter til blomsternes lighed med esparsette-blomster, slægten Onobrychis.

 

 

 

 

 

På amerikansk kaldes arten for barestem larkspur eller naked delphinium, som begge hentyder til, at næsten alle blade er grundstillede.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af græsk hormao (‘at fremskynde hurtigt’), hvilket hentyder til, at denne urt førhen blev anvendt som potensfremmende middel. Det danske navn sigter til blomstens vidtåbne svælg.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af latin pulsare (’at slå’), hvilket sigter til, at vinden bevæger blomsterne frem og tilbage. Navnet kobjælde hentyder til de hængende blomster hos nogle arter, der kan minde om de bjælder, som førhen blev hængt om halsen på køer.

Disse planters rolle i folketro og traditionel medicin er beskrevet på siden Planteliv: Anemoner og kobjælder.

 

 

 

 

 

 

Denne art er udbredt fra de vestlige Alper mod øst til Karpaterne og bjerge på Balkan. Den vokser på tør, kalkholdig jordbund, fra de nedre dale op til omkring 2000 meters højde.

 

 

 

 

 

Der forekommer to varieteter, var. patens, der findes i Europa og det vestlige Sibirien, samt var. multifida, som er udbredt i det østlige Sibirien og Nordamerika. Førstnævnte er stærkt truet i Finland på grund af overdreven indsamling i gamle dage, mens sidstnævnte er i tilbagegang i Amerika på grund af øget opdyrkning af prærieområder.