Hyldest til farven violet

 

 

Glaskunst, Baltic Sea Glass, Melsted, Bornholm. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Violette bånd på erosionskløfter, Badlands Nationalpark, South Dakota, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Isdækket vig i aftenlys, Mill Neck Creek, Long Island, New York State, USA. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Navnet på farven violet kommer af engelsk, hvor det opstod ud fra farven på blomsterne af et medlem af slægten Viola, kaldt violets, formodentlig marts-viol (Viola odorata), som har været en populær haveplante i hundreder af år på grund af de duftende blomster.

I dag dyrkes denne art i tempererede egne kloden rundt. I vild tilstand forekommer den fra Mellemeuropa og Middelhavsegnene mod øst til Kazakhstan og Iran. Blomsterfarven er sædvanligvis blålig-violet, men en form med hvide blomster er også almindelig. Det danske navn skyldes artens tidlige blomstring.

Slægten Viola udgør ikke færre end 550-600 arter, og de er udbredt næsten overalt i verden, dog overvejende i tempererede områder på den nordlige halvkugle. Blomsterne har 5 meget uens kronblade, hvoraf den nedre er større og har en spore. Frugten er en kapsel, der springer op langs 3 sømme.

Blomsterne hos de fleste vilde violarter er forskellige afskygninger af violet eller blåt, men hvide og gule blomster er også almindelige (se siderne Hyldest til farven blå og Hyldest til farven gul). Mange arter er populære haveplanter, oftest kaldt for stedmoderblomster. Dette mærkelige navn er forklaret på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

Dyrket marts-viol, Fyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Amerikansk sumpviol (Viola cucullata) er udbredt i det østlige Nordamerika, fra Newfoundland mod vest til Ontario og North Dacota, mod syd til Louisiana og Georgia. Den er tilknyttet vådområder og vokser især i sumpe.

Artsnavnet er afledt af latin cucullus (‘hætte’) samt endelsen atus (‘forsynet med et skæg’), hvilket formodentlig sigter til den hvide hårdusk i blomsternes svælg.

 

 

Amerikansk sumpviol, voksende ved siden af kanelbregner (Osmundastrum cinnamomeum), Shu Swamp, Long Island, New York. I baggrunden ses blade af tudseblomst (Symplocarpus foetidus). Denne art er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Spore-viol (Viola calcarata), også kaldt for spore-stedmoderblomst, er indtil 10 cm høj, stængel glat med blade nær basis. Blomsterne er endestillede, enlige, til 4 cm i diameter, af varierende farve, violet, blå, gul eller hvid, men altid med en gul plet nær svælget, sædvanligvis med violette striber. Det nedre kronblad har en op til 1,5 cm lang spore, der ofte peger opad.

Denne plante findes i Alperne, fra Frankrig mod øst til Slovenien, samt på Balkan mod syd til Makedonien. Den vokser i græsklædte områder i højder mellem 1500 og 2800 m.

Artsnavnet er latin og betyder ‘besidder en spore’, hvilket sigter til den lange spore hos denne art.

 

 

Spore-stedmoderblomst med regndråber, Cabane de Prarochet, Col du Sanetsch, Valais, Schweiz. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

I vild tilstand har purløg (Allium schoenoprasum) en meget stor udbredelse, idet den findes i næsten hele Europa, i Mellemøsten mod øst til den vestlige del af Himalaya, samt i alle tempererede områder af Asien, inklusive Korea og Japan, samt i Alaska, Canada, og de nordlige dele af USA. Mange andre steder dyrkes den som grønsag eller krydderurt.

 

 

Purløg, Col du Mt. Cenis, Frankrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

I modsætning til de fleste andre asiatiske løgarter trives Allium wallichii i fugtige områder i krat, enge og langs floder. Denne art, som kan blive op til 90 cm høj, er udbredt fra Pakistan mod øst til det sydvestlige Kina i højder mellem 2300 og 4800 m. Den kendes nemt på den store skærm, indtil 7 cm i tværmål, med røde eller purpurfarvede (sjældent hvide) blomster. De flade, indtil 2 cm brede blade er spiselige, og løgene anvendes mod diarré, hoste og forkølelse.

Artsnavnet hædrer den danske læge og botaniker Nathaniel Wallich (1786-1854), som studerede flora i Indien og Himalaya først i 1800-tallet.

 

 

Dette eksemplar af Allium wallichii er just begyndt at danne frugter, Ghangyul, Helambu, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Tibetia himalaica, tidligere kaldt for Gueldenstaedtia himalaica, tilhører ærteblomstfamilien (Fabaceae). Den danner tætte eller løse måtter af små, snitdelte, tæt silkehårede blade, op til 7 cm lange, med talrige småblade af varierende form. Blomsterne, som er violette, blå, eller til tider røde, er enlige eller i klynger op til 3, somme tider 4, på trådtynde stilke.

Arten vokser i højder mellem 3000 og 5000 m, fra de kinesiske provinser Gansu og Qinghai mod syd gennem Tibet til Pakistan, og derfra mod øst til det sydvestlige Kina.

 

 

Tibetia himalaica, Fanga, Gokyo-dalen, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Palisandertræet (Jacaranda mimosifolia) er hjemmehørende i det nordvestlige Argentina og det sydlige Bolivia, hvor det vokser på sletter og i tidvis oversvømmede floddale, samt på bjergskråninger i det østlige Andes, op til højder omkring 2600 m. Arten dyrkes meget almindeligt i andre varme lande på grund af det storslåede skue af et væld af violette, duftende blomster.

Det latinske slægtsnavn er af Tupi-Guarani-oprindelse og betyder ‘duftende’. Dette navn blev adopteret af portugiserne. Det er lidt af en gåde, hvorfor planten på dansk blev kaldt for palisander, da dette navn på engelsk er betegnelsen for det duftende ved af Dalbergia nigra, et brasiliansk medlem af ærteblomstfamilien.

 

 

Blomstrende palisandertræer, Kathmandu, Nepal. Klokketårnet på det øverste billede hedder Ghanta Ghar. Det blev oprindeligt opført i 1894, men genopført i ny skikkelse efter at være blevet næsten totalt ødelagt under det store jordskælv i 1934. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Grålyng (Erica cinerea) er en dværgbusk i familien Ericaceae, som er udbredt i Vesteuropa, fra de Britiske Øer mod øst til Tyskland og mod syd til det nordlige Spanien og det nordlige Italien. Den findes også i det sydlige Norge og på Færøerne, men er ikke vildtvoksende i Danmark. Dens levested er især heder, men den kan også træffes i klitter og til tider i lyse skove.

Artsnavnet er latin og betyder ‘askefarvet’. Hvad det sigter til er uklart.

 

 

Grålyng, Ross Wood, Loch Lomond (øverst), Loch Hourn (i midten), samt nær Dervaig, Isle of Mull, Indre Hebrider, alle i Skotland. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Woolworth Tower i Manhattan, New York City, blev opført så tidligt som 1913, og med en højde på 241 m var den verdens højeste bygning frem til 1930.

 

 

Ved nat antager himlen bag Woolworth Tower en næsten violet farve. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Dag-pragtstjerne (Silene dioica) er en smuk plante af nellikefamilien (Caryophyllaceae), hvis blomster har en køn rødviolet farve.

Arten er udbredt fra det nordlige Skandinavien og Irland mod syd til Pyrenæerne, Italien og Balkan, og mod øst til det vestlige Rusland. Der er en isoleret bestand i Kaukasus, og den forekommer også spredt i Island, Spanien og det vestlige Sibirien. Den er tillige blevet indført til Nordamerika. I Danmark er den meget almindelig og vokser langs veje, i krat og i lyse skove, på Bornholm også i kystklipper.

Slægtsnavnet sigter til den græske skovgud Silenus, hvis navn er afledt af ordet sialon (‘spyt’). Silenus blev ofte afbildet dækket af klistret skum. Forbindelsen er, at hunblomsterne hos dag-pragtstjerne udskiller en skum, som opfanger pollen fra besøgende insekter. Artsnavnet dioica er hunkøn af dioicus, som kommer af græsk dis (‘to’) og oikos (‘hus’), altså ’to huse’, hvilket hentyder til, at arten har hanblomster og hunblomster på separate planter. Det ældre navn Melandrium rubrum er afledt af græsk melas (’sort’) og aner, genitiv andros (’mand’), hvilket hentyder til artens sorte (hanlige) støvdragere, mens rubrum betyder ’rød’ på latin.

På den britiske ø Man kaldes denne plante på gælisk for blaa ny ferrishyn (‘fager blomst’), og traditionelt afstår man fra at plukke den. (Kilde: A.W. Moore 1924. A Vocabulary of the Anglo-Manx Dialect. Oxford University Press)

 

 

På dette billede vokser dag-pragtstjerne sammen med stor nælde (Urtica dioica) i naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dag-pragtstjerne er meget almindelig på Bornholm, her fotograferet ved Jons Kapel. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dag-pragtstjerne i modlys, Vejle Ådal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Et andet medlem af nellikefamilien med samme blomsterfarve er tjærenellike (Viscaria vulgaris), som er udbredt fra England mod øst til det vestlige Sibirien, og fra Skandinavien mod syd til Italien, Grækenland, Kaukasus og Kazakhstan. Den er også blevet forvildet i det nordøstlige Nordamerika.

Slægtsnavnet er latin og betyder ‘minder om viscum‘ – det klassiske latinske navn på misteltén, hvoraf der blev fremstillet en fuglelim med samme navn. I denne forbindelse hentyder navnet (i lighed med det danske navn) til den klæbrige stængel hos denne plante, hvor mindre insekter ofte hænger fast og går en ynkelig død imøde. Den klæbrige substans skal muligvis afholde nektar-tyve, fx myrer, fra blomsterne.

 

 

Brakmark med tusinder af tjærenelliker, Mønsted, Midtjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tjærenellike er almindelig på Bornholm, her fotograferet på Hammerknuden (øverst), samt nær Aakirkeby. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Persisk silketræ (Albizia julibrissin) er et lille træ i underfamilien Mimosoideae af den store ærteblomstfamilie (Fabaceae), som er hjemmehørende i store dele af det sydlige Asien, fra Mellemøsten mod øst til Kina og Japan. Den dyrkes dog mange andre steder. Slægtsnavnet blev givet til ære for en italiensk adelsmand, Filippo degli Albizzi, som indførte denne art til Europa i 1700-tallet. Artsnavnet kommer af persisk gul-i-abrisham, af gul (‘blomst’) og abrisham (‘silke’), altså ‘silkeblomst’.

 

 

Støvdragerne af persisk silketræ er rødviolette. På dette billede fra New Plymouth, New Zealand, dækker mængder af nedfaldne støvdragere det meste af jorden. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Osbeckia er en slægt af buske med spektakulære violette, røde eller lyserøde blomster med en krum griffel og 8-10 tæt samlede gule støvdragere. Frugten er en kapsel, som ved modenhed har åbninger nær spidsen. Slægten omfatter omkring 45 arter, der hovedsagelig findes i tropiske og subtropiske områder af Asien, fra Indien mod øst til Japan, og derfra mod syd til Australien, samt i tropiske egne af Vestafrika og på Madagascar.

Slægtsnavnet hædrer den svenske naturhistoriker og opdagelsesrejsende Pehr Osbeck (1723-1805), som var elev af den berømte Carl von Linné (1707-1778). I 1750-52 rejste han ombord på Prins Carl til Asien, hvor han bl.a. tilbragte fire måneder med at studere flora, fauna og kultur i Canton-regionen i det sydlige Kina. Efter hjemkomsten skænkede han over 600 plantearter til Linnés Species Plantarum, der blev publiceret i 1753. I 1757 offentliggjorde han et værk om sit arbejde i Kina med titlen Dagbok öfwer en ostindisk Resa åren 1750, 1751, 1752. Med anmärkningar uti naturkunnigheten, främmande folkslags språk, seder, hushållning, m.m.

Osbeckia lanata er endemisk i Sri Lankas højland. Den kan kendes på sine små, tætsiddende, ovale eller cirkulære blade med 3 dybe nerver. Det latinske artsnavn betyder ‘ulden’, hvilket sigter til bladenes underside, der er dækket af brune hår.

 

 

Osbeckia lanata, Hakgala, Nuwara Eliya, Sri Lanka. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

En unidentificeret Osbeckia-art, Adam’s Peak Wilderness Sanctuary, Sri Lanka. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Vilde tulipaner, slægten Tulipa, omfatter omkring 75 arter, udbredt fra Sydeuropa mod øst til Centralasien, hvor den vokser naturligt i tempererede områder på stepper og i bjerge. Bladene spirer frem fra det underjordiske løg tidligt om foråret, og de pragtfulde blomster springer ud senere på foråret. Om sommeren visner blade og blomster.

Det formodes, at perserne erhvervede tulipanløg fra det nærliggende Turkestan for omkring 2000 år siden. Dyrkningen af tulipaner spredtes langsomt mod vest, og det vides, at de blev dyrket i Konstantinopel så tidlige som i 1055, og i Wien fra 1554.

Navnet tulipan er afledt af oldpersisk tauleban (‘turban’), hvilket sigter til blomsterformen hos de fleste arter.

 

 

Tulipanmark, Den Helder, West-Friesland, Holland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Safran er et krydderi, som fremstilles af de karmoisinrøde grifler i blomsten af safran-krokus (Crocus sativus). De indeholder et pigment, crocin, som føjer en gyldengul farve til tekstiler og madretter, specielt risretter. Dette farvestof har været udvundet gennem tusinder af år. Det er et stort arbejde at plukke griflerne af blomsterne, og med en pris, der overstiger 35.000 kr. pr. kg, er safran verdens dyreste krydderi.

Plantens oprindelsesområde er omdiskuteret, men Mesopotamien, Iran og Grækenland er blevet foreslået som kandidater. Dyrkning af safran-krokus spredtes langsomt til store dele af Eurasien, og senere blev planten bragt til Nordafrika, Nordamerika og Oceanien.

Ordet safran er sandsynligvis afledt af arabisk zafaran, som stammer fra persisk zarparan, der betyder ‘med gyldne strenge’ eller ‘farvet gylden’, hvilket sigter til blomstens gyldne støvbærere eller til det gyldne farvestof udvundet af griflerne.

 

 

Marker med safran-krokus, Pampur, Kashmir, Indien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Høstede safran-krokus, Pampur. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Som dens navn fortæller, vokser strand-fladbælg eller strandært (Lathyrus japonicus, tidligere L. maritimus) nær kysten, især på sandede og stenede strande og i klitter. Den er hjemmehørende i arktiske, subarktiske og tempererede egne af Eurasien og Nordamerika, men med en pletvis udbredelse. Den findes i det vestlige og nordøstlige Nordamerika, Nordeuropa, samt fra det nordøstlige Sibirien mod syd til Japan og det sydøstlige Kina. Den er også blevet forvildet i Chile og Argentina. I Danmark er den almindelig.

Unge bælge og frø er spiselige. I bogen Cape Cod (1865) citerer den amerikanske forfatter Henry David Thoreau (1817-1862), at “i 1555, i en hungerperiode, overlevede folkene omkring Orford i Sussex, England, ved at spise frøene af denne plante, som voksede i stort tal ved kysten.”

Frøene indeholder en giftig aminosyre, der kan forårsage muskelsvind ved indtagelse af større mængder. Bladene anvendes i traditionel kinesisk medicin.

 

 

Strand-fladbælg, Welwyn Preserve, Long Island, New York State, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Slægten Aster har givet navn til kurvblomstfamilien (Asteraceae). Ordet er oldgræsk og betyder ‘stjerne’, hvilket sigter til de stjerneformet udbredte randkroner.

 

Alpe-asters (Aster alpinus) er en meget variabel plante, som forekommer i mindst 10 underarter. Den har en uhyre stor udbredelse, idet den vokser i størsteparten af det centrale og sydlige Europa, mod øst til Centralasien og Fjernøsten, samt tillige i det vestlige Nordamerika. I Europa findes en isoleret bestand i Harzen, sandsynligvis en reliktforekomst fra istiden.

 

 

Alpe-asters, Passo Gardena, Dolomiterne, Italien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Aster himalaicus er en lille plante, ofte kun 10-15 cm høj, og med små, enlige kurve indtil 3,5 cm i diameter, med lilla, indtil 1,5 cm lange randkroner og gule, orange eller brunlige skivekroner. Den vokser i åbne, ofte klippefyldte områder i højder mellem 3600 og 4500 m, fra det centrale Nepal mod øst til det sydvestlige Kina. Blomstring finder sted juli-sep.

 

 

Tidligt om morgenen var kurven af denne Aster himalaicus, som vokser nær Kyanjin Gompa, Langtang Nationalpark, centrale Nepal, dækket af rim, som nu er smeltet i morgensolen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Førhen var en lang række amerikanske kurvplanter indlemmet i asters-slægten (ovenfor). Efter et antal undersøgelser er den Nye Verdens arter imidlertid blevet overført til slægterne Almutaster, Canadanthus, Doellingeria, Eucephalus, Eurybia, Ionactis, Oligoneuron, Oreostemma, Sericocarpus og Symphyotrichum. I daglig tale kaldes de dog stadig for asters.

Trods det latinske artsnavn, som betyder ‘fra New England’ er Symphyotrichum novae-angliae vidt udbredt, idet den findes i det sydøstlige Canada og størsteparten af USA, med undtagelse af de sydvestligste stater. Den er en robust plante, som kan blive op til 1,2 m høj. Randkronerne, som kan tælle op mod 100, er normalt violette, undertiden lyserøde eller hvide. De talrige skivekroner, som er gule eller orange, bliver med tiden brunlige.

 

 

Symphyotrichum novae-angliae, Muttontown Preserve, Long Island, New York State, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Blåbær (Vaccinium myrtillus) er en dværgbusk af lyngfamilien (Ericaceae), beskrevet på siden Hyldest til farven blå.

 

 

Blåbær er blå, men når man spiser dem, får man en violet tunge. Denne tilhører en ung Ib Krag Petersen, fotograferet på Ulvshale, Møn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

En nær slægtning af blåbær er mosebølle (Vaccinium uliginosum), som har en kolossalt stor udbredelse, idet den findes i tempererede og subarktiske områder på den nordlige halvkugle, foruden isolerede bestande i bjergegne, bl.a. Pyrenæerne, Alperne og Kaukasus i Europa, Sierra Nevada og Rocky Mountains i Nordamerika, samt bjerge i Mongoliet, Kina, Korea og Japan.

Arten er meget almindelig i Danmark, især i fugtige områder på magre jorder. Dens bær har en let syrlig smag. Et billede af dem findes på siden Efterår.

 

 

Efterårsløvet hos denne store bevoksning af mosebølle i Naturreservatet Tipperne, Ringkøbing Fjord, fremviser en fantastisk rødviolet farve. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Jernurt (Verbena) er en slægt med omkring 150 arter af forveddede urter, hjemmehørende i tempererede, subtropiske og tropiske områder i Nord- og Sydamerika, Europa, det vestlige og sydlige Asien, Afrika samt Australien, med flest arter i Amerika og Asien.

Slank jernurt (Verbena rigida) er hjemmehørende i Sydamerika, fra Bolivia og det sydøstlige Brasilien mod syd til det nordlige Argentina. I talrige andre lande dyrkes den som haveplante og er forvildet i mange varmere egne af kloden.

 

 

Slank jernurt, Jacksonville, North Carolina, USA. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Slægten blåhat (Knautia) rummer omkring 48 arter, hjemmehørende i Europa, Nordafrika og Tyrkiet, mod øst til det centrale Sibirien og Centralasien. Blomsterstanden er et hoved, bestående af mange individuelle blomster, i lighed med kurvblomster.

Slægtsnavnet skyldes den svenske botaniker Carl von Linné (1707-78), givet til ære for to tyske brødre, Christoph Knaut (1638-94) og Christian Knaut (1656-1716), begge botanikere og læger. Sidstnævnte publicerede Compendium Botanicum sive Methodus Plantarum Genuina, hvori han fremlægger et klassifikationssystem for blomsterplanter, baseret på kronbladenes antal og arrangement.

Førhen var disse planter placeret i kartebollefamilien (Dipsacaceae), som nu er blevet reduceret til en underfamilie, Dipsacoideae, i gedebladfamilien. Blomsterne er tæt samlet i kurvplante-lignende, endestillede hoveder.

 

Almindelig blåhat (K. arvensis) er vidt udbredt, idet den forekommer fra Vesteuropa mod øst gennem tempererede områder af Asien til det centrale Sibirien, mod syd til Middelhavet, Kaukasus, Kazakhstan og Mongoliet. I Danmark er den almindelig i tørre græsklædte områder.

Artsnavnet er latin og betyder ‘vokser i marker’, afledt af arvus (‘dyrket land’).

 

 

Blåhat, Elling Skov, nord for Horsens. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Blåhat, nær Ry. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Hovedudbredelsesområdet for den høje, stivhårede skov-blåhat (K. dipsacifolia) er Alperne og Pyrenæerne, i højder mellem 400 og 2100 m. Den forekommer også i Ungarn og på Balkan, mens den længere mod nord er begrænset til spredte lokaliteter i Tyskland, Belgien og Holland. Dens habitat omfatter bl.a. græsklædte arealer, skovkanter og lyse skove.

Det latinske artsnavn betyder ‘med blade som Dipsacus‘ (kartebolle).

 

 

Skov-blåhat, Rosanintal, nær Thomatal, Østrig. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Langbladet blåhat (K. longifolia) minder meget om skov-blåhat (ovenfor), men bladene er meget lange og smalle, langt tilspidsede. Denne art vokser i græsland, krat og skovlysninger, især på kalkrige jorder. Den er udbredt i de sydlige og østlige Alper og Karpaterne, samt på Balkan.

 

 

Langbladet blåhat, Passo Gardena, Dolomiterne, Italien. I baggrunden rundbælg (Anthyllis vulneraria) og langakset troldurt (Pedicularis elongata). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Holi er en hinduistisk forårsfest for hinduguden Krishna, hvor man fejrer det godes sejr over det onde – en løssluppen folkefest, hvor man, uanset kaste, overdænger hinanden med rødt, gult, violet eller grønt pulver, eller med vand, som man har opløst dette pulver i. Af denne grund kaldes Holi i folkemunde for Farvernes Fest.

Mine egne ’farverige’ oplevelser under Holi er beskrevet på siden Rejse-episoder – Indien 1991: Til hindu-højtider i Rajasthan.

 

 

Under Holi har disse mennesker i byen Jaisalmer, Rajasthan, fået deres rigelige andel af rødviolet farve. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Colchicum montanum, der førhen blev kaldt for Merendera montana, har linjeformede, båndagtige blade, op til 22 cm lange og 1 cm brede, som kommer frem om foråret, men visner i løbet af sommeren. Sent på sommeren springer blomsterne ud, enlige, med 6 lyslilla eller lyserøde kronblade, til 6,5 cm lange og 1 cm brede. De gule støvknapper er store, længere end støvtrådene.

Hele planten indeholder det giftige alkaloid colchicin, med den højeste koncentration i bladene, hvilket får græssende dyr til at undgå dem.

Arten er vidt udbredt på den Iberiske Halvø, mod nord til Pyrenæerne, hvor den kan træffes op til højder omkring 2600 m. Den er talrig på græsgange, langs veje og stier, ofte på tørre og stenede steder. Den højeste tæthed findes i stærkt forstyrrede områder med store bestande af en markmuseart, Microtus duodecimcostatus. Forskning antyder et symbiotisk forhold mellem de to: musene æder af de mindre giftige underjordiske stængler, hvilket provokerer en aseksuel reproduktionsproces. Denne mekanisme er ikke observeret på uforstyrrede græsgange. (Kilde: D. Gómez et al. 2003. Seasonal and spatial variations of alkaloids in Merendera montana in relation to chemical defense and phenology. J. Chemical Ecol. 29 (5): 1117-1126)

 

 

Colchicum montanum, voksende i tørvemos, Alto Gallego, Aragon, Spanien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Storkenæb (Geranium) er en stor slægt med omkring 380 arter af urter, hovedsagelig udbredt i tempererede egne, i subtropiske og tropiske områder begrænset til bjerge.

Akselbladene (små blade ved bladfæsterne) er ofte markante på disse planter. Efter afblomstring danner griflen et langt, lige eller buet næb, som adskilles i 5 elastiske, fjederlignende spiraler, hver indeholdende et frø, som slynges bort, hvis noget berører griflen.

Slægtsnavnet er afledt af græsk geranos (‘trane’), hvilket sigter til frugtens form, der minder om en tranes næb (eller et storkenæb!).

 

Skov-storkenæb (Geranium sylvaticum) vokser i lyse skove og enge, fra lavlandet op til højder omkring 2300 m. Den er udbredt i hele Europa, fra Island og de Britiske Øer mod øst til det centrale Sibirien og Kazakhstan, mod syd til Spanien, Tyrkiet og det nordlige Iran. I Danmark er den vidt udbredt, men er kun almindelig på Bornholm. I Norge og Sverige er den uhyre almindelig. Den er også truffet i Sydgrønland, men er måske indslæbt her.

Det latinske artsnavn betyder ‘vokser i skove’, afledt af latin silva (‘skov’).

 

 

Skov-storkenæb er almindelig på Bornholm, her voksende i en grøftekant nær Døndalen. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Skov-storkenæb med regndråber, Rossfeld, nær Berchtesgaden, Sydtyskland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Eng-storkenæb (Geranium pratense) er muligvis oprindelig i Centralasien, men er i dag vidt udbredt, fra hele Europa og Tyrkiet mod øst næsten til Stillehavet, mod syd til Himalaya og det nordlige Kina. Den er også blevet naturaliseret i Nordamerika. I Danmark ses den forvildet hist og her.

 

 

Eng-storkenæb, voksende i en vejkant nær Sondrup Bakker, Østjylland. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Klæbrig storkenæb (Geranium viscosissimum) forekommer i den vestlige del af Nordamerika, fra det sydlige British Columbia, Alberta og Saskatchewan mod syd til Californien og New Mexico. Den vokser i adskillige habitater, bl.a. fyrreskov, enebærskov, enge og langs floder, i højder mellem 1000 og 2500 m.

Stængel, blade og blomsterstilke er dækket af klæbrige hår, og forskning har påvist, at planten er i stand til at absorbere protein fra insekter, som hænger fast i disse hår.

Tidligere anvendte medlemmer af Niitsitapi-folkeslagene (‘Blackfeet’) et afkog af planten til behandling af diarré og andet mavebesvær, samt til problemer i urinvejene. Roden blev tørret og stødt til pulver, som derefter anvendtes til at standse udvortes blødninger. Et afkog af bladene blev benyttet mod forkølelse og ru hals.

 

 

Klæbrig storkenæb, Yellowstone Nationalpark, Wyoming. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Bølgekronet storkenæb (Geranium phaeum) vokser mest på skyggefulde steder, bl.a. i skovkanter og krat. Den er hjemmehørende i det sydlige, centrale og østlige Europa, fra Spanien og Frankrig mod øst til Balkan og Ukraine, mod nord til Polen og Hviderusland. Den dyrkes ofte og er blevet forvildet mod nord til de Britiske Øer, Sverige og Finland. I Danmark træffes den hist og her forvildet, oftest omkring bebyggelse.

 

 

Bølgekronet storkenæb, Gosausee, Østrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Da den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) navngav blodrød storkenæb Geranium sanguineum (latin for ‘blodfarvet’), var det ikke blomsterfarven, han tænkte på, men at bladene bliver højrøde om efteråret. Blomsterne har en pragtfuld rødviolet farve. Denne art findes fra de Britiske Øer mod øst til det vestlige Sibirien, samt fra Skandinavien mod syd til Middelhavet og Kaukasus.

 

 

Blodrød storkenæb, Nordby Bakker, Samsø. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Blodrød storkenæb, voksende blandt kystklipper, Hammerknuden (øverst), samt Randkløve, begge på Bornholm. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Slægten Melampyrum, som er parasitiske planter af gyvelkvælerfamilien (Orobanchaceae), omfatter omkring 40 arter. De er udbredt i tempererede og arktiske egne på den nordlige halvkugle, mod syd til Spanien, Tyrkiet og Kina, samt North Carolina i USA.

Slægtsnavnet kommer af græsk melampyron, af melas (’sort’) og pyros (’hvede’), hvilket hentyder til de sorte frø, der minder lidt om hvedekorn. I gamle dage var man overbevist om, at disse frø, opblandet med hvedekorn og kværnet til mel, farvede brødet mørkt. I Middelalderen troede man tillige, at dens frø kunne omdannes til hvede, formodentlig fordi disse planter pludselig dukkede op i kornmarker på steder, hvor man kort forinden havde fældet træerne. (Kilde: M. Grieve, 1931. A Modern Herbal. Jonathan Cape, her fra botanical.com)

I sin Cruydeboeck (urtebog) skriver den flamske læge og botaniker Rembert Dodoens (1517-85), at “frøene af disse urter, indtaget sammen med kød eller drikkevarer, besværer hjernen og forårsager hovedpine og fuldskab.”

De danske navne kohvede og koføde hentyder til, at almindelig kohvede (M. pratense) ædes af kreaturer. Denne art indeholder store mængder af sukkerarten dulcit, og dens indhold af det giftige glykosid rhinanthin synes ikke at skade kvæget.

Blåtoppet kohvede (M. nemorosum) har sin hovedudbredelse i Østeuropa, fra Danmark, Tyskland og Italien mod øst til det nordvestlige Rusland.

Folkenavne på arten omfatter bl.a. det svenske natt-och-dag og det russiske Ivan-da-Marya (‘Ivan og Maria’), som begge hentyder til de smukke blomsterstande med gule blomster og violette højblade.

Det danske navn er misvisende, da højbladene er violette, ikke blå.

 

 

Blåtoppet kohvede er ret almindelig i Sverige. Den store bevoksning på det øverste billede blev set ved Stensjö By nord for Oscarshamn, Småland, nederst en plante fra et hegn nær Halltorps Hage, Öland. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ananas (Ananas comosus), som tilhører familien Bromeliaceae, er hjemmehørende i Sydamerika, hvor den har været dyrket i hundreder af år. I dag dyrkes den kloden rundt i varmere egne, og de største producenter er Hawaii, Costa Rica, Brasilien og Filippinerne.

Botanisk er ananas en urt, der kan blive indtil 1,5 m høj, til tider højere. Den har en kort og kraftig stængel, fyldt med indtil 1 m lange, seje, tornede blade, som er dækket af et vokslag. Den producerer op til 200 blåviolette blomster, hos dyrkede former sommetider flere. I vild tilstand befrugtes blomsterne af kolibrier, om natten til tider af flagermus. De individuelle frugter, som er bær, sidder tæt sammen og danner frugten.

Det engelske navn på frugten, pineapple, stammer tilbage fra 1568, fra bogen Les singularitez de la France antarctique (1557), skrevet af den franske præst, opdagelsesrejsende og forfatter André Thevet (1516-90), hvori han beskriver sine erfaringer fra France Antarctique, en fransk koloni nær det nuværende Rio de Janeiro. Han henviser til en frugt, som dyrkes og spises af Tupinambá-folket, der boede i dette område. Han kalder frugten for nanas, et Tupi-ord, som betyder ‘fremragende frugt’, og bemærker, at den ligner en fyrrekogle (dengang kaldt pine apple på engelsk). (Kilde: en.wikipedia.org/wiki/Pineapple)

Tupi-ordet blev adopteret af den skotske botaniker Philip Miller (1691-1771) som plantens slægtsnavn i formen Ananas, mens artsnavnet er latin, afledt af coma, som direkte oversat betyder ‘hår’, men også anvendtes om blade, således ‘mangebladet’.

 

 

Blomstrende ananas, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Blue Mesa er et område i Petrified Forest Nationalpark, Arizona, som består af tykke lag af gråt, blåt, purpurfarvet og grønt ler, der blev aflejret for omkring 220 millioner år siden og senere forstenede.

Blue Mesa og andre af Colorado-plateauets geologiske fænomener er beskrevet på siden Lande og steder: Erosionens land.

 

 

Dette billede fra Blue Mesa viser skiftevis violette og lysegrå lerlag. I forgrunden ses en stump af en forstenet træstamme. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Tragtsnerler (Ipomoea) er en stor slægt, som omfatter over 500 arter, hvoraf de fleste er slyngplanter med store smukke blomster, af hvilken grund de også kaldes for pragtsnerler.

Slægtsnavnet, som skyldes den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), kommer af græsk ip (’orm’) og hómoia (’ligner’), hvilket hentyder til stænglens orme-agtige bevægelse, når den slynger sig omkring andre planter, hegn og meget andet.

Strand-tragtsnerle (Ipomoea pes-caprae) er en meget almindelig plante på sandstrande i alle tropiske og nogle subtropiske områder verden rundt. Den spredes nemt ved hjælp af sine frø, der kan flyde i lang tid, upåvirkede af saltvand.

Det latinske artsnavn kommer af latin pes (‘fod’) og græsk capra (‘ged’), hvilket sigter til bladenes form. Linné syntes åbenbart, at de mindede om fodaftrykket af en ged.

 

 

Strand-tragtsnerle, Hambantota, Sri Lanka. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Natskygge (Solanum) er en af verdens største planteslægter, som rummer over 1300 arter, bl.a. en lang række nytteplanter som kartoffel (S. tuberosum), tomat (S. lycopersicum), tomattræ (S. betaceum) og aubergine (S. melongena). To arter er vildtvoksende i Danmark.

Slægtsnavnet er af ukendt oprindelse. Det kommer muligvis af latin sol (’sol’), hvilket hentyder til, at disse planter ynder at vokse på lysåbne steder. Det gamle danske navn på disse planter var natskade – en forvanskning af det tyske Nachtschatten, som er et gammel-germansk ord af ukendt betydning. Da Schatten også kan betyde ’skygge’, begyndte man i stedet at benytte ordet natskygge, men det beror altså på en misforståelse.

 

Solanum etuberosum er en spektakulær plante, op til 1,5 m høj, blade snitdelte, indtil 35 cm lange og 15 cm brede, blomster violette, op til 3,5 cm i tværmål, frugt kugleformet, grøn eller mørkt purpurfarvet, indtil 1,3 cm i diameter. Arten er endemisk i det centrale Chile, hvor den vokser i tør kratskov eller langs vandløb på skråningerne af Andes, op til omkring 2500 meters højde.

Artsnavnet er latin og betyder ‘uden rodknold’.

 

 

Solanum etuberosum, Reserva Nacional Altos de Lircay. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Purpur-natskygge (Solanum xanthi) kendes nemt på sine store pragtfulde blomster, som har grønne og hvide aftegninger i midten. Denne art er hjemmehørende i det sydvestlige Nordamerika, i Arizona, Californien og Baja California.

 

 

Purpur-natskygge, fotograferet i Torrey Pines State Park, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Et andet medlem af natskyggefamilien er den smukke Schizanthus hookerii, som tilhører en slægt, der er hjemmehørende i Chile og Argentina. Diise planter befrugtes af bier, humlebier og hvepse.

 

 

Schizanthus hookerii, Reserva Nacional Altos de Lircay, Chile. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Iført en violet sari bringer denne kvinde offergaver af malla‘er (kranse af tagetes-blomster) til den hellige Ganges-flod, Varanasi, Uttar Pradesh, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cistroser (Cistus) er en slægt med ca. 20 arter af buske, som vokser i tørre eller klippefyldte områder omkring Midelhavet, fra Frankrig, den Iberiske Halvø og Marokko mod øst til Kaukasus og det nordlige Iran, samt på de Kanariske Øer.

Slægtsnavnet er afledt af kistos, det græske ord for disse planter.

Harpiks-cistrose (Cistus ladanifer) er godt tilpasset til at vokse i Middelhavsområdet, da den er i stand til at modstå den varme sommer på grund af et klæbrigt sekret, som dækker hele planten. På spansk kaldes den for jara pringosa (‘klæbrig cistrose’).

Arten er invasiv og har overtaget store arealer af tidligere marker og græsland i det centrale Spanien og det sydlige Portugal.

Artsnavnet hentyder til plantens duftende harpiks, hvoraf man udvinder labdanum, der anvendes i urtemedicin og parfume.

 

 

Blomsterne af harpiks-cistrose er hvide med en mørk purpur-violet plet ved basis af hvert af de 5 kronblade, samt knaldgule støvbærere. På denne blomst er pletterne usædvanligt store. Den blev fotograferet i Parque Natural de Monfragüe, Extremadura, Spanien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cardamine violacea er en kraftig plante, som ofte bliver op til 1 m høj. Den er efter min mening den smukkeste springklap-art i Himalaya, som mellem april og juni står med skønne mørkviolette blomster, indtil 1,5 cm i tværmål, samlet i en tæt, endestillet, aks-lignende klynge. Den vokser i fugtige krat og skove, enge og langs vandløb i højder mellem 1800 og 4000 m, fra det vestlige Nepal mod øst til det sydvestlige Kina. I Nepal tilberedes unge planter som grønsag.

 

 

Cardamine violacea, fotograferet nær Deorali, Annapurna, centrale Nepal, i en højde af ca. 3200 m. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Nøgleblomstret klokke (Campanula glomerata) er en stovt plante, som bliver omkring 60 cm høj, af og til højere. Blomsterstanden er en endestillet, tæt klynge på 15-20 siddende blomster, kronblade blå, mørkt blåviolette eller purpurblå, til 3 cm lange.

Arten vokser på kalkholdige jorder i lyse skove, krat eller tørt græsland, til tider langs veje og stier. Den er hjemmehørende i nordlige tempererede egne i Eurasien, fra næsten hele Europa mod øst til Stillehavet, mod syd til Spanien, Tyrkiet, Iran, Himalaya, det nordlige Kina og Japan. Den er også blevet naturaliseret i Nordamerika. I Danmark er den meget sjælden og findes kun på tør, kalkholdig bund enkelte steder på Øerne og omkring Limfjorden.

Artsnavnet er latin og betyder ‘samlet i en gruppe’, hvilket, i lighed med det danske navn, sigter til den tætte blomsterstand. Et gammelt engelsk folkenavn er Dane’s blood (‘Danernes blod’), hvilket sigter til en fantasifuld tro på, at planten spirede, hvor danskere var blevet dræbt under slag.

Andre klokkeblomst-arter kan studeres på siderne Planteliv: Flora i Alperne og Pyrenæerne, Planteliv: Flora i Himalaya, samt Hyldest til farven blå.

 

 

Nøgleblomstret klokke, Karakol-dalen, Kirgisien (øverst), Dixence, Valais, Schweiz (i midten), samt Col du Soulor, Franske Pyrenæer. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Astragel (Astragalus) er en kæmpestor slægt, der omfatter over 3000 arter af urter og dværgbuske, hjemmehørende i tempererede områder på den nordlige halvkugle.

Astragalus onobrychis er normalt en krybende plante, som danner tætte bevoksninger, med op til 30 cm, undertiden til 60 cm høje stængler. Denne art er hjemmehørende fra de vestlige Alper mod øst til det vestlige Sibirien og Altai-bjergene, mod syd til Middelhavet, Kaukasus og det nordlige Iran. Den var oprindelig en steppeplante, som har tilpasset sig til græsklædte områder i bjerge.

Artsnavnet sigter til blomsternes lighed med esparsette-blomster, slægten Onobrychis.

 

 

Astragalus onobrychis, øvre del af Rhone-dalen, Valais, Schweiz. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Delphinium scaposum er en ridderspore-art, der til tider kan blive 80 cm høj. Den er udbredt i ørkenområder i det sydvestlige USA og den mexikanske delstat Sonora, hvor den vokser på stenede skråninger, samt i enebærskove og græsland, i højder mellem 1200 og 2700 m.

På amerikansk kaldes arten for barestem larkspur eller naked delphinium, som begge hentyder til, at næsten alle blade er grundstillede.

 

 

Delphinium scaposum, Saguaro East Nationalpark, Arizona. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Den smukke alpe-dragemund (Horminum pyrenaicum), slægtens eneste medlem, er begrænset til Pyrenæerne, de Cantabriske Bjerge og Alperne, hvor den vokser på græsgange og andre græsklædte områder, i åbne skove og blandt nedfalden ur, i højder mellem 1000 og 3500 m.

Slægtsnavnet er afledt af græsk hormao (‘at fremskynde hurtigt’), hvilket hentyder til, at denne urt førhen blev anvendt som potensfremmende middel. Det danske navn sigter til blomstens vidtåbne svælg.

 

 

Alpe-dragemund, Passo Falzárego, Dolomiterne, Italien. I baggrunden på øverste billede vokser langakset troldurt (Pedicularis elongata) og bjerg-baldrian (Valeriana montana). (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

I Indien er det en almindelig skik hver morgen at udsmykke indgangen til sit hjem med farvekridt. Dette billede er fra Mysore, Karnataka. (Photo copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Stachytarpheta er en slægt på omkring 125 arter af buskagtige urter, som tilhører jernurtfamilien (Verbenaceae). Deres blomster er meget besøgte af bier, sommerfugle og fugle, specielt mindre kolibrier.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk stachys (‘aks’) og tarphys (‘tyk’), hvilket sigter til blomsterstanden hos adskillige arter i slægten.

Stachytarpheta frantzii, der kan blive op til 1,2 m høj, er hjemmehørende fra Mexico mod øst til Panama.

 

 

Stachytarpheta frantzii, El Castillo, Cordillera de Tilarán, Costa Rica. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Kobjælder, slægten Pulsatilla, er udbredt i subalpine og tempererede områder på den nordlige halvkugle, mod syd til det sydvestlige USA, Spanien, Iran og det sydlige Kina.

Slægtsnavnet kommer af latin pulsare (’at slå’), hvilket sigter til, at vinden bevæger blomsterne frem og tilbage. Navnet kobjælde hentyder til de hængende blomster hos nogle arter, der kan minde om de bjælder, som førhen blev hængt om halsen på køer.

Disse planters rolle i folketro og traditionel medicin er beskrevet på siden Planteliv: Anemoner og kobjælder.

 

Opret kobjælde (Pulsatilla vulgaris) vokser i græsklædte områder og lyse skove, kun på kalrige jorder. Den er udbredt fra England mod øst til det vestlige Rusland og Krim, samt fra det centrale Sverige mod syd til Alperne og Slovenien. I Danmark findes den hist og her i Jylland, men er ellers sjælden.

 

 

På den svenske ø Öland er opret kobjælde meget almindelig, her fotograferet nær Beijershamn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Bjerg-kobjælde (Pulsatilla montana) er en lav, håret plante, op til 20 cm høj, stængel opret, grundblade langstilkede, snitdelt til smalle segmenter, blomster endestillede, nikkende, med 6 blåviolette eller til tider næsten sorte kronblade, op til 3 cm lange, langhårede på undersiden.

Denne art er udbredt fra de vestlige Alper mod øst til Karpaterne og bjerge på Balkan. Den vokser på tør, kalkholdig jordbund, fra de nedre dale op til omkring 2000 meters højde.

 

 

Bjerg-kobjælde, Valnontey, Gran Paradiso Nationalpark, Italien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Østlig kobjælde (Pulsatilla patens) vokser i enge og fyrreskove, på prærier samt i klippefyldte områder. Den er udbredt fra Finland mod øst gennem Sibirien til det nordlige Kina, samt i den vestlige og centrale del af Nordamerika, mod syd til det nordvestlige Mexico.

Der forekommer to varieteter, var. patens, der findes i Europa og det vestlige Sibirien, samt var. multifida, som er udbredt i det østlige Sibirien og Nordamerika. Førstnævnte er stærkt truet i Finland på grund af overdreven indsamling i gamle dage, mens sidstnævnte er i tilbagegang i Amerika på grund af øget opdyrkning af prærieområder.

 

 

Østlig kobjælde, var. multifida, Zolotoi Khrebet (‘De Gyldne Bjerge’), Chukotka, østlige Sibirien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

(Oprettet april 2023)

 

(Senest opdateret september 2023)