Elephantidae Elefanter

 

 

 

 

 

 

 

De stod med front mod hinanden, eller de vandrede parvis frem og tilbage på pladsen, eller de stod helt alene og rokkede og svajede – snesevis og snesevis af elefanter.”

 

 

 

 

Savanne-elefanten (Loxodonta africana) var tidligere udbredt over hele det afrikanske kontinent, med undtagelse af ørken- og regnskovsområder. I dag er den begrænset til savanner og halvørkener i det østlige og sydlige Afrika. Den nært beslægtede, men mindre skovelefant (Loxodonta cyclotis) lever i regnskove i Central- og Vestafrika. Nogle forskere betragter fortsat savanne-elefanten og skovelefanten som værende samme art.

Disse elefanter og deres triste skæbne er beskrevet på siden Dyreliv – Pattedyr: Elefanternes storhed og fald.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ganesh, yngste søn af den høje hindugud Shiva og hans kvindelige modpart Parvati, har menneskekrop, men elefanthoved. Han afbildes ofte med sine fire buttede arme strittende ud som en venlig gestus, stående på sit ridedyr – som er en rotte!

Ganesh elsker søde sager og frugt. Han er en meget populær gud, og før en vigtig beslutning er det almindeligt at bede en bøn foran hans statue og hænge en blomsterkrans (malla) om halsen på den.

Der findes adskillige legender, som forklarer, hvordan Ganesh fik sit elefanthoved. Ifølge en af disse legender skete det på følgende måde:

En dag, mens Shiva var på en længere rejse, ønskede Parvati at tage et bad. Af ler formede hun en ung mand til at vogte uden for sit hus, mens hun badede, og hun beordrede ham til ikke at lukke nogen ind imens.

Kort efter vendte Shiva hjem, mens Parvati stadig var i badet, og i overensstemmelse med gudindens ordre nægtede den unge mand Shiva adgang. Dette gjorde den temperamentsfulde gud så rasende, at han huggede hovedet af ham. Det skulle han ikke have gjort, for Parvati blev så arrig over sin husbonds udåd, at hun truede med at ødelægge universet, hvis ikke Shiva sørgede for at skaffe den unge mand sit hoved tilbage. Dette var imidlertid blevet ødelagt, så Shiva sendte en tjener ud med besked om, at den første, han mødte, skulle aflevere sit hoved.

En elefant var det første væsen, tjeneren traf, men han tog sin herres ordre så bogstaveligt, at elefanten måtte af med sit hoved.

Andre hinduguder er beskrevet på siden Religion: Hinduisme.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Buddha og buddhismen er beskrevet på siden Religion: Buddhisme.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I skoven boede fire nære venner under et stort banyantræ: en agerhøne, en hare, en abe og en elefant.

De blev nysgerrige efter at vide, hvem der var den ældste blandt dem, og derfor forsøgte de at anslå alderen af det gamle banyantræ.

Elefanten bemærkede: “Da jeg først så dette træ, var det af samme størrelse som min krop.”

“Da jeg ankom, var træet så stort som min krop,” sagde aben.

Dertil bemærkede haren: “Jeg slikkede duggen af dette træs blade, dengang jeg først så det, og da var det nyspiret.”

Agerhønen afsluttede med at sige: “Jeg bar et frø hertil, gødede det og plantede dette træ.”

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

På Zulu-, Tsonga- og Venda-sprogene hedder elefanten hhv. Ndlovu, Njovu og Ndou, hvilket betyder ‘Den kraftfulde’.

Sydafrikas våbenmærke inkluderer bl.a. elefant-stødtænder som et symbol på visdom og styrke.

Det nomadiske Watha-folk tilbad elefanten som en åndelig slægtning, der lærte menneskene moral, løste stridigheder og indgød god hukommelse. Stammens jægere viste respekt for elefanterne gennem opførelse af ritualer, selv når de jagede dem for føde.

 

Den fattige mand gik hjem og fik overbevist sin kone om at deltage, fordi det ville gøre dem rige. Kort efter begyndte hendes hjørnetænder at vokse til elfenbenstænder af samme længde som en mands arm. Manden fjernede disse tænder og solgte dem, og derpå smurte han atter salven på hendes tænder.

Da konens tænder igen var vokset til stødtænder, nægtede hun at lade ham røre dem. Med tiden begyndte hendes krop at vokse og blev grå, indtil hun var blevet forandret til en elefant. Derpå forlod hun sin mand og strejfede rundt på savanner og i skove.

 

 

I hjorden var der en ung elefant, som var meget nysgerrig og konstant spurgte “Hvorfor?”. En dag spurgte han, hvad krokodiller æder, og en ældre elefant sagde til ham, at han skulle gå ned til bredden af den “grågrønne, grumsede” Limpopo-flod, hvor han muligvis ville lære, hvad krokodiller æder.

Ved floden så han ingen krokodiller. Han blev tørstig og knælede ned for at drikke, men pludselig greb en krokodille fat i hans næse, og der opstod et langvarigt tovtrækkeri, hvor elefanten trak den ene vej, krokodillen den anden. Næsen blev længere og længere, indtil den til sidst var en lang snabel. Så gav krokodillen op.

I begyndelsen var den unge elefant pinligt berørt over sin lange næse, men opdagede snart dens velegnethed til at strække op efter føde, drikke vand og vifte fluer væk.

Denne historie blev gjort populær af den engelske forfatter Rudyard Kipling (1865-1936) i hans Just So Stories (på dansk temmelig intetsigende kaldt for Eventyr).