Equidae Heste, æsler og zebraer

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Nylig forskning har udnævnt typearten Hyracotherium leporinum som værende stamfader til både heste og brontotherer (uddøde, næsehornslignende dyr, som var nært beslægtet med heste), mens de øvrige arter, der førhen var placeret i slægten Hyracotherium, er blevet overført til andre slægter, bl.a. Eohippus.

Med tiden udvikledes disse tidlige heste til dyr med færre tæer, og for omkring 5 millioner år siden opstod slægten Equus – de ét-tåede, hurtigtløbende dyr, som vi kender i dag. Under en af istiderne vandrede en tidlig Equus-art fra Amerika til Asien via en landbro, som dannedes mellem de to kontinenter, og fra Asien spredtes den videre til Europa og Afrika. Denne stamfader udvikledes til den ægte hest (Equus ferus), samt til forskellige arter af æsler og zebraer.

Vilde heste i Amerika uddøde efterhånden, de fleste arter formodentlig på grund af klimaændringer. Den sidste art, Equus scotti, blev sandsynligvis udryddet af nomadefolk fra Asien, som indvandrede til Amerika via Bering-landbroen under den sidste istid for ca. 12.000 år siden.

 

Przhevalskys hest uddøde også i vild tilstand omkring 1960, men overlevede i zoologiske haver rundt om i verden. I de senere år er småflokke af den blevet løsladt i det fri fra opdrætningscentre i Mongoliet, og nu strejfer vilde heste atter rundt på de centralasiatiske stepper.

Man har forsøgt at genskabe tarpanen ved at krydse Przhevalsky-heste med forskellige ældgamle racer af tamhesten (E. ferus ssp. caballus), hvilket har resulteret i tarpan-lignende heste, fx Konik-hesten. I dag er flokke af disse ‘primitive’ heste blevet løsladt adskillige steder i Europa.

 

 

 

 

 

 

 

 

Senere lærte man at ride på hestene samt at udnytte dem til at trække ploven og forskellige former for vogne. Mongolske ryttere drak ofte blod, som blev tappet af deres egne heste – et hurtigt og nærende måltid, når de var på farten. Skindet blev brugt til utallige formål, fx til støvler og vanter, af knoglerne blev skåret forskellige redskaber, og hovene blev kogt til fremstilling af lim.

I dag anvendes heste mest til rekreative formål samt til sport, men visse steder i verden, specielt i Sydamerika, arbejder cowboys stadig på hesteryg.

Den største forskel i tamhestens og den vilde hests udseende ligger i manken, som er kort og opretstående hos vilde heste, mens den er lang og hænger ned over den ene side af halsen hos tamhesten. Pelsen er generelt også kortere hos tamhesten, men i områder med koldt klima vokser pelsen dog længere i vintertiden. Tarpanen var gråbrun af farve, og Przhevalskys hest er lysebrun, mens tamhesten findes i alle farver.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I dag tæller kirgiserne omkring 5 millioner mennesker, hvoraf 4,5 mio. lever i Kirgisien, som de deler med omkring 350.000 russere.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Nogle populationer opretholdes af historiske eller sentimentale grunde, fx mustangerne i det vestlige USA, Chincoteague-ponyerne på Assateague Island, Maryland, USA, samt Misaki-ponyerne i Japan. Nogle af disse bestande holdes nede på et bestemt antal for at mindske deres påvirkning af det lokale miljø.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Nominat-racen africanus, det nubiske vildæsel, formodes at være uddød, selv om en lille bestand måske stadig findes i Gabal Elba Nationalpark på grænsen mellem Egypten og Sudan. Renheden af disse dyr betvivles dog, da de muligvis er ret kraftigt opblandet med tamæsler. På den lille ø Bonaire i Caribien lever en bestand af halvvilde æsler, som kan være nært beslægtet med det nubiske vildæsel. (Kilde: retrieverman.net)

Somali-vildæslet, underarten somaliensis, er udbredt i ørkener og andre tørre områder i Somalia, Eritrea og det østlige Ethiopien, men i meget lave antal – måske færre end 600 individer i alt. Den er således i overhængende fare for at uddø i vild tilstand.

Atlas-vildæslet, underarten atlanticus, fandtes engang tværs over Nordafrika samt i dele af Sahara, men blev udryddet af jagt. De sidste blev muligvis nedlagt af romerske jægere omkring 300 e.Kr.

 

Under det 4. dynasti i Egypten (2675-2565 f.Kr.) ejede velhavere ofte over tusind æsler, der blev udnyttet til kød og mælk, til at trække ploven og kærrer, samt som pakdyr.

Omkring 3000 f.Kr. var tamæslet et almindeligt dyr i Mellemøsten, med det vigtigste opdrætningsområde i Mesopotamien. Omkring 1800 f.Kr. var æslet blevet spredt yderligere mod øst i Asien, og fra omkring 2000 f.Kr. fandtes det også i Europa.

Verdensbestanden af tamæsler anslås til omkring 40 mio., hvoraf langt de fleste findes i udviklingslandene. Det højeste antal, 11 mio., fandtes førhen i kinesiske territorier, efterfulgt af Pakistan, Ethiopien og Mexico. Antallet er imidlertid dalet kraftigt i kinesiske områder i de senere år.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I Oldtidens Palæstina var ‘rent kvæg’ ethvert dyr, som tyggede drøv og havde klove, fx okser, får, geder og andre medlemmer af familien Bovidae, mens ’urent kvæg’ var andre dyr.

 

 

 

 

 

 

 

 

Under den store guldfeber i 1800-tallet var æsler, eller burro’er, som de blev kaldt, de vigtigste pakdyr. Da det store guldeventyr var overstået, undslap mange burro’er, eller de blev simpelthen sluppet løs, og mange af dem dannede vilde bestande, som har eksisteret frem til i dag.

En berømt burro var Prunes, et æsel, som blev købt i 1879 af en minearbejder ved navn Rupe Sherwood, der havde job nær byerne Fairplay og Alma i det nordlige Colorado.

Som det skulle vise sig, var denne lille burro meget mere værd end de 10$, han havde betalt for den. Ikke kun trak den vognene i minerne som enhver anden burro – nej, Sherwood oplærte den til at gå alene ned til landhandelen, hvor indehaveren læste den seddel, som var fastgjort til æslet, stoppede de bestilte varer i sække og bandt dem fast til dyrets ryg, hvorefter Prunes travede tilbage op ad bjergstierne til sin ejer.

Gennem mange år trak Prunes vognene frem og tilbage i minegangene, og han blev snart alle minearbejdernes yndling. Da han blev for gammel til det hårde arbejde, tog Sherwood seletøjet af ham og slap ham løs, så han kunne strejfe om, hvor han havde lyst. Æslet tilbragte sine sidste år i Alma, hvor det trissede rundt til de forskellige bagdøre for at tigge mad. Beboerne fodrede ham villigt, men da han nærmede sig de 60 år, begyndte hans helbred at svigte. Hans tænder faldt ud, hvorved han mistede evnen til at æde passende føde.

I 1930 ramte en snestorm Alma, og da temperaturen faldt langt under nulpunktet, søgte Prunes tilflugt i et gammelt skur. Et vindstød fik døren til at smække i, og en stor snedrive foran den forhindrede Prunes i at komme ud.

Beboerne bemærkede snart, at Prunes ikke kom på sin sædvanlige runde, og de fandt ham i skuret, halvdød af sult og ude af stand til at gå. Selv om han blev plejet og passet, kom han sig ikke, og beboerne, deriblandt Sherwood, besluttede at gøre en ende på hans lidelser. Først blev hans lig kastet på en losseplads, men blev senere begravet på hovedgaden i Fairplay under et unikt beton-monument med indmurede boreprøver fra minerne, hvor Prunes havde arbejdet.

Et år senere døde Rupe Sherwood på Fairplays hospital, 82 år gammel. Efter hans ønske blev hans aske begravet ved siden af monumentet for hans kære Prunes. (Kilder: Ferguson 1993, Jessen 2017)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

For længe siden var det meget varmt, og den smule vand, der var tilbage, var samlet i nogle få damme. En af disse damme blev vogtet af en højrøstet bavian, som hævdede, at han var ‘vandets herre’ og forbød alle andre at drikke af dammen.

En dag kom zebra og hans søn ned til dammen for at slukke deres tørst. Bavianen, som sad nær sit bål ved bredden af dammen, sprang op og gøede med høj stemme: “Gå væk, I trænger ind i mit område. Dette er min dam, og jeg er vandets herre.”

Zebrasønnen råbte tilbage: “Vandet er til alle, ikke kun til dig, abefjæs.”

“Hvis du vil have vand, må du slås for det,” sagde bavianen, og snart sloges de to bravt, frem og tilbage, og rejste en vældig støvsky, indtil zebraen med et kraftigt spark sendte bavianen flyvende op blandt klipperne bag dem. Bavianen landede med et brag på bagdelen, og klippen ragede alle hårene af den. Den dag i dag har han stadig en bar plet, hvor han landede.

Den trætte og skrammede zebra vaklede baglæns uden at se, hvor han gik, og gik lige ind i bavianens bål, som brændte sorte striber tværs over hans hvide hårlag. Chocket fra forbrændingen sendte ham galopperende af sted ud til savannen, hvor han har holdt til lige siden.

Men bavianen og hans familie lever oppe blandt klipperne, hvor de gøer fjendtligt af alle forbipasserende, og når de går omkring, holder de stadig halen lodret for at lette smerten i deres ømme bagdele.

 

Nylig forskning viser, at stribningen sandsynligvis er en forsvarsmekanisme mod blodsugende insekter, bl.a. klæg og tsetsefluer, der kan overføre sygdomme som sovesyge, afrikansk hestesyge, samt den ofte dødelige heste-influenza.

Zebraens tynde hårlag yder ikke megen beskyttelse mod blodsugende fluer. Imidlertid har analyser af tsetsefluers føde ikke påvist blod fra zebraer. Forskning har vist, at fluer vil undgå at lande på stribede genstande. Ensartede antal af klæg summede omkring zebraer og heste i den samme indhegning, hvor nogle af hestene var blevet tildækket med sort- og hvidstribede dækkener. Der landede langt færre fluer på zebraer og tildækkede heste end på heste uden dækkener. De prøvede at lande på striberne, men vendte så om. (Kilde: bbc.com)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Efter at quagga’en, underarten quagga, blev udryddet sidst i 1800-tallet, er Burchells zebra den mindst stribede af de overlevende underarter. Den kendes endvidere på de mange svage ‘skyggestriber’ i de hvide striber.

 

 

 

 

 

Denne zebra blev beskrevet i 1882 af den franske naturhistoriker Jean-Frédéric Émile Oustalet (1844-1905), som navngav den efter den franske præsident Jules Grévy (1807-91), der havde modtaget en Grevys zebra som gave fra den ethiopiske regering.

 

 

 

 

 

 

 

I 1930’erne var Kap-bjergzebraen næsten blevet bortskudt, og der overlevede kun omkring 100 individer. Siden har strenge fredningsbestemmelser forårsaget, at bestanden er steget til over 2700.

I 1998 blev populationen af Hartmanns bjergzebra anslået til omkring 25.000 individer, mens et nyligt estimat siger omkring 33.000.