Camelidae Kameler

 

 

 

 

 

 

 

Jamset og Dina samler lidt døde grene fra træer i omegnen, tænder et bål og går derpå i gang med madlavningen. Imens sidder jeg lænet op ad en blød kamelkrop og betragter flammernes flakken i bålet, mens kamelernes halsklokker sagte bimler under deres drøvtygning. Under madlavningen synger kameldriverne vemodige sange om kærlighed og livgivende regn.

Natten er pragtfuld. At ligge i sin lune sovepose på det bløde ørkensand, under tusinder af blinkende stjerner og måske et stjerneskud eller en satellit, der farer hen over himlen, er slet ikke nogen ringe form for meditation.”

 

 

 

 

 

 

 

Den sidste indfødte nordamerikanske kamel var Camelops hesternus, som i lighed med en lang række andre dyr, bl.a. mastodont, sabeltiger og hest, efter al sandsynlighed blev udryddet af jægerfolk, der indvandrede til Nordamerika via den sidste Bering-landbro for omkring 12.000 år siden.

 

Dromedaren (Camelus dromedarius) er uddød i vild tilstand, men er vidt udbredt som tamdyr, fra Indien gennem Mellemøsten til den Arabiske Halvø, Egypten, Somalia og det nordlige Kenya. Den blev sandsynligvis først tæmmet omkring 3000 f.Kr. i Somalia eller det sydlige Arabien.

Den baktriske eller topuklede kamel (Camelus bactrianus), som også er uddød i vild tilstand, findes i det centralasiatiske højland samt i Iran, men i meget lavere antal end dromedaren. Tæmningen af denne art menes at have fundet sted i Centralasien omkring 2000 f.Kr.

De to arter er nært beslægtede, da de kan krydses med hinanden og få yngledygtigt afkom. En bredt accepteret teori i dag er, at de begge udvikledes fra en tredje art, den vilde baktriske kamel (Camelus ferus), som lever i spredte flokke i Mongoliet, Xinjiang og Tibet. Den totale bestand tæller sandsynligvis færre end 1000 dyr, men er muligvis svagt stigende på grund af øget beskyttelse. Den er dog stadig i overhængende fare for at uddø.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kameler kan tabe en tredjedel af deres kropsvægt på grund af dehydrering uden at tage skade. Når de så endelig har adgang til vand, kan de drikke utrolige mængder. Det er blevet noteret, at en kamel, som vejede omkring 600 kg, drak omkring 200 liter vand i løbet af få minutter. Kameler opbevarer ikke vand i deres pukler, som man førhen antog. Puklen består af fedt, og grunden til denne ophobning af fedt på ryggen er, at kamelen bedre kan tåle et varmt klima uden et isolerende fedtlag fordelt over hele kroppen.

Foruden at fungere som transportdyr for mennesker og gods leverer kamelen kød og mælk, sække fremstilles af deres skind, og af pelsen kan produceres tekstiler. En ret speciel tidligere anvendelse af kameler fandt sted i ørkenkrige, hvor kameler blev benyttet som transportdyr fremfor heste, der ikke trivedes i det tørre klima. Kampe på kamelryg fandt også somme tider sted. I begyndelsen anvendtes bue og pil samt spyd, og senere kom riflen til.

I den indiske delstat Rajasthan er Raikaerne en særlig kaste af kamelopdrættere, som mener, at de blev skabt af Shiva som beskyttere af kameler. De tilbeder kamelguden Prabuji.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Skønt Rajaji-området i Uttarakhand blev udnævnt som nationalpark i 1993, fortsatte Van Gujjar-folk med at leve her. Ansatte inden for skovvæsenet ønskede dem forflyttet fra parken, idet de hævdede, at Van Gujjarernes græssende dyr konkurrerede med de vilde græsædere, men ironisk nok så det ud til, at de faktisk gavnede det vilde dyreliv, da de holdt krybskytter borte fra parken, og antallet af elefanter (Elephas maximus) og tigre (Panthera tigris) i området er steget i de senere år. Van Gujjarerne selv skader ikke dyrelivet, da de er vegetarianere.

Ikke desto mindre erklærede højesteretten i Uttarakhand i 2018, at Van Gujjarernes tilstedeværelse i Rajaji Nationalpark var ulovlig og beorderede dem forflyttet fra området uden at udpege et nyt levested for dem. Dette medførte en bølge af protester, og Van Gujjarerne fortsætter med at protestere mod tvangsforflyttelsen. Medlemmer af skovvæsenet har også angrebet Van Gujjarer og såret flere af dem alvorligt.

 

 

 

 

 

 

Men da Kong Herodes hørte det, blev han forfærdet, og hele Jerusalem med ham; og han forsamlede alle Folkets Ypperstepræster og Skriftkloge og adspurgte dem, hvor Kristus skulde fødes. Og de sagde til ham: “I Bethlehem i Judæa; thi således er der skrevet ved Profeten: ‘Og du, Bethlehem i Judas Land, er ingenlunde den mindste iblandt Judas Fyrster; thi af dig skal der udgå en Fyrste, som skal vogte mit Folk Israel’.”

Da kaldte Herodes hemmeligt de Vise og fik af dem nøje Besked om Tiden, da Stjernen havde ladet sig til Syne. Og han sendte dem til Bethlehem og sagde: “Går hen og forhører eder nøje om Barnet; men når I have fundet det, da forkynder mig det, for at også jeg kan komme og tilbede det.”

Men da de havde hørt Kongen, droge de bort; og se, Stjernen, som de havde set i Østen, gik foran dem, indtil den kom og stod oven over, hvor Barnet var. Men da de så Stjernen, bleve de såre meget glade. Og de gik ind i Huset og så Barnet med dets Moder Maria og faldt ned og tilbade det og oplode deres Gemmer og ofrede det Gaver, Guld og Røgelse og Myrra. Og da de vare blevne advarede af Gud i en Drøm, at de ikke skulde vende tilbage til Herodes, droge de ad en anden Vej tilbage til deres Land.”