Camelidae Kameler

 

 

Dromedaren (Camelus dromedarius) blev sandsynligvis først tæmmet omkring 3000 f.Kr. – Kamelryttere, Thar-ørkenen, Rajasthan, Indien. Børnene har smurt en pasta i ansigtet som værn mod den stærke sol. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Det menes, at den baktriske eller topuklede kamel (Camelus bactrianus) først blev tæmmet omkring 2000 f.Kr. – Chengdu zoologiske have, Sichuan-provinsen, Kina. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Hen under aften slår vi lejr, hvilket vil sige, at bagagen bliver taget af kamelerne, og tæpper bliver rullet ud i sandet som sovepladser. Her er ikke brug for telte, da risikoen for regn er lig nul. Det er dog koldt i ørkenen om natten, så jeg har god brug for min sovepose.

Jamset og Dina samler lidt døde grene fra træer i omegnen, tænder et bål og går derpå i gang med madlavningen. Imens sidder jeg lænet op ad en blød kamelkrop og betragter flammernes flakken i bålet, mens kamelernes halsklokker sagte bimler under deres drøvtygning. Under madlavningen synger kameldriverne vemodige sange om kærlighed og livgivende regn.

Natten er pragtfuld. At ligge i sin lune sovepose på det bløde ørkensand, under tusinder af blinkende stjerner og måske et stjerneskud eller en satellit, der farer hen over himlen, er slet ikke nogen ringe form for meditation.”

 

Citat fra Kamelsafari i Thar-ørkenen (se Rejse-episoder – Indien 2003 på denne hjemmeside).

 

 

Hen under aften slår vi lejr, og Jamset og Dina går i gang med madlavningen.” (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
 

 

 

Mange englændere har skrevet om kameler. Hver gang jeg åbner en bog og læser de velkendte, nedsættende bemærkninger og de forslidte vittigheder, ved jeg, at forfatterens kendskab til disse dyr kun er ringe, og at han aldrig har levet blandt beduinerne, som kender kamelens værd. Ata Allah (‘Guds gave’) kalder de den, og det er dens tålmodighed, som vinder araberens hjerte. Jeg har aldrig set en beduin slå eller mishandle en kamel. Kamelens behov kommer altid i første række. Det er ikke blot det, at beduinernes eksistens beror på deres dyrs velfærd; de holder også inderligt og oprigtigt af dem.”

 

Den engelske opdagelsesrejsende og forfatter Wilfred Thesiger (1910-2003) i bogen Det ukendte Arabien, Steen Hasselbalchs Forlag 1959, på dansk ved Christian Dahlerup Koch.

 

 

 

Kamelers forfædre
Det tidligst kendte kamel-lignende dyr, Protylopus, som levede i Nordamerika for 40-50 millioner år siden, var omtrent på størrelse med en kanin. Omkring 10 millioner år senere var andre kamel-lignende dyr blevet udviklet, blandt disse Poebrotherium, der var på størrelse med en ged og lignede nutidens kameler og lamaer en del.

Den direkte stamfader til nutidens kameler, Procamelus, der levede for ca. 5 millioner år siden, spredtes til Sydamerika via den nyligt dannede Panama-landtange, hvor den udvikledes til lama, guanaco og vicuña, samt via en Bering-landbro til Asien, hvor den udvikledes til de ægte kameler.

Den sidste indfødte nordamerikanske kamel var Camelops hesternus, som i lighed med en lang række andre dyr, bl.a. mastodont, sabeltiger og hest, efter al sandsynlighed blev udryddet af jægerfolk, der indvandrede til Nordamerika via den sidste Bering-landbro for omkring 12.000 år siden.

 

Nutidens kameler
De ægte kameler, som udvikledes i Asien, er især karakteriseret ved deres pukler, som består af fedtvæv. Tre arter er anerkendt af videnskaben.

Dromedaren (Camelus dromedarius) er uddød i vild tilstand, men er vidt udbredt som tamdyr, fra Indien gennem Mellemøsten til den Arabiske Halvø, Egypten, Somalia og det nordlige Kenya. Den blev sandsynligvis først tæmmet omkring 3000 f.Kr. i Somalia eller det sydlige Arabien.

Den baktriske eller topuklede kamel (Camelus bactrianus), som også er uddød i vild tilstand, findes i det centralasiatiske højland samt i Iran, men i meget lavere antal end dromedaren. Tæmningen af denne art menes at have fundet sted i Centralasien omkring 2000 f.Kr.

De to arter er nært beslægtede, da de kan krydses med hinanden og få yngledygtigt afkom. En bredt accepteret teori i dag er, at de begge udvikledes fra en tredje art, den vilde baktriske kamel (Camelus ferus), som lever i spredte flokke i Mongoliet, Xinjiang og Tibet. Den totale bestand tæller sandsynligvis færre end 1000 dyr, men er muligvis svagt stigende på grund af øget beskyttelse. Den er dog stadig i overhængende fare for at uddø.

 

 

Kameler er drøvtyggere. Denne blev fotograferet i Thar-ørkenen, Rajasthan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kameler har brede, flade, læderagtige trædepuder, hvilket er en tilpasning til at undgå at synke ned i blødt sand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

I Rajasthan er dromedar-hopper i brunst i vintermånederne, og tyre i brunst udstøder underlige gurglelyde, for derefter at puste tungen op og lade den hænge ud af munden i et hvidt eller lyserødt skumbad, mens spyttet flyver til alle sider. Vore kameldrivere kommenterede det således: ”The camel is sexy.” (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Drægtighedsperioden for kameler varierer mellem 360 og 420 dage. Disse billeder af dromedarer i parring er fra et opdrætningscenter for kameler i Bikaner, Rajasthan. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dromedarføl består stort set kun af lange, tynde ben. Vægten af et nyfødt føl varierer mellem 35 og 40 kg. – Bikaner. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dromedar med føl, mellem Tozeur og Tamerza, Tunesien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dromedarer er ofte meget kærlige mod hinanden. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Når en kamel rejser sig, sætter den sig først halvt op på bagbenene, så man ryger fremad. Dernæst rejser den sig op på forbenene, så man bliver slynget bagover. Til sidst rejser den sig helt op på bagbenene, så man atter ryger fremad. Hvis ikke man klamrer sig til sadlen, kan man nemt falde af. Det nederste billede viser min ven Søren Lauridsen som kamelrytter. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Der er højt ned fra en kamel, så fald ikke af! (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kameler plages ofte af store flåter af arten Hyalomma dromedarii, og kameldriverne anvender en del tid på at fjerne disse blodsugere. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Succesrig tæmning
Grunden til kamelernes succesfulde overlevelse som husdyr er deres evne til at trives i områder med et varmt og tørt klima, hvor de kan overleve i lange perioder uden adgang til vand. De var således velegnede til at transportere varer over ørkenstrækninger.

Kameler kan tabe en tredjedel af deres kropsvægt på grund af dehydrering uden at tage skade. Når de så endelig har adgang til vand, kan de drikke utrolige mængder. Det er blevet noteret, at en kamel, som vejede omkring 600 kg, drak omkring 200 liter vand i løbet af få minutter. Kameler opbevarer ikke vand i deres pukler, som man førhen antog. Puklen består af fedt, og grunden til denne ophobning af fedt på ryggen er, at kamelen bedre kan tåle et varmt klima uden et isolerende fedtlag fordelt over hele kroppen.

Foruden at fungere som transportdyr for mennesker og gods leverer kamelen kød og mælk, sække fremstilles af deres skind, og af pelsen kan produceres tekstiler. En ret speciel tidligere anvendelse af kameler fandt sted i ørkenkrige, hvor kameler blev benyttet som transportdyr fremfor heste, der ikke trivedes i det tørre klima. Kampe på kamelryg fandt også somme tider sted. I begyndelsen anvendtes bue og pil samt spyd, og senere kom riflen til.

I den indiske delstat Rajasthan er Raikaerne en særlig kaste af kamelopdrættere, som mener, at de blev skabt af Shiva som beskyttere af kameler. De tilbeder kamelguden Prabuji.

 

 

Kamelernes succesfulde overlevelse som husdyr er deres evne til at trives i områder med et varmt og tørt klima. Dette billede er fra Thar-ørkenen, Rajasthan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kameler kan tabe en tredjedel af deres kropsvægt på grund af dehydrering uden at tage skade. Når de så endelig har adgang til vand, kan de drikke utrolige mængder. Thar-ørkenen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

På et tidligt tidspunkt blev kameler anvendt til at transportere varer over ørkenstrækninger. – Thar-ørkenen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne ged i byen Jaisalmer, Rajasthan, undersøger proviant, som er læsset på en dromedar, for spiseligt, men jages bort af dromedaren. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

I Indien anvendes dromedarer ofte til at trække vogne. Dette billede er fra Jaisalmer. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne dromedar i Jaipur, Rajasthan, trækker en vogn, lastet med garn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kamelkaravaner er i dag historie, men man kan få et lille indblik i karavanernes dagligdag ved at tage på en kamelsafari. Disse billeder blev taget under en sådan safari i Thar-ørkenen. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne dromedar er pyntet til rideture for turister, Petra, Jordan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Under den hinduistiske højtid Holi, populært kaldt ‘Farvernes Fest’, er denne kamelrytter i Jaisalmer, Rajasthan, blevet oversmurt med farvet pulver. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Kamel-festivaller
Sådanne festivaller afholdes årligt adskillige steder i Thar-ørkenen i Rajasthan. Billederne nedenfor stammer fra en festival i byen Bikaner.

 

 

Pyntede dromedarer. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Fine mønstre er klippet ind i pelsen på disse dromedarer. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Snore med klunker hænger ned fra denne kamels hale, og små bjælder er bundet til bagbenene. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Under en kamel-festival udgør musik og dansende dromedarer en del af underholdningen. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hvor mange mennesker kan en dromedar bære? (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Van Gujjar
Van Gujjar er et muslimsk stammefolk, der lever som kvægnomader i den nordvestlige del af Himalaya. Dette folk anvender bl.a. dromedarer til transport.

Skønt Rajaji-området i Uttarakhand blev udnævnt som nationalpark i 1993, fortsatte Van Gujjar-folk med at leve her. Ansatte inden for skovvæsenet ønskede dem forflyttet fra parken, idet de hævdede, at Van Gujjarernes græssende dyr konkurrerede med de vilde græsædere, men ironisk nok så det ud til, at de faktisk gavnede det vilde dyreliv, da de holdt krybskytter borte fra parken, og antallet af elefanter (Elephas maximus) og tigre (Panthera tigris) i området er steget i de senere år. Van Gujjarerne selv skader ikke dyrelivet, da de er vegetarianere.

Ikke desto mindre erklærede højesteretten i Uttarakhand i 2018, at Van Gujjarernes tilstedeværelse i Rajaji Nationalpark var ulovlig og beorderede dem forflyttet fra området uden at udpege et nyt levested for dem. Dette medførte en bølge af protester, og Van Gujjarerne fortsætter med at protestere mod tvangsforflyttelsen. Medlemmer af skovvæsenet har også angrebet Van Gujjarer og såret flere af dem alvorligt.

 

 

Disse Van Gujjarer blev truffet i Rajaji Nationalpark i 1986. Deres dromedarer er belæsset med kæmpemæssige bundter af hø. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Kameler i kunst

 

Men da Jesus var født i Bethlehem i Judæa, i Kong Herodes’ Dage, se, da kom der Vise fra Østerland til Jerusalem og sagde: “Hvor er den Jødernes Konge, som er født? Thi vi have set hans Stjerne i Østen og ere komne for at tilbede ham.”

Men da Kong Herodes hørte det, blev han forfærdet, og hele Jerusalem med ham; og han forsamlede alle Folkets Ypperstepræster og Skriftkloge og adspurgte dem, hvor Kristus skulde fødes. Og de sagde til ham: “I Bethlehem i Judæa; thi således er der skrevet ved Profeten: ‘Og du, Bethlehem i Judas Land, er ingenlunde den mindste iblandt Judas Fyrster; thi af dig skal der udgå en Fyrste, som skal vogte mit Folk Israel’.”

Da kaldte Herodes hemmeligt de Vise og fik af dem nøje Besked om Tiden, da Stjernen havde ladet sig til Syne. Og han sendte dem til Bethlehem og sagde: “Går hen og forhører eder nøje om Barnet; men når I have fundet det, da forkynder mig det, for at også jeg kan komme og tilbede det.”

Men da de havde hørt Kongen, droge de bort; og se, Stjernen, som de havde set i Østen, gik foran dem, indtil den kom og stod oven over, hvor Barnet var. Men da de så Stjernen, bleve de såre meget glade. Og de gik ind i Huset og så Barnet med dets Moder Maria og faldt ned og tilbade det og oplode deres Gemmer og ofrede det Gaver, Guld og Røgelse og Myrra. Og da de vare blevne advarede af Gud i en Drøm, at de ikke skulde vende tilbage til Herodes, droge de ad en anden Vej tilbage til deres Land.”

 

Matthæus-evangeliet 2:1-12. – Kristendommens opståen er beskrevet på siden Religion: Kristendom.

 

 

Disse vægmalerier i Hanoi, Vietnam, gengiver de tre vise mænd, ridende på dromedarer. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Denne frise i Lakshmana-templet, Khajuraho, Madhya Pradesh, Indien, som gengiver dromedarer, blev skabt omkring 1000 e.Kr. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Udsmykninger og graffiti på en klippeside på Girnar-bjerget, Junagadh, Gujarat, Indien, et helligt bjerg for jainister. En kakkel, som gengiver en gudinde, der rider på en kamel, er limet fast på klippen. Jainismen er beskrevet på siden Religion: Jainisme. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Denne kitschede figur af en kamel er opstillet nær et lille daoistisk tempel i Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

(Oprettet september 2017)

 

(Senest revideret december 2025)