Felidae Katte

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Efter en række genetiske undersøgelser er denne familie i dag opdelt i to underfamilier, Felinae med omkring 34 hovedsagelig mindre arter i 12 slægter, samt Pantherinae med 5 store arter i slægten Panthera og 2 noget mindre arter i slægten Neofelis.

Vilde kattearter findes næsten overalt på kloden og mangler kun i Australien, polarområderne og Madagascar, samt på de fleste mindre ocean-øer. Tamkatten er blevet indført til Australien, hvor den gør stor skade på det oprindelige dyreliv.

Adskillige kattearter er stærkt truet, enten på grund af indskrænkning af levesteder, eller fordi deres smukke skind anvendes til pelse eller som prydelse på vægge, eller dele af dem anvendes i traditionel medicin, se fx tiger (Panthera tigris) nedenfor.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Men den gamle kat havde nok at se efter i den mørke krog, for her lå den ene killing, som den havde fået lov at beholde.”

 

 

 

 

 

Arkæologiske vidnesbyrd antyder, at tæmningen af den afrikanske vildkat begyndte omkring 7000 f.Kr. i Mesopotamien, da de tidlige agerbrugeres afgrøder blev inficeret med gnavere, som åd en stor del af høsten. Kattene var helt klart gavnlige for bønderne ved at holde gnaverbestandene i skak.

I Oldtidens Egypten blev katten tilbedt som et helligt dyr. Den tidlige gudinde for retfærdighed og henrettelse, Mafdet, som havde løvehoved, blev gradvis erstattet af kattegudinden Bastet, som med tiden ændrede karakter og blev gudinde for frugtbarhed og moderskab. Katten var så hellig, at tusinder af afdøde katte blev mumificeret, nøjagtigt som mennesker. I Egypten var katten ikke kun kendt som en god gnaverdræber, men kunne også slå giftslanger som brilleslanger ihjel.

I dag holdes tamkatten mest som selskabsdyr og findes i næsten alle egne af verden. Den totale bestand vurderes til mellem 300 og 800 millioner.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Trods navnet er den ikke begrænset til Afrika. I dag anerkendes 3 underarter, nominatracen i det nordlige Afrika, cafra i det sydlige Afrika, samt ornata i Arabien, Mellemøsten, det nordvestlige Indien og Centralasien, mod øst til Mongoliet og det nordlige Kina.

Mange andre underarter (eller endog arter) er blevet beskrevet ud fra skind, der nu betragtes som tilhørende afrikansk vildkat.

 

 

 

 

 

 

Geparder har været holdt i fangenskab i over 5000 år og blev først tæmmet af sumererne. De blev holdt som statussymboler og til jagt af asiatiske konger og kejsere før det Assyriske Imperium. I Indien blev de også tæmmet og anvendt til jagt på et meget tidligt tidspunkt, og det fortælles, at Mogul-kejseren Akbar den Store (1555-1600) havde en samling på omkring 6000 geparder.

Geparden har vanskeligt ved at yngle i fangenskab, og vilde eksemplarer blev konstant fanget, hvilket ledte til artens uddøen i størsteparten af Asien, i Indien i 1952.

I dag er den asiatiske gepard, underarten venaticus, som førhen var udbredt fra den Arabiske Halvø og Tyrkiet mod øst til Centralasien og Indien, begrænset til en ganske lille bestand i Iran. Den er klassificeret som akut udryddelsestruet på IUCN’s liste, da den totale bestand i 2025 blev vurderet til kun at omfatte omkring 20 individer, hovedsagelig i Turan Nationalpark i det nordlige Iran.

I 2025 blev verdensbestanden af gepard anslået til at tælle mellem 6500 og 7100 vildtlevende individer. Dens tilbagegang i Afrika skyldes tab af levesteder, krybskytteri i forbindelse med illegal handel af kæledyr, samt konflikter med mennesker.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten er stadig almindelig mange steder, men bestandene går tilbage i store dele af dens udbredelsesområde, hvilket skyldes jagt, ødelæggelse af levesteder samt trafikdrab. Bestanden i USA tæller færre end 100 individer og er klassificeret som akut truet.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk leon (‘løve’), samt latin pardus (‘plettet’), oprindeligt fra oldgræsk pardos (‘leopard’), således ‘den plettede løve’ eller ‘løve-leopard’. Mærkelige navne på denne ret lille kat!

Artsnavnet er latin og betyder ‘plettet som (en leopard)’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Løven har været anvendt vidt og bredt som et magtsymbol i forskellige kulturer og mytologier, som et heraldisk magtsymbol i utallige våbenmærker, samt i kunsten, og den optræder som et vigtigt element i adskillige religioner.

 

I den græske mytologi var den nemeanske løve et ondsindet uhyre, som levede i Nemea, Peloponnes. Denne løve kunne ikke dræbes med almindelige dødeliges våben, da dens store gyldne manke gjorde den usårlig. Dens kløer var skarpere end sværd og kunne gennembryde selv en rustning. Til slut blev dette uhyre dræbt af den græske helt Herakles, som kvalte den med sine bare hænder. Siden bar han løvens pels som en magisk kappe, der gjorde ham usårlig.

Ifølge en fortælling i Talmud, Chullin 59b, informerer Rabbi Joshua ben Hananiah den romerske kejser Hadrian om en gigantisk løve, som lever i skovene omkring Bei Ilai – en løve så kolossalt stor, at afstanden mellem dens ører er 9 cubitter (hvilket svarer til over 4 m). Kejseren beordrer rabbien at kalde løven til Rom, hvilket han modstræbende går med til. I en afstand af 400 parasanger (ca. 2400 km) fra Rom brøler løven, hvilket får alle gravide kvinder til at abortere, og alle Roms mure vælter omkuld. I en afstand af 300 parasanger (ca. 1800 km) brøler løven atter, og denne gang falder alle tænderne på Roms mænd ud, og selveste kejseren falder ned fra sin trone. Han tigger nu rabbien om at sende løven tilbage, hvor den kom fra, og gennem bøn lykkes det rabbien at overtale løven til at vende tilbage til sin bolig.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I visse afrikanske kulturer var løven et symbol på magt, og nogle herskere inkluderede ordet ‘løve’ i deres titel. Et enkelt eksempel var Marijata, en af herskerne i Mali-riget (ca. 1235-1600), som blev kaldt ‘Malis Løve’.

Ifølge den lokale mytologi voksede Ndiadiane Ndiaye, den legendariske grundlægger af Waalo-kongedømmet (1287-1855), i det nuværende Senegal og Mauritanien, op blandt løver, og siden vendte han som halvt mand, halvt løve tilbage for at forene sit folk, idet han anvendte sin lærdom fra løveflokken.

I ethiopisk folklore var Judas Løve et symbol på Kejser Haile Selassie (1892-1975), døbt Tafari Makonnen Woldemikael, og tillige kendt som Ras Tafari.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Løven så skarpt på ham med sine store øjne, og Sjakalen sagde hurtigt: “Nej, onkel, jeg mente, at du ramte det.”

De fulgte nu sporet, og Sjakalen passerede snedigt Løvens pil uden at tiltrække hans opmærksomhed. Da de nåede frem til en korsvej, sagde Sjakalen: “Kære onkel, du er gammel og træt. Bliv her.”

Sjakalen gik den gale vej og skrabte sin næse, så blodet dryppede ned på jorden. Så vendte han tilbage og sagde: “Jeg fandt ingenting, men jeg så blodspor. Du må hellere se efter, så undersøger jeg den anden vej.”

Nu opdagede Sjakalen det døde dyr, krøb ind i det og åd de bedste dele. Uheldigvis stak hans hale ud, og da Løven kom dertil, greb han fat i halen, trak Sjakalen ud og kastede ham til jorden.

“Din slyngel!” brølede Løven.

Sjakalen rejste sig og protesterede: “Hvad har jeg gjort, kære onkel? Jeg var i færd med at skære de bedste dele ud til os!”

“Lad os hente vore koner,” sagde Løven, men Sjakalen insisterede: “Nej, onkel, du er gammel. Bliv her og hvil dig.”

Nu tog Sjakalen to portioner kød: en dårlig portion til Løvens unger og en god portion til Løvens kone. Da løveungerne så ham, råbte de glad: “Vores fætter bringer os kød!”

Sjakalen kastede den dårlige portion til dem og mumlede: “Værsågod, unger af den storøjede!”

Derpå sagde han til sin kone, at hun skulle pakke deres ejendele sammen og flytte nær det døde dyr. For yderligere at narre Løven rev Sjakalen sit ansigt til blods på en tjørnebusk, og da de nåede frem til Løven, sagde han: “Åh, hvilken kone du har! Se, hvordan hun kradsede mig, da jeg bad hende komme med os. Du må selv hente hende.”

Løven blev vred og gik for at hente sin kone, og imens byggede Sjakalen og hans familie et tårn af sten. Da Løven vendte tilbage, råbte Sjakalen: “Onkel, vi har bygget et tårn for bedre at kunne få øje på byttet.”

Løven bad om at komme op til dem, og Sjakalen lod som om han ville hjælpe ved at sænke et reb ned. Løven begyndte at klatre op, men Sjakalen skar rebet over, og Løven faldt ned med et brag. Dette gentog sig to gange.

Til slut lod Sjakalen, som om han gav ham et stykke kød, men i stedet varmede han en sten op, smurte den ind i fedt og kastede den ind i Løvens mund. Løven faldt til jorden, alvorligt såret, mens han råbte på vand. Sjakalen og hans familie undslap, efterladende Løven.

 

 

Omkring 1600 f.Kr. grundlagde Hittiterne et rige med centrum i byen Hattuşa, hvis ruiner befinder sig nær den nuværende by Bogazkale i det centrale Anatolien, Tyrkiet. Dette rige nåede sit højdepunkt omkring 1350-1300 f.Kr., under Kong Suppiluliuma den 1., hvor hovedparten af Anatolien, såvel som hvad der i dag er de nordlige dele af Libanon, Syrien og Irak, var blevet erobret. Adgang til paladset i Hattuşa førte bl.a. gennem den engang så imponerende Løveport, således kaldet på grund af løve-skulpturerne foran indgangen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det kvindelige aspekt, shakti, af den store gud Shiva er Devi, også benævnt Parvati, Sati, Uma, Kali eller Durga, der tilbedes som Modergudinden. Hun afbildes ofte ridende på sin ganger, som enten er en løve eller en tiger.

Singh er et ældgammelt vedisk navn, som betyder ’løve’. Oprindeligt blev dette navn kun benyttet af Rajputter, en stolt hindu-kaste i Rajasthan, Indien. Efter dannelsen af Khalsa-Sikh-broderskabet i 1699 ønskede Guru Gobind Singh, at alle sikher antog navnet Singh.

Ashokas Løvekapitæl blev adopteret som Indiens nationale symbol i 1950. Denne kapitæl, som gengiver fire løver, placeret ryg mod ryg, var et udtryk for buddhismens fire sandheder. Den stammer fra Kejser Ashokas tid (272-238 f.Kr.), hvor den blev placeret på toppen af Ashoka-søjlen i det hellige buddhistiske sted Sarnath, hvor Siddharta (senere kaldt for ‘Buddha’) påbegyndte udbredelsen af sin lære.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mange skulpturer afbilder hanløver, som har anbragt deres poter på en kugleformet genstand med mønster. Denne kugle gengiver faktisk en broderet bold. I gamle dage blev sådanne bolde fremstillet af aflagt tøj og præsenteret som offergaver i templerne af børn – et symbol på yang (lyse kræfter) og venskab.

Løve-skulpturer opstilles også ofte som beskyttere ved daoistiske gravsteder.

Under daoistiske højtider finder såkaldt løvedans ofte sted foran templerne. Som regel opføres disse danse af to mænd under et spraglet klæde, der illuderer løvens krop, mens den forreste mand holder en løvemaske. En mere avanceret form for løvedans er den rene akrobatik, hvor to mænd, skjult under et løveklæde, springer rundt fra den ene lille metalplade til den anden, som er placeret på pæle, ofte i ret stor højde.

Daoismen er beskrevet på siden Religion: Daoisme.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I bogen The Man-eating Leopard of Rudraprayag fortæller den kendte jæger, forfatter og naturfredningsmand Jim Corbett (1875-1955) om sine hårrejsende oplevelser, da han mellem 1918 og 1926 forsøgte at befri befolkningen i Garhwal, Uttarakhand, for en berygtet menneskeædende leopard – et forfærdeligt dyr, som dræbte 125 mennesker, inden det lykkedes Corbett at skyde den.

Følgende uddrag af hans bog giver et levende billede af den terror, som dette dyr forårsagede blandt bjergfolkene:

 

Pilgrimmene var uvillige til at følge hans råd. De sagde, at de allerede havde foretaget en lang vandring denne dag og var for trætte til at gå endnu fire miles, og at alt hvad de ønskede af ham var at få midler til at tilberede deres aftensmåltid, samt tilladelse til at overnatte på verandaen foran hans butik. Det protesterede indehaveren voldsomt imod. Han fortalte pilgrimmene, at hans hus ofte var hjemsøgt af menneskeæderen, og at sove på verandaen ville være at lege med døden.

Mens diskussionen var på sit højeste, ankom en sadhu [hellig mand], som var på vej fra Mathura til Badrinath, og han støttede nu pilgrimmene i deres sag. Han påpegede, at hvis indehaveren ville give husly til gruppens kvinder, ville han sove på verandaen sammen med mændene, og hvis en leopard – menneskeæder eller ej – vovede at angribe dem, ville han tage den ved munden og rive den i to dele.

Butiksindehaveren måtte nødvendigvis gå ind på dette forslag, så mens de ti kvinder søgte ly i butikken bag en låset dør, lagde de ti mænd sig på verandaen med sadhu’en i midten.

Da mændene vågnede næste morgen, manglede sadhu’en. Tæppet, som han havde ligget på, var krøllet, og lagnet, som han havde haft over sig, var delvis trukket ned fra verandaen og var plettet af blod. Ved lyden af mændenes ophidsede snakken åbnede indehaveren døren og så straks, hvad der var hændt. Efter solopgang fulgte han og mændene blodsporet ned ad bakken og over tre terrassemarker til en lav mur. Hen over denne mur fandt de sadhu’en, med den nederste del af kroppen bortædt.”

 

 

Halvtreds meter fra træet snublede Ibbotson, da han skulle kravle over en klippeblok, og bunden af lampen kom i voldsom kontakt med klippen, hvilket fik glødenettet til at opløses i småstumper, som faldt ned i bunden af lampen. Den blå lysstribe mellem dysen og benzinbeholderen gav tilstrækkeligt med lys til, at vi kunne se, hvor vi placerede fødderne, men det var spørgsmålet, hvor længe vi kunne anvende denne smule lys. Ibbotson mente, at lampen ville lyse i 3 minutter. Tre minutter, i løbet af hvilke vi skulle gå 800 m stejlt opad, i et terræn, hvor man hvert andet øjeblik skulle ændre retning for at undgå klippeblokke og tornebuske, og ovenikøbet måske blev forfulgt af en menneskeædende leopard. Det var en yderst frygtindgydende udsigt. [Det viste sig senere, at de to mænd faktisk blev forfulgt af leoparden].

(…) Da vi endelig nåede frem til stien, var vore genvordigheder ikke overstået, da der langs stien var en masse mudderhuller, som bøflerne yndede at vælte sig rundt i. (…) Vi skiftevis gled i mudderet og snublede over sten, indtil vi omsider ankom til nogle stentrapper, som forlod stien og gik op til højre. Da vi steg op ad disse trapper, ankom vi til en lille gårdsplads, langs hvis ene side var en bygning med en dør. Vi hørte gurglende lyde fra en hookah [vandpibe], så jeg sparkede på døren og råbte, at de skulle åbne den. Da der intet svar kom, tog jeg en æske tændstikker frem og rystede den, mens jeg råbte, at hvis ikke døren øjeblikkeligt blev åbnet, ville jeg sætte ild til stråtaget. Hertil svarede en ophidset stemme inde fra huset, at jeg endelig ikke måtte sætte ild til taget. (…) Kort efter blev først den inderste, så den yderste dør åbnet, og i to skridt var Ibbotson og jeg inde i huset, smækkede døren i og stemte ryggen imod den.

I rummet befandt sig tolv eller fjorten mænd, kvinder og børn i alle aldre. Da mændene havde samlet sig efter vores noget usædvanlige entré, bad de os tilgive dem, at de ikke straks havde åbnet døren, idet de tilføjede, at de og deres familier havde levet så længe i angst for menneskeæderen, at de havde mistet alt mod. Da de ikke vidste, hvilken form menneskeæderen ville tage, mistænkte de enhver lyd om natten for at være den. I deres angst havde de vores fulde sympati, for fra det øjeblik, hvor Ibbotson var snublet, glødenettet gik itu, og han få minutter senere havde slukket den rødglødende lampe, for at den ikke skulle sprænges, havde jeg været overbevist om, at én af os, ja muligvis os begge, ikke ville nå frem til landsbyen i live.”

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Bestanden af tigre i Indien dalede i 1970’erne til mellem 2000 og 3000, og mindst 100 blev dengang årligt skudt af krybskytter for at forsyne det kinesiske marked med tigerdele, som udnyttes i den traditionelle medicin: kløerne som sovemiddel; tænderne mod feber; fedtet mod spedalskhed og rheumatisme; næsehuden mod sår; knoglerne mod rheumatisme og anden gigt, dysenteri, hovedpine samt stivhed eller lammelse af den nederste del af ryggen og benene; øjeæblerne mod epilepsi og malaria; halen mod hudsygdomme; galden mod meningitis hos børn; knurhårene mod tandpine; hjernen mod dovenskab og filipenser; penis i elskovsdrikke samt som potensfremmende middel; afføringen mod bylder og hæmorrider samt alkoholisme.

Ifølge organisationen TRAFFIC, som overvåger international handel med planter og dyr, blev mindst 1590 tigre, der var nedlagt med henblik på at indgå i den illegale handel, konfiskeret af myndighederne mellem januar 2000 og april 2014.

I historisk tid var tigeren udbredt i store dele af Asien, fra Iran gennem Centralasien til Ussuriland i det sydøstlige Sibirien, mod syd til Sydindien, Java og Bali. Bestandene i Iran, Centralasien, Java og Bali er imidlertid blevet udslettet.

I 2025 blev den globale tigerbestand vurderet til at omfatte omkring 5500 dyr, hvilket er flere end for få årtier siden, hovedsagelig takket være forbedrede beskyttelsesforanstaltninger i Indien, der nu rummer over 3100 tigre. Markante bestande findes også i Ussuriland og Indonesien, skønt bestandene i Sydøstasien stadig mindskes. Bestandene i Indien, Nepal, Bhutan, Ussuriland og Kina synes at være stabile eller stigende, men trusler i form af krybskytteri og tab af levesteder findes fortsat, og arten er stadig udryddelsestruet i vild tilstand.

Hvide tigre har været observeret i Indien siden 1500-tallet. En hvid tiger, som blev fanget i 1951 af Martand Singh, konge af Rewa, i skoven Mukundpur, Sidhi-distriktet, blev navngivet Mohan. I dag findes der ikke hvide tigre i naturen, men et antal holdes i zoologiske haver verden rundt, alle nedstammende fra Mohan.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I Kerala i Sydindien rider hinduguden Ayyappan på en tiger som udtryk for hans himmelske magt.

I Sundarbans i West Bengal tilbeder både hinduer og muslimer Bonbibi, kaldt for ‘skovens frue’ – en beskyttende ånd, som rider på en tiger og beskytter folk, når de trænger ind i mangroveskovene for at indsamle træ og andre ressourcer, fra at blive angrebet af de menneskeædende tigre, som strejfer rundt i disse skove.

Nogle oprindelige stammefolk i det centrale og vestlige Indien tilbeder Waghoba, en urgammel tiger-guddom, der betragtes som beskytter af junglen og dens mennesker, og templer og hellige sten er tilegnet den.

Bharia- og Gond-folkene i det centrale Indien tilbeder tigerguden Bageshwar, også kaldt for Baghdev, og foretager puja (tilbedelse) og fiver offergaver for at opnå beskyttelse og sikre en god høst.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tilstedeværelsen af tigeren i daoistiske templer er nemmere at forklare end tilstedeværelsen af løven. Daoismen blev bragt til Taiwan fra Kina, hvor tigeren engang var ret almindelig. I den kinesiske mytologi regerer tigeren over alle andre dyr, og den repræsenterer de maskuline kræfter i naturen. Traditionelt blev tigeren også betragtet som et af de fire super-intelligente dyr, hvor de øvrige var dragen, feng-huang og skildpadden.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I de senere år har arten udvidet sit udbredelsesområde i det vestlige USA, og undertiden kommer den endog ind i landsbyer og mindre byer. Der har været et stigende antal episoder, hvor pumaer har overfaldet og såret mennesker, i enkelte tilfælde fatalt.

Indtil 2005 mente man, at den minimale bestand af pumaer i Florida, der ofte kaldes for Florida-panter, udgjorde en særskilt underart, P. concolor ssp. coryi. Nylige genetiske studier har imidlertid fastslået, at alle pumaer i Nordamerika ligner hinanden meget, og alle tidligere underarter her er nu blevet overført til underarten couguar.

I 1970’erne blev bestanden i Florida vurderet til at være så lav som 20 dyr, men siden har strenge beskyttelsesforanstaltninger fået den til at stige til omkring 230 dyr i 2017, og i 2025 vurderer man, at der måske er helt op til 300.