Suidae Svin

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Svin varierer kolossalt i størrelse, fra nogle underarter af vildsvinet (se nedenfor), der kan veje op til 320 kg, og det afrikanske skovsvin (se nederst på siden) med en vægt på op til 275 kg, til det indiske dværgsvin (Porcula salvania), som kun vejer 6-10 kg.

Svin er sociale og meget intelligente dyr, der ofte færdes i store flokke. De fleste arter har en strid og ret tynd pels. De er klovdyr med to lange og to korte tæer på hver fod. Øjnene er forholdsvis små, og deres syn er ikke særlig godt. Derimod er hørelse og lugtesans fremragende. Deres tryne er meget karakteristisk, i spidsen med en flad og nøgen skive bestående af hård brusk, hvilket gør den velegnet til at rode i jorden efter føde. Næseborene lukkes under gravningen. Hjortesvin (Babyrousa) har ingen bruskplade for enden af snuden, og de roder ikke særlig meget i jorden efter føde.

Et hansvin kaldes for en orne, et kastreret hansvin for en galt. Et ungt hunsvin kaldes for en gylt, mens et hunsvin, som har faret (født), kaldes for en so (i flertal søer). Ungerne kaldes for smågrise eller grislinger.

Ornerne hos mange arter har forlængede hjørnetænder, kaldt for hugtænder. De øvre hugtænder er normalt længere end de nedre, der sidder foran de øvre og holdes knivskarpe ved konstant at blive gnedet op ad de øvre. De anvendes til forsvar, under dominanskampe, samt til at rode i jorden efter føde. Hos vildsvin og skovsvin kan de øvre hugtænder undertiden blive op til 40 cm lange. Søer har langt mindre hugtænder end orner. Hos hjortesvin er alle fire hjørnetænder stærkt forlængede og tilbagekrummede, de to øverste voksende op gennem huden på snuden.

 

 

 

 

 

 

 

I dag findes tamsvinet over næsten hele kloden, med forvildede bestande i Nord- og Sydamerika, Ny Guinea og Australien (mere om dette emne nedenfor under Sus scrofa ssp. domesticus).

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for svin.

 

 

(…) Det var nu Toms tur til at skyde, og skyde i en fart, for vildsvinene nærmede sig hastigt junglen og ville dermed være uden for skudhold. Tom hævede sin riffel, og da de to skud bragede, tumlede svinene, begge skudt gennem hovedet, overende som kaniner.

Kunwar Singhs gengivelse af denne begivenhed endte ufravigeligt med: “Og så vendte jeg mig om mod Budhoo, dette bysbarn, som var født af en lavkastekvinde, og hvis olierede hår udsendte en lugt, som generede mig, og sagde: ‘Så du det, du, som pralede med, at din sahib skulle lære min at skyde? Hvis min sahib havde ønsket at sværte din sahibs ansigt, ville han ikke have brugt to kugler, men ville have dræbt begge svin med én’.”

Hvordan denne bedrift kunne have ladet sig gøre, fortalte Kunwar Singh mig aldrig, og jeg spurgte aldrig, for min tiltro til min helt var så stor, at jeg ikke et sekund betvivlede, at havde han ønsket det, kunne han have dræbt begge svin med én kugle.”

 

 

 

 

 

 

Underarterne varierer betydeligt i størrelse. Den største er Korea-vildsvin, underarten coreanus, der kan veje op til 320 kg, mens den mindste er Komodo-vildsvin, underarten vittatus, der kan veje så lidt som 50 kg.

Vildsvin er byttedyr for mange rovdyr. Den vigtigste i størstedelen af udbredelsesområdet er ulven (Canis lupus), i det sydlige Asien og Fjernøsten tiger (Panthera tigris) og leopard (Panthera pardus). På Komodo og omkringliggende øer er hovedfjenden Komodo-varanen (Varanus komodoensis). Mine oplevelser med dette frygtindgydende dyr er beskrevet på siden Rejse-episoder – Indonesien 1985: Besværlig rejse til Komodo.

Da vildsvin mest er nataktive, konstateres deres tilstedeværelse oftest gennem deres roden i jorden (se billeder nedenfor).

Artsnavnet stammer fra proto-indoeuropæisk skreb (‘at skrabe’), men på klassisk latin blev det betegnelsen på en so.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Andre billeder fra dette fantastiske område kan studeres adskillige steder på denne hjemmeside, bl.a. Religion: Hinduisme, Dyreliv – Dyrearter i kultur og religion: Elephantidae, samt Planteliv: Gamle og store træer.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arkæologiske vidnesbyrd antyder, at tæmningen af vildsvinet fandt sted så tidligt som ca. 13.000 f.Kr. i Mesopotamien, mens en anden tæmning fandt sted i Kina omkring 6000 f.Kr. Da vildsvinet stort set er altædende, var tæmningsprocessen relativt simpel.

DNA-studier peger derhen, at de første tamsvin blev bragt til Europa fra Mellemøsten. Folk begyndte snart at tæmme de lokale europæiske vildsvin, hvilket forårsagede, at generne fra de svin, der var kommet fra Mellemøsten, stort set forsvandt. Senere blev europæiske tamsvin eksporteret til Mellemøsten, og i 1700- og 1800-tallet blev asiatiske tamsvin indført til Europa. Nutidens svin har således meget komplekse gener.

Da europæerne udvandrede til Amerika, Australien, New Zealand og andre steder, medbragte de naturligvis også svin. Efterkommere af disse svin er blevet forvildet mange steder og gør stor skade på miljøet, fx i Nord- og Sydamerika, New Zealand, det nordlige Australien samt dele af Europa.

Verdensbestanden af tamsvin er omkring en milliard, hvilket gør svinet lige så talrigt som tamfåret og tamgeden.

Drægtighedsperioden er mellem 112 og 120 dage. Søer er kærlige mødre, som ammer deres smågrise en gang i timen eller så.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I Europa og andre steder er frilandsgrise et relativt nyt fænomen, som imidlertid bliver stadig mere almindeligt, da et stigende antal forbrugere ønsker produkter fra dyr, der har fået en human behandling.

Grise elsker at rulle sig i mudderpøle, hvorved deres hud dækkes af et beskyttende lag mudder, der forhindrer generende insekter i at stikke.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Nogle autoriteter betragter disse svin som en vild underart, andamanensis, af vildsvinet. Jeg finder det dog langt mere sandsynligt, at de i sin tid blev indført af øernes oprindelige negrito-stammefolk, da de minder om de sydøstasiatiske hængebugsvin langt mere, end de ligner det ægte vildsvin. Nogle af disse indførte svin undslap sandsynligvis sidenhen og dannede vilde bestande. I bogen The Way of the Animal Powers – Historical Atlas of World Mythology (1983) deler den amerikanske forfatter Joseph Campbell (1904-87) dette synspunkt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mange steder i Asien benyttes stadig såkaldte svine-toiletter i landlige områder. De består simpelthen af et skur, bygget over en svinesti. Ekskrementerne falder ned i svinestien, hvor svinene æder dem – en økovenlig og billig måde at slippe af med affaldet på.

I nyere tid er det blevet populært at holde grise som kæledyr, sædvanligvis dværgformer.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Derefter jog en af shamanerne en spids bambuskæp dybt ind i lungerne på grisen, hvor den blev vredet rundt flere gange. Grisen skreg grufuldt, men blev tavs efter et par minutters hylen, hvorefter den spjættede et par gange med benene og døde af kvælning. Grisens skrig var et signal til sygdomsånden, at offergaven var til den, og den ville derefter forlade den syges krop.

Mit ophold hos Ifugaoerne er nærmere beskrevet på siden Rejse-episoder – Filippinerne 1984: Til åndemaning hos Ifugao-folket.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I denne roman fordriver dyrene, under ledelse af de kloge grise, den onde gårdejer Mr. Jones, idet de erklærer, at “alle dyr er lige.” Senere overtager “en stor, temmelig bistert udseende Berkshire-orne” ved navn Napoleon magten på gården og dræber sin rival Snebold ved hjælp af hunde, han selv har optrænet. Han erklærer nu, at “alle dyr er lige, men nogle dyr er mere lige end andre,” hvorefter han bliver en tro kopi af Mr. Jones, bare meget værre. Til slut begynder han at fraternisere med menneskene, og de andre dyr bliver holdt som slaver. Da dyrene kigger ind gennem vinduerne, “så (de) fra svin til menneske og fra menneske til svin, og fra svin til menneske igen; men det var allerede umuligt at sige, hvad der var hvad.”

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk phakos (‘vorte’) og khoiros (‘svin’), der i lighed med det danske navn hentyder til de vortelignende udvækster i ansigtet, størst hos ornen.

 

På afstand syner vortesvinet nøgent, kun med en manke hen langs rygraden, samt hårduske på kinder og hale. På tættere hold bemærker man dog et dække af korte, stive børster på kroppen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En morgen forlod Vortesvin sin hule og vandrede af sted for at finde føde, med halen stikkende stolt i vejret. Han passerede Hulepindsvin, som havde været oppe hele natten på jagt efter føde. Han var derfor meget træt og havde lyst til at sove, men dar var langt til hans bolig. Så fik han en idé. Hvorfor ikke tage en lur i Vortesvins hule, inden han vendte tilbage? Så Hulepindsvin gik ind i hulen og faldt straks i søvn.

I mellemtiden havde Vortesvin væltet sig i mudder, hvorefter han fandt dejligt græs han kunne æde. Løve lå under et træ i nærheden, og Vortesvin kunne ikke lade være med at vise ham, hvor smuk han var, dækket af mudderet. Løve var i slemt dårligt humør denne morgen, og at have Vortesvin paradere frem og tilbage foran sig var bare for meget. Med et vældigt brøl angreb han Vortesvin.

Vortesvin indså, at han havde provokeret Løve for meget, gik i panik og spænede så hurtigt han kunne tilbage til sin hule, med den vrede Løve lige i hælene.

Hulepindsvin, som sov sødeligt, vågnede med et sæt. I den tro, at han blev angrebet, rejste han sig og spredte sine pigge ud, rede til at modtage enhver fjende. Vortesvin løb så hurtigt ind i sin hule, at han var ude af stand til at stoppe, så han ramte Hulepindsvin og skreg op af smerte, da en masse pigge satte sig fast i hans ansigt og snude. Hastigt bakkede han ud af hulen igen.

Da Løve så Vortesvin komme ud af hulen med ansigtet fuldt af pigge, lo han henrykt.

“Det har du godt af,” sagde han. “Det kan måske lære dig ikke at være så forfængelig.”

Da de andre dyr hørte, hvad der var sket med Vortesvin, kom de alle til hans hule for at le ad ham, og ingen af dem ville hjælpe ham med at trække piggene ud.

Stakkels Vortesvins ansigt svulmede op, og han var langtfra smuk nu. Til denne dag er han stadig grim, og han bakker altid ind i sin hule – for en sikkerheds skyld.

 

 

 

 

 

En dag, da han stod i indgangen og kiggede ud, så han til sin skræk, at Løve hastigt nærmede sig. Han gik baglæns ind, men da han havde gjort indgangen så stor, ville Løve sagtens kunne følge ham derind.

“Åhhhh!” tænkte Vortesvin. “Løve vil æde mig i mit eget hjem! Hvad skal jeg gøre?”

Så kom han i tanker om et trick, han havde hørt Sjakal nævne. Han lod derfor som om han støttede loftet i hulen med sin stærke ryg og skubbede opad med sine hugtænder.

“Hjælp!” råbte han til Løve. “Jeg bliver knust! Loftet falder ned! Flygt, mægtige Løve, før du også bliver knust!”

Men Løve var ikke dum. Han genkendte straks Sjakals gamle nummer og havde ikke i sinde at blive narret igen. Han brølede så kraftigt, at Vortesvin sank ned på sine knæ og bad om nåde.

Til alt held var Løve ikke særlig sulten, så han lod Vortesvin i fred og gik, mens han sagde: “Bliv på dine knæ, fordømte fjols!”

Og derfor knæler Vortesvin.

 

 

 

 

 

I gennemsnit er denne art den største nulevende griseart, idet hanner af den østlige underart kan måle op til 210 cm fra snude til bagdel, hvortil skal lægges en hale, der kan være op til 45 cm lang. Skulderhøjden er op til 110 cm og vægten op til 275 kg. Den vestlige underart er meget mindre, hannerne med en vægt op til 150 kg. Hunnerne er mindre end hannerne. Kroppen er dækket af lange sorte hår, undertiden med et orange skær.

Ifølge en lokal folketro i dele af Congo bringer det uheld at spise kød af skovsvinet. Deres tykke og sejge hud var tidligere højt værdsat hos Ndorobo- og Luhya-folkene i det vestlige Kenya, som foretrak den fremfor bøffelhud til fremstilling af skjolde på grund af dens større styrke og holdbarhed.

Artsnavnet blev givet til ære for den britiske soldat, efterretningsofficer og ornitolog Richard Meinertzhagen (1878-1967), som skød type-eksemplaret i Kenya i 1904 og fik det sendt til det naturhistoriske museum i England. I ældre biografier fremstilles Meinertzhagen som en mester i militærstrategi og spionage, men i senere værker, bl.a. The Meinertzhagen Mystery: The Life and Legend of a Colossal Fraud, skrevet af den amerikanske historiker og forfatter Brian Garfield (1939-2018), fremstår han som en falskner, der fabrikerede fortællinger om sine fantastiske bedrifter. Måske myrdede han endog sin kone, og det har vist sig, at han var ansvarlig for massedrab, da han var ansat i kolonimagtens tjeneste. Hvad angår ornitologien, var han også en falskner, som stjal museumseksemplarer og senere fremlagde dem som førsteforekomster i England. Dette har rejst alvorlig tvivl omkring sandheden af mange af hans ornitologiske observationer.