Havskildpadder er i stærk tilbagegang

Så perfekt er havskildpadderne tilpasset livet i havet, at de stort set er uændrede gennem 180 millioner år. De opstod samtidigt med de første dinosaurer, men hvor de fleste af disse uddøde for omkring 65 mio. år siden, har havskildpadderne overlevet frem til i dag.

Det er svært at anslå antallet af de enkelte arter, men den almindeligste er ganske givet olivengrøn ridley (Lepidochelys olivacea), som tæller mindst 2-3 mio.

Dens nære slægtning caribisk ridley (Lepidochelys kempii) – som på dansk har det lidt uheldige navn bastardskildpadde – yngler kun på en enkelt kyststrækning i den Mexicanske Havbugt. Den talte tidligere mindst 120.000 individer, men bestanden er nu dalet til få tusinde. Caribisk ridley er to gange truffet i Danmark, ved Hvide Sande, hvor et eksemplar skyllede i land i 1926 og døde kort efter, samt nord for Gilleleje, hvor et dyr blev fanget i trawl i 1974.

Suppeskildpadden (Chelonia mydas) har en vid udbredelse i troperne og subtroperne. Navnet skyldes, at man koger suppe på noget, der kaldes calipee – en geléagtig brusk mellem bugskjoldets knogler. Kødet er også velsmagende.

Dens nære slægtning, den sorte havskildpadde (Chelonia agassizii), yngler kun på Mexicos Stillehavskyst. Den tæller kun få tusinde individer.

Fladskjoldet havskildpadde (Natator depressa) findes i havene nord og øst for Australien. Af denne art findes også kun få tusinde.

Karetteskildpadden (Eretmochelys imbricata) har en vid udbredelse i tropernes og subtropernes koralrev.

Uægte karette (Caretta caretta) er også vidt udbredt og er den eneste art, som yngler i Europa, nemlig på vestkysten af Tyrkiet samt på visse græske øer. I 1971 gik et eksemplar i en åleruse ved Ulvshale på Møn. Den blev bragt til Danmarks Akvarium, hvor den levede i flere år.

Den ottende art er den store læderskildpadde (Dermochelys coriacea), som kan blive næsten 3 m lang og veje op mod 900 kg. Den udgør en særskilt familie, Dermochelyidae, som adskiller sig fra de øvrige havskildpadder ved, at rygskjoldet ikke er forbundet med ryghvirvlerne eller ribbenene, men består af en mosaik af små benplader, som er overtrukket med en læderagtig hud. Ned langs ryggen løber fem eller syv forhøjninger.

Læderskildpadden er en stor vandrer, som søger til de nordlige og arktiske have i søgen efter føde, mens den i yngletiden vandrer til troperne. Arten kan trives i de kolde vande, fordi blodcirkulationen holder dens kropstemperatur så meget som 18^oC over omgivelsernes. I Danmark er den truffet tre gange. En drev i land på Sjællands Odde i 1948, en blev fanget i trawl vest for Nymindegab i 1965, og en blev fundet i Sejerøbugten i 1979.

Art                                                   Kendetegn                                                                                          Udbredelse                            Vigtigste ynglepladser

Olivengrøn ridley                        lille, max. 75 cm, carapax ofte olivenfarvet, tit næsten               troperne                                 Indien, Costa Rica

(Lepidochelys olivacea)               cirkelformet, 5-9 ribbensplader, to par forpandeskjolde

Caribisk ridley                             lille, max. 70 cm, carapax ofte grå, tit næsten                                Caribien                        Mexicanske Bugt (eneste)

(Lepidochelys kempii)                 cirkelformet, 5 ribbensplader, to par forpandeskjolde

Suppeskildpadde                         mellemstor, 1-1½ m, carapax lyse- eller mørkebrunt,                troperne og subtroperne         Australien, Mexico

(Chelonia mydas)                          4 ribbensplader, kun ét par forpandeskjolde

Sort havskildpadde                     mellemstor, 1-1½ m, carapax næsten sort,                                     Centralamerika             Mexicanske Stillehavskyst

(Chelonia agassizii)                     4 ribbensplader, kun ét par forpandeskjolde

Fladskjoldet havskildpadde      mellemstor, 1-1½ m, rygskjold meget fladt,                                 Australien                               Crab Island

(Natator depressa)                        4 ribbensplader, kun ét par forpandeskjolde

Karetteskildpadde                        lille, max. 1 m, carapax med flammemønster, ofte køl              troperne og subtroperne      Melanesien

(Eretmochelys imbricata)             langs midterplader, rygplader overlapper,

                                                          4 ribbensplader, to par forpandeskjolde

Uægte karette                                 stor, 1½-2 m, carapax rødbrun, 5-6 ribbensplader,                    troperne og subtroperne         Oman

(Caretta caretta)                            to par forpandeskjolde

Læderskildpadde                          stor, ofte 2 m, ingen hornplader, 5 eller 7                                     alle have                                 Mexico, Cayenne

(Dermochelys coriacea)                længderibber på ryggen

Utroligt nok lever den store læderskildpadde overvejende af gopler. Da disse jo består af 98% vand, skal der enorme mængder til, og det er grunden til, at læderskildpadden vandrer til kolde have, hvor gopler er talrigest. De lever ofte på store dybder, men det afskrækker ikke læderskildpadden, som er i stand til at dykke ned til 1500 meters dybde.

Efter æglægningen dækker hunnen æggene til, hvorefter hun slynger sand rundt med lufferne, så redestedet camoufleres. Derpå vender hun tilbage til havet. Hos flere arter lægger hunnerne æg i flere omgange, op til 11 kuld på en sæson.

Det fantastiske er, at hunnen ofte vender tilbage til den strand, hvor hun fødtes årtier før. Hvordan hun bærer sig ad med det, forbliver et mysterium. En teori går på, at dyrene præges på strandens fysiske og kemiske sammensætning, samt at de er i stand til at anvende Jordens magnetisme til at navigere efter.

To-tre måneder efter at æggene er lagt, klækkes de, ofte i mange reder samtidigt. De nyklækkede unger, der kun er 4-5 cm lange, har en bemærkelsesværdig måde at komme op af sandet på. De begynder alle at vibrere kraftigt med lufferne, så sandet over dem rystes ned under dem. På denne måde ‘løftes’ de langsomt op til overfladen.

Ungerne er programmeret til at søge mod lyset. Selv i bælgmørke vil havet reflektere mere lys end landjorden, så ungerne søger mod havet. Husbyggeri på strandene slår mange unger ihjel, da de søger mod husenes lys i stedet for havet. Hvis ikke de når vandet i en fart, tørrer de ud. Andre farer er talrige. Måger, glenter og spøgelseskrabber æder løs sammen med de ovennævnte rovdyr. Af de unger, der når havet, bliver mange ædt af rovfisk, krabber, fregatfugle og andre.

Kun 2-3 ud af tusinde unger bliver voksne og kan begynde at reproducere sig. Biologen Hendrickson fandt, at af de ca. 1800 æg, en suppeskildpadde-hun lægger i løbet af sit liv, klækkes kun 405, og kun 243 unger når havet. Af disse overlever bare 31 den første uge, og kun tre opnår en fuld livscyklus.

Den ægte karette forfølges på grund af sit smukke rygskjold, der leverer den ægte form for skildpaddeskjold til udskæring af smykker, kamme etc. Japan er storaftager af skjoldene. Selv hele, lakerede skildpadder sælges som souvenirs, bl.a. i Indonesien.

Titusinder af havskildpadder drukner i fiskegarn eller kommer til skade i bådmotorers propeller. Unge skildpadder dør af at æde spildolie og tjæreklumper i havoverfladen, og mange læderskildpadder kvæles, fordi de sluger store mængder plastic i den tro, at det er gopler.

På øen Wheeler Island i mundingen af den store Maipura-flod i delstaten Odisha (Orissa), østlige Indien, ligger en lille fiskerlandsby, hvis hytter har vægge af græs, som er bundet på et skelet af træ. Her boede biologen Bivash Pandav fra Wildlife Institute of India sammen med sit mandskab adskillige måneder hvert efterår gennem 1990’erne med det formål at studere olivengrønne ridleyer og fange så mange af dem som muligt for at mærke dem med det formål at kunne følge deres vandringer. Et ganske almindeligt grise-øremærke af stål klemmes om den ene forluffe med en tang. På hvert mærke findes et løbenummer og adressen på Wildlife Institute.

Ud for strandene her samles skildpadderne i tusindvis i november-december for at parre sig. Mens det er nemt nok at mærke hunnerne, som kommer op på land for at lægge æg, er det langt vanskeligere at fange hannerne. Det kan faktisk kun lade sig gøre, når dyrene parrer sig, da de så er meget lidt agtpågivende. Mærkningen har givet genfangster så langt borte som det østlige Sri Lanka.

Så sætter rorsmanden fuld fart på motoren og styrer hen mod parret, mens det øvrige mandskab gør grejet parat. Det består i al sin enkelhed af et net af nylonsnore, monteret på en trekantet ramme af kraftige bambusstænger. Fra to af stængerne bindes reb omkring små pæle forrest på bådens rælinger.

For mig ser det ud, som om båden vil sejle skildpaddeparret ned, men i sidste sekund drejer rorsmanden til højre. Assistenten med fangstnettet styrer det ned under parret, som bliver viklet ind i maskerne. ”Træk”, råber han, og de andre to haler af alle kræfter i rebene for at trække nettet op til rælingen. Hvis ikke det sker i en fart, kan skildpadderne hoppe ud af nettet igen. Nettet bliver bundet fast til rælingen, og en af skildpadderne hales ombord.

”Har I nogensinde fanget en af jeres egne mærkede skildpadder fra foregående år?” spørger jeg Pandav, mens mandskabet tumler med en af skildpadderne i nettet.

”Endnu ikke”, svarer han. I det samme råber en af mændene: ”Denne her er mærket!”

Pandav farer derhen for at aflæse ringen, og i næste nu opfører han en sand krigsdans på dækket. ”Denne her er fra sidste år!” siger han glædesstrålende.

I dagens løb fanger vi 24 par, hvilket er personlig dagsrekord for Pandav. ”Du bringer mig held!” siger han.

Sideløbende med mærkningen måles længde og bredde af rygskjold og bugskjold. Skildpadden løftes op i et net, som er hængt i en krog på en vægt. Vægten hænger i en stang, som to af mændene bærer på skulderen. En olivengrøn ridley vejer mellem 35 og 50 kg.

To af verdens havskildpaddearter har denne adfærd: olivengrøn ridley og caribisk ridley. Mens caribisk ridley som før nævnt kun forekommer på én strand i Mexico og er tæt på at uddø, har (eller havde) olivengrøn masseforekomst adskillige steder, bl.a. Mexico, Ecuador og Costa Rica, samt her i Odisha. Olivengrøn ridley yngler mange andre steder i troperne, men ikke i så store mængder. De øvrige arter yngler i smågrupper eller enkeltvis.

Masseæglægningen menes at være en metode til at undgå overprædation. Den pludselige tilsynekomst af en stor mængde føde to gange om året (æg og senere nyklækkede unger) lokker selvfølgelig mange rovdyr og fugle til. De æder alt, hvad de kan, men mængden er så overvældende, at et stort antal unger har en god chance for at nå havet. Prædatorerne kan heller ikke have en fast population i området, som er afhængig af havskildpadderne, da fødemængden kun er til stede en relativt kort periode af året.

I de sidste årtier er imidlertid opstået flere trusler mod dyrene. Mange drukner i fiskegarn, efter at trawlere fra Kolkata i højere grad er begyndt at fiske langs Odishas kyst. Selv om olivengrøn ridley er totalfredet i Indien, fanges et stigende antal til servering på restauranter, især i Kolkata. Dette på trods af, at den vigtigste yngleplads Gahirmata ligger i et havreservat. Det lokale Forest Department, som er ansvarlig for overvågningen, giver som undskyldning, at der er mangel på mandskab. Men selv efter at flåden har stillet mandskab til rådighed, er patruljeringen ikke tilstrækkelig, da Forest Departmentets både ikke er hurtige nok.

Endvidere trues skildpadderne, fordi deres æglægningsstrande vokser til. Forest Department – som egentlig skal sørge for, at skildpadderne trives – har tilplantet lange strækninger af strandene med det hurtigtvoksende jerntræ (Casuarina). Derved forsvinder de åbne strande, som skildpadderne er afhængige af.

Endelig er en ny trussel mod skildpaddernes strand, at det indiske luftvåben – af alle steder – i april 1999 valgte at prøveaffyre missiler fra Wheeler Island, få kilometer fra Gahirmata.

Pandav og hans folk tæller ilanddrevne skildpadder, der er druknet i fiskegarn og kastet overbord. Fundmåneden markeres med hvid maling på skjoldet for at undgå at tælle dem mere end én gang. I perioden december 1993 til april 1994 fandtes 5282 opskyllede dyr langs Odishas kyst, og i de seneste år har antallet været endnu større.