Phasianidae og Numididae Hønsefugle

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Genetiske undersøgelser har bevirket, at perlehøns er blevet udskilt fra Phasianidae og nu regnes for en særskilt familie, Numididae (se nederst på siden).

 

 

Omkring 3900 f.Kr. var tamhønen til stede i Iran, omkring 2400 f.Kr. i Tyrkiet og Syrien, og ca. 2000 f.Kr. i Spanien. Fra omkring 1400 f.Kr. fandtes den i Egypten, hvor den blev kaldt ”fuglen der føder hver dag” – en hentydning til, at hønen er en flittig æglægger. Jernalderbønder i Mali, Burkina Faso og Ghana i Vestafrika holdt høns i hvert fald så tidligt som 500 e.Kr.

Fra Sydøstasien bragte sømænd høns til de polynesiske øer omkring 1300 f.Kr., og i Chile er der fundet rester af tamhøns, som kan dateres tilbage til ca. 1350 e.Kr. Hidtil havde man været af den overbevisning, at Columbus var den første til at bringe høns til Amerika på sin anden rejse i 1493. Høns blev bragt til Australien i 1788 med de første nybyggere.

I dag er hønen det mest udbredte og talrigeste tamdyr i verden med en total bestand på omkring 19 milliarder. Høns holdes langt overvejende for kødets og æggenes skyld.

Haner kan være meget aggressive. Her er et uddrag af min far Jens Christen Pedersens erindringer: “Uddeleren i Tåning Brugs havde humor. Han holdt høns på den anden side af vejen og også en flot hane. En dag sagde han til mig, at opfejet fra lageret kunne jeg give hønsene. Det plejede han ellers selv at gøre, og jeg fandt snart ud af, hvorfor jeg skulle gøre det. Da jeg kom ind i hønsegården, kom hanen for fulde sejl og sprang på mig, så jeg måtte skynde mig ud og lukke døren. Uddeleren var ved at dø af grin.”

Man siger, at høns er dumme, men jeg har en sandfærdig historie, som viser, at høns kan drage slutninger. I 1980 aftjente Thomas Læssøe sin værnepligt på naturreservatet Vorsø i Horsens Fjord. Her holdt man høns, og hver aften blev de lukket ind i hønsehuset, og døren blev lukket, så ræv og mår ikke kunne komme derind.

En aften efter mørkets frembrud sad Thomas og arbejdede ved skrivemaskinen, da han hørte en pikkende lyd fra vinduet. Da han kiggede op, så han en høne, som kiggede ind gennem vinduet. Da han gik udenfor, kom hønen løbende rundt om hushjørnet for at blive lukket ind. Den var åbenbart kommet for sent til at blive lukket ind sammen med de andre høns.

Hønen har altså ræsonneret som så: “Der er lys i dette vindue. Lys er forbundet med de tobenede væsner, der lukker os ind. Hvis jeg pikker på vinduet, kommer et af væsnerne nok og lukker mig ind.”

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I lokal Sri Lanka-folketro betragtes hanens distinkte galen ved daggry, cor-cor-chow, ofte som kommunikation med andre skovånder, eller som “en engel der varskor daggry”.

Artsnavnet blev oprettet i 1831 af den franske kirurg og naturhistoriker René Primevère Lesson (1794-1849) til ære for den franske aristokrat og militærofficer Marie-Joseph Gilbert du Motier, Marquis de La Fayette (1757-1834), der betragtes som en helt i USA, hvor han kæmpede i den Amerikanske Revolutionskrig, idet han ledede revolutionære tropper i adskillige slag. Efter at være vendt tilbage til Frankrig var han en nøglefigur i den Franske Revolution i 1789 og Juli-revolutionen i 1830.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk alektoris (‘høne’).

 

Artsnavnet hentyder til fuglens kald, et vidtlydende chuck-chuck-chukar-chukar.

I Oldtidens byzantinske mosaikker er chukaren fortrinsvis afbildet som en vildtart, og den blev ofte benyttet som lokkefugl.

På Sanskrit kaldes fuglen for Chakora Pakshi, og i den episke hindufortælling Mahabharata nævnes det, at det bringer held at se en sådan. I nogle egne af Indien mener man stadig, at det bringer held at holde arten som husdyr.

En indisk legende beretter, at chukaren er forelsket i månen og betragter den i lange tider, samt at den spiser af dens stråler.

I pakistansk folketro er den et symbol på styrke og udholdenhed, og den er landets nationalfugl.

I Kurdistan i det nordlige Irak er chukaren et nationalt emblem og et fremtrædende element i kunst og kultur. Den repræsenterer også modstandskraft og frihed – en afspejling af udholdenheden hos kurderne, som har været undertrykt i flere hundrede år. (Mere om dette emne på siden Rejse-episoder – Iran & Tyrkiet 1973: “Kurdistan! Bum-bum-zip!”)

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk lophos (‘top’) og oura (‘hale’), hvilket sigter til disse fugles top og store hale.

 

Kalijfasanens skingre kald betragtes som et af de mest pålidelige tegn på tilstedeværelsen af rovdyr som leopard og tiger.

Arten er et symbol på skønhed og ynde i den lokale folklore i mange egne af Himalaya, og den er blevet udnævnt som statsfugl i Jammu og Kashmir. På Kashmiri kaldes den for Wan Kokur, hvilket betyder ‘vild kok’.

Det røde parti omkring øjnene anses undertiden for at være hjerteformet og dermed et symbol på kærlighed.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk leukos (‘hvid’) og melanos (‘sort’), hvilket hentyder til, at hannerne hos de fleste underarter har sort og hvidt i fjerdragten.

Det danske navn betragtes oftest som værende en forvrængning af hindi kalgi (‘top’). Det blev stavet kaleege i nogle ældre værker. Andre hævder, at artsnavnet kommer af hindi kali (‘sort’).

 

 

 

 

 

For at lokke denne pragtfulde fugl nærmere strør mange taiwanesiske fotografer majs eller andet spiseligt nær veje og stier, hvilket har resulteret i, at den ofte er bemærkelsesværdigt tam.

Artsnavnet blev givet til ære for den engelske naturhistoriker Robert Swinhoe (1836-77), som i 1860 blev den første europæiske konsul i Taiwan. Han opdagede mange nye arter, og 4 pattedyr og 15 fuglearter er opkaldt efter ham.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

“Du er så lille! Du bliver måske blæst væk af vinden!De andre fugle flyver højt under himlen, men du stoltserer bare omkring på jorden. Du må være meget svag, siden du ikke kan flyve lige så godt som dem!”

Kæmpen lo højt, men fasanen pustede forarget sine brystfjer op og sagde: “At være stor og stærk giver dig ikke ret til at gøre nar ad andre! Det kan godt være, at jeg er lille, men jeg er stærk! Hvis vi konkurrerer, kan det være, at du ikke vinder over mig!”

Kæmpen tænkte sig om en tid og pegede så på en kampesten, mens han sagde: “Lad os se, hvem der kan løfte den kampesten.”

Fasanen svarede: “Jeg modtager din udfordring! Vær forberedt på at tabe!”

De bad nu en ældre mand om at være deres vidne, og konkurrencen startede. Kæmpen var den første, men han kunne knapt løfte stenen med begge hænder. Med sveden strømmende ned over ansigtet sagde han: “Denne sten er for tung! Jeg kan ikke løfte den.”

Det var nu fasanens tur. Han løftede stenen med den ene vinge, mens den anden stadig var foldet langs kroppen. Mens han løftede stenen, udstødte han denne lyd: “Mu-mu-mu.”

Så fasanen vandt konkurrencen. Kæmpen skammede sig og sagde til fasanen: “Jeg er ked af, at jeg gjorde nar ad dig. I fremtiden vil jeg ikke gøre nar ad nogen.”

I dag udstøder fasanen stadig sine mu-mu-lyde, når den flytter småsten, og af denne grund kalder Bunun-folket den for Mumu.

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske græske ord for hjelmperlehønen (se Numida nedenfor), og at det blev anvendt for kalkuner skyldes deres overfladiske lighed med perlehøns. I bogen The Helm Dictionary of Scientific Bird Names (2010) skriver James Jobling: “Navnene tyrkisk kok og tyrkisk høne blev anvendt for perlehøns i det 16. og 17. århundrede, fordi de blev bragt fra Afrika til Europa gennem det Ottomanske Rige, og denne forvirring var årsagen til, at Linné anvendte ordet Meleagris som slægtsnavn for den amerikanske kalkun, som var ukendt i Oldtidens Rom og Grækenland. Da perlehøne og kalkun senere blev adskilt som separate arter, blev ordet turkey fejlagtigt anvendt på engelsk for den amerikanske fugl.”

Det danske navn skyldes også artsforvirring. Ordet stammer fra det ældre hollandske navn på hjelmperlehønen, kalkoense haan, dvs. ‘hønen fra Calcoen’, som dengang var det hollandske navn på den sydindiske by Calicut (i dag kaldt for Kozhikode). Selvom kalkunen er amerikansk, opstod forvirringen på grund af dens lighed med perlehøns, som portugisiske handelsfolk importerede til Europa fra Indien siden 1400-tallet.

 

Siden man begyndte at genindføre arten mange steder, er antallet vokset dramatisk, og løseligt anslået er dens antal vurderet til i dag at være omkring 7 mio. I Canada findes den endog på steder, hvor den ikke levede førhen.

Amerikanske folkeslag tæmmede kalkuner to gange, i det sydlig-centrale Mexico omkring 800 f.Kr., og igen i det sydvestlige Nordamerika omkring 200 f.Kr. I begyndelsen blev de opdrættet for fjerenes skyld, men omkring 1100 e.Kr. Begyndte man at spise fuglene.

I dag holdes tamformer som husdyr mange steder kloden rundt.

Artsnavnet er afledt af latin gallus (‘tamhøne’) og pavo (‘påfugl’), som blev anvendt i 1555 af den schweiziske læge, naturhistoriker og filolog Conrad Gessner (1516-65) på grund af artens overfladiske lighed med høns, mens dens størrelse og farvestrålende hale leder tanken hen på påfuglen. Gessners liv er beskrevet på siden Folk: Berømte naturhistorikere.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Et tæppe, som blev omhyggeligt fremstillet med ca. 11.500 kalkunfjer, kan dateres tilbage til omkring 1200 e.Kr.

I Aztekernes mytologi var Chalchiuhtotolin (‘Jade-kalkunen’) sygdommenes gud. I Hopiernes religion var Koyona en kalkun-guddom, der optrådte som en kalkun-katsina (en ånd repræsenteret ved en dukke), der dansede sammen med andre katsina-fugle under de sene forårsdanse, hvor den symboliserede frugtbarhed, vitalitet og tilknytningen til naturen.

I 2012 fandt arkæologer en massegrav med over 50 kalkuner nær en 1000 år gammel landsby i Colorado. Kroppene var omhyggeligt placeret inden for en stencirkel, hvilket antyder en ceremoniel begravelse.

En legende beretter, at Første Mand og Første Kvinde iagttog en kalkun æde de gyldne majskerner. De indså, at de var spiselige og begyndte at dyrke planten til føde.

Kalkunen var et essentielt element i mange Cherokeser-ceremonier, og kalkunkød blev indtaget under årlige religiøse højtider. Når en ny høvding skulle indvies, blev der viftet med store kalkunfjers-vifter over hans hoved. Under vigtige ceremonier var man iført smukke kapper, fremstillet af kalkunfjer, som blev syet overlappende fast til skind eller klæde. Hannens sporer blev fastgjort til krigernes mokkasiner og til de lange rør på deres krigspiber. Under kalkun-dansen blev bevægelserne af såvel kalkun som jæger efterlignet.

En Cherokesisk legende forklarer nogle af kalkunens unikke træk.

 

“Den skalp ser forkert ud på dig,” sagde kalkunen. “Din hals er for kort og for nær jorden til at bære den på den måde. Lad mig vise dig, hvordan den skal bæres.”

Efter at han havde hængt skalpen omkring sin egen hals, begyndte kalkunen at gå og slog kort efter over i løb. Han slap bort med skalpen, som efter nogen tid blev til kalkunens ‘skæg’, i realiteten en dusk af sorte, hængende brystfjer. Men inden han var kommet særlig langt bort, skød den vrede sumpskildpadde ham i benene med bambussplinter. [Her har vi en forklaring på de små bensplinter i kalkunens ben.]

Cherokeserne fortæller, at kalkunens nøgne røde hoved opstod, da han hjalp til med at bringe ilden til Jorden, og hans hovedfjer blev svedet af.

Kalkunen fik sin mærkelige stemme, dengang han gerne ville have en kraftig stemme som hjerpen, der som betaling for at give kalkunen stemme-lektioner modtog en fin mørk halskrave af kalkunens fjer.

“Jeg stiller mig op på denne hule træstamme, og når jeg giver signal ved at tromme på den, skal du råbe så højt som du kan,” sagde hjerpen.

Men da hjerpen så pludselig trommede på stammen, blev kalkunen så befippet, at den kun kunne sige “pludder-pludder-pludder.” Og derfor kan hannen kun pludre, når den hører en fremmed lyd i skoven.

 

 

 

En undersøgelse fra 2011 antyder, at denne art udgjorde en betydelig del af føden hos fire etniske grupper på Yucatan-halvøen.

Påfuglekalkunen er ofte afbildet i Mayaernes kunst, og rester af dem er fundet som offergaver i Maya-kongegrave.

En episode i Mayaernes mytologi beretter, at natravnen lånte kalkunen sin pragtfulde fjerdragt, da denne skulle fremstilles for den Store Forfader Nohochacyum for at blive udnævnt til konge over fuglene. Kalkunen undlod imidlertid at give fjerdragten tilbage til natravnen, hvilket fik ham til at klage til Nohochacyum, som straffede kalkunen ved at ændre hans engang så melodiøse stemme til gutturale lyde.

Mayaerne forbandt også fuglen med regn og frugtbarhed. Chʼorti-folket strøede dens blod på markerne for at opnå en god høst.

Artsnavnet er latin og betyder ‘markeret med små øjne’, afledt af ocellus (‘lille øje’), hvilket er diminutiv af oculus (‘øje’). Navnet hentyder til mønsteret yderst på halefjerene, som er blevet sammenlignet med ‘øjnene’ på påfuglehannens (Pavo cristatus) halefjer. Hermed har vi forklaringen på artens danske navn.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for påfugl.

 

Den er også blevet indført mange andre steder kloden rundt som statussymbol eller husdyr. Den figurerer i den indiske mytologi, og af denne grund beskyttes den og bliver ofte meget tillidsfuld. I nogle egne af Asien betragtes den som skovens beskytter, idet dens høje kald ofte er et tegn på tilstedeværelsen af store rovdyr som tiger og leopard.

Artsnavnet er latin og betyder ‘toppet’.

Det klassiske græske ord for påfugl var taos, afledt af persisk tavus. Den berømte Påfugletrone, på persisk kaldt for Takht-i-Tavus, var et storslået eksempel på mogulsk håndværk, dækket af guld og diamanter. Den blev beordret fremstillet i begyndelsen af 1600-tallet af den mogulske kejser Shah Jahan (1592-1666) og blev opstillet i Diwan-i-Khas (audiensværelset) i det Røde Fort i Delhi. Den havde navn efter to spillende påfugle, udskåret på bagsiden af tronen.

I begyndelsen af 1700-tallet begyndte mogulernes magt at smuldre, og i 1739 invaderedes Delhi af en hær, ledet af Nader Shah (1688-1747), en Turkoman-muslim fra det nordøstlige Iran. Titusinder af byens indbyggere blev massakreret, og da de forlod den i 1739, medbragte de Påfugletronen og mange andre værdier som krigsbytte. Da Nader Shah blev myrdet af sine egne officerer i 1747, forsvandt tronen og blev højst sandsynligt destrueret på grund af dens værdier.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I buddhismen betragtes den som en fugl af åndelig renhed, som fortærer de ‘3 gifte’ (grådighed, vrede og uvidenhed).

I den græske mytologi var påfuglen hellig for den høje gudinde Hera. Påfugle trak hendes karet, og det sagdes, at den bar de hundrede øjne, symboliserende stjernerne, af kæmpen Argus, som var Heras beskytter.

I Oldtidens Rom associerede man påfuglen med udødelighed, og den var et gravsymbol, som man mente ville sikre genfødsel.

Kristne så fuglen som et symbol på Kristi opstandelse og udødelighed, da dens kød mentes at være uforgængeligt.

 

Prinsesse Manohara er den yngste datter af kongen over Kinnaraerne, som er halvt menneske, halvt fugl. Deres kongedømme er i gudernes bolig på Mount Kailash, Tibet. En dag, hvor Manohara er på besøg i menneskenes verden, bliver hun fanget i en jægers magiske snare. Jægeren forærer hende til Prins Sudhana, som er søn af Kong Adityavamsa og Dronning Chandradevi, og arving til Panchala-kongedømmet.

Prinsen forelsker sig i Manohara, og de bliver gift. Nogen tid senere, hvor prinsen er draget i krig, bliver Manohara anklaget af den kongelige rådgiver for at bringe ulykke til byen, og hun bliver dømt til døden. Men før det kan ske, antager hun påfugleform og undslipper tilbage til Kinnara-kongeriget.

Da prinsen vender tilbage til Panchala, forsøger han at finde hende. Af en eneboer lærer han dyrenes sprog for at blive i stand til at lokalisere Kinnara-kongeriget, samt de nødvendige bønner for at vinde prinsessen tilbage. Efter en lang og udmattende rejse, som varer 7 år, 7 måneder og 7 dage, får han foretræde for Kinnara-kongen, som byder ham bevise sin oprigtighed ved at bestå forskellige prøver, hvad angår styrke, udholdenhed og viden. Først skal han løfte en stenbænk i haven, dernæst skal han vise sin duelighed med bue og pil, og til sidst skal han udpege, hvem af 7 identiske kvinder der er Manohara. Han genkender hende imidlertid ved hjælp af en ring på hendes finger. Tilfredsstillet giver kongen sin velsignelse til, at de kan blive gift, og parret vender tilbage til Panchala.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet blev oprettet i 1758 af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), afledt af oldgræsk phasianos, hvilket betyder ‘(fuglen) fra Phasis’. Phasis var det klassiske græske navn på Rioni-floden, som udspringer i Kaukasus og udmunder i Sortehavet på den øst-kolkiske kyst (i dag i det vestlige Georgien). Kolkis blev berømt gennem legenden om Jason og hans argonauter under deres søgen efter det Gyldne Skind. De satte fod på bredden af Phasis-floden og fandt fasaner dér. Denne legende er beskrevet på siden Dyreliv – Dyrearter i kultur og religion: Bovidae.

 

Indførelsen af dette fremmedelement til mange europæiske godser fik alvorlige følger for den lokale fauna, idet den forårsagede, at alt, hvad der kunne true fasanen, blev udryddet på disse godsers jorder med alle til rådighed stående midler.

I Danmark blev i 1934 udgivet en bog med titlen Fasandyret, den hidtil mest polemiske bog om jagt herhjemme, skrevet af forfatteren Svend Fleuron (1874-1966). Bogen, som var skrevet i romanform, skabte stort røre i jagtkredse, fordi Fleuron her anklager godsbesiddere og jagtbetjente for med ulovlige midler at føre en nådeløs udryddelseskrig imod jagtbare såvel som fredede rovfugle og rovdyr, der kunne udgøre en trussel mod “denne larmende mongolske drage”.

Handlingen udspilles ved jagtvæsenet på et sjællandsk gods, og hovedpersonerne er jagtelev Knudsen og hans overjæger, kaldt for ‘Bomben’, fordi han ofte ”eksploderer”, når han går i rette med sit personale.

Knudsen kommer fra de jyders land med en sand kærlighed til naturen og dens skabninger og går ind til jobbet med romantiske forestillinger om jagt og det frie liv i skovene. Hans drømme brister imidlertid snart, da han opdager, at en stor del af arbejdet består i med ulovlige midler at tilintetgøre rovdyr og rovfugle, ugler, pindsvin, kragefugle, hunde og katte.

Da Knudsen ankommer for at tiltræde elevstillingen, kaldes han til møde hos ‘Bomben’, som fortæller ham, at skydepengene er 5 kr. for ræv, 2 kr. for duehøg og 1 kr. for hvert par musvågekløer, samt væsel- og kattehaler, han kan præstere. Patronerne skal han selv betale.

”Men det er en dum jagtelev, der bruger bøssen for tit”, siger overjægeren, ”sakse og fælder er billigere, og dem får De udleveret gratis, ligeså mange De vil have. Og så er der giften. Strykninflasken står på hylden i skuret ved fasaneriet. Men pas endelig på ikke at slikke på fingrene, når De har været i lag med den. Her på godset udrydder vi alle rovfugle, og vi regner musvåger og ugler til rovfuglene uden hensyn til fredningsbestemmelserne”.

Et par dage senere kommer Knudsen for skade at spørge jagtassistenten Hundstrup om jagtlovens bestemmelser for ravn, og han svarer: ”Jeg husker ikke jagtloven, men kender kun godsets bestemmelser”.

I begyndelsen føler Knudsen afsky, men efterhånden kommer han ”efter det” ud fra devisen: Ædelvildtet skal beskyttes, og så giver rovtøjet jo skydepenge. Langsomt bliver Knudsen, naturens muntre søn, brutal og hensynsløs.

Umiddelbart efter udgivelsen af bogen skrev en dansk godsejer til Svend Fleuron: “De har ikke lov til at kaste smuds på en hel stand, fordi der muligvis findes enkelte sorte får i denne som i alle andre erhverv.”

Enkelte?

Faktisk foregår udryddelsen af ‘rovtøjet’ den dag i dag på flere danske godser.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I den taiwanesiske folketro kaldes fuglen for ‘disens konge’, idet den siges ofte at komme frem, når bjergene er indhyllet i tåge.

Blandt øens indfødte malajiske folkeslag blev hannens lange halefjer førhen anvendt som udsmykning i deres hovedprydelser.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk syrmatos, en dragt med slæb, hvilket hentyder til fuglens meget lange hale. Artsnavnet er japansk og betyder ‘kejser’, mens dens kinesiske navn 帝雉oversættes som ‘kejserlig fasan’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det danske navn skyldes de perlelignende hvide prikker i fjerdragten hos flere af arterne.

Gribbeperlehønen (Acryllium vulturinum) er beskrevet på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i Afrika.

 

Arten er populær som ‘gårdhøne’ mange steder verden rundt.

Slægtsnavnet var navnet på Afrika i Oldtidens Rom, mens artsnavnet var den klassiske græske betegnelse for perlehøns.

Forstavelsen i det danske navn sigter til den nøgne, benede top, der minder om visse typer af middelalderhjelme.

 

 

 

 

 

 

 

En dag fandt Første Mand og Første Kvinde en bevoksning af palmer med modne frugter, og Første Mand klatrede op i en af dem og begyndte at hakke løs med sin kniv på en klase. Dette forstyrrede en sværm af små sorte fluer, som begyndte at summe generende rundt om Første Mands ansigt og kildede hans næse. Han forsøgte at vifte dem væk, men det fik ham til at tabe sin kniv. Han råbte en advarsel til sin kone, som hastigt sprang bort, men herved forstyrrede hun Cobra, der blev så bange, at han dykkede ned i et nærliggende hul, som var Rottes bolig.

Rotte blev så skræmt, at han spænede ud fra sit hul og søgte tilflugt i det nærmeste træ, hvor Væverfugl havde sin rede. Idet han frygtede, at Rotte var ude på at æde hans æg, startede han en frygtelig larm, som skræmte Colobusabe så meget, at han tabte den mango, han var i færd med at æde. Den landede med et bump på Elefants hoved. I den tro, at han blev angrebet, begyndte Elefant at løbe. Men mens han åd, havde han fået en kraftig slyngplante viklet omkring sine stødtænder. Slyngplantens rod omslyngede en stor termittue, og da Elefant flygtede, forårsagede han, at tuen faldt ned over Perlehønes rede og knuste alle æggene.

Stakkels Perlehøne blev så oprevet over tabet af sine æg, at hun ikke sagde en lyd i to hele dage og nætter. Så Solen blev ikke vækket, og landet lå hen i mørke. Dyrene var bange for dette mørke og råbte til Skaber, at han skulle frelse dem.

Skaber kaldte alle dyrene sammen og spurgte Perlehøne: “Hvorfor har du ikke vækket Sol disse to morgener?”

“Mine æg blev knust af en faldende termittue, som blev væltet af en slyngplante, der blev trukket bort af Elefant, som blev ramt af en mango, der blev tabt af Colobusabe, som blev skræmt af Væverfugl, der blev skræmt af Rotte, som blev bange for Cobra, der blev forstyrret af Første Kvinde, som undgik en kniv, der blev tabt af hendes mand, da han blev plaget af små sorte fluer, som bor i toppen af en palme,” svarede hun.

Skaber forhørte hvert af de involverede dyr og kom til sidst til de skyldige, de små sorte fluer. “Det lader til, at I er skyld i hele denne misere,” sagde han. “Hvorfor forstyrrede I Første Mand, mens han indsamlede føde?”

I stedet for at svare høfligt, som de andre dyr havde gjort, nægtede fluerne at svare og fløj blot summende omkring.

“Siden I nægter at besvare mit spørgsmål, fjerner jeg jeres evne til at tale. Fra nu af kan I kun summe!”

Derpå vendte han sig mod Perlehøne og sagde: “Du må aldrig mere undlade at kalde på Sol ved daggry, uanset hvad der sker med dine æg!”

Sådan har det været lige siden. Fluerne fik aldrig deres stemme tilbage og kan ikke gøre andet end at summe. Og Perlehøne kalder altid ved starten af en ny dag.