Fugle i Chukotka

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Formålet med turen var at tælle ynglefugle i et område, som Jens havde fulgt gennem flere år for at finde ud af, om ynglebestandene er stabile. Mange sibiriske fuglearter er i voldsom tilbagegang i disse år, bl.a. fordi mange af deres rastepladser i det østlige Asien er blevet afvandet og omdannet til rejefarme, saltbassiner eller rismarker.

Først opholdt vi os nogle dage i Anadyr Lufthavnsby, inden vi kørte i et bæltekøretøj, ført af russeren Sasha, gennem Zolotoi Khrebet (’De Gyldne Bjerge’), som stort set er vejløst land. Turen afsluttedes med besøg på to lange sandodder, Kosa Ruskaya Koshka (‘Den russiske kats sandodde’) og Kosa Nikolaya.

Turen er beskrevet i dybden på siden Rejse-episoder – Sibirien 2011: Med bæltekøretøj gennem Chukotka.

 

Hvis du opdager fejl på siden, vil jeg være taknemmelig for at høre om det. Adressen nederst på siden kan benyttes.

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for gæs.

 

Artsnavnet kommer af latin albus (‘hvid’) og frons (‘pande’), hvilket i lighed med det danske navn hentyder til den hvide blis ved basis af næbbet. De sorte markeringer på brystet hos voksne fugle kendetegner også denne art. Disse markeringer har givet anledning til et amerikansk folkenavn på arten, specklebelly (’spættet bug’).

Billeder af arten kan ses på siderne Dyreliv – Fugle: Fugle i USA og Canada, samt Silhouetter.

 

 

 

 

 

Artsnavnet hentyder til typelokaliteten, Kanaga Island, en af øerne i Aleuterne.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk aithyia, en uidentificeret havfugl, nævnt af den græske grammatiker Hesychius af Alexandria (5. eller 6. årh. e.Kr.), samt af den græske filosof og videnskabsmand Aristoteles (384-322 f.Kr.).

 

Artsnavnet er oldgræsk og betyder ‘glødende trækul’ eller ‘kulstøv’, hvilket sigter til de mørke, iriserende grønne og sorte farver på hannens hoved.

 

 

 

 

 

Den er slægtens eneste medlem.

Slægtsnavnet er et diminutiv af latin clangere (‘at runge’), hvilket sigter til artens høje kald, et vidtlydende au-lit, hvilket har givet fuglen dens danske navn. Artsnavnet er latin og betyder ‘hører vinteren til’. Da den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) navngav arten Anas hyemalis i 1758, hentydede han sikkert til, at den kun var til stede i Sverige om vinteren.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er en latiniseret form af det klassiske græske ord for svane, kyknos.

Ordet svane kommer af indoeuropæisk swen, som betyder ‘at lyde’ eller ‘at synge’, hvilket hentyder til sangsvanen (C. cygnus), som er meget vokal.

 

Hvis man betragter disse fugle som en enkelt art, yngler den i arktiske områder af Alaska og Canada, samt i de nordligste egne af Sibirien. Tundrasvanen overvintrer i adskillige adskilte områder i det vestlige Canada, USA og Mexico, samt på den centrale del af Atlanterhavskysten. Østlige bestande af pibesvanen tilbringer vinteren i det østlige Kina, Korea og Japan, mens de vestlige bestande overvintrer i Vesteuropa.

Verdensbestanden af tundrasvanen er omkring 200.000 og er svagt stigende. Bestanden af pibesvane er langt mindre, omkring 50.000, men er formentlig stabil.

Om efteråret trækker størstedelen af den russiske bestand af pibesvane først til Danmark, Holland og Nordtyskland. Fuglene ankommer til Danmark fra september, og forekomsten topper i oktober eller november, hvor op mod 4500 rastende fugle er optalt, fortrinsvis i Vest- og Nordjylland. Hvis hårdere vintervejr sætter ind, trækker de fleste danske fugle videre til Holland og England, men i milde vintre kan op mod 2000 fugle overvintre i Danmark. Fuglene forlader Danmark i marts-april.

I 1803 beordrede den amerikanske præsident Thomas Jefferson (1743-1826) to kaptajner i den amerikanske hær, Meriwether Lewis (1774-1809) og William Clark (1770-1838), at lede en ekspedition fra Mississippi-floden til Stillehavet, tværs over den vestlige del af det nordamerikanske kontinent. I løbet af den tre år lange ekspedition beskrev Lewis utallige arter af planter og dyr, hvoraf mange var nye for videnskaben, bl.a. tundrasvanen, som han døbte the whistling swan (‘den fløjtende svane’) på grund af dens fløjtende kald.

Artsnavnet refererer til Columbia-floden, hvor type-eksemplaret af tundrasvae blev indsamlet.

Pibesvanen blev navngivet i 1830 af den engelske naturhistoriker William Yarrell (1784-1856) til ære for den engelske gravør Thomas Bewick (1753-1828), som specialiserede sig i at gengive fugle og andre dyr. Han er bedst kendt for værket A History of British Birds, som indeholder mange fine træsnit. Han illustrerede også adskillige udgaver af Æsops Fabler.

Et billede af tundrasvane kan ses på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i USA og Canada.

 

 

 

 

 

Vinteren tilbringes i kystnære vande omkring yngleområderne, og endvidere mod syd til Korea, Japan, det nordlige Californien og Virginia.

Hannens yngledragt er meget spraglet, hvilket afspejles af slægtsnavnet, som er afledt af latin histrio (‘skuespiller’). På engelsk kaldes arten for harlequin duck, hvilket også sigter til hannens yngledragt, der sammenlignes med en middelalderlig italiensk komisk figur, Arlecchino (på dansk Harlekin), som er karakteriseret ved sit spraglede kostume.

Hunnen er brunlig med hvide pletter i hovedet.

Det danske navn hentyder til fuglens ynglehabitat.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af brasiliansk-portugisisk marréco, som betyder ‘lille and’.

 

Den yngler i tempererede egne af Europa og Asien, fra Island og Skotland mod øst til Stillehavet, mens vinterkvartererne omfatter størstedelen af Europa og Mellemøsten, den nordlige og østlige del af Afrika, det Indiske Subkontinent, Indokina, det sydlige Kina, Taiwan, samt den nordlige del af Filippinerne.

I Nordamerika er den en regelmæssig vintergæst i lavlandet langs Stillehavet, fra Canada mod syd til Californien, og den ses også fåtalligt andre steder på kontinentet.

I 1758 blev denne art blev navngivet Anas penelope af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78). Han refererer muligvis til Penelope, som i Homers Odysseen var gift med Odysseus. Hun blev kendt for sin troskab mod ham, mens han var borte på sine rejser, men da de fleste ænder ikke just er kendt for deres troskab, er forbindelsen svær et se.

En anden mulig forklaring er det præ-græske ord penelops, forklaret som ’en slags fugl’ af den græske grammatiker Hesykius af Alexandria, som, sandsynligvis i det 5. eller 6. århundrede e.Kr., sammenfattede et leksikon, indeholdende usædvanlige eller obskure græske ord. (Kilde: R. Beekes 2009. Etymological dictionary af Greek. Brill)

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk soma (‘krop’) og erion (‘uld’), hvilket sigter til disse fugles bløde dun. Ordet ederfugl kommer af æðarfugl, det islandske navn på den almindelige ederfugl, afledt af oldnordisk æðr. Ifølge dansk retskrivning staves navnet edderfugl, hvilket er aldeles tåbeligt, da det jo intetsomhelst har med edder (gift) at gøre.

 

I Danmark er den en almindelig ynglefugl. I 2010 talte bestanden ca. 25.000 par, men siden er den gået en del tilbage, og omkring 2020 var bestanden omkring 17.000 par. Nedgangen er formentlig forårsaget af nedsat mængde og kvalitet af føde, øget prædation på rugende hunner og ællinger, bl.a. fra et stigende antal havørne (Haliaeetus albicilla), samt øget forekomst af sygdomme og parasitter.

Hunnen bygger sin rede nær kysten, foret med dun, som hun plukker af sit eget bryst. Disse bløde dun er blevet høstet af mennesker gennem hundreder af år og anvendt som fyld i puder, dyner og jakker. Denne høst kunne finde sted uden at skade fuglene, da den fandt sted, efter at ællingerne havde forladt reden.

I Northumberland i det sydlige Skotland kaldes ederfuglen for cuddy duck, navngivet efter Sankt Cuthbert (ca. 634-687), som var en munk, biskop og eneboer af den tidlige keltiske kristendom i Northumberland. Mens han opholdt sig på Farne Islands, gennemførte han en særlig lov til beskyttelse af ederfuglen og andre havfugle, der ynglede på disse øer.

Artsnavnet er latin og betyder ‘overmåde blød’, hvilket i lighed med slægtsnavnet hentyder til fuglens bløde dun.

 

 

 

 

 

Disse fugle er begrænset til Eurasien og Nordamerika, hvor de lever i forskellige habitater, bl.a. græsland, tundra, bjerge og langs kyster. De er trækfugle, og nogle af arterne tilbringer vinteren så langt mod syd som Mexico, Mellemeuropa og Centralasien.

 

Om vinteren trækker den så langt mod syd som det sydlige Canada, det nordlige USA, de Britiske Øer, Holland, Tyskland og Polen, samt fra Ukraine mod øst til Centralasien.

Den eneste anden art i slægten er Bering-snespurven (P. hyperboreus), der er berænset til øerne St. Matthew og Hall i Beringshavet. Hybrider mellem de to arter forekommer, og nogle autoriteter betragter dem som værende samme art.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk plektron (‘spore’) og phenax (‘bedrager’), således ‘foregiver at have en (hane-)spore’, hvilket sigter til disse fugles lange bagklo. Artsnavnet er latin og betyder ‘af sne’, dvs. ‘snehvid’.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på en gullig fugl, som er nævnt i Biblia Vulgata, en latinsk oversættelse af Bibelen fra sidst i 300-tallet. Navnet var afledt af den klassiske græske betegnelse på en fugl, kharadrios, der levede i floddale, afledt af kharadra (‘ravine’).

 

Underarten tundrae er almindelig fra det nordlige Skandinavien mod øst langs den sibiriske kyst til Chukotka, på Novaya Zemlya og de Nysibiriske Øer, samt til tider nogle få på St. Lawrence Island i Beringshavet.

Den tredje underart, psammodromus, er udbredt på Ellesmere Island og Baffin Island, i Grønland og Island, samt på Færøerne og Svalbard. Nogle autoriteter anerkender ikke denne underart.

Langt hovedparten af fuglene overvintrer i Afrika, med nogle på Madagascar, i Arabien, Irak, Iran, Pakistan, Indien og Sri Lanka, samt langs sydkysten af det Kaspiske Hav. Dele af bestandene på de Britiske Øer, samt i Frankrig, Belgien og Holland er standfugle.

Tidligere var arten en almindelig ynglefugl langs de danske sandstrande, men den har været i støt tilbagegang i de senere år, hovedsagelig på grund af øget menneskelig færdsel på strandene samt stigende prædation fra rovdyr og fugle, specielt måger. Optællinger indikerer, at bestanden nu er langt under halvdelen af tidligere tiders antal, og i dag er der sikkert under 1000 par.

Artsnavnet er et gammelt latinsk ord for præstekraver eller hjejler.

Længere mod syd i Nordamerika erstattes stor præstekrave af den meget lignende amerikansk præstekrave (C. semipalmatus). I gamle dage blev de regnet for samme art.

 

 

 

 

 

 

 

Strandhjejlen er omtalt på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i Afrika.

Slægtsnavnet kommer af latin pluvia (‘regn’). Førhen mente man, at når hjejlerne flokkedes, ville der snart falde regn.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘gullig-brun’, hvilket sigter til fuglens vinterdragt.

Billeder af tundrahjejlen kan ses på siderne Dyreliv – Fugle: Fugle i Taiwan, Fugle i Afrika, samt Fugle på det Indiske Subkontinent.

 

 

 

 

 

Talrige medlemmer af familien er omtalt på siden Dyreliv – Fugle: Kragefugle.

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på den almindelige ravn (nedenfor).

 

På grund af sin intelligente adfærd optræder denne fugl i adskillige mytologier tværs gennem Eurasien. I den nordiske mytologi var to ravne, Hugin (‘tanke’) og Munin (‘hukommelse’), Odins tjenere, som bragte ham nyt fra hele verden.

Artsnavnet er det klassiske græske ord for ravnen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af et gammelt tysk ord for disse fugle, Embritz.

 

Næsten hele bestanden overvintrer fra det østlige Nepal og det nordøstlige Indien mod øst til det sydlige Kina og det nordlige Indokina. Nogle fugle fra de skandinaviske og vestrussiske bestande ses årligt i Vesteuropa. På de Britiske Øer er den blevet observeret over 1000 gange.

I Danmark er den iagttaget omkring 75 gange, mest på træk, og over halvdelen af forekomsterne var på Christiansø. Den er en yderst sjælden vintergæst i Danmark. Det eneste fund, som jeg kender til, er fra naturreservatet Vorsø, hvor Thorkil Brandt observerede en fugl 9.-26. december 1986.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet blev anvendt af den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.) for en uidentificeret havfugl, som han kaldte for ‘havmåge’. Forhåbentlig var Plinius i stand til at skelne mellem en lom og en måge, så identiteten af den fugl, han omtaler, forbliver ukendt.

 

Den har en cirkumpolar udbredelse og yngler i søer i arktiske, subarktiske og nordlige tempererede egne, mod syd til det vestlige og sydøstlige Canada, Sydgrønland, Island, Skotland, Sydsverige, det sydlige Sibirien, Sakhalin-øen og Kamchatka. Hovedparten af bestanden tilbringer vintertiden længere mod syd, til Baja California, Florida, Portugal, Middelhavet, Sortehavet, det Kaspiske Hav, Japan, Korea, det østlige Kina samt Taiwan.

Artsnavnet er latin og betyder ‘besat med stjerner’, hvilket sigter til de hvide prikker på fuglens ryg i vinterdragten.

 

 

 

 

 

 

I den græske mytologi var Antigone datter af Ødipus, som uforvarende dræbte sin fader Laius, konge af Theben, og giftede sig med enken, hans moder Jocaste. Da Jocaste erfarede sandheden, hængte hun sig selv, og ifølge en version af historien stak Ødipus derpå øjnene ud på sig selv og gik i eksil, ledsaget af sine døtre Antigone og Ismene.

 

I dag anerkendes fem underarter: canadensis i det østlige Sibirien, Alaska og det nordlige Canada (fire femtedele af hele bestanden); tabida i det sydlige Canada, samt det nordlige og vestlige USA; pratensis i Florida og den sydligste del af Georgia; pulla i det sydøstlige hjørne af staten Mississippi; og endelig nesiotes på Cuba. En sjette underart, rowani, akcepteres ikke længere, og nogle autoriteter anerkender kun to underarter, canadensis og tabida.

De nordlige bestande yngler i vådområder i tundra og på prærier. De tilbringer vinteren i det sydvestlige USA og det nordlige Mexico, hvor de mest færdes i agerland med adgang til spildmajs. Også de fleste sibiriske ynglefugle flyver til Nordamerika, men enkelte overvintrer i Kina. Bestandene i Mississippi, Florida/Georgia samt på Cuba er standfugle, som yngler i vådområder på prærier og i palme-fyrre-græsland.

Arten kaldes også sandhøjtrane. Dette mærkelige navn skyldes, at den på bl.a. Banks Island i det arktiske Canada er fundet ynglende på toppen af klitter. Årsagen kan være, at tranerne her er i fred for polarræve, der helst søger føde nede på selve tundraen.

I de senere år har prærietranen bredt sig meget mod vest i Sibirien og udgør nu en trussel mod lokale fugle ved at æde deres æg og unger. Dette emne er behandlet på denne hjemmesides engelske del på siden Animals – Birds: Sandhill cranes – a threat to breeding birds.

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er en latiniseret version af oldgræsk laros, det klassiske navn på en slags havfugl.

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk hyperboreos, som er sammensat af hyper (‘over’) og boreios (‘nordlig’). I den græske mytologi refererer dette ord til et folk, som levede højt mod nord. Det danske navn hentyder til den voksne fugls grå vinger.

 

 

 

 

 

Arten blev først indsamlet på Vega-ekspeditionen i 1878-80, udført fra det svenske skib SS Vega, og den fik navn efter ekspeditionen. Vega er den klareste stjerne i det nordlige stjernebillede Lyra.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk onyx (‘klo’ eller ‘negl’) samt prion (‘sav’). Disse fugle har formodentlig skarpe kløer.

 

Det danske navn hædrer den danske kartograf og opdagelsesrejsende Vitus Jonassen Bering (1681-1741), som var marineofficer i russisk tjeneste. Han blev af tsaren udnævnt til leder af den 1. Kamchatka-ekspedition (1725-29). På denne ekspedition blev det fastslået, at der var et stræde mellem Asien og Amerika, senere navngivet Beringstrædet.

Efter hjemkomsten blev Bering udnævnt til at lede endnu en ekspedition, kaldt den Store Nordlige Ekspedition eller den 2. Kamchatka-ekspedition (1733-43), hvis formål var at kortlægge Sibiriens ishavskyst og finde ud af, om der fandtes en sejlbar nordøstpassage.

I 1741 havde ekspeditionen kurs mod Alaska, men blev tvunget tilbage på grund af knappe forsyninger og skørbug blandt ekspeditionens medlemmer. Berings skib, Sankt Peter, måtte opgives, og besætningen gik i land på en ubeboet ø, hvor næsten halvdelen af besætningen, bl.a. Bering selv, omkom. Et af ekspeditionsmedlemmerne, tyskeren Georg Wilhelm Steller (1709-46), født Stöhler, plejede Bering til det sidste. Han skrev i sin dagbog, at Bering døde som følge af “… sult, tørst, kulde, modgang og sorg.”

Øen blev senere døbt Ostrov Beringa (‘Berings ø’) til ære for danskeren.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldengelsk stearn, som optræder i digtet The Seafarer fra 900-tallet. Et lignende ord for disse fugle blev anvendt på de Frisiske Øer.

 

Den er berømt for sit langdistance-træk, idet den flyver fra de nordlige ynglepladser til Antarktis og tilbage igen hvert år. Den korteste afstand mellem disse områder er 19.000 km. Det betyder, at arten oplever to somre hvert år. Man kan spekulere over, om fuglen ikke bryder sig om mørke nætter.

Et hollandsk studium fra 2013 af fugle, som var mærket med dataloggere, konkluderede, at artens årlige træk er på omkring 48.700 km. En havterne kan leve i op mod 30 år og kan således gennem sit liv flyve op mod 2,4 mio. km.

Nogle eksempler på dens langdistance-træk: En voksen fugl, som blev ringmærket på Saltholm i maj 1958, blev skudt langs pakisen tæt på den antarktiske kyst syd for Australien i februar 1959 – en afstand på ca. 15.700 km. En unge, som blev mærket sommeren 1982 på Farne Islands, Northumberland, England, nåede Melbourne, Australien, i oktober, bare 3 måneder efter at den blev flyvefærdig – en rejse på over 22.000 km. Et tredje eksempel er en unge, som blev mærket i Labrador, Canada, i juli 1928, som blev genmeldt i Sydafrika 4 måneder senere – en distance på omkring 12.600 km.

Det latinske artsnavn sigter formentlig til denne arts skønhed og elegance.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det lader til, at slægtsnavnet er grebet ud af det blå. Det er blevet betegnet som “et fantasifuldt ord, som tilsyneladende ikke har nogen betydning.” Artsnavnet hædrer den irske astronom, fysiker og arktiske opdagelsesrejsende Edward Sabine (1783-1883), som indsamlede et eksemplar i 1819, da han deltog i en ekspedition under ledelse af Kaptajn John Ross (1777-1856), som havde til formål at lede efter Nordvestpassagen. Senere blev Sabine den 30. præsident i Royal Society 1861-1871.

Nogle autoriteter placerer denne art i slægten Larus.

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn for hvid vipstjert (nedenfor). Dette ord er afledt af motare (‘at bevæge’ eller ‘at ryste’), samt endelsen illa, der udtrykker noget småt, således ‘den lille ryster’, hvilket hentyder til, at halen hos hvid vipstjert altid bevæges op og ned. På et tidspunkt i løbet af Middelalderen opstod den fejlagtige antagelse, at cilla betød ‘hale’.

 

Underarten ocularis, som er udbredt i det østlige Sibirien og det vestlige Alaska, yngler hist og her i Chukotka. Den overvintrer fra det nordøstlige Indien mod øst til det sydlige Kina og Taiwan, og derfra mod syd til Malakka-halvøen og Borneo.

Artsnavnet er latin og betyder ‘hvid’.

 

 

 

 

 

 

 

For tiden er fire underarter anerkendt, nominatformen tschutschensis, der findes fra det sydlige Sibirien og Mongoliet mod øst til Alaska, plexa, der yngler i det nordlige Sibirien, macronyx, der er udbredt som ynglefugl fra det østlige Mongoliet mod øst til Manchuriet og det sydøstlige Sibirien (Ussuriland), samt taivana, der findes fra Ussuriland mod syd til det nordlige Kina og det nordlige Japan.

Den tilbringer vintertiden fra Indokina, det sydlige Kina og det sydlige Japan mod syd til Indonesien og det nordlige Australien.

Artsnavnet betyder ‘forekommer i Chukotka’.

 

 

 

 

 

 

 

Familienavnet er afledt af latin musca (‘flue’) og capere (‘at fange’).

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for nattergale, sandsynligvis afledt af luscus (‘halv-blind’), formodentlig i betydningen ‘godt skjult’, hvilket sigter til disse fugles skjulte levevis, samt cano (‘at synge’). Navnet kan derfor måske oversættes til ‘den lidet sete sanger’.

 

Nordlige bestande er trækfugle, hvoraf hovedparten overvintrer i det nordlige Afrika og på det Indiske Subkontinent.

Artsnavnet er latin og betyder ‘svensk’. Den svenske naturhistoriker og sprogforsker, professor i medicin og rektor på universitetet i Uppsala, Olof Rudbeck den Yngre (1660-1740), var pioner inden for botanik og ornitologi. Han indsamlede blåhalsen i Lapland i 1695. Hannens farver mindede ham om det svenske flags farver (i dag er flaget blåt med et gult kors, men dengang havde det gule et mere orange skær), og han navngav den Avis Carolina til ære for den svenske konge, Karl d. 11.

I 1758, da Carl von Linné (1707-78) gav fuglen nyt navn, var enevælden imidlertid blevet afskaffet, og Linné, som ellers normalt nøje fulgte sin mentor Rudbeck, havde stærke forbindelser til partiet Hattarna (således kaldt på grund af hattene, som medlemmerne bar). Af denne grund fandt han sandsynligvis navnet Svecica mere politisk korrekt end Carolina.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for spurve.

 

Artsnavnet er latin og betyder ’tilknyttet huse’, af domus (‘hus’).

 

 

 

 

 

Ifølge de seneste genetiske undersøgelser regnes perlehøns og den Nye Verdens vagtler for særskilte familier under navnene Numididae og Odontophoridae.

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk lagos (‘hare’) og pous (‘fod’), hvilket hentyder til disse fugles fjerklædte ben.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘stum’, hvilket er fejlagtigt, da hannen har en simpel, knurrende sang.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hovedparten af disse fugle yngler i arktiske områder, nogle få også i subarktiske og nordlige tempererede regioner. De tilbringer vinteren langs kyster og indlands-vådområder i tempererede, subtropiske og tropiske egne kloden rundt.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kalidris, et navn benyttet af den græske filosof Aristoteles (384-322 f.Kr.) for en eller anden grå vandfugl. Det danske navn er en lydefterligning af stemmeytringen hos almindelig ryle (nedenfor) under parringsspillet, et rullende “ryl-ryl-ryl-ryl-ryl.”

 

Vinterkvarteret omfatter Vest- og Sydeuropa, det nordlige Afrika, Arabien, det nordlige Indien, det nordlige Indokina, det sydlige Kina, Korea og Japan. Den kan træffes året rundt på de Britiske Øer, samt i Norge og Danmark.

I de senere år er de fleste europæiske bestande gået kolossalt tilbage på grund af afvandinger og tilgroning af egnede levesteder. I Danmark var underarten schinzii en meget almindelig ynglefugl i 1800-tallet, hvor der formodentlig var over 50.000 par, men bestanden er faldet drastisk til under 100 par i dag, fordelt på 15-20 lokaliteter. Næsten halvdelen yngler i Vejlerne i Thy, og en del findes også på Tipperhalvøen og Agger Tange, samt på Læsø.

Det latinske artsnavn hentyder til bjerge i Lapland, hvorfra den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), da han beskrev arten i 1758, havde modtaget et eksemplar.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Om efteråret trækker den til kyster langs Stillehavet og Atlanterhavet, fra den sydvestligste del af Canada og New Jersey mod syd gennem Caribien, Mexico og Mellemamerika til det nordlige og vestlige Sydamerika.

Det latinske artsnavn hædrer den italienske botaniker Ernesto Mauri (1791-1836), som var direktør for den botaniske have i Rom.

 

 

 

 

 

 

 

Som ynglende er den begrænset til arktiske og subarktisk tundra langs kyster i det nordøstlige Sibirien, fra Chukotka mod syd til den nordlige del af Kamchatka. Den er aftaget alarmerende i de senere år, hovedsagelig på grund af ødelæggelse af mange af dens fourageringspladser i Kina, som den er afhængig af undervejs til vinterkvartererne i det sydlige Kina, Indokina og i nogen grad østkysten af Indien. Disse vadeflader i Kina er blevet afvandet og omdannet til saltpander, rejefarme og rismarker.

I dag tæller verdensbestanden måske færre end 100 ynglepar, og det frygtes, at arten vil uddø i vild tilstand inden for de næste få årtier. En bestand findes i fangenskab i Slimbridge Wetland Wildlife Reserve, Gloucestershire, England.

 

 

 

 

 

Arten tilbringer vinteren i et kæmpestort område, fra det nordøstlige Indien og Bangladesh mod øst til det sydlige Kina, og derfra mod syd gennem Indokina, Malaysia, Indonesien, Filippinerne og Ny Guinea til Australien og New Zealand.

Artsnavnet er afledt af latin rufus (‘rødlig’) og collum (‘hals’), hvilket sigter til fuglens yngledragt. I vinterdragten er undersiden næsten kridhvid.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vinteren tilbringes omkring Middelhavet, i sahel-zonen i Afrika, i Arabien, på det Indiske Subkontinent, samt i Indokina, det sydlige Kina, Taiwan, Malaysia og Borneo.

I bogen Arktisk sommer skriver kunstneren Jens Gregersen: “Da jeg ankom til Tobseda ved Pechora-flodens delta i Barentshavet i juni 2003, blev jeg vel modtaget af den hollandske fugleforsker Rudolf Drent (1937-2008). “Se den lille helikopter!” udbrød han; det var temmincksrylen, der stod stille i luften og lød som en distinkt græshoppe.”

Det han hentydede til var temmincksryle-hannens markante parringsspil, som den dels foretager ved at stå stille i luften og svirre med vingerne, dels ved at løbe efter hunnen med udbredte vinger.

Arten blev navngivet til ære for den hollandske zoolog Coenraad Jacob Temminck (1778-1858), som var den første direktør for det nationale naturhistoriske museum i Leiden, fra 1820 til sin død. Han beskrev denne ryle i 1815.

 

 

 

 

 

 

 

Bestanden af denne fugl er gået drastisk tilbage i de senere år, hovedsagelig på grund af ødelæggelse af mange af dens fourageringspladser i Kina, som den er afhængig af undervejs til vinterkvartererne i Malaysia, Indonesien, Filippinerne, Ny Guinea og Australien. Disse vadeflader i Kina er blevet afvandet og omdannet til saltpander, rejefarme og rismarker. I dag er arten opført som akut truet på IUCNs liste over truede arter.

Artsnavnet er afledt af latin tenuis (‘slank’) og rostrum (‘næb’).

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for sneppe, afledt af gallina (‘lille høne’) samt endelsen ago (‘minder om’). De langnæbbede sneppefugle fik på fransk navnet bécasse, afledt af det romanske ord beccus (‘næb’), og bekkasinerne blev benævnt med diminutivet bécassine, altså ‘den lille med næbbet’, naturligvis med henblik på det påfaldende lange næb i forhold til størrelsen.

 

To underarter er anerkendt, faeroeensis i Island, samt på Færøerne, Shetlandsøerne og Orkneyøerne, nominatracen gallinago i resten af udbredelsesområdet. Førhen blev amerikansk bekkasin (G. delicata) også betragtet som en underart af dobbeltbekkasinen.

Forstavelsen dobbelt er jo egentlig højst besynderlig, men forklaringen er, at i gamle dage kunne ordet dobbelt betegne noget, der var større, så dobbeltbekkasinen fik sit navn for at skelne den fra en mindre art, der så fik navnet enkeltbekkasin (på latin Lymnocryptes minimus), og en endnu større art fik det besynderlige navn tredækker (på latin Gallinago media).

For en svensker er vore navne på bekkasiner meget forvirrende (og omvendt for en dansker). Vores dobbeltbekkasin hedder enkelbeckasin på svensk, mens det svenske dubbelbeckasin betegner vores tredækker. Vores enkeltbekkasin hedder dvärgbeckasin på svensk.

Den brægende lyd, som dobbeltbekkasinens vibrerende halefjer frembringer under parringsflugten, blev sammenlignet med en geds brægen eller en hests vrinsken. På sønderjysk blev den kaldt for skronnegjee eller skronnehors, hvor skronne betyder ‘vrinske’, gjee betyder ‘ged’, og hors betyder ‘hest’. Det nørrejyske horsegumme hentyder også til den brægende lyd, hvor gumme kommer af gumre, der betyder at brumme eller gumle, dvs. den lyd, som en hest frembringer “for at minde Staldkarlen om, at Krybben er tom.” (Kilde: Landet mod Nordvest, bind 1)

 

 

 

 

 

Odinshane (nedenfor) og thorshane (P. fulicarius) yngler i arktiske og subarktiske egne hele vejen rundt om Nordpolen, mens Wilsons svømmesneppe (P. tricolor) yngler i det vestlige Nordamerika.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk phalaris (‘blishøne’) og pous (‘fod’), hvilket sigter til lapperne på deres fødder, der minder om dem hos blishøns (Fulica). Disse lapper er en tilpasning til forbedret svømning.

 

Arten yngler i søer i arktiske, subarktiske og nordlige tempererede egne af Eurasien og Nordamerika, mod syd til Irland, Skotland, den centrale Norge, det nordlige Finland, det nordlige Kamchatka, og det sydøstlige Canada. Den er almindelig i Chukotka.

Den tilbringer vinteren i tropiske farvande ud for Vestafrika, Arabien, Sydøstasien, samt Mellem- og Sydamerika.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med lapper’, hvilket i lighed med slægtsnavnet hentyder til lapperne på fødderne.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet blev hæftet på svalekliren (T. ochropus) af den italienske naturhistoriker Ulisse Aldrovandi (1522-99), som grundlagde den botaniske have i Bologna – en af de første af slagsen. Navnet er afledt af oldgræsk tryngas, som var betegnelsen på en drossel-stor, halevippende vadefugl, som blev nævnt af den græske videnskabsmand og filosof Aristoteles (384-322 f.Kr.).

Det danske navn kommer af kaldet hos hvidklire (T. nebularia), et vidtlydende tyr-tyr-tyr eller klir-klir-klir.

 

Artsnavnet er afledt af latin brevis (‘kort’) og pes (‘fod’).

Den var førhen navngivet Heteroscelus brevipes, men genetiske undersøgelser har åbenbaret, at den er nært beslægtet med Tringa-klirerne.

 

 

 

 

 

Den adskiller sig fra den lignende svaleklire (T. ochropus) ved sine længere, mere grønne ben, samt den kraftigt plettede overside. I flugten høres ofte et vidtlydende jif-if-if.

Artsnavnet er diminutiv af latin glarea (‘grus’), således ‘den der færdes i småt grus’ (= sand?).

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet hentyder til disse fugles vane med at jage andre havfugle for at få dem til at gylpe deres føde op, som kjoven så æder. Egentlig betyder navnet ‘af ekskrementer’ på latin, idet man engang troede, at det, som fuglene gylpede op, var ekskrementer.

De æder også æg og unger af andre fugle, og storkjoven (S. skua) er kendt for at jage og dræbe voksne fugle af forskellige arter. Nogle kjover fanger også fisk, mens andre er kendt for at æde af døde sæler og pingviner. Lemminger udgør et vigtigt fødeemne for de 3 mindre arter i yngletiden.

Det danske navn er overtaget fra det færøske navn på disse fugle, kjógvi.

 

Den yngler i arktiske og subarktiske egne rundt om Nordpolen, samt I tempererede bjergområder i Skandinavien. I Chukotka findes den hist og her. Den er en langdistance-trækfugl, som overvintrer i Sydhavet.

 

 

 

 

 

Yngleområdet er omtrent det samme som for lille kjove, men den findes tillige på Færøerne, samt i Island, Skotland og det sydlige Norge, Sverige og Finland. Den er ret almindelig i Chukotka.

Vintertiden tilbringes i havområder omkring det sydlige Sydamerika, det sydlige Afrika, samt Ny Guinea, Australien og New Zealand.