Dyreliv i Alperne

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I 1920 forærede Kong Victor Emmanuel d. 3. de oprindelige 21 km² til staten, og området blev Italiens første nationalpark i 1922. På trods heraf fortsatte krybskytteriet, og i 1945 var der kun 419 individer tilbage. Siden er bestanden i parken vokset til de nuværende omkring 4000 dyr. Arten er blevet genindført mange steder i Alperne, samt til Bulgarien og Slovenien.

Om sommeren lever alpestenbukken i klippefyldt terræn lige under snegrænsen, i højder mellem 1800 og 3300 m, om vinteren i noget lavere højder.

Slægtsnavnet er den klassiske latinske betegnelse for en hunged, stammende fra proto-indoeuropæisk kapros (gedebuk). Artsnavnet er det klassiske latinske ord for stenbuk såvel som for gemse (nedenfor). Det har muligvis forbindelse til et ældgammelt indo-europæisk ord, som angiver ‘den der klatrer’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den er også blevet introduceret til Sydøen i New Zealand, hvor den betragtes som et skadedyr, idet den har stor negativ indflydelse på den lokale alpine flora.

Gemsen er et ret lille dyr med en længde på op til 1,35 m, en højde op til 80 cm og en vægt op til 60 kg. Både hanner og hunner har korte horn, som krummer bagud nær spidsen. Om sommeren er pelsen brunlig, som skifter til grålig om efteråret.

Slægts- og artsnavn er afledt af latin rupes (‘klippe’) og capra (‘hunged’), hvilket sigter til dyrets habitat samt dets ret beskedne størrelse. Navnet forekommer i litteraturen så langt tilbage som 1673.

Det danske navn kan spores tilbage til latin camox, fra det 5. årh., hvilket måske stammer fra præ-romansk eller keltisk. Camox blev til Gamz eller Gemse på tysk, hvilket danskerne adopterede.

Ordet gede-antilope hentyder til en gruppe drøvtyggere, som hverken er ægte geder eller ægte antiloper, men har træk fra begge grupper. Foruden gemsen omfatter gruppen bl.a. de asiatiske serow’er (Capricornis) og goral’er (Naemorhedus), samt den amerikanske sneged (Oreamnos). Goral er beskrevet på siden Dyreliv – Pattedyr: Pattedyr på det Indiske Subkontinent, snegeden på siden Dyreliv: Dyre-portrætter.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Røde ræve lever parvis eller i små familiegrupper, hvor unger fra forrige kuld hjælper til med at opfostre det næste kuld. Disse dyr er altædende, idet føden bl.a. omfatter gnavere, kaniner, hjortelam, fugle, krybdyr, hvirvelløse dyr, frugt samt til tider grønt. I områder med ulve, prærieulve, guldsjakaler og store kattearter er den røde ræv meget følsom over for angreb fra disse større rovdyr.

Den røde ræv er blevet efterstræbt af mennesker gennem tusinder af år, i begyndelsen på grund af dens overdådige pels. Da menneskene slog sig ned som bønder og begyndte at holde høns, begyndte rævene hurtigt at dræbe disse høns, og af denne grund blev den jaget som skadedyr. I de senere år har arten bredt sig til byområder, hvor der ikke forekommer jagt. Her trives den, idet den lever af gnavere og spiseligt affald. Mange mennesker fodrer dem også.

Slægts- og artsnavn er den klassiske latinske betegnelse for ræv.

Andre billeder af arten vises på siden Dyreliv – Pattedyr: Hundefamilien.

 

 

 

 

 

 

Murmeldyr lever i underjordiske gange, op til 2 m under jordoverfladen, og de graver gangsystemer på op til 10 meters længde. De ses ofte sidde på deres bagdel uden for deres bo, og deres skarpe advarselssignal kan høres på lang afstand. De er næsten udelukkende vegetarer. De laver ikke fødedepoter, men om efteråret er de blevet så ekstremt fede, at de kan sove uforstyrret vinteren igennem.

Alpemurmeldyret er almindeligt i alpine områder i højder mellem 800 og 3200 m, udbredt i det sydlige Frankrig, Vogeserne, Schwarzwald, Alperne, den nordlige del af Apenninerne, Karpaterne i Rumænien samt Tatra-bjergene i Polen. I 1948 blev arten genindført med succes til Pyrenæerne, hvor den uddøde omkring slutningen af den sidste istid.

Slægts- og artsnavn stammer fra latin mus montis (‘bjergmus’), hvilket blev til murmont på romansk og videreudviklet til marmotte på fransk og marmota på spansk. Det danske navn er overtaget fra tysk Murmeltier, hvoraf den første del ligeledes er afledt af murmont.

Andre billeder af arten vises på siden Dyreliv – Pattedyr: Egern.

 

 

 

 

 

 

 

 

Haren er et steppedyr, som lever i åbne områder med spredt buskvegetation, men den har nemt tilpasset sig et liv i landbrugsland, bare der er ly i nærheden. I Alperne træffes den mest i højder under 2000 m, mens den i større højder erstattes af skovharen (L. timidus).

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for hare.

Andre billeder af arten vises på siden Dyreliv – Pattedyr: Harer, kaniner og pibeharer.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er et latinsk ord, der blev benyttet som navn på en ukendt vandfugleart af den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.), hvis liv er beskrevet på siden Folk: Berømte naturhistorikere. Artsnavnet er en kombination af slægtsnavnene Mergus og Anser (‘gås’).

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af latin falx eller falcis (‘håndsegl’), hvilket sigter til kløerne.

Artsnavnet er det klassiske latinske navn på tårnfalken, afledt af tinnulus (‘skinger lyd’). Det danske navn sigter til, at arten førhen ofte ynglede i kirketårne.

 

 

 

 

 

 

Alpealliken er den mindste af de to arter, med gult næb og rødlige ben. Den er vidt udbredt, idet den findes i Marokko, Pyrenæerne, Alperne og andre centraleuropæiske bjerge, i Italien og på Balkan, på Kreta, i Tyrkiet, Kaukasus, og Alborz-bjergene i Iran, samt i Himalaya og andre centralasiatiske bjerge.

Den er meget almindelig mange steder og bliver ofte særdeles tillidsfuld. I Himalaya har den ynglet i en højde af 6500 m, højere end nogen anden fugleart, og den er blevet observeret følge efter bjergbestigere på Sagarmatha (Mt. Everest) i en højde af 8200 m.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk pyrrhos (‘flamme-farvet’), af pyr (‘ild’), samt korax (‘ravn’), hvilket sandsynligvis hentyder til det røde næb hos alpekragen.

Artsnavnet er et klassisk latinsk ord, som blev anvendt om en uidentificeret fugl, der af senere skribenter er blevet tolket som værende alliken (Coloeus monedula). Måske mønter navnet på, at alpealliken i lighed med alliken er lille, en del mindre end alpekragen.

 

 

 

 

 

 

Den blev indført til New Zealand i 1862, og i dag er den meget almindelig her. Den findes også i et ret begrænset område i den sydøstlige del af Australien.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for drossel. Artsnavnet er afledt af oldgræsk philein (‘at elske’) samt melos (‘melodi’), hvilket sigter til denne arts fantastiske sang.

Ordet drossel er afledt af proto-germansk þrustlō, et urgammelt navn for sangdroslen. På ældre angelsaksisk blev þrustlō til throsla, på tysk Drossel, som vi så adopterede. Svenskerne, derimod, anvender ordet trast for disse fugle, og nordmændene trost. På middelalder-engelsk ændredes þrustlō til throstle, der senere blev til thrush.

 

 

 

 

 

Tre underarter af denne fugl er vidt udbredt i Europa og det vestlige Asien. Den yngler i hele Norge, den vestligste del af Sverige, den nordligste spids af Finland, på Kola-halvøen, samt i Timan-bjergene nær Arkhangelsk, og endvidere i Skotland, det nordlige England, Wales og Irland, i Pyrenæerne og Alperne, i bjerge i Østeuropa og på Balkan, i det sydlige og østlige Tyrkiet, i Kaukasus, samt i det nordlige Iran.

I størsteparten af dens udbredelsesområde er den begrænset til bjerge, hvor den yngler i kløfter, klippefyldte områder eller blandt nedfalden ur. I Skandinavien, Finland, på Kola-halvøen samt på de Britiske Øer træffes den dog ned til havniveau.

Der foreligger et enkelt dansk ynglefund fra 1935, hvor et par ynglede i kløften ved Jons Kapel på Bornholm. Denne lokalitet minder jo også på mange måder om de skandinaviske fjelde.

Arten er trækfugl, som tilbringer vinteren i det sydlige Spanien og Nordafrika, på Balkan, i det sydlige Tyrkiet, samt i det vestlige Iran.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med halsbånd’.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af latin musca (‘flue’) og capere (‘at fange’). Artsnavnet er latin og betyder ‘stribet’, hvilket sigter til artens stribede bryst.

 

 

 

 

 

Fjerdragten varierer betydeligt. Hanner af de østlige underarter har sort maske og øvre del af brystet, sodfarvet overside, samt rødbrun bug og hale, mens de hos vestlige underarter er næsten sorte med hvidlig undergump og armsvingfjer, samt rødbrun hale.

Slægtsnavn, artsnavn og dansk navn hentyder alle til artens rødlige hale. Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk phoinix (‘rødbrun’) samt oura (‘hale’), artsnavnet af oldgræsk okhros (‘okkerfarvet’) samt igen oura. Betegnelsen stjert i det danske navn er et gammelt ord for hale. Det anvendes stadig på svensk.

 

 

 

 

 

Den minder om sortstrubet bynkefugl (S. rubicola), men kan straks kendes på den kraftige øjenstribe og den lyse strube hos begge køn.

Slægtsnavnet er afledt af latin saxum (‘klippe’) og incola (‘lever iblandt’), hvilket sigter til den foretrukne biotop hos typearten sortstrubet bynkefugl.

Artsnavnet er afledt af latin rubus (‘brombær’), hvilket hentyder til, at artens foretrukne biotop er åbne områder med spredte buske og tætte krat af brombær (Rubus fruticosus). Det danske navn sigter også til habitaten, da gråbynke (Artemisia vulgaris) udelukkende vokser i åbne områder.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af latin mons (‘bjerg’) og fringilla (‘finke’). Tidligere blev disse fugle betragtet som finker og placeret i familien Fringillidae. Genetisk forskning har imidlertid vist, at de er spurve.

Artsnavnet er afledt af latin nix (‘sne’), hvilket hentyder til, at arten lever i store højder.

 

 

 

 

 

 

 

Den producerer et giftstof gennem huden, formodentlig som værn mod prædatorer og muligvis også angreb fra mikrober. Ulig andre salamandere er den ikke afhængig af vandhuller for at yngle, men føder unger, som lever på tørt land lige fra starten.

Slægtsnavnet er oldgræsk og blev forbundet med et væsen, som efter sigende kunne modstå eller endog leve i ild. Det blev knyttet til disse padder, fordi de ofte findes i kølige, fugtige, rådnende træstammer. Hvis disse blev afbrændt, ville dyrene forsøge at krybe ud, hvilket ledte til den falske tro på, at de var skabt af ild eller var immune over for den.

Artsnavnet er latin og betyder ‘sort’.

 

 

 

 

 

 

 

Den lever i lyse skove på klippefyldte skråninger og klippefyldte heder, samt i græsklædte områder med buske. Larverne lever på alger, laver, mosser, samt gamle og friske plantedele.

Nord for Alperne er arten stærkt truet af tab af levesteder, men i den sydlige del af Alperne er den stadig almindelig mange steder.

Slægtsnavnet er afledt af latin amatus (‘elsket’), mens artsnavnet refererer til Fegea, som var datter af Kong Fegus af Psophis i Arkadien.

 

 

 

 

 

Den findes i skovlysninger, fugtigt græsland og højalpine græsgange, hvor larverne lever på forskellige plantearter.

Sydlige bestande er hovedsagelig begrænset til bjergegne. I Alperne forekommer den op til højder omkring 2600 m. Nogle bestande er aftagende eller truede.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk arktos (‘bjørn’), hvilket hentyder til de hårede larver, mens artsnavnet er afledt af Plantago, den latinske betegnelse for vejbred, som er en af larvens fødeplanter.

 

 

 

 

 

 

Arten er begrænset til skove og græsland i det sydlige Schweiz og det nordvestlige Italien i højder mellem 800 og 2000 m. Den er stort set begrænset til områder, hvor larvens hovedføde, Astragalus exscapus, vokser, skønt den til tider kan leve på Astragalus alopecurus. Den er truet af tab af levesteder.

Den kan kendes på en række små, hvide, diffuse V’er, som strækker sig indad fra hver af de orange submarginale pletter til de postdiskale sorte pletter, men ikke forbi dem.

Slægtsnavnet refererer til den græske ø Kreta, hvor slægtens type-art, Kretania psylorita, er endemisk. Artsnavnet er forklaret ovenfor.

 

 

 

 

 

 

Den lever i skovklædte områder, først og fremmest tætte og modne egeskove, hvor hunnerne tilbringer det meste af deres liv i trætoppene og kun kommer ned for at lægge æg på seljepil (Salix caprea), undertiden på andre pilearter. Hannerne tilbringer også megen tid i trætoppene, hvor de forsvarer deres territorium mod andre hanner, skønt de undertiden kommer ned for at æde eller drikke. Ulig de fleste andre sommerfugle fouragerer iris ikke i blomster, men lever af honningdug (ekskrementer af bladlus), saft fra sår på egetræerne, samt gødning, urin og døde dyr.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk apatao (‘bedrage’), hvilket sigter til hannens iriserende purpurblå skær på overvingen. Vingerne syner brune fra mange vinkler, men kan pludselig fremvise et strålende purpurblåt glimt i solskinnet, hvorved de ‘bedrager’ iagttageren. Nogle autoriteter foreslår, at ordet relaterer til Apaturia, et udtryk, som blev anvendt for adskillige gudinder i den græske mytologi.

Artsnavnet refererer til den græske gudinde Iris, som var gudernes budbringer og personificeringen af regbuen.

 

 

 

 

 

Den lever i alle skovtyper, og i Alperne træffes den op til højder omkring 1300 m, sjældent lidt højere. Larven lever på viol-arter (Viola), og hjortetrøst (Eupatorium cannabinum), oregano (Origanum vulgare) og tidsler (Carduus og Cirsium) er vigtige fødeplanter for de voksne.

Arten er ikke truet, men er gået drastisk tilbage mange steder i de senere år, hovedsagelig på grund af ødelæggelse af levesteder.

Slægtsnavnet er afledt af navnet på en smuk kvinde, formodentlig Afrodite, den græske gudinde for kærlighed og skønhed, som Agamemnon var forelsket i. Han lod opføre et tempel til hendes ære. Artsnavnet hentyder også til Afrodite, idet det refererer til byen Pafos på Cypern, som ifølge den græske mytologi var hendes fødested.

Ordet perlemorsommerfugl hentyder til bagvingens underside hos en række takvingearter, som har skinnende pletter, der minder om perlemor.

 

 

 

 

 

Den lever i fugtige enge, alpint græsland og skovlysninger, og i Alperne findes den i højder mellem 1100 og 2300 m. Dens forekomst er i reglen bundet til larvernes hovedføde, som er slangeurt (Bistorta officinalis), skønt de også ofte lever på visse viol-arter (Viola).

I de lavere dele af Alperne går den tilbage på grund af tab af levesteder, men i de højere dele er den stadig almindelig.

Da den britiske entomolog og illustrator Frederic Moore (1830-1907) beskrev arten i 1900, navngav han den Boloria, afledt af oldgræsk bolos (‘fiskenet’), hvilket sigter til det netlignende mønster på vingeundersiden.

Artsnavnet hentyder til en af Titanernes døtre i den græske mytologi. Forøvrigt er Titania også navnet på alfernes dronning i den vestlige folklore. Hun optræder fx i William Shakespeares En Skærsommernatsdrøm.

Det danske navn hentyder sandsynligvis til dyrets spraglede overside, der kan sammenlignes med en middelalderlig italiensk komisk figur, Arlecchino (på dansk Harlekin), som er karakteriseret ved sit spraglede kostume.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er uforklaret. Artsnavnet refererer til Kirke, den berømte troldkvinde i den græske mytologi, som levede på øen Aiaia og forvandlede mænd til dyr, bl.a. ulve og løver, som bevogtede hendes hjem. På sine rejser landede Odysseus på øen, hvor hans mænd blev forvandlet til svin. Med hjælp fra guden Hermes kunne Odysseus modstå hendes magi, og han blev hendes elsker i et år.

 

 

 

 

 

Arten er ikke truet, men er i tilbagegang i nogle områder på grund af overgræsning og ødelæggelse af levesteder.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk koinos (‘almindelig’) og nymphe (‘nymfe’). Artsnavnet er uforklaret.

 

 

 

 

 

Den forekommer også i de Cantabriske Bjerge i det nordlige Spanien, i Apenninerne, samt i bjerge på Balkan.

Slægtsnavnet hentyder til Erebus, som i den græske mytologi var guddom for mørke og skygge. Navnet hentyder til denne sommerfugls mørke overside. Artsnavnet er uforklaret.

Det danske navn sigter til de distinkte mandelformede orange pletter på vingerne.

 

 

 

 

 

Larverne lever på vejbred-arter (Plantago), sjældnere på medlemmer af maskeblomstfamilien (Scrophulariaceae).

Slægtsnavnet er afledt af Melite, som var en nymfe i den græske mytologi, mens artsnavnet er latin og betyder ‘variabel’, hvilket sigter til artens meget variable udseende.

 

 

 

 

 

 

I Alperne forekommer den hovedsagelig i højder mellem 400 og 2000 m, men i Centralasien kan den træffes op til omkring 4900 meters højde.

I Danmark yngler den særdeles uregelmæssigt og optræder mest som en sjælden gæst. Larvens fødeplanter er medlemmer af skærmplantefamilien (Apiaceae).

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for sommerfugle, mens artsnavnet sigter til Makaon, som var søn af lægeguden Asklepios i den græske mytologi.

Det danske navn hentyder til forlængelserne på bagvingerne, der minder om halen hos landsvalen (Hirundo rustica).

 

 

 

 

 

I den sydlige del af området er den begrænset til bjergegne. I Alperne forekommer den især i højder mellem 1000 og 2700 m, men kan undertiden træffes i lavere højde. I Centralasien findes den i højder op til omkring 3000 m.

Æggene overvintrer og klækker om foråret. Larverne lever på stenurt-arter (Sedum og Hylotelephium) samt husløg (Sempervivum).

Slægtsnavnet hentyder til Parnassos-bjerget, som i den græske mytologi var helligt for Apollon, guddom for musik, digterkunst og helbredelse. Det var også hjemsted for muserne, de græske gudinder for kunst, litteratur og videnskab.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er oldgræsk og betyder ‘vanskelighed’ eller ‘tvivl’. Det vides ikke, hvad der hentydes til. Artsnavnet er afledt af Crataegus, det latinske ord for hvidtjørnearter, som er blandt de primære værtsplanter for larverne.

 

 

 

 

 

Den lever i enge, skovlysninger og andre åbne biotoper, fra havniveau til store højder, fx 2600 m i Italien og 3600 m i Marokko. Larvernes fødeplanter er adskillige medlemmer af korsblomstfamilien (Brassicaceae).

Slægtsnavnet er den latinske betegnelse for muserne, gudinder for sang og digterkunst i den græske mytologi, der undertiden blev kaldt for Pieriderne.

Artsnavnet er afledt af latin napus, hvilket hentyder til raps (Brassica napus), en af fødeplanterne.

 

 

 

 

 

 

 

 

Den er udbredt i Vest-, Mellem- og Sydeuropa, fra Irland mod øst til Altai-bjergene, samt Lilleasien og Kaukasus. Den forekommer fra havniveau op til omkring 2500 meters højde i Alperne. Omkring 14 underarter er accepteret.

Arten er i tilbagegang i nogle områder på grund af habitatødelæggelse.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk zygo (‘åg’), hvilket hentyder til de rødlige bånd, der minder om et åg hen over vingerne. (De fleste af slægtens medlemmer har dog pletter, ikke bånd).

Artsnavnet er latin og betyder ‘farvet med purpur’, hvilket igen sigter til de purpurfarvede eller skarlagenrøde bånd på vingerne.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Efter at galmyggen har lagt æg i nerverne af unge bøgeblade, producerer de klækkede larver kemiske stoffer, som får bladet til at danne galler – hårde, spidse, 4-10 mm lange udvækster, som beskytter larverne mod fjender. Gallerne er først grønne og bliver siden rødbrune. Larverne lever af bladene, men skønt de kan være meget talrige, gør de ikke megen skade på træet.

Slægtsnavnet hædrer den tjekkiske entomolog Josef Mik (1839-1900), som havde specialiseret sig i Diptera (ægte fluer). Artsnavnet hentyder til artens værtstræ, bøgen (Fagus sylvatica).

 

 

 

 

 

 

Larverne lever på blade af grå hovblad (Adenostyles alliariae) og alpe-hestehov (Petasites paradoxus), hvis blade ofte er blevet næsten fuldstændig ædt af larverne.

Slægtsnavnet er oldgræsk og betyder ‘lever i bjerge’, mens artsnavnet er latin og betyder ’tilknyttet Cacalia‘, et tidligere slægtsnavn på en af dens værtsplanter, grå hovblad.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det er en stor snegl, hvis hus har en vidde på op til 5 cm og en højde op til 4,5 cm.

Slægtsnavnet er oldgræsk og betyder ‘spiral’, hvilket sigter til det snoede hus. Artsnavnet er afledt af oldgræsk poma (‘dække’), hvilket hentyder til, at dyret, inden det går i vinterdvale, forsegler hele åbningen med et kalklag.