Dyrkede frugter

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Dens frø er rige på protein, fibre, B-vitaminer og mineraler, og i større mængder end i mange kornsorter. I dag dyrkes den i mange lande verden rundt.

For inkaerne var denne afgrøde hellig, kaldt chisoya mama (‘alle kornsorters moder’). Traditionelt var det inka-kejseren, som såede de første frø i vækstsæsonen, idet han benyttede ‘gyldne instrumenter’. (Kilde: H. Popenoe 1989. Lost crops of the Incas: little-known plants of the Andes with promise for worldwide cultivation. National Academy Press, Washington, D.C.)

Da de spanske conquistadorer invaderede Andes, nægtede de at anerkende kvaliteterne af quinoa, som de kaldte ’indianerføde’. På et tidspunkt forbød de endog dyrkning af den, og inkaerne blev tvunget til at dyrke hvede i stedet. (Kilde: D.W. Gade 1999. Nature and culture in the Andes. University of Wisconsin Press)

Planten er enårig, op til 2 m høj, stængel grenet, grøn, rød eller purpurfarvet, blade mere eller mindre trekantede i omrids, fligede, grønne eller gullige, 5-10 cm lange og 3-8 cm brede. Blomsterstandene er store klaser, endestillede eller fra bladhjørnerne, blomster små, frugter hvide, gule, røde, purpurfarvede eller sorte, afhængigt af varieteten.

Slægtsnavnet, afledt af oldgræsk khen (‘vildgås’) og podion, diminutiv af poús (‘fod’), hentyder til bladformen hos adskillige arter i slægten, som på dansk kaldes for gåsefod.

Artsnavnet er afledt af Quechua-ordet for planten, kinwa eller kinuwa.

 

 

 

 

 

 

Den ægte frugt er en nød, som vokser ud fra spidsen af cashewæblet. Den velsmagende nød spises ristet som en snack, eller der produceres cashewost eller cashewsmør af olien i den. Af frugtkød og saft fra cashewæblet fremstilles en sød, let snerpende drik, eller de gæres til fremstilling af alkohol. Skallen indgår i produktion af fernis, maling og smøreolie.

Arten er oprindeligt vildtvoksende i Sydamerika, men dyrkes mange andre steder. De største producenter er Indien og Elfenbenskysten.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk ana (‘omvendt’ eller ‘uden’) og cardium (‘hjerte’), hvilket sigter til, at nødden vokser på cashewæbler og minder om et hjerte, der vender på hovedet. Artsnavnet er latin og betyder ‘fra Vesten’, hvilket hentyder til artens oprindelse i Sydamerika.

Det mærkelige navn elefantlustræ er en gammel betegnelse, som hentyder til nødden, der, siddende på cashewæblet, i form og størrelse kan minde om en stor lus eller et flåt-lignende insekt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Dette store stedsegrønne træ kan undertiden blive op til 30 m højt, med en stammediameter op til 3,7 m. Bladene er læderagtige, lancetformede, aflange eller elliptiske, indtil 35 cm lange og 16 cm brede, som unge bronzefarvede, senere mørkegrønne og skinnende. Blomsterstandene er store, forgrenede, endestillede klynger af små, gullighvide blomster. Hver klynge producerer nogle få grønne eller gullige, kødfulde, indtil 25 cm lange stenfrugter, som kan være ægformede, ovale, nyreformede eller afrundede. Det bløde kød er gult eller orange og har en stor, flad sten i midten.

Der kendes over 500 dyrkede varieteter, flest i Indien, som er den største producent med omkring 25 mio. tons årligt. Andre store producenter er Kina, Indonesien, Mexico, Pakistan, Thailand, Brasilien, Bangladesh og Nigeria.

Veddet er af jævn kvalitet og anvendes til krydsfinér, musikinstrumenter og billige møbler. Af barken kan udvindes et gult farvestof.

Mango er det nationale træ i Bangladesh og nationalfrugt i Indien, Pakistan og Filippinerne.

Slægtsnavnet er en kombination af manga, et sydindisk navn på frugten, samt latin fera (‘jeg bærer’), mens artsnavnet hentyder til træets oprindelse i Indien.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Dens lyserøde frugter sælges som lyserøde peberkorn, der anvendes som smagsstof i forskellige drikke og lemonade. Der har dog forekommet tilfælde af små børn, der kastede op og fik diarré efter at have spist bærrene. Bladene er muligvis også giftige. Inden for folkemedicinen har arten været anvendt mod sår og infektioner, tandpine, rheumatisme og menstruelle problemer, samt som vanddrivende middel.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk skhinos, det klassiske navn på et andet medlem af familien, mastikstræ (Pistacia lentiscus). Artsnavnet er en forvrængning af mulli, Quechua-navnet på peruviansk pebertræ.

 

 

 

 

 

Arten er hjemmehørende i Brasilien, Paraguay og Argentina, hvor den vokser i et bredt udsnit af habitater, fra tørre klitter til sumpe. Den er almindeligt dyrket i Sydamerika på grund af blomsterne, der er hovedfødekilden for Tetragonisca angustula, en bi uden brod, som er en vigtig producent af honning. De tørrede frugter sælges som lyserøde peberkorn, der føjer en peberagtig smag til maden.

Den er også blevet indført som prydplante til andre egne, specielt det sydlige USA, hvor den ofte forvildes og nogle steder betragtes som yderst invasiv, bl.a. i Florida.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med blade som terpentintræet’ (Pistacia terebinthus).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Frugten er kugleformet eller konisk, normalt bleggrøn, undertiden blågrøn, indtil 10 cm lang og bred, med en tyk skal af nubbede segmenter, som falder fra hinanden, når frugten er moden. Det duftende frugtkød er hvidligt, cremefarvet eller bleggult og smager sødt (efter min mening en smule vammelt). De 20-40 sorte frø er hårde og skinnende, op til 1,5 cm lange. De stødes undertiden til pulver, der anvendes som insektdræbende middel.

Arten var oprindeligt vildtvoksende i Mexico, Mellemamerika og det nordlige Sydamerika, men dyrkes mange andre steder med varmt klima. Den blev først bragt til Asien af spanske søfarere ombord på galeoner med Manila som mål.

Slægtsnavnet kan være afledt af latin annona (‘årlig produktion’ eller ‘høst’). En anden mulighed er, at det er inspireret af navnet på træet hos det nu uddøde Taino-folk, der oprindeligt levede i Caribien.

Artsnavnet er latin og betyder ‘skællet’, hvilket sigter til det lagdelte, skællede ydre af den unge frugt.

 

 

 

 

 

 

Den er meget benyttet i europæisk og asiatisk madlavning som grønsag samt i supper, saucer og kager, og endvidere som drys på kolde retter og surmælksprodukter. Frøene anvendes som krydderi, specielt i pickles og eddike. Arten benyttes som parfume i sæbeindustrien, og som tilsætning i likører. En brændevin fra Frederikshavn ved navn Dommerens Snaps var tilsat dild, timian og pors. Frisk dild kan også bruges til at drive generende insekter bort.

I Middelalderen blev dild anvendt af magikere i deres trylleformularer samt mod trolddom. I bogen Kloge folk – Folkemedicin og overtro i Vestjylland skriver folkemindesamleren H.P. Hansen (1879-1961): ”På Valborgaften (30. april) og Sankthansdag (24. juni) skal kvæget fodres med bl.a. dild og hvidløg for at værne det mod trolddom, samt for at ophæve mangler ved mælkeydelsen eller smørkærningen.”

Johannes V. Jensen (1873-1950) skriver i Aarets Højtider (1925), at dild “har en Essens i sig af gamle skæve Bøndergaarde.”

I bogen The Popular Names of British Plants skriver Richard Chandler Prior (1809-1902), at navnet dild stammer fra det gamle nordiske ord dilla (’at lulle i søvn’), en hentydning til plantens beroligende egenskaber. En anden tolkning går på, at det kommer af shetlandsk dill (’las’ eller ’pjalt’), hvilket sigter til de findelte blade. Et gammelt engelsk folkenavn er meeting house seed (’mødehus-frø’), hvilket hentyder til en skik med at tygge dildfrø under lange gudstjenester for at dulme rumlende maver.

I værket Complete Herbal skriver den engelske urtelæge Nicholas Culpeper (1616-54) om dild: ”Merkur har magten over denne plante, og af den grund er det helt sikkert, at den skærper hjernen. (…) Den kan standse hikke, når den koges i vin og derpå lugtes til gennem et klæde. Frøene er mere gavnlige end bladene og mere effektive til at fordøje onde kropsvæsker, og de anvendes i medicinen til at uddrive tarmluft og smerterne forbundet dermed.” – Culpepers liv og levned er beskrevet på siden Folk: Berømte naturhistorikere.

Middelalderens danske urtelæger benyttede dild mod talrige lidelser, fx mavesmerter, tarmluft, sår, øjenlidelser, hoste, hovedpine og hikke. Den tysk-danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80) skriver i bogen Flora Danica (1648): “Dersom den udi Clystijr [apparat til tarmudskylning] blifuer brugt, da drifuer den Vejret, oc besynderligen pleyer mand at tage dertil den Olie, som aff Dild blifuer bered, oc det allerhelst, dersom mand aff Colica oc Nyre-Vee [kolik og nyresmerter] er plaget, huilcken forhindrer, at mand icke kand sofve, for huilcke Siugdomme tilhobe Dillen er god oc tienlig. Men den Olie, som efter Chymiske [kemisk] Konst blifuer aff Dild præpareret, er aff vis Forfarenhed eractet, at tiene baade for Colica oc for Hicken, dersom mand tager tre eller fire Draaber aff den oc gifuer den Siuge ind at dricke udi Dille-Vand eller Kommen-vand.”

Datidens urtelæger gør også opmærksom på, at man ved indtagelse af megen dild mister kønsdriften. Henrick Smid (1490-1563) hævder, at den ”udslukker den Venus spil og den naturlige leg”, mens den ifølge Simon Paulli (se ovenfor) ”giør uduelig oc ulystig til Naturens Spil oc Leeg.” – Paullis og Smids liv og levned er beskrevet på siden Folk: Berømte naturhistorikere.

I nutidens urtemedicin anses dild for at være en god antioxidant. Endvidere er den bakteriedræbende, samt et meget kraftigt middel til at fremme menstruation. Frøene, såvel som en olie udvundet af dem, har stimulerende, aromatiske, beroligende og vinddrivende egenskaber. De anvendes mod kolik, luft i tarmene, dårlig ånde, halsbrand, menstruationskramper, depression og epilepsi. I den traditionelle kinesiske medicin siges arten at være gavnlig for milt, nyrer og mave.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på dild. Artsnavnet er også latin, afledt af gravis (‘tung’) og olens (‘duftende’), således ‘med kraftig duft’.

 

 

 

 

 

 

 

Alle dele af planten er spiselige og anvendes som føde over det meste af verden. De stærkt duftende friske blade spises som grønsag, og de tørrede frø er et meget anvendt krydderi, både hele og stødte, specielt i det indiske køkken, hvor det kaldes dhanya. Koriander er en af hovedingredienserne i den populære krydderiblanding garam masala. Roden anvendes i thai-køkkenet.

Siden 1610 har karmelitiske munke fremstillet såkaldte karmeliter-dråber – en likør, som indeholder bl.a. koriander. Allerede i 1800-tallet var importen af arten til Danmark betydelig. I 1880’erne solgte københavnske apoteker årligt ca. 2 tons frø.

I Californien er bladlus et alvorligt skadedyr i økologisk dyrkede salatmarker. Eksperimenter har vist, at koriander, som blev plantet mellem salatplanterne og fik lov til at blomstre, tiltrak en mængde svirrefluer, hvis larver æder op mod 150 bladlus om dagen. (Kilde: E. Brennan. Efficient Intercropping for Biological Control of Aphids in Transplanted Organic Lettuce, lånt fra articles.extension.org)

Koriander har været anvendt medicinelt i mindst 3000 år. Siden Middelalderen blev frøene i Danmark anvendt mod utallige lidelser, bl.a. mavebesvær, hovedpine, epilepsi, hævede testikler, koldfeber (malaria), diarré, indvoldsorm, hudproblemer, højt kolesterolindhold i blodet, blæner i munden, blodmangel samt sukkersyge. I bogen Flora Danica fra 1648 skriver den tysk-danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80): ”(…) naar Hiernen blifuer besuærgit aff det Veyr, som staar op aff Mafven, hvilket dette Coriander-Frøe treffeligen bortdrifuer.” Alkohol med koriander blev smurt på rheumatiske led og muskler.

Paullis liv og levned er beskrevet på siden Folk: Berømte naturhistorikere.

Slægtsnavnet stammer fra oldgræsk koriannon (’stinktæge’), hvilket givetvis hentyder til den meget kraftige duft hos koriander. Artsnavnet er latin og betyder ‘sået’ eller ‘plantet’.

 

 

 

 

 

 

 

 

Den er et mellemstort træ, indtil 20 m højt, med en slank stamme, der måler op til 15 cm i diameter, blade snitdelte, op til 2 m lange, med talrige småblade.

Artens nød indgår som ingrediens i betel, et mildt rusmiddel, som består af et blad fra betelbusken (Piper betle), der foldes omkring småstumper af arekapalmenødder, tobak og/eller krydderier, samt en smule kalkpasta. Når man tygger betel, øges spytmængden, og spyttet bliver murstensrødt. Klatter af betelspyt ses overalt i mange asiatiske byer – på gader, husmure, trapper og andre steder.

Slægtsnavnet er afledt af et sydindisk navn på arten, enten af det tamilske ord areec, eller af atekka, som er Malayalam. Artsnavnet stammer fra et malajisk navn på palmen, caccu.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den er et mellemstort træ, op til 20 m højt, med meget store, op til 12 m lange og 1,5 m brede, snitdelte blade, med småbladene i op til 6 rækker, hvert småblad indtil 70 cm langt og 5 cm bredt. Hvis bladene ikke fjernes af mennesker, kan deres basis forblive på stammen i mange år.

En sukker-rig saft udvindes af den unge blomsterstand ved først at binde den sammen for at forhindre den i at åbne, hvorpå man banker den dagligt med en træhammer. Nogle få dage senere skærer man dagligt et snit for enden af blomsterstanden, og knapt en uge senere begynder saften at flyde. Op til 20 liter kan tappes dagligt fra større træer. Dette kan fortsætte i adskillige måneder, ifald man skærer et nyt snit hver dag. Saften drikkes eller koncentreres gennem fordampning til en sød sirup eller en hård sukkertype ved navn jaggery. Den gæres ofte til palmevin, kaldt for toddy, eller til en stærk alkoholisk drik ved navn arrack. Palmevin konsumeres i enorme mængder i Indien og Sri Lanka.

Dens frugt er afrundet, glat, indtil 7 cm i diameter, som ung grøn, ved modenhed gullig og til slut sort. Den er spiselig og sød.

Slægtsnavnet er afledt af aren, et molukkansk eller javanesisk navn på denne palme, mens artsnavnet er latin og betyder ‘fjeragtig’, hvilket sigter til bladene, der minder om kæmpestore fjer.

 

 

 

 

 

Den er et stort træ, op til 30 m højt, med en stammediameter op mod 1 m ved basis, højere oppe til 50 cm. Den har op til 60 store, stive, vifteformede blade, indtil 4 m lange med bladstilken, bladpladen op til 1,5 m i tværmål, småblade indtil 40 cm lange og 9 cm brede. Frugten er en afrundet stenfrugt, op til 20 cm i diameter, voksende i store klynger.

Den modne frugt har gult eller orange, spiseligt frugtkød med en distinkt aroma. Det spises råt eller The ripe fruit has a yellow edible pulp with a distinctive aroma. It is eaten raw or cooked, and unripe fruits are pickled. The soft upper 10 metres of the trunk contains some starch, which may be harvested in times of food scarcity. I lighed med sukkerpalmen udvindes der saft af unge blomsterstande, som gæres til palmevin eller alkohol.

Slægtsnavnet er en latiniseret version af oldgræsk borassos, et ord, som blev anvendt om unge palme-blomsterstande. Artsnavnet er afledt af latin flabellum (‘vifte’) og fer (‘jeg bærer’), hvilket sigter til de vifteformede blade.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den er et stort træ, op til 30 m højt, blade snitdelte, indtil 6 m lange, med småblade op til 90 cm lange. Gamle blade fældes og efterlader en glat stamme. De store frugter kan være op til 45 cm lange og 20 cm i tværmål, med en vægt på op mod 3 kg.

Kokospalmen anvendes til utallige formål. Olie fra nødderne samt den tørrede kopra benyttes i madlavning og til lamper. Bladene flettes til måtter, som anvendes til tag og vægge i boliger, og fibrene fra nøddens yderlag væves sammen til reb eller måtter. Af skallerne fremstilles trækul, og stammen anvendes til tømmer og brænde.

Juice fra nyåbnede kokosnødder er en meget forfriskende drik. Kongekokosnødden er en gul varietet, som indeholder mere og sødere saft end almindelige kokosnødder, og denne saft er en meget populær drik. Typen dyrkes i vid udstrækning i Sri Lanka, hvor den kaldes for thambili.

Som hos de to foregående arter tappes der saft af unge blomsterstande, som gæres til palmevin eller alkohol.

Kokosskraberen er et meget vigtigt redskab i de sydindiske og srilankanske køkkener. Den består af et bræt med et påsat stykke jern, som er fladt og stærkt takket i den frie ende. På dette jern skrabes kopraen fra halverede kokosnødder i småstumper, som derefter presses for at få olien ud. Både olie og kopra koges med i curry-retterne. Den findelte kopra kan også spises rå, blandet med rå løg, citronsaft, salt og chilipulver. Denne blanding kaldes for sambol.

Slægtsnavnet skyldes portugisiske søfarere, som i 1500-tallet navngav frugten coco (‘hoved’ eller ‘kranium’) på grund af dens 3 spire-porer, der minder om to skrå øjne og en åben mund. Artsnavnet er afledt af latin nux (‘nød’) og fer (‘jeg bærer’). Navnet kan således løseligt oversættes som ‘det nødde-bærende ansigt’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den kan blive op til 30 m høj og vokser enkeltvis eller kan danne en klump af stammer, som er vokset op fra det samme rodsystem. Kronen måler op til 10 m i diameter,, med indtil 6 m lange blade, som er snitdelte med omkring 150 småblade, hvert op til 30 cm langt og 2 cm bredt. Bladstilken er tornet. Arten er tvekønnet, med hanlige og hunlige blomster på separate planter. Frugten er oval eller cylinderformet, indtil 7 cm lang og 2,5 cm i tværmål, rød, gul, orange, mørkebrun eller sort, afhængigt af varieteten.

Frugterne, kaldt for dadler, er spiselige og søde. Sprøde unge blade kan anvendes som kål, og der tappes saft fra de unge skud øverst på stammen, som ofte gæres til alkohol. Når træet dør, udgør stammen udmærket tømmer. Frøene opblødes og stødes, hvorpå de anvendes som dyrefoder. Olien i dem anvendes i kosmetiske midler.

Slægtsnavnet er afledt af phoinikos, det klassiske græske navn på denne palme, anvendt af den græske botaniker og filosof Theophrastos (ca. 371-287 f.Kr.), og også af den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.). Det kan hentyde til fønikerne, eller til Føniks, som var søn af Amyntor og Cleobule i Homers Iliaden, eller til føniks, den hellige fugl i Oldtidens Egypten. (Kilde: U. Quattrocchi 2000. CRC World Dictionary of Plant Names)

Plinius er nærmere omtalt på siden Folk: Berømte naturhistorikere.

Artsnavnet er afledt af latin dactylus (‘finger’) og fer (‘jeg bærer’), hvilket hentyder til de aflange frugter.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Stammen er meget kort, og bladene vokser op direkte fra dens basis. De er snitdelte, indtil 6 m lange, hvoraf den særdeles tornede stilk, med op til 15 cm lange torne, udgør omkring 2 m. de små blomster er hvide eller cremefarvede, i blomsterstande, der ligeledes vokser op fra basis af stammen. Frugten er en oval eller pæreformet stenfrugt, indtil 8 cm lang og 5 cm bred, dækket af et tyndt, brunt eller rødbrunt, skællet lag, som gav anledning til folkenavnet slangeskind. Inde i frugten findes 3 hvide eller bleggule delfrugter, som er spiselige og sprøde. Hver af dem indeholder et hårdt frø, som er uspiseligt.

De latinske og danske navne stammer fra det malajiske ord for denne plante.

 

 

 

 

 

 

 

 

En løvfældende, op til 4 m høj busk, med torne på de lysegrune eller rødlige grene, blade ovale, indtil 5 cm lange og 2 cm brede, med tandet rand, blomster gule, indtil 6 mm i diameter, i hængende klaser. Frugten er et aflangt rødt bær, op til 1 cm langt og 5 mm bredt.

Arten blev tidligere dyrket på grund af sine bær, der indeholder 4-6 % citronsyre og masser af C-vitamin. De minder i smagen om citron og blev derfor anvendt som substitut for denne frugt, der dengang var en importeret luksusvare. I tidsskriftet Jydernes Ven (1797-98), står at læse: ”saa det var at ønske, at den stakkels Landmand, som ellers maa undvære Citroner og nyder saa lidt til sin Vederkvægelse, kunne blive anvist til at saa og plante denne Buskvækst omkring sin Mark.”

Slægtsnavnet var sandsynligvis det klassiske latinske navn på disse planter. Nogle kilder foreslår, at navnet hentyder til det nordafrikanske folk berberne. Artsnavnet er latin og betyder ‘almindelig’. Folkenavnene ildtræ og koralbær hentyder naturligvis til de røde bær, mens surtorn skyldes bærrenes snerpende smag.

Arten og problematikken omkring den er indgående beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne hybrid dyrkes vidt og bredt, især i Asien, hvor den udgør en uhyre vigtig grønsag. Den er opdelt i et utal af former, fx bladsennep, krølbladet sennep, snitdelt sennep, langstænglet sennep, hovedsennep, oliesennep, rodsennep, mangegrenet sennep og bredstænglet sennep.

På det Indiske Subkontinent udvindes madolie især af frø af denne hybrid, men også af gul sennep (Sinapis alba, se nedenfor).

Første del af det latinske navn er en kombination af de to slægtsnavne Brassica og Mutarda. Anden del er latin og betyder ‘siv-lignende’. Det er uklart, hvad der hentydes til.

En række billeder af denne hybrid er vist på siden Hyldest til farven gul.

 

 

 

 

 

 

 

Af frøene produceres en mild sennep, mens de stærkere typer kommer fra frøene af sort sennep (Mutarda nigra, tidligere kaldt for Brassica nigra). Unge blade kan anvendes som salat.

I bogen Acetaria: A Discourse of Sallets, skriver den engelske gartner og vegetarianer John Evelyn (1620-1706): ”Virkningen fra bladene af unge sennepsplanter er uforlignelig til at fremskynde og genoplive ånden, forstærke hukommelsen, fjerne tungsind, (…) foruden at de er et godkendt middel mod skørbug.”

Gul sennep virker vanddrivende og er et effektivt brækmiddel. Den anvendes også til behandling af gigt, rheumatisme, iskias, problemer med skjoldbruskkirtlen samt mod Raynaud’s syndrom (‘hvide fingre’). En pasta af frøene gnubbes på huden for at øge blodcirkulationen.

Slægtsnavnet er en latinsk form af sinapi, det klassiske græske navn på gul sennep. Artsnavnet er latin og betyder ‘hvid’, hvilket sigter til artens lyse frø.

 

 

 

 

 

 

 

 

I botanisk forstand er ananas en urt, der kan blive indtil 1,5 m høj, til tider højere. Den har en kort og kraftig stængel, fyldt med indtil 1 m lange, seje, tornede blade, som er dækket af et vokslag. Den har en sammensat frugt, som består af 200 eller flere individuelle, blålige, tætsiddende blomster, som bliver til bærlignende småfrugter, der vokser sammen og danner den spiselige del. I vild tilstand befrugtes blomsterne af kolibrier, om natten undertiden af flagermus.

Det engelske navn pineapple stammer tilbage fra 1568, fra bogen Les singularitez de la France antarctique (1557), skrevet af den franske præst, opdagelsesrejsende og forfatter André Thevet (1516-90), hvori han beskriver sine erfaringer fra France Antarctique, en fransk koloni nær det nuværende Rio de Janeiro. Han henviser til en frugt, som dyrkes og spises af Tupinambá-folket, der boede i dette område. Han kalder frugten for nanas, et Tupi-ord, som betyder ‘fremragende frugt’, og bemærker, at den ligner en fyrrekogle (dengang kaldt pine apple på engelsk).

Tupi-ordet blev adopteret af den skotske botaniker Philip Miller (1691-1771) som plantens slægtsnavn i formen Ananas, mens artsnavnet er latin, afledt af coma, som direkte oversat betyder ‘hår’, men botanisk også anvendes om blade, således ‘mangebladet’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Disse planters blade er reduceret til torne, og fotosyntesen varetages af den grønne stamme. Tornene beskytter planten mod at blive ædt, giver en del skygge, samt afbøjer den udtørrende ørkenvind, så den ikke når ind til stammen, hvorved fordampningen mindskes.

På stammen findes små udposninger, areoler, som ligeledes er modificerede blade. Fra disse areoler vokser blomsterne frem, og hver areole kan kun producere én blomst i sin levetid. Efterhånden som planten vokser, dannes nye areoler.

Glochider er korte torne, ofte ganske fine og håragtige, som vokser i knipper fra areolerne. Ved berøring løsnes disse glochider nemt og borer sig ind i huden, hvor de kan være yderst irriterende. Navnet kommer af oldgræsk glochinos, der betyder noget, som er spidst, specielt spidsen af en pil.

 

Slægtsnavnet er afledt af græsk hyle (‘træ’), hvilket formodentlig sigter til stammen, samt det latinske cereus, som er afledt af oldgræsk keros (‘vokslys’). Cereus var oprindeligt navnet på en mængde kaktusarter, hvilket sigter til mange af disse planters slanke, søjleagtige vækstform.

Det danske navn hentyder til disse arters lange hængende grene, som har små eller ingen torne. På kinesisk kaldes frugterne for 火龙果 (‘rød dragefrugt’). Nogle af slægtens engelske navne er ret fantasifulde, bl.a. Jesus-in-the-cradle (‘Jesus i vuggen’), som sigter til den store hvide blomst, hvis indre kronblade er omgivet af større, gullig-grønne dækblade, hvilket nogle mennesker har sammenlignet med Jesus i vuggen.

Der dyrkes især 3 Hylocereus-arter. Hvid hundehalekaktus (H. undatus) har røde frugter med hvidt frugtkød, rød hundehalekaktus (H. costaricensis, også kaldt H. polyrhizus) har røde frugter med rødt frugtkød, og gul hundehalekaktus (H. megalanthus) har gule frugter med hvidt frugtkød.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Disse planter er karakteriseret ved deres brede og flade stammesegmenter, kaldt for cladoder. I dem opbevares vand, hvilket gør planten i stand til at modstå lange tørkeperioder.

Frugterne af mange arter er spiselige og søde, men de må omhyggeligt skrælles for at fjerne glochiderne. Nogle indfødte folkeslag, bl.a. Tequesta, rullede frugterne i sand for at komme af med glochiderne. De fjernes også nemt ved hjælp af ild. Den art, som oftest spises, er indisk figenkaktus (O. ficus-indica), som dyrkes talrige steder kloden rundt.

Cochinelle-lusen (Dactylopius coccus), som tilhører familien Dactylopiidae, er hjemmehørende i tropisk og subtropisk Latinamerika. Dette insekt lever udelukkende på figenkaktus, hvor det suger saft. Det producerer en carminsyre, som man tapper fra dyret og dets æg til fremstilling af et rødt farvestof, kaldt cochinelle, der fortrinsvis anvendes som farvestof i madvarer samt i kosmetik.

Cochinelle blev anvendt af aztekerne og mayaerne så tidligt som ca. 700 f.Kr. til farvning af tøj samt til maling. Senere blev farvestoffet næsten udelukkende produceret i Oaxaca, Mexico, og det blev landets næstvigtigste eksportvare efter sølv. Da man begyndte at producere kunstige farvestoffer, dalede betydningen af cochinelle, men med den øgede efterspørgsel efter sunde fødevarer har det fået et comeback. I dag er de største producenter af cochinelle Peru, Chile og de Kanariske Øer.

På Mexicos våbenskjold ses en kongeørn, som sidder på en figenkaktus med en klapperslange i næbbet. Officielle mexikanske kilder vil vide, at dette våbenskjold er inspireret af en aztekisk legende vedrørende grundlæggelsen af deres hovedstad Tenochtitlan.

I gamle dage var aztekerne nomader, som drog omkring i søgen efter et sted at bygge en ny hovedstad. Solguden Huitzilopochtli, som samtidig var krigsgud og gud for menneskeofringer, beordrede dem at finde en ørn, som var i færd med at sluge en slange, siddende på en figenkaktus, som voksede på en klippe i en sø. Efter 200 års søgen fandt aztekerne det forudsagte tegn på en lille ø i et sumpet område ved navn Texcoco. Her grundlagde de deres nye hovedstad, som de kaldte Tenochtitlan efter en lokal figenkaktus, på Nahuatl tenochtli. (Kilde: J.B. Minahan 2009. The Complete Guide to National Symbols and Emblems)

Slægtsnavnet sigter til den antikke græske by Opus, hvor der ifølge filosoffen og botanikeren Theofrastos (ca. 371-287 f.Kr.) voksede en spiselig plante, hvis blade kunne slå rod – i lighed med figenkaktus, hvis stammesegmenter kan slå rod. (Kilde: U. Quattrocchi 2000. CRC World Dictionary of Plant Names)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den er en urteagtig slyngplante, som kan blive op til 10 m lang, blade modsatte eller spredte, håndformede, indtil 15 cm lange og 13 cm brede, med 3-7 store, tandede flige. De duftende blomster er vindbestøvede, hanlige og hunlige på separate planter.

Så tidligt som i 800-tallets Europa blev frugterne, de såkaldte humlekopper, tilsat øl for at øge dets holdbarhed; først senere blev humlen benyttet som smagsstof. Gennem de følgende 800 år var englænderne imod denne tilsætning, idet de kaldte humle for ”en ond plante, som ødelægger øllets smag og er til fare for folkesundheden.”

I modsætning hertil siger den tysk-danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80) i bogen Flora Danica fra 1648 om humleøllet: ”Efterdi den, med Malt kaaget oc brygget, fryder eens Hjerte ligesom Vijnen, borttager adskillige melancholiske Tancker, giør it lystigt oc korassigt [modigt] Gemyt, oc er tusind Gange bedre end det kosteligste Hiertensfryd-Vand.” – Paullis liv og levned er beskrevet på siden Folk: Berømte naturhistorikere.

Slægtsnavnet er muligvis afledt af oldgermansk humela (‘frugt-bærende’), hvilket kan hentyde til disse planters overdådige produktion af blomster og frugter. Det danske navn er sikkert overtaget fra dette germanske ord. Ordet humlekopper (fra tysk kopf = hoved) sigter til den korte, tykke frugtstand.

Artsnavnet er et diminutiv af latin lupus (‘ulv’), hvilket hentyder til plantens kraftige vækst, hvor den ’overfalder’ og kvæler andre planter. I juni, hvor væksten er kraftigst, kan planten vokse op til 17 cm på et døgn. Et gammelt fynsk mundheld siger, at humlen vokser så hurtigt, at man kan se det.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artens oprindelige voksested menes at være det sydlige Mexico eller Mellemamerika, men da den har været dyrket i tusinder af år, kan det være vanskeligt at afgøre. I dag dyrkes den i talrige lande med tropisk eller subtropisk klima.

Blomsterne er spiselige og duftende efter kogning, som dæmper deres bitre smag. De steges i olie eller anvendes i salater. De er rige på antioxidanter, flavonoider og C-vitamin, og i folkemedicinen menes de at gavne fordøjelsen samt at være betændelsesdæmpende.

Slægtsnavnet er den feminine form af tillægsordet Caricus, som er en forkortelse af Caria og ficus (‘figen’), således ‘fignen fra Caria’, på oldgræsk Karia, en græsk provins i det nuværende sydvestlige Tyrkiet. Navnet blev givet arten af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) i 1753, måske med hentydning til frugtens søde smag.

Artsnavnet er navnet på planten på et Arawak-sprog, som blev adopteret af spanierne. Det danske navn melontræ sigter til, at frugterne i form minder om meloner.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den er et stedsegrønt træ, som undertiden kan nå en højde af 25 m, med mørkebrun eller sort bark, der skaller af i flager. Veddet indeholder en gul, bitter, tyktflydende saft. Bladene er modsatte, tykke, læderagtige, aflange, ovale eller elliptiske, indtil 25 cm lange og 10 cm brede, mørkegrønne og skinnende på oversiden, gulgrønne på undersiden, med en tydelig, bleg midternerve. Nye blade er ofte lyserøde.

Kronbladene af de kødfulde blomster, op til 5 cm i diameter, er røde, lyserøde, gullig-røde eller grønlig-røde. Frugten er et glat purpurrødt bær, op til 7,5 cm i diameter, med en tyk skal, som indeholder 4-8 segmenter af hvidt, saftigt, aromatisk frugtkød, hvis smag på én gang er sød og syrlig.

I folkemedicinen anvendes frugten mod hudproblemer, sår, mavesår, dysenteri, diarré, underlivssmerter, infektion og feber. Den rummer antioxidanter og kan dæmpe betændelse samt bakterie- og svampeinfektioner.

Slægtsnavnet hædrer den hollandske kirurg og botaniker Laurent Garcin (ca. 1681-1751), der arbejdede som skibskirurg for det Hollandske Ostindiske Kompagni i 1720’erne. Omkring 1740 skænkede han nogle eller alle sine indsamlede planter fra sine asiatiske rejser til den hollandske botaniker og læge Johannes Burman (1707-80) i Amsterdam, hvis søn Nicolaas Laurens Burman (1734-93), der også var botaniker, anvendte 98 af Garcins eksemplarer i værket Flora Indica (1768).

Artsnavnet er afledt af det malajiske ord for planten, manggis.

 

 

 

 

 

 

 

 

Den store frugt er et modificeret bær, kugleformet eller aflangt, med en tyk skal og et kødfuldt indre. Vilde planters frugt er op til 20 cm i diameter, mens de hos dyrkede former kan blive op til 60 cm lange og 25 cm brede. Skallen er forskellige nuancer af grønt, i reglen med pletter eller striber. Det søde og saftige frugtkød kan være rødt, lyserødt, orange eller gult, sjældent grønt eller hvidt.

Som unge er frøene hvide, senere sorte. De er yderst sunde, idet de indeholder protein, magnesium, jern og sunde fedtstoffer. De ristes som en sprød snack, stødes til mel til bagning, og tilsættes drikke, salat og yogurt. En sund urteté kan også brygges på dem.

Det menes, at planten stammer fra det nordøstlige Afrika, men i dag dyrkes den i talrige lande kloden rundt. Der kendes over 1000 varieteter.

Vandmelonen blev først navngivet Cucurbita citrullus (‘lille citron-lignende græskar’) af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) i 1753, men blev overført til slægten Citrullus i 1836 af den tyske botaniker Heinrich Adolf Schrader (1767-1836), som navngav den Citrullus vulgaris. Et af dens synonymer er Momordica lanata, der imidlertid blev benyttet i 1794 af den svenske botaniker Carl Peter Thunberg (1743-1828) for en lille bitter melon-art i det sydlige Afrika. Hvorfor lanata-delen, som betyder ‘uldhåret’, blev overført til vandmelonen er uklart.

Linné og Thunberg er præsenteret på siden Folk: Berømte naturhistorikere.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den er en urteagtig slyngplante, op til 5 m lang, med et tæt dække af stive hår, blade spredte, trekantet-ovale eller hjerteformede, indtil 15 cm lange og 12 cm brede, med 3-7 flige og tandet rand. De gule, tragtformede blomster, som vokser fra bladhjørnerne, er op til 4 cm i diameter. Frugten er cylinderformet, normalt smalnende i begge ender, op til 60 cm lang. Nogle typer er rillede på langs.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på agurken, mens artsnavnet, ligeledes latin, betyder ‘dyrket’.

 

 

 

 

 

 

 

Der eksisterer mindst 9 varieteter, og på grund af deres forskelligartede genetiske baggrund varierer planterne meget i udseende. De kan blive op til 5 m lange, de fleste typer krybende hen langs jordoverfladen, skønt nogle typer ikke er slyngplanter, men buskagtige. Bladene er spredte, hånddelte, grove og stivhårede, op til 25 cm lange og 30 cm brede, med 3-5 oftest ikke særlig dybe flige. De store gule blomster, op til 10 cm i diameter, en enlige i bladhjørnerne, hanlige langstilkede, hunlige kortstilkede.

Frugten varierer ekstremt i størrelse, form og farve, og skallen kan være blød eller hård. De mindste ornamentale typer er kun omkring 10 cm i tværmål, andre er kolossalt store, med en længde op til 90 cm. Farven kan være grøn, gul eller orange, og nogle typer er stribede (se variation på et af billederne nedenfor). De mindste typer vejer kun ca. 100 g, de største op til 18 kg.

Græskar og squash, der rummer protein, fibre og forskellige fedtstoffer, koges i retter, og rå squash skæres i strimler og tørres til vinterbrug. Blomsterne kan steges som en lækker snack. Frøene kan spises rå eller ristet som snack, og de anvendes i salater, supper, havregrød, yogurt, drikke, pesto, hummus, muffins og brød.

Zuni-folket fremstillede kopper, øser og beholdere af de tørrede kalabasser, og et grødomslag lavet af frø og blomster blev anvendt til behandling af skrammer fra kaktustorne.

Slægtsnavnet er den klassiske latinske betegnelse for kalabas, mens artsnavnet er afledt af oldgræsk pepon (‘stor melon’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten er en enårig klatrende urt med en slank, 5-kantet, håret stængel, som kan blive op til 10 m lang. De langstilkede blade er håndformede med hjerteformet basis, indtil 25 cm lange og brede, med 5-7 trekantede flige, bladranden med små tænder. De gule blomster, op til 5 cm i diameter, er enkønnede, hanlige blomster i klaser, hunlige enlige.

Unge frugter er grønne, cylinder-, kølle- eller tøndeformede, med 10 markante skarpe ribber på langs. Den unge frugt er spiselig, tilberedt som grønsag eller som pickles. I modne frugter bliver det indre brunt og fyldt med trævlede fibre. De anvendes som vaskesvampe eller til fremstilling af hatte.

Arten udnyttes også i den traditionelle folkemedicin, bl.a. mod hudproblemer og gulsot. Frøene anvendes som bræk- og afføringsmiddel, samt til at uddrive indvoldsorm, frugter og frø til behandling af kønssygdomme, specielt gonorré.

Slægtsnavnet er afledt af louff, det arabiske navn på Luffa cylindrica.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med skarpe vinkler’, hvilket i lighed med det danske navn hentyder til frugtens prominente kamme.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den er en slyngplante, som kan blive op til 5 m lang, blade spredte, indtil 12 cm lange og brede, dybt snitdelte med 3-7 afrundede, groft-tandede flige. De små blomster er enlige, gule, indtil 3,5 cm i tværmål, hanlige og hunlige i separate blomster på den samme plante.

Den aflange, hængende frugt er grøn som ung, orange som moden, typisk op til 15 cm lang og 4 cm bred, skønt dyrkede varieteter kan blive op til 45 cm lange. Den har en vortet overflade med en ret tynd, hård skal af frugtkød omkring en hulhed med en mængde flade frø, som hvert er omgivet af et tyndt lag hvidt frugtkød. Skallen af unge frugter er spiselig med en bitter smag, og frøene er også spiselige.

Ved modenhed bliver frugten orange og sprækker op i segmenter, der bøjer tilbage, hvorved frøene, som nu er dækket af et knaldrødt lag frugtkød, kommer til syne.

I traditionel medicin benyttes planten til behandling af hudproblemer, rheumatisme og gigt.

Slægtsnavnet er afledt af latin mordicus (‘at bide’), hvilket hentyder til frøenes overflade og rand, der ser ud, som om de er blevet bidt. Det er uklart, hvad det latinske artsnavn hentyder til.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den er en op til 10 m lang slyngplante med håret stængel, blade hjerteformede eller 3-fligede, indtil 20 cm lange og 15 cm brede, hårede på begge overflader. Hanlige og hunlige blomster er på separate planter, op til 4 cm lange, hanlige i klynger på meget lange stilke, hunlige enlige, kortstilkede, i bladhjørnerne. Begge har hvide kronblade med lange, forgrenede, trådlignende trævler langs randen.

Frugten adskiller sig fra frugten hos de fleste andre medlemmer af slægten, idet den er kugleformet, oval eller aflang, indtil 7 cm lang og 4 cm bred, grøn som ung, senere gul og til slut knaldrød eller orange ved modenhed. De kantede frø, op til omkring 1 cm lange, er mørkebrune eller sorte, normalt omsluttet af mørk slim.

Af roden kan udvindes stivelse, og unge frugter spises i curry-retter eller konserveres i salt eller miso.

Planten er meget anvendt i folkemedicinen til behandling af feber, hoste og gulsot, og et afkog eller grødomslag benyttes mod ru hals og bylder. Den fungerer også som afføringsmiddel, og den kan fremkalde abort. Frøene anvendes til at uddrive indvoldsorm.

Den tørrede frugt er rig på saponiner og kan benyttes som substitut for sæbe.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk trix (‘hår’) og anthos (‘blomst’), hvilket sigter til trævlerne på kronbladene hos de fleste arter i slægten. Artsnavnet er latin og betyder ‘håret’, hvilket hentyder til de hårede blade og stængel.

På dansk kaldes den undertiden for Japansk slangegræskar, hvilket er uheldigt, da navnet slangegræskar normalt hentyder til T. cucumerina, hvis frugt er lang og snoet og minder om en slange, mens frugten af T. pilosa som før sagt er kugleformet, oval eller aflang.

 

 

 

 

 

 

 

 

Den er en flerårig urt med cylinderformede, svampede stængler, op til 7 mm i diameter, som danner indtil 90 cm høje tuer. I spidsen af de underjordiske stængler findes kugleformede rodknolde, som hos vilde planter er op til 7 mm i tværmål, mens dyrkede former kan være op til 5 cm. Blomsterstanden er et smalt, cylinderformet aks, indtil 5 cm langt og 4 mm bredt, bestående af talrige små, hvidlige blomster. Frugten er en skinnende, oval, gullig eller brun nød, indtil 2,2 mm lang og 1,8 mm bred.

Rodknoldene er spiselige og søde, rige på stivelse, men de må først ristes, da rå knolde synes at være giftige.

Slægtsnavnet, der førhen blev stavet Heleocharis, er afledt af oldgræsk heleios (‘vokser i moser’) og charis (‘pryd’), mens artsnavnet er latin og betyder ‘sød’, hvilket sigter til rodknolden.

Knoldene anvendes i traditionel kinesisk medicin til behandling af mæslinger og øjenproblemer. I Sumatra fremstilles måtter af stænglerne.

Selv om det ikke er denne plantes frugter, som udnyttes, omtaler jeg den alligevel på grund af rodknoldenes lighed med frugter.

 

 

 

 

 

 

Den er et lille løvfældende træ, indtil 10 m højt, blade stive, glinsende grønne på oversiden, blegere på undersiden, ovale, elliptiske eller bredt lancetformede, op til 20 cm lange og 15 cm brede, blomster små, op til 2,5 cm i diameter, med 4 kronblade og 4 bægerflige, hunlige blomster cremefarvede, normalt enlige, let duftende, hanlige ofte med et lyserødt skær, i grupper på 3, frugt afrundet, glat, orange, indtil 15 cm i tværmål, de største typer med en vægt op til 500 g.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk dios (Zeus) og pyros (‘hvede’), således ‘Zeus’s hvede’, hvilket i videre forstand oversættes som ‘guddommelig føde’. Navnet hentyder til frugten af kaukasisk daddelblomme (D. lotus).

Artsnavnet er det japanske navn på denne art.

På engelsk kaldes de spiselige arter for persimmon, afledt af pichamins (‘tørret frugt’), Powhatan-ordet for en amerikansk art i slægten.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den er en busk eller et lille træ, som undertiden kan blive op til 12 m højt. Bladene er rødlige som unge, senere skinnende grønne, langstilkede, spredte, håndformede, indtil 45 cm lange og brede, med 5-12 dybe flige, som har groft-tandet rand. Bladene hos nogle varieteter er purpurrøde eller bronzefarvede gennem hele plantens liv.

Blomsterne, som mangler kronblade, sidder i endestillede klaser, med de hvide eller gullige hanlige blomster neden for de hunlige, som har stærkt røde grifler. Blomsterne producerer en mængde pollen, og arten betragtes som en alvorlig allergifremkalder. Frugten er en kugleformet eller oval, pigget kapsel, som er grøn eller purpurrød og rummer store, ovale, skinnende, stærkt giftige frø med brunlige pletter.

Olie af frøene blev førhen benyttet som et særdeles effektivt afføringsmiddel, og andre anvendelser omfatter bl.a. behandling af infektioner, gigt, forstoppelse og leverlidelser. Olien og saften benyttes mod hudlidelser og er muligvis et effektivt middel til behandling af svulster. Planten skal dog anvendes forsigtigt, da den indeholder det dødeligt giftige stof ricin.

Slægtsnavnet er latin for ’flåt’, hvilket sigter til frøets lighed med visse flåt-arter, mens artsnavnet betyder ’almindelig’.

Hvorfor ordet amerikansk blev koblet på planten, er lidt gådefuldt, da den som sagt sandsynligvis stammer fra egnene omkring Middelhavet. Et dansk folkenavn er Kristpalme, hvilket hentyder til, at ligesom troen på Kristus kan afhjælpe sindets lidelser, så virker denne plantes olie helbredende på talrige fysiske lidelser.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten er løvfældende, op til 20 m høj, blade langstilkede, ovale med hjerteformet basis, indtil 25 cm lange og 18 cm brede, spidse, margin undertiden med 3 flige. Blomsterstandene er endestillede klaser med talrige duftende blomster, op til 3,5 cm i diameter, kronblade hvide, ovale eller spatelformede. Støvtrådene på de 8-14 støvdragere er gule eller røde. Frugten er en kugleformet, rynket stenfrugt, indtil 7,6 cm i tværmål, som skifter farve fra grøn til gul og til slut brun. Hver frugt indeholder 3 frø, som er rige på olie.

Mu-olietræet er meget almindeligt i Taiwan, og adskillige billeder af dets overdådige blomstring på øen kan ses på siden Planteliv: Når mu-olietræet blomstrer.

Denne art er værdsat for en olie, kaldt for tung olie, som udvindes af frøene. Den anvendes traditionelt til fremstilling af lak, fernis, maling, kinesisk sort blæk og lampeolie, til at gøre klæde og papir vandtæt, samt til at male og tætne skibe. Den blev førhen også anvendt til at isolere elektriske kabler. (Kilde: Protabase – Plant Resources of Tropical Africa – prota.org)

I dag anvendes olien først og fremmest til fremstilling af maling og blæk, mens der af olie af lavere kvalitet fremstilles sæbe og linoleum. En stigende bevidsthed omkring miljøet har ført til en større brug af olien som foring i beholdere til mad- og drikkevarer samt medicin. Efter at olien er presset af frøene, kan frøkagerne anvendes som en glimrende gødning.

Slægtsnavnet er afledt af latin vernix (‘fernis’), hvilket sigter til frøoliens anvendelse. Artsnavnet, som er latin og betyder ‘vokser i bjerge’, er ikke velvalgt, da arten også vokser i lavlandet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den er en forveddet slyngplante, op til ca. 10 m lang, blade snitdelte, indtil 15 cm lange, med 5-17 par aflange eller elliptiske småblade, hvert indtil 2,5 cm langt og 1 cm bredt. Blomsterne sidder i tætte klynger i bladhjørnerne, hver blomst op til 1,5 cm lang, kronblade hvide, lyserøde, violette eller purpurfarvede. Frugten er en aflang, flad, indtil 5 cm lang og 1,5 cm bred bælg med et markant, skarpt næb for enden. Den er dækket af korte, rustfarvede hår. Hver bælg rummer 3-8 ovale, hårde, skinnende frø, indtil 7 mm lange, knaldrøde med sort basis.

Frøene anvendes som perler i rosenkranse og halskæder. Navnet paternosterbønne hentyder til disse bedekranse. Paternoster (eller pater nostre) er Fadervor i den romersk-katolske kirke, normalt fremsagt på latin. Ordet kan dog også betyde ’rosenkrans’, dvs. den perlekrans, som anvendes under bønnen. På Trinidad bæres perlekranse af frøene omkring håndled eller ankel som værn mod jumbi’er (onde ånder) og mal-yeux (‘onde øjne’).

I gamle dage blev frøene også anvendt som vægtlodder af guldsmede, da de altid er ens af vægt. Et andet dansk navn på arten, krebseøje, sigter til den sorte aftegning på frøene.

Andre anvendelser af planten er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk habros (‘yndefuld’), hvilket hentyder til bladene. Artsnavnet er latin og betyder ‘benyttes under bøn’, hvilket sigter til frøenes anvendelse i bedekranse.

 

 

 

 

 

Planten stammer fra Sydamerika, hvor den er hjemmehørende fra det nordlige Brasilien mod syd til det nordlige Argentina, men dyrkes i varmere egne kloden rundt for de lækre frø, jordnødderne, der normalt spises ristede De stødes også til fremstilling af jordnøddesmør, som er en populær spise i Nordamerika og andre steder, og de er også en ingrediens i slik, kager og småkager. De anvendes i saucer i Latinamerika og Sydøstasien, og de tilsættes salater og sammenkogte retter i Indien.

Olie, som udvindes af frøene, kan anvendes som madolie, samt som ingrediens i maling, fernis og pudsemiddel til møbler. Oliekagen benyttes som dyrefoder samt som gødning.

Slægtsnavnet er en latiniseret version af oldgræsk arakos, der blev anvendt om en slags slyngplante. Artsnavnet er afledt af oldgræsk hypo (‘under’) og gaia (‘jord’), hvilket naturligvis sigter til bælgen, der udvikles under jorden.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En glat klatreplante, til tider op til 2 m lang, blade med 1-4 par helrandede eller tandede småblade, som ender i en klatretråd. Akselbladene er meget store, skævt ovale, op til 8 cm lange, tandede, stængelomfattende. Blomsterstilke op til 10 cm lange, voksende fra bladhjørnerne, med 1-3 op til 3 cm lange blomster, kronen varierende farvemæssigt, fanen normalt lyslilla med mørkere striber, vinger og køl mørkt purpurfarvede, eller hele blomsten er hvid. Bægeret er op til 1,5 cm langt, med ovale eller lancetformede tænder, der er længere end bægerskålen. Bælgen er linjeformet, med næsten cirkelformet tværsnit, op til 7 cm lang og 1,7 cm bred.

Slægtsnavnet er en latiniseret form af oldgræsk lathyros, det klassiske navn på græs-fladbælg (Lathyrus sativus). Det alternative slægtsnavn Pisum er det klassiske latinske ord for haveært.

Artsnavnet er afledt af latin holus (‘grønsag’) samt endelsen aceus (‘minder om’), et ord, der blev anvendt for mange typer spiselige planter.

 

 

 

 

 

 

 

Den er en enårig, mere eller mindre opret, mangegrenet urt, der kan blive op til 75 cm høj, blade snitdelte, indtil 5 cm lange, med 5-16 modsatte, aflange eller elliptiske småblade, hvert op til 2 cm langt og 8 mm bredt. De små blomster sidder i op til 5 cm lange klynger, kronblade hvide, purpurfarvede eller lyseblå. De er selvbestøvende og udvikles til glatte bælge, indtil 2,5 cm lange, med et enkelt eller 2 frø, som forekommer i mange farver, afhængigt af varieteten. De kan være grønne, grå, røde, orange, gule, brune eller sorte, i størrelse mellem 2 og 9 mm.

De er yderst nærende, rige på proteiner, fibre, mineraler og antioxidanter. De anvendes i en række retter, bl.a. supper, sammenkogte retter, salater og curry-retter. De udgør et yderst vigtigt fødeemne på det Indiske Subkontinent, kaldt for daal (udtales med langt, dybt ‘a’, ikke som ‘å’).

Fibre, potassium og folat i linser sænker niveauet af skadelig cholesterol, regulerer blodtrykket og sænker risikoen for at få hjertesygdomme. De medfører en langsommere og mere stabil stigning i sukkerindholdet i blodet, hvilket bidrager til at kontrollere sukkersyge.

Slægtsnavnet er den klassiske latinske betegnelse for linser, mens artsnavnet, ligeledes latin, betyder ‘hører køkkenet til’.

 

 

 

 

 

 

 

 

Den er et stort, stedsegrønt træ, op til 30 m højt, med en stammediameter op til 2,5 m, blade spredte, snitdelte, småblade aflange, indtil 3,2 cm lange og 1 cm brede. Blomsterstandene er små klaser, blomster op til 2,5 cm i tværmål, bægerblade lyserøde, men falder inden blomsten åbnes, kronblade gule med orange, røde eller purpurfarvede striber. Den krumme bælg er dækket af fløjlsagtige hår, indtil 18 cm lang og 4 cm bred, med en hård, brun skal. Den indeholder syrligt frugtkød, rødbrunt ved modenhed, samt op til 12 flade, skinnende, brune frø.

Frugtkødet er en ingrediens i mange retter, chutney, curry og saucer, hvor det tilføjer en syrlig smag. Det anvendes også i drikke, sirup, marmelade og slik. I mange latinske lande fremstilles en drik, kaldt tamarindo, af det. Unge blade og blomster er også spiselige og benyttes i salater og supper.

Veddet er hårdt og holdbart og anvendes til fremstilling af møbler, hjul og redskaber. Det yder brænde og trækul af høj kvalitet. Blade og bark benyttes som fixérmiddel ved farvning af klæde. Af frøene udvindes en olie, der anvendes til fernis, og de udgør et godt dyrefoder. Saften benyttes til at polere metalgenstande.

Medicinsk benyttes planten som afførende middel, samt til behandling af forstoppelse, mavebesvær og diarré. Den er også en antioxidant og bekæmper infektion. Bark og blade anvendes i sårheling samt til at reducere infektion.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det kan blive indtil 35 m højt, med en stammediameter op til 2 m, undertiden mere. De kortstilkede blade er aflange eller elliptiske, indtil 27 cm lange og 7 cm brede, spidse, med afrundet basis og en stærkt takket rand med op til 25 tænder på hver side, glatte på oversiden, dunhårede på undersiden. Den kugleformede, gulligbrune frugt, op til 6 cm i tværmål, er dækket af lange torne.

Ægte kastanje er i stand til at leve i 5-600 år, og nogle dyrkede individer hævdes at være 1000 år gamle. Arten dyrkes vidt og bredt for sine spiselige nødder samt for veddets skyld. De rå kastanjer er dækket af et sejt hudlag, som har en ubehagelig, snerpende smag. De ristes normalt, hvilket gør det nemmere at fjerne dette lag. Plantager af ægte kastanje er almindelige i Spanien, Portugal, Frankrig, Schweiz, Italien, Grækenland og andre steder.

Under mit ophold i Zagros-bjergene i det sydvestlige Iran (se Rejse-episoder – Iran 1973: I Luristans bjerge) blev jeg fortalt, at frugterne af ægte kastanje, der er almindelig som vildtvoksende i disse bjerge, udgjorde et vigtigt fødeemne i de år, hvor hvedehøsten slog fejl.

Om disse frugter skriver den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80) i værket Flora Danica fra 1648: ”Om dette Træis Fructers Kræfter kand mand læse hos Galenum*, thi hand roser Castanie-Træis Fruct fremfor all anden Slags Aggerne [agern], som ere tienlige til at ædis. Derefter maa vi icke aldelis samtycke med Johan Bodæo à Stapel**, som ellers med smucke oc sær [særdeles] lærde Commentariis hafuer Theophrastum Eresium*** illustrerit; thi hand vil med Grammaticis, at Castanier skal være it Slags Nødder. Men os siunis best at være, at Castanier blifue holdne for it Slags Bog, huorom vi icke megit her paa denne Sted ville tale. (…)

De, som ville hafue deris Sundhed udi got Act, de tage sig vel vare, at de dennem ey for ideligen oc udi for stor Mengde æde. Thi fornefnde Galenus taler ocsaa saaledis om Castanier: (…) Castanier, enten de siudis [koges] eller stegis eller ved Ilden tørris, da ere de altid onde, men fornemmeligen, om de blifue raae ædne.”

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Blomsterstandene er grønlige, med hængende, indtil 12 cm lange hanlige rakler, hunlige blomster 1-3 i korte aks. Blomstring finder sted mellem februar og maj. Den ovale stenfrugt, op til 6 cm lang, har et grønt yderlag med kirtler, mens nøddeskallen er tyk, stærkt rynket, med to halvdele. Den modnes mellem maj og oktober.

Arten er vildtvoksende fra Sydøsteuropa mod øst gennem Mellemøsten til Himalaya og Kina. Habitater omfatter skove, krat og åbne skråninger.

Den dyrkes mange andre steder på grund af de spiselige nødder. Der udvindes også olie af nødderne, som anvendes til lamper og madlavning. Veddet udnyttes til tømmer, møbler og redskaber. I Himalaya opbevares løvet til vinterfoder. I Nepal indtages saft af barken mod indvoldsorm, og oliekagen presses mod panden for at lette hovedpine. Saft fra bladene virker opkvikkende og sammensnerpende. Nødderne spises til behandling af astma. Bark og umodne frugter anvendes til garvning og farvning, og de stødes til pulver og strøes i vandløb for at bedøve fisk.

Romerne udvandt saft fra skallen og anvendte det til hårfarvning. Tilhængere af Signaturlæren, som hævdede, at den Gode Gud havde skabt planterne således, at menneskene kunne genkende brugen af dem, påstod, at skallens hovedagtige form og nøddens hjernelignende overflade signaliserede, at indtagelse af nødden var til “vældigt behag for hjerne og hoved.”

Slægtsnavnet er den klassiske latinske betegnelse for valnøddetræet, afledt af Iovis (guden Jupiter) samt glans (‘agern’), således ‘Jupiters agern’, dvs. føde egnet for guderne.

Artsnavnet er latin og betyder ‘kongelig’, hvilket naturligvis sigter til træets pragt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten lever normalt længe, og eksemplarer over 200 år gamle er kendt. Den er muligvis oprindeligt vildtvoksende fra Tyrkiet mod øst til Afghanistan og Pakistan, men det er svært at fastslå med sikkerhed, da den har været dyrket i tusinder af år og er blevet forvildet mange steder, specielt omkring Middelhavet.

Den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.) anbefalede rodbark af granatæble som middel til at uddrive bændelorme – en effektiv, men kvalmende metode.

I bogen Flora Danica fra 1648 skriver den tysk-danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80): ”Oc Huem er der, som icke vel veed, at Granat-Æblis-Saft er it Alexipharmacon [et middel, som anvendes mod gift] oc ofuermaade got Raad for Hiertet oc Mafven, huilcke det corroborerer [styrker] oc styrcker udi heftige oc slemme smitsomme Siugdomme? Herfore bruger mand Saften eller Syrup aff Granate-Æble, saasom det der saare megit styrcker Hiertet, imod Blodsot, slemme oc smitsomme Febrer oc Kaalde-Siuger, Meslinge oc Børne-Pocker [skoldkopper]. Derforuden lærer ocsaa Sebicius*, oc udi særdelished commenderer oc berømmer Saften eller Granat-Æble-Vijn imod Blodsot, besynderlig dersom gloendis Jern eller Staal blifuer sluckt der udi.”

 

 

 

Frugtsaften af granatæbler er meget forfriskende, og den benyttes også som tilsætning til de alkoholiske drikke Grenadine og Campari, som får deres stærkt røde farve og bitre smag herfra. I Marokko anvendes et udtræk af umodne frugter til garvning af lædervarer. Den dyrkes også som prydbusk for de smukke blomsters skyld.

I den græske mytologi berettes det, at Kong Peleus skulle giftes med den smukke havnymfe Thetis, men uheldigvis havde de glemt at invitere stridens gudinde Eris til brylluppet. For at hævne sig trillede hun et gyldent æble ind blandt gæsterne, og i skallen havde hun indridset: “Til den skønneste.”

De tre gudinder Hera, Athene og Afrodite kom op at skændes om, hvem der gjorde sig fortjent til titlen, hvorfor Zeus henviste dem til Prins Páris, søn af Kong Priam og Dronning Hekuba i Troja. De tre gudinder opsøgte ham og lovede ham hver især en belønning, hvis han valgte hende: Hera lovede magt, Athene berømmelse og visdom, og Afrodite den skønneste kvinde. Páris valgte Afrodites tilbud – og startede dermed indirekte den lange belejring af Troja, skildret i Homers digt Iliaden.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på granatæble, en forkortelse af malum punicum (‘det puniske æble’), hvilket refererer til fønikernes Puniske Rige, som fandtes i nutidens Tunesien.

Artsnavnet er afledt af latin granatus (‘med mange frø’). Det danske navn er en oversættelse af fransk pomme (‘æble’), mens det latinske granatus er overtaget uden oversættelse, hvilket er meget uheldigt, da det kan lede tanken hen på granater.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten blev indført til Brasilien omkring 1658 og til Surinam omkring 1686. Den blev muligvis bragt til det sydlige Nordamerika fra Afrika tidligt i 1700-tallet.

I dag dyrkes den i varmere egne verden rundt og udgør en vigtig del i de asiatiske og mellemøstlige køkkener, samt i det sydlige USA.

Den kan blive op til 2 m høj, blade hånddelte, indtil 20 cm lange og brede, med 5-7 flige. Blomsterne måler op til 8 cm i diameter, med 5 hvide eller gule kronblade, der som regel har en mørk purpurfarvet plet ved basis, griflen hvid eller gul med mørkt purpurfarvet støvfang. Frugten er en kapsel, op til 18 cm lang, med 5 længdegående kamme.

Slægtsnavnet er afledt af arabisk ḥabb al-misk (‘moskus-piller’), hvilket sigter til de moskusduftende frø.

Artsnavnet er afledt af latin esca (‘føde’) og ulentus (‘mængder af’), således ‘velegnet til menneskeføde’. Et engelsk navn på planten er ladies’ fingers, hvilket sigter til frugterne, der med lidt god vilje minder om en ældre kvindes knoklede fingre.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Stammen er rank, undertiden op til 45 m høj, med grålig, grov, afskallende bark, blade spredte, aflange eller elliptiske, indtil 20 cm lange og 9 cm brede, spidse, med afrundet basis, grønne og skinnende på oversiden, sølv- eller bronzefarvede på undersiden.

Blomsterstandene vokser ud direkte fra større grene, i klynger med op til 30 blomster, bæger klokkeformet, kronblade 3, stærkt gule, indtil 7 cm i diameter. De blomstrer om natten, og deres stærke duft tiltrækker flagermus, som er den vigtigste bestøver. Den følgende morgen er bæger, kronblade og støvbærere faldt af.

Frugten er kugle- eller ellipseformet, indtil 25 cm i diameter, med en hård skal, grøn eller brun, som er dækket af tykke, skarpe torne. Den kan veje op til 3 kg. Det indre er opdelt i 5 kamre med blødt, spiseligt, sødt, hvidligt eller gulligt frugtkød, som omgiver de store kastanjebrune frø. Kødet udsender en karakteristisk stærk lugt, som nogle mennesker finde behagelig, andre frastødende. (Jeg hører til blandt de sidste).

Slægtsnavnet stammer fra det malajiske ord duri (‘torn’), hvilket sigter til den piggede frugtskal. Artsnavnet er afledt af italiensk zibetto (‘civette’), hvilket enten sigter til fugtens kraftige duft, der sammenlignes med den stærke kropslugt hos civetterne (familien Viverridae), eller måske til, at civetter tiltrækkes af duften.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den tidligste dyrkning fandt sted i Peru omkring 6000 f.Kr., og bomuld var kendt i Indus-dalen omkring 3000 f.Kr., hvor den blev spundet og vævet. Den blev også tidligt dyrket i Egypten og Mexico. Bomuldsklæde blev indført til Middelhavsområdet af arabiske handelsfolk i 700-tallet, og i 1100-tallet begyndte europæerne selv at producere bomuldsklæde, skønt det var dyrt og ofte blandet med uld. Den industrielle revolution i 1800-tallet forøgede i høj grad produktion og effektivitet og ændrede bomuldsklæde til et billigt produkt.

Den hurtige spredning af bomuldsdyrkning i det sydlige USA kunne kun finde sted ved at gøre tusinder af afrikanere til slaver, der blev tvunget til at arbejde i plantagerne, ofte under grusomme forhold.

Slægtsnavnet er afledt af assyrisk guzippu (‘klæde’), på arabisk ændret til korsuf (‘bomuld’). Det danske navn kommer af tysk Baumwolle, fra Baum (‘træ’) og Wolle (‘uld’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den er en urt med forveddet nedre del af stænglen, der undertiden kan blive op til 2,5 m høj, blade spredte, dybt snitdelte, med 3-5 flige, indtil 15 cm lange, margin helrandet eller tandet, blomster indtil 10 cm i tværmål, kronblade hvide, bleggule eller lyserøde, med mørkerød eller purpurfarvet midte. Efterhånden som frugten modnes, hvilket kan tage op til et halvt år, bliver bægeret kødfyldt og karmoisinrødt.

I Nepal spises bægerbladene rå eller som pickles. Af bægerbladene fremstilles en rød drik ved navn karkade, og der laves også marmelade af dem. I Europa og Nordamerika anvendes de som farvestof i fødevarer. Af stængelfibrene fremstilles bast.

I folkemedicinen er roselle blevet anvendt som et vanddrivende og mildt afførende middel. I Brasilien benyttes arten mod mavebesvær, samt til blødgøring af huden. Naga-folket i det nordøstlige Indien drikker et ekstrakt af roden mod forstoppelse, mavepine og luft i tarmene samt som et middel til at blødgøre huden. De røde bægerblade indeholder antocyaniner, og forskning tyder på, at disse stoffer kan forebygge gigtsmerter, diabetes og tyktarmskræft. Antocyaniner er også gode antioxidanter og kan dæmpe betændelse. Frøene har ligeledes et stort indhold af antioxidanter.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk ibiskos, et navn, som belv anvendt af den græske læge, farmakolog og botaniker Pedanius Dioscorides (ca. 40-90 e.Kr.) for læge-stokrose (Althaea officinalis). Hans liv og levned er beskrevet på siden Folk: Berømte naturhistorikere.

Artsnavnet er af ukendt oprindelse, mens navnet roselle er fransk, en diminutiv form af rose, som hentyder til de røde bægerblade, der med lidt god vilje ligner en lille rose.

En mængde arter i slægten er beskrevet på siden Planteliv – Plantefamilier etc.: Katost, hibiskus m.m.

Billederne nedenfor er alle fra Taiwan, hvor arten ofte dyrkes.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

P. aquatica kan nå en højde af 23 m, med en stammediameter op til 70 cm, ofte med brætrødder, bark glat, grøn som ung, senere brun eller grå. De langstilkede blade er spredte, skinnende, håndformet snitdelte med 5-9 lancetformede, aflange, ovale eller elliptiske småblade, indtil 30 cm lange og 15 cm brede, afrundede eller spidse, helrandede.

De kortstilkede, duftende blomster er enlige, indtil 5,5 cm i diameter, med 5 grønlig-hvide eller brune, indtil 32 cm lange kronblade, der åbner sig som en halvt skrællet banan og åbenbarer op til 250 børsteagtige støvdragere, hvis farve varierer uhyre meget, oftest gule med rød spids, men kan også være orangegule, røde, purpurfarvede, hvide eller cremefarvede.

Frugten er en forveddet kapsel, normalt ellipseformet, op til 30 cm lang og 15 cm bred. Ved modenhed sprækker den i 5 dele, hvorved 10-25 nødder, op til 3 cm lange og omgivet af hvidt frugtkød, kommer til syne.

Frøene er spiselige. I Sydamerika og Mexico koges, steges eller ristes de, hvorefter de stødes til mel, som anvendes i en chokolade-lignende drik. Det siges, at frøene smager som ristede jordnødder eller kastanjer. I Panama og Colombia stødes frøene til mel og bages som brød, og i Sydamerika tilberedes unge blade og blomster som en grønsag. Veddet anvendes af snedkere, og der fremstilles papirmasse af det, som benyttes til produktion af papir og kasser. Af barken udvindes et farvestof, der anvendes til farvning af sejl, reb og fiskenet.

Slægtsnavnet er afledt af det guaianske navn på planten, mens det latinske artsnavn betyder ‘vokser nær vand’.

Et af artens engelske navne er money tree, hvilket siges at stamme fra en historie, hvori en fattig mand bønfaldt Gud om penge. Da han senere stødte på denne ‘mærkelige’ plante, tog han det som et varsel, bragte nogle frø hjem, og tjente penge ved at sælge planter, som var spiret af frøene.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Et lille stedsegrønt træ, som kan nå en højde af 12 m, blade spredte, elliptiske, læderagtige, skinnende, helrandede, normalt indtil 30 cm lange og 10 cm brede, men undertiden større. Unge blade er røde eller lyserøde (se billede), forårsaget af en høj koncentration af antocyaniner, der beskytter bladet mod stærkt sollys. De indeholder også garvestoffer, som afholder dyr fra at æde dem.

Hos kakaoplanten spirer blomsterne direkte fra stammen eller større grene, hvilket kaldes for cauliflori. Blomsterne er små, indtil 2 cm i diameter, kronblade hvide, cremefarvede, gullige eller lyserøde. De blomstrer året rundt og bestøves af små mitter (Forcipomyia). Frugten er oval, lysegrøn som ung, senere gul, orange eller rød, op til 30 cm lang og 10 cm bred. Den indeholder op til 60 frø, som er omgivet af hvidt frugtkød.

Olmec-folket i Mexico dyrkede kakaotræet for dets frø så tidligt som 400 f.Kr. Bønnerne blev knust til fremstilling af en drik, der blev blandet med krydderier som chili og vanille. I mange år mente man, at ordet chocolade stammede fra Nahuatl-ordet chocolatl. Tidlige kilder angiver imidlertid, at Nahuatl-ordet for chokolade er cacahuatl (‘kakaovand’).

Mayaerne og Aztekerne anvendte kakao i forlovelses- og bryllupsceremonier, samt i religiøse ritualer.

I dag anvendes bønnerne til fremstilling af kakaopulver, kakaosmør og chokolade. Til produktion af chokolade gæres bønnerne, hvorefter de tørres og ristes, skallen fjernes, og de stødes til pulver til fremstilling af en tyk pasta ved navn kakaolikør, som er basis for alle chokoladeprodukter.

Frugtkødet smager hen i retning af passionsfrugt eller mango. Det anvendes i nogle lande som en ingrediens i juice, marmelade og is.

Kakaosmør tilføjes til nogle læbepomader og ansigtscremer.

Bønnerne er rige på antioxidanter.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk theos (‘gud’ eller ‘guddommelig’) og broma (‘føde’), således ‘gudernes føde’. Artsnavnet er den spanske staveform af Mayaernes navn, der skrives som kakaw. I Nahuatl-sproget betyder cacahuatl ‘kakaotræets frø’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Et stedsegrønt træ, op til 30 m højt, med en stammediameter op til 80 cm. Det danner undertiden brætrødder. Den glatte bark er gråbrun eller rødbrun og indeholder mælkesaft. De stilkede blade er spredte, tykke, læderagtige, på unge træer dybt fligede, på ældre træer aflange eller ovale, mørkegrønne og skinnende, op til 40 cm lange og 18 cm brede.

De op til 12 cm lange og 7 cm brede blomsterstande spirer direkte fra stammen eller større grene (cauliflori), sjældnere fra kviste. De talrige små blomster udvikles til et såkaldt synkarpium, dvs. en frugt med delfrugter, der sidder meget tæt sammen. Hos jackfrugt kan der undertiden være tusinder af individuelle blomster. Frugten kan være op til 90 cm lang og 50 cm bred, med en vægt op til 50 kilo. Et udvokset træ kan producere 100-200 frugter om året. Under det knoppede yderlag findes en hvidlig, svampet masse, der omgiver de nøddeagtige kerner. Begge dele koges og smager dejligt. Et syrligt lag omkring selve nødderne kan spises råt.

Slægtsnavnet er afledt af græsk artos (‘brød’) og karpos (‘frugt’), et navn, som blev givet af den skotsk-tyske botaniker Johann Reinhold Forster (1729-98) og dennes søn Johann Georg Forster (1754-94), der begge deltog som botanikere på James Cook’s (1728-79) 2. rejse, som fandt sted 1772-75.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk heteros (‘forskelligartet’) og phyllon (‘blad’), hvilket hentyder til, at bladformen ændres fra fliget til helrandet.

Ordet jack stammer fra portugisisk jaca, hvilket menes at være afledt af et sydindisk Malayalam-udtryk, chakka pazham, der har sin rod i det ældgamle dravidiske ord ka eller kay (‘frugt’ eller ‘grønsag’). (Kilde: Franklin Southworth 2005. Linguistic Archaeology of South Asia. Routledge-Curzon)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den er et mindre, løvfældende træ, normalt under 12 m højt, undertiden op til 20 m eller mere. Stammen er lysebrun, barken glat eller med små furer, samt vandrette striber. Den indeholder mælkesaft. De stilkede blade er ovale eller hjerteformede, ofte med 3-5 dybe flige på unge træer og næsten helrandede på ældre individer, som dog også kan have begge typer. De er spidse, op til 20 cm lange og 10 cm brede, med små tænder langs randen, oversiden ru, undersiden dækket af korte hår.

Planten er tvebo, med hanlige og hunlige blomster på separate individer, hanlige i hængende, cylinderformede rakler, op til 8 cm lange, med op mod 200 blomster. Hunlige blomsterstande er kugleformede, grønne, indtil 2,5 cm i tværmål, hver blomst med en lang, trådlignende, hvid eller lyserød griffel. Frugten er også kugleformet, op til3 cm i diameter, stærkt orange og kødfuld ved modenhed, bestående af mange små stenfrugter.

De hanlige blomster producerer en mængde pollen, som kan fremkalde allergi hos nogle mennesker.

Som dens navn fortæller, blev fibrene af papir-morbær førhen anvendt til produktion af papir, og på visse øer i Stillehavet anvendes barken stadig til fremstilling af klæde. Af veddet fabrikeres møbler og redskaber, og roden udnyttes til fremstilling af reb. Den orange frugt er spiselig, og bladene kan også konsumeres efter kogning. Frugt, blade og bark blev tidligere anvendt inden for folkemedicinen.

Hvor hanlige og hunlige planter vokser sammen og producerer frø, spredes arten hurtigt. Fugle og andre dyr æder gerne frugterne og bidrager således til spredning af planten. Den kan også danne tætte, vidtstrakte bevoksninger ved hjælp af rodskud og fordriver ofte indfødte plantearter.

I USA blev papir-morbær indført som et hurtigtvoksende skyggegivende træ, men på grund af dens hastige vækst begyndte den snart at fordrive indfødte arter, og i dag betragtes den som invasiv i de sydøstlige stater. I Pakistan anses den for at være en af de værste ukrudtsarter, og den er en yderst fremtrædende invasiv plante på den argentinske pampas. Den optræder også som en af de mest dominerende invasive arter i skove i Ghana og Uganda.

Slægten blev opkaldt efter Pierre Marie Auguste Broussonet (1761-1807), som var professor i botanik ved den botaniske have i Montpellier. Han bragte en hanplante af B. papyrifera fra en botanisk have i Skotland til Paris, hvor et hunligt træ voksede. Resultatet var, at han blev i stand til at beskrive frugten.

Artsnavnet er latin og betyder ‘bærer papir’.

Papir-morbær meget almindelig i Taiwans lavland, hvor den dukker op allevegne. Billederne herunder er alle fra byen Taichung.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den er et lille løvfældende træ eller en stor busk, indtil 10 m høj, med hvid, glat bark. Bladene er store, op til 25 cm lange og 18 cm brede, med 3 eller 5 dybe flige. Frugten er pæreformet, indtil 5 cm lang, grøn som umoden, senere purpurfarvet eller brun. Det bløde, rødlige eller brune frugtkød smager sødt og indeholder mange små frø. Frugterne spises friske eller tørrede, eller laves til marmelade eller forskellige typer af desserter.

Arten har også været benyttet medicinelt. Mælkesaften virker afførende, og saften fra umodne frugter blev anvendt mod vorter og indvortes parasitter.

Verdensproduktionen af figner var omkring 1,2 mio. tons i 2020, med Tyrkiet, Marokko, Algeriet og Egypten som de største producenter.

En af de mest berømte myter inden for kristendommen, som omhandler Syndefaldet, nævner figenblade. Teksten i Første Mosebog, kap. 3, vers 1-7, siger:

”Og Slangen var træskere end alle Vilddyr paa Marken, hvilke Gud Herren havde gjort; og den sagde til Kvinden: ”Mon Gud skulle have sagt: ‘I maa ikke æde af hvert Træ i Haven’?”

Da sagde Kvinden til Slangen: ”Vi maa æde af Havens Træers Frugt; men om det Træs Frugt, som er midt i Haven, sagde Gud: ’Æder ikke deraf og rører ikke derved, at I ikke skulle dø’.”

Da sagde Slangen til Kvinden: ”I skulle ikke dø Døden; men Gud ved, at hvilken Dag I æde deraf, da skulle eders Øjne oplades, og I skulle blive ligesom Gud og kende godt og ondt.”

Og Kvinden saa, at Træet var godt at æde af, og at det var lysteligt at se til og et ønskeligt Træ til at faa Forstand af, og hun tog af dets Frugt og aad; og hun gav ogsaa sin Mand med sig, og han aad. Da oplodes begges Øjne, og de kendte, at de vare nøgne, og de hæftede Figenblade sammen og gjorde sig Bælter.”

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for figen.

Artsnavnet er den feminine form af tillægsordet Caricus, som er en forkortelse af Caria og ficus (‘figen’), således ‘fignen fra Caria’, på oldgræsk Karia, en græsk provins i det nuværende sydvestlige Tyrkiet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hanlige og hunlige blomster er normalt på separate træer, men kan undertiden være på samme træ. Hanlige rakler er op til 3,5 cm lange, hunlige til 2 cm. De spiselige og søde bær er først hvide, siden mørkt purpurfarvede, ikke ulig brombær (Rubus fruticosus). Nogle dyrkede former har lyserøde frugter.

Hvid morbær er sandsynligvis oprindeligt hjemmehørende i Kina, men der kendes ingen ægte vilde bestande. Dyrkning af arten som foderplante for larver af silkesommerfuglen (Bombyx mori), ofte kaldt for silkeorme, påbegyndtes for over 4700 år siden i Kina og spredtes til Indus-dalen nogle få hundrede år senere. Fra Mellemøsten blev arten indført til Sydeuropa for over 1000 år siden. I dag dyrkes den i mange lande verden rundt.

Efter at have ædt sig fede i morbærblade spinder silkeormen en enkelt fortløbende, op til 900 meter lang silketråd til et puppehylster. For at forhindrede den færdigudviklede sommerfugl i at bryde ud gennem hylsteret, dampes det eller dyppes i kogende vand. Derpå spindes en tråd, ofte bestående af 5-8 individuelle tråde, hvorefter den farves og væves til klæde.

Løvet høstes også til dyrefoder, da det er rigt på protein. I Indien anvendes veddet til fremstilling af møbler og diverse redskaber.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for morbær, mens artsnavnet er latin og betyder ‘hvid’, hvilket sigter til, at bærrene er hvide til at begynde med.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Disse planter, der omfatter omkring 85 arter af slægten Musa, er hjemmehørende i subtropiske og tropiske områder, fra det Indiske Subkontinent mod øst gennem Indokina og det sydlige Kina til Taiwan, og derfra mod syd gennem Malaysia, Indonesien, Filippinerne og Ny Guinea til det nordøstlige Australien.

Bladene, der vokser i spiraler, kan blive op til 2,7 m lange og 60 cm brede. De er ofte lasede, flænset af vinden i vandrette strimler, ofte helt ind til midterribben.

Når en bananplante er fuldt udvokset, udvikles der inde i den falske stængel en hård stængel, som efterhånden kommer til syne i toppen, og hvorfra den enlige, kæmpestore blomsterstand hænger ned. Frugterne sidder i adskillige store klaser i rækker ned ad den kraftige blomsterstængel, og hver af klaserne rummer mellem 10 og 30 bananer. Disse klaser er så tunge, at de bøjer stænglen nedad.

Bananer blev formodentlig først dyrket i Ny Guinea, og i dag er de udbredt i alle varmere egne af verden. De fleste dyrkes for de spiselige frugters skyld, rå eller kogte, andre typer for deres fibre, til fremstilling af vin og øl, eller som prydplanter.

De store blade har mange anvendelser, idet de er både fleksible og vandtætte. De benyttes i vid udstrækning til indpakning, bl.a. i madlavningen, hvor de ofte svøbes om maden, inden den dampes.

Bladene benyttes endvidere som udsmykning i forskellige hinduistiske og buddhistiske ceremonier, hvor de ofte har symbolsk betydning. Førhen blev bladene anvendt til at skrive på i Indien og Sydøstasien. Inden plasticmaterialer blev almindelige, benyttede man i mange lande ofte bananblade som regnslag.

I dag er de fleste bananer kultivarer af to vilde arter, Musa acuminata og M. balbisiana, samt hybriden mellem dem, kaldt Musa × paradisiaca. Førhen var det videnskabelige navn på spise-bananer Musa sapientum, men dette navn er ikke længere gyldigt.

Et stort antal billeder af bananer og bananblade er vist på siden Planteliv – Plantefamilier etc.: Bananer.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den er et stedsegrønt træ, normalt under 15 m højt, men undertiden højere, blade kortstilkede, spredte, mørkegrønne, op til 15 cm lange og 7 cm brede. Arten er tvebo, med hanlige og hunlige blomster på separate træer, sjældent på samme træ. De små, klokkeformede blomster er bleggule, kødfulde og med vokslag, hanlige i grupper på op til 10, hver op til 7 mm lang, hunlige enlige eller i grupper på op til 3, indtil 1 cm lange.

Frugten er oval eller pæreformet, glat, gul, indtil 9 cm lang og 5 cm bred, med et kødfuldt yderlag, som ved modenhed sprækker i to halvdele langs en fure. Den indeholder et purpur-brunt, skinnende frø, op til 3 cm langt og 2 cm bredt, omgivet af en karmoisinrød frøkappe.

Af frøet fremstilles muskat, mens frøkappen yder muskatblomme. De anvendes som krydderier i retter og bageprodukter, specielt i køkkenerne i Asien, Europa og Mellemøsten. De bør dog anvendes med måde, da større mængder (over ca. 5 g) kan forårsage forgiftning.

Muskat og muskatblomme var kendt i Indien og Arabien allerede i 500-tallet, og i 1100-tallet var de nået frem til Europa. Det fortælles, at de var blandt de duftende urter og krydderier, som blev strøet i Roms gader under kroningen af Henrik d. 6. (Heinrich, 1165-97).

I folkemedicinen anvendes muskat til at lette diarré, forstoppelse, overdreven tarmluft, mavekramper, hovedpine og feber, og det tilsættes olier og cremer til behandling af rheumatisme, gigt og muskelsmerter. Det har også været anvendt som potensfremmende middel.

På grund af dens aroma tilsættes den æteriske olie til parfumer, sæbe og andre skønhedsprodukter.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk myristikos (‘duftende’), og artsnavnet har samme betydning på latin. De hentyder til frøenes og frøkappens vellugt.

 

 

 

 

 

 

Arten er hjemmehørende i det sydøstlige Brasilien, men dyrkes andre steder på grund af frugterne, som er spiselige og søde. De anvendes også til fremstilling af en drik og marmelade, eller gæres til vin.

Slægtsnavnet blev givet til ære for den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.), hvis liv er beskrevet på siden Folk: Berømte naturhistorikere.

Artsnavnet er afledt af latin caulis (‘stængel’) og flora (‘blomst’), hvilket sigter til, at blomsterne spirer på stammen.

 

 

 

 

 

 

 

En busk eller et lille træ, indtil 10 m højt, med en slank, kroget stamme og hængende grene. Den tynde og glatte bark skaller af i flager og åbenbarer den grønlige underbark. De kortstilkede blade er modsatte, læderagtige, aflange, elliptiske eller ovale, helrandede, op til 15 cm lange og 7 cm brede, med en prominent midternerve og 10-20 par sidenerver.

De duftende hvide blomster, indtil 2,5 cm i diameter, er enlige eller i små grupper i bladhjørnerne, med talrige gullighvide støvbærere. Frugten er et kødfuldt kugleformet, ovalt eller pæreformet bær, op til 9 cm langt eller i tværmål, grønt som ungt, gult som modent. Det indeholder aromatisk, hvidt, cremefarvet, gult eller lyserødt frugtkød og mange små, hårde frø.

Som næsten moden smager frugten frisk og let syrlig, mens den som moden er sød. Er den overmoden, smager den vammelt. Juice og marmelade fremstilles også af frugten. Løvet anvendes som foder, og der udvindes garve- og farvestoffer af bark og blade. På Hawaii benyttes veddet til at ryge kød, og på grund af dets modstandskraft mod insekt- og svampeangreb anvendes det til tagkonstruktion i Nigeria. Saft af bladene tilføjes shampoo, idet det siges at modvirke skæl og skaldethed, samt at fremme hårvækst.

I traditionel medicin anvendes planten mod betændelse, sukkersyge, karies, sår, smerter, feber, diarré, rheumatisme, lungeprobæemer og mavesår.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk psidion, det klassiske navn på granatæble (Punica granatum), hvilket formentlig hentyder til ligheden mellem de to frugters form. Artsnavnet er navnet på frugten på Arawak (et caribisk sprog).

 

 

 

 

 

 

 

Den kan nå en højde af 12 m, bark den gråbrun eller rødlig, skaller af i flager, blade modsatte, elliptiske, indtil 25 cm lange og 10 cm brede. Bliver de knust, udsender de en aromatisk duft. Blomsterstandene er endestillede eller i bladhjørnerne, med op til 30 hvide eller gullighvide blomster, indtil 2,5 cm i diameter, med 4 kronblade og talrige støvdragere. Frugten er et klokkeformet bær, op til 8 cm langt, normalt forskellige nuancer af rødt, men kan også være hvidt, lysegrønt, purpurfarvet eller endog sort. Huden er sprød, mens det hvide frugtkød er svampet, med en frisk smag.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk suzygos (‘i par’), hvilket formentlig sigter til de modsatte blade, mens artsnavnet hentyder til Semarang, en by på Java. Da den tysk-hollandske botaniker og entomolog Karl Ludwig von Blume (1796-1862) navngav planten Myrtus samarangensis i 1826, var han underdirektør i landbrug ved Bogor Botaniske Have på Java. Han observerede formentlig planten i Semarang.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den er en vandplante, som vokser i stillestående vand og spredes ved hjælp af tykke rodstængler, der er forankret i søbunden. De store, voksbeklædte, vandskyende, cirkulære blade, som er op til 80 cm i diameter, flyder eller er hævet over vandoverfladen, med stænglen fastgjort til midten af undersiden.

De duftende blomster, op til 30 cm i tværmål, er hævet over vandfladen, kronblade talrige, hvide eller lyserøde med gul basis. De åbner om morgenen og lukker igen om aftenen. Den store, koniske, gule, svampeagtige blomsterbund, som rummer 9-17 individuelle grifler, er omgivet af talrige gullige støvbærere. Den forveddede, kegleformede, grønne frugt indeholder nøddeagtige frø.

Alle dele af planten er spiselige, i særdeleshed rodstængel og frø.

Rodstængel, blade og frø anvendes i stor stil i indisk og kinesisk traditionel medicin til behandling af talrige lidelser. Bladene benyttes mod opkastning af blod, næseblod samt blod i urinen, blomsterne mod diarré, kolera, feber og intens tørst, mens rodstænglen har vanddrivende og infektionshæmmende egenskaber. Den anvendes også mod sukkersyge.

Artens rolle i buddhisme og hinduisme er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

Slægtsnavnet er afledt af det singalesiske ord for lotus, nelum. Artsnavnet kommer af latin nux (‘nød’) og fer (‘at bære’), således ‘den der bærer nødder’, hvilket sigter til de spiselige frø.

 

 

 

 

 

 

En stedsegrøn busk eller et lille træ, normalt under 15 m højt, ældre træer med en knudret og snoet stamme. De sølvgrønne blade er aflange, op til 10 cm lange og 3 cm brede. Blomsterne er små, cremefarvede eller gullige, op til 1 cm i diameter, siddende i op til 5 cm lange klynger i bladhjørnerne. Frugten er en stenfrugt, indtil 2,5 cm lang, grøn som ung, sort eller mørkt purpurfarvet ved modenhed. Den indeholder et hårdt, ovalt frø, omgivet af frugtkød.

Siden Oldtiden har olivenolie været anvendt til at gøre huden blød og smuk, og den er også et godt middel mod tørt hår. Indtages olien dagligt, beskytter den sandsynligvis mod hjertelidelser, og den sænker muligvis kolesterolindholdet i blodet. Nyere forskning har vist, at den måske kan forhindre hjerneblødning, bryst- og tyktarmskræft, gigt, urinsyregigt samt migræne. Den virker afførende. Varm olie, som dryppes i ørerne, letter øresmerter. Et udtræk af bladene tages mod infektioner, forkølelse, feber, influenza, meningitis, herpes, helvedesild, lungebetændelse, tuberkulose og diarré. Dette udtræk kan også anvendes til at behandle sår og psoriasis. Veddet anvendes til træskærer- og drejerarbejder.

Ifølge det Gamle Testamente udstedte Moses en forordning, som sagde, at personer, der var ansvarlige for pasningen af olivenplantagerne, blev fritaget for militærtjeneste.

I den græske mytologi var Athene krigsgudinde, men samtidig byernes beskytter. Hun kappedes med havets gud Poseidon om, hvem der skulle være skytsgud for en nyopstået by ved den Saroniske Bugt. Poseidon lod en kilde springe frem, men den var desværre salt. Athene lod oliventræet spire, og befolkningen valgte hende. Byen blev kaldt Athen efter hende, og olivenlunde blev anlagt til hendes ære.

Oliventræer kan blive mindst 2000 år gamle. I Getsemane Have neden for Oliebjerget i Jerusalem står nogle individer, som var unge træer, da Jesus vandrede omkring her.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk elaia, det klassiske navn på oliventræet. Det er kilden til ordet ‘olie’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Et lille stedsegrønt, mangegrenet træ, op til 10 m højt, blade snitdelte, indtil 30 cm lange, med 5-11 modsatte, ovale eller aflange, indtil 9 cm lange småblade. De små, duftende, klokkeformede blomster, op til 7 mm i tværmål, vokser i forgrenede, indtil 10 cm lange klynger i bladhjørnerne, kronblade hvidlige, lyserøde, rosenrøde eller lavendelfarvede, ofte purpurfarvede eller blegrøde mod basis.

Den gule eller orangegule frugt er op til 15 cm lang, oval i omrids og stjerneformet i tværsnit, meget saftig, med en forfriskende syrlig smag som ung, men bliver senere sød og efter min mening lidt vammel. Den er rig på C-vitamin, fibre og antioxidanter. Frugterne kan også koges eller laves til juice og marmelade.

Slægtsnavnet hentyder til Averrhoes (1126-98), en arabisk filosof og læge, som oversatte værkerne af den græske videnskabsmand og filosof Aristoteles (384-322 f.Kr.).

Artsnavnet er afledt af karambal, ordet for dette træ på Marathi, et indo-europæisk sprog, som tales af Marathi-folket i den indiske delstat Maharashtra.

Billederne herunder er alle fra Taichung, Taiwan.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den er en enårig urt, undertiden op til 1,5 m høj, stængel og blade grågrønne, blade store, op til 20 cm lange, ovale eller aflange, med bølget eller tandet rand, øvre blade stængelomfattende. Blomsterne er store, op til 18 cm i diameter, enlige, langstilkede, med 4 purpurfarvede, hvide, lyslilla, lyserøde eller røde kronblade, ofte med mørke purpurfarvede markeringer nær basis. Frugten er en afrundet kapsel, indtil 5 cm i diameter, hvis top har 12-18 udstående grifler. Frøene spredes gennem åbninger umiddelbart under toppen.

Hvis de såres, udskiller alle dele af planten en mælkehvid væske, der indeholder alkaloider som morfin, kodein og papaverin.

Kilder angiver, at dyrkning af opium-valmuen går så langt tilbage som til det Sumeriske Rige i Mesopotamien (ca. 4500-1900 f.Kr.) til fremstilling af opium, der udvindes af den tørrede mælkesaft fra snit skåret på kapslen. Opium blev indtaget som smertestillende og bedøvende middel, samt til behandling af hoste og infektioner.

I dag dyrkes den også for produktion af valmuefrø, der anvendes på brød og i andre fødevarer. De indeholder ingen alkaloider.

Ifølge den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.) var slægtsnavnet det klassiske latinske ord for Månen. Det blev også anvendt for valmuer, idet navnet sigter til deres runde, måneformede kronblade. Plinius er nærmere omtalt på siden Folk: Berømte naturhistorikere.

Artsnavnet er afledt af latin somnus (‘søvn’) og fer (‘jeg bærer’), således ‘bringer søvn’, hvilket sigter til plantens bedøvende egenskab.

Det er velkendt, at rygning af opium er yderst vanedannende. På mine rejser er jeg to gange stødt på ældre mænd, som tog opium.

I 1973 tilbragte min ven Arne Koch Christoffersen og jeg en tid i en landsby i Luristan, Iran, hvilket er nærmere beskrevet på siden Rejse-episoder – Iran 1973: I Luristans bjerge. Vores vært Muhammad røg opium, hvilket dengang var tilladt for ældre iranske mænd.

På gårdspladsen bredte Muhammad et lille tæppe ud og lagde sig ned med hovedet hvilende på puder. Han klargjorde piberne og tændte opiumen med et stykke glødende trækul fra ildstedet. Vi havde nogle dage forinden snakket om den første landing på Månen få år forinden. Efter at have røget fem-seks piber pegede Muhammed på piben og sagde: “Dette er min Apollo! Nu flyver jeg til Månen!”

Anden gang var i Rajasthan, Indien, i 1991, da min ven Søren Lauridsen og jeg aflagde besøg hos Bishnoi-bonden Bhiya Ram. Efter at vi havde nydt et måltid, tilbød han os at prøve at smage opium. Han stødte en lille klump til brunt pulver i en fin sølvmorter, slemmede det op i vand og filtrerede det gennem en finmasket pose. Så hældte han lidt af opløsningen i sin hule hånd, og vi sugede det op. Bagefter hældte han en smule i vore hænder, hvorefter han sugede det op. Dette ritual er et symbol på venskab og tillid blandt Bishnoi’erne. De hverken ryger eller drikker spiritus, og opium er deres eneste last.

Vores ophold hos Bhiya Ram er nærmere beskrevet på siden Rejse-episoder – Indien 1991: Bishnoi-folket lever i pagt med naturen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den er en stedsegrøn, forveddet, flerårig slyngplante, normalt op til 10 m lang, undertiden mere, stængel stribet, indtil 1 cm i diameter, de stilkede blade spredte, skinnende grønne på oversiden, matgrønne på undersiden, op til 20 cm lange, med 3 dybe flige og fine tænder langs randen, ofte med to små kirtler ved basis.

Blomsterne er normalt enlige fra bladhjørnerne, indtil 7,5 cm i diameter, med 5 aflange bægerblade og 5 lidt større kronblade, alle hvide, indtil 3 cm lange. De danner en ring, hvofra der udgår to rækker af bølgede tråde, hvis formål er at tiltrække bestøvere. De er som regel purpurfarvede ved basis og hvide i spidsen, men undertiden omvendt. I blomstens midte findes 5 robuste støvbærere med aflange, skålformede støvknapper, samt en tredelt griffel med udadpegende grene, der hver ender i et todelt, kølleformet støvfang.

Frugten er et glat, ovalt eller ellipseformet bær, indtil 7,5 cm langt, med en sejg, læderagtig skal, der er grøn som ung, senere rynket og gul hos nogle former, purpurfarvet med fine hvide prikker hos andre. Skallen indeholder aromatisk frugtkød med omkring 100 (eller hos nogle typer op til 250) brune, hårde, op til 2,5 mm lange frø. Kødet, som er sødt med en let syrlig smag, spises råt, eller der fremstilles drikke og marmelade af det.

Bladene anvendes ofte til urteté. De indeholder antioxidanter og infektionshæmmende stoffer og virker beroligende.

Slægtsnavnet er forbundet med Jesu lidelseshistorie i de sidste dage af hans liv, på engelsk kaldt ’The Passion’, afledt af latin passio (‘lidelse’). Efter legenden slyngede en passionsplante sig op ad det kors, som han var blevet korsfæstet på, og bladene gav herved skygge og kølighed til den døende Jesus.

Ifølge overleveringen var det spanske missionærer i 1400-tallet, som først tolkede passionsblomstens unikke opbygning som symboler, der knytter sig til korsfæstelsen.

De spidse blade symboliserer den Hellige Lanse, som gennemborede Jesu krop.

Klatretrådene symboliserer piskene, der blev anvendt til at piske Jesus.

De 10 bæger- og kronblade betragtes som symboler på 10 af apostlene – kun mangler Peter, som fornægtede Jesus tre gange efter hans arrestation, samt Judas, der forrådte ham.

Bikronens mange tråde ses som symbol som tornekronen.

Støvvejen er tolket som den Hellige Gral.

De 3 støvfang symboliserer de 3 nagler anvendt under korsfæstelsen, og de fem støvdragere under dem repræsenterer Jesu 5 sår (4 fra naglerne og et fra lansen).

De 3 bibægerblade symboliserer de tre Maria’er, som var til stede, da Jesus døde.

Den blålige blomsterfarve hos mange af passionsarterne betragtes som Jomfru Marias blå klædedragt.

Artsnavnet er latin og betyder ‘spiselig’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det kommer fra en flerårig forveddet slyngplante, der kan blive op til 10 m lang og klatrer ved hjælp af luftrødder. Den kan også spire, hvor stænglen berører jordoverfladen. De spredte blade er helrandede, op til 10 cm lange og 6 cm brede. Blomsterstandene, som er hængende aks med op til 150 blomster, vokser fra bladhjørnerne og kan være op til 8 cm lange, men forlænges op til omkring 15 cm, efterhånden som frugterne modnes. Frugten er en stenfrugt, indtil 5 mm i diameter, mørkerød ved modenhed.

Den dyrkes for frugten, kaldt for peberkorn, der anvendes som krydderi og smagsstof. Frugterne tørres til 3 typer: sort peber er umodne, grønne frugter, som koges og derpå soltørres, indtil yderlaget krymper og bliver sort. Hvid peber fremstilles af fuldmodne frugter, hvor yderlaget er fjernet. Grøn peber består af umodne frugter, som ofte frysetørres for at bevare deres farve.

Medicinsk anvendes peber til behandling af forstoppelse og overdreven tarmluft, og en fortyndet æterisk olie smøres på ømme muskler.

Slægtsnavnet er afledt af Sanskrit pippali, et urgammelt navn på lang peber (Piper longum), men med tiden blev dette ord også anvendt for sort peber. Det blev adopteret af grækerne i formen peperi, og af romerne i formen piper.

Artsnavnet er latin og betyder ‘sort’, hvilket sigter til den tørrede frugt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Havregryn er et populært morgenmåltid, enten med mælk eller yogurt, eller kogt til grød. Størstedelen af produktionen anvendes imidlertid som dyrefoder, specielt til heste.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for havre, mens artsnavnet er latin og betyder ‘sået’ eller ‘plantet’.

 

 

 

 

 

 

 

I det Gamle Testamente var Job en from mand med mange dyder, som gennemgik talrige lidelser, fordi Satan konfronterede Gud og sagde, at han var i stand til at få Job til at forbande Gud. Det fik Gud til at tillade Satan at teste Jobs fromhed gennem forskellige prøvelser. Job vidste, at han var uskyldig og konkluderede, at Gud var uretfærdig, men forblev alligevel loyal mod ham. I Jobs Bog, kap. 16, v. 20, hedder det: “Mine Venner ere blevne mine bespottere, med Taarer vender mit Øie sig til Gud.”

Kernerne af Jobs tårer er spiselige og koges som ris. I det østlige og sydøstlige Asien fremstilles en nærende drik af pulveriserede frø, ligeledes en alkoholisk drik. Perlekranse fremstilles af frøene af varieteter med hård frøskal. Blade og stængel benyttes som foder.

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk koix, som ifølge den græske filosof og botaniker Theofrastos (ca. 371 – ca. 287 f.Kr.) var navnet på en egyptisk palmeart, hvis blade blev anvendt til at flette diverse genstande. Hvorfor den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) møntede navnet på denne græsslægt er lidt af et mysterium. – Linnés liv og levned er beskrevet på siden Folk: Berømte naturhistorikere.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk Eleusis, navnet på en by, hvor optagelsesriter i en kult centreret omkring gudinderne Demeter og Persefone fandt sted. Det menes, at denne kult havde sin rod i en ældre kult, der var centreret omkring afgrøder. Artsnavnet er afledt af coracan, et af fingerhirses folkenavne af ukendt oprindelse.

 

 

 

 

 

 

 

Omkring 70% af byghøsten anvendes som dyrefoder, og næsten 30% som ingrediens i fremstilling af øl og alkohol, samt i fødevarer.

I nogle få kulturer anvendes byg som menneskeføde, i supper og stuvninger, samt til brød. Blandt tibetanerne er ristet bygmel, kaldt for tsampa, grundføde. Melet blandes med varmt eller koldt vand, eller té, til en grødagtig masse, som derpå spises. Tsampa er således nemt at lave et hurtigt måltid af – meget belejligt for et nomadefolk.

I Kina og Taiwan udgør bygmel en ingrediens i en type dumplings (melboller) ved navn qingtuan, fremstillet af klistrede ris og konsumeret under Qing Ming-højtiden (‘grav-rengørings-højtiden’). Denne højtid er nærmere beskrevet på siden Kultur: Gravpladser.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for byg, afledt af proto-italiensk horzdeom (‘stikkende’), hvilket sigter til den lange, stikkende stak. Det latinske artsnavn betyder ‘almindelig’. Ordet byg stammer tilbage fra oldnordisk, af germansk oprindelse.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det menes, at dyrkning af ris påbegyndtes i det centrale Kina for omkring 10.000 år siden. I dag er ris den vigtigste fødekilde på kloden, idet den udgør grundføden for over halvdelen af verdens befolkning.

I 2020 var verdensproduktionen omkring 750 millioner tons. De vigtigste producenter var Kina med ca. 210 mill. tons og Indien med ca. 180 mill. tons. Andre store producenter er Bangladesh, Indonesien og Vietnam.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for ris, mens artsnavnet er latin og betyder ‘sået’ eller ‘plantet’.

Billederne herunder viser alle asiatisk ris.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for rug, mens artsnavnet er afledt af proto-indoeuropæisk keres, af ker (‘at dyrke’).

I gamle dage blev kornarter, men i særdeleshed rug, ofte angrebet af meldrøjersvampen (Claviceps purpurea). Denne svamp var meget almindelig, og dens indhold af giftige alkaloider forårsagede ofte ergotisme, en forfærdelig sygdom, der angriber centralnervesystemet og fremkalder symptomer som spasmer, diarré, kløe, mania, psykose, kvalme og opkastninger. Den kan også forårsage koldbrand. Førhen døde mange mennesker af sygdommen. Et enkelt eksempel fandt sted i Sydfrankrig i 994, hvor omkring 40.000 mennesker døde af ergotisme.

Navnet meldrøjersvamp skyldes, at man førhen anså de sorte sklerotier, der har samme størrelse som kernerne, for at være en slags ‘ekstra’ korn, som drøjede melet, så man havde mad til en længere periode.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af latin syricum (‘fra Syrien’). Artsnavnet er latin og betyder ‘med to farver’, hvilket formodentlig sigter til kernerne, der kan have mange forskellige farver.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I 2020 var verdensproduktionen omkring 760 millioner tons. De største producenter var Kina (ca. 135 mill. tons), Indien (ca. 108 mill. tons), Rusland (ca. 86 mill. tons), USA (ca. 50 mill. tons), Canada (ca. 35 mill. tons), Frankrig (ca. 30 mill. tons), samt Pakistan og Ukraine (begge ca. 25 mill. tons).

Det videnskabelige navn er afledt af latin tritus, oprindeligt fra tero (‘at græsse’ eller ‘at kværne’), samt af aestas (‘sommer’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

De største majsdyrkere er USA (ca. 360 millioner tons), Kina (ca. 260 mill. tons), Brasilien (ca. 100 mill. tons) og Argentina (ca. 60 mill. tons).

Slægtsnavnet er en klassisk græsk betegnelse for et uidentificeret kornprodukt, mens artsnavnet kommer af spansk maíz, en forvrængning af Taino-ordet mahiz. Taino er et uddødt Arawakan-sprog, som blev talt i store områder af Caribien.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den er en busk eller et mindre træ, undertiden op til 12 m højt, med en stammediameter op til 30 cm, grene hængende, med korte, skarpe, lige eller krumme torne og zigzag-formede kviste. De spredte blade er ovale eller elliptiske, med afrundet spids, mørkegrønne og glatte på oversiden, hårede på undersiden, indtil 6 cm lange og 4 cm brede, med små tænder langs randen.

Blomsterne er meget små, indtil 3 mm i tværmål, gulgrønne, i klynger på 7-20 i bladhjørnerne. De udsender en svag duft, som nogle mennesker finder ubehagelig. Frugten er en kugleformet, oval eller aflang stenfrugt, op til 6 cm lang hos nogle varieteter, men i reglen meget mindre, med glat hud, lysegrønne som unge, derpå gule og til sidst rødbrune ved modenhed.

Frugten er velsmagende og spises tørret, kandiseret, kogt i retter, som pickles og som såkaldt ber-smør. Der laves også saft af den. Frugten er meget rig på C-vitamin, kun overgået af guava (Psidium guajava). Modne frugter tørres i solen, stødes og gemmes til brug på andre årstider. Arten er en vigtig ingrediens i visse kinesiske retter.

Frugterne benyttes mod forskellige lungelidelser, hoste, feber, fordøjelsesbesvær samt problemer med galdeblæren. Den tørrede frugt virker mildt afførende. Frøene virker beroligende og anvendes desuden mod diarré, kvalme, opkastninger og dysenteri. Et omslag af bark, frugter eller frø lægges på sår og rheumatiske lemmer, og et omslag af bladene anvendes mod leverproblemer, astma og feber. Et afkog af roden gives mod feber, til uddrivning af bændelorm samt til at fremskynde menstruation.

Slægtsnavnet er formentlig afledt af persisk zizfum eller zizafun, hvilket var navnet på Z. lotus. Artsnavnet refererer til øen Mauritius, hvor denne art forekommer. Type-eksemplaret blev formentlig indsamlet her.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den tyske læge og botaniker Engelbert Kaempfer (1651-1716), der opholdt sig i Japan 1690-92, gav en kort beskrivelse af arten, som i 1712 blev mere grundigt beskrevet som Mespilus japonica af den svenske botaniker og læge Carl Peter Thunberg (1743-1828), som antog, at arten var nært beslægtet med almindelig mispel (Mespilus germanica), hvilket ikke er tilfældet. Kaempfer og Thunberg er nærmere præsenteret på siden Folk: Berømte naturhistorikere.

Den er en stor busk eller et lille træ, undertiden op til 10 m højt, men normalt under 5 m. De spredte blade, indtil 25 cm lange, er læderagtige, helrandede, mørkegrønne på oversiden, dækket af gulbrune hår på undersiden. Blomsterstandene er klynger på 3-10 stærkt duftende blomster, op til 2 cm i tværmål, med 5 hvide kronblade. De kommer frem om efteråret eller først på vinteren. Frugten er oval, kugle- eller pæreformet, indtil 5 cm lang, gul eller orange, undertiden let rødlig, med glat eller dunet hud. Det saftige, søde, let syrlige frugtkød er hvidt, gult eller orange, indeholdende store, brune frø.

Frugten, som kan spises rå, har lavt indhold af sodium og højt indhold af vitaminerne A og B6, fibre, potassium og mangan. Det er også ingrediens i salater, marmelade, gelé og chutney. Faste, unge frugter benyttes i kager. Blomsterne anvendes undertiden i parfume.

I traditionel medicin anvendes bladene mod diarré og depression, og det benyttes også som dyrefoder. Det meget hårde ved er glimrende til fremstilling af linealer og knivskafter, og i Japan anvendes det til at fremstille bokken (trænings-sværd).

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk erion (‘uld’) og botryon (‘klynge’), hvilket formentlig sigter til frugterne, der vokser i klynger og ofte har dunet skind.

Det danske navn er blevet hængende, selvom arten ikke er nært beslægtet med mispel.

 

 

 

 

 

 

 

 

“Når oktober kommer,” sagde Ruby, “får vi nok gennem handel med de æbler til at gøre vores vinter nemmere, end den ellers ville være.”

Hun tav og tænkte sig om. “Vi har vel ikke en æblepresse?” sagde hun. Da Ada sagde, at det mente hun de havde, hujede Ruby af fryd.

“Rå cider er betydeligt mere værd i handel end æbler,” sagde hun. “Alt hvad vi skal gøre er at lave den.”

 

 

 

Førhen blev skovæblet (M. sylvestris) betragtet som værende den vigtigste stamfader til sødæblet, men forskning har påvist, at det vigtigste ophav faktisk er M. sieversii, som er hjemmehørende i Kazakhstan og Centralasien. Nogle forskere mener, at de første sødæbler blev bragt til Europa af handlende, der drog langs den berømte Silkevej, ad hvilken asiatiske varer blev bragt til Europa, og omvendt. Gennem årene er disse æbler fra Kazakhstan blevet krydset med skovabild og andre vilde æblearter fra Sibirien og Kaukasus, og gennem yderligere forædling er sødæblet opstået.

De dyrkede søde æblesorter kom formentlig først til Norden med munkene i Middelalderen.

Æbler spises rå eller laves til saft, cider, æblesmør og æblecidereddike, eller tørres som æblechips. De anvendes også i kager, muffins, frugtsalat og kompot. De er rige på fibre, vitaminer og antioxidanter.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på æbletræer, afledt af oldgræsk malon (‘æble’).

Artsnavnet for M. pumila er latin og betyder ‘dværg’, hvilket sigter til denne gruppes generelt mindre æbler.

Æblet spiller en fremtrædende rolle i græsk, nordisk og kristen mytologi. Mere om dette emne findes på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den er et lille løvfældende træ, op til 10 m højt, med knudret stamme, der kan være op til 30 cm i diameter. Kvistene er grønne i starten, senere purpurfarvede, men bliver grå i deres andet leveår. De kortstilkede, lancetformede, skinnende grønne blade er op til 13 cm lange og 4,5 cm brede, med tandet rand. De duftende blomster, som er enlige eller parvis, indtil 5 cm i tværmål, springer ud tidligt om foråret, inden løvspring. Kronbladene kan være lyserøde eller hvide. Frugten er en oval stenfrugt, indtil 6 cm lang, med et grønt, fløjlsagtigt yderlag, der åbner sig ved modenhed og åbenbarer en hård skal, der rummer et enkelt frø, mandlen.

Der findes to varieteter, bittermandler, var. amara, og søde mandler, var. dulcis. Bittermandler indeholder amygdalin, som er et glukosid. Ved optagelse i organismen spaltes dette glukosid i druesukker, bitterolie samt den uhyre giftige cyanbrinte (blåsyre). Dødelig dosis af blåsyre er omkring 1 mg pr. kg kropsvægt, så det kan være risikabelt at spise mange bittermandler.

Derimod indeholder søde mandler kun ganske lidt amygdalin. De er meget velsmagende og anvendes i kager, desserter, nordindiske curry-retter, samt i fremstillingen af mandelsirup. De indeholder op mod 50% olie, som benyttes til madolie og i marcipan. Olien, samt resterne efter presningen (’mandelklid’), anvendes i kosmetik.

I bogen Flora Danica fra 1648 udtaler den tysk-danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80): ”Endog dette Træis Fruct undertiden icke blifuer maaen [moden] her i disse Lande, saa elskis dog dette Træ for sine Blomsters Deyligheds Skyld, thi de ere hart ad saa liflige, som tilforn sagt er, som Persicktræers [ferskentræ] Blomster. (…) Søde Mandeler ere en synderlig god Spise for dennem, som enten nyligen ere komne til pas eller oc ere Blodsottige, dersom de bruge den Mandelmelck, som aff dennem blifuer bered. Men de beeste Mandeler hafue den Natur oc Art, at de aabne oc aftørre, derfore saa aabne de ocsaa Miltens, Krosens, Nyrenis, Mafvens oc Moderens Aarer oc Gange. For denne Aarsag Skyld skeer det ocsaa, at somme Dranckere, som bruge aff disse Mandeler, naar de ere saa ofuen fulde, at Øllet eller Vijnen saa got som ralder i deris Hals, kand de endda dricke store Skaaler ud oc dog ey blifue druckne.”

Paullis liv og levned er beskrevet på siden Folk: Berømte naturhistorikere.

Mandler er gode mod infektioner, og de mindsker risikoen for at få kræft, demens og Alzheimer. De sænker også kolesterolindholdet i blodet. De er tillige virksomme mod overvægt, og saften anvendes mod flækkede læber. Endvidere virker de let afførende. Førhen blev mandler spist som potensfremmende middel. Æteriske olier i frøet er populære blandt massører og terapeuter.

I den græske mytologi var Phyllis en smuk nymfe, som var sorgfuld, fordi hendes mand Demofon havde forladt hende. Hun begik selvmord ved at hænge sig i et træ, og her lod guderne et smukt blomstrende mandeltræ spire.

I de hebræiske Tanakh-tekster var mandeltræet et håbets symbol på grund af sin tidlige blomstring, og i Bibelen nævnes mandel ti gange, første gang i Første Mosebog, kap. 43, v. 10, hvor det hedder: “Og Israel, deres Fader, sagde til dem: Om det saa skal være, da gjører dette: tager af Landets bedste Frugt i Eders Sække og fører ned til Manden som Skjenk [gave], lidet Balsam og lidet Honning, Urter og Ladanum*, Pistacienødder og Mandler.”

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Abrikostræet blev dyrket i Kina så langt tilbage som år 1000 f.Kr., eller endnu tidligere. I Armenien har det også været dyrket i tusinder af år, og det blev førhen antaget, at det var artens oprindelige voksested, hvilket afspejles af det latinske artsnavn, som først blev anvendt af den schweiziske botaniker Gaspard Bauhin (1560-1624) i værket Pinax Theatri Botanici i formen Mala armeniaca (‘armensk æble’). Bauhins liv og karriere er beskrevet på siden Folk: Berømte naturhistorikere.

Genetiske studier antyder imidlertid, at dens oprindelsessted er Centralasien. I dag dyrkes den mange steder verden rundt, især i Tyrkiet, det nordlige Indien (Ladakh), Uzbekistan, Iran, Italien, Spanien, Algeriet, Sydafrika og Californien.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fund af arten i danske møddinger fra Vikingetiden (men ikke i ældre møddinger) antyder, at den blev indført på denne tid. I dag er den ganske almindeligt forvildet i hele landet.

Den er et løvfældende træ, der kan blive op til 25 m højt med en stamme på indtil 1,5 m i tværmål, bark glat, rødligbrun med prominente vandrette, gråbrune korkstriber på unge træer, skiftende til sortbrun og furet på ældre træer. De kortstilkede blade er spredte, ovale, spidse, indtil 14 cm lange og 7 cm brede, med tandet rand, bladstilken med 2-5 små røde kirtler, om efteråret bliver løvet orange, brunt, lyserødt eller rødt.

De langstilkede blomster, som sidder i klynger på 2-6 langs grenene, er op til 3,5 cm i diameter, med 5 hvide kronblade og gullige støvbærere. Frugten er en stenfrugt, op til 2,5 cm i diameter hos vilde træer, ofte mere hos dyrkede former, gullig-rødt, mørkerødt eller mørkt purpurfarvet, afhængigt af varietet. Hver frugt rummer en sten med en hård skal, indtil 1,2 cm lang og 1 cm bred, med en op til 8 mm lang kerne.

I lighed med fx det italienske cerasa, det tyske Kirsch og det engelske cherry kommer den danske forstavelse kirse af latin Cerasus, en omskrivning af oldgræsk kerasos, hvilket var det klassiske navn på kirsebærtræet. Cerasus var tillige det gamle romerske navn for den nuværende by Giresun ved Tyrkiets Sortehavskyst, hvorfra kirsebær i Romertiden blev eksporteret til Rom.

De lækre frugter indgår som ingrediens i utallige desserter og kager, samt til produktion af syltetøj og vin. Likør fremstilles af et udtræk af bær og knuste kærner.

Artsnavnet er afledt af latin avis (’fugl’), hvilket sigter til, at fugle holder meget af bærrene, bl.a. stær (Sturnus vulgaris) og solsort (Turdus merula).

Folkenavnet tviselbær kommer af plattysk twissel, hvilket betyder ’dobbeltbær’ – en hentydning til, at kirsebær ofte sidder parvis på kvistene.

Navnene Bedstemors Træ og stenbrødtræ blev tidligere anvendt på Bornholm, der i folkemunde blev kaldt for ’kirsebærtræernes ø’. Nogle steder vokser der så mange fuglekirsebær, at man næsten kan tale om kirsebærskove, og når de blomstrer i maj, kan de farve landskabet delvis hvidt. Et eksempel herpå ses på siden Markante træer i Danmark: Kirsebærskovene i Ringebakker. I kirsebærrenes modningstid samledes man førhen på Bornholm til kjøssebærasønda, hvor kirsebær indgik som en væsentlig del af festmaden.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Frugten forekommer i en overdådighed af farver: gule, lyserøde og forskellige afskygninger af rødt og purpurfarvet. Træerne producerer ofte en overdådighed af dem, og hvis de ikke plukkes af mennesker, bliver de siddende på træet, indtil de bliver overmodne og falder til jorden. Fuglene kan slet ikke overkomme at æde alle disse bær, som til tider ligger næsten i lag under træet. Sommerfugle og hvepse sætter stor pris på rådnende mirabeller. Billeder af disse frugter er præsenteret på siden Efterår.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk kerasos (‘kirsebær’), samt latin ferus (‘vild’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Af veddet fremstilles forskellige genstande, mens frøene anvendes i olier og kosmetiske midler, og frugten gæres til vin eller alkohol.

I lighed med fuglekirsebær dyrkes denne art i talrige lande verden rundt, men ses kun sjældent forvildet, i det mindste i Norden. Den var sandsynligvis oprindelig i Nærøsten.

Artsnavnet er forklaret ovenfor under fuglekirsebær.

 

 

 

 

 

 

 

Arten er hjemmehørende i det sydlige Kina og det nordlige Indokina, men har været dyrket i hundreder af år andre steder i Kina, samt i Taiwan, Korea og Japan. I naturen vokser den i skov og langs vandløb, hovedsageligt i bjerge, undertiden op til højder omkring 3000 m.

Frugten er meget sur og spises normalt ikke rå, men i Fjernøstens køkkener anvendes den til fremstilling af juice og vin, samt som tilsætning til saucer og alkohol. I Taiwan og Japan fremstilles pickles af frugterne.

Arten har været anvendt i traditionel medicin i over 3000 år til behandling af forskellige lidelser, bl.a. tarmbesvær, træthed, hoste og hovedpine. Moderne forskning har vist at den er en antioxidant og desuden kan dæmpe betændelse og mikrobeangreb.

Blomsten er et markant kulturelt symbol, som repræsenterer udholdenhed og modstandskraft på grund af dens tidlige blomstring, der ofte finder sted, mens jorden stadig er dækket af sne. Den er nationalblomst i Taiwan, hvor den dyrkes vidt og bredt.

Billederne herunder er alle fra Taiwan.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det menes, at den nedstammer fra to vilde pærearter, den europæiske P. pyraster og P. caucasica fra Tyrkiet og Kaukasus, der i dag betragtes som underarter af almindelig pære. Forskning antyder, at disse to arter blev indsamlet i naturen, længe før de blev dyrket. Den græske filosof og botaniker Theofrastos (ca. 371 – ca. 287 f.Kr.) og den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.) giver begge anvisninger i dyrkning af pæretræer. Plinius er nærmere omtalt på siden Folk: Berømte naturhistorikere.

P. communis er et løvfældende træ, som kan blive op til 15 m højt, blade spredte, skinnende, mørkegrønne, ovale eller elliptiske, indtil 12 cm lange og 5 cm brede, med fine tænder langs randen. De aromatiske blomster, som sidder i klynger, er op til 4 cm i tværmål, kronblade hvide, undertiden med lyserødt skær, støvbærere gule. Den tåreformede frugt varierer meget i størrelse, form og farve, som kan være grøn, gul, rød, brun eller grå, afhængigt af kultivaren. Den spises rå og anvendes endvidere i madlavning, bagning, og drikkevarer, samt til at syltes.

Slægtsnavnet er den klassiske latinske betegnelse for pæretræet, og artsnavnet betyder ‘almindelig’ på latin.

I min barndoms have havde vi et pæretræ med store, tykskindede, sent modnende pærer, som var faste i kødet. Disse pærer, som vi kaldte for ‘gråpærer’, skrællede min mor, kogte dem og fyldte dem med det stadig meget varme vand på store glas, hvis låg blev tætnet med gummiringe. Konserveret på denne måde kunne de holde i månedsvis, og de udgjorde ofte vores dessert om vinteren. Serveret med flødeskum på smagte de dejligt, og deres smag var trukket ud i væsken.

 

 

 

 

 

Den er en lille flerårig busk, som kan blive op til 2,5 m høj, med toårige stængler. Det første år bærer en ugrenet stængel spredte, snitdelte blade med 5 (undertiden 7) småblade, men normalt ingen blomster. Småbladene er elliptiske eller aflange, indtil 9 cm lange og 6 cm brede, med tandet rand og ofte små, krumme torne på bladstænglen.

I det andet leveår bliver stænglen ikke højere, men producerer adskillige sidegrene, som har mindre blade med 3 (til tider 5) småblade. Blomsterne sidder i små klynger for enden af disse sidegrene, hver blomst op til 1 cm i diameter, med 5 hvide kronblade.

Frugten, der normalt kaldes for et bær, er ikke et bær, men består af mange tætsiddende små stenfrugter med et rødt og saftigt yderlag. Den er spiselig og sød, indtil omkring 1 cm i diameter hos vilde bestande, men op til 2,5 cm hos dyrkede former. I vilde bevoksninger støder man undertiden på en sjælden form, chlorocarpus, som har gule frugter (se billeder nedenfor).

Foruden at blive spist rå anvendes frugterne i marmelade, gelé, sirup og kager. De er rige på antioxidanter. En olie udvundet af frøene indeholder fedtsyrerne Omega-3 og Omega-6, der anvendes som kosttilskud. Traditionelt benyttes et afkog af bladene som sammensnerpende middel til behandling af diarré, samt mod ru hals og blæner i munden.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på brombær (R. fruticosus). Artsnavnet hentyder til hindbærs forekomst på Ida-bjerget (1774 m) i det nordvestlige Tyrkiet, hvor Oldtidens grækere kendte den. På tyrkisk kaldes dette bjerg for Kaz Dagi. (Kilde: A. Huxley (red.) 1992. New RHS Dictionary of Gardening. Macmillan)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Dette ord stammer fra tyrkisk kahve, som blev lånt fra arabisk qahwah.

Oprindelsen af drikken går muligvis tilbage til omkring 900-tallet, men de første sikre oplysninger er fra sidst i 1400-tallet, hvor sufi’en Imam Muhammad Ibn Said al-Dhabhani angiveligt importerede varer fra Ethiopien til Yemen, deriblandt kaffe.

Ifølge en legende blev effekten af kaffefrugter opdaget i 800-tallet af en ethiopisk gedehyrde, som bemærkede, at når hans dyr nippede til de stærkt røde frugter af en busk, blev de fyldt med energi. Han tyggede så selv på nogle af frugterne, og stærkt opildnet af smagen bragte han nogle bær til en munk i et nærliggende kloster. Munken brød sig imidlertid ikke om dem og kastede dem på ilden, hvorefter der bredte sig en liflig aroma i rummet, hvilket fik andre munke til at komme til for at finde ud af årsagen. De ragede de ristede bønner ud af gløderne, stødte dem til pulver, som de opløste i kogende vand, hvorved de frembragte verdens første kop kaffe.

Kaffe fremstilles af adskillige arter, hvoraf de to mest populære er C. arabica, som står for 60-80% af verdensproduktionen, samt C. canephora, kaldt for robusta, der står for omkring 20-40%.

En berømt kaffetype fra Indonesien er den såkaldte kopi luwak, som fremstilles af delvis fordøjede kaffefrugter, som er blevet ædt af den asiatiske palmemår (Paradoxurus hermaphroditus) og derpå skidt ud.

Under et ophold på Bali besøgte jeg en kaffeplantage, hvor man fremstillede kopi luwak, og jeg fik lejlighed til at smage på denne kaffetype. Den er virkelig god, så det er ikke tom snak. Jeg anbefalede drikken til en dame, som gik forbi, men hun sagde: “Hvis det er dén kaffe, hvor man bruger dét dyr, skal jeg ikke nyde noget!”

Der kan man se! Bønnerne var da blevet grundigt rengjort og derpå kogt, så hendes afsky var jo rent psykologisk.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Bladene er spredte, trekoblede, småblade ovale, indtil 14 cm lange og 6 cm brede, spidse, med afrundet basis, helrandede eller med små runde tænder. De duftende blomster, op til 2 cm i diameter, sidder i korte, ugrenede, hængende klaser, som er endestillede er fra bladhjørnerne, kronblade bleggrønne eller gullige, indtil 8 mm lange, støvbærere talrige, med kort støvtråd og blegbrune støvknapper.

Frugten er kuglerund eller oval, op til 25 cm i tværmål, med en hård, forveddet, glat, grøn skal, som bliver gul ved modenhed. Den er opdelt i 8-20 sektioner, som er fyldt med aromatisk orange frugtkød, hver sektion med 6-10 aflange, flade, op til 1 cm lange frø. Frugtkødet spises råt eller laves til marmelade og drikke, og det tilsættes også slik. Det indeholder vitaminer, mineraler og fibre og bliver anvendt mod infektioner, sukkersyge, mavesår, diarré, dysenteri og lungeproblemer.

Af rod og bark kan fremstilles et feberstillende middel. Blomsterne anvendes i parfumer, og frugtkødet benyttes undertiden som vaskemiddel. Veddet er meget hårdt og anvendes til bl.a. hjulnav.

Planten er hellig for hinduer, og dens blade ofres ofte til den mægtige gud Shiva.

En højst besynderlig skik var førhen udbredt blandt newar-folket i Nepal. Småpiger blev ’gift’ med frugten fra bel, der blev betragtet som et symbol på Shivas søn Kumar, og ’vielsen’ foregik som ved et normalt bryllup. Dette ægteskab kunne ikke ophæves, men det forhindrede ikke pigen i at blive gift på sædvanlig vis. Den oprindelige grund til denne besynderlige skik var, at en hindu-enke ifølge gammel tradition skulle udføre det forfærdelige ritual sati, dvs. hun skulle følge sin mand i døden ved at kaste sig på hans ligbål. Det skulle en newar-enke imidlertid ikke, for hendes første ægtefælle Kumar-bel var jo stadig i live!

Slægtsnavnet refererer til Aigle, en af Hesperiderne i den græske mytologi. De var nymfer, som vogtede gyldne æbler. Navnet er utvivlsomt møntet på bel-træets gule frugter.

Artsnavnet stammer fra portugisisk marmelos de Beggla (‘kvæden fra Bengalen’), hvilket sigter til frugten, der minder om en kvæde (Cydonia oblonga).

 

 

 

 

 

 

 

De er buske eller små træer med skinnende blade, duftende hvide blomster, samt kugleformede, ellipsoide eller aflange, saftige frugter, som er omgivet af en læderagtig skal med mange oliekirtler.

Alle Citrus-arter er en glimrende kilde til forskellige vitaminer, specielt C-vitamin. På den tid, hvor Vasco da Gama (1460’erne – 1524) og Ferdinand Magellan (ca. 1480-1521) sejlede ud på deres opdagelsesrejser, døde op mod 80% af sømændene på deres skibe af skørbug, som af Sir Richard Hawkins (1562-1622) blev kaldt “havets pest og sømændenes endeligt.” For at forebygge dette begyndte kaptajnerne at medbringe store forsyninger af eddike, sennep, malt og surkål, som var ganske effektive midler til at forhindre udbrud af den frygtede sygdom. Senere blev det i England lovbefalet for skibene at medbringe citroner eller lime, som er endnu mere effektive mod skørbug, på deres rejser.

En forfriskende juice fremstilles af adskillige typer, specielt appelsin (C. x sinensis), citron (C. x limon) og lime (C. x aurantiifolia). Marmelade fremstilles af forskellige arter, mest pomerans (C. x aurantium var. amara) og bergamot (C. bergamia). Produktionsrester fra fremstillingen benyttes som kvægfoder.

Skallen af adskillige arter indeholder æteriske olier, der anvendes i pafumeindustrien, fx udvindes der i Vietnam parfume af blomsterne af pompelmus (C. maxima). En æterisk olie af bergamot benyttes som tilsætningsmiddel i to té-typer, Earl Grey og Lady Grey, samt i forskellige typer af slik, fx Turkish Delight. I Norge og Sverige benyttes denne olie som tilsætning i snus. I Italien fremstilles et alkoholprodukt ved navn Liquore al Bergamotto af bergamot.

I nutidens urtemedicin anvendes blade, blomster, frugter og frø af forskellige Citrus-arter mod forskellige lidelser, bl.a. forkølelse, feber, hoste, astma, halsbetændelse og mavebesvær. En æterisk olie udvundet af bergamot anbefales til behandling af helvedesild, og i det sydlige Italien blev saft af bergamot tidligere benyttet mod malaria.

Saft af lime-arten C. hystrix anvendes som insektbekæmpende middel.

Slægtsnavnet er den klassiske latinske betegnelse for cedrat-træet (C. medica), formentlig afledt af oldgræsk kedros, det klassiske navn på cedertræet (Cedrus), hvilket sigter til den cederagtige duft hos blade og frugt af cedrat-træet.

Her beskrives først nogle få Citrus-arter, derefter en række hybrider.

 

Pompelmus er rig på C-vitamin, potassium og antioxidanter, og den anvendes i folkemedicinen mod diverse lidelser.

Af veddet fremstilles håndtag til redskaber.

Der er forskellige forklaringer vedrørende navnet pompelmus. Det menes at stamme fra portugisisk pomos limões (‘citrusfrugt’ eller ‘citron’), eller fra gammel-hollandsk pompel (‘tyk’ eller ‘opsvulmet’) og moes (‘mad’), eller fra pompoen (‘græskar’), hvilket sigter til dens store størrelse. Nogle kilder angiver, at ordet kan stamme fra Tamil pampalimacu (‘stor citrusfrugt’), men andre kilder mener, at dette ord var et lån fra det hollandske ord, og ikke omvendt.

Navnet pomelo menes at være en variant af pompelmoes.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Navnet cedrat hentyder til dens ceder-agtige duft.

En besynderlig afart af cedrat er varieteten sarkodactylis, som i daglig tale kaldes for Buddhas hånd på grund af dens form. Den benyttes til at føje duft til tøj og andet. Den tørrede skal af umodne frugter anvendes som styrkende middel.

 

 

 

 

 

I de oprindelige vilde bevoksninger var frugtkødet bittert, men gennem krydsning med pompelmus blev det sødt. Det spises råt eller laves til juice.

Artsnavnet er latin og betyder ‘net-mønstret’, hvilket sigter til skallens overflade. Ordet mandarin blev først anvendt af franskmændene, af ukendt årsag.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Frugten er meget anvendt på grund af dens syrlige saft og olie i drikkevarer, kager og marinader, samt som et naturligt konserveringsmiddel. Den benyttes også i kosmetikindustrien. Medicinsk anvendes den mod infektioner, og den indeholder antioxidanter.

Artsnavnet er afledt af latin aurantium (‘appelsin’) og folium (‘blad’), hvilket hentyder til dens blade, der minder om appelsin-blade.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kumquat er oprindeligt hjemmehørende i det sydlige Kina. Den er nævnt i kinesisk litteratur i hvert fald så langt tilbage som 1100-tallet. På kantonesisk kaldes den for 金橘 (gam gwat), fra gam (‘gylden’) og gwat (‘appelsin’). På engelsk blev ordet forvansket til kumquat eller cumquat.

I dag dyrkes kumquat mange steder i varmere egne af Asien for de små ovale eller kuglerunde, orange frugter, der ikke er meget større end oliven. Den er unik blandt citrusfrugter, idet skallen er spiselig og sød, mens frugtkødet er surt. Frugten anvendes også i marmelade, salater, slik og cocktail-drikke, og den er en glimrende kilde til A- og C-vitamin, fibre, kalk og antioxidanter.

 

 

 

 

 

 

 

Citronen var sandsynligvis kendt af romerne, men den første litteratur, som omtaler den, er fra Arabien i 900-tallet. Araberne bragte den til Spanien, hvorfra dyrkning af citrontræer er beskrevet af Ibn al-‘Awwam i værket Kitāb al-Filāha (‘Bog om landbrug’) fra 1100-tallet. I dag dyrkes citroner verden rundt i områder med varme somre og milde vintre.

Citroner er en glimrende kilde til C-vitamin, og som beskrevet ovenfor under slægt blev de ofte medbragt på sørejser i 1700-tallet for at forhindre skørbug.

Frugtsaften anvendes verden rundt som tilsætning til drikkevarer, og frugtkødet og skallen benyttes i madlavning og bagning. Af skallen fremstilles pektin, som er et vigtigt konserveringsmiddel i madvarer og andet. Citronsaft kan anvendes som et mildt blegemiddel samt til at fjerne pletter, og førhen blev den benyttet som et middel mod solskoldning.

Af bladene kan fremstilles té, og de anvendes også ved tilberedning af kød- og fiskeretter.

En olie udvundet af skallen benyttes i kosmetikindustrien.

Medicinsk er citronsaft med honning at velkendt middel mod ru hals og forkølelse. Førhen blev den indtaget for at lette feber, bl.a. malaria. Citron-skal hjælper mod åreknuder.

Ordet limon er af persisk oprindelse.

 

 

 

 

 

 

 

Blomsterne benyttes i parfumeindustrien, samt til fremstilling af appelsinblomst-vand, en pendent til rosenvand. Dette vand er en vigtig ingrediens i de franske og mellemøstlige køkkener, specielt i desserter og kager. I USA anvendes det i appelsinblomst-kager og marshmallows. I Spanien tørres blomsterne, hvorefter der laves té af dem. Honning produceres også af nektar fra blomsterne.

Bladene kan også anvendes til té.

Veddet benyttes til rygning af grillet kød.

Egentlig er appelsin jo et yderst mærkeligt navn på denne dejlige frugt. Dette ord er efter al sandsynlighed en forvanskning af det hollandske navn på frugten, sinaas-appel, hvilket betyder ’kinesisk æble’ – et navn, som hentyder til, at appelsinen først opstod i Kina, hvor den er nævnt i litteratur så tidligt som i 314 f.Kr. (Kilde: Xu et al. 2013. The draft genome of sweet orange (Citrus sinensis). Nature Genetics. 45: 59-66).

Det latinske artsnavn betyder også ’kinesisk’.

På engelsk hedder appelsin orange. Man kunne forledes til at tro, at frugten fik dette navn på grund af sin farve, men det er ikke tilfældet – faktisk er det lige omvendt. Inden frugtens indførelse til Europa fandtes der ikke noget udtryk for farven orange, som blev kaldt gul eller rød. Englænderne adopterede det oldfranske navn på appelsinen, orange, der var afledt af italiensk arancia, som igen var baseret på arabisk naranj, der var afledt af sanskrit-navnet på frugten, naranga.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den bliver op til 5 m høj, med korkagtig bark og normalt med lange, næsten lige torne på stamme og grene, men undertiden uden torne. De snitdelte blade har 3-9 siddende, modsatte, ovale eller lancetformede, spidse småblade, op til 8 cm lange og 2 cm brede, margin helrandet eller svagt tandet. Bladstilken har for det meste en smal vinge, men er undertiden uvinget, med rustfarvede hår, midternerven til tider med torne på undersiden.

Blomsterstandene, op til 7 cm lange klynger, er endestillede eller fra bladhjørnerne, med stilkede blomster, op til 1,5 mm i diameter, bægerblde gule med 6-8 spidse flige, kronblade manglende. Frugten er en kugleformet purpurrød kapsel, op til 5 mm i tværmål, med nogle få oliekirtler. Frøene er sorte og skinnende.

Efter at have fjernet frøet tørres frugtens yderlag af denne og andre arter i slægten til fremstilling af et krydderi, der i Himalaya kaldes for timur, i Kina Sichuan-peber. Det anvendes i madlavning.

I Nepal benyttes rod, bark, blade og frø mod en række lidelser, bl.a. tandpine, hoste, rheumatisme og forstoppelse, samt til at uddrive indvoldsorm. Bark og blade strøes i vandløb til at bedøve fisk. Der fremstilles spadserestokke af grenene, og kvistene anvendes til at rengøre tænderne. Frugterne kan laves til pickles.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk xanthos (‘gul’) og xylon (‘ved’), som hentyder til, at veddet hos mange af arterne er gult. Det danske navn sigter til frøenes anvendelse.

Artsnavnet er latin og betyder ‘bevæbnet’, hvilket naturligvis hentyder til de skarpe torne.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det kan undertiden blive op til 30 m højt, men er i reglen meget lavere, med en stammediameter op til 80 cm, med korkagtig bark og hængende grene. Bladene er snitdelte, indtil 40 cm lange, med 3-10 par aflange eller elliptiske småblade, der hvert er op til 15 cm langt og 5 cm bredt. Blomsterstandene er endestillede, mangegrenede klynger, op til 50 cm lange, blomster små med brungule kronblade.

Den kugleformede brunlige frugt, indtil 2,5 cm i diameter, har en tynd, læderagtig skal, som er dækket af fine hår. Ved modenhed er den nem at knække, hvorved det gennemsigtige frugtkød kommer til syne, med et enkelt stort, kugleformet, sort frø, som har en cirkulær eller oval aftegning ved basis, der kan minde om pupillen i et øje. Dette har givet anledning til artsnavnet, som er afledt af vietnamesisk long nhãn eller kantonesisk lùhng ngáahn, der begge betyder ‘drageøje’.

Frugtkødet er sødt og saftigt, mens skallen og frået er uspiselige. Frugten anvendes ofte i asiatiske supper, snacks, desserter og forskellige retter, frisk eller tørret, og den tilsættes til tider sirup. (Frø og skal er stadig uspiselige). Den kan også gæres til fremstilling af vin.

I kinesisk urtemedicin menes den at have en beroligende effekt.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk dis (‘to’) og karpos (‘frugt’), hvilket måske hentyder til den tofligede griffel.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I vild tilstand kan det blive omkring 35 m højt, mens dyrkede træer stynes. De snitdelte blade er læderagtige, med 4-10 modsatte, lancetformede, elliptiske eller aflange, spidse småblade, hvert op til 20 cm langt. Blomsterstandene er endestillede klynger af 10 eller flere klaser, indtil 50 cm lange, med hundreder af små, duftende, hvide, gule eller grønne blomster.

Frugten er variabel, kuglerund, oval eller hjerteformet, indtil 5 cm lang og 4 cm bred, grøn som ung, rød, lyserød, orangegul eller purpurfarvet ved modenhed, med en tynd og sejg skal, som har en nubret overflade, undertiden med skarpe torne. Skallen er uspiselig, mens det hvide frugtkød er sødt og lækkert. Det enlige frø, som også er uspiseligt, er brunt og skinnende.

Foruden at blive spist råt anvendes kødet i salater og cocktails. Det er rigt på B- og C-vitamin, samt antioxidanter.

Slægtsnavnet er afledt af det kinesiske navn på frugten, 荔枝 (ofte skrevet som lizhi).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Frugtkødet, som er hvidt eller blegt lyserødt, har en sød, let syrlig smag, lidt hen ad vindruer. Det anvendes i desserter, samt i curry- og andre retter. Frøet, som indeholder både mættede og umættede fedtsyrer, kan spises efter kogning, men er bittert.

Arten er hjemmehørende i det sydlige Kina, Indokina, Malaysia, Indonesien og Filippinerne, men dyrkes mange andre steder, med over 200 kultivarer. Omkring 1300-tallet bragte arabiske handelsfolk den til Zanzibar og Pemba i det nuværende Tanzania, og den blev også indført til Indien. I 1800-tallet begyndte hollænderne at dyrke den i Surinam, hvorfra den spredtes til andre latinamerikanske lande.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk nephelion (‘en lille sky’), hvilket sigter til det hvide frugtkød. Artsnavnet er latin og betyder ‘burre-lignende’ eller ‘håret’, hvilket hentyder til gevæksterne på frugten. Det danske navn er afledt af Malaj-ordet rambut (‘hår’), hvilket selvfølgelig også hentyder til gevæksterne.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Barken er grålig-brun eller sortbrun, unge grene grønne og glatte. De snitdelte blade er op til 45 cm lange, inklusive stilken, glatte eller dunhårede, med 5-8 par skinnende, pergamentagtige, smalt elliptiske, lancetformede eller svagt seglformede, spidse, helrandede småblade, indtil 15 cm lange og 5 cm brede, med let asymmetrisk basis og 15-17 par næsten parallelle nerver.

Blomsterstandene er store, endestillede, pyramideformede, op til 20 cm lange klynger, blomster små, med 5 ovale, op til 2 mm lange bægerblade og 5 creme- eller purpurfarvede, lancetformede, indtil 2,5 mm lange kronblade. Den næsten kuglerunde frugt er glat, ofte med udposninger ved stilken, op til 2,5 cm i diameter, grøn som ung, orange eller gul ved modenhed, og bliver efterhånden sort.

Frugten har et højt indhold af saponin og kan benyttes som vaskemiddel. Den anvendes også medicinsk, samt til at polere sølvtøj. Veddet udnyttes til fremstilling af møbler, brædder, krydsfinér og andre genstande. Knuste frø er et naturligt middel til bekæmpelse af insekter og anvendes ofte til at fjerne hovedlus. I Nepal anvendes sæbeskum fra frugten til behandling af brandsår.

Slægtsnavnet er afledt af latin sapo (‘sæbe’) og indicus (‘fra Indien’), mens artsnavnet er afledt af mukuroji, det japanske navn for denne art.

 

 

 

 

 

 

Det kan blive over 30 m højt, med en stammediameter op til 1,5 m, men er i reglen mindre, specielt dyrkede former. De langstilkede, elliptiske eller ovale, helrandede blade bliver op til 15 cm lange. De små duftende blomster er klokkeformede, indtil 1,5 cm i diameter, kronblade hvide eller grønlige, ofte brunlige og hårede på ydersiden, enlige på lange stilke fra bladhjørnerne, normalt i spidsen af grene og meget tæt sammen, hvilket minder om en klynge.

Frugten er et kugleformet eller ovalt bær, som varierer i størrelse mellem 4 og 10 cm i længde såvel som bredde. Den minder en del om en blomme. Frugtkødet er sødt og smager lidt hen ad pære. Foruden at blive spist råt blandes det i milkshakes, is, marmelade, kager, pandekager og dej, og det kan også gæres til vin eller eddike. Frugten er rig på vitaminer, fibre og gavnlige polyfenoler, og den anvendes i folkemedicinen mod diarré.

En hvid, gummiagtig saft, kaldt for chicle, høstes af barken og anvendes til fremstilling af tyggegummi. Barken har også et højt indhold af garvestoffer, som benyttes til at garve læder, samt til at bevare sejl og fiskegrej.

Slægtsnavnet stammer fra Manilha, det portugisiske navn på byen Manila, kombineret med det sydindiske Malayalam-ord kara (‘frugt’).

Artsnavnet stammer fra zapote, en spansk forvrængning af Nahuatl-ordet tzapotl, som blev anvendt for diverse søde frugter. Navnet sapodille er afledt af spansk zapotillo (‘lille zapote’), mens navnet chiku er afledt af spansk chicozapote, en forvrængning af Nahuatl xicohtzapotl (‘lille zapote’).

 

 

 

 

 

 

 

Det bliver op til omkring 7,5 m højt med udbredte grene, blade læderagtige, glinsende grønne, elliptiske, ovale eller omvendt lancetformede, spidse, helrandede eller med svagt bølget rand, indtil omkring 28 cm lange og 8 cm brede, siddende i endestillede klynger. De duftende blomster er små, op til ca. 1,2 cm lange, kronblade cremefarvede eller grønlig-hvide, voksende i bladhjørnerne eller fra bladløse knæ.

Frugten er op til 15 cm lang og 12 cm bred, variabel, oftest oval, men i nogle typer afrundet eller hjerteformet, grøn som unge, knaldgul eller orangegul ved modenhed. Den vejer typisk omkring 70 g, men hos nogle varieteter op til 700 g. Det orange frugtkød kan spises råt. Dets konsistens er blevet sammenlignet med blommen af et hårdkogt æg. Det har en sødlig, lidt moskusagtig smag, som jeg personligt finder en smule vammel. Frugten anvendes også som fyld i marmelade, pandekager, milkshakes, is og budding, samt som mel.

Veddet udnyttes undertiden til planker, og i nogle områder er dens gummisaft blevet anvendt til at forfalske chicle (se sapodilletræ ovenfor).

Slægtsnavnet er afledt af pouteri, et navn, som blev anvendt i Cayenne (Fransk Guiana) for en anden art i slægten. Artsnavnet hentyder til Campeche, en mexikansk kystby, hvor arten forekommer naturligt.

Det danske navn menes at stamme fra et lokalt mellemamerikansk sprog.

 

 

 

 

 

 

De er kendt under en lang række navne, bl.a. grøn peber, rød peber, chili, cayennepeber, jalapeño, tabasco og piri-piri. Chili er aztekernes oprindelige navn på planten, mens navnet cayennepeber stammer fra Cayenne (Fransk Guiana), hvorfra denne type først blev eksporteret til Europa.

De har været anvendt som føde i Mellemamerika så langt tilbage som 7500 f.Kr. Grønne og røde frugter spises rå, stegte eller som pickles, eller som grønsag i retter. De er meget rige på adskillige vitaminer samt kalium, jern, magnesium og mangan. Tørrede frugter er et meget populært krydderi. Bladene er spiselige og benyttes meget i forskellige asiatiske køkkener.

Frugterne virker bakteriedræbende og stimulerende, og i pulveriseret form indtages de mod fordøjelses- og mavebesvær. De anvendes også mod bl.a. feber, hovedpine, herpes, gigt, Raynaud’s syndrom (‘hvide fingre’), psoriasis samt helvedesild. Frugtsaften smøres på huden for at øge blodcirkulationen, og en salve af frugten smøres på forstuvninger og smertende led. Cayennepeber har været anvendt som potensfremmende middel.

I bogen Flora Medica, fra 1838, beskriver den engelske botaniker John Lindley (1799-1865) Capsicum annuum således: “Den anvendes sammen med Cinchona [en plante i familien Rubiaceae] som medicin mod periodisk tilbagevendende sløvsind, samt mod urinsyregigt, fordøjelsesbesvær ledsaget af rigelig tarmluft, ørebetændelse, lammelser osv. Dens mest værdifulde egenskab ligger imidlertid i behandlingen af cynanche maligna [akut smitsom halsbetændelse] og scarlatina maligna [ondartet skarlagensfeber], anvendt enten som gurglevand eller indvortes.“

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kapsikos (‘kasse-lignende’), hvilket formentlig hentyder til frugtens form hos nogle typer.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den er en busk, som kan blive op til 5 m høj, blade stilkede, mørkegrønne, med dunhår på begge overflader, bredt ovale eller hjerteformede, meget store, op til 40 cm lange og 30 cm brede. Ved knusning udsender de en tung, moskusagtig duft. De duftende stjerneformede blomster er op til 2,5 cm i diameter, kronblade hvide, lyserøde eller lavendelblå. De vokser i endestillede klynger med 10-20 blomster, undertiden flere.

Frugten er et kødfuldt, ovalt bær, der kan blive op til 10 cm langt og 6 cm bredt, men normalt er mindre. Farven varierer fra gul, orange og rød til blegt purpurfarvet. Gule og orange typer er søde, mens de røde er mere syrlige. De har et højt indhold af vitaminer og jern, mens kalorieindholdet er lavt, kun omkring 40 pr. frugt. Den spises oftest rå. I Ecuadors højland anvendes gule former i ceviche (rå fisk eller skaldyr, marineret i lime-juice) samt som smagsstof i retter, mens den røde form anvendes i desserter. Andre steder blandes frugten med vand til at lave juice, eller tilsættes chutney, pickles og curry-retter.

Der er forskellige forklaringer på slægtsnavnet. Det kan være afledt af latin solamen, fra solor (‘at berolige’ eller ‘at trøste’), samt den navneords-dannende endelse men, således ‘beroligelse’ eller ‘trøst’, hvilket sigter til de bedøvende, narkotiske eller beroligende egenskaber hos nogle arter i slægten. Andre foreslår, at det kan være afledt af latin sol (’sol’), hvilket hentyder til, at disse planter ynder at vokse på lysåbne steder.

Artsnavnet er afledt af latin beta (‘bede’), således ‘minder om en (rød)bede’, hvilket kan sigte til bladene eller frugtens farve.

 

 

 

 

 

 

 

Den stammer fra den nordlige del af Andesbjergene samt Mellemamerika, hvor den har været anvendt som fødekilde i tusinder af år. Under deres erobring af Azteker-riget stiftede de spanske conquistadorer for første gang bekendtskab med tomaten. På aztekernes sprog Nahuatl blev denne frugt kaldt for xitomatl (‘en plump frugt med en navle’), afledt af tomatl (‘plump frugt’). På spansk blev dette ord til tomate, hvilket i forskellige former blev benyttet på så godt som alle europæiske sprog.

Conquistadoren Hernán Cortés (1485-1547) bragte plantens frø hjem til Spanien, og da den villigt voksede i det stedlige klima, begyndte den spanske regering at opmuntre folk til at dyrke den. I begyndelsen af 1600-tallet var den allerede blevet en fast ingrediens i det spanske køkken.

I andre europæiske lande, derimod, gik der lange tider, inden folk begyndte at spise tomater. I begyndelsen mente man, at de var giftige, og i England blev de kaldt for wolf peach (‘ulve-fersken’). Dette navn blev adopteret af den svenske botaniker Carl von Linné (1707-78), da han i 1758 navngav planten Solanum lycopersicum, afledt af oldgræsk lykos (‘ulv’) samt latin persicum (‘persisk (frugt)’, dvs. fersken). – Hans liv og levned er beskrevet på siden Folk: Berømte naturhistorikere.

Denne overtro kom af, at mange mennesker blev syge efter at have spist tomater. Det var imidlertid en fejl at skyde skylden på tomaterne. I Middelalderen spiste mange fornemme mennesker af tin-tallerkner, som havde et ret højt indhold af bly. Tomater har et temmelig højt syreindhold, og når de blev anbragt på disse tallerkner, trak denne syre bly ud af tallerknen, hvilket havde til følge, at mange mennesker døde af blyforgiftning. Dengang faldt det ingen ind at forbinde tallerknerne med giftstoffet. Ergo blev tomaten kendt skyldig. (Kilde: smithsonianmag.com/arts-culture)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Frugten, der er klassificeret som et bær, varierer kolossalt, fra kugleformede og kun ca. 3 cm i diameter på forvildede planter til kultivarer med stærkt forlængede, ovale eller kugleformede frugter, hos nogle typer aflange og op til 35 cm lange, andre til 10 cm i tværmål, farve varierende fra purpurfarvet til hvid. Frugtkødet er lysebrunt eller hvidt, med en let bitter smag, som kan reduceres ved at smøre skiver af frugten ind i salt, inden man steger eller rister dem, eller føjer dem til curry-retter. Den er næringsrig og indeholder få kalorier.

I traditionel medicin anvendes frugten til at kontrollere kolesterol i blodet, blodtryk, sukkersyge og infektion, og saft fra bladene smøres på huden i tilfælde af hudlidelser.

Artsnavnet stammer fra Sanskrit vatigama, som blev til al-badinjan på arabisk, hvilket blev forvrænget til melitzana på byzantinsk græsk, der senere blev latiniseret til melongena. På siciliansk kaldtes den for melanzana, som i folkemunde blev til mela insana (‘æblet som gør dig gal’), der opstod på grund af den fejlagtige antagelse, at man blev gal af at spise den.

På de fleste europæiske sprog kaldes frugten for aubergine, hvilket også er en forvrængning af det arabiske navn al-badinjan. I det sydlige Asien og andre steder kaldes den for brinjal, igen en forvrængning af det arabiske navn.

I Nordamerika og Australien er navnet eggplant mere almindeligt. Dette navn, som først blev rapporteret i 1763, blev oprindeligt anvendt om kultivarer, hvis små hvide frugter mindede om hønseæg.

 

 

 

 

 

 

Den er en forveddet slyngplante, der kan opnå en længde af 35 m, men dyrkede planter stynes normalt til 1-3 meters højde. Bark på ældre stammer skaller af i strimler. Bladene er cirkulære i omrids, indtil 20 cm i diameter, hånddelte med 3-5 flige. Blomsterstandene er tætte klynger af bittesmå, grønlige eller hvide blomster, som kun er få mm i tværmål. Frugten er et saftigt bær, ovalt eller kuglerundt, under tiden op til 3 cm i diameter, men mere normalt op til 2 cm. Det indeholder op til 6 pæreformede frø.

Frugten spises rå eller gæres til vin. I køkkener omkring Middelhavet og i Mellemøsten vikles bløde unge blade ofte omkring ris, urter og kød, som derpå simrer i en fond af citron og olivenolie. Denne ret kaldes for dolma eller sarma. Blade, som har været dyppet i saltvand, føjes til gærede pickles for smagens skyld.

Bladene er rige på antioxidanter, og i folkemedicinen anvendes de til behandling af betændelse, diarré og hæmorroider.

I den græske mytologi var Dionysos oprindelig gud for naturen og især planterne, men blev sidenhen betragtet som de våde elementers gud, især vin og blod. De fleste af hans tilhængere var til at begynde med kvinder, som iført dyreskind og med kranse af vedbend (Hedera helix) om håret drog ud i skovene. I hænderne bar de slanger og lange lanser, omhængt med vedbend og med en kogle af pinje (Pinus pinea) fastgjort i spidsen. De dansede sig i ekstase til musik fra fløjter og tamburiner og troede til sidst at se mælk, vin og honning flyde fra Dionysos’ mund. De kastede sig over vilde dyr og drak deres blod og iførte sig deres skind. De var besat af galskab, mania, og kaldtes derfor mænader (direkte oversat ‘de gale’).

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på den dyrkede vinplante, oprindeligt fra proto-indoeuropæisk wehitis (‘planten som slynger eller bøjer sig’).

Artsnavnet er afledt af latin vinum (‘vin’) og fer (‘bærer’).