Dyreliv i Himalaya

 

 

Rustanden (Tadorna ferruginea) er en meget almindelig ynglefugl på den tibetanske højslette. Denne fugl blev observeret i søen Longapunga Tso i Gokyo-dalen, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne han af alpin moskushjort (Moschus chrysogaster) nyder et måltid bestående af skæglav (Usnea), som er faldet ned på skovbunden neden for klostret Tengboche, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Den rødplettede agame (Paralaudakia himalayana) er meget almindelig i Ladakh. Denne sidder på en stenmur i byen Leh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dette mærkværdige væsen er en nymfe af tægearten Phromnia marginella, familien Flatidae. Nymfer af denne slægt udskiller en hvid, fnugget substans, som får fjender til at undlade at æde dem. – Mitlung, Tamur-dalen, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

På denne side omtales en række dyrearter, som jeg er stødt på under mine rejser i Himalaya, opdelt i sektioner med pattedyr, fugle, krybdyr, sommerfugle og natsværmere, andre hvirvelløse dyr, samt svampedyr.

Som det tydeligt fremgår af de fleste billeder, foretrækker jeg at vise dyrene i deres naturlige miljø, eller studier af deres adfærd, fremfor at tage nærbilleder, som jeg finder ret kedsommelige.

Et antal billeder, som viser ubestemte arter, er også bragt. Hvis du er i stand til at identificere en eller flere af disse arter, eller du finder fejl på siden, vil jeg være taknemmelig for at modtage en email. Adressen nederst på siden kan benyttes.

 

 

Ordet Himalaya kommer af sanskrit hima (‘sne’) og alaya (‘bolig’), således ‘Sneens Bolig’. Denne bjergkæde består af en lang bue af gigantiske bjerge, der strækker sig fra det nordlige Pakistan mod sydøst til den nordligste spids af Myanmar – en strækning på over 2500 km. I disse bjerge findes klodens største koncentration af meget høje tinder, af hvilke 14 er over 8000 m høje, mens flere hundrede er over 7000 m. (Til sammenligning er det højeste bjerg uden for Centralasien, Aconcagua i Argentina, kun 6962 m højt).

Himalayas grænser er ikke veldefinerede. Mod nordvest glider Karakoram-bjergene (der af nogle autoriteter betragtes som en del af Himalaya, af andre ikke) jævnt over i Hindu Kush- og Pamir-bjergene. Mod nord og nordøst udgør adskillige bjergkæder i Ladakh, Tibet og Kina en fortsættelse af selve Himalaya.

Som et resultat af de store forskelle i højdeforhold og nedbør – foruden forskellige andre faktorer som mikroklima og jordbundens sammensætning – er Himalayas flora og fauna i sandhed divers. I disse bjerge mødes til biogeografiske regioner. I de fleste områder dominerer flora og fauna fra den indo-malayiske region, der omfatter bl.a. det indiske subkontinent og Sydøstasien, men i Kashmir, Ladakh og det nordlige Pakistan, samt i det nordligste Nepal og Bhutan i højder over ca. 3500 m, findes et stort islæt af arter fra den palæarktiske region, der bl.a. omfatter det centrale og vestlige Asien.

Når monsunen er passeret hen over Himalaya fra syd, er næsten al vanddampen allerede faldet som regn, og den tibetanske højslette modtager således kun ganske lidt nedbør. I de fleste egne her er den årlige nedbør under 100 mm, hvoraf størstedelen falder som sne om vinteren. Af denne grund er landskabet overvejende tørt og goldt, og grønne og frodige områder ses mest langs floder og omkring regionens talrige søer.

På denne side behandles Tibet (kaldt Xizang af kineserne), Qinghai og Sinkiang (kaldt Xinjiang af kineserne) som separate områder. Udtrykket ‘det vestlige Kina’ angiver kinesiske territorier umiddelbart øst for Tibet og Qinghai, mens udtrykket ‘det sydvestlige Kina’ omfatter provinserne Yunnan, Guizhou og Sichuan.

 

 

 

Pattedyr

 

Cercopithecidae Marekatte-familien
Denne store familie, som omfatter 24 slægter og omkring 140 arter, er vidt udbredt i Afrika og Asien. Medlemmer omfatter bl.a. marekatte, bavianer, makakker, colobusaber, langurer og mange andre.

På siden Dyreliv – Pattedyr: Aber omtales mange andre medlemmer af familien.

 

Macaca Makakker
Antallet af arter i denne slægt er vokset støt i de senere år til 23, da to nye arter fornylig er beskrevet.

Slægtsnavnet er afledt af ordet makaku, flertalsformen af kaku, som er et vestafrikansk Bantu-navn på en art mangabey. På portugisisk blev makaku til macaco, på fransk macaque, og sidstnævnte navn blev adopteret af englænderne. I 1798 hæftede den franske taksonom Bernard Germain de Lacépède (1756-1825) dette ord af afrikansk oprindelse, i formen Macaca, på en næsten udelukkende asiatisk gruppe af aber, sandsynligvis fordi han kendte berberaben (M. sylvanus) – den eneste af gruppen, som findes uden for Asien, idet den lever i det nordvestlige Afrika samt på Gibraltar-klippen i Sydspanien. (Kilde: itre.cis.upenn.edu/~myl/languagelog/archives/003458.htm

 

Macaca mulatta Rhesusabe
Indiens velkendte brune abe, som på hindi kaldes bandar, træffes overalt i landet nord for floderne Tapti i Gujarat og Godavari i Maharashtra. Den er iøvrigt udbredt fra Afghanistan østpå gennem Pakistan, Indien, Nepal og Bangladesh til den nordlige del af Myanmar, Thailand, Laos og Vietnam, og derfra mod nord til det centrale Kina.

Denne art blev kendt gennem de forsøg, hvormed man påviste rhesus-faktoren, et nedarvet antigen i blodet hos mennesker. Pelsen er overvejende brun, med et orange anstrøg på den bageste del af kroppen. Halen er ret kort, 20-30 cm. Artens levesteder spænder fra halvørken over forskellige skovtyper til tempelbevoksninger og byer, fra lavlandet op til omkring 2500 m.

På grund af abehærens store indsats i det hinduistiske helte-epos Ramayana betragtes aber som hellige dyr blandt hinduer, og flokke af aber holder ofte til omkring templerne, hvor de æder ris, slik og andet, der er bragt som offergaver af fromme hinduer og buddhister.

Et sådant tempel er Pashupatinath, et hinduistisk tempel ved bredden af Bagmati-floden, Kathmandu, samt den kæmpemæssige Swayambhunath-stupa, ligeledes i Kathmandu – en buddhistisk helligdom, som dog også rummer hinduistiske templer. I skoven omkring denne stupa lever mindst to flokke af rhesusaber.

Abehærens rolle i Ramayana er beskrevet på siden Dyreliv – Pattedyr: Aber.

 

 

Rhesusaber hviler på en chorten (en tibetansk buddhistisk helligdom i stil med en stupa), Swayambhunath, Kathmandu. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne rhesusabe sidder på en kæmpemæssig vajra, eller dorje (‘tordenkile’), som symboliserer åndens hanlige aspekt. Små vajra’er holdes under buddhistiske påkaldelser og bønner. – Swayambhunath. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne hun og hendes unge æder riskorn, der er blevet bragt som offergave til Swayambhunath. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rhesus-hunner er kærlige mødre. Disse blev fotograferet ved Swayambhunath. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne moder med en lille unge sidder foran en skulptur neden for Swayambhunath, der gengiver en mediterende Buddha samt en elefant. Elefanten spiller en betydelig rolle i den buddhistiske mytologi. Legenden fortæller, at den nat, hvor Siddharta blev undfanget, drømte hans moder, Dronning Maya, at en elefant havde placeret en lotus i hendes livmoder. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rhesusaber i parring, Swayambhunath. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rhesusaber tilbringer megen tid med at rense pels. – Pashupatinath, Kathmandu. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rhesusaberne ved Swayambhunath og Pashupatinath er blevet meget dristige. Denne har snuppet en karton med appelsinjuice fra en turist. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne rhesusabe nyder morgensolen, henslængt på en gren, hvor den tilbragte natten, Uttarkashi, Garhwal, Uttarakhand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rhesusabens bagdel er rødlig med to bare pletter, som dyret sidder på. – Swayambhunath. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Langurer
Langurer er bladædende aber, som omfatter 8 slægter med omkring 40 arter. To slægter er omtalt her, Semnopithecus (typiske langurer) og Trachypithecus (lutunger).

 

Semnopithecus Typiske langurer
I dag rummer denne slægt 8 arter, alle begrænset til det indiske subkontinent. Førhen blev alle grå langurer på subkontinentet betragtet som tilhørende én og samme art, Semnopithecus entellus, der var opdelt i seks racer. Nyere morfologiske studier, kombineret med DNA-analyser, har bragt for dagen, at de grå langurer bør opfattes som seks selvstændige arter: nordlig steppelangur (S. entellus), terai-langur (S. hector), Nepal-langur eller lysarmet langur (S. schistaceus), mørkarmet langur (S. ajax), sortfodet langur (S. hypoleucos), samt toplangur (S. priam). En syvende art, dussumieri, er blevet erklæret for ugyldig.

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk semnos (’hellig’) og pithekos (’abe’), hvilket sigter til abernes status som hellige dyr i hinduismen. Langurens rolle i helte-eposet Ramayana er beskrevet på siden Dyreliv – Pattedyr: Aber.

 

Semnopithecus schistaceus Nepal-langur, lysarmet langur
Denne art kendes nemt på sin kraftige, lysegrå pels samt den store hvide hårkrans omkring det kulsorte ansigt. Den er vidt udbredt i Himalaya, oftest i højder mellem 1500 og 3500 m, men træffes af og til op til 4000 meters højde. Den forekommer fra Pakistan gennem Indien og Nepal til Bhutan samt den sydøstligste del af Tibet.

Nepal-langur lever hovedsagelig i monsunskove, men træffes til tider i kratland og dyrkede områder. Arten er ret almindelig, og bestanden synes stabil. Trusler omfatter tab af levesteder gennem bl.a. tømmerindustri, brande og menneskelig bebyggelse, og i Tibet jages den, da den anvendes som ingrediens i traditionel medicin.

 

 

Nepal-langurer hviler på en stenmur, Kuldi Ghar, Modi Khola-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En han af Nepal-langur hviler i et træ, Tadapani, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Disse Nepal-langurer blev fotograferet nær søen Dodi Tal, Asi Ganga-dalen, Uttarakhand. Dyret på det nederste billede er i færd med at æde knopper og blomster af storblomstret kvalkved (Viburnum grandiflorum). (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nepal-langurer æder jord for at få mineraler, Banthanti, Annapurna, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Semnopithecus hector Terai-langur
Denne art er udbredt i Himalayas forbjerge op til en højde af ca. 1600 m, fra Uttarakhand mod øst til det sydvestlige Bhutan. Den lever hovedsagelig i skove, men ses til tider søge føde i frugtplantager og marker med afgrøder. Dens pels er tykkere end den nordlige steppelangurs, men ikke så kraftig som hos Nepal-langur (ovenfor).

Det totale antal terai-langurer er sandsynligvis kun omkring 10.000 adulte individer, og bestanden daler fortsat langsomt, hovedsagelig på grund af tab af levesteder.

 

I området omkring Rishikesh, Uttarakhand, hvor jeg var på en ekskursion sammen med min indiske ven Ajai Saxena, fik vi selskab af et par terai-langurer, der tog ophold på taget af vores bil. Tilsyneladende var det skik blandt bilister at fodre disse aber, men da vi er modstandere af at fodre vilde dyr, gav vi dem ikke noget, og kort efter sprang de op i træerne og forsvandt.

 

 

(Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Trachypithecus Lutunger
Denne slægt, der omfatter 15 arter, er udbredt fra Bhutan og det nordøstlige Indien mod øst til de sydligste egne af Kina og derfra mod syd gennem Sydøstasien til de indonesiske øer Java, Bali og Lombok.

Slægtsnavnet er afledt af græsk trach (’grov’), hvilket hentyder til den tætte pels hos nogle af arterne, samt pithekos (’abe’).

 

Trachypithecus geei Gylden langur
Denne art findes kun i Bhutan og de tilstødende områder af Assam i det nordøstlige Indien, hvor den lever i skove i Himalayas forbjerge mellem floderne Manas i øst og Sankosh i vest, op til en højde af omkring 3000 m.

Det totale udbredelsesområde for gylden langur er på mindre end 30.000 km2, og en stor del af det er uegnet biotop. Bestanden anslåes til at være på færre end 1200 individer i Indien og omkring 4000 i Bhutan. Arten er gået tilbage med over 30% i løbet af de sidste 30 år, og den forventes at gå yderligere tilbage på grund af tab af levesteder. Den indiske bestand er yderst fragmenteret, og den sydlige bestand er fuldstændig afskåret fra den nordlige på grund af menneskelige aktiviteter.

Bestanden af gylden langur i Manas Nationalpark, Assam, er truet på grund af hybridisering med den nærtstående hættelangur (Trachypithecus pileatus). Tidligere var disse to arter adskilt af floder, men et antal opførte broer har nu gjort det nemt for dem at krydse disse floder.

Den gyldne langur blev beskrevet så sent som i 1956, men var kendt blandt naturhistorikere længe inden. Historien bag dens opdagelse kan læses på siden Dyreliv – Pattedyr: Aber.

 

 

Gylden langur, Manas Nationalpark, Assam. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Ochotonidae Pibeharer
Disse små dyr, omfattende omkring 30 arter, tilhører alle Ochotona, den eneste slægt i familien. På trods af deres gnaver-lignende udseende er deres nærmeste slægtninge harer og kaniner. Med undtagelse af to arter i Nordamerika findes de alle i den østlige halvdel af subarktiske og tempererede områder i Asien.

De lever hovedsagelig i græsklædte eller klippefyldte områder, hvor de enten graver et bo eller lever i hulrum mellem klippeblokke. I sommermånederne indsamler de store mængder af græs og andre planter, der ophobes som høstakke. Dette hø anvendes som vinterføde, idet disse dyr ikke sover vintersøvn.

Slægtsnavnet er sandsynligvis afledt af det mongolske ord for disse dyr, ogdoi, mens navnet pika er afledt af deres tungusiske navn, piika.

 

Ochotona ladacensis Ladakh-pibehare
Som dens navn antyder, er denne art almindelig i Ladakh, og den er iøvrigt vidt udbredt på den tibetanske højslette, fra Sinkiang og Qinghai mod syd til Pakistan og det nordvestlige Indien, i højder mellem 4300 og 5500 m. Pelsen er grå eller brun, eller en kombination mellem de to.

 

 

Ladakh-pibehare mellem klippeblokke, som er bevokset med laver, Nimaling, Øvre Markha-dal, Ladakh. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ochotona macrotis Storøret pibehare
Denne art er udbredt i bjergområder fra Kirgisien, Kazakhstan og Sinkiang mod syd til Afghanistan, det nordlige Pakistan, det nordvestlige Indien, Nepal og Bhutan, og mod øst til Qinghai- og Yunnan-provinserne. Den lever i sprækker mellem klippeblokke.

 

 

Storøret pibehare, Gokyo-dalen, Khumbu, østlige Nepal. På det nederste billede æder den blade og blomster af Spongiocarpella purpurea (Fabaceae). (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ochotona roylii Royles pibehare
Dette er den almindeligste og videst udbredte art af pibehare i Himalaya, idet den findes fra Kashmir mod øst til det nordlige Myanmar, samt Yunnan- og Sichuan-provinserne. Som den foregående art lever den blandt klippeblokke, men normalt i lavere højder i skovklædte områder.

Artsnavnet blev givet til ære for den britiske kirurg og naturhistoriker John Forbes Royle (1798-1858), der især er kendt for bøgerne Illustrations of the Botany and other Branches of Natural History of Himalayan Mountains, samt Flora of Cashmere.

 

 

Royles pibehare, Bhaniakund, Garhwal, Uttarakhand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Royles pibehare neden for passet Rohtang La, Himachal Pradesh. På det nederste billede æder den blade af nepalesisk pileurt (Polygonum nepalense). (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Royles pibehare, Dodi Tal, øvre Asi Ganga-dal, Garhwal, Uttarakhand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Cricetidae Studsmus m.fl.
Denne meget store familie af små til middelstore gnavere omfatter bl.a. studsmus, lemminger og hamstere, samt den Nye Verdens rotter og mus. Den rummer omkring 112 slægter og 600 arter, udbredt i Europa, Asien, samt Nord- og Sydamerika.

 

Alticola
En lille slægt af asiatiske studsmus med omkring 12 arter.

 

Alticola stoliczkanus Stoliczkas studsmus
Denne mus lever i højt beliggende ørkenområder i Tibet samt i den nordlige udkant af Himalaya i Pakistan, Indien og Nepal.

Artsnavnet blev givet til ære for den tjekkiske palæontolog, geolog og zoolog Ferdinand Stoliczka (1838-1874), som hovedsagelig arbejdede i Indien. Han døde af højdesyge under en ekspedition til Karakoram-bjergene.

 

 

Stoliczkas studsmus lever i huller. – Tso Kar, Ladakh (2 øverste), samt Shigatse, Tibet. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne Stoliczkas studsmus soler sig uden for sit bo, Shigatse, Tibet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne strækker sig ud på en plet med bar, saltmættet jord for at opsuge varmen fra morgensolen. – Tso Kar, Ladakh. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Sciuridae Egern
En meget stor familie med omkring 51 slægter og ca. 300 arter, udbredt i størsteparten af Nord- og Sydamerika, Eurasien og Afrika. Menneskene har også indført dem til Australien.

Navnet på familien er afledt af Sciurus, det latinske navn på disse dyr, givet i 1758 af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-1778) til det eurasiske røde egern (Sciurus vulgaris). Sciurus er afledt af oldgræsk skia (‘skygge’) og oura (‘hale’), således ‘halen der skaber skygge’, hvilket sigter til nogle egern-arters vane med at rejse deres buskede hale op over ryggen, hvorved de skaber skygge.

Mange egern-arter er præsenteret på siden Dyreliv: Nordamerikanske egern.

 

Petaurista Kæmpe-flyveegern
Denne slægt, der omfatter omkring 16-19 arter af store flyveegern, er udbredt i skovklædte egne, fra det indiske subkontinent mod øst til Japan og Taiwan, og derfra mod syd gennem Sydøstasien til Indonesien. Disse dyrs taksonomi er kompliceret og langtfra klarlagt.

 

Petaurista albiventer Hvidbuget kæmpe-flyveegern
Denne art er udbredt fra det nordøstlige Afghanistan mod øst langs Himalaya til Nepal, hvor den forekommer i højder mellem 150 og 3000 m. Dens overside er kastanjefarvet med mange hvidlige hår, mens underside, strube og kinder er hvidlige. Halen er brun, ofte med sort spids.

Førhen blev denne art betragtet som en underart af det vidt udbredte røde kæmpe-flyveegern (P. petaurista). Nylig genetiske undersøgelser har imidlertid opsplittet denne art i adskillige selvstændige arter. Hvidbuget kæmpe-flyveegern blev tidligere anset for at være udbredt mod øst til Yunnan-provinsen, men dyr i det østlige Himalaya betragtes nu som tilhørende en nyligt beskrevet art, Yunnan kæmpe-flyveegern (P. yunanensis).

 

 

På dette billede viser den indiske skovfoged B.P. Bahuguna et blad af egearten Quercus semecarpifolia, som er blevet delvis ædt af et hvidbuget kæmpe-flyveegern. Egernet æder altid kun en del af bladet ved at folde det sammen og afbide den mindre giftige centrale del. – Asi Ganga-dalen, Garhwal, Uttarakhand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

På en vandring op gennem Asi Ganga-dalen fandt vi mange sådanne blade. Denne vandring er beskrevet på siden Rejse-episoder – Indien 2008: Bjerggeder og frosne blomster. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Dremomys Rødkindede egern
En lille slægt på 6 arter, som er begrænset til varmere egne af Asien. De tilhører underfamilien Callosciurinae, på engelsk kaldt for Asian ornate squirrels (‘asiatiske pragt-egern’).

 

Dremomys lokriah Orangebuget egern
Denne lille art er brunlig med orange underside. Den er udbredt i det nordlige Indien, Nepal, Bhutan, Bangladesh, Myanmar og det sydlige Kina, hvor den lever i højder mellem 900 og 3,000 m. Arten udnyttes som traditionel medicin af stammefolk i det nordøstlige Indien.

Etymologien bag artsnavnet er ukendt, men er muligvis et lokalt navn på arten. Det er velkendt, at nogle af de tidlige naturhistorikere, når de beskrev en ny art, anvendte et lokalt navn på arten uden at forklare etymologien. Det gjaldt bl.a. den britiske naturhistoriker og etnolog Brian Houghton Hodgson (1801-1894), som beskrev dette egern i 1836. (Kilde: C. Srinivasulu 2018. South Asian Mammals: An updated Checklist and Their Scientific Names. CRC Press)

 

 

Orangebuget egern, Manigaon, Trisuli-dalen, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Marmota Murmeldyr
Murmeldyr er store jordlevende egern, omfattende 15 arter, der forekommer i Europa, Asien og Nordamerika. De fleste arter lever i jordhuler i familiegrupper. De sover vintersøvn i adskillige måneder.

 

Marmota himalayana Himalaya-murmeldyr
Denne art lever i græsklædte områder over trægrænsen i højder mellem 3000 og 5500 m. Den er udbredt fra den nordlige udkant af Himalaya mod øst til Sichuan- og Yunnan-provinserne, mod nord over det tibetanske højland til Sinkiang, Qinghai og Gansu.

 

 

Nær søen Tso Moriri i Ladakh har en koloni af Himalaya-murmeldyr fundet et fristed. Den lokale buddhistiske befolkning skader dem ikke, og de viser ingen frygt for forbipasserende mennesker. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dette godt camouflerede Himalaya-murmeldyr holder udkig over sit domæne blandt lavbevoksede klippeblokke, Nimaling, øvre Markha-dal, Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Pteropodidae Frugtflagermus
Denne store familie, der omfatter omkring 46 slægter og ca. 180 arter, er udbredt i Afrika, Asien og Australien, samt på de fleste øer i det Indiske Ocean og Stillehavet. Familien rummer de største flagermus-arter, hvoraf nogle har et vingefang op mod 1,7 m og en vægt på op til 1,6 kg.

 

Pteropus Flyvehunde
Som det danske navn fortæller, har medlemmerne af denne slægt hundeagtige ansigter. De er udbredt i tropiske og subtropiske områder i det østlige Afrika, i Asien og Australien, samt på nogle øer i det Indiske Ocean og Stillehavet. Med et antal mellem 54 og 60 er slægten den største i familien.

 

Pteropus medius Indisk flyvehund
Denne art, der førhen blev kaldt P. giganteus, er udbredt på hele det indiske subkontinent, fra det østlige Pakistan mod øst til det vestlige Myanmar, og fra den nedre del af Himalaya mod syd til Sri Lanka. Den er en af verdens største flagermus, med et vingefang op mod 1,5 m og en vægt på op til 1,6 kg.

I Himalaya træffes den op til en højde af mindst 1400 m.

 

 

Indiske flyvehunde på deres dagrasteplads i træer, Kathmandu, Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Felidae Katte
Efter en række genetiske undersøgelser er denne familie i dag opdelt i to underfamilier, Pantherinae med 5 store arter i slægten Panthera og 2 mindre arter i slægten Neofelis, samt Felinae, der rummer de resterende 34 arter, opdelt i 10 slægter. Katte lever på alle kontinenter med undtagelse af Australien og Antarktis.

 

Panthera uncia Sneleopard
Denne store, sky kat lever i centralasiatiske bjergegne i højder mellem 3000 og 4500 m, fra det sydlige Sibirien, Sinkiang og Mongoliet mod syd tværs over den tibetanske højslette til det østlige Afghanistan og Himalaya. Mange steder er den blevet udryddet gennem jagt på grund af sin tykke og smukke pels, og i dag vurderes den totale bestand til færre end 10.000 individer. Dette antal forventes at falde yderligere med omkring 10% inden 2040. Arten trues også på grund af tab af levesteder.

I buddhistiske områder som Ladakh, Sikkim og Bhutan, samt i Khumbu- og Dolpo-regionerne i Nepal, er jagt bandlyst, og denne sjældne kat har her fristeder, hvor den kan jage arter som bharal (Pseudois nayaur), urial (Ovis vignei), Himalaya-tahr (Hemitragus jemlahicus) og alpin moskushjort (Moschus chrysogaster).

Gennem mange år blev sneleoparden betragtet som det eneste medlem af slægten Uncia. Genetisk forskning har imidlertid afsløret, at den er nært beslægtet med de andre medlemmer af slægten Panthera (tiger, leopard, løve og jaguar).

 

 

En morgen fandt vi disse delvis smeltede spor i sneen i Jarsang Khola-dalen, Annapurna, centrale Nepal, som fortæller, at en sneleopard passerede forbi her om natten. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Mustelidae Mårfamilien
Denne familie af små til mellemstore rovdyr omfatter 25 slægter med omkring 60 arter, deriblandt lækatte, mårer, grævlinger, oddere og mange andre.

 

Mustela Lækatte m.fl.
En slægt med 17 arter af små rovdyr, bl.a. lækatte, brud og ildere.

 

Mustela sibirica Sibirisk lækat
Dette er den største blandt 5 lækatte-arter i Himalaya, idet hannerne kan opnå en længde af op til 40 cm. Den er vidt udbredt, fra Ural-bjergene mod øst gennem taiga-bæltet til Stillehavskysten, og derfra mod syd gennem Kina til den østlige halvdel af Himalaya. Den er rustfarvet med sort ansigt og hvid hage.

 

 

Mens jeg sad og hvilede mig ved et lille vandløb i Annapurna Sanctuary i den øvre del af Modi Khola-dalen, centrale Nepal, kom en sibirisk lækat flintrende langs bredden, standsede op i nogle få sekunder for at betragte mig, og var så borte som et lyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Equidae Heste og æsler
I forhistorisk tid var der ikke færre end omkring 40 slægter i denne familie, men med en enkelt undtagelse er de alle uddøde. I dag rummer den overlevende slægt Equus 7 arter, udbredt i store dele af Afrika og Asien. Den europæiske tarpan (Equus ferus) uddøde så sent som i 1909. Du kan læse mere om dette dyr og dets nære slægtning Przevalskis hest (E. ferus ssp. przewalskii), såvel som om tamhesten, på siden Dyreliv: Dyrearter i menneskets tjeneste.

 

Equus kiang Tibetansk vildæsel, kiang
Tidligere færdedes dette vildæsel i store flokke på den tibetanske højslette. Thubten Jigme Norbu (1922-2008), Dalai Lamas ældre broder, udtaler: “Vi så ofte i tusindvis af kianger spredt ud over bjergsiderne, og de kiggede ofte nysgerrigt på vores karavane. Somme tider ville de endog omringe os, omend på nogen afstand.” (Kilde: Tibet is My Country: Autobiography of Thubten Jigme Norbu. Wisdom Publications, London, 1960, ny udg. 1986)

I de senere år er bestandene blevet voldsomt reduceret på grund af konkurrence fra kæmpemæssige flokke af græssende geder og får, samt på grund af ukontrolleret jagt, og i dag findes kun spredte flokke på den tibetanske højslette, fra den nordlige udkant af Himalaya og Ladakh mod nord til Kunlun-bjergene. Næsten hele bestanden findes således i kinesiske territorier, med omkring 2500-3000 individer i Ladakh og Sikkim, og ganske få langs Nepals nordlige grænse.

Kiang er det tibetanske navn på dyret.

 

 

Tibetansk vildæsel, Puga-sumpene, Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tibetanske vildæsler, Tso Kar, Ladakh. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Moschidae Moskushjorte
Skønt de minder om hjorte, udgør moskushjorte en selvstændig familie af drøvtyggere, som ikke er nært beslægtede med hjorte. De er små dyr, der opnår en maksimal vægt på omkring 17 kg. Familien var talrig i Europa og Nordamerika for omkring 10-20 mio. år siden, men med en enkelt undtagelse er alle slægter uddøde, og i dag er kun slægten Moschus tilbage, omfattende 7 arter, der er udbredt i Centralasien, Sibirien og Kina.

Hannen har intet gevir, men store hugtænder i overmunden, med hvilke den kæmper under territoriale stridigheder med andre hanner. En kirtel under hans bug anvendes til at markere territoriet. Moskus fra denne kirtel har gennem mere end 5000 år været anvendt i traditionel kinesisk og ayurvedisk medicin. Det anslås, at den indgår i ikke færre end ca. 400 kinesiske og koreanske typer af traditionel medicin, der anvendes mod lidelser i nervesystemet, blodcirkulationen, hjertet og lungerne. Moskus benyttes endvidere som antihistamin, samt som et bakteriedræbende, stimulerende og bedøvende middel. I Indien har den været anvendt som potensfremmende middel i tusinder af år.

I 747 udkæmpedes et slag mellem hære fra det kinesiske Tang-dynasti (618-907) og det første tibetanske imperium, som blev grundlagt af Songtsan Gampo (ca. 604-650), på bredderne af den berømte Oxus-flod – i dag kaldt Amu Darya – i nutidens Wakhan-korridor i det nordøstlige Afghanistan. Udfaldet af dette slag ville afgøre, hvilket af disse imperier ville få kontrol over den rute, som førte gennem kongedømmet Bolor, over Darkot-passet (4703 m) og videre ind i Indus-dalen – en vigtig gren af den ældgamle centralasiatiske handelsrute Silkevejen. Den, der kontrollerede dette pas, havde kontrollen over eksporten af moskuskirtler fra den nordvestlige del af det indiske subkontinent – en vare, som var 30 gange sin vægt værd i sølv. Forøvrigt vandt kineserne slaget.

Moskus har også gennem årtusinder haft vid anvendelse i parfume-industrien.

Adskillige moskushjorte-arter er truede på grund af overdreven jagt på hannerne. Ifølge organisationen TRAFFIC, som overvåger international handel med planter og dyr, samt WWF (Worldwide Fund for Nature), dræbes i Rusland alene 17.-20.000 moskushjorte årligt for at forsyne den illegale handel med kirtlerne. (Kilde: National Geographic News, 2004)

 

Moschus chrysogaster Alpin moskushjort
Denne art, opdelt i to underarter, er udbredt fra Himalaya og det sydlige Tibet mod øst til det vestlige Kina. I kinesiske territorier er den stærkt truet på grund af krybskytteri og tab af levesteder. I nogle områder af Himalaya er bestandene stabile, da drab af vilde dyr er bandlyst af religiøse årsager. Et sådant område er Khumbu-regionen i det østlige Nepal, hvor denne moskushjort er ret almindelig og temmelig tillidsfuld, da den lokale buddhistiske befolkning, sherpaerne, ikke harmer vilde dyr.

 

 

En han af alpin moskushjort hviler i skoven nær det buddhistiske kloster Tengboche, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne han nyder sit måltid, bestående af skæglav (Usnea), som er faldet ned på skovbunden nær Tengboche-klostret. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne han søger føde i en kartoffelmark, Kyangjuma, Khumbu. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Bovidae Skedehornede
Denne store familie, der rummer omkring 47 slægter og ca. 143 arter, består af klovbærende drøvtyggere, bl.a. kvæg, antiloper, får og geder.

 

Naemorhedus Goral
En slægt med 4 arter af små, kraftigt byggede, gedelignende dyr, som er udbredt i Centralasien. Goral er hinduernes navn på disse dyr, sandsynligvis med oprindelse i sanskrit. Slægtsnavnet er forklaret nedenfor.

 

Naemorhedus goral Himalaya-goral
Denne art er normalt 1-1,3 m lang og vejer 35-42 kg, med korte, buede horn. Den er udbredt langs Himalaya, fra Pakistan mod øst til Arunachal Pradesh, og lever overvejende på de lavereliggende skråninger i højder mellem 1000 og 3000 m. Bestanden er i ret voldsom tilbagegang på grund af jagt og tab af levesteder.

I 1825 blev dette dyr navngivet Antilope goral af den britiske soldat og naturhistoriker, major-general Thomas Hardwicke (1755-1835). Han fandt tilsyneladende, at det lignede en antilope, formodentlig på grund af dyrets ringe størrelse. Kun to år senere ændrede Hamilton Smith (se tahr ovenfor) slægtsnavnet til Naemorhedus, afledt af latin nemus (‘skov’) og haedus (‘en ung ged’). Senere forskning har imidlertid afsløret, at dyret hverken er en ægte antilope eller ged, men et medlem af en gruppe, der kaldes for gede-antiloper, idet de har træk fra begge grupper. Andre gede-antiloper er den Asientiske serow (Capricornis), den europæiske gemse (Rupicapra), samt den amerikanske sneged (Oreamnos).

Det lader til, at Smith lavede to stavefejl i navnet Naemorhedus. Det burde være Nemorhaedus, men ifølge nomenklatur-reglerne skal vi følge den oprindelige navngivning.

 

 

Himalaya-goral i dens typiske biotop: græsklædte skrænter med spredte klipper og højere vegetation. – Amjilassa, nedre Ghunsa-dal, østlige Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dette billede fra Delhi Zoo viser, hvor kraftigt bygget goral’en er. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Pseudois nayaur Bharal, halvfår
I dag anses denne art for at være det eneste medlem af slægten. Gennem mange år var det antaget, at et dyr, som lever i det østlige Tibet og Sichuan-provinsen var en særskilt art, kaldt dværg-bharal eller dværg-halvfår (P. schaeferi). Genetisk forskning har imidlertid vist, at det blot er en dværgform af den almindelige bharal.

Den voksne vædder er et prægtigt dyr, som vejer op til 75 kg, med tykke, svungne horn, der kan nå en længde af 80 cm. Pelsen er grå med et blåligt skær, hvilket har givet anledning til et af artens engelske navne, blue sheep (‘blåt får’), og endvidere med sorte markeringer på brystet, flankerne og benene. Hunner og yngre hanner er mere ensfarvede grålige. Hunnernes horn er små, op til 20 cm lange.

Denne art er vidt udbredt i Centralasien, fra Ladakh, den nordlige del af Himalaya, samt Yunnan-provinsen mod nord gennem Tibet til Gansu, Ningxia og Indre Mongoliet. Helan-bjergene i Ningxia har den tætteste koncentration af bharal i verden med en population på omkring 30.000. Den er også ret almindelig i visse dele af Himalaya, bl.a. Ladakh og Dolpo, samt grænseegnene mellem Nepal og Sikkim.

Bharal er hinduernes navn på dette dyr, mens det nepalesiske navn naur har givet anledning til artsnavnet. Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk pseudes (‘falsk’) og ois (‘får’), hvilket sigter til, at dyret er fårelignende, men også har træk fra gederne. Dette har også givet anledning til det danske navn halvfår.

Bharal’en var hovedemnet for en ekspedition til Dolpo-området i Nepal i 1973, ledet af den amerikanske zoolog George Schaller (født 1933). Han var ledsaget af den kendte amerikanske forfatter og naturforkæmper Peter Matthiessen (1927-2014). Deres personlige indtryk fra turen er veldokumenteret i Schallers bog Stones of Silence (1980) og Matthiessen’s The Snow Leopard (1978).

 

 

Bharal’er, oplyst af morgensolen, Trisul Nala, Nanda Devi Nationalpark, Kumaon, Uttarakhand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bharal’er græsser i en halvørken nær Niki La-passet, Ladakh. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bharal’er, Lhonak, Øvre Ghunsa-dal, østlige Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Min guide Karma Tsering viser de svungne horn af en bharal, Ulley, Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Hemitragus jemlahicus Himalaya-tahr
Denne art, det eneste medlem af slægten, er vidt udbredt i den tempererede zone i Himalaya, fra Kashmir mod øst til Sikkim og den sydøstlige del af Tibet. Om sommeren træffes den op til højder omkring 5200 m, mens den om vinteren til tider trækker ned til højder omkring 1500 m. Bestanden er i tilbagegang på grund af jagt og tab af levesteder.

Andre steder er arten blevet indført som jagtobjekt, bl.a. New Zealand, Argentina og Sydafrika. I disse lande er antallet af tahr eksploderet, de de er uden naturlige fjender, og de er ofte en alvorlig trussel mod det lokale miljø gennem overgræsning.

I 1826 navngav den engelske kunstner, naturhistoriker, antikvitetshandler, illustrator, soldat og spion, oberstløjtnant Charles Hamilton Smith (1776-1859) dette dyr Capra jemlahica, hvilket betyder ‘geden fra Himalaya’. I 1841 ændrede den fremragende britiske naturhistoriker og etnolog Brian Houghton Hodgson (1801-94) navnet til Hemitragus jemlahicus, afledt af oldgræsk hemi (‘halv’) og tragos (‘ged’), således ‘gede-lignende’. Tilsyneladende fandt han, at dette dyr ikke var en rigtig ged. I dag har genetisk forskning imidlertid afsløret, at det faktisk er en ged.

En forbløffende oplevelse med denne art er beskrevet på siden Rejse-episoder – Indien 2008: Bjerggeder og frosne blomster.

 

 

Adskillige Himalaya-tahr græsser i Khumbu-området, østlige Nepal, hvor denne art er almindelig. Dyrene forfølges ikke af de stedlige Sherpaer, som er buddhister. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Capra Geder
Denne slægt omfatter omkring 9 arter, bl.a. tamgeden og adskillige arter af stenbukke. Tamgeden er grundigt omtalt på siden Dyreliv: Dyrearter i menneskets tjeneste.

 

Capra sibirica Sibirisk stenbuk
Førhen blev denne ged betragtet som en underart af alpestenbuk (Capra ibex), og om den er en underart af en anden stenbukke-art, er stadig ikke helt afklaret. Traditionelt er 4 underarter blevet anerkendt, men nogle autoriteter betragter arten som monotypisk. I Himalaya forekommer underarten sakeen i Pakistan og det nordvestlige Indien, og den findes tillige i Afghanistan og Pamir-bjergene.

Sibirisk stenbuk er et kraftigt bygget dyr. Hannerne måler 90-110 cm over skulderen og vejer 60-130 kg, med horn, som typisk er omkring 115 cm lange, skønt længder op til 148 cm er blevet beskrevet. Hunnerne er mindre, idet de måler 70-90 cm over skulderen og vejer 35-56 kg, med horn, som i gennemsnit er omkring 27 cm lange. Begge køn har en duftkirtel under halen. Deres grålige pels er glimrende camouflage i bjerge med lav eller ingen vegetation.

 

Billedet herunder er fra Hadimba-templet i Manali, Himachal Pradesh. Dette interessante hindu-tempel er udsmykket med forskellige genstande, bl.a. horn med ringe af sibirisk stenbuk, glatte horn af bharal (Pseudois nayaur, ovenfor), samt gevirer af Kashmir-kronhjort (Cervus canadensis ssp. hanglu). Historien bag dette tempel er beskrevet på siden Religion: Hinduisme.

 

 

(Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

I ørkenen nær Saspol, Ladakh, ligger mange sorte klippeblokke hulter til bulter, hvoraf nogle er blevet dekoreret med billeder af forskellige emner, bl.a. jægere, sibirisk stenbuk, fugle og stupa’er, skabt af forlængst forsvundne folkeslag, hvoraf nogle var jægere, andre buddhister.

Den sorte overflade på disse klipper kaldes på engelsk for desert varnish (’ørkenfernis’). Den består af et ganske tyndt lag, ofte kun en hundrededel af en mm tykt, som i løbet af tusinder af år er blevet dannet af mikroskopiske bakterier, som lever på klippefladen. Disse bakterier absorberer bittesmå mængder af mangan fra atmosfæren og aflejrer det som et sort lag af mangan-oxid på klippen. Billederne er skabt ved at skrabe dele af dette lag bort.

 

 

(Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Fugle
I denne sektion, specielt hvad angår fuglenes højdemæssige udbredelse i Himalaya, har jeg støttet mig meget til R. Grimmett, C. Inskipp & T. Inskipp 2000. Birds of Nepal. Christopher Helm, London. Denne bog er forældet med hensyn til systematik, men er ellers en glimrende felthåndbog.

Hvad angår den geografiske udbredelse af fuglene, har jeg hentet mange oplysninger fra hjemmesiden datazone.birdlife.org, mens oplysninger om etymologi ofte er hentet fra J.A. Jobling 2010. The Helm Dictionary of Scientific Bird Names, Christopher Helm. Systematik og nomenklatur følger IOC World Bird List (worldbirdnames.org).

 

 

Phasianidae Hønsefugle
Denne familie, som rummer omkring 190 arter, omfatter bl.a. fasaner, agerhøns, ryper, junglehøns, vagtler og påfugle. Disse fugle findes over hele kloden, med undtagelse af Antarktis.

Ifølge de seneste genetiske undersøgelser regnes perlehøns og den Nye Verdens vagtler for særskilte familier under navnene Numididae og Odontophoridae.

 

Tetraogallus Kongehøns
En slægt med 5 arter af store hønsefugle, udbredt i bjergområder fra den østlige del af Tyrkiet og Kaukasus mod øst til Centralasien og det vestlige Kina.

 

Tetraogallus tibetanus Tibetansk kongehøne
Denne art er vidt udbredt i centralasiatiske bjerge, fra Tajikistan mod sydøst langs Himalaya til Arunachal Pradesh, videre mod nord gennem det vestlige Kina til Qinghai, og derfra mod vest til Kunlun-bjergene. Den undgår ørkenområderne på den tibetanske højslette.

Arten er ret almindelig i mere tørre områder i de højere egne af Himalaya, hvor den fortrinsvis yngler i højder mellem 4500 og 5500 m. Om vinteren trækker den ned til lidt lavere højder.

Ved daggry kan fuglens kald høres vidt omkring, et gennemtrængende gukka-gukka-guk-guk-guk-grrr.

 

 

Tibetansk kongehøne, Merak, Makalu Nationalpark, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tibetanske kongehøns søger føde, nær Tughla, Khumbu, østlige Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Alectoris Stenhøns
En lille slægt med 7 arter af agerhøne-store fugle, der forekommer i Sydeuropa og det nordlige Afrika, på den Arabiske Halvø, samt fra Mellemøsten mod øst til det nordøstlige Kina. En enkelt art findes i Himalaya.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk alektoris (‘høne’).

 

Alectoris chukar Chukar
Denne art er udbredt fra Grækenland, Bulgarien og Egypten mod øst gennem Mellemøsten til Centralasien og det nordøstlige Kina. Den er også blevet indført som jagtobjekt til mange andre egne af verden og har dannet forvildede bestande adskillige steder, bl.a. i USA og New Zealand.

I Himalaya forekommer den i højder mellem 2100 og 4000 m, mod øst til det vestlige Nepal. Den er meget almindelig i Ladakh.

 

 

Et par af chukar med næsten fuldt udvoksede kyllinger, nær Hemis Gompa, Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Chukar, Gya-dalen, nær Rumtse, Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne chukar drikker af et vandløb, Gya-dalen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Ithaginis cruentus Blodfasan
Denne ret lille hønsefugl, som er den eneste i slægten, har navn efter de blodlignende striber på hannens bryst. Den er vidt udbredt og ret almindelig, fra det vestlige Nepal mod øst til det nordlige Myanmar og store dele af det vestlige Kina. I Himalaya træffes den i højder mellem 3200 og 4400 m, fortrinsvis i rhododendron-krat.

Denne art er ret tillidsfuld omkring det buddhistiske kloster Tengboche, Khumbu, østlige Nepal, hvor jagt er bandlyst blandt de lokale Sherpaer. Den er statsfugl i Sikkim.

 

 

Han af blodfasan, Deboche, Khumbu, østlige Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Lophophorus Glansfasaner
Denne slægt rummer 3 pragtfulde hønsefugle, som er udbredt fra Afghanistan mod øst langs Himalaya til det centrale Kina. Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk lophos (‘top’) og phoros (‘bærende’), hvilket sigter til den lille top hos nedenstående art.

 

Lophophorus impejanus Glansfasan
Denne art er udbredt fra Afghanistan mod øst gennem Himalaya til Bhutan, om sommeren i højder mellem 3300 og 4600 m, om vinteren i lidt lavere højder.

Den er Nepals nationalfugl, lokalt kaldt danfe, ofte benævnt ’fuglen med de ni farver’ på grund af kokkens farvestrålende fjerdragt, der i solskin glitrer i alle regnbuens farver. Hunnens fjerdragt er brunlig og kraftigt stribet, med en lys plet på struben. Den har nøgen blå hud omkring øjnene.

Arten er også officiel statsfugl i Uttarakhand, hvor den kaldes monal.

Det latinske artsnavn blev givet til ære for Lady Mary Impey, hustru til Sir Elijah Impey (1732-1809), som var højesteretsdommer i Fort William – det første faste tilholdssted for British East India Company i Bengalen.

Som det gælder for mange andre hønsefugle, er kødet af glansfasan velsmagende, og af denne grund er den efterstræbt mange steder. Den er dog stadig vidt udbredt, og i Khumbu-området i det østlige Nepal er den meget almindelig, idet de lokale sherpaer er buddhister og således imod at slå dyr ihjel. Så selv om glansfasanerne gør nogen skade ved at grave sherpaernes kartofler op og æde dem, bliver de ikke forfulgt.

 

 

En glansfasan-kok overskuer sit territorium fra en klippe, Kyangjuma, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Glansfasan hun, observeret mellem Pangboche og Phortse, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Under en vandretur i Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh, fandt vi denne kylling af glansfasan nær Humkhani. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Anatidae Andefugle
I dag rummer denne store familie 43 slægter med omkring 146 arter, udbredt over næsten hele verden. Familienavnet er afledt af Anas, det klassiske latinske ord for and.

 

Anser Grå gæs
En slægt med 11 arter, udbredt i arktiske og tempererede områder på den nordlige halvkugle. Slægtsnavnet er Latin og betyder ‘gås’.

 

Anser indicus Indisk gås
Denne art kendes nemt på det hvide hoved, en hvid stribe ned ad siden af den iøvrigt grå hals, samt to sorte tværgående striber i nakken. Den er en almindelig ynglefugl omkring højt beliggende søer, spredt over det meste af Centralasien. Den tilbringer vinteren på det indiske subkontinent, så langt mod syd som Karnataka. Den er en almindelig ynglefugl i Ladakh.

 

 

Indisk gås er almindelig i søen Tso Moriri, Ladakh. Dette billede viser et par med en halvstor gæsling. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Et par af indisk gås viser aggressiv adfærd over for et andet par, Tso Moriri. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Undervejs mod deres yngleområde på den tibetanske højslette raster disse indiske gæs i Longapunga Tso, en alpin sø i Gokyo-dalen, Khumbu, østlige Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Tadorna Gravænder
En lille slægt på 6 arter store ænder, udbredt i Eurasien, Afrika, Australien og New Zealand. En af arterne, Korea-gravand (T. cristata), er muligvis uddød.

Slægtsnavnet kommer af tadorne, det franske navn på den almindelige gravand (T. tadorna). Navnet har muligvis keltiske rødder og betyder ‘broget vandfugl’. Det danske navn hentyder til, at disse fugle yngler i gamle rævegrave og andre hulheder i jorden.

 

Tadorna ferruginea Rustand
Artsnavnet på denne farvestrålende and er latin og betyder ‘rustfarvet’. I lighed med det danske navn sigter det til fuglens fjerdragt, som overvejende er orange-brun. Hovedet er blegere, og svingfjer og hale er sorte. De sorte svingfjer står i skarp kontrast til de hvide vingedækfjer.

Denne arts hovedudbredelse er i Centralasien, med ynglebestande gennem Mellemøsten til Sydøsteuropa og isolerede populationer i det nordvestlige Afrika og Ethiopiens højland. Den er meget almindelig på den tibetanske højslette, og i Himalaya yngler den i adskillige højalpine søer.

 

 

Rustanden er en meget almindelig ynglefugl på den tibetanske højslette. Dette par blev observeret i et reservoir i byen Gyantse. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rustanden yngler i adskillige højalpine søer i Himalaya. Denne fugl æder insekter i Gokyo-søen, Gokyo-dalen, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Om efteråret trækker fuglene fra den tibetanske højslette til lavlandet i Kina og Indien. Disse fugle blev fotograferet i søen Cao Hai, Guizhou-provinsen, Kina. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Mergus Skalleslugere
Skalleslugere udgør 4 arter af fiskeædende ænder, hvoraf 2 arter, stor skallesluger (Mergus merganser) og toppet skallesluger (M. serrator) er vidt udbredt på den nordlige halvkugle, mens brasiliansk skallesluger (M. octosetaceus) og Amur-skallesluger (M. squamatus) i Kina er udryddelsestruede.

Slægtsnavnet er et latinsk ord, der blev benyttet som navn på en ukendt vandfugleart af den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.).

Førhen var to andre ænder placeret i denne slægt, hjelmskallesluger, der nu kaldes for Lophodytes cucullatus, samt lille skallesluger, der i dag hedder Mergellus albellus. Forskning har påvist, at de ikke er nært beslægtede med de ægte skalleslugere.

 

Mergus merganser Stor skallesluger
Denne art, som yngler i hule træer, lever i floder og søer i skovområder i Europa, Nord- og Centralasien og Nordamerika, så langt mod syd som de centrale Rocky Mountains, Pennsylvania, Alperne, den sydlige del af den tibetanske højslette, samt det nordøstlige Kina. Nordlige populationer er trækfugle. Arten er en ret almindelig vintergæst i Himalaya, hvor den kan træffes op til omkring 3000 meters højde.

 

 

En hun af stor skallesluger hviler på en sten i Modi Khola-floden, nær Landruk, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Cuculidae Gøge
Denne familie omfatter omkring 30 slægter, hovedsagelig bestående af redesnyltere. De er udbredt næsten overalt i verden.

 

Cuculus Typiske gøge
En slægt med omkring 11 arter, der alle er redesnyltere. Slægtsnavnet er det gamle latinske navn på gøge.

 

Cuculus poliocephalus Lille gøg
Som ynglefugl er denne art udbredt fra hele Himalaya mod øst gennem det nordlige Indokina og hovedparten af Kina til Korea, Japan og Ussuriland i det sydøstlige Sibirien. Arten er standfugl i Taiwan og på Hainan, mens andre bestande er trækfugle, som tilbringer vinteren i Sydindien, Sri Lanka og Østafrika. I Himalaya findes den især i højder mellem 1500 og 3600 m.

Denne art er meget vokal i ynglesæsonen, hvor dens kald på 5-6 toner ofte høres, på engelsk gengivet som ‘That’s your choky pepper … choky pepper’ (tryk på det første choky) eller pretty-peel-lay-ka-beet. Den lægger sine æg i reder af små timalider, sangere og andre småfugle. (Kilde: indiabiodiversity.org)

 

 

Lille gøg, Shyabru, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Columbidae Duer
En stor familie med omkring 50 slægter og ca. 345 arter, udbredt på alle kontinenter med undtagelse af Antarktis.

 

Columba
Denne ret store slægt rummer omkring 35 arter, som er vidt udbredt i den Gamle Verden. Førhen var et antal amerikanske arter placeret i denne slægt, men de er blevet overført til en særskilt slægt, Patagioenas.

Slægtsnavnet er latin for ‘due’, hunkønsformen af columbus (‘han-due’), som er en latiniseret version af det græske kolumbos (‘dykker’). Dette navn blev givet til klippeduen (se nedenfor) af den græske komedie-forfatter Aristophanes (ca. 446-386 f.Kr.) på grund af de ‘svømmende’ bevægelser, denne fugl foretager i flugten.

 

Columba livia Klippedue
Byduer er en tæmmet form af denne art, som er blevet forvildet og ofte forekommer i kæmpestore antal i mange byer rundt omkring i verden. På trods af, at de sviner med deres ekskrementer allevegne, og måske også spreder smitsomme sygdomme blandt mennesker, er det en meget populær fritidsbeskæftigelse hos mange at fodre disse duer.

 

 

Forvildede tamduer fodres på Durbar Square, Kathmandu, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En lille dreng, varmt påklædt på en kølig forårsmorgen, morer sig med at jage rundt med duerne på Durbar Square. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tamduer æder riskorn, der er bragt som offergave til ‘Den Sovende Vishnu’, en 6 m lang skulptur af hinduguden Vishnu, som sover i det Kosmiske Ocean, hvilende på et usædvanligt leje, nemlig den 11-hovedede slange Anantha Naga. – Budhanilkantha, Kathmandu. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Columba leuconota Snedue
Som dens navn antyder, lever denne art i kolde områder. Den er meget almindelig i bjergegne fra Afghanistan mod øst langs Himalaya til Yunnan-provinsen, og mod nord over den tibetanske højslette til Qinghai. I Himalaya er den observeret op til en højde af 5700 m. I hårdt vintervejr kan den træffes ned til omkring 1500 m.

 

 

Sneduer, Namche Bazaar, Khumbu, østlige Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Uden for ynglesæsonen flyver sneduerne omkring i store flokke, her ved Ghumtarao, Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh (3 øverste billeder), samt nær landsbyen Bharku, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Streptopelia Turtelduer
En slægt med ca. 13 arter af små til mellemstore duer, hvoraf de fleste lever i Afrika, med adskillige arter i tropisk og subtropisk Asien, af hvilke en enkelt art, østlig turteldue (se nedenfor), også findes i tempererede områder af Asien, mens en anden, tyrkerduen (S. decaocto), siden 1700-tallet har udvidet sit udbredelsesområde til at omfatte Mellemøsten og hele Europa. Denne ekspansion er beskrevet på siden Silhouetter.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk streptos, som betyder ‘snoet’, ofte i betydningen ‘snoet halsbånd’, hvilket i denne forbindelse sigter til, at mange medlemmer af slægten har pletter eller striber på siden af halsen; endvidere af peleia (‘due’).

Andre arter, som førhen var placeret i denne slægt, er blevet overført til slægterne Spilopelia og Nesoenas.

 

Streptopelia orientalis Østlig turteldue
Denne art har en meget stor udbredelse, fra den sydlige del af Ural-bjergene, Kazakhstan og Afghanistan mod øst til Stillehavet, samt fra det indiske subkontinent mod øst gennem Sydøstasien og Kina til Taiwan og Japan. Den yngler i skove, langs skovkanter samt i parker og større haver. I Himalaya træffes den i sommermånederne op til omkring 4500 m, mens den normalt overvintrer under 2000 meters højde.

 

 

En østlig turteldue fouragerer i en rendesten i byen Kielang, Lahaul, Himachal Pradesh. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Gruidae Traner
En familie med 15 arter af store, langbenede og langhalsede fugle, fordelt på 4 slægter. De er udbredt på alle kontinenter, med undtagelse af Antarktis og Sydamerika.

 

Grus Typiske traner
I dag rummer denne slægt 8 arter, udbredt in Asien, Europa, Afrika og Nordamerika.

 

Grus nigricollis Sorthalset trane
Denne art er begrænset til vådområder i store højder i Centralasien, hvor den yngler i Tibet, Sichuan, Gansu og Sinkiang, samt nogle få i Mongoliet og Ladakh. Fra gammel tid har tibetanere og indere beskyttet tranerne af religiøse årsager, men fra 1950’erne gik den kraftigt tilbage, hovedsagelig på grund af dræning af dens ynglepladser, samt krybskytteri. På grund af bedre beskyttelsesforanstaltninger i de senere år er den nu i fremgang, og bestanden ligger på et antal mellem 6000 og 10.000 individer.

Om vinteren trækker fuglene til mindre barske områder i det sydlige Tibet samt provinserne Guizhou og Yunnan, og tillige nogle få hundrede til Assam og Bhutan.

En beskrivelse af mine oplevelser med denne statelige fugl kan læses på siden Rejse-episoder – Kina 2009: Blandt sorthalsede traner.

 

 

Sorthalsede traner søger føde i en eng blandt græssende heste, nær Kaka, sydlige Tibet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sorthalsede traner letter efter at have fourageret på en mark nær Cao Hai-søen, Guizhou-provinsen, Kina. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Ibidorhyncha struthersii Ibisnæb
Denne store vadefugl var tidligere placeret sammen med klyder og stylteløbere i familien Recurvirostridae (nedenfor), men genetisk forskning har vist, at den adskiller sig tilstrækkeligt fra disse fugle til at danne en særskilt familie, Ibidorhynchidae, hvor den er det eneste medlem.

Den anbringer sin rede blandt små og store sten i brede, lavvandede floder i Centralasien, hvor den er udbredt fra det sydlige Kazakhstan mod syd til det nordlige Afghanistan og derfra mod øst tværs gennem hele Tibet til det vestlige and nordlig-centrale Kina. I Himalaya yngler den hist og her i højder mellem 3800 og 4200 m. Vintermånederne tilbringes i forbjergene.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk ibis (‘ibis’) og rhynkhos (‘næb’), hvilket sigter til det ibis-lignende næb. Artsnavnet blev givet til ære for Dr. Struthers i Glasgow, som samlede eksemplarer af fuglen fra Himalaya i 1800-tallet.

 

 

Ibisnæb på dens yngleplads, et stenet område i Kali Gandaki-floden nær Kalopani, Annapurna, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Da en hund kom ind på yngleområdet på billederne ovenfor, flaksede de to ibisnæb længe foran den for at lokke den væk. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Recurvirostridae Klyder og stylteløbere
Disse vadefugle er karakteriseret ved deres meget lange, tynde ben. De er udbredt over det meste af kloden.

 

Himantopus Stylteløbere
Afhængigt af kilde accepteres 3-6 arter af stylteløbere, alle tilhørende denne slægt med undtagelse af rødbrystet stylteløber (Cladorhynchus leucocephalus), en mærkelig nomadisk art, der er begrænset til Australien, hvor den kun yngler efter rigeligt med nedbør, som danner store saltsøer forskellige steder i ørkenen.

Første halvdel af slægtsnavnet stammer fra latin amentum, en læderstrop, som var bundet til de spyd, der blev anvendt i Oldtidens Grækenland under jagt, i krig, samt under atletiske lege. Denne strop hjalp til med at øge kastelængden og stabiliteten af spyddet. (Kilde: E. Gardiner 1907. Throwing the Javelin. The Journal af Hellenic Studies, 27: 249-273)

Den anden halvdel af navnet er afledt af oldgræsk pous (‘fod’). Himantopus kan således oversættes som ‘strop-ben’, hvilket naturligvis hentyder til disse fugles meget lange og tynde ben.

 

Himantopus himantopus Stylteløber
Denne markante fugl yngler i de fleste tempererede, subtropiske og tropiske områder kloden rundt, men er begrænset til områder med lavt vand. De nordlige bestande er trækfugle. I Himalaya er den en ret fåtallig trækgæst.

 

 

Stylteløbere, Sissu, Lahaul, Himachal Pradesh. Fuglen t.h. er en ungfugl. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Stylteløber fouragerer i et vandløb, nær Niki La, Ladakh. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Laridae Måger, terner og saksnæb
Denne store kosmopolitiske familie rummer 22 slægter med omkring 100 arter.

 

Sterna Typiske terner
Denne slægt, der omfatter 11-13 arter, optræder over næsten hele verden, hovedsagelig i kystområder. Tidligere var 4 andre terner placeret i denne slægt, men er siden blevet overført til slægten Onychoprion.

Slægtsnavnet er afledt af oldengelsk stearn, som optræder i digtet The Seafarer fra 900-tallet. Et lignende ord for disse fugle blev anvendt på de Frisiske Øer.

 

Sterna hirundo Fjordterne
Som ynglende er denne art udbredt i de fleste tempererede og subtropiske områder på den nordlige halvkugle, og tillige i arktiske områder i Nordnorge og den nordvestligste del af Rusland. Siden 1980 har en mindre koloni eksisteret på en lille koralø ud for Sri Lankas østkyst.

Underarten tibetana er en fåtallig ynglefugl i Ladakh. I den øvrige del af Himalaya ses arten undertiden på træk. Den tilbringer vintertiden langs kyster fra omkring 20 grader nordlig bredde mod syd til det sydlige Sydamerika, Afrika og Australien.

 

 

Fjordterne, Puga-sumpene, Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Ardeidae Hejrer
Hejrer er en gruppe langbenede og langnæbbede, fiskeædende fugle, der omfatter omkring 64 arter, udbredt over det meste af kloden.

 

Ardeola
Denne slægt omfatter 6 arter, hvoraf de fleste på dansk kaldes for rishejrer, da de ofte ses i rismarker. Med undtagelse af tophejren (A. ralloides), der yngler i Sydeuropa og Mellemøsten og overvintrer i Afrika, er disse fugle udbredt i tropiske egne af Asien og Afrika.

Størstedelen af året er fjerdragten hos rishejrer brunlig, hvilket bevirker, at de er godt camouflerede, når de står stille i vegetationen. Når de letter, forvandles de som ved et trylleslag, når deres kridhvide vinger foldes ud.

Slægtsnavnet kommer af latin ardea (‘hejre’) og -ola, en endelse, som angiver noget småt, således ’lille hejre’.

 

Ardeola grayii Indisk rishejre
Denne fugl yngler fra det sydlige Iran mod øst til det indiske subkontinent og Myanmar. Den er en meget almindelig standfugl i de nedre dele af Himalaya, op til en højde af omkring 1500 m, men strejfgæster er set op til 2700 m.

Den er meget almindelig, men overses nemt i den brunlige vinterdragt, når den står stille ved bredden af en sø eller dam eller i kanten af en rismark. Den stoler så meget på sin camouflage, at man kan komme tæt på den, inden den letter. Denne adfærd har medført, at arten på hindi hedder andha bagla (‘blind hejre’), mens den i Sri Lanka kaldes kana koka (‘halv-blind hejre’).

I gamle dage blev denne fugl skudt som fødeemne. I bogen A New Account of the East Indies, fra 1744, skriver Alexander Hamilton følgende: “De har også jagtbare fugle; men de, som vil spise dem, må først skyde dem. Flamingoer er store og har fint kød. Rishejren er også god i sæsonen.”

 

 

Stengærde med en hvilende rishejre, Jamuna, Ilam, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne rishejre hviler på en flydende stængel af en nøkkerose (Nymphaea), Dal Lake, Kashmir. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rishejre plejer fjerdragt, Dal Lake. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Bubulcus ibis Kohejre
Denne art, som er det eneste medlem af slægten, er vidt udbredt i de fleste varmere egne af kloden, og den undgår kun regnskov og ørkenområder. Som dens navn siger, følger den ofte efter græssende kvæg for at snappe de græshopper og andre smådyr, som skræmmes op, og den ses også ofte på nypløjede marker. Den er en meget almindelig standfugl i de nedre dele af Himalaya, op til højder omkring 1500 m.

Oprindeligt var denne art hjemmehørende i det sydlige Spanien og Portugal, den nordlige halvdel af Afrika, samt tværs over Mellemøsten og det indiske subkontinent mod øst til Japan, og derfra mod syd til det nordlige og det østlige Australien. Sidst i 1800-tallet begyndte arten at ekspandere mod syd i Afrika, og i 1877 blev den observeret i det nordlige Sydamerika, hvortil den sandsynligvis var fløjet over Atlanten. Omkring 1930 var den etableret som ynglefugl i dette område, og nu begyndte en hastig spredning af arten til Nordamerika, hvor den i dag er udbredt mod nord til det sydlige Canada. I de senere år har den også bredt sig mod nord i Europa.

I dag opdeler nogle autoriteter kohejren i to arter, vestlig (B. ibis) og østlig (B. coromandus). De er fuldstændig identiske, så denne opdeling er lidt af et mysterium for mig.

 

 

En stor ynglekoloni af kohejre findes i Kathmandu, Nepal. Disse billeder viser fugle, som bringer pinde til reden. Slyngplanten på det øverste billede er purpur-tragtsnerle (Ipomoea purpurea). (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En ung kohejre tigger føde, Kathmandu. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kohejrer, Kathmandu. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Accipitridae Høge, ørne m.fl.
En meget stor familie med omkring 66 slægter og ca. 250 arter af små til store rovfugle, udbredt over hele verden med undtagelse af Antarktis.

Familienavnet er afledt af latin accipiter (‘høg’), fra accipere (‘at gribe’), hvilket naturligvis sigter til de skarpe kløer.

 

Elanus Små glenter
Denne slægt omfatter 4 ret ens arter af små, hvide, grå og sorte rovfugle, som findes næsten overalt i verden. Slægtsnavnet er en latiniseret form af det oldgræske elanos (‘glente’).

 

Elanus caeruleus Blå glente
Denne fugl er vidt udbredt, idet den findes næsten overalt i Afrika syd for Sahara, i det nordvestlige Afrika, på den Iberiske Halvø, i Frankrig, i Nil-dalen i Egypten, adskillige steder i Mellemøsten, samt fra det indiske subkontinent mod øst til det sydlige Kina og Taiwan, og derfra mod syd gennem Sydøstasien til Indonesien og Ny Guinea.

I Himalaya kan den træffes op til en højde af 1600 m, men er almindeligst i forbjergene.

 

 

Blå glente, Corbett Nationalpark, Kumaon, Uttarakhand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Gypaetus barbatus Lammegrib
På nært hold er denne store grib, som er det eneste medlem af slægten, umiskendelig, idet et sort bånd strækker sig fra øjet ned til næbbet, samt sorte fjer, der hænger ned over siden af næbbet, hvilket tilsammen ligner et overskæg. Den blev i 1758 beskrevet som Vultur barbatus (‘skægget grib’) af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-1778).

I 1784 blev slægtsnavnet ændret til Gypaetus, afledt af oldgræsk gyps (‘grib’) og aetos (‘ørn’), af den tyske læge, kemiker og naturhistoriker Gottlieb Conrad Christian Storr (1749-1821). Det var faktisk en glimrende observation, som Storr her gjorde, da nylig forskning har påvist, at lammegribben ikke er nærmere beslægtet med ægte gribbe end med ørne.

Navnet lammegrib er en direkte oversættelse af det tyske navn Lämmergeier, som stammer fra en gammel overtro om, at den angreb lam. (Kilde: M. Everett 2008. Lammergeiers and lambs. British Birds 101 (4): 215)

Denne art var engang vidt udbredt, fra store dele af Centralasien mod vest gennem Mellemøsten til Balkan, Alperne, de store øer i Middelhavet, den Iberiske Halvø og det nordvestlige Afrika, samt fra Egypten mod syd gennem Østafrika til Sydafrika. I dag er den uddød i store dele af Europa og Afrika, og den er kun relativt almindelig i Centralasien, bl.a. Himalaya. Den er fornylig blevet genindført til Alperne.

Lammegribben lever i klippefyldte bjergområder, ofte med græsklædte og skovklædte arealer. I Himalaya ses den ofte kredse i højder mellem 1000 og 5000 m og ses sjældent i lavere højder.

Denne fugls foretrukne føde er ret besynderlig. Når andre gribbe har ædt et kadaver og efterladt knoglerne, tager den en stor knogle i fangerne, flyver højt op og lader den falde på klippegrund, hvorefter den daler ned og æder marven fra den knuste knogle, og også ret store knoglerester. I nogle områder har den tilpasset sig til at lede efter knogler på lossepladser i udkanten af byer og landsbyer. Denne adfærd er blevet observeret i Ethiopien, og jeg bemærkede den også engang i Jhong-dalen, Mustang, centrale Nepal.

 

 

Lammegrib, Jarsang-dalen, øvre Marsyangdi-dal, Annapurna, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Lammegrib, Govindghat, Kumaon, Uttarakhand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Gyps Gåsegribbe
En slægt med 8 arter af ådselædende rovfugle, udbredt i Europa, Asien og Afrika. Slægtsnavnet er oldgræsk og betyder ‘grib’.

I de senere år er bestanden af gribbe på det indiske subkontinent blevet voldsomt decimeret på grund af forgiftning med diclofenac, et veterinær-produkt, som er meget anvendt til behandling af kvægsygdomme. Forskning har påvist, at når gribbene æder af kvægkadavere, vil diclofenac ødelægge deres lever. Himalaya-gribben (nedenfor) er stadig ret almindelig, da den lever i højereliggende egne af Himalaya, hvor kvæg vantrives.

De afrikanske gribbe er også aftaget dramatisk i de senere år.

 

Gyps himalayensis Himalaya-grib
Denne store grib lever hovedsagelig på den tibetanske højslette i højder mellem 1200 og 5500 m. Den er iøvrigt udbredt fra det østlige Kazakhstan og Kirgisien mod øst til Qinghai, og derfra mod syd til de højereliggende dele af Himalaya. Selv om den er i tilbagegang, er den stadig ret almindelig mange steder.

I Tibet var en almindelig ‘begravelses’-metode førhen at skære afdøde mennesker i småstykker, som blev fodret til gribbene. Jeg iagttog engang denne praksis, beskrevet på siden Rejse-episoder – Tibet 1987: Sommer i Tibet.

 

 

Denne Himalaya-grib hviler på en skrænt langs Kali Gandaki-floden i Mustang, centrale Nepal. På det nederste billede ses i baggrunden den røde gompa (buddhist-kloster) i Kagbeni. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kredsende Himalaya-grib, øvre Marsyangdi-dal, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Spilornis Asiatiske slangeørne
Mindst 6 arter af disse fugle er udbredt i skove i det sydlige Asien. Deres navn skyldes, at de ofte æder slanger. Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk spilos (‘plet’) og ornis (‘fugl’), givet med henblik på de hvide pletter på bryst og vinger hos toppet slangeørn (nedenfor).

 

Spilornis cheela Toppet slangeørn
Denne ørn, som omfatter et stort antal underarter, er udbredt fra the det indiske subkontinent mod øst til det sydlige Japan og Taiwan, og derfra mod syd til the Filippinerne og Indonesien. Den er meget variabel, og nogle autoriteter foreslår at betragte et antal underarter som særskilte arter.

Arten er almindelig i de nedre dele af Himalaya, op til en højde af mindst 2100 m. Nogle strejfer undertiden op til 3000 m.

 

 

Et dødt træ i Mai Khola-dalen, østlige Nepal, fungerer som udkigspost for denne toppede slangeørn. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kredsende toppet slangeørn, Pokhara, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Nisaetus Den Gamle Verdens høgeørne
Dette er en slægt på 10 arter, som findes i tropiske og subtropiske egne af Asien, fra Pakistan mod øst til Japan og Taiwan, og derfra mod syd til Filippinerne og Indonesien. De var førhen placeret i slægten Spizaetus, som dengang rummede ørne fra såvel den Gamle som den Nye Verden. Genetisk forskning har imidlertid påvist, at de to grØvre ikke er nært beslægtede, og som en konsekvens heraf er den Gamle Verdens arter blevet overført til en separat slægt.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk, af navnet Nisos, samt aetos (‘ørn’). Nisos var en konge af Megara, som havde en purpurfarvet hårlok, der beskyttede ham og hans rige. En version af legenden fortæller, at da Kong Minos af Kreta belejrede Megara, fristede han Nisos’ datter Scylla med en halskæde af guld, som hun kunne få ved at bedrage og dræbe sin fader. Ifølge en anden version blev hun forelsket i Minos på afstand, og efter at have skåret sin faders purpurfarvede hårlok af, bragte hun den som gave til Minos. Han afskyede imidlertid hendes gerning og betragtede den som skamfuld. Da Minos’ skibe satte sejl, forsøgte Scylla at klatre op af et af dem, men blev angrebet af Nisos, som var blevet forandret til en havørn. Hun faldt ned i vandet og druknede, hvorefter hun blev ændret til en fugl, muligvis en hejre, som konstant forfølges af Nisos.

 

Nisaetus nipalensis Bjerghøgeørn
Denne pragtfulde fugl er udbredt fra det nordlige Pakistan gennem Himalaya mod øst til det nordlige Myanmar, Thailand, Laos, og muligvis Vietnam, det sydlige Kina, Taiwan og Japan, mod nord til Hokkaido. I Himalaya er den lokalt ret almindelig, hovedsagelig i højder mellem 1500 og 2900 m.

Et andet navn på denne fugl er Hodgsons høgeørn, hvilket sigter til den britiske naturhistoriker og etnolog Brian Houghton Hodgson (1801-1894), som beskrev arten efter selv at have nedlagt et individ i Himalaya.

 

 

Kredsende bjerghøgeørn, Mahakoma, Uttarakhand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Milvus Glenter
En lille slægt med 3 eller 4 arter, oprettet i 1799 af den franske naturhistoriker Bernard Germain de Lacépède (1756-1825). Slægtsnavnet er det latinske navn på rød glente (M. milvus).

 

Milvus migrans ssp. govinda Indisk sort glente
Denne ret blege underart af sort glente er udbredt fra det østlige Pakistan mod øst gennem varmere egne af Indien og Sri Lanka til Sydøstasien. Den observeres ofte i byområder. I højereliggende egne af Himalaya erstattes den af underarten lineatus, som er vidt udbredt i Centralasien og Fjernøsten.

Underartsnavnet hentyder til den hinduistiske gud Krishna, en avatar (inkarnation) af den mægtige gud Vishnu. Det fortælles, at Krishna overtalte folk, der boede neden for bjerget Govardhana, til at tilbede bjerget i stedet for regnguden Indra, da han mente, at det var bjerget snarere end guden, der forsynede dem med næringsmidler. Indra blev rasende, da folkene ikke længere tilbad ham, og som straf sendte han en voldsom regnbyge for at drukne mennesker og kvæg. Krishna beskyttede dem imidlertid ved at hæve bjerget, så de kunne søge ly under det. Indra anerkendte Krishnas overlegenhed og gav ham tilnavnet Govinda, som betyder ‘beskytteren af kvæg’.

Mere om Krishna og andre hinduguder kan læses på siden Religion: Hinduisme.

 

 

Indisk sort glente hviler på et hustag, Pokhara, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Strigidae Typiske ugler
En stor familie med 25 slægter og omkring 220 arter, der findes på alle kontinenter, med undtagelse af Antarktis.

 

Glaucidium Spurveugler
Denne slægt af små til meget små ugler, der omfatter ca. 30 arter, er udbredt over hele kloden, med undtagelse af Australien og Antarktis. Den største diversitet findes i Sydamerika.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk glaukidion (‘lille ugle’), diminutiv af glaux (‘ugle’).

 

Glaucidium cuculoides Gøge-spurveugle
Denne art lever i skove, fra det nordlige Pakistan langs Himalaya til Bangladesh og det nordøstlige Indien, hele Indokina, samt den sydlige halvdel af Kina. I Himalaya findes den fra lavlandet op til en højde af ca. 2500 m.

Artsnavnet kommer af cuculus, det gamle latinske ord for gøge, samt oides (‘ligner’), hvilket sandsynligvis sigter til denne ugles gøgelignende fjerdragt.

 

 

Sent på eftermiddagen oplyses denne gøge-spurveugle af en solskinsplet, mellem Ilam og Jamuna, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Glaucidium radiatum Jungle-spurveugle
Denne ugle er udbredt i ret tørre skove på størsteparten af det indiske subkontinent, inklusive den østlige del af Sri Lanka. I Himalaya er den begrænset til dale i højder under 1000 m.

Fugle i den vestlige vådzone af Sri Lanka blev engang regnet som en underart af jungle-spurveugle, men betragtes nu som en selvstændig art ved navn Sri Lanka-spurveugle (G. castanotum).

 

 

Jungle-spurveugle, Corbett Nationalpark, Kumaon, Uttarakhand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Ketupa Fiskeugler
Denne slægt af store ugler rummer 3 eller 4 arter, afhængigt af autoritet. De er hovedsagelig udbredt på det indiske subkontinent, samt i Sydøstasien og det sydlige Kina, brun fiskeugle (K. zeylonensis) tillige nogle få steder i det sydlige Tyrkiet og Iran. Nogle autoriteter regner disse fugle som tilhørende slægten Bubo (store hornugler). Stor fiskeugle, også kaldt Blakistons fiskeugle, som lever i Japan og Ussuriland i det sydøstlige Sibirien, placeres af nogle autoriteter i Ketupa, af andre i Bubo.

Slægtsnavnet er afledt af det malajiske ord for fiskeugle, ketupok.

 

Ketupa flavipes Gulbenet fiskeugle
Denne ugle, som af nogle autoriteter kaldes for Bubo flavipes, har en meget stor udbredelse, idet den forekommer fra Uttarakhand langs Himalaya mod øst til det nordøstlige Indien, den østlige del af Indokina, samt den sydlige halvdel af Kina. I Himalaya er den ret sjælden og er begrænset til dale i under 500 meters højde.

Denne fugl har gule ben, hvilket afspejles af det videnskabelige artsnavn, af latin flavus (‘gul’) og pes (‘fod’).

 

 

Ungfugl af gulbenet fiskeugle, Corbett Nationalpark, Kumaon, Uttarakhand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Strix Natugler
Denne slægt rummer 19 eller 23 arter, afhængigt af autoritet. Disse ugler er udbredt over det meste af verden og findes på alle kontinenter, med undtagelse af Australien og Antarktis.

 

Strix nivicolum Himalaya-natugle
Denne fugl lever i bjergskove fra den vestlige del af Himalaya mod øst til det nordlige Indokina og størstedelen af Kina, samt Taiwan og Korea. I Himalaya er den ret almindelig i højder mellem 2000 og 4000 m.

Førhen blev den betragtet som en underart af den vidt udbredte natugle (S. aluco), men dens kald er anderledes, og den kortere hale har tværbånd.

 

 

Himalaya-natugle, Sanasa, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Upupidae Hærfugle
Tidligere regnede man kun med en enkelt art af hærfugl, men i dag anerkender mange autoriteter 3 arter, almindelig hærfugl (nedenfor), afrikansk hærfugl (U. africana), som er udbredt i Afrika syd for Sahel-zonen, samt Madagascar-hærfugl (U. marginata), der er endemisk i Madagascar.

 

Upupa epops Hærfugl
Denne markante fugl har en meget stor udbredelse, idet den findes i Sydeuropa, det nordlige Afrika mod syd til Sahel-zonen (med undtagelse af ørkenområder), samt i størsteparten af tempererede og subtropiske områder af Asien, mod syd til Sri Lanka og Malacca-halvøen. I Himalaya er den en ret almindelig ynglefugl, om sommeren op til højder omkring 4400 m. Om vinteren trækker fuglene fra store højder ned under ca. 1500 meters højde.

Upupa og epops er de gamle latinske og græske navne på hærfuglen. De er onomatopoetiske, dvs. de imiterer fuglens kald, et meget karakteristisk hup-up-up. Det danske navn sigter til artens store top, der, når den rejses, minder om dusken på en gammeldags krigerhjelm. Førhen blev fuglens tilstedeværelse tolket som tegn på en kommende krig.

 

 

Hærfugl, Tso Kar, Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne hærfugl søger føde i form af orme, insektlarver og andre invertebrater ved at bore det lange næb ned i græstørven, Puga-sumpene, Ladakh. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Alcedinidae Isfugle
Isfugle omfatter ca. 114 arter af små til middelstore, oftest farvestrålende fugle, som er karakteriseret ved store hoveder, lange, spidse og skarpe næb samt bittesmå fødder. De fleste isfugle æder først og fremmest fisk, men mange arter lever dog borte fra vand og ernærer sig af små invertebrater, firben etc.

Disse fugle er opdelt i 3 underfamilier: flodisfugle (Alcedininae), træisfugle (Halcyoninae) og stødfiskere (Cerylinae). Et medlem af førstnævnte er præsenteret på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i Taiwan, mens medlemmer af de to øvrige er beskrevet herunder.

Navnet isfugl har iøvrigt intet med ’is’ at gøre. Det er en forvanskning af det tyske Eisvogel, hvis betydning er omstridt. Nogle mener, at det kommer af gammel højtysk eisan (’glinsende’), hvilket sigter til farvespillet i fjerdragten hos vores hjemlige isfugl (Alcedo atthis), mens andre mener, at det kommer af Eisen (’jern’), hvilket hentyder til dens rustfarvede bug.

 

Halcyon
En slægt med 11 arter af mellemstore isfugle, udbredt i varmere egne af Afrika og Asien.

Slægtsnavnet er knyttet til en fugl ved navn Halkyon i en græsk legende, almindeligvis tolket som værende den almindelige isfugl. I Oldtiden mente man, at denne fugl byggede en flydende rede i det Ægæiske Hav og havde evnen til at få havets bølger til at lægge sig, mens den udrugede sine æg. Man kunne forvente to uger med roligt vejr, mens Halkyon rugede, hvilket fandt sted omkring vintersolhverv. Det sagdes, at disse Halkyon-dage startede omkring den 14. eller 15 december.

Denne tro på fuglens evne til at berolige havet har sin oprindelse i en myte, som blev nedskrevet af den romerske digter Publius Ovidius Naso (43 f.Kr. – ca. 17 e.Kr.), bedre kendt som Ovid. Denne legende beretter, at vindens gud Aeolus havde en datter ved navn Alkyone, som var gift med Ceyx, konge af Thessalien. Ceyx druknede ude på havet, og i sin sorg kastede Alkyone sig i bølgerne for at forenes med sin husbond, men i stedet for at drukne blev hun forvandlet til en fugl, der blev båret af vinden til hendes mand. (Kilde: phrases.org.uk)

 

Halcyon smyrnensis Smyrna-isfugl
Denne art har en vid udbredelse i Asien, fra Tyrkiet østpå til Filippinerne. I Himalaya er den mest almindelig under 1000 meters højde, men træffes undertiden op til omkring 1800 m.

Dens navn hentyder til Oldtidens græske by Smyrna, nu kaldt Izmir, beliggende ved vestkysten af nutidens Tyrkiet. Oprindeligt navngav den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) denne fugl Alcedo smyrnensis, idet han henviste til Eleazar Albins Natural History of Birds, fra 1738, som omfattede en beskrivelse og en afbildning af Smirna-isfuglen.

 

 

Smyrna-isfugl, Dal-søen, Kashmir. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Ceryle rudis Gråfisker
Denne art, det eneste medlem af slægten, har også en meget stor udbredelse, idet den findes i Afrika syd for Sahara, i Egypten, samt fra Tyrkiet mod øst gennem mellemøsten, det indiske subkontinent og Indokina til det sydøstlige Kina. I Himalaya træffes den op til omkring 1600 meters højde.

Iøvrigt finder jeg navnet gråfisker uheldigt. Fuglen er slet ikke grå, men sort og hvid, så navnet broget isfugl ville være langt mere dækkende.

 

 

Gråfisker, Dal-søen, Kashmir. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Megalaimidae Asiatiske skægfugle
En familie med i alt 35 arter, udbredt i skove og krat, fra Pakistan mod øst til det sydlige Kina og Taiwan, mod syd til Sri Lanka og Indonesien. De var alle tidligere placeret i slægten Megalaima, med undtagelse af to arter af Caloramphus. I dag er Megalaima imidlertid blevet omdøbt til Psilopogon. Man har dog beholdt familienavnet Megalaimidae.

Disse farvestrålende, små til mellemstore fugle var førhen placeret i familien Capitonidae, der også omfattede Afrikas og den Nye Verdens skægfugle, men man har fundet, at de asiatiske arter adskiller sig tilstrækkeligt til at danne en særskilt familie, med afrikanske skægfugle (Lybiidae) og tukaner (Ramphastidae) som søster-grupper.

Navnet skægfugl sigter til de stive børster omkring næbbet på disse fugle.

 

Psilopogon asiaticus Blåstrubet skægfugl
Denne art er udbredt fra det nordlige Pakistan langs Himalaya til det nordøstlige Indien, Bangladesh, en stor del af det nordlige Indokina, samt det sydlige Kina. Den lever i åbne skove, lunde og større haver, fortrinsvis i lavlandet, men i Himalaya træffes den ofte op til omkring 1500 meters højde, undertiden op til 2100 m.

 

 

Blåstrubet skægfugl, Pokhara, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Picidae Spætter
Medlemmer af denne familie, der rummer omkring 240 arter i 35 slægter, findes i hele verden med undtagelse af for Australien, Ny Guinea, New Zealand og Madagascar, samt i de polare regioner. De fleste arter er kendt for deres karakteristiske måde at søge føde på, idet de hakker i træstammer og grene. Mange arter kommunikerer i yngletiden ved at tromme på træstammer med næbbet.

 

Dendrocopos Flagspætter
En vidt udbredt slægt i Eurasien og Nordafrika. Førhen rummede den omkring 25 arter, men mange er blevet overført til andre slægter, og kun 12 arter er forblevet i Dendrocopos.

Slægtsnavnet er afledt af græsk dendron (‘træ’) og kopos (‘hårdt arbejde’), hvilket naturligvis hentyder til deres fødesøgning.

 

Dendrocopos macei Okkerflagspætte
Denne vidt udbredte art lever mest i ret tørre skove, fra det nordlige Pakistan mod øst langs Himalaya til det sydvestlige Kina, samt desuden i det nordlige Myanmar, Bangladesh og langs de nordøstlige kyster af Indien. I Himalaya er den begrænset til lavere højder, overvejende under 1800 m.

 

 

Denne han af okkerflagspætte søger føde på en stamme af et dødt koraltræ (Erythrina stricta), Corbett Nationalpark, Kumaon, Uttarakhand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Falconidae Falke og caracaraer
Denne familie, der omfatter omkring 60 arter, er opdelt i 3 underfamilier, Herpetotherinae (latterfalk og skovfalke), Polyborinae (caracaraer og Spiziapteryx), samt Falconinae (typiske falke og pygmæfalke).

 

Falco Typiske falke
Den største slægt i familien med omkring 40 arter, vidt udbredt på alle kontinenter, med undtagelse af Antarktis.

Slægtsnavnet er afledt af latin falx eller falcis (‘håndsegl’), hvilket sigter til kløerne.

 

Falco tinnunculus Tårnfalk
Vores hjemlige tårnfalk har en stor udbredelse, fra Island, Portugal, de Canariske Øer og Nordafrika mod øst gennem tempererede og subtropiske områder af Asien til Stillehavskysten. Den er endvidere vidt udbredt i Afrika syd for Sahara. I Himalaya er den en ret almindelig standfugl, trækgæst og vintergæst, der undertiden træffes op til højder omkring 5200 m.

 

 

Tårnfalk hun, Tso Kar, Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Psittacidae Papegøjer
Papegøjer findes i de fleste varmere egne af kloden. Familien omfatter omkring 400 arter, fordelt på 92 slægter.

 

Psittacula Ædelparakitter
En slægt med 13 mellemstore, overvejende grønne papegøjer, hvoraf de fleste findes i Asien, med nogle få repræsentanter på øer i det Indiske Ocean øst for Afrika.

 

Psittacula himalayana Skiferhovedet ædelparakit
Hovedsagelig udbredt i Himalaya, fra det nordlige Pakistan mod øst til Arunachal Pradesh, men forekommer tillige i visse bjergområder i det vestlige Pakistan og det østlige Afghanistan. Den er en af de få papegøjearter, som foretager årstidsbestemte bevægelser, idet den om sommeren lever i højder op til omkring 2500 m, mens vinteren tilbringes i lavereliggende dale, oftest under 1000 meters højde.

 

 

Skiferhovedet ædelparakit, Corbett Nationalpark, Kumaon, Uttarakhand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Vangidae Vangaer m.fl.
Denne familie omfatter en gruppe af tornskade-lignende fugle, som er udbredt i Madagascar, Afrika og Asien. Foruden de malagasiske vangaer, som har givet navn til familien, er en række andre slægter blevet overført hertil, bl.a. hjelmtornskader (Prionops), asketornskader (Tephrodornis) og dværgtornskader (Hemipus).

Familienavnet er afledt af det malagasiske ord vanga, som er navnet på krognæbsvanga (Vanga curvirostris).

 

Hemipus Dværgtornskader
Denne slægt rummer kun to arter, der er udbredt i skove fra det indiske subkontinent mod øst til det sydvestlige Kina og derfra mod syd gennem Sydøstasien, Sumatra og Borneo til Java og Bali.

Klassifikationsmæssigt har slægten ført en omtumlet tilværelse. Først mente man, at disse fugle hørte hjemme blandt tornskaderne (Laniidae), dernæst blandt larveæderne (Campephagidae), så blandt asketornskaderne (Tephrodornithidae) og til slut i Vangidae.

 

Hemipus picatus Broget dværgtornskade
Udbredt i bjergområder i det sydlige og østlige Indien og i Sri Lanka, fra den vestlige del af Himalaya mod øst til det sydvestlige Kina, og derfra mod syd gennem Sydøstasien til Sumatra og Borneo. Arten er almindelig i Himalaya, hvor den findes op til højder omkring 1800 m.

 

 

Broget dværgtornskade, Dehra Dun, Uttarakhand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Laniidae Tornskader
Tornskader er en gruppe spurvefugle, som gør sig bemærket i landskabet, da de ofte sidder i toppen af træer eller buske, på pæle eller elledninger, på udkig efter bytte i form af bl.a. biller, guldsmede, bier, firben og mus. De udgør en lille familie med 33 arter i 4 slægter, hovedsagelig udbredt i Eurasien og Afrika, med en enkelt art i Ny Guinea og 2 i Nordamerika.

Tidligere var familien meget større, idet den omfattede busktornskader, kvastrygge, kratskader, bubuer og hjelmtornskader. En række genetiske studier har imidlertid afsløret, at disse grupper ikke er nært beslægtede med ægte tornskader. Det har medført, at busktornskader, kvastrygge, kratskader og bubuer er blevet overført til familien Malaconotidae, hjelmtornskader til familien Vangidae.

 

Lanius Typiske tornskader
Hovedparten af de 29 arter i denne slægt er hjemmehørende i Eurasien og Afrika. Stor tornskade (L. excubitor) har en cirkumpolar udbredelse, og som dens navn siger, er amerikansk tornskade (L. ludovicianus) begrænset til Nordamerika. 6 arter er observeret i Himalaya.

Slægtsnavnet er afledt af latin lanio (‘slagter’), hvilket hentyder til, at nogle af arterne spidder deres byttedyr på torne til senere brug.

 

Lanius schach Langhalet tornskade
Denne art er udbredt fra Uzbekistan mod øst til Kina og Taiwan, og mod syd til Sri Lanka, Filippinerne og Indonesien, med en isoleret bestand i Papua Ny Guinea.

Der er anerkendt 8 underarter, og udbredelsen af to af disse overlapper i det centrale Himalaya, erythronotus i den vestlige del og tricolor i den østlige del. Til tider ses blandede ynglepar af disse to racer. Arten træffes undertiden op til højder omkring 3000 m, men yngler især mellem 1500 og 2700 m. Om vinteren trækker den ned til lavere højder, undertiden til lavlandet.

Andre billeder af denne fugl kan ses på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i Taiwan.

 

 

Langhalet tornskade af underarten tricolor, Kimrong Khola, Modi Khola-dalen, Annapurna, centrale Nepal. Fuglen sidder i en busk af arten Berberis asiatica. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ungfugle af langhalet tornskade er tværvatrede, med et rødbrunt skær på ryggen, undersiden og halen. – Peokar, nær Kielang, Lahaul, Himachal Pradesh. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Lanius tephronotus Himalaya-tornskade
Denne art ligner langhalet tornskade en del, men halen er kortere, og ryggen er ensfarvet grå. Den er udbredt i hele Himalaya, fra Pakistan til Myanmar, i Bangladesh og størsteparten af Sydøstasien, og derfra mod nord gennem det vestlige Kina og det østlige Tibet til Qinghai. I yngletiden træffes den i højder mellem 2200 og 4600 m, og om vinteren trækker den ned til højder omkring 2000 m, undertiden så lavt som 300 m.

 

 

Da jeg kom for tæt på denne Himalaya-tornskade i et pilekrat i udkanten af byen Shigatse, Tibet, varslede den kraftigt. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Himalaya-tornskade, Gyapla, Ghunsa-dalen, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Oriolidae Piroler m.fl.
En lille familie med 4 slægter og omkring 38 arter.

 

Oriolus Piroler
Denne slægt er langt den største i familien, idet den omfatter ca. 29 arter, udbredt i store dele af varmere egne af Afrika og Asien. En enkelt art, vores hjemlige pirol (O. oriolus), optræder som sommergæst i store dele af Europa.

 

Oriolus xanthornus Orientalsk hættepirol
En vidt udbredt art, som findes på det indiske subkontinent samt fra Indokina mod syd til Borneo. I Himalaya er den en almindelig standfugl i højder under 400 m, men træffes dog ofte op til omkring 1000 m.

 

 

Orientalsk hættepirol, Dehra Dun, Uttarakhand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Corvidae Kragefugle
Denne næsten kosmopolitiske familie, der rummer de største spurvefugle, rummer 24 slægter med over 120 arter af ravne, krager, råger, alliker, skader, skovskader, alpealliker og alpekrager, nøddekriger og andre.

 

Urocissa Kittaer eller blåskader
Denne slægt rummer 5 arter af pragtfuldt farvede fugle, som er udbredt på det indiske subkontinent, samt i Indokina, det sydlige Kina og Taiwan. En enkelt art er beskrevet nedenfor, og endvidere er Taiwan-kitta (U. caerulea) beskrevet på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i Taiwan, mens Sri Lanka-kitta (U. ornata) er præsenteret på siden Hyldest til farven blå.

Disse fugle æder hovedsagelig store insekter og andre invertebrater, samt forskellige slags frugter, men de er også idelige plyndrere af småfugles reder.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk oura (‘hale’) og kissa, som oprindeligt betød skovskade (Garrulus glandarius), men i denne forbindelse kan oversættes som blot ‘skade’. Navnet hentyder til disse fugles lange hale.

 

Urocissa flavirostris Gulnæbbet kitta
Denne art er udbredt langs Himalaya, fra Afghanistan til det nordlige og vestlige Myanmar, med en disjunkt population i det nordlige Vietnam. I ynglesæsonen træffes den normalt i højder mellem 1500 og 3000 m, mens den om vinteren flytter ned til lidt lavere højder.

 

 

Gulnæbbet kitta, Tharke Ghyang, Helambu, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Gulnæbbet kitta, fotograferet i regnvejr, Manali, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Gulnæbbet kitta, Benkar, Khumbu, østlige Nepal. På det øverste billede skaber et vindstød uorden i fjerdragten. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Pica Skader
Tidligere var kun 2 arter anerkendt i denne slægt, almindelig husskade (Pica pica) i Eurasien og det vestlige Nordamerika, samt gulnæbbet husskade (Pica nuttalli), som er endemisk i Californien. Nylige genetiske undersøgelser har imidlertid opsplittet den almindelige husskade i et antal arter, den eurasiske husskade (Pica pica) (se nedenfor), Maghreb-husskade (P. mauritanica) i Nordafrika, Asir-husskade (P. asirensis) i det sydvestlige Saudi Arabien, orientalsk husskade (P. serica) i det østlige og sydlige Kina, Taiwan, og det nordlige Indokina, sortgumpet husskade (P. bottanensis) i det vestlige-centrale Kina og den nordøstlige del af Himalaya, samt sortnæbbet husskade (P. hudsonia) i det vestlige Nordamerika.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på husskaden. Dens rolle i europæisk folklore er beskrevet på siden Dyreliv: Byens dyreliv.

 

Pica pica Eurasisk husskade
Denne fugl er vidt udbredt i Eurasien, med 6 underarter anerkendt. Som beskrevet ovenfor er andre underarter blevet opgraderet til selvstændige arter. Udbredelsen af russisk husskade, underarten bactriana, når lige netop det nordlige Pakistan og Ladakh, mens sortgumpet husskade (P. bottanensis) findes i Bhutan og Arunachal Pradesh.

Underartsnavnet sigter til Bactriana, på persisk Bakhtar, Oldtidens navn på en region nord for Hindu Kush-bjergene og syd for Amu Darya-floden, et lavtliggende område i nutidens Afghanistan, Tajikistan og Uzbekistan.

 

 

Russisk husskade, Shey Palace, Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne russiske husskade sidder på en chorten (en lamaistisk helligdom i stil med en stupa), Thikse Gompa, Ladakh. Chorten‘er og gompa‘er er beskrevet på siden Religion: Buddhisme. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Nucifraga Nøddekriger
En lille slægt med 2 eller 3 arter. Den almindelige nøddekrige (Nucifraga caryocatactes) er vidt udbredt i Europa og Asien, hvoraf en underart i den vestlige del af Himalaya, Kashmir-nøddekrige, af mange autoriteter betragtes som en selvstændig art, N. multipunctata. Den tredje art, amerikansk nøddekrige (N. columbiana), lever i det vestlige Nordamerika.

Det vigtigste fødeemne for disse fugle er frø af forskellige arter af fyr (Pinus), som de knækker med deres kraftige næb. Denne adfærd ses af slægtsnavnet, som er afledt af latin nuci (‘nød’) og frango (‘at knække’ eller ‘at sønderbryde’).

Når fyrre-frø er talrige, skaber disse fugle forråd af overskydende frø, idet en enkelt fugl kan indsamle ikke færre end ca. 30.000 på en enkelt sæson. De er i stand til at huske omkring 70% af deres opbevaringssteder, selv når de er begravet i sne. De opbevarer ofte frø langt fra det sted, hvor de blev indsamlet, og disse fugle er således vigtige genskabere af skov i fældede eller brændte skovarealer. (Kilde: D.F. Tomback 2016, i Why birds matter: avian ecological function and ecosystem services, red. Sekercioglu, Wenny & Whelan, University of Chicago Press)

I områder uden fyrretræer udgør frø af gran (Picea) og hasselnødder (Corylus) en vigtig del af føden.

 

Nucifraga caryocatactes Almindelig nøddekrige
Denne fugl har en uhyre stor udbredelse, fra det sydlige Norge mod øst i et bredt bælte gennem den sibiriske taiga til Kamchatka, Korea og Japan, i adskillige bjergområder i Centraleuropa, Himalaya, det vestlige og nordlige Kina, samt i Taiwan.

Artens fjerdragt er meget variabel, og ikke færre end 9 underarter er beskrevet. I Himalaya forekommer 3 underarter: multipunctata, der af nogle betragtes som en særskilt art, findes i det nordlige Kashmir, nordlige Pakistan og østlige Afghanistan; hemispila er udbredt fra det sydlige Kashmir mod øst til det vestlige Nepal; og endelig macella, som er udbredt fra det vestlige Nepal mod øst til det nordlige Myanmar og Yunnan-provinsen.

Artsnavnet har samme betydning som slægtsnavnet, men er afledt af oldgræsk karyon (‘nød’) og kataseio (‘at sønderbryde’).

 

 

Almindelig nøddekrige af underarten macella hviler i en tårefyr (Pinus wallichiana), Ringmo, Solu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Pyrrhocorax
Denne slægt består af kun to knaldsorte kragefugle, der nemt kendes på deres farvestrålende næb og fødder, samt på deres kald, der indeholder lidet krage-lignende lyde, noget i retning af piuuu eller pif. Begge arter vidt udbredt i Europa, Nordafrika og Asien. De er mesterlige flyvere, og man ser dem ofte lave luftakrobatik i store flokke, mens de ustandseligt kalder.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk pyrrhos (‘flamme-farvet’), af pyr (‘ild’), samt korax (‘ravn’), hvilket sandsynligvis hentyder til det røde næb hos alpekragen (nedenfor).

 

Pyrrhocorax pyrrhocorax Alpekrage
Denne art er en smule større end alpealliken (nedenfor) og har længere, koralrødt næb. Den er ret almindelig i Himalaya og store dele af Centralasien, og er endvidere udbredt gennem Mellemøsten til Europa, hvor den findes i Irland, Wales, Frankrig, de sydvestlige Alper, Italien, samt på Balkan og i store dele af den Iberiske Halvø. I Afrika forekommer den i Atlas-bjergene i Marokko, i Tunesien, i Ethiopiens højland, samt på den kanariske ø La Palma.

 

 

Alpekrage søger føde, Deboche, Khumbu, østlige Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Alpekrage, Namche Bazaar, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pyrrhocorax graculus Alpeallike
Den mindste art er alpealliken, som har gult næb og rødlige ben. Den er vidt udbredt, idet den findes i Marokko, Pyrenæerne, Alperne og andre centraleuropæiske bjerge, i Italien og på Balkan, på Kreta, i Tyrkiet, Kaukasus, og Alborz-bjergene i Iran, samt i Himalaya og andre centralasiatiske bjerge.

Den er meget almindelig i Himalaya, hvor den generelt træffes i større højder end alpekragen (nedenfor).

 

 

Alpealliker, Annapurna Base Camp, øvre Modi Khola-dal, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Alpealliken er ofte tillidsfuld. Denne fugl blev fotograferet uden for en restaurant i det lille bosted Tughla, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Alpealliker kredser over den øvre del af Ghunsa-dalen, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Corvus Ravne, krager, råger
Denne slægt, der rummer omkring 45 medlemmer, findes i så godt som alle verdens tempererede områder, med undtagelse af Sydamerika. De største arter kaldes ravne, mens de lidt mindre arter benævnes krager eller råger. Slægtsnavnet er latin for ‘ravn’. Medlemmer af denne slægt er blandt de mest intelligente fugle.

Førhen var også alliker placeret i denne slægt, men efter genetiske undersøgelser er de blevet overført til en særskilt slægt, Coloeus.

 

Corvus macrorhynchos Stornæbbet krage
Førhen blev denne art kaldt for junglekrage, et navn, som også omfattede to andre krager, der i dag regnes for selvstændige arter, indisk junglekrage (C. culminatus) og østlig junglekrage (C. levaillantii).

Trods denne opsplitning har stornæbbet krage stadig en meget stor udbredelse, idet den findes fra Afghanistan gennem Himalaya og Tibet til det sydøstlige Sibirien, det nordlige Kina samt Taiwan, og videre sydpå gennem Sydøstasien til Indonesien og Filippinerne.

Den lever i et bredt udsnit af biotoper, bl.a. skove, klippefyldte områder, agerland og langs floder. I Himalaya findes den i højder op til mindst 3000 m. Den ligner meget ravnen, men foruden sin mindre størrelse kan den kendes på det slankere næb og den stejlere ‘pande’.

 

 

Stornæbbet krage træffes ofte nær boliger. Denne sidder på et hustag i landsbyen Namche Bazaar, Khumbu, østlige Nepal. Fuglen opsuger varmen fra morgensolen, mens fugt i dens fjerdragt fordamper. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne stornæbbede krage kalder fra toppen af en Himalaya-ædelgran (Abies spectabilis), Namche Bazaar, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kaldende stornæbbet krage, Corbett Nationalpark, Kumaon, Uttarakhand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Corvus corax Ravn
Ravnen er det medlem af familien, som har den største udbredelse, idet den findes i næsten alle arktiske og tempererede områder på den nordlige halvkugle. I Himalaya er den en almindelig standfugl, fortrinsvis i højder mellem 3500 og 5000 m.

På grund af sin intelligente adfærd optræder denne fugl i adskillige mytologier tværs gennem Eurasien. I den nordiske mytologi var to ravne, Hugin (‘tanke’) og Munin (‘hukommelse’), Odins tjenere, som bragte ham nyt fra hele verden.

 

 

Ravn, Markha-dalen, Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Paridae Mejser
Denne familie rummer omkring 64 arter, som genetiske studier i de senere år har fordelt på 14 slægter. Arternes indbyrdes slægtskab er dog langtfra afklaret, og fremtidige studier kan nemt ændre på nomenklaturen endnu en gang.

Navnet mejse kommer af tysk Meise, der stammer fra det proto-germanske navn på disse fugle, maison.

 

Lophophanes Topmejser
Denne slægt rummer kun 2 arter, hvoraf den ene præsenteres nedenfor. Den anden er den europæiske topmejse (L. cristatus), som er vidt udbredt i Europa, mod øst til Ural-bjergene. Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk lophos (‘top’) og phaino (‘at vise’), hvilket sigter til begge arters prominente top.

 

Lophophanes dichrous Gråstrubet topmejse
En vidt udbredt art, som findes langs hele Himalaya mod øst til store dele af det vestlige Kina og den nordlige del af Indokina. I Himalaya yngler den i skove i højder mellem 2400 og 4000 m, og om vinteren trækker den ned til lidt lavere højder.

 

 

Gråstrubet topmejse, Banthanti, Annapurna, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Pseudopodoces humilis Tibet-mejse
Denne fugl, som er det eneste medlem af slægten, er vidt udbredt på den tibetanske højslette og findes tillige i tørre områder i den nordøstligste del af Pakistan, den nordvestligste del af Indien, i det nordvestlige Nepal, samt i det nordlige Bhutan.

Dens besynderlige fremtoning forvirrede datidens taksonomer, som kaldte den for Hume’s løbekrage, idet de antog, at den tilhørte kragefamilien (Corvidae). Siden har genetiske undersøgelser åbenbaret, at den er en mejse med de nærmeste slægtninge i Parus.

Dens rede er højst usædvanlig for en spurvefugl, idet den bygges i en tunnel, som fuglen selv graver ind i en skrænt, til tider op mod 1,8 m dyb.

 

 

Tibet-mejse, Shigatse, Tibet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Parus
Tidligere omfattede denne slægt hovedparten af mejserne, omkring 50 arter, men langt størsteparten er blevet overført til andre slægter og efterlader kun 4 arter i Parus, det klassiske latinske navn på disse fugle.

 

Parus monticolus Grønrygget musvit
Denne art ligner meget vor hjemlige musvit (P. major), men har to hvide vingebånd og ofte en bredere sort bryststribe, og dens sang er også anderledes.

Den er vidt udbredt i Asien, fra det nordlige Pakistan langs Himalaya til det nordlige Myanmar og det vestlige Kina, med en isoleret bestand i Taiwans lavere bjerge. I Himalaya yngler den i højder mellem 1400 og 3700 m, og vinteren tilbringes normalt under 2800 m.

 

 

Grønrygget musvit med føde, Kutumsang, Helambu, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Grønrygget musvit, nær Sekathum, Tamur-dalen, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Alaudidae Lærker
Denne familie rummer 21 slægter med omkring 100 arter, udbredt i Afrika og Eurasien, med en enkelt art i såvel Amerika som Australien.

 

Alauda Sanglærker
En lille slægt med 4 arter, udbredt i Eurasien og det nordlige Afrika. Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for lærke.

 

Alauda gulgula Lille sanglærke
Denne art, som omfatter omkring 13 underarter, er vidt udbredt, fra Iran og Turkmenistan mod øst til Qinghai, Gansu og den sydvestlige del af Indre Mongoliet, mod syd gennem Pamir-bjergene, den tibetanske højslette og Kina til Sydindien og Sri Lanka, Indokina og Filippinerne. I Himalaya yngler den i græsklædte områder op til en højde af mindst 3600 m.

Det latinske artsnavn hentyder sandsynligvis til artens fine sang, afledt af latin gula (‘strube’).

 

 

Lille sanglærke, Gyantse, Tibet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Eremophila Bjerglærker
En lille slægt med kun 2 arter, men udbredt over størstedelen af den nordlige halvkugle. Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk eremos (‘ørken’) og phileo (‘at holde af’), som sigter til en af arternes foretrukne habitater.

 

Eremophila alpestris Bjerglærke
I modsætning til de fleste andre lærker har denne art en broget fjerdragt, med en sort stribe fra basis af næbbet til øjet og videre ned over kinden, et sort brystbånd, samt en smal sort halvcirkel på issen. I yngledragten forlænges hannens halvcirkel til to små toppe, som har givet anledning til et af artens engelske navne, horned lark.

Ikke færre end omkring 42 underarter af denne fugl er udbredt over størstedelen af den nordlige halvkugle, langs den arktiske kyst fra Skandinavien mod øst til Alaska og det nordøstlige Canada, og derfra mod syd til Mexico, med an isoleret bestand i Columbia. Den findes også i størsteparten af Centralasien, mod syd til Himalaya, samt mod vest til Ukraine, Mellemøsten og Balkan, med an isoleret population i Atlas-bjergene i det nordvestlige Afrika. Arktiske bestande er trækfugle.

I Himalaya er underarten longirostris en temmelig almindelig ynglefugl i Ladakh og andre halvørken-områder i bjergenes nordlige udkant.

 

 

Han af bjerglærke, underarten longirostris, Nimaling, Markha-dalen, Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hun af bjerglærke, underarten longirostris, Tso Moriri, Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Calandrella
Denne lille slægt med 6 arter blev oprettet i 1829 af den tyske naturhistoriker Johann Jakob von Kaup (1803-1873), der troede på en strengt matematisk orden i naturen og klassificerede planter og dyr efter det mærkværdige quinariske system, som lagde vægt på antallet fem og fastslog, at alle taxa kunne opdeles i fem undergrupper, og hvis der kendtes færre end fem, var quinarianerne overbevist om, et den eller de manglende taxa blot skulle findes.

Slægtsnavnet er diminutiv af oldgræsk kalandros, kalanderlærken (Melanocorypha calandra). Tilsyneladende fandt Kaup, at typearten, den korttåede lærke (C. brachydactyla), lignede en lille kalanderlærke.

 

Calandrella acutirostris Humes korttået lærke
Denne fugl er udbredt fra det nordøstlige Iran og det østlige Kazakhstan mod øst til Gansu-provinsen, samt mod syd gennem den tibetanske højslette til Pakistan og videre langs Himalaya til det nordlige Myanmar. Den yngler i højtliggende ørkener og halvørkener og tilbringer vinteren i lavlandet, til tider så langt mod syd som Maharashtra i Indien. Den er en almindelig ynglefugl i Ladakh.

Artsnavnet er afledt af latin acutus (‘spids’) og rostrum (‘næb’), mens det populære navn er givet til ære for den britiske naturhistoriker Allan Octavian Hume (1829-1912), som beskrev arten. Han var medlem af Indian Civil Service og en af grundlæggerne af den Indiske Nationalkongres. Hume er blevet kaldt for ‘den indiske ornitologis fader’. Han oprettede et tidsskrift ved navn Stray Feathers, hvor han og hans abonnenter bragte notater om fugle fra hele Indien.

 

 

Humes korttået lærke, Tso Kar, Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Pycnonotidae Bulbuler etc.
Bulbuler er mellemstore spurvefugle, som tæller 27 slægter med i alt ca. 150 arter. De er udbredt i det meste af Afrika og gennem Mellemøsten til Tropisk Asien og Indonesien, og derfra mod nord til Japan. Arter i Afrika syd for Sahara er overvejende skovfugle, mens hovedparten af de nordafrikanske og asiatiske arter lever i åbent land.

 

Hypsipetes Sorte bulbuler
Denne slægt rummer omkring 19 arter, udbredt fra Madagascar og forskellige øer i det Indiske Ocean mod øst til det indiske subkontinent, det sydlige Kina og Taiwan, og derfra mod syd gennem Sydøstasien til Indonesien.

Førhen blev de sorte bulbuler i Asien anset for at være underarter af Madagascar-bulbul (H. madagascariensis), men de fleste autoriteter anerkender nu to særskilte asiatiske arter, asiatisk sort bulbul (nedenfor), som er vidt udbredt, idet den findes fra det nordøstlige Afghanistan gennem Himalaya til Indokina, Kina og Taiwan, samt sydindisk sort bulbul (H. ganeesa), der er begrænset til bjergegne i Sydindien og Sri Lanka.

 

Hypsipetes leucocephalus Asiatisk sort bulbul
Denne art er overvejende sort eller skiferfarvet, næb og gab er knaldrøde, og fødderne er orange. Til tider ses hvidhovedede former. Det videnskabelige artsnavn leucocephalus kommer af græsk leukos (’hvid’) og kephalos (’hoved’), så arten må være beskrevet ud fra et hvidhovedet eksemplar.

I Himalaya er underarten psaroides udbredt fra det østlige Afghanistan mod øst til det nordlige Myanmar, hvor den lever i skove fra de laveliggende dale op til en højde af omkring 3000 m. Den er langt mere grå end de øvrige underarter, med en iøjnefaldende grå plet bag øjet.

 

 

Syngende sort bulbul af underarten psaroides, Yamphudin, Kabeli-dalen, østlige Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Pycnonotus Typiske bulbuler
Medlemmer af denne slægt, der tæller omkring 32 arter, er vidt udbredt i Afrika, samt fra Mellemøsten gennem det indiske subkontinent til det sydlige Kina og Taiwan, og derfra mod syd til Indonesien.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk pyknos (‘tyk’ eller ‘kompakt’) og noton (‘ryg’). Det blev indført i 1826 af den tyske zoolog og sagfører Friedrich Boie (1789-1870), som beskrev mange nye arter og adskillige nye slægter af fugle. Formodentlig fandt Boie, at disse fugle var ret kompakte.

Han og hans bror Heinrich beskrev også omkring 50 nye arter af krybdyr.

 

Pycnonotus leucogenys Hvidkindet bulbul
En almindelig og vidt udbredt art, der forekommer fra det østlige Afghanistan langs Himalaya mod øst til det sydvestlige Kina. I Himalaya lever den i krat og sekundær skov, fra lavlandet op til omkring 2500 meters højde.

 

 

Hvidkindet bulbul, Tatopani, Kali Gandaki-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Pnoepygidae Skæltimalier
Denne familie rummer kun en enkelt slægt, Pnoepyga, med 5 arter af bittesmå, stumphalede fugle, der tidligere blev betragtet som timalier i familien Timaliidae. Efter genetiske studier er de blevet overført til en særskilt familie.

Et engelsk navn på disse fugle, cupwing (‘kopvinge’), sigter til deres korte, afrundede vinger.

 

Pnoepyga albiventer Almindelig skæltimalie
Denne art er udbredt i Himalaya, fra Kashmir mod øst til Myanmar, samt i bjergområder i det nordøstlige Indien og det nordlige Vietnam. I Himalaya yngler den i højder mellem 2400 og 4000 m, og om vinteren trækker den ned til de nedre dale.

Førhen blev skæltimalier i Taiwan betragtet som en underart af almindelig skæltimalie, men er nu blevet ophøjet til en selvstændig art, Pnoepyga formosana.

 

 

Almindelig skæltimalie, Deorali, Øvre Modi Khola-dal, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Aegithalidae
Ifølge seneste revision rummer denne familie af små spurvefugle 4 slægter med omkring 14 arter. Det er lidt af et mysterium for mig, at den amerikanske kratmejse (Psaltriparus minimus) er placeret i denne ellers rent eurasiske familie.

 

Aegithalos Halemejser
En slægt med omkring 10 små langhalede fugle, hvoraf de fleste er begrænset til Centralasien og Fjernøsten. En enkelt art, halemejsen (A. caudatus), er vidt udbredt, fra de Britiske Øer og Portugal mod øst til Japan.

Slægtsnavnet er et ældgammelt ord, benyttet af den græske filosof Aristoteles (384-322 f.Kr.) om mejser.

 

Aegithalos concinnus Rødkappet halemejse
Denne art er udbredt fra det nordlige Pakistan mod øst gennem Himalaya til den nordlige del af Indokina, det sydlige Kina samt Taiwan. Den er almindelig og vidt udbredt i Himalaya, hvor den lever i skovområder, hovedsagelig i højder mellem 1400 og 2700 m.

 

 

Rødkappet halemejse søger føde i en nepalesisk el (Alnus nepalensis), Dhunche, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Aegithalos iouschistos Brunøret halemejse
Denne fugl forekommer i bjergskove mellem 2600 og 3700 meters højde, fra det centrale Nepal mod øst til den nordlige del af Myanmar og den sydlige del af Yunnan-provinsen.

Den blev beskrevet i 1845 by den engelske zoolog Edward Blyth (1810-1873), der arbejdede som kurator i zoologi på museet i Asiatic Society of India i Calcutta (i dag Kolkata).

 

 

Brunøret halemejse med udfløjne unger, Ghora Tabela, øvre Langtang-dal, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Phylloscopidae Løvsangere
Tidligere blev medlemmer af denne familie henført til den store sangerfamilie (Sylviidae). Genetiske studier har imidlertid medført, at denne familie er blevet splittet op i adskillige familier.

Løvsangere udgør omkring 80 arter af små insektædende fugle, der alle er placeret i slægten Phylloscopus. Førhen omfattede familien også slægten Seicercus, men nylige genetiske undersøgelser har konkluderet, at disse fugle bør overføres til Phylloscopus.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk phyllon (‘blad’) og skopos, afledt af skopeo (‘at iagttage’), hvilket i denne forbindelse sikkert skal tolkes som ‘at undersøge’ (for insekter).

 

Phylloscopus reguloides Rhododendron-løvsanger
Denne fugl er vidt udbredt i fugtige bjergskove, fra det nordlige Pakistan langs Himalaya mod øst til Indokina og det sydlige Kina. I Himalaya findes den i højder mellem 2000 og 3800 m om sommeren, og hovedparten af bestanden overvintrer under 1500 m.

Artsnavnet er afledt af latin regulus (‘lille konge’) samt oides (‘ligner’), hvilket sigter til fuglens lighed med fuglekonger af slægten Regulus.

På engelsk kaldes arten for Blyth’s leaf-warbler, opkaldt efter den engelske zoolog Edward Blyth (1810-1873), der beskrev mange fuglearter fra Himalaya. Han arbejdede som kurator i zoologi på museet i Asiatic Society of India i Calcutta (i dag Kolkata).

 

 

Rhododendron-løvsanger, siddende på en gren af Himalaya-birk (Betula utilis), Kyangjuma, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Phylloscopus burkii Gulbrillet sanger
Denne art tilhørte tidligere slægten Seicercus. Den yngler i fugtige skove i Himalaya i højder mellem 2000 og 3800 m, fra Kashmir mod øst til Bhutan, mens vinteren tilbringes i Bangladesh og det østlige Indien.

 

 

Gulbrillet sanger letter fra en gren, Phele, Ghunsa-dalen, østlige Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Paradoxornithidae Papegøjenæb m.fl.
Papegøjenæb er en gruppe besynderlige fugle med tykke næb, beregnet til at knække hårde frø. På grund af deres akrobatiske adfærd og overfladiske lighed med halemejser (Aegithalos) blev de i sin tid placeret i mejsefamilien (Paridae), som halemejserne dengang tilhørte.

Senere studier har imidlertid vist, at papegøjenæb overhovedet ikke er beslægtet med mejser, og sammen med skægmejsen (Panurus biarmicus) blev de overført til en særskilt familie, Paradoxornithidae (‘paradoksale fugle’), der systematisk blev placeret nær timaliderne (Timaliidae). Skægmejsen er siden blevet overført til en særlig familie, Panuridae.

Nylige genetiske studier har haft den virkning, at et antal fugle, som tidligere var placeret i Timaliidae, er blevet overført til Paradoxornithidae, deriblandt Chrysomma-arter samt nogle fulvetta-arter, der førhen var placeret i slægten Alcippe, nu Fulvetta (nedenfor). Andre fulvettaer, som forblev i Alcippe, er blevet flyttet til en særskilt familie, Alcippeidae.

I dag omfatter Paradoxornithidae omkring 16 slægter med ca. 37 arter af små til mellemstore fugle.

 

Chrysomma
I dag rummer denne slægt kun to arter, der begge lever i varmere egne af Asien. En tredje art, øreplettet timalie, er blevet overført til slægten Moupinia.

Førhen var disse fugle placeret i familien Timaliidae (timalier), men genetiske studier har åbenbaret, at de er beslægtet med papegøjenæb.

 

Chrysomma sinense Ildøjetimalie
Denne art er udbredt fra Pakistan gennem det meste af Indien, Sri Lanka og Bangladesh mod øst til Sydøstasien og Kina. Den lever i græsland, krat og dyrkede områder, fortrinsvis på sletterne, men træffes også på bjergskråninger op til en højde af omkring 1200 m.

 

 

Ildøjetimalie, Dehra Dun, Uttarakhand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Fulvetta Fulvettaer
En lille slægt med 8 arter, udbredt fra Himalaya mod øst til Indokina, Kina og Taiwan. Disse fugle var førhen placeret i den store familie Tiimalidae, som siden er blevet opdelt i talrige familier.

 

Fulvetta vinipectus Hvidbrynet fulvetta
Denne lille fugl findes fra Himalaya mod øst til det nordlige Indokina og det sydlige Kina, hvor den lever i tempererede skove. I Himalaya yngler den i højder mellem 1800 og 3000 m, og om vinteren træffes den i lidt lavere højder.

 

 

En hvidbrynet fulvetta søger føde under en nepalesisk skræppe (Rumex nepalensis), Gopte, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Leiothrichidae Skadedrosler m.fl.
Skadedrosler udgør i alt 45 arter af farvestrålende, støjende spurvefugle af slægterne Garrulax, Trochalopteron, Pterorhinus og Grammatoptila, som i dag er placeret i familien Leiothrichidae sammen med bl.a. sibiaer (nedenfor), pragttimalier (Liocichla), minlaer (Minla), skælvinger (Actinodura) og sangtimalier (Leiothrix).

Tidligere tilhørte disse slægter familien Timaliidae, som udgjorde en slags ’systematikkens skraldespand’, hvor hundredevis af arter var blevet placeret. I dag er de fleste af disse arter overført til andre familier.

Medlemmer af denne familie er begrænset til Asien, hvor de lever i et bredt spektrum af habitater, fra fugtige tropiske regnskove til kolde områder i Kina, Taiwan og Himalaya.

 

Grammatoptila striata Stribet skadedrossel
Denne fugl, som førhen tilhørte slægten Garrulax, er nu det eneste medlem i slægten Grammatoptila. Den er lokalt ret almindelig, udbredt fra Himachal Pradesh mod øst til Myanmar og Yunnan-provinsen. Den lever i frodige skove i højder mellem 1200 og 2900 m.

 

 

Denne stribede skadedrossel æder nektar eller pollen i en blomst af Rhododendron arboreum, Sinuwa, Modi Khola-dalen, Annapurna, centrale Nepal. Denne art producerer om foråret en overdådighed af pollen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Trochalopteron Skadedrosler
Denne slægt omfatter 19 arter, som for størstedelens vedkommende forekommer i Himalaya, Indokina, Kina og Taiwan, med en enkelt art, Himalaya-skadedrossel (nedenfor) tillige udbredt i Centralasien, og en anden, Malaj-skadedrossel (T. peninsulae), som lever i den sydligste del af Thailand og på Malakka-halvøen.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk trokhos (‘hjul’) og pteron (‘vinge’), hvilket hentyder til de korte afrundede vinger hos disse fugle.

 

Trochalopteron affine Hvidskægget skadedrossel
Denne art er en almindelig standfugl fra det vestlige Nepal mod øst til det vestlige Kina og det nordlige Indokina. Den yngler i skove og krat i store højder, mellem 2800 og 4000 m. Om vinteren trækker den ofte ned til omkring 1800 meters højde.

 

 

Hvidskægget skadedrossel, nær Dudh Kosi-floden (øverst), samt nær Tengboche-klostret, begge i Khumbu, østlige Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Trochalopteron lineatum Himalaya-skadedrossel
En vidt udbredt art, som findes fra det østligste Uzbekistan og Tajikistan mod øst langs Karakoram-bjergene og Himalaya mod øst til Sikkim, samt i bjergegne i det sydøstlige Afghanistan og det vestlige Pakistan. Den er en almindelig standfugl, som yngler i krat og landbrugsland, fortrinsvis i højder mellem 2400 og 3900 m. Om vinteren træffes den i højder mellem 1000 og 2700 m.

Fjerdragten hos denne fugl er meget variabel, rødbrun med varierende mængde gråt. Øredækfjerene er dog altid varmt rødbrune.

 

 

Himalaya-skadedrosler, Kielang, Lahaul, Himachal Pradesh. Fuglen på det øverste billede har fundet en stump brød. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Syngende Himalaya-skadedrossel, Sherpagaon, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Heterophasia Sibiaer
En slægt med 7 farvestrålende arter, som er begrænset til skove på det indiske subkontinent, samt i Fjernøsten og Sydøstasien. Nogle autoriteter placerer kun den langhalede sibia (H. picaoides) i denne slægt, idet de overfører de øvrige til slægten Malacias.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk heteros (‘forskelligartet’) og phasis (‘ytring’), hvilket sigter til den varierede sang hos disse fugle.

 

Heterophasia capistrata Sortkappet sibia
Denne smukke fugl er meget almindelig i Himalaya, fra Pakistan mod øst til Arunachal Pradesh, hvor den lever i stedsegrønne løvskove i højder mellem 1500 og 3000 m. Den er en fremragende sanger.

 

 

Denne sortkappede sibia markerer sit yngleterritorium gennem sang, Ghasa, Kali Gandaki-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Pterorhinus Skadedrosler
Gennem mange år var medlemmerne af denne slægt placeret i den store slægt Garrulax, som imidlertid i 2018 blev splittet op i adskillige slægter. Det medførte bl.a., at slægten Pterorhinus blev gendannet. Den var oprindelig blevet oprettet af den engelske naturhistoriker Robert Swinhoe (1836-1877), som i 1860 blev den første europæiske konsul i Taiwan. Han opdagede mange nye arter, og 4 pattedyr og 15 fuglearter er opkaldt efter ham.

I dag rummer slægten 23 arter, udbredt fra det indiske subkontinent mod øst til det sydlige Kina, og derfra mod syd til Indonesien.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk pteron (‘fjer’) og rhinos (‘næse’), hvilket hentyder til de fjerklædte næsebor hos disse fugle.

 

Pterorhinus albogularis Hvidstrubet skadedrossel
Denne fugl er udbredt fra Pakistan mod øst langs Himalaya til det vestlige Kina og det nordlige Indokina. Dens habitat er fugtige bjergskove, hvor den om sommeren yngler i højder mellem 1800 og 3000 m. Om vinteren kan den træffes ned til omkring 1200 meters højde.

Førhen mente man, at denne art også forekom i bjergskove i Taiwan. Fuglene her er imidlertid blevet ophøjet til en selvstændig art, P. ruficeps.

 

 

Hvidstrubet skadedrossel, Tharke Ghyang, Helambu, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Sittidae Spætmejser
Spætmejser udgør en familie af små spurvefugle med omkring 29 arter, alle placeret i slægten Sitta. Disse fugle er kendetegnet ved deres fødesøgning, hvor de kryber op og ned ad træstammer på udkig efter larver, som de trækker ud ved hjælp af deres kraftige næb.

 

Sitta himalayensis Himalaya-spætmejse
Almindelig ynglefugl i skove i højder mellem 1800 og 3200 m, fra Himachal Pradesh mod øst langs Himalaya til det nordlige Myanmar, nordlige Vietnam og Yunnan-provinsen i Kina, samt tillige i bjergegne langs grænsen mellem Indien og Myanmar. En del af bestanden trækker ned til lavereliggende dale om vinteren.

 

 

Himalaya-spætmejse, Dhunche, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Tichodroma muraria Murløber
Denne art, det eneste medlem af familien Tichodromidae, var førhen placeret sammen med spætmejserne i familien Sittidae. Den er vidt udbredt i bjergområder, fra Spanien mod øst gennem Sydeuropa, Mellemøsten og Kaukasus til de sydlige dele af Centralasien. Nogle bevægelser finder sted i vintertiden. I Himalaya er den en ret sjælden ynglefugl i højder over 3000 m, men er mere almindelig om vinteren, hvor den undertiden kan iagttages i lavtliggende dale.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk teikhos (‘mur’) og dromos (‘at løbe’), hvilket sigter til artens fouragering på stejle klippevægge. Artsnavnet er afledt af latin murus (‘mur’).

 

 

Denne murløber søger føde på en vegetationsløs skrænt langs en vej, Gangtsemu-bjergene, Yunnan-provinsen, Kina. På det nederste billede ses dens skarlagenrøde vinger. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Sturnidae Stære
Stærene udgør en gruppe mellemstore spurvefugle på omkring 118 arter, fordelt på ca. 30 slægter. Deres naturlige udbredelsesområde er Europa, Afrika, Asien, det nordlige Australien samt nogle øer i Stillehavet. Mange arter er blevet indført andre steder, bl.a. Nordamerika, Hawaii og New Zealand. Her konkurrerer de ofte med lokale fugle, og mange af dem betragtes som invasive arter, i Nordamerika specielt den almindelige stær (Sturnus vulgaris), som er omtalt på siden Natur: Invasive arter.

 

Saroglossa spiloptera Marmorstær
Denne art, den eneste i slægten Saroglossa, yngler i Himalaya mod øst til Bhutan, mens vinteren tilbringes i det nordøstlige Indien, Bangladesh, Myanmar og det nordlige Thailand. Madagascar-stæren (Hartlaubius auratus) placeres i denne slægt af nogle autoriteter. Den er endemisk i Madagascar.

Marmorstæren er i ret kraftig tilbagegang på grund af tab af dens levesteder, der fortrinsvis er lavereliggende bjergskove, som i stor stil ryddes til agerland. I Himalaya findes den normalt under 1000 meters højde, men træffes undertiden op til omkring 1800 m.

 

 

Han af marmorstær, Manigaon, Trisuli-dalen, centrale Nepal. Hunnen er ensfarvet brunlig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Acridotheres Hyrdestære
En slægt med 10 arter, udbredt fra Kazakhstan, Turkmenistan og Iran mod øst til Kina og Taiwan, mod syd til Sri Lanka og Indonesien.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk akridos (‘græshoppe’) og theras (‘jæger’). Når græshopper er talrige, propper stære og hyrdestære sig med disse insekter. Et eksempel er beskrevet på siden Folk: Pehr Forsskål – genial svensk videnskabsmand.

Et antal arter af denne slægt er beskrevet på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i Taiwan.

 

Acridotheres fuscus Brun hyrdestær
Brun hyrdestær lever i bakket terræn i størsteparten af det indiske subkontinent, bl.a. hele Himalaya, samt tillige i det vestlige Myanmar og Thailand og på Malacca-halvøen. I Himalaya træffes den op til højder omkring 2000 m.

Denne art er blevet indført andre steder og danner ofte forvildede bestande, bl.a. i Japan, Vest-Samoa og Fiji. I Fiji blev den indført omkring 1890 for at dæmpe angrebene af skadelige insekter i sukkerrørsmarkerne. Herfra har den bredt sig til andre Stillehavsøer, bl.a. Niuafo’ou, hvor den er blevet en trussel mod indfødte fuglearter, med hvem den konkurrerer om redehuller.

Bestanden af underarten torquatus, som lever i Malaysia, er i tilbagegang, sandsynligvis udkonkurreret af Java-hyrdestær (A. javanicus), med hvilken den bastarderer. (Kilde: David Wells 2010. The Birds of the Thai-Malay Peninsula, Vol. 2. Bloomsbury Publishing)

Artsnavnet er latin og betyder ‘brun’, hvilket sigter til det brunlige skær på undersiden af den ellers skiferfarvede fjerdragt.

 

 

Brun hyrdestær, Pokhara, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Turdidae Drosler
Drosler udgør en stor, næsten global familie af små til mellemstore fugle, der tilbringer megen tid med at fouragere på jorden efter orme og andre invertebrater. Mange af arterne æder desuden frugt. Engang var denne familie langt større og inkluderede mange slægter, der nu er overført til fluesnappernes familie (Muscicapidae).

Mange drosselarter er omtalt på siden Dyreliv: Drosler.

 

Zoothera Asiatiske drosler
Tidligere var omkring 46 arter placeret i denne slægt. På et tidligt tidspunkt blev to amerikanske arter overført til andre slægter, Mexicodrossel til Ridgwayia og flammedrossel til Ixoreus, og efter en række genetiske studier blev ca. 22 andre arter i 2008 overført til slægten Geokichla.

Slægtsnavnet er afledt af græsk zoon (‘dyr’) og theras (‘jæger’), hvilket hentyder til, at disse drosler ofte afsøger skovbunden for invertebrater.

 

Zoothera mollissima Alpin drossel
Denne art er udbredt fra det nordlige Pakistan langs Himalaya mod øst til det sydøstlige Tibet og det sydvestlige Kina. Førhen var fugle i det centrale Kina inkluderet i denne art, der dengang blev kaldt mollissima-drossel. Genetiske undersøgelser har imidlertid haft den effekt, at den er blevet opsplittet i 3 arter, alpin drossel, Himalaya-drossel (Z. salimalii), der yngler fra Sikkim mod øst til Yunnan-provinsen i Kina, samt Sichuan-drossel (Z. griseiceps), der findes i det centrale Kina.

 

 

Alpin drossel, Dhunche, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Grandala coelicolor Grandala
Denne art, det eneste medlem af slægten, er udbredt fra Kashmir langs hele Himalaya-bjergkæden og herfra videre mod nord gennem den østlige del af Tibet til den vestlige del af Kina, fra det nordlige Yunnan mod nord til det østlige Qinghai. Den yngler i alpine områder mellem 4000 og 5500 meters højde, mens vinteren tilbringes i lidt lavere højder.

Hannen er en pragtfuld fugl, hvis fjerdragt er en næsten iridiserende blå farve. Hunnen er helt anderledes, grålig med svage hvide striber på brystet, i hovedet og i nakken, og vingerne har et brunligt skær.

Systematisk har denne art ført en omtumlet tilværelse. Oprindeligt var den placeret i drosselfamilien (Turdidae), men efter genetiske studier blev den overført til fluesnapperfamilien (Muscicapidae). Fornylig er den imidlertid blevet flyttet tilbage til drosselfamilien!

 

 

Fra en sten i en bjergbæk i Gokyo-dalen, Khumbu, østlige Nepal, lettede denne han af grandala og fløj rundt på fluesnapper-manér for at snappe et insekt, inden den atter landede på sin udkigspost. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Muscicapidae Den Gamle Verdens fluesnappere
Genetisk forskning har åbenbaret, at mange mindre fugle, som tidligere blev anset for at være små drosselfugle i drossel-familien (Turdidae), i realiteten er fluesnappere. I dag omfatter familien omkring 51 slægter med ca. 324 arter, som er vidt udbredt i Afrika og Eurasien. Familienavnet er afledt af latin musca (‘flue’) og capere (‘at fange’).

 

Copsychus Dayaldrosler, shama
Medlemmer af denne slægt, der rummer 12 arter af mellemstore insektædende spurvefugle, er hovedsagelig udbredt i varmere egne af Asien, med en enkelt art på Madagascar samt én på Seychellerne.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kopsykhos, som betyder ‘sort fugl’.

 

Copsychus saularis Dayaldrossel
Denne markante sort-hvide fugl er udbredt i hovedparten af det indiske subkontinent og Sydøstasien, mod øst til det sydøstlige Kina. Den lever i åbne skove, krat og større haver. I Himalaya træffes den op til en højde af 2000 m, undertiden op til 3000 m.

Iøvrigt er arten nationalfugl i Bangladesh.

Et antal billeder af denne art vises på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i Taiwan.

 

 

Hunnen af dayaldrossel har gråligt hoved og bryst, hvor hannen er knaldsort. Denne hun gisper i sommervarmen, siddende på et hustag i landsbyen Betrawati, Trisuli-dalen, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Eumyias
En lille asiatisk slægt, som består af 6 overvejende blålige eller skiferfarvede fluesnappere.

 

Eumyias thalassina Irgrøn fluesnapper
Denne markante fugl er udbredt fra det nordlige Pakistan mod øst til det sydlige Kina, og derfra mod syd gennem Sydøstasien til Sumatra og Borneo. I Himalaya er den en almindelig ynglefugl i højder mellem 1200 og 2600 m, undertiden op til 3200 m. Langt størsteparten af bestanden trækker om efteråret til sydligere områder i Indien, men nogle få forbliver ved foden af bjergene.

Hannens fjerdragt er en smule mere turkisfarvet end hunnens.

 

 

Han af irgrøn fluesnapper, Khewang, Kabeli-dalen, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Calliope Rubinstrube
Denne slægt blev oprettet af den engelske ornitolog og kunstner John Gould (1804-81) i 1837, hvor han beskrev bjergrubinstruben (C. pectoralis). Senere blev denne fugl og andre rubinstruber overført til nattergaleslægten (Luscinia). Et genetisk studium fra 2010 fandt imidlertid, at denne slægt ikke var monofyletisk, og Calliope blev genindført. I dag omfatter slægten 5 arter.

Calliope var den mest fremtrædende blandt de ni muser i den græske mytologi, som herskede over poesi, sang, kunst og videnskab. Navnet er afledt af kallos (‘skøn’) og ops (‘stemme’), hvilket i denne sammenhæng hentyder til disse fugles fine sang.

 

Calliope pectoralis Himalaya-rubinstrube
Denne art, der førhen blev kaldt for bjergrubinstrube, er vidt udbredt, fra Tien Shan-bjergene i Kazakhstan og Kirgisien mod syd til det nordøstlige Afghanistan og Himalaya, og derfra mod øst til Bhutan. I Himalaya er arten en almindelig ynglefugl i kratområder i store højder, mellem 3300 og 4800 m. Om vinteren trækker den ned til højder under 1300 m, og den observeres ofte ved foden af bjergene.

Tidligere var fugle i det vestlige Kina, Tibet og det nordlige Myanmar inkluderet i denne art, men betragtes nu som en særskilt art, kinesisk rubinstrube (C. tschebaiewi).

 

 

Syngende Himalaya-rubinstrube, Dusum, Khumbu, østlige Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Tarsiger Blåstjerter
En lille slægt med 6 arter, udbredt fra Himalaya mod øst til Indokina, Kina og Taiwan, med undtagelse af den vidt udbredte blåstjert (T. cyanurus), som findes i taiga-bæltet fra Finland mod øst til Japan.

 

Tarsiger chrysaeus Gylden blåstjert
Denne pragtfulde art findes fra det nordlige Pakistan mod øst langs Himalaya til det nordlige Myanmar og det vestlige Kina. Nordlige bestande er trækfugle, som tilbringer vinteren lidt længere mod syd.

I Himalaya yngler den i højder mellem 3500 og 4200 m, og om vinteren trækker den ned til højder mellem 1700 og 2800 m.

 

 

Han af gylden blåstjert, Tutu La, Makalu-Barun Nationalpark, østlige Nepal. Hunnens fjerdragt er en lidt blegere udgave af hannens. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Tarsiger rufilatus Himalaya-blåstjert
Udbredelsen af denne fugl svarer næsten til den gyldne blåstjerts (ovenfor). I Himalaya findes den om sommeren i højder mellem 3000 og 4000 m, mens vinteren tilbringes i højder mellem 1400 og 2800 m.

Førhen blev denne art betragtet som en underart af den vidt udbredte almindelige blåstjert (T. cyanurus), men i dag regner de fleste autoriteter den som en særskilt art.

 

 

Han af Himalaya-blåstjert, Deboche, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Enicurus Kløfthaler
Disse markante sort-hvide fugle har alle hvidlige ben samt en kløftet hale, hvilket har givet gruppen dens navn. De fleste af de 7 arter lever langs vandløb i Sydøstasien og Indonesien, 5 af dem tillige i Himalaya.

 

Enicurus immaculatus Sortrygget kløfthale
Denne art træffes langs rivende floder, fra Uttarakhand mod øst til det nordøstlige Indien, samt det nordlige Myanmar og Thailand. Den er ret almindelig i Himalaya, hvor den fortrinsvis lever under 1400 meters højde.

 

 

Sortrygget kløfthale i parringsspil, nær Landruk, Modi Khola-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Enicurus scouleri Lille kløfthale
Denne art adskiller sig fra de øvrige i slægten gennem sin korte hale. Den er vidt udbredt, fra Tien Shan-bjergene i Sinkiang mod syd til Himalaya og mod øst til det sydlige Kina og Taiwan. Den er ret almindelig i Himalaya, hvor den yngler i højder mellem 1500 og 4000, mens den om vinteren træffes omkring 1000 meters højde, undertiden helt ned til foden af bjergene.

Artsnavnet blev givet til ære for den skotske læge og naturhistoriker John Scouler (1804-71), som foretog adskillige rejser, bl.a. én i 1824-26 ombord på et Hudson Bay Company-skib med kurs mod Columbia-floden. Undervejs opankrede det på Madeira, i Rio de Janeiro, samt på Galapagos-øerne. Hans ledsager ombord var den kendte botaniker David Douglas (1799-1834), som lærte Scouler en mængde botanik. En anden rejse foretoges ombord på et handelsskib med kurs mod Calcutta, der undervejs gjorde ophold ved Kap Horn samt i Madras i Sydindien.

David Douglas’ korte men interessante liv er beskrevet på siden Planteliv: Gamle og store træer.

 

 

Denne lille kløfthale sidder på en sten i den nedre del af Marsyangdi-floden, mellem Tal og Karte, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Lille kløfthale, Deorali, Ghorepani, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Phoenicurus Rødstjerter
I denne slægt er hannerne generelt meget mere farvestrålende end hunnerne. Den indeholder 14 arter, udbredt fra det vestlige Europa og Nordafrika mod øst gennem tempererede egne af Asien, og derfra mod syd til Indien og Indokina.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk phoinix (‘rødbrun’) samt oura (‘hale’), der i lighed med det danske navn sigter til disse fugles røde hale. Stjert er en gammel dansk betegnelse for hale.

 

Phoenicurus erythrogastrus Bjergrødstjert
Denne fugl, der også kaldes Güldenstädts rødstjert, er vidt udbredt i høje bjerge i Asien, fra den sydlige del af Sibirien og Mongoliet mod syd til Afghanistan, Himalaya og det sydvestlige Kina, med en disjunkt population i Kaukasus.

Den er blandt de største rødstjerter, op til 18 cm lang. Hannen kendes nemt på den hvide isse, sort strube og den øverste del af brystet, orange-rød bug, samt en hvid plet på vingen. Hunnen er brunlig med orange skær, og halen er rødlig.

Arten yngler i højt beliggende enge og stenede områder i højder mellem 3600 og 5600 m, mens den om vinteren trækker ned til lidt lavere højder mellem 1500 og 4800 m. Nogle af de centralasiatiske bestande er trækfugle, som tilbringer vinteren i det nordøstlige Kina samt det nordlige Indokina.

Det alternative danske navn blev givet til minde om den baltiske naturhistoriker og opdagelsesrejsende Johann Anton Güldenstädt (1745-81), som deltog i en russisk ekspedition, udsendt af Katarina d. 2., hvis formål det var at udforske Kaukasus og andre sydlige grænseegne af det russiske imperium. Denne ekspedition udgjorde det første systematiske studium af Kaukasus. Güldenstädt døde under en feberepidemi i Sankt Petersborg.

 

 

Han af bjergrødstjert, Chhukung, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Phoenicurus frontalis Blåpandet rødstjert
Hannen af denne art har blåt hoved og strube, og vinger og den øverste del af ryggen er også blålige. Den øvrige fjerdragt er kraftigt orangerøde, med undtagelse af vinge- og halespids, som er næsten sorte.

Denne fugl, som lever i et bredt udsnit af habitater, bl.a. skovlysninger, krat og landsbyer, er den almindeligste rødstjert i Himalaya, hvor den yngler i højder mellem 3300 og 4900 m. Om vinteren trækker den ned til højder mellem 1000 og 3000 m.

Den er vidt udbredt, fra det østlige Afghanistan mod øst langs Himalaya til store dele af det østlige Tibet og Kina.

 

 

Denne han af blåpandet rødstjert sidder i toppen af en rhododendron, Tengboche-klostret, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Han af blåpandet rødstjert, Hille, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Phoenicurus fuliginosus Blyfarvet rødstjert, vandrødstjert
Tidligere var denne art placeret i slægten Rhyacornis, men genetisk forskning har afsløret, at den faktisk er en ‘rigtig’ rødstjert af slægten Phoenicurus, selv om den adskiller sig en del fra de andre medlemmer af denne slægt gennem sin mindre størrelse og kortere hale. Hannen er skifergrå med rød hale, mens hunnen har hvidligt, tværvatret bryst, mørkegrå ryg, samt til store hvide felter ved basis af halen.

Denne fugl lever udelukkende langs floder med hurtigtstrømmende vand. Den ses ofte sidde på klipper i floden, hvorfra den af og til flyver op for at snappe et forbipasserende insekt. Arten er almindelig i Himalaya, hvor den yngler i højder mellem 1500 og 4000 m, mens vinteren tilbringes ved foden af bjergene og i den lavere del af bjergkæden, op til højder omkring 2500 m.

Artsnavnet kommer af latin fuligo (‘sod’) og –ous (’tilbøjelig til’), som sigter til hannens sodgrå fjerdragt.

 

 

Syngende han af blyfarvet rødstjert, Valley of Flowers Nationalpark, Kumaon, Uttarakhand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hun af blyfarvet rødstjert i den øvre del af Langtang-dalen, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Phoenicurus leucocephalus Flodrødstjert
Langs floder med rivende strøm i Himalaya hører man ofte det skarpe, gennemtrængende kald af flodrødstjert – denne arts foretrukne biotop.

Den er udbredt i et meget stort område, fra Kirgisien og Afghanistan mod øst langs Himalaya til størsteparten af det østlige Tibet og Kina, mod syd til det nordlige Indokina. Den yngler i højder mellem 1800 og 5000 m, og om vinteren trækker den ned til lidt lavere højder.

Denne art var tidligere placeret i den monotypiske slægt Chaimarrornis, afledt af græsk kheimarrhos (‘rivende strøm’) og ornis (‘fugl’), hvilket sigter til dens habitat.

 

 

Flodrødstjert med føde i næbbet, Gokyo-dalen, Khumbu, østlige Nepal (øverst), samt Deorali, Modi Khola-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Monticola Stendrosler
En slægt med 13 arter, som er udbredt i store dele af Afrika og på Madagascar, samt fra Sydeuropa mod øst gennem de nordlige dele af Mellemøsten og Centralasien til Stillehavskysten og Japan, og derfra mod syd til Sumatra. De fleste arter lever i bjerge og klippefyldte områder, hvilket afspejles af slægtsnavnet, som er afledt af latin mons (‘bjerg’) og colere (‘at bo’).

Trods disse fugles drossel-lignende udseende har genetisk forskning vist, at de i realiteten er jordlevende fluesnappere.

 

Monticola cinclorhynchus Himalaya-stendrossel
Hannen er en markant fugl, med blå isse og strube, rødlig kastanjefarvet underside og overgump, et bredt sort bånd, som strækker sig fra næbbet gennem øjet til kinden, samt en hvid og en blå plet på den iøvrigt sorte vinge. Hunnen er brun med lysere underside, fyldt med brede, mørke, V-formede markeringer.

Denne art yngler i skove og krat i højder mellem 1200 og 2200 m, fra Afghanistan langs Himalaya mod øst til Arunachal Pradesh. Om vinteren træffes den i størsteparten af det indiske subkontinent samt i dele af Myanmar.

Artsnavnet betyder ‘ med næb som en vandstær (Cinclus)‘, afledt af oldgræsk kinklos (en lille uidentificeret vandfugl) samt rhynkhos (‘næb’), hvilket sigter til artens lange tynde næb.

 

 

Han af Himalaya-stendrossel, Hellok, Tamur-dalen, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Monticola rufiventris Stor stendrossel
Hannen af denne art ligner Himalaya-stendrossel en del, men mangler de stærkt blå farver og den hvide vingeplet. Hunnen ligner hunnen af Himalaya-stendrossel, men markeringerne på undersiden er større og mørkere, og dele af ansigtet og halsen er lyse, med orange skær.

Den er udbredt fra Afghanistan langs Himalaya mod øst til det nordlige Indokina og det sydlige Kina. I Himalaya yngler den i højder mellem 1800 og 3400 m, og om vinteren trækker den ned til lavere højder mellem 900 og 2400 m.

 

 

Hun af stor stendrossel, Banthanti, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Saxicola Bynkefugle
En slægt med 15 arter af insektædende fugle, som er tilknyttet åbne områder med krat og græsklædte arealer.

Slægtsnavnet er afledt af latin saxum (‘klippe’) og incola (‘lever iblandt’), hvilket sigter til den foretrukne biotop hos typearten sortstrubet bynkefugl (Saxicola torquatus), som siden er blevet opsplittet i 5 arter (se nedenfor).

 

Saxicola ferreus Grå bynkefugl
Denne art lever i subtropiske og tropiske skove og krat, fra det østlige Afghanistan mod øst langs Himalaya til store dele af Indokina og Kina. Nogle bestande er trækfugle, som tilbringer vinteren lidt længere sydpå.

I Himalaya yngler den i højder mellem 1500 og 3400 m, mens vinteren tilbringes fra lavlandet op til omkring 2000 m.

Hannen har en sort maske og en hvid øjenbrynsstribe, mens ryggen er mørkegrå med sortagtige striber og undersiden er lysegrå. Hunnen har en bleg udgave af hannens ansigtstegning, mørkebrun overside og rødlig-brun underside, mens halen er rødlig.

 

 

Han af grå bynkefugl, Amjilassa, nedre del af Ghunsa-dalen, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Han af grå bynkefugl, Corbett Nationalpark, Kumaon, Uttarakhand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Saxicola maurus Asiatisk sortstrubet bynkefugl
Denne fugl, som også kaldes for sibirisk sortstrubet bynkefugl, blev førhen betragtet som en underart af den vidt udbredte sortstrubede bynkefugl (S. torquatus), der siden er blevet opsplittet i 5 arter. Den er udbredt fra Rusland, Ukraine og Tyrkiet mod øst til det sydlige Sibirien, Centralasien, Himalaya, og det vestlige Kina.

Underarten indicus yngler i Himalaya, fra Kashmir mod øst til Arunachal Pradesh. Om sommeren træffes den i højder mellem 400 og 4900 m, mens den om vinteren trækker ned til højder under 1500 m.

Den minder om den europæiske sortstrubede bynkefugl (S. rubicola), men er mørkere på oversiden og lysere på undersiden, med mindre orange på brystet. Den har tillige hvid overgump.

 

 

Han af asiatisk sortstrubet bynkefugl, nedre del af Marsyangdi-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Nectariniidae Solfugle
Sammen med edderkoppejægerne (Arachnothera) udgør solfugle familien Nectariniidae, indeholdende 145 arter. Førhen var de fleste solfugle placeret i slægten Nectarinia, men er siden blevet fordelt på 15 slægter. Med deres nedadbøjede næb er disse farvestrålende fugle tilpasset at suge nektar af blomster (jfr. familienavnet), men de æder også frugt, insekter og edderkopper. Skønt de minder om de amerikanske kolibrier, er disse to grupper overhovedet ikke beslægtet, og deres lighed kan ses som et eksempel på konvergent udvikling.

Afrika rummer et mylder af solfugle, og de er også udbredt i Mellemøsten, det indiske subkontinent, Sydøstasien, det sydlige Kina, Indonesien, Ny Guinea samt det nordlige Australien. I Himalaya er der observeret omkring 8 arter.

 

Aethopyga
En slægt med ca. 23 arter, udbredt fra det indiske subkontinent mod øst til Sydøstasien og det sydlige Kina.

 

Aethopyga ignicauda Flammehalet solfugl
Denne fugl er udbredt langs Himalaya, i det nordøstlige Indien, det sydøstlige Tibet, det nordlige Indokina og det sydvestlige Kina. Den lever i bjergskove, om sommeren i højder mellem 3000 og 4000 m, om vinteren mellem 1000 og 2100 m.

 

 

Han af flammehalet solfugl, observeret nær Machhapuchhare Base Camp i den øvre del af Modi Khola-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Passeridae Den Gamle Verdens spurve, snefinker
Som familienavnet antyder, er disse fugle, der omfatter omkring 43 arter i 8 slægter, begrænset til den Gamle Verden, og de er ikke nært beslægtede med den Nye Verdens spurve, der tilhører familien Passerellidae. Da de europæiske nybyggere ankom til Amerika, mindede disse fugle dem om spurvene derhjemme, så de kaldte dem for ‘spurve’.

 

Passer Typiske spurve
En slægt med omkring 28 arter, der er vidt udbredt i Afrika og Eurasien. Slægtsnavnet er det latinske ord for spurve.

 

Passer domesticus Gråspurv
Denne velkendte fugl er oprindeligt hjemmehørende i Europa, det nordlige og nordøstlige Afrika, samt de fleste tempererede og subtropiske egne af Asien, men er siden blevet indført til næsten hele kloden. I Himalaya, hvor den førhen var en almindelig ynglefugl under 2000 meters højde, noget mere fåtallig op til 3000 m, er den gået drastisk tilbage i de senere år, hovedsagelig på grund af den øgede anvendelse af kemiske sprøjtemidler i landbruget.

Andre billeder af denne art kan ses på siderne Dyreliv: Byens dyreliv, samt Natur: Invasive arter.

 

 

Gråspurve, observeret i byen Kielang, Lahaul, Himachal Pradesh, i en højde af 3000 m. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Passer montanus Skovspurv
Denne art har en kolossalt stor udbredelse, fra Vesteuropa tværs over Centralasien til Japan og derfra mod syd gennem Sydøstasien til Indonesien og Filippinerne. I Himalaya er den en almindelig standfugl op til højder omkring 4300 m.

Andre billeder af skovspurve kan ses på siderne Dyreliv – Fugle: Fugle i Taiwan, samt Dyreliv: Byens dyreliv.

 

 

Skovspurv på et hustag, Dhunche, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Montifringilla Snefinker
En lille slægt med 3 medlemmer, der alle lever i store højder i Centralasien. En enkelt art, den almindelige snefinke (M. nivalis), har også en pletvis forekomst i bjergområder mod vest til det nordlige Spanien.

Slægtsnavnet er afledt af latin mons (‘bjerg’) og fringilla (‘finke’). Tidligere blev disse fugle betragtet som finker i familien Fringillidae (nedenfor). Genetisk forskning har imidlertid vist, at de er spurve.

Tidligere var 5 andre fugle placeret i denne slægt, men 4 er blevet overført til slægten Pyrgilauda, en enkelt til Onochostruthus.

 

Montifringilla adamsi Sortvinget snefinke, Himalaya-snefinke
En almindelig standfugl i det tibetanske højland og det vestlige Kina, og den findes også i de nordligste regioner af Pakistan, Indien, Nepal og Bhutan. Dens habitat omfatter bl.a. åbne stenede områder, krat og i omegnen af landsbyer. I det nordvestlige Nepal yngler den i højder mellem 4200 og 5100 m, og om vinteren trækker den ned til højder mellem 2500 og 3500 m.

På dansk har denne art fået navnet Himalaya-snefinke, hvilket jeg finder misvisende, da den kun findes i de tørre egne i den nordlige udkant af bjergkæden. Jeg benytter derfor navnet sortvinget snefinke, en oversættelse af artens engelske navn.

 

 

Denne sortvingede snefinke drikker af et vandhul nær Puga-sumpene, Ladakh. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sortvinget snefinke æder frø, Nagarze, sydlige Tibet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Prunellidae Jernspurve
En lille gruppe spurvefugle på 13 arter i Prunella, den eneste slægt i familien. De fleste arter er begrænset til Asien, men to arter, jernspurven (P. modularis) og alpejernspurven (P. collaris) findes tillige i Europa. Disse fugle lever i bjergområder med undtagelse af den almindelige jernspurv, der overvejende er en lavlandsart.

 

Prunella collaris Alpejernspurv
Denne art har en meget stor udbredelse, idet den yngler fra Spanien og Marokko gennem Centraleuropa og Mellemøsten til Centralasien, Himalaya, Kina, Japan og Taiwan. I Himalaya findes den om sommeren i store højder, mellem 4200 og 5500 m, mens vinteren tilbringes i højder mellem 2500 og 3800 m.

 

 

Mens dens brystfjer rejses af et kraftigt vindstød, synger denne alpejernspurv fra en lavbevokset sten i Gokyo-dalen, østlige Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Prunella fulvescens Brun jernspurv
Denne art har en meget stor udbredelse i Centralasien, idet den findes fra det sydlige Kazakhstan, det sydlige Sibirien samt Mongoliet mod syd til Afghanistan, den nordlige udkant af Himalaya, og videre mod øst til det vestlige og nordøstlige Kina. Den lever i krat og undgår de mest barske ørkenområder.

Arten er ret almindelig standfugl i Ladakh og de tørreste egne af det nordlige Nepal. Om sommeren findes den i højder op til omkring 4900 m, mens den om vinteren søger ned til højder mellem 2300 og 4000 m.

 

 

Brun jernspurv, Tajung, Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Brun jernspurv, Gyantse, Tibet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Prunella himalayana Himalaya-jernspurv
Udbredt som ynglende fra Altai-bjergene i det sydlige Sibirien og det vestlige Mongoliet mod sydvest via Tien Shan-bjergene til Pamir-bjergene i det østlige Afghanistan. Vinteren tilbringes fra Afghanistan langs Himalaya mod øst til Bhutan. I Himalaya er den en ret almindelig vintergæst i kratfyldte områder og græsarealer i højder mellem 2000 og 4300 m.
 

 

 

Himalaya-jernspurv, Jarsang-dalen, Øvre Marsyangdi-dal, Annapurna, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Prunella rubeculoides Rødbrystet jernspurv
Denne fugl findes fra det østlige Afghanistan langs Himalaya mod øst til størstedelen af det østlige Tibet og det vestlige Kina. Den er almindelig i Himalaya, hvor den lever i krat i højder mellem 4200 og 5000 m. Om vinteren søger den ned til højder mellem 2600 og 4000 m.

Det videnskabelige artsnavn hentyder til farven på brystet, der minder om farven hos rødhals (Erithacus rubecula).

 

 

Rødbrystet jernspurv, Lhonak, Øvre Ghunsa-dal, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rødbrystet jernspurv fanger insekter langs et vandløb, Gokyo-dalen, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Prunella strophiata Brunbrystet jernspurv
Denne art har omtrent samme udbredelse som rødbrystet jernspurv, men findes tillige i det nordlige Indokina. Dens højdemæssige udbredelse overlapper delvis med den rødbrystede jernspurvs, men den lever normalt i lidt lavere højder, om sommeren mellem 3500 og 4900 m, om vinteren mellem 1600 og 3700 m. De to arter synes at kunne leve sammen i den samme habitat af krat.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk strophion (‘brystrem’), oprindeligt en rem bundet omkring brysterne, i stil med en brystholder. Navnet hentyder naturligvis til det rødbrune brystbånd hos denne fugl.

 

 

Brunbrystet jernspurv, Merak, Barun-dalen, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne brunbrystede jernspurv sidder i en enebusk (Juniperus), Pheriche, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Motacillidae Vipstjerter, pibere og sporepibere
Denne familie rummer 6 eller 7 slægter med i alt omkring 65 arter. Vipstjerter og pibere findes næsten overalt i verden, mens de farvestrålende sporepibere er begrænset til tropiske egne af Afrika.

 

Motacilla Vipstjerter
Disse fugle, som omfatter omkring 13 arter, er opkaldt efter deres vane med at vippe halen op og ned. De er for størstepartens vedkommende udbredt i Europa, Afrika og Asien, mens to arter også er truffet i Alaska.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn for hvid vipstjert (nedenfor). Ordet er egentlig en diminutivform af motare (‘at bevæge sig omkring’), men på et tidspunkt i løbet af Middelalderen opstod den fejlagtige antagelse, at cilla betød ‘hale’.

 

Motacilla alba Hvid vipstjert
Der findes i alt 11 racer af hvid vipstjert, hvis yngleområde strækker sig fra Østgrønland i vest til Alaska i øst, og fra det nordlige Skandinavien og Sibirien mod syd til Marokko, Iran, Himalaya og Taiwan.

Underarten alboides er en almindelig ynglefugl i Himalaya, fra Pakistan mod øst til det sydvestlige Kina. Om sommeren kan den træffes op til højder omkring 4800 m, og om efteråret trækker den ned til lavlandet.

Underarten leucopsis yngler fra Ussuriland i det sydøstlige Sibirien mod syd gennem det centrale og østlige Kina til Korea, Japan og Taiwan, mens vinteren tilbringes i det sydlige Kina, Taiwan, Indokina, og den nordlige del af det indiske subkontinent. En række billeder af denne underart findes på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i Taiwan.

Underarten personata yngler fra det sydlige Sibirien, Sinkiang og det vestlige Mongoliet mod syd til det nordlige Iran, Afghanistan, Pakistan og det nordvestlige Indien, mens vinteren tilbringes fra Oman mod øst til det nordlige Indien.

Adskillige underarter er omtalt på siden Dyreliv: Byens dyreliv.

 

 

En han af underarten alboides i overgangsdragt, Cao Hai-søen, Guizhou-provinsen, Kina. I yngledragten er struben sort. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne alboides han raster på en båd, Phewa-søen, Pokhara, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne han af underarten leucopsis spadserer langs rælingen af en båd, Phewa-søen, Pokhara, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Han af underarten personata plejer fjerdragt, stående på en båd, Phewa-søen, Pokhara, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Motacilla cinerea Bjergvipstjert
Denne art er hjemmehørende i et kæmpemæssigt område, idet den yngler i størsteparten af Europa, samt i Marokko, Mellemøsten, Himalaya, Sibirien, Centralasien, Kina, Japan og Taiwan. De nordligste bestande er trækfugle, som tilbringer vinteren længere mod syd, i Ethiopien, på den Arabiske Halvø og det indiske subkontinent, samt i Sydøstasien og Indonesien.

Den er en almindelig ynglefugl i Himalaya, hvor den lever langs hurtigtstrømmende floder, hovedsagelig i højder mellem 1100 og 4000 m. Om vinteren trækker den ned til lavlandet, men kan undertiden træffes op til omkring 1500 m.

Et antal billeder af denne art præsenteres på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i Taiwan.

 

 

En hun af bjergvipstjert søger føde på en mudderflade, Betrawati, Trisuli-dalen, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Motacilla citreola Citronvipstjert
Vidt udbredt som ynglefugl, fra Finland og Østeuropa mod øst til det centrale Sibirien, samt fra den arktiske kyst mod syd gennem Centralasien til den nordlige udkant af Himalaya. Spredt ynglen finder også sted i Tyrkiet og Centraleuropa. Vintermånederne tilbringes fra Iran mod øst gennem det indiske subkontinent og den nordlige del af Indokina til det sydlige Kina.

I Himalaya yngler arten i Ladakh. Andre steder i bjergkæden kan den observeres på træk, og om vinteren er den ret almindelig i sumpede områder ved foden af bjergene.

 

 

Han af citronvipstjert i yngledragt, Tso Kar, Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Motacilla maderaspatensis Indisk vipstjert
Denne art minder om hvid vipstjert (ovenfor), men er større, indtil 21 cm lang. Foruden størrelsen kendes den nemt på den brede hvide øjenbrynsstribe.

Den er endemisk for det indiske subkontinent, fra Pakistan mod øst til Bangladesh, og fra foden af Himalaya mod syd til Kap Kanyakumari (Kap Comorin). Den yngler i vådområder, men har tilpasset sig til at leve i byområder. Den er hovedsagelig standfugl, men observeres af og til i Sri Lanka om vinteren.

I Himalaya kan den træffes op til omkring 1700 meters højde, undertiden højere.

 

 

Ungfugle af indisk vipstjert raster ombord på både, Phewa-søen, Pokhara, centrale Nepal. Voksne fugle har sort ryg. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Anthus Pibere
De fleste pibere har en temmelig ensartet brunlig fjerdragt med striber, en tilpasning til deres fødesøgning blandt græs eller på bar jord. Denne ret store slægt omfatter mellem 34 og 46 arter, udbredt i de fleste egne af kloden, med undtagelse af Antarktis.

 

Anthus roseatus Rosapiber
I yngledragt er denne art lidt mere farvet end de fleste andre pibere, idet den har et rosa skær på det ustribede bryst. Voksne fugle er altid kraftigt stribede på oversiden, om vinteren også på undersiden.

Den er vidt udbredt, fra Kirgisien og Afghanistan mod øst tværs over det tibetanske højland og det vestlige Kina til det nordøstlige Kina, og mod syd til Himalaya og det nordlige Indokina. Om sommeren yngler den i højalpine enge i højder mellem 4000 og 5100 m, mens vinteren tilbringes i sumpe og græsland ved foden af bjergene i den nordlige del af det indiske subkontinent og Indokina, samt i det sydlige Kina, normalt i højder mellem 700 og 1500 m.

 

 

Denne rosapiber fouragerer i græs blandt lavt krat af bærmispel (Cotoneaster), nær Chhukung, Khumbu, østlige Nepal. Den er i overgangsdragt, bemærk klar øjenbrynsstribe, olivengrønne kanter på vingedækfjer og håndsvingfjer, samt svagt rosenfarvet bryst. Fuglen i baggrunden er en brunbrystet jernspurv (Prunella strophiata). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Fringillidae Finker
En stor familie med omkring 228 arter, opdelt i 50 slægter. Disse fugle er udbredt i hele verden med undtagelse af Australien og polar-regionerne. De fleste arter har et kraftigt konisk næb, beregnet til at knække frø.

Familienavnet kommer af latin fringilla (‘finke’), afledt af frigutio (‘jeg pipper’).

 

Mycerobas Asiatiske kærnebidere
En lille slægt med 4 arter, udbredt fra Turkmenistan, Uzbekistan og Afghanistan mod øst langs Himalaya til det nordlige Indokina. Disse fugle er de største i finkefamilien, der undertiden når en længde af 24 cm. De er karakteriseret ved det meget kraftige næb, som er i stand til at knække de hårde frø af ene-arter (Juniperus).

 

Mycerobas affinis Pirolkærnebider
Denne art lever i frodige løvfældende skove eller blandskove, fra Himachal Pradesh mod øst til det nordlige Myanmar og det vestlige Kina. Hannen er en pragtfuld fugl, glinsende sort i hovedet og på strube, vinger og hale, hvilket står i skarp kontrast til den gule underside og halsbånd, samt den orange nakke. Hunnen har gullig underside, olivengrøn ryg og vinger, samt gråligt hoved og strube.

I Himalaya yngler den i højder mellem 2700 og 4200 m, mens den om vinteren trækker til lavere højder, undertiden helt ned til 1100 m.

 

 

Denne pragtfulde han af pirolkærnebider søger føde på skovbunden, Banthanti, Annapurna, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Pirolkærnebider hun, Banthanti. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Mycerobas carnipes Hvidvinget kærnebider
Denne fugl er vidt udbredt, fra Alborz-bjergene i det nordlige Iran mod øst til det sydlige Kazakhstan og Kirgisien, mod syd til Afghanistan og det vestlige Pakistan, og derfra langs Himalaya til det nordlige Myanmar og det vestlige Kina, samt i et bælte langs Kunlun-bjergene i Sinkiang. Den forekommer ofte i bevoksninger af ene-arter (Juniperus).

I Himalaya yngler den i højder mellem 3000 og 4600 m, og om vinteren træffes den ned til højder omkring 2800 m.

Det danske navn hentyder til en hvid plet på håndsvingfjerene.

 

 

Hun (t.v.) og han af hvidvinget kærnebider raster i en Himalaya-ædelgran (Abies spectabilis), Tengboche-klostret, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne hun af hvidvinget kærnebider søger føde på jorden nær Tengboche-klostret. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne han knækker et frø af indisk ene (Juniperus indicus), Ghyaru, Øvre Marsyangdi-dal, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Mycerobas melanozanthos Pletvinget kærnebider
Udbredt fra det østlige Afghanistan mod øst langs Himalaya til det vestlige Kina og det nordlige Indokina, mod øst til Vietnam. Den forekommer især i subtropiske skove og er ret fåtallig i Himalaya. Om sommeren træffes den i højder op til omkring 3400 m, om vinteren undertiden så lavt som 1400 m.

Hannen ligner hannen af pirolkærnebider (ovenfor), men nakke og ryg er sorte, og den har en mængde hvide pletter i vingen. Hunnen er gullig, med kraftige sorte striber på over- og underside. Unge hanner ligner en blanding af han og hun.

 

 

En ung han af pletvinget kærnebider æder frugter af et træ, mellem Ransi og Jugasu, Garhwal, Uttarakhand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Pyrrhula Dompapper
En lille slægt på 7 tyknæbbede finker, hvoraf de 5 er rent asiatiske. Den almindelige dompap (P. pyrrhula) er vidt udbredt fra Europa og Mellemøsten mod øst gennem tempererede områder i Asien til Japan, mens Azorerdompap (P. murina) er begrænset til en enkelt ø i Azorerne.

Slægtsnavnet er afledt af græsk pyr (‘ild’), samt latin -ulus, en endelse, som udtrykker noget småt. Navnet sigter naturligvis til den røde eller rødlige farve hos hannerne af adskillige arter i slægten. Det danske navn kommer af plattysk dompape (‘domkirkepræst’). Hannen af den almindelige dompap har omtrent samme farve som hætte og kåbe hos disse præster.

 

Pyrrhula erythrocephala Rustdompap
Den mest farvestrålende blandt de 4 arter af slægten, som lever i Himalaya. Den er begrænset til Himalaya, hvor den er ret almindelig fra Kashmir mod øst til Arunachal Pradesh. Den lever hovedsagelig i løvskove, om sommeren i højder mellem 3000 og 4000 m, mens den om vinteren kan træffes ned til omkring 1800 m.

 

 

Rustdompap, Banthanti, Annapurna, centrale Nepal. Dompapper ses ikke ofte søge føde på jorden. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Procarduelis nipalensis Mørk rosenfinke
Denne art var tidligere placeret i slægten Carpodacus (nedenfor), men er nu blevet overført til slægten Procarduelis, hvor den er den eneste art. Den er udbredt fra det nordlige Pakistan mod øst langs Himalaya til det sydvestlige Kina og det nordlige Indokina. Dens habitat er tempererede og subtropiske skove. I Himalaya træffes den om sommeren i højder mellem 1800 og 2800 m, om vinteren i lidt lavere højder.

 

 

Hovedet af denne hun af mørk rosenfinke er indsmurt i pollen fra blomster af Rhododendron arboreum, Banthanti, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Leucosticte Fjeldfinker
Denne slægt med 6 arter er udbredt i Nord- og Centralasien, samt i Nordamerika. Fjerdragten hos de to arter i Himalaya er ret ensfarvet brunlig, hvilket er glimrende camouflage i deres levested, som er blandt grå og brunlige klipper.

 

Leucosticte brandti Mørkhovedet fjeldfinke
Denne fugl er udbredt i højalpine græsklædte områder fra det sydlige Sibirien og Mongoliet mod sydvest til Kirgisien, Sinkiang og Afghanistan, og derfra mod øst gennem Centralasien og Himalaya til det vestlige Kina. Nordlige bestande er trækfugle.

I Himalaya forekommer den i sommertiden i højder over 4200 m og træffes undertiden op til omkring 6000 m. Om vinteren trækker trækker den ned til lidt lavere højder, normalt over 3000 m.

 

 

Denne flok af mørkhovedet fjeldfinke søger føde i et græsklædt område, Lhonak, Øvre Ghunsa-dal, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Leucosticte nemoricola Brun fjeldfinke
En almindelig og vidt udbredt standfugl, der stort set forekommer i samme område som foregående art. Nordlige bestande er ligeledes trækfugle. I Himalaya lever den om sommeren i højder mellem 4200 og 5200 m, om vinteren mellem 2000 m og 3700 m. Dens fjerdragt ligner meget den hos hunnen af mørkhovedet fjeldfinke, men ryggen er kraftigt stribet i sort og lysebrunt, undertiden også hvidt.

Denne art kaldes også for Hodgsons fjeldfinke, opkaldt efter den britiske naturhistoriker og etnolog Brian Houghton Hodgson (1801-94), som beskrev talrige nye arter af fugle og pattedyr i Himalaya, bl.a. denne art, i 1836.

 

 

Brun fjeldfinke, Gokyo-dalen, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Carpodacus Rosenfinker eller karmindompapper
Som deres navn antyder, har disse fugle varierende mængder af rødt i deres fjerdragt, dog kun for hannernes vedkommende, mens hunnerne er brunlige. Slægten omfatter omkring 27 arter, der forekommer i størstedelen af Eurasien, med størst diversitet i Kina og Centralasien, hvilket antyder, at slægten opstod i denne region. I Himalaya er truffet 14 arter, hvoraf nogle er meget almindelige.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk karpos (‘frugt’) og dakno (‘at bide’).

 

Carpodacus erythrinus Almindelig karmindompap
Denne art er vidt udbredt, idet den yngler fra Nord- og Mellemeuropa mod øst gennem Rusland og Sibirien til Stillehavskysten, samt i de nordlige dele af Mellemøsten og Centralasien. Nogle bestande er trækfugle, som tilbringer vinteren på det indiske subkontinent og i Sydøstasien.

I Himalaya er den en ret almindelig ynglefugl, der om sommeren træffes i højder mellem 3300 og 4000 m, mens den om vinteren trækker ned til højder under 2000 m, undertiden til lavlandet. Der forekommer to underarter, roseatus, hvor hannen er kraftigt rød med undtagelse af de rødbrune vinger og den hvidlige undergump, samt erythrinus, hvor den røde farve er begrænset til det øverste af brystet, hovedet og overgumpen. Førstnævnte race er standfugl, mens den anden er trækgæst.

Artsnavnet er afledt af græsk erythros (‘rød’), hvilket naturligvis hentyder til hannens stærkt røde fjerdragt.

 

 

Almindelig karmindompap han, Dusum, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Carpodacus pulcherrimus Pragtrosenfinke
En almindelig standfugl, udbredt fra Himachal Pradesh mod øst til Arunachal Pradesh, i store områder af det vestlige Kina, samt på spredte lokaliteter i Mongoliet. Dens foretrukne habitat er krat i tempererede and subtropiske områder. I Himalaya træffes den om sommeren i højder mellem 3600 og 4600 m, mens den om vinteren trækker ned til lidt lavere højder mellem 2100 og 3300 m.

Nogle autoriteter betragter i dag underarten davidianus som en særskilt art, kaldt kinesisk pragtrosenfinke (C. davidianus).

 

 

Pragtrosenfinke han, Deboche, Khumbu, østlige Nepal. Fuglen på det øverste billede sidder i en ene af arten Juniperus recurva. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne hun af pragtrosenfinke sidder i en gedeblad-art, Lonicera rupicola, Dingboche, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Chloris Grønirisker
Medlemmer af denne slægt, der rummer 5 arter, er udbredt i det østlige Asien, med undtagelse af almindelig grønirisk (C. chloris), der forekommer i Europa, Nordafrika og Mellemøsten. Førhen var disse fugle placeret i slægten Carduelis.

 

Chloris spinoides Himalaya-grønirisk
Artsnavnet på denne smukke fugl betyder ‘ligner Spinus‘, hvilket sigter til dens lighed med den eurasiske grønsisken (Spinus spinus). Hannen har gul underside, ansigt og øjenbrynsstribe, sort isse og ryg, samt sorte vinger med gule og hvide bånd. Hunnen er noget blegere. Disse fugle observeres ofte i flokke, som søger føde i træer eller buske eller på jorden. Sangen er en konstant kvidren.

Denne art forekommer fra Afghanistan langs Himalaya til det nordlige Vietnam, hvor den lever i tempererede skove og krat. I Himalaya træffes den om sommeren i højder mellem 2400 og 4000 m, om vinteren mellem 900 og 1800 m.

 

 

Ung han af Himalaya-grønirisk, Sherpagaon, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Emberizidae Værlinger
Denne familie var førhen meget større, idet den omfattede mange arter, der nu er placeret i familierne Passerellidae (den Nye Verdens spurve) og Calcariidae (sporeværlinger og snespurve). I dag er kun en enkelt slægt, Emberiza, forblevet i familien, med omkring 44 arter, udbredt i Europa, Afrika og Asien.

Slægtsnavnet er afledt af et gammelt tysk ord for disse fugle, Embritz.

 

Emberiza zia Klippeværling
Denne fugl yngler i åbne, tørre og klippefyldte områder, fra Sydeuropa og Nordafrika mod øst gennem Mellemøsten til Centralasien og Himalaya, mod nord til Kazakhstan, det sydlige Sibirien og Mongoliet. De nordlige asiatiske bestande er trækfugle, som overvintrer længere mod syd, hvor de ofte blander sig med lokale bestande.

I Himalaya er arten udbredt fra det centrale Nepal mod vest. Om sommeren træffes den i højder mellem 2400 og 4600 m, mens den om vinteren trækker ned til højder omkring 1800 m.

Artsnavnet er afledt af et lokalt italiensk navn for denne fugl, afledt af zirlare (‘at pippe’).

 

 

Han af klippeværling, Khinga, Jhong-floddalen, Mustang, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Krybdyr

 

Scincidae Skinker
En meget stor familie med omkring 1500 arter af små til mellemstore firben, hvoraf mange har glatte og skinnende skæl. Familien findes over det meste af verden.

Jeg har ikke været i stand til at artsbestemme de skinker, som jeg er stødt på i Himalaya.

 

 

Skinker soler sig på en sten, Kilanmarg, Kashmir. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rohtang-passet, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Skink tager solbad på et stengærde, Kuldi Ghar, Annapurna, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne skink, som sidder på et stengærde, er i færd med at skifte hud, Ulleri, Annapurna, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Agamidae Agamer
Agamer er en stor gruppe øgler, der omfatter 6 underfamilier med omkring 64 slægter og over 300 arter. Disse dyr er udbredt i Asien, Australien, Afrika og Sydeuropa.

 

Calotes
Denne slægt i underfamilien Draconinae rummer 28 arter, der er hjemmehørende på det indiske subkontinent samt fra det sydlige Kina mod syd gennem Sydøstasien til Indonesien, med flest arter i Indien, Bangladesh, Sri Lanka og Myanmar.

 

Calotes versicolor
Et af denne arts engelske navne er bloodsucker (‘blodsuger’), hvilket sigter til hannens højrøde hoved og strube i yngletiden. Den er udbredt fra det østlige Iran og Afghanistan mod øst til det sydlige Kina og derfra mod syd gennem Sydøstasien til Sumatra. Den er også blevet indført andre steder, bl.a. Oman, Mauritius, Seychellerne, Singapore og USA. I Singapore er den blevet en trussel mod den lokale øgleart Bronchocela cristatella.

Calotes versicolor er almindelig og lever i et bedt udsnit af habitater, også i byer. I Kina er den i tilbagegang, da den indsamles, formodentlig til føde eller traditionel medicin.

 

 

Han af Calotes versicolor, Sauraha, sydlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Når den er ophidset, bliver hoved og strube hos hannen af Calotes versicolor højrøde. – Sinuwa, Tamur-dalen, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Japalura
En slægt med 8 slanke agamer, som tilhører underfamilien Draconinae. De er udbredt i den nordlige del af det indiske subkontinent, fra Pakistan mod øst til Myanmar og den kinesiske Yunnan-provins. Et antal arter, som tidligere var placeret i denne slægt, er blevet overført til slægten Diploderma.

Medlemmer af slægten Japalura er uhyre vanskelige at adskille fra hinanden, og identifikationen af de to arter herunder er behæftet med stor usikkerhed.

 

Japalura tricarinata
Dette firben er meget variabelt. Farven veksler fra knaldgrøn til brun, ofte med sorte tværbånd eller andre afmærkninger. Arten er udbredt fra det centrale Nepal mod øst til Sikkim og det sydøstlige Tibet.

 

 

Denne han af Japalura tricarinata (?) klynger sig til en husmur i landsbyen Bagarchap, Marsyangdi-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Japalura variegata
Som dens navn antyder, er også denne art yderst variabel. Den er ofte grønlig eller grålig med sorte tværbånd på ryggen og benene. Den findes i det østlige Nepal, det nordøstlige Indien, samt Bhutan.

 

 

Japalura variegata (?), fotograferet nær Mure, Arun-dalen, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Laudakia
En lille slægt med 10 arter, som er begrænset til Asien. 11 arter, som førhen var inkluderet i slægten, er blevet flyttet til slægterne Paralaudakia (nedenfor), Acanthocercus og Stellagama.

 

Laudakia tuberculata Kashmir klippe-agame
Dette store firben er blåligt med gullig bug og gule pletter på ryg og flanker. En ret almindelig art på klipper i mellemhøjder i Himalaya, fra det østlige Afghanistan mod øst til det sydøstlige Tibet.

 

 

Han af Kashmir klippe-agame, Kopche Pani, nedre del af Kali Gandaki-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hun af Kashmir klippe-agame, Sekathum, nedre del af Ghunsa-dalen, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne hun af Kashmir klippe-agame har travlt med at grave et hul til at lægge æg i, Kopche Pani, nedre del af Kali Gandaki-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Paralaudakia
Denne lille slægt rummer 8 arter, som er udbredt fra Østeuropa mod øst til Mongoliet og det vestlige Kina. De var tidligere placeret i slægten Laudakia (ovenfor).

 

Paralaudakia himalayana Rødplettet agame
Denne art kendes nemt på en stor rød plet på begge sider af halset. Den er meget almindelig i Ladakh og er iøvrigt vidt udbredt i Asien, idet den forekommer fra Turkmenistan og det østlige Uzbekistan mod øst til Sinkiang og derfra mod syd til det østlige Afghanistan, det nordlige Pakistan, Kashmir og Nepal.

 

 

Denne rødplettede agame sidder på en mur i byen Leh, Ladakh. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rødplettet agame på en mani-sten (en sten med indridsede buddhistiske mantra’er), Martselang, nær Hemis, Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Phrynocephalus Tudseagamer
Disse små agamer har navn efter deres hovedform, der minder om en tudses hoved. Omkring 44 arter er udbredt fra Mellemøsten og den Arabiske Halvø mod øst til Centralasien og det vestlige Indien. De er tilpasset et liv i tørre områder. Når de er på jagt, sidder de ofte stille i lange perioder, mens de scanner omgivelserne for bytte.

 

Phrynocephalus theobaldi Theobalds tudseagame
Udbredt fra Kazakhstan og Sinkiang mod syd gennem det tibetanske højland til Ladakh og det nordlige Nepal, hvor den lever i ørken, græsklædte områder og krat.

Artsnavnet blev givet til ære for den britiske naturhistoriker William Theobald (1829-1908), som arbejdede for Geological Survey of India i Myanmar, som dengang var en del af Britisk Indien. Han beskrev omkring et dusin nye krybdyr-arter og var den første til at offentliggøre et katalog over de krybdyr, som var blevet indsamlet i Britisk Indien. Hans arbejde med indiske ferskvandssnegle var den første af slagsen, og han præsenterede sin samling af sneglehuse for den amerikanske missionær og naturhistoriker Francis Mason (1799-1874), som anvendte den i sit episke værk Burmah, its People and Natural Productions, hvis tredje udgave blev fuldstændig revideret af Theobald.

 

 

Theobalds tudseagame, Tso Kar, Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Theobalds tudseagame, Puga-sumpene, Ladakh. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

En uidentificeret art af tudseagame, Gyantse, Tibet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Colubridae Snoge m.fl.
Med et antal på 249 slægter er denne den største familie af slanger. Disse dyr findes på alle kontinenter, men undtagelse af Antarktis.

De fleste medlemmer af familien er ugiftige, med nogle få undtagelser, bl.a. slægten Rhabdophis (nedenfor).

 

Ptyas Rottesnoge
Denne slægt rummer 13 arter, som findes i varmere egne af Asien. Slægtsnavnet beror på en misforståelse. Det kommer af oldgræsk ptyas (‘den som spytter’), hvilket navn sigtede til en slange, som efter sigende spyttede gift i øjnene på folk. Der er imidlertid ingen medlemmer af slægten, som spytter gift.

 

Ptyas mucosa Orientalsk rottesnog
En stor slange, der ofte bliver over 2 m lang, og nogle individer har opnået en længde af 3.7 m. Arten er udbredt fra Turkmenistan og det østlige Iran mod øst tværs over hele det indiske subkontinent til det sydlige Kina, og derfra mod syd gennem Sydøstasien til de indonesiske øer Sumatra og Java.

I Himalaya kan den træffes op til en højde af ca. 2000 m.

 

 

Orientalsk rottesnog, observeret langs Vishnumati-floden, Kathmandu, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Rhabdophis
En slægt i underfamilien Natricinae med omkring 27 arter, hvoraf de fleste findes i Sydøstasien.

 

Rhabdophis himalayanus
Denne art er yderst variabel og kan være næsten sort, rødlig eller blegt olivenbrun, ofte med talrige sorte, brune og gule pletter. En hvidlig, gul eller orange stribe strækker sig fra mundvigene hen under øjet til nakken, hvorved den danner et halsbånd. Undersiden er gullig eller rødlig, plettet med brunt eller sort.

Den forekommer fra det centrale Nepal og Bangladesh mod øst gennem det nordlige Indokina til det sydlige Kina. I Himalaya træffes den mest i lavere højder.

 

 

Rhabdophis himalayanus, Gul Bhanjyang, Helambu, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Xenochrophis
En lille slægt med 5 arter, udbredt fra Pakistan og det nordlige Indien mod øst til Indokina og derfra mod syd til Indonesien.

 

Xenochrophis cerasogaster
Denne art forekommer fra Pakistan gennem det nordlige Indien, Nepal og Bangladesh til det nordøstlige Indien.

Den er ret variabel, brun eller sortagtig på oversiden, med eller uden mørkere pletter, samt en gul, mere eller mindre distinkt stribe hen langs siden, fra mundvigene til halespidsen.

 

 

Xenochrophis cerasogaster, observeret nær Tungnath, Uttarakhand. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Lepidoptera Sommerfugle
Omkring 126 familier og 180.000 arter er beskrevet i denne orden. Navnet betyder ‘skælvinge’, afledt af oldgræsk lepis (‘skæl’) og pteron (‘vinge’). I denne sektion præsenteres familier, slægter og arter i alfabetisk rækkefølge.

Modsat den almindelige opfattelse, at dagsommerfugle og natsværmere udgør to forskelligartede grupper, har genetisk forskning vist, at dagsommerfugle simpelthen er en gruppe relativt sent udviklede, farvestrålende, dagaktive natsværmere, som udgør overfamilierne Hesperioidea (bredpander) og Papilionoidea, hvor sidstnævnte består af familierne Lycaenidae (blåfugle, ildfugle m.fl.), Nymphalidae (takvinger), Papilionidae (svalehaler og fuglevinger), Pieridae (hvidsværmere, høsommerfugle m.fl.), samt Riodinidae (metalmærker eller metalvinger).

I dag inkluderer nogle forskere bredpanderne (som familien Hesperiidae) i Papilionoidea, og det samme er tilfældet med den neotropiske familie Hedylidae.

Natsværmere er en umådeligt divers gruppe, som omfatter alle medlemmer, som ikke er dagsommerfugle. Med et antal på måske omkring 160.000 udgør de langt størsteparten af ordenen. De fleste er nataktive, men nogle er dagaktive eller flyver omkring daggry og skumring.

Nedenfor er sommerfuglene opdelt i 3 kategorier: Dagsommerfugle, natsværmere, samt sommerfuglelarver.

 

Dagsommerfugle
I denne sektion har jeg benyttet mange oplysninger fra hjemmesiderne learnaboutbutterflies.com, samt ftp.funet.fi/index/Tree_of_life/insecta/lepidoptera.

 

Lycaenidae Blåfugle, ildfugle m.fl.
Mange medlemmer af denne familie kaldes for blåfugle, da de er mere eller mindre blå på oversiden. I Himalaya er der et forvirrende stort antal arter i denne familie, specielt i de lavtliggende dele.

 

Castalius
I dag rummer denne slægt kun 4 arter. Et antal afrikanske arter, som tidligere var placeret her, er blevet overført til slægterne Tuxentius og Zintha.

På engelsk kaldes medlemmerne af slægten populært for pierrots, sandsynligvis på grund af disse arters overvejende hvide farve. Pjerrot er en trist klovnefigur, der oprindeligt opstod i Lilleasien, men fik en renæssance i Italien omkring 1500, hvor han optrådte i Commedia dell’arte. Han er altid klædt i hvidt, og hans ansigt er også kalket hvidt.

 

Castalius rosimon
Denne art er udbredt fra det indiske subkontinent mod øst til Indokina og derfra mod syd til Indonesien.

 

 

Han af Castalius rosimon, Pokhara, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Catochrysops
En slægt med 7 arter, der findes fra det indiske subkontinent mod øst til Indokina og derfra mod syd til Indonesien, Filippinerne, samt Ny Guinea og nærliggende øer.

 

Catochrysops strabo
Udbredt fra Sri Lanka og Indien mod øst til Indokina og derfra mod syd til Indonesien og Filippinerne.

Denne art blev beskrevet allerede i 1793 af den danske zoolog Johan Christian Fabricius (1745-1808), som havde specialiseret sig i Insecta, hvilket på daværende tidspunkt omfattede alle arthropoder. Han studerede under den berømte svenske naturhistoriker Carl von Linné og betragtes som en af 1700-tallets førende entomologer. Han navngav næsten 10.000 arter og grundlagde basis for den moderne insekt-klassificering. (Kilde: S.L. Tuxen 1967. The entomologist J.C. Fabricius. Annual Review of Entomology 12: 1-15)

 

 

Overside og underside af en Catochrysops strabo han, Sarangkot, Pokhara, Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Heliophorus
Denne slægt, som rummer omkring 23 arter, er vidt udbredt i Asien.

 

Heliophorus epicles
Denne smukke sommerfugl, opdelt i 6 underarter, er vidt udbredt, fra Indien mod øst til det sydlige Kina og derfra mod syd gennem Sydøstasien til Sumatra. I Himalaya kan den træffes op til en højde af omkring 2100 m. Den lever overvejende i tæt skov.

 

 

Undersiden af Heliophorus epicles ssp. latilimbata, Pokhara, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Slidt hun af Heliophorus epicles ssp. latilimbata, Pokhara, Nepal. ‘Halerne’ på dens bagvinger er forsvundet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Nacaduba
Denne slægt, som indeholder omkring 50 arter, er vidt udbredt i varmere egne af Asien. På engelsk kaldes medlemmer af slægten for line-blues, hvilket sigter til de mange striber på vingeundersiden.

 

Nacaduba pactolus
Denne art findes i størstedelen af Tropisk Asien, fra det indiske subkontinent mod øst til det sydlige Kina og Taiwan, og derfra mod syd til Indonesien, Filippinerne, samt Ny Guinea og nærliggende øer.

 

 

Nacaduba pactolus, underarten continentalis, Pokhara, Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Zeltus amasa
Bagvingerne hos denne art, som er den eneste i slægten, har to hvide, fnugagtige forlængelser, en lang og en kortere. Deres funktion er sikkert at forvirre fjender. Det lader til, at fugle først og fremmest snapper efter disse forlængelser i stedet for efter sommerfuglens krop, og derved har den større chance for at undslippe.

Arten er udbredt fra det indiske subkontinent mod øst til Sydøstasien, Filippinerne og Indonesien.

 

 

Han af Zeltus amasa drikker fra jord, Pokhara, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

En uidentificeret blåfugl suger nektar i en blomst af arten Minuartia kashmirica, Honupatta, Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Nymphalidae Takvinger
Med over 6000 arter er dette den største familie af dagsommerfugle, udbredt på alle kontinenter med undtagelse af Antarktis. I dag rummer familien en række underfamilier, som tidligere var særskilte familier, bl.a. Heliconiinae, Danainae og Satyrinae.

På engelsk kaldes disse sommerfugle for brush-footed butterflies, hvilket sigter til nogle børster på forbenene af et antal arter. Et andet engelsk navn er four-footed butterflies, hvilket skyldes, at mange af arterne kun står på fire ben, mens de to forreste, som er reducerede, ofte er rullet op.

 

Acraea
En kæmpemæssig slægt i underfamilien Heliconiinae, omfattende omkring 150 arter, hvoraf langt de fleste lever i varmere egne af Afrika, mens nogle få findes på det indiske subkontinent, samt i Sydøstasien og Australien.

I den antikke græske mytologi var Acraea datter af flodguden Asterion. Sammen med sine søstre Euboea og Prosymna fungerede hun som plejerske for gudinden Hera.

 

Acraea issoria
En almindelig art, der findes fra Indien mod øst til den sydlige halvdel af Kina og Taiwan, og derfra mod syd gennem Sydøstasien til Indonesien.

 

 

Han af Acraea issoria, Yamphudin, Kabeli-dalen, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Han af Acraea issoria, nær Sinuwa, Tamur-dalen, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Aglais Nældens takvinge
En lille slægt med 7 arter, som forekommer i tempererede og subarktiske områder på den nordlige halvkugle. Nogle autoriteter hævder, at de bør indlemmes i slægten Nymphalis.

På engelsk kaldes disse sommerfugle for tortoiseshells. Egentlig hentyder dette ord til et kæledyr, fx en kat, en kanin eller et marsvin, hvis pels er broget med sorte, brune og gule markeringer. Nogle medlemmer af slægterne Aglais og Nymphalis har disse farver på vingerne.

 

Aglais caschmirensis Indisk nældens takvinge
Vidt udbredt i Centralasien, fra Tajikistan og Uzbekistan mod øst til det vestlige Kina, mod syd til Afghanistan og Himalaya, hvor den forekommer fra Pakistan mod øst til Sikkim. Den højdemæssige udbredelse er meget stor, fra 600 m op til omkring 5500 m.

 

 

Indisk nældens takvinge, Sinuwa, Modi Khola-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Indisk nældens takvinge, Kuldi Ghar, Modi Khola-dalen, Annapurna, centrale Nepal. Et lille stykke af den venste forvinge mangler, formodentlig snappet af af en fugl. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Argynnis Kejserkåbe
En slægt med 10 arter af store, smukke sommerfugle, hvilket afspejles af navnet kejserkåbe. 9 af arterne er udbredt i tempererede og subtropiske områder af Eurasien, mens den tiende, A. hyperbius, findes i Tropisk Asien, Australien og Østafrika.

Slægtsnavnet er hentet fra den antikke græske mytologi, hvor Argynnus var en smuk dreng, elsket af helten Agamemnon. Drengen druknede i Kefisus-floden, og Agamemnon lod opføre et tempel til hans ære. Senere blev dette tempel forbundet med Afrodite, skønhedens og kærlighedens gudinde.

Det danske navn sigter naturligvis til disse sommerfugles pragt.

 

Argynnis childreni Himalaya-kejserkåbe
Denne art er udbredt i bjergområder fra Nepal mod øst til Kina. Den kendes nemt på de orangebrune bagvinger, som er skiferblå med sorte pletter langs den nedre kant.

 

 

Himalaya-kejserkåbe suger væde af klipper og sand, nær Tapethok, Tamur-dalen, østlige Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Cethosia
Denne slægt i underfamilien Heliconiinae omfatter 10-15 arter, som er udbredt på det indiske subkontinent samt i Sydøstasien og Australien.

 

Cethosia biblis
Denne markante art forekommer fra det indiske subkontinent mod øst til det sydlige Kina, og derfra mod syd til Indonesien og Filippinerne. Hannen er stærkt rød på oversiden, en advarsel til fjender om, at den har en ilde smag, erhvervet i larvestadiet gennem giftige fødeplanter.

 

 

En han af Cethosia biblis ssp. tisamena suger væde fra et vandløb, nær Tolka, Modi Khola-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne særdeles affløjne han af Cethosia biblis ssp. tisamena har overlevet adskillige angreb fra fugle, som har nappet bidder af dens vinger. – Tal, Marsyangdi-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cethosia cyane
Udbredt fra det indiske subkontinent mod øst til Yunnan-provinsen i det sydvestlige Kina, samt fra Indokina mod syd til Singapore.

 

 

Cethosia cyane søger føde i blomster af Guizotia abyssinica, Tapethok, Tamur-dalen, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Cyrestis
Disse sommerfugle, der omfatter omkring 20 arter, lever i varmere egne af Afrika, samt fra det indiske subkontinent mod øst til Indokina og derfra mod syd til Indonesien og Ny Guinea.

På engelsk kaldes disse dyr for map butterflies, hvilket sigter til vingemønsteret hos nogle arter, der minder om længde- og breddegrader på et kort, bl.a. arten herunder.

 

Cyrestis thyodamas
Denne markante art findes på det indiske subkontinent og i Indokina.

 

 

Cyrestis thyodamas suger væde fra fugtigt sand, Dana, Kali Gandaki-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Danaus Monarker
Disse sommerfugle, der omfatter 11 arter, er medlemmer af underfamilien Danainae, der tidligere blev betragtet som en særskilt familie, Danaidae. De findes på alle kontinenter med undtagelse af Europa og Antarktis.

Slægtsnavnet har en særpræget baggrund. Oprindeligt blev den amerikanske monark (D. plexippus) beskrevet i 1758 af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-1778) i hans Systema Naturae, hvor han placerede den i slægten Papilio – den eneste sommerfugleslægt i de dage.

I den antikke græske mytologi var Danaus en konge i det nordlige Afrika, som grundlagde byen Argos i Peloponnes. Linné gjorde et notat, som sagde, at navnene på sommerfugle i gruppen Danai festivi, som Papilio plexippus tilhørte, var afledt af mandsnavne i den antikke græske mytologi. Danai festivi dannede den ene af to grupper, hvori farvestrålende arter var placeret, i modsætning til den anden gruppe, Danai candidi, som indeholdt arter med stærkt hvide vinger, hvis navne var afledt af kvindenavne i den græske mytologi.

 

Danaus chrysippus Indisk monark, afrikansk monark
En vidt udbredt art, som findes i Asien, Australien og Afrika. Den er ret almindelig i lavere dele af Himalaya.

Artsnavnet blev givet af Linné. Det hentyder til Chrysippus, som var søn af Aegyptus, tvillingebror til Danaus (se ovenfor).

 

 

Indisk monark, Pokhara, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Euploea
Denne slægt omfatter omkring 60 arter, udbredt i varmere egne af Asien, Ny Guinea og Australien, med nogle få arter på øer i det Indiske Ocean. På engelsk kaldes disse sommerfugle for crows (‘krager’), hvilket sigter til deres generelt mørke farve på vingeoversiden. Som andre medlemmer af underfamilien Danainae er de giftige, hvilket skyldes, at larverne æder giftige planter. Larverne er ofte stærkt farvede som et advarselstegn til fjender.

Maskin-‘undersættelse’ fra Wikipedia: Euploea er en slægt med mælkefræs sommerfugle. Arterne er generelt mørke i farve, ofte ret sorte, hvorfor de ofte kaldes krager. Som sædvanligt for deres underfamilie er de giftige på grund af fodring med mælkevæg og andre giftige planter som larver.”

 

Euploea midamus
Denne art er udbredt fra Uttarakhand mod øst til det sydlige Kina og derfra mod syd gennem Sydøstasien og Filippinerne til Indonesien. Som hos andre medlemmer af slægten er larverne giftige, da deres fødeplanter tilhører singrønfamilien (Apocynaceae). Først er larverne grønne og lidet iøjnefaldende, men skifter senere farve til orangegul, med adskillige lange, krumme, sorte gevækster, der annoncerer til fjender, at larven ikke smager godt.

 

 

Euploea midamus, Yamphudin, Kabeli-dalen, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Euthalia
Denne slægt rummer omkring 63 arter, som er hjemmehørende i Fjernøsten og Tropisk Asien, med den største koncentration i Kina. Mange arter er pragtfulde, hvilket afspejles af gruppens engelske navne: barons, counts, dukes (baroner, grever og hertuger).

 

Euthalia patala
Denne prægtige art forekommer fra Himachal Pradesh mod øst til det centrale Kina og derfra mod syd til Indokina. Larvens fødeplanter i Himalaya omfatter bl.a. ege-arten Quercus leucotrichophora. (Kilde: R.N. Mathur & B. Singh 1959. A list of insect pests of forest plants in India and adjacent countries. Indian Forest Bulletin 171 (7): 1-130)

 

 

Euthalia patala, Neuli, Sainj-dalen, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Fabriciana Perlemorsommerfugle
Denne vidt udbredte slægt, der tæller 11 arter, findes fra Vesteuropa og Nordafrika mod øst gennem hele Sibirien til Stillehavskysten, og derfra mod syd til Himalaya og det sydlige Kina.

Oprindeligt var disse arter placeret i slægten Argynnis (ovenfor), men blev i 1922 overført til en særskilt slægt af den tyske entomolog og herpetolog Albert Franz Theodor Reuss (1879-1958), som ønskede at ære den danske zoolog Johan Christian Fabricius (se Catochrysops strabo ovenfor).

 

Fabriciana kamala
Denne art er begrænset til tempererede områder i den nordvestlige del af Himalaya, fra det nordlige Pakistan mod øst til Uttarakhand, samt tilstødende dele af Tibet.

 

 

Fabriciana kamala søger føde i blomster af hjertespand (Leonurus cardiaca), Rolla, Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Issoria Perlemorsommerfugle
Denne slægt rummer omkring 12 arter, med 6 arter i Tropisk Amerika, 4 i det sydøstlige Afrika, samt 2 i Europa, Nordafrika og tempererede egne af Asien.

 

Issoria isaea
Forekommer i bjergegne fra det vestlige Himalaya mod øst til den kinesiske Yunnan-provins. Den var førhen regnet som en underart af storplettet perlemorsommerfugl (I. lathonia), og nogle autoriteter betragter den stadig som sådan. Sidstnævnte, som er udbredt i størsteparten af Europa, Nordafrika og Mellemøsten, foretager dog i vid udstrækning trækbevægelser, hvilket ikke er tilfældet med isaea.

 

 

Issoria isaea, siddende i en art gedeblad, Lonicera rupicola, Dusum, Khumbu, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne Issoria isaea suger fugt fra jord, Khanjim, Langtang Nationalpark, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Issoria isaea er en hårdfør sommerfugl. Denne sidder på nyfalden sne, Nanda Devi Nationalpark, Uttarakhand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Junonia
Denne slægt, der indeholder omkring 33 arter, findes på alle kontinenter med undtagelse af Antarktis. Slægten blev oprettet i 1819 af den tyske entomolog Jacob Hübner (1761-1826), som var en af de første til at foretage dybdegående studier af sommerfugle. Han beskrev mange nye slægter og arter og var forfatter til værket Sammlung Europäischer Schmetterlinge (‘Samling af europæiske sommerfugle’), offentliggjort 1796-1805.

I den romerske mytologi var gudinden Juno beskytter af og rådgiver for staten. Hun var datter af Saturn, var gift med Jupiter, og var moder til Mars, Vulkan, Bellona og Juventas. Hendes antikke græske modstykke er Hera.

Førhen var mange af arterne placeret i slægten Precis.

 

Junonia almana
En meget almindelig art, som forekommer i et bredt udsnit af habitater. Den er udbredt fra Indien og Sri Lanka mod øst til Filippinerne og mod syd til det indonesiske ørige. I Himalaya træffes den normalt under 500 meters højde, men kan undertiden ses op til 1000 m.

På engelsk kaldes den for peacock pansy, hvilket hentyder til ‘øjnene’ på vingerne, der minder om ‘øjnene’ på påfugles halefjer.

 

 

Junonia almana, Pokhara, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Junonia iphita
Vingeoversiden hos denne art varierer fra lysebrun til mørkebrun. Sidstnævnte har forårsaget dens engelske navn, chocolate pansy. Den er udbredt fra det indiske subkontinent mod øst til det sydlige Kina, og derfra mod syd til Java. Disse sommerfugle er ret territoriale og ses ofte sole sig i skovlysninger.

 

 

Lys form af Junonia iphita, nær Sekathum, Tamur-dalen, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Mørk form af Junonia iphita, Pokhara, Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Junonia lemonias
Denne art forekommer fra det indiske subkontinent mod øst til det sydlige Kina, og derfra mod syd til Indokina.

 

 

Junonia lemonias, Pokhara, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Lethe
Denne slægt, der omfatter omkring 112 arter, var tidligere placeret i familien Satyridae. Disse sommerfugle er hovedsagelig udbredt i tempererede skove i Asien, men nogle få arter forekommer i Tropisk Asien. Adskillige arter har en meget begrænset udbredelse, idet de kun findes i en bestemt bjergkæde eller på et enkelt bjerg. De fleste af arterne har jordbrune vingeoversider. Undervingen er sædvanligvis stærkere farvet end oversiden, og bagvingen har 7 iøjnefaldende ocelli (‘øjne’).

 

Lethe confusa
Denne art kendes nemt på et rent hvidt, diagonalt bånd på forvingen samt de store ocelli. Den forekommer fra Nepal mod øst til det nordlige Indokina og derfra mod syd til Sulawesi og Java. I Himalaya kan den træffes op til højder omkring 1000 m. Larvens fødeplanter er forskellige bambusarter.

 

 

Lethe confusa, Sarangkot, Pokhara, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Lethe confusa, Pokhara, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Lethe kansa
Udbredt fra Uttarakhand mod øst til det nordlige Indokina og den sydlige del af den kinesiske Yunnan-provins. Vingeundersiden er lysebrun med to mørkebrune striber på både for- og bagvinge, mens ocelli er temmelig utydelige.

 

 

Lethe kansa, Mure, Arun-dalen, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Mycalesis
Denne slægt, som findes i tropiske egne af Asien og Australien, var førhen inkluderet i familien Satyridae. Med omkring 88 arter er den en af de største slægter i underfamilien Satyrinae.

Disse sommerfugle er alle afskygninger af brunt på begge vingeoverflader, markeret med en række iøjnefaldende ocelli (‘øjne’), samt en lige hvid linje på undersiden af begge vinger. Mange af arterne ligner hinanden meget.

 

Mycalesis francisca
En yderst variabel art, som er opdelt i 6 eller 7 underarter. Den forekommer fra Uttarakhand mod øst til Indokina, Kina, Taiwan og Japan. Nogle af underarterne har et lilla skær i den hvide linje (det gælder ikke for dyret på billedet herunder). Linjen såvel som ocelli er meget utydelige på tørtidsformen.

 

 

Mycalesis francisca, mellem Sekathum og Tapethok, Tamur-dalen, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Mycalesis malsara
Denne art er udbredt fra det nordvestlige Himalaya mod øst til Indokina og den kinesiske Yunnan-provins.

 

 

Mycalesis malsara, Pokhara, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Neptis
En meget stor slægt med omkring 160 arter, hvoraf hovedparten findes i varmere egne af Afrika, Asien og Australien. En enkelt art, N. sappho, er udbredt i tempererede områder fra Vesteuropa mod øst til Japan. Disse dyr forekommer i forskellige habitater, primært skov.

På engelsk kaldes de for sailers, hvilket sigter til deres karakteristiske flugtform, hvor de glider uden vingeslag (‘sejler’) langs skovkanter og lysninger.

Slægten blev oprettet i 1807 af den danske zoolog Johan Christian Fabricius (se Catochrysops strabo ovenfor).

 

Neptis clinia
Denne art er udbredt fra det indiske subkontinent mod øst til det sydlige Kina, og derfra mod syd gennem Sydøstasien til Indonesien. Den er almindelig i skove, fra lavlandet op til omkring 900 meters højde, og den ses ofte langs skovkanter og i lysninger.

 

 

Neptis clinia, underarten susrata, Pokhara, Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Neptis hylas
Forekommer fra det indiske subkontinent mod øst til størsteparten af Kina, og derfra mod syd gennem Sydøstasien til Indonesien. Den er ret almindelig i lavere egne af Himalaya.

Artsnavnet refererer til Hylas, som i den antikke græske mytologi var søn af Kong Theiodamas, der regerede over et indfødt stammefolk, Dryoperne, samt nymfen Menodice, datter af Orion. Som ung var Hylas tjener og ledsager af den stærke helt Herakles.

 

 

Neptis hylas, underarten kamarupa, Pokhara, Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Neptis mahendra
Denne sommerfugl lever i bjergområder fra det nordlige Pakistan mod øst til det sydvestlige Kina.

Artsnavnet er afledt af Sanskrit maha (‘stor’) og Indra, regnguden i den hinduistiske mytologi.

 

 

Neptis mahendra, Pokhara, Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Orsotrioena medus Jungle brown
Det eneste medlem af denne slægt, førhen placeret i familien Satyridae. Overfladisk minder den om Mycalesis-arter, men undervingen har kun to ocelli på forvingen, 3 på bagvingen. Oversiden er mørkebrun uden aftegninger.

En meget almindelig og vidt udbredt art, som lever i græsklædte områder, skovlysninger samt langs veje og flodbredder, fra lavlandet op til omkring 900 meters højde. Den forekommer fra Indien og Sri Lanka mod øst til Indokina og derfra mod syd til Ny Guinea og det nordøstlige Australien.

Der findes to former, hvoraf regntidsformen har meget større ocelli end tørtidsformen. Den hvide stribe på undersiden er ofte ret svag.

 

 

Tørtidsformen af Orsotrioena medus, Pokhara, Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pantoporia
Denne slægt, som omfatter omkring 17 arter af overvejende orange og brunligt-sorte sommerfugle, er udbredt fra det indiske subkontinent mod øst til det sydlige Kina og derfra mod syd til Indonesien, Filippinerne, Ny Guinea og Australien.

 

Pantoporia hordonia
En almindelig art, som forekommer fra det indiske subkontinent mod øst til det sydlige Kina og derfra mod syd til Indonesien. Larvernes fødeplanter er akacie-arter samt Albizia.

 

 

Pantoporia hordonia, Pokhara, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Symbrenthia
En slægt med omkring 16 arter, udbredt i Fjernøsten og Tropisk Asien, mod syd til Indonesien og Ny Guinea. Hovedkoncentrationen af arter er i Kina.

Overfladisk minder arterne om medlemmer af slægten Pantoporia (ovenfor), men vingeundersiden har et meget markant mønster i modsætning til den temmelig ensartede underside hos medlemmer af Pantoporia.

På engelsk kaldes disse sommerfugle for jesters, hvilket formodentlig hentyder til mønsteret på vingeundersiden. Ifølge Wiktionary, er en jester “en person iført farvestrålende kostume og narrehat, som underholdt det middelalderlige hof.”

 

Symbrenthia hypselis
Denne art er udbredt fra Kashmir mod øst til det sydvestlige Kina og derfra mod syd til Java. De farvede bånd på vingeoversiden varierer fra rød over orange til gul.

 

 

Symbrenthia hypselis suger af ekskrement, Sinuwa, Tamur-dalen, østlige Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Tanaecia
Denne slægt, der rummer omkring 32 arter, er udbredt fra det indiske subkontinent mod øst til det sydlige Kina og derfra mod syd til Indonesien, med den største koncentration af arter i Indonesien.

På engelsk kaldes disse dyr for counts og earls (begge ord betyder ‘greve’), hvilket naturligvis sigter til pragten hos nogle af medlemmerne.

 

Tanaecia lepidea
En almindelig art, som forekommer fra det indiske subkontinent mod øst til Indokina og derfra mod syd til Malacca-halvøen, med en enkelt underart på Mentawai-øerne vest for Sumatra.

 

 

Tanaecia lepidea han, Sarangkot, Pokhara, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Vanessa Admiraler, tidselsommerfugle etc.
Denne slægt af prægtige sommerfugle, som omfatter omkring 22 arter, findes på alle kontinenter med undtagelse af Antarktis.

 

Vanessa cardui Tidselsommerfugl
En af de videst udbredte sommerfuglearter, idet den findes på alle kontinenter med undtagelse af Sydamerika og Antarktis. Nære slægtninge, som tidligere blev betragtet som underarter af V. cardui, er australsk tidselsommerfugl (V. kershawi), amerikansk tidselsommerfugl (V. virginiensis) og vestkyst-tidselsommerfugl (V. annabella).

Tidselsommerfuglen er berømt for sit forårstræk, specielt fra Rødehavs-området til Tyrkiet i marts-april, samt fra Nordafrika og Middelhavsområdet til Nordeuropa i maj-juni. Forskning antyder, at nogle bestande af også har efterårstræk, idet de foretager en tur-retur-rejse på omkring 14.500 km fra Tropisk Afrika til polarcirklen og tilbage igen i adskillige trin, der omfatter op til 6 på hinanden følgende generationer. (Kilde: birdguides.com/news/secrets-of-painted-lady-migration-unveiled)

 

 

Tidselsommerfugl søger føde i blomster af Guizotia abyssinica, Tapethok, Tamur-dalen, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Vanessa indica Indisk admiral
Denne art er udbredt i bjergområder i Indien, Sri Lanka, Myanmar og Kina, og strejfere ses undertiden i Japan, Korea og det sydøstlige Sibirien (Ussuriland).

En meget lignende art på de Kanariske Øer og Madeira blev førhen anset for at være en underart af V. indica, skønt der er et spring på omkring 7000 km mellem disse øer og det indiske subkontinent. Bestandene på øerne betragtes nu som en særskilt art, V. vulcanica.

 

 

Indisk admiral søger føde i blomster af ildkrone (Lantana camara), Pokhara, Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

På trods af sine utroligt slidte vinger var denne indiske admiral, observeret nær Pokhara, Nepal, i stand til at flyve, omend med besvær. Mange bidder af dens vinger mangler, hvilket viser, at den overlevede adskillige forsøg fra fugle på at gøre et måltid ud af den. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Papilionidae Svalehaler og fuglevinger
En stor familie med over 550 arter, udbredt overalt i verden med undtagelse af Antarktis.

Familienavnet er afledt af papilio, det latinske ord for sommerfugle. Det danske navn hentyder til mange medlemmer af familien, som har lange forlængelser på bagvingerne, der i nogle tilfælde minder om halen hos landsvalen (Hirundo rustica).

 

Byasa
En slægt på omkring 15 arter, udbredt fra Indien mod øst til Kina og Taiwan. Nogle autoriteter inkluderer disse sommerfugle i slægten Atrophaneura.

 

Byasa plutonius
Denne art findes fra det centrale Nepal mod øst langs Himalaya til det sydvestlige Kina. Den er hovedsagelig sort eller grålig, med ret små, lyserøde, røde, hvide eller sorte pletter langs kanten af bagvingen, på begge sider af ‘halen’.

 

 

Et ret slidt eksemplar af Byasa plutonius søger føde i blomster af ildkrone (Lantana camara), mellem Sekathum og Tapethok, Tamur-dalen, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Graphium
En slægt med omkring 100 arter, vidt udbredt i den Gamle Verden, med flest arter i Tropisk Afrika, en del i Tropisk Asien og Australien, samt nogle få i Kina og Himalaya.

Nogle arter har et mønster af gennemsigtige turkisfarvede eller gullige ‘vinduer’ i vingerne.

 

Graphium cloanthus
Kombinationen af gennemsigtige grønlige ‘vinduer’ i vingerne og en lang sværdlignende ‘hale’ på bagvingen er unik for denne art. Den forekommer fra det nordlige Indien mod øst til Kina og Taiwan og derfra mod syd gennem Sydøstasien til Sumatra. Den lever i skovklædte områder i højder mellem 500 og 1800 m. Larvens fødeplanter er medlemmer af slægten Machilus, som er træer i laurbærfamilien (Lauraceae).

 

 

Graphium cloanthus ses ofte suge mineraler fra mudder, i dette tilfælde nær Tipling, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Papilio Ægte svalehaler
Efter at adskillige andre slægter er blevet indlemmet i denne slægt, indeholder den omkring 210 arter, der findes på alle kontinenter med undtagelse af Antarktis. Omkring 60 arter forekommer i den orientalske region, hvoraf mange har sorte vinger med røde og/eller hvide pletter, samt spatelformede ‘haler’.

 

Papilio bianor
Denne art, der førhen var kendt under navnet P. polyctor, er én blandt adskillige arter med en grønlig eller blålig skællet fremtoning på overvingen (se også P. paris nedenfor). Slægten omfatter omkring 10 arter, udbredt fra det østlige Afghanistan mod øst til Indokina og derfra mod nord til Kina, Taiwan, Korea og Japan, samt Ussuriland i det sydøstlige Sibirien. Larvens fødeplanter er hovedsagelig medlemmer af rudefamilien (Rutaceae).

Underarten ganesa er ret almindelig i Himalaya, fra foden af bjergene op til omkring 2100 m. Arten er valgt som stats-sommerfugl i delstaten Uttarakhand.

 

 

Papilio bianor, underarten ganesa, søger føde i blomster af ildkrone (Lantana camara), mellem Sekathum og Tapethok, Tamur-dalen, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Papilio bianor, underarten ganesa, suger mineraler fra mudder, Tatopani, Kali Gandaki-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Papilio bootes
Denne art kan adskilles fra lignende arter gennem en rød stribe langs inderkanten på undersiden af bagvingen. Den lever i bjergområder i højder mellem 1000 og 2000 m, fra Indien mod øst til det nordlige Myanmar og det sydvestlige Kina.

 

 

Papilio bootes, Sinuwa, Tamur-dalen, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Papilio machaon Almindelig svalehale
Denne meget udbredte art, der omfatter omkring 41 underarter, forekommer næsten overalt i Europa, samt i Nordafrika og gennem tempererede og subarktiske områder af Asien til Stillehavskysten, og endvidere i nordlige egne af Nordamerika.

I Himalaya lever den på alpine enge i højder mellem 600 og 4900 m. I Danmark yngler den særdeles uregelmæssigt og optræder mest som en sjælden gæst. Larvens fødeplanter er medlemmer af skærmplantefamilien (Apiaceae).

Artsnavnet refererer til Makaon, som var søn af lægeguden Asklepios i den antikke græske mytologi.

 

 

Svalehale søger føde på en mælkebøtte (Taraxacum), Valley of Flowers Nationalpark, Uttarakhand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Papilio memnon
En yderst variabel art med mindst 13 underarter. Hunnen danner talrige former, ofte med ‘hale’, og den optræder også i former, der mimer andre sommerfugle. Arten er vidt udbredt, fra Nepal og det nordøstlige Indien mod øst til det sydlige Kina, Taiwan og det sydlige Japan, og derfra mod syd gennem Sydøstasien til Indonesien. I Himalaya er den ret almindelig i lavtliggende dale, men kan undertiden træffes op til omkring 2100 meters højde.

Larvens fødeplanter er medlemmer af slægten Citrus (Rutaceae).

Artsnavnet sigter til Memnon, konge af Ethiopien i den græske mytologi. Han var en helt under den trojanske krig, som hjalp sin onkel Priam, den sidste konge af Troja, mod grækerne.

 

 

Hun af Papilio memnon, underarten agenor, formen alcanor, Khandbari, Arun-dalen, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Papilio paris
Dette er endnu en art med en grønlig skællet fremtoning på vingeoversiden. Den er ret almindelig i bjergområder fra Indien mod øst til Kina og Taiwan og derfra mod syd til Java og Sulawesi. Den lever hovedsagelig i fugtige skove, fra lavlandet op til omkring 1000 meters højde. Larvernes fødeplanter er først og fremmest medlemmer af rudefamilien (Rutaceae).

Denne art minder meget om P. bianor (ovenfor), men på paris er den blå plet på bagvingens overside meget mindre eller manglende, og den lyse stribe på forvingens overside er normalt meget smallere.

Artsnavnet sigter til Prins Páris i den græske mytologi, søn af Kong Priam og Dronning Hekuba i Troja. Det berettes, at Kong Peleus skulle giftes med den smukke havnymfe Thetis, men uheldigvis havde de glemt at invitere stridens gudinde Eris til brylluppet. For at hævne sig trillede hun et gyldent æble ind blandt gæsterne, og i skallen havde hun indridset: “Til den skønneste.”

De tre gudinder Hera, Athene og Afrodite kom op at skændes om, hvem der gjorde sig fortjent til titlen, hvorfor Zeus henviste dem til Prins Páris i Troja. De tre gudinder opsøgte ham og lovede ham hver især en belønning, hvis han valgte hende: Hera lovede magt, Athene berømmelse og visdom, og Afrodite den skønneste kvinde. Páris valgte Afrodites tilbud – og startede dermed indirekte den lange belejring af Troja, skildret i Homers digt Iliaden.

 

 

Vingernes pragtfulde farver reflekteres af solskinnet, mens denne Papilio paris suger fugt fra jorden, Bhulbhule, nedre del af Marsyangdi-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Papilio protenor
Denne sommerfugl er overvejende sort, men med iøjnefaldende røde ‘øjne’ på undersiden af bagvingen. Den er vidt udbredt, idet den findes fra det nordlige Pakistan mod øst langs Himalaya til det nordlige Indokina, Kina, Taiwan, Korea og Japan.

 

 

Papilio protenor suger væde fra mudder, Ngadi, nedre del af Marsyangdi-dalen, Annapurna, centrale Nepal. Adskillige bidder af dens vinger er blevet afbidt af fugle. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Pieridae Hvidsværmere, høsommerfugle m.fl.
Denne store familie, der omfatter omkring 76 slægter og 1100 arter, er udbredt over det meste af verden, med størst koncentration af arter i tropiske områder af Afrika og Asien. Pigmentet, som giver dem deres karakteristiske farver, kommer af affaldsprodukter fra deres fordøjelse.

 

Aporia Sortårede hvidvinger
En slægt med omkring 35 arter, udbredt i tempererede og subtropiske områder af Europa og Asien, med flest arter i Kina.

 

Aporia agathon
Denne markante art, som er opdelt i 9 underarter, forekommer fra Kashmir mod øst gennem det sydlige Tibet og Nordindien til den nordlige del af Indokina, det sydlige Kina og Taiwan. Den kendes nemt på den stærkt gule plet ved basis af bagvingens underside. I Himalaya lever den i skove og langs skovkanter i højder mellem 700 og 3000 m.

 

 

Aporia agathon søger føde i en tidsel-art, Cirsium verutum, Kathmandu-dalen, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Catopsilia
En lille slægt med omkring 6 arter af underfamilien Coliadinae, udbredt i Afrika, Madagascar, Tropisk Asien, Ny Guinea og Australien. Flere arter foretager lange trækbevægelser.

 

Catopsilia pyranthe
Dette dyr er vidt udbredt, fra det indiske subkontinent mod øst til Indokina og Filippinerne, og derfra mod syd til Ny Guinea og det nordlige Australien. Arten træffes i mange forskellige habitater, bl.a. krat, åben skov, haver og brakmarker.

Undersiden af vingerne varierer meget og kan være gullig, grønlig eller blålig, med eller uden mørke pletter.

 

 

Catopsilia pyranthe suger nektar i en blomst af Urena lobata (Malvaceae), Pokhara, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Catopsilia pyranthe, Pokhara, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Colias Høsommerfugle
Disse farvestrålende sommerfugle, der omfatter omkring 85 arter i underfamilien Coliadinae, er udbredt på alle kontinenter med undtagelse af Australien og Antarktis, med den største koncentration af arter i subarktiske og tempererede områder på den nordlige halvkugle. Mindst 6 arter forekommer i Himalaya. Larvernes fødeplanter er medlemmer af ærteblomstfamilien (Fabaceae).

 

Colias erate Østlig gul høsommerfugl
En vidt udbredt art, der forekommer fra Sydøsteuropa gennem tempererede områder af Asien til Japan og Taiwan, og tillige i den nordøstlige del af Afrika mod syd til Somalia. Arten er meget variabel, idet hannen har stærkt orangegule undervinger, mens de hos hunnen er bleggule med et stort hvidligt felt på overvingen. Hannen kan kendes fra lignende arter på den mørkere yderste tredjedel af forvingens underside.

Denne art blev beskrevet allerede i 1805 af den tyske zoolog Eugenius Johann Christoph Esper (1742-1810).

 

 

Han af østlig gul høsommerfugl, underarten lativitta, suger nektar af en agertidsel (Cirsium arvense), Shey Palace, Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hun af østlig gul høsommerfugl, underarten lativitta, suger fugt fra jord, Gokyo-dalen, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Colias fieldii
Denne art findes fra det sydlige Iran mod øst gennem Nordindien og den tibetanske højslette til det nordlige Indokina og størstedelen af Kina. Nominatracen er ret almindelig i Himalaya, hvor den kan træffes i højder mellem 1000 og 2500 m.

 

 

Colias fieldii på et bregneblad, Kimrong Khola, Modi Khola-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Par af Colias fieldii i parring, Ghora Tabela, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Eurema
En stor slægt med over 70 arter, der findes på alle kontinenter med undtagelse af Europa og Antarktis. Tidligere var mange af arterne placeret i slægten Terias. Disse dyr ses ofte i store flokke, sugende af fugtig jord eller frisk gødning af forskellige dyrearter.

 

Eurema brigitta
Denne lille sommerfugl, opdelt i 11 underarter, har en meget stor udbredelse, idet den forekommer i Tropisk Afrika, på Madagascar med omliggende øer, samt fra det indiske subkontinent mod øst til Taiwan, og derfra mod syd til Ny Guinea og Australien. Arten er ret variabel, ofte med en sort kant på undersiden af forvingen og to brunlige striber tværs over bagvingens underside. Den lever i næsten alle habitater, men undgår tæt skov og ørken.

 

 

Eurema brigitta, underarten rubella, Sarangkot, Pokhara, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Eurema hecabe
Førhen var denne art kendt som Terias hecabe. Den er vidt udbredt i Asien, Afrika og Australien, hvor den lever i krat og græsland. Den er meget variabel, men har normalt et stort antal små pletter eller ringe på undersiden af begge vinger. I Himalaya kan den træffes op til højder omkring 1500 m.

 

 

Eurema hecabe, Pokhara, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne nyligt klækkede Eurema hecabe sidder stadig på sit puppehylster, nær Pokhara, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pieris Kålsommerfugle
Denne vidt udbredte, næsten kosmopolitiske slægt indeholder omkring 40 arter, med størst artsdiversitet i det palæarktiske område. Larvernes fødeplanter er forskellige medlemmer af korsblomstfamilien (Brassicaceae), og nogle arter er alvorlige skadedyr, da de ofte ødelægger kålplanter ved at gnave talrige huller i bladene.

 

Pieris brassicae Stor kålsommerfugl
Denne almindelige art er udbredt fra Vesteuropa og Nordafrika mod øst gennem Mellemøsten, Centralasien og Himalaya til Kina og Japan. Den har også etableret en bestand i Sydafrika. Den forekommer i alle typer åbne habitater.

 

 

Hun af stor kålsommerfugl, underarten nepalensis, suger af en mælkebøtte (Taraxacum), nær søen Deepak Tal, Lahaul, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Larver af stor kålsommerfugl har ædt størstedelen af denne strand-karse (Lepidium latifolium), Markha-dalen, Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pontia Kålsommerfugle
En slægt med omkring 9 arter, der forekommer i Eurasien, Afrika og Nordamerika. Seks arter i Kina, Tibet og Nepal, som tidligere var placeret i denne slægt, er blevet overført til slægten Sinopieris.

 

Pontia daplidice Grønbroget kålsommerfugl
Dette dyr, opdelt i 9 underarter, er vidt udbredt, fra Nordafrika og Vesteuropa mod øst til Centralasien, Indien, Kina og Japan. En isoleret bestand findes i Ethiopiens højland.

 

 

Denne grønbrogede kålsommerfugl af underarten moorei suger nektar i en blomst af Anemone rivularis, Shakti, Sainj-dalen, Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Riodinidae Metalvinger, metalmærker
Denne familie med omkring 2000 medlemmer findes i de fleste egne af verden. I dag rummer den et antal underfamilier, bl.a. Nemeobiinae og Erycininae, der tidligere var anerkendt som særskilte familier.

 

Abisara
En slægt med omkring 28 arter, udbredt i tropiske og subtropiske egne i Asien og Afrika. De fleste arter har prominente ocelli (‘øjne’) langs kanten af bagvingen.

 

Abisara fylla
Denne markante art findes fra den nordvestlige del af Himalaya mod øst til det sydvestlige Kina. Den lever i skovklædte områder, i Himalaya i højder mellem ca. 800 og 2000 m.

 

 

Han af Abisara fylla, Pokhara, Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Dodona
Denne slægt, der indeholder omkring 18 arter, findes i varmere egne af Asien, fra Himalaya mod øst til Kina, og derfra mod syd til Indonesien.

 

Dodona adonira
En meget markant art med kraftige sorte striber på begge vingeflader. Den har to adskilte bestande, dels fra Nepal mod øst til det nordlige Myanmar og den kinesiske Yunnan-provins, dels på Java. Den er lovmæssigt beskyttet i Indien.

 

 

Slidt eksemplar af Dodona adonira, nær Sekathum, Ghunsa-dalen, østlige Nepal. Der mangler et stort stykke af venstre vinge, formodentlig afbidt af en fugl. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Zemeros
Denne slægt rummer kun 2 arter, der forekommer på det indiske subkontinent, samt i det sydlige Kina, Sydøstasien, Indonesien og Filippinerne.

 

Zemeros flegyas
Denne smukke lille sommerfugl, der omfatter mindst 18 underarter, har en meget stor udbredelse, idet den forekommer fra Nepal mod øst til det sydlige Kina, og derfra mod syd gennem Sydøstasien til Indonesien og den filippinske ø Palawan. Den lever i åbne skove og langs skovkanter, i Himalaya op til omkring 1800 meters højde.

Arten har to sæsonbetonede former, hvor tørtidsformen er mørkere på oversiden end regntidsformen.

 

 

Zemeros flegyas på et bregneblad, Khewang, Kabeli-dalen, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Zemeros flegyas, Jhinu Danda, Modi Khola-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Natsværmere

 

Erebidae
En meget stor familie med 18 underfamilier, der findes næsten overalt i verden.

 

Macrobrochis
Denne slægt tilhører underfamilien Arctiinae, som tidligere blev enset for at være en særskilt familie, bjørnespinderne (Arctiidae). Den er en kæmpestor og divers underfamilie med omkring 11.000 arter, stort set udbredt i hele verden.

Slægten Macrobrochis, der rummer 11 arter, findes fra Himalaya mod øst til det sydlige Kina og derfra mod syd gennem Sydøstasien til Borneo og Sumatra. 4 arter er udbredt i Himalaya. Nogle autoriteter placerer nogle af arterne i slægten Agylla.

 

Macrobrochis prasena
Dette dyr findes fra det nordlige Pakistan langs Himalaya til det nordlige Indokina og Yunnan-provinsen i Kina.

 

 

Macrobrochis prasena, Tapethok, Tamur-dalen, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Geometridae
En meget stor familie med omkring 23.000 arter, udbredt næsten overalt i verden. Familienavnet er afledt af oldgræsk geo (‘Jorden’) og metron (‘at måle’), hvilket sigter til larvernes måde at bevæge sig på, idet de synes at måle jorden, når de placerer bagbenene lige bag ved hovedet, inden de bevæger den forreste del af kroppen.

 

Abraxas
Mange medlemmer af denne slægt, som rummer omkring 60 arter, er meget ens og yderst svære at identificere. Slægten blev oprettet i 1815 af den engelske zoolog William Elford Leach (1791-1836). Han var ansat som, hvad der i de dage blev kaldt for Assistant Librarian (svarer til nutidens Assistant Keeper (‘assisterende museumsinspektør’), i den naturhistoriske afdeling på British Museum, hvor han havde ansvar for de zoologiske samlinger.

I 1815 publicerede han den første entomologiske bibliografi i Brewsters Edinburgh Encyclopedia (1808-30), og han var den første til at udskille skolopendere og tusindben fra insekterne, idet han oprettede en særskilt gruppe, Myriapoda, i dag benævnt som en underrække af leddyrene. (Kilde: K. Harrison & E. Smith 2008. Rifle-Green by Nature: A Regency Naturalist and his Family, William Elford Leach. The Ray Society, London)

 

 

Uidentificeret Abraxas-art, Jhinu Danda, Modi Khola-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ourapteryx
Denne slægt med omkring 40 arter blev ligeledes oprettet af den engelske zoolog William Elford Leach (se Abraxas ovenfor).

 

Ourapteryx clara
Denne smukke natsommerfugl er udbredt fra Afghanistan langs hele Himalaya til Sydøstasien, Taiwan, Filippinerne og Indonesien. I Himalaya er den truffet i højder mellem 450 og 1500 m.

 

 

Ourapteryx clara, Shyabru, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. Dyrets følehorn er næsten skjult bag vingerne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Saturniidae
En næsten kosmopolitisk familie med omkring 2300 arter, deriblandt nogle af verdens største natsværmere, fx natpåfugleøje (Saturnia), kæmpesilkespindere (Antheraea), samt den amerikanske slægt Citheronia. De fleste arter forekommer i tropiske og subtropiske skove, med den største diversitet i Mexico samt tropiske områder af Latinamerika.

 

Antheraea Kæmpesilkespindere
En slægt med omkring 22 arter. Larverne af adskillige arter producerer den såkaldte ‘tussar-silke’.

 

Antheraea frithi
Denne art kan have et vingespænd på op til 15 cm. Den er udbredt i bjergområder i Himalaya, Kina, Indokina, samt dele af Indonesien. Vingernes forkant er buet, og hver vinge har en stor ocellus (‘øje’), som har til formål at skræmme fjender bort. Hannen kan kendes på de fjerlignende følehorn samt sin murstensrøde farve.

 

 

Han af Antheraea frithi, Corbett Nationalpark, Uttarakhand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Tortricidae
Denne store familie omfatter over 11.000 arter, opdelt i omkring 1050 slægter. Disse dyr er udbredt over det meste af verden.

 

Cerace
En slægt med omkring 10 arter af underfamilien Tortricinae, udbredt fra Indien mod øst til Kina, Taiwan og Japan, og derfra mod syd til Indonesien.

 

Cerace stipatana
Denne art forekommer fra Indien mod øst gennem det nordlige Indokina til det sydlige Kina og Taiwan.

 

 

Cerace stipatana, Mane Bhanjyang, Arun-dalen, østlige Nepal. Den gule spids på bagvingerne er blevet bidt af, formodentlig af en fugl. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Uidentificerede natsværmere

 

 

Muligvis en Gynautocera-art, som suger af et rovdyr-ekskrement, nær Tapethok, Tamur-dalen, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne natsværmer blev fotograferet nær Siduwa, Arun-dalen, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Mesterlig camouflage. – Denne natsværmer, truffet nær Tharepati, Helambu, centrale Nepal, er næsten usynlig, som den sidder stille på et nedfaldet blad af lønne-arten Acer caudatum. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

På dette billede har en af modhagerne på et frø af dunet brøndsel (Bidens pilosa) hægtet sig fast i en vinge på en natsværmer, hvilket har forårsaget dyrets død. – Marsyangdi-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne natsværmer blev observeret nær Mitlung, Tamur-dalen, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Et eksempel på mimicry: Denne natsværmer nær Sarangkot, Pokhara, Nepal, ligner i høj grad en hveps. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

På denne nyligt klækkede natsværmer er vingerne endnu ikke helt udfoldet, Guputar, Kabeli-dalen, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Samme art som ovenfor, Sekathum, Tamur-dalen, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Sommerfuglelarver

 

 

Farvestrålende sommerfuglelarve, Junbesi, Solu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Larverne af mange natsværmere er særdeles hårede, hvilket afskrækker de fleste fugle fra at æde dem. En undtagelse er gøge af slægten Cuculus, som ofte æder sådanne larver efter at have gnubbet hårene af mod en gren. Nogle eksempler på uidentificerede hårede larver er vist herunder.

 

 

Guputar, Kabeli-dalen, østlige Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Samme art som ovenfor, Bharku, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dana, Kali Gandaki-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nær Tapethok, Tamur-dalen, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Larverne af nogle medlemmer af familien Thaumetopoeidae kaldes for processions-spinderlarver på grund af, at de, efter at have forladt deres fælles silkespind i værtstræet, bevæger sig omkring i en lang række i søgen efter føde, idet hvert af dyrene med sine munddele holder fast i dyret foran.

 

 

Processions-spinderlarver på vandring, Hille, Annapurna, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Processions-spinderlarver på vandring, Sikhe, Annapurna, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Spinderlarver af slægterne Malacosoma og Eriogaster, som tilhører familien Lasiocampidae, kendes nemt på deres iøjnefaldende silkespind, som de fremstiller i grenene af værtstræet kort efter klækningen. I formen minder spindet om et telt, og af denne grund kaldes disse dyr på engelsk for tent caterpillars (‘telt-larver’).

 

 

Spinderlarver, sandsynligvis af arten Malacosoma indicum, i deres spind i en berberis-busk, Singdam, Øvre Langtang-dal, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Coleoptera Biller
Med omkring 400.000 arter er denne orden langt den største af alle, idet den omfatter næsten 40% af de beskrevne insekter og omkring 25% af alle kendte dyrearter. Biller er udbredt over næsten hele verden og mangler kun i polarområderne. Nye arter beskrives ofte.

 

 

Mariehøne, familien Coccinellidae, Kimrong Khola, Modi Khola-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Mariehøns i parring, Kimrong Khola. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Surkhe, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Gyapla, Ghunsa-dalen, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Disse biller, muligvis ådselbiller af familien Silphidae, æder kronblade af Hibiscus syriacus, Sundarijal, Kathmandu, Nepal. Den nærmeste er indsmurt i pollen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Hemiptera Næbmunde
Medlemmerne af denne orden er en meget stor gruppe af insekter, der tæller omkring 80.000 arter på verdensplan. De omfatter mange overfamilier, bl.a. bredtæger m.fl. (Pentatomoidea), ildtæger m.fl. (Pyrrhocoroidea), cikader (Cicadoidea), bladlus (Aphidoidea), samt Fulgoroidea.

Disse dyr er meget forskelligartede, men har det tilfælles, at de har stikkende munddele, hvormed de suger plantesaft eller i nogle tilfælde bløddele af andre dyr. Deres munddele er indeholdt i et næb, kaldt rostrum, der normalt holdes under kroppen, når det ikke er i brug. Næbmunde er ofte forsamlet i store, tætte flokke på sten, mure og andre steder.

 

Pentatomoidea Bredtæger m.fl.
Denne overfamilie tæller omkring 7000 arter, opdelt i 16 familier, deriblandt:

Scutelleridae, skjoldtæger, med omkring 81 slægter og 450 arter.

Tessaratomidae, kæmpeskjoldtæger, der indeholder omkring 56 slægter og 240 arter.

Cydnidae, tornben, med omkring 750 arter.

Pentatomidae, bredtæger, en meget stor familie med omkring 900 slægter og 4700 arter.

 

 

En uidentificeret skjoldtæge, Shermatang, Helambu, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nymfe af kæmpeskjoldtægen Pycanum rubens, nær Sinuwa, Tamur-dalen, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pyrrhocoroidea

 

 

Røde tæger, sandsynligvis ildtæger af familien Pyrrhocoridae, forsamlet på et blad, Helambu, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Cicadoidea Cikader
Denne overfamilie er opdelt i to familier, Tettigarctidae, med to arter i Australien, samt Cicadidae, der er udbredt over det meste af verden og rummer over 3000 arter. Cikader er karakteriseret ved fremstående øjne, der sidder langt fra hinanden, korte følehorn, samt årede forvinger. Mange arter frembringer overordentlig kraftige lyde ved hjælp af den såkaldte tymbal, membraner i den bageste del af kroppen, som vibrerer, mens cikadens krop fungerer som resonansrum, hvilket i høj grad forstærker lyden.

 

 

Mange cikade-arter i Himalaya frembringer overordentlig kraftige lyde, der minder om støjen fra en motorsav. Denne blev observeret nær Dana, Kali Gandaki-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Farvestrålende cikade på et blad, Landrung, Modi Khola-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Fulgoroidea
En af familierne i denne overfamilie er Flatidae, som er næsten kosmopolitisk. Disse dyr suger alle plantesaft. En af arterne i Himalaya er Phromnia marginella, hvis nymfer udskiller en hvid, fnugget substans fra deres bagkrop, som får fjender til at undlade at æde dem. Når de klækker til deres voksenstadium, bliver de hvidlige insekter med et lyserødt skær på vingerne.

 

 

Nymfer af Phromnia marginella, observeret nær Mitlung, Tamur-dalen, østlige Nepal (øverst), samt nær Galeshwor, nedre del af Kali Gandaki-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Orthoptera Græshopper m.fl.
Ordenen Orthoptera er opdelt i to underordener, korthornede græshopper (Caelifera), som omfatter markgræshopper og torngræshopper, samt langhornede græshopper (Ensifera), der omfatter løvgræshopper, fårekyllinger og jordkrebs. Med undtagelse af jordkrebsene har de sidstnævnte antenner, som er længere end kroppen. Karakteristisk for begge grupper er deres bidende og tyggende munddele, kraftige bagben, beregnet til at springe langt, samt organer, der producerer deres karakteristiske lyde.

Disse dyr er planteædere, og nogle arter kan blive alvorlige skadedyr, der optræder i milliard-sværme, som fortærer alle afgrøder på deres vandringer. De fleste arter beskytter sig mod fjender gennem camouflagefarver. Bliver de opdaget, springer de pludselig højt op i luften, og mange arter breder deres farvestrålende vinger ud som et overraskelsesmoment. Andre arter har stærke farver som en advarsel til fjender om, at de er ildesmagende.

 

 

Græshoppe, Sarangkot, Pokhara, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Mange græshopper har camouflagefarver. Denne er dog meget iøjnefaldende, som den sidder på en mani-sten (en stentavle med indhuggede buddhistiske mantra’er), nær Hemis Gompa, Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

I tilfælde af fare fremviser mange græshopper farvestrålende vinger for at overraske prædatorer. – Gyantse, Tibet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Løvgræshopper i parring, Ngadi, nedre Marsyangdi-dal, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Mantodea Knælere
Denne orden rummer omkring 30 familier med ca. 430 slægter og over 2400 arter. Disse dyr er udbredt over hele verden i varmere tempererede, subtropiske og tropiske egne, hvor de lever i forskellige typer af habitater.

De er rovdyr, som sidder stille blandt vegetation og venter på, at et insekt eller et andet hvirvelløst dyr kommer forbi. Med lynets hast kaster knæleren sine forben fremad og griber det uheldige offer, som derpå ædes af knæleren. Somme tider vil en hun endog æde hannen efter parringen.

Disse insekter har navn efter den stilling, de indtager, mens de venter på bytte, med ‘foldede’ forben, som var de i bøn – stik modsat den egentlige hensigt med stillingen!

 

 

Knæler, Sarangkot, Pokhara, Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne knæler, som blev observeret nær Uttarkashi, Uttarakhand, ligner i bemærkelsesværdig grad en tør kvist. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne knæler er godt camoufleret blandt græsstrå, Dubichour, Helambu, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Anisoptera Guldsmede
Disse markante insekter er allestedsnærværende nær enhver form for ferskvand i de lavtliggende egne af Himalaya. Navnet på underordenen kommer af oldgræsk anisos (‘uens’) og pteron (‘vinge’), hvilket sigter til, at deres bagvinge er bredere end forvingen. I hvilestilling holder de fleste guldsmede vingerne fladt ud fra kroppen i en vinkel på 45-90 grader, i modsætning til deres slægtninge vandnymferne (Zygoptera), der holder vingerne over eller hen langs kroppen.

 

 

Guldsmed, nær Sinuwa, Tamur-dalen, østlige Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Guldsmed, Sarangkot, Pokhara, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne guldsmed ses som silhouet mod reflekser i Rapti-floden, Sauraha, sydlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Diptera Fluer, myg m.fl.
Denne orden omfatter talrige underordener og familier, deriblandt grupper som stuefluer, spyfluer, svævefluer, myg, mitter og frugtfluer. Over 150.000 arter er blevet beskrevet, men ordenen rummer langt flere, måske i nærheden af en million.

Navnet på ordenen er afledt af oldgræsk di (‘to’) og pteron (‘vinge’). Disse dyr har tilsyneladende kun to vinger, idet bagvingerne er blevet omdannet til føleorganer, kaldt svingkøller, der gør det muligt for dem at foretage avanceret luftakrobatik.

 

 

Humleflue af familien Bombyliidae suger nektar i en blomst af Pseudomertensia racemosa, Beabra, Asi Ganga-dalen, Uttarakhand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne interessante flue med både en kort og en lang snabel landede på mit lår, hvor jeg havde rig lejlighed til at studere den nærmere. Det skulle jeg ikke have gjort, for den borede straks sin korte snabel ind i mit lår. Det gjorde ondt! – Mane Danda, mellem Chipling og Gul Bhanjyang, Helambu, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Hymenoptera Bier, gedehamse, myrer etc.
En stor orden med over 150.000 arter, omfattende bl.a. bier, gedehamse, hvepse, myrer og savfluer.

 

 

Denne gravehveps, muligvis af familien Crabronidae, har bedøvet en græshoppe ved at sprøjte gift ind i den. Nu bringer hvepsen sit offer til et ynglehul, hvor den vil lægge æg på dens krop. Når hvepselarverne klækker, æder de den stadig levende græshoppe. – Tumlingtar, Arun-dalen, østlige Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Vespidae Sociale gedehamse
Denne familie omfatter de bedst kendte hvepse, de sociale gedehamse, der lever i store boer, centreret omkring en æglæggende dronning, omgivet af en mængde sterile arbejdere. Størsteparten af de øvrige hvepse er enligtlevende, hvor hver hun bygger en mindre rede og selv opfostrer larverne.

 

Vespa mandarinia Asiatisk kæmpe-gedehams
Denne art er verdens største gedehams med en kropslængde på omkring 45 mm, et vingespænd på ca. 75 mm, samt en ca. 6 mm lang brod. Den er hjemmehørende på det indiske subkontinent, samt i Sydøstasien og Fjernøsten, inklusive Ussuriland i det sydøstlige Sibirien. I 2019 blev den indslæbt til Stillehavskysten i det nordvestlige Amerika.

Dette dyr foretrækker at leve i bjerge i mellemhøjder, idet den undgår det varme lavland samt de største højder. Dens føde består af større insekter og saft fra træer, den plyndrer honning fra honningbier, samt larver af andre sociale insekter.

 

 

Asiatisk kæmpe-gedehams, Shivapuri-Nagarjun Nationalpark, Kathmandu-dalen, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Hirudinea Igler
Igler er orme, som enten er parasitter eller rovdyr. De omfatter omkring 680 arter, af hvilke størstedelen, ca. 480 arter, lever i ferskvand, mens ca. 100 er marine og ca. 100 landlevende. De fleste arter findes i troperne og subtroperne verden rundt, med nogle få arter i tempererede egne.

Navnet på underklassen Hirudinea er afledt af latin hirudo, det klassiske ord for igler.

Disse dyr er nogle af de mest hadede i Himalaya, hvor adskillige arter lever i græs og anden vegetation op til højder omkring 3500 m. Når en igle kan lugte den kultveilte, som et varmblodet dyr (bl.a. mennesker) udånder, strækker den kroppen ud og prøver på at suge sig fast på dyrets hud. Hvis den gør det ubemærket, suger den blod i adskillige timer og svulmer op til flere gange sin oprindelige størrelse, hvorefter den giver slip, falder til jorden og kryber ind i skoven for at lægge æg.

Såret fra et iglebid bløder kraftigt i nogen tid, men bortset fra en yderst irriterende kløe er biddet harmløst for mennesker.

 

 

Igler sanser deres ‘bytte’ gennem den kultveilte, som dyret udånder. På disse billeder strækker igler sig ud efter mine ledsageres pegefinger, nær Tashigaon, Arun-dalen, østlige Nepal (øverst), samt nær Chipling, Helambu, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Mycetozoa Svampedyr
Disse organismer regnedes førhen som tilhørende svamperiget under navnet slimsvampe, men betragtes i dag af mange autoriteter som en slags dyr, idet de i deres unge stadium er i stand til at bevæge sig omkring.

 

 

Denne skrigende orange art af svampedyr vokser på en træstub, Phele, Ghunsa-dalen, østlige Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

(Oprettet november 2020)

 

(Senest opdateret juli 2021)