Canidae Hunde og ræve

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Sjakalers snedighed er beskrevet nedenfor under skaberaksjakal (Lupulella mesomelas).

 

 

 

 

 

 

 

Prærieulvens klogskab afspejles i mange indfødte nordamerikanske folkeslags mytologier. En troldmand ved navn Coyote er en af de figurer, som oftest optræder i myter og legender, ofte som spøgefugl. Han afbildes normalt temmelig menneskeagtig, men ofte med visse prærieulvetræk, såsom pels, spidse ører, gule øjne, hale og kløer.

Ifølge en legende hos forskellige Stillehavsfolk legede Coyote engang med sine øjne, idet han kastede dem op i luften og greb dem igen. Men han blev overrasket af ørneguden, som snuppede øjnene og fløj bort med dem. Ude af stand til at se skabte Coyote nye øjne af ranunkel-blomster (Ranunculus), hvorfor de blandt nogle stammefolk var kendt som Coyotes Øjne.

Den nedenstående del af en Navajo-legende blev gengivet af Louisa Wade Wetherill (1877-1945), som levede hos Kayenta-Navajoer gennem størstedelen af sit voksenliv. (Kilde: canyoncountryzephyr.com/2021/09/30/coyote-tales-of-the-kayenta-navajos-by-harvey-leake)

En dag sad det første menneske, Utsay Hosteen, og fremstillede stjernene, så de kunne blive sat op på himlen. Han arbejdede i lang tid og blev meget træt, så han gik en tur.

Kort efter kom Coyote dertil. Han beundrede stjernerne og fandt dem meget smukke. Han sagde: “Jeg spekulerer over, hvor han fik dem fra.”

Vinden sagde: “De er ilden i lyn. Utsay Hosteen lavede lynild og solen, og han fremstillede månen af glødende kul.”

Coyote kiggede på dem i lang tid og stjal derpå den store stjerne (morgenstjernen), som han satte fast mellem sine tæer. Men pludselig spredte et vindstød de øvrige stjerner.

Så da Utsay Hosteen vendte tilbage for at fortsætte sit arbejde, så han, at det var blevet ødelagt. Han spurgte Coyote, som stadig stod der: “Hvorfor ødelagde du mit arbejde?”

Coyote svarede: “Hvorfor forlod du dit arbejde, inden det var blevet fuldendt?”

Utsay Hosteen sagde: “Ved du ikke, at jeg har meget arbejde ved siden af at fremstille stjerner? Jeg skal passe regnen og frøene og mange andre ting. Og når der er dele af jorden, jeg ikke kigger efter, falder der ingen regn de steder. Derfor regner det kun i striber. Men nu må jeg tilbage til mit arbejde.”

Han begyndte at eftersøge stjernerne og fandt dem allesammen, med undtagelse af den store stjerne. Han spurgte Coyote: “Hvad gjorde du af den store stjerne?”

Coyote blev vred og svarede: “Hvordan skulle jeg kunne vide, hvor dine stjerner er? Der kom et stort vindstød og spredte stjernerne, så Vinden må have taget den store.”

Utsay Hosteen hidkaldte flagermusen Jaa Abani og sagde: “Min søn, gå til Vindens hus og spørg ham, om han har min stjerne.”

Jaa Abani tog afsted og spurgte Nil-clue, som blev vred og svarede: “Hvorfor spørger du mig, om jeg har den stjerne? Jeg kom forbi, da Utsay Hosteen uforsigtigt havde lagt stjernerne på jorden, men jeg har ikke taget nogen af dem. Hvad skulle jeg bruge dem til?”

Jaa Abani vendte tilbage og berettede for Utsay Hosteen, hvad Nil-clue havde sagt. Derpå sagde Utsay Hosteen til Jaa Abani, at han skulle hente Coyote. Igen spurgte Utsay Hosteen Coyote, hvor den store stjerne var, og Coyote svarede lavmælt: “Det ved jeg ikke.”

Utsay Hosteen sagde: “Lad os ryge, og bagefter kan du fortælle mig, hvor min stjerne er. Jeg har brug for den stjerne, så du skal fortælle mig det.”

Coyote tog imod cigaren og satte den til sine læber. Han besluttede at anvende den store stjerne til at tænde den. Han mente, at han kunne gøre det, uden at det ville blive opdaget, men da han prøvede på at brække et stykke af den, faldt den ud af hans hånd, og en tæt røg steg op fra den.

Utsay Hosteen opdagede det og sagde: “Se, du kan ikke bedrage mig.”

Så han fik sin store stjerne tilbage, men et lille stykke af den faldt ned på Coyotes ankel, Han sagde intet om det og tænkte: “Jeg vil efterlade det på min ankel, så jeg altid har min egen ild.”

Det er, hvad den lille plet på coyotens fod er. [Dette hentyder til coyotens fod, som ofte har en lys plet.]

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne tæmning fandt sted flere steder samtidigt, sandsynligvis i Vesteuropa, Centralasien og Østasien. Ny genetisk forskning peger på, at en tidlig ulvepopulation opsplittedes i en østlig og en vestlig form, som, før de uddøde, begge blev tæmmet uafhængigt af hinanden til to distinkte bestande af tamhunde, for mellem 14.000 og 6400 år siden. Den vesteurasiske hundebestand blev delvis erstattet af østasiatiske hunde, som menneskene indførte for mindst 6400 år siden.

To hunderacer, som er efterkommere af den oprindelige tæmmede ulv, er så forskellige fra andre hunde, at de har fået status af underart: den australske dingo (C. l. dingo) og den afrikanske basenji (C. l. basenji). De adskiller sig fra andre hunde ved ikke at kunne gø, og de kommer kun i brunst én gang om året, modsat to eller flere gange hos andre hunderacer. De mangler også begge en karakteristisk kropslugt.

DNA-forskning påviser, at dingoen nedstammer fra østasiatiske tamhunde. Den blev indført til Australien for omkring 4000 år siden af søfarende folk, og i dag findes forvildede bestande i de fleste egne af kontinentet, idet arten dog holdes ude fra den sydøstlige del af landet ved hjælp af et såkaldt ‘dingo-hegn’. I dag er dingoen det største landrovdyr i Australien, idet den hjemmehørende thylacin, også kaldt tasmansk ulv (Thylacinus cynocephalus), blev udryddet af landmænd i 1900-tallet. Dingoen udgør en trussel mod kvæg og får, men samtidig gavner den bønderne ved hovedsageligt at nedlægge kaniner, kænguruer og rotter, som alle er alvorlige skadedyr i det australske landbrug.

Basenji-hunden siges at være opstået i Congo-regnskovsbækkenet i Vestafrika. Hunde, som ligner nutidige basenji-hunde, er afbildet i egyptiske grave, siddende med rejste ører og krølle på halen, ligesom de gør den dag i dag. Hunde af denne type blev anvendt i Egypten til at jage småvildt (Dollman 1937).

Gennem sin lange forbindelse med mennesker har hunden på enestående vis tilpasset sig menneskets levemåde, og den er i stand til at trives på stivelsesrig kost, som ikke ville være tilstrækkelig for vilde medlemmer af hundefamilien. Der findes mindst 200 hunderacer, som varierer kolossalt i størrelse, form og farve, fra den 135 kilo tunge engelske mastiff til chihuahua’en, der blot vejer 1-2 kilo. Hunde anvendes til utallige formål, lige fra selskabshunde og beskyttende hunde til jagthunde, hyrdehunde, slædehunde, væddeløbshunde, redningshunde, politi- og toldhunde samt hunde, der hjælper handicappede mennesker, for blot at nævne nogle få. Det er ikke så sært, at hunden har fået tilnavnet ’menneskets bedste ven’.

 

 

 

 

 

Hundens legendariske lugtesans inspirerede den engelske forfatter Hugh Lofting (1886-1947), da han skrev den herlige børnebog Doktor Dolittles eventyr (1920). Heri beskrives det, hvordan hunden Jip forsøger at opspore en lille drengs onkel, som er bortført af sørøvere, der har stjålet hans skib og sat ham i land på en klippeø. Jip snuser til nordenvinden og siger:

“Tjære, spanske løg, petroleum, våde regnfrakker, knuste laubærblade, brændt gummi, gardiner der er hængt til tørre, og ræve – hundredevis af ræve og hvalpe, og …”

“Kan du virkelig lugte alt det gennem vinden?” spurgte doktoren.

“Ja, naturligvis kan jeg det!” sagde Jip. “Og det er altsammen noget, som det er let at lugte sig til – de stærke lugte. Selv en køter, om den var aldrig så forkølet, ville kunne lugte det. Vent nu lidt, så skal jeg nævne dig nogle lugte, som det er svært at skelne, og som vinden bringer med sig.”

Nu lukkede hunden øjnene fast i, stak snuden lige i vejret og snøftede energisk med halvåben mund.

(…)

“Mursten,” hviskede den ganske svagt, “gamle, gule mursten i en havemur, der er ved at smuldre af ælde; det sagte pust fra ungt kvæg, der står midt i en bjergstrøm; blytaget på et dueslag – eller måske på et kornloft – som middagssolen skinner på; sorte kidskindshandsker, der ligger i en skrivebordsskuffe af valnøddetræ; en støvet vej, hvor der står et vandingstrug til heste i skyggen af ahorntræer*; små paddehatte, der bryder frem gennem rådnende blade**, og – og –“

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Under en forskningsrejse til Chukotka-halvøen i det nordøstlige Sibirien besøgte mine ledsagere og jeg et fyrtårn på spidsen af Kosa Ruskaya Koshka (‘Den Russiske Kats Sandodde’). En af hundene, som tilhørte mandskabet var en Springer Spaniel. Vores tur til dette område er beskrevet på siden Rejse-episoder – Sibirien 2011: Med bæltekøretøj gennem Chukotka.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Adskillige typer af Pudelhunde er opstået gennem tiderne, deriblandt forskellige farveformer, samt dværgformer, der tidligere var meget anvendt i cirkusforestillinger. Pudler er almindelige i hundeshows, hvor ansigt og bagkrop ofte er tætklippet, med hårduske på haser og halespids.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den pragtfulde blomstring hos dette træ er vist gennem en række billeder på siden Planteliv: Når mu-olietræet blomstrer.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

  

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Da jeg knælede ned og forsøgte at kalde hunden til mig, blev den fuldkommen henrykt og kom krybende hen langs jorden med halen mellem benene. Den nød åbenlyst at blive kløet på hovedet, men da min ledsager kom til, blev den straks bange og sprang så langt bort, som lænken tillod.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Skaberaksjakalen er beskrevet på siden Dyreliv – Pattedyr: Hundefamilien.

I afrikansk folklore optræder sjakalen ofte som en spøgefugl, kendt for sin snedighed, intelligens og tilpasningsdygtighed. Den beskrives ofte som en overlever, der overlister større og stærkere dyr som løven, og den optræder i mange historier som et klogt og listigt væsen, som udmanøvrerer sine modstandere gennem klogskab snarere end styrke. Den følgende historie er fra Sydafrika:

Engang så en sjakal en vogn vende tilbage fra havet, fyldt med fisk. Han prøvede på at hoppe op i vognen bagfra, men kunne ikke. Han løb derpå langt foran vognen og lagde sig på vejen, idet han lod som om han var død. Vognen nærmede sig, og lederen råbte til kusken: “Her er en fin kaross til din kone!” [En kaross er en kappe, fremstillet af dyreskind.]

“Kast den op i vognen,” sagde kusken, og sjakalen blev kastet derop.

Vognen fortsatte nu gennem den månelyse nat, og hele tiden kastede sjakalen fisk ned på vejen. Derpå sprang han ned og sikrede sig en stor portion.

Men hyænen, som kom forbi, åd mere end sin part, af hvilken grund sjakalen bar nag til ham. Han sagde til hyænen: “Du kan også få rigeligt med fisk, hvis du lægger dig på vejen foran en vogn, som jeg gjorde, men du skal ligge stille, uanset hvad der sker.”

“Nå, sådan!” mumlede hyænen. Da den næste vogn vendte tilbage fra havet, lagde han sig udstrakt på vejen.

“Hvad er det for en grim tingest?” råbte lederen og sparkede hyænen. Derpå tog han en kæp og tæskede løs på hyænen, til den næsten var død. Men hyænen fulgte sjakalens instruktion og lå stille, så længe han var i stand til det. Så rejste han sig og slæbte sig tilbage til sjakalen, som han beskrev sit uheld for, men sjakalen lod som om den trøstede ham.

“Det er en skam, at jeg ikke har så smuk en pels som dig!” sagde hyænen.

 

Sjakalen var vildt forelsket i solen og fulgte den hele dagen. Så en dag bemærkede han, at solen ikke bevægede sig hen over himlen, så han begyndte at søge efter hende.

Efter at have søgt efter hende næsten hele dagen fandt han hende fanget af de tornede grene af et akacietræ. Han var bekymret for, om tornene ville skade hende og råbte op til hende: “Min hjertenskær, lad mig hjælpe dig ud af træet og bringe dig hjem!”

Solen svarede: “Kære ven, det er ikke en god idé. Du er ikke høj og stærk nok til at bære mig, du må kalde på den stærke elefant. Og jeg er også meget varm og vil brænde dig.”

Men sjakalen var dødeligt forelsket i solen og ville ikke høre. Så han sprang op i træet og greb fat i solens ben for at trække hende fri. Da han greb fat i hende, blev hans poter brændt sorte. Hylende af smerte trak han hende fri og læssede hende hurtigt op på sin ryg.

Nu løb han så hurtigt han kunne til verdens ende, hvor hun boede, og hele tiden brændte solen hans ryg. Hun steg ned fra sjakalen og faldt i søvn, træt efter en lang og stressende dag.

Og den stakkels sjakal? Du kan se, at hans trædepuder og ryg er sorte, hvor han blev brændt af solen.

Men når solen går i seng om aftenen, og også tidligt om morgenen, før hun står op, kan du høre sjakalen kalde: “Hvor er min kære, hvor er min kære, jeg savner dig, savner dig!”

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I europæisk folklore fremstilles ræven ofte i færd med at udmanøvrere andre dyr gennem bedrag, men til tider bliver ræven selv overlistet af andre dyr.

Et eksempel er Æsops fabel om ræven og storken, hvori en ræv spiller en stork et puds. Han inviterer storken til middag, men serverer suppen i en flad tallerken, som han nemt kan slikke suppen op fra, mens storken, med sit lange næb, ikke kan få så meget som en dråbe. Storken får dog hævn ved at invitere ræven til middag, som den serverer i en høj og smal vase, som den selv nemt kan spise af, mens ræven ikke får det mindste. Historiens morale er, at man ikke bør behandle andre anderledes, end man selv ønsker at blive behandlet.

 

 

 

 

 

Her er historien om Kuma Lisa og pindsvinet Ezhko Bezhko, der var som søster og bror og altid færdedes sammen. En dag sagde ræven: “Ezhko Bezhko, kommer du med mig til bondens vingård? Der kan vi smovse i søde druer.”

“Jeg kommer med, Kuma Lisa, men jeg siger dig, jeg er bange for, at vi kommer galt afsted. I nat havde jeg onde drømme,” sagde pindsvinet.

“Åh, hvad er der galt med dig? Når jeg er med dig, er der ingen grund til at være bange. Jeg kender til en masse kloge tricks, og vi kan altid finde en udvej!” pralede ræven og tilføjede: “Men kender du selv nogle tricks?”

“Jeg kender kun til 3 små tricks, men de er gode, og jeg gemmer dem til en regnvejrsdag,” svarede pindsvinet. “Nå, lad os gå.”

De drog af sted mod vingården, krøb under hegnet og begyndte at æde de søde druer. Men pludselig blev Kuma Lisa fanget i en smækfælde.

“Hjælp! Hurtigt, Ezhko,” råbte hun, “vis mig et af dine små tricks. Jeg er så bange, at jeg ikke husker nogle af mine egne.”

“Ja, Lisa. Lad som om du er død, og når bonden frigør dit ben, løber du for livet!”

Kuma Lisa holdt op med at råbe, lukkede øjnene og lå helt stille. Hendes åndedræt var så sagte, at ingen kunne vide, at hun kun foregav at være død. Snart kom bonden og fandt Kuma Lisa liggende på jorden med det ene ben i fælden. Han frigjorde benet, og hun sprang op, benede af sted og krøb under hegnet, hvor Ezhko Bezhko ventede på den anden side.

Ikke mange dage senere foreslog Kuma Lisa igen, at de skulle besøge vingården. “Ezhko, lad os gå for at æde søde vindruer.”

“Lisa, har du glemt, at sidste gang undslap du med nød og næppe med livet i behold?” spurgte Ezhko.

“Kom nu, skynd dig. Hvad der end sker, tager jeg ansvaret og udtænker en snedig udvej,” forsikrede Kuma Lisa ham.

Ezhko Bezhko indvilligede i at tage med, og de drog atter af sted mod vingården. Snart nød de igen de søde druer, men pludselig faldt pindsvinet ned i et dybt hul!

“Hjælp! Hurtigt, Lisa, hjælp mig,” råbte han. “Hvordan kan jeg snyde bonden? Du har en hel masse snedige tricks, har du ikke?”

“Åh, Ezhko,” sukkede ræven, “Jeg kendte en masse, men jeg har glemt dem allesammen. Du må selv finde en udvej.”

“Ja, Lisa,” sagde Ezhko roligt, “det er klart, at der ikke er nogen udvej for mig. Men kom nærmere, og vi vil kysse hinanden for at besegle vores venskab.”

Kuma Lisa bøjede sig ned over kanten af hullet, men i stedet for at kysse hende sprang Ezhko Bezhko så højt op, som hans små ben tillod, og fik hold om hendes næse!

Netop da ankom bonden. Så snart Kuma Lisa så ham, styrtede hun af sted med lynets fart, og Ezhko Bezhko med hende, idet han stadig havde tag om hendes næse.

Således anvendte Ezhko Bezhko to af sine gode små tricks. Og skulle det blive nødvendigt, har han stadig et tredje.