Cervidae Hjorte

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Bortset fra Australien og Antarktis har familien hjemmehørende arter på alle kontinenter, med den største koncentration i Asien. I Afrika har antiloper erstattet hjorte på næsten hele kontinentet, med undtagelse af Atlas-bjergene i det nordvestlige hjørne, hvor den hjemmehørende berberhjort, en underart af kronhjort (Cervus elaphus), forekommer. Dådyret (Dama dama) er blevet indført til Sydafrika.

Hjorte optræder i adskillige kulturers mytologier, og kunstværker, som gengiver hjorte, findes i hele deres udbredelsesområde.

Et stort antal hjortearter, bl.a. alle nævnt nedenfor, er beskrevet i dybden på siden Dyreliv – Pattedyr: Hjorte.

 

Hjorte holdes mange steder i dyreparker på grund af deres skønhed og ynde, andre steder til kødproduktion.

Gennem tusinder af år har gevirer i bast været anvendt i traditionel kinesisk medicin mod diverse lidelser, fx knogle- og ledsmerter samt kalkmangel, og endvidere som stimulationsmiddel til børns vækst, som et middel mod ældning, samt som potensfremmende middel.

Hjortens penis siges at have vigtige terapeutiske egenskaber. Den skæres i småstykker, som ristes og derpå tørres i solen. I Taiwan er det rapporteret, at kvinder førhen spiste hjortepenis under svangerskabet, da det efter sigende skulle gøre mor og barn stærkere. Det var også kendt, at Maya’erne ristede hjortepenis, og den græske læge Hippokrates fra Kos (ca. 460-370 f.Kr.) anbefalede den som potensfremmende middel.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Aktæon var en jæger, der en dag under jagt med sine hunde i skoven så Artemis bade i en flod. Han skjulte sig under et hjorteskind med gevir og sneg sig tæt på gudinden. Hun opdagede ham imidlertid og blev så vred over, at en dødelig mand havde set hende nøgen, at hun forvandlede ham til en hjort. Han forsøgte at flygte, men blev indhentet og sønderrevet af sine egne hunde.

Artemis hævnede også drabet på en hjort, som var hellig for hende. Den var blevet nedlagt af Kong Agamemnons mænd, men da Artemis var i stand til at kontrollere vejret, lod hun blæse en hård vind, som holdt Agamemnons flåde, der var rede til at sejle mod Troja, i havn.

 

 

 

 

 

I den irske mytologi var Sadb en smuk ung pige, datter af kongen af Síd-stammen i Munster. Hun blev bemærket af en mægtig druide ved navn Fer Doirich, som ville giftes med hende. Hun var dog stadig meget ung og afviste hans tilnærmelser, hvilket gjorde ham så rasende, at han forvandlede hende til en hind, så hun kunne blive dræbt af ulve. Den stakkels pige løb ud i skoven, hvor hun levede i 3 år.

Finn mac Cumhail var leder af Irlands heltemodige krigere Fianna. En dag, hvor han var på jagt med sine hunde Bran og Sceolan, trængte han en smuk hind op i en krog, men hans hunde nægtede at dræbe den. I stedet tog han den med tilbage til sin ejendom, hvor den genvandt sin oprindelige skikkelse som Sadb. De blev gift, men kort efter måtte Finn drage af sted for at forsvare sit land. Mens han var borte, forvandlede druiden Fer Doirich hende igen til en hind. Skønt Fianna ledte efter hende vidt og bredt, kunne de ikke finde hende.

Nogle år senere var Finn igen på en jagtudflugt, og hans selskab opsporede et hjortekid, som de trofaste hunde dog nægtede at dræbe. Da de bragte kiddet hjem, forvandledes det til en dreng, og Finn indså, at det var hans søn. Han gav drengen navnet Oisin, som betyder ‘hjortekid’. Oisin blev senere en stor kriger i Fianna.

 

 

 

 

 

Kelterne mente, at en hvid hjort med gevir ville vise sig, hvis man overtrådte et tabu. I den walisiske mytologi kom Pwyll Pen Annwn, herre over Dyfed, uforvarende ind i underverdenen Annwn, regeret af Arawn. Her bemærker han to hvide hunde med røde ører, som æder af en hvid hjort. Pwyll jager hundene bort, men erfarer så senere, at de tilhører Arawn. Som straf for denne overtrædelse forlanger Arawn, at Pwyll skal bytte plads med ham i et år, og når det er gået, skal han bekæmpe Hafgan, Arawns rival.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En kvinde fortæller sin mand, at de to små børn fra hans første ægteskab, en dreng og en pige, vil fare vild i skoven. Da det så sker, kan børnene ikke finde vand noget sted, indtil de følger rævespor til en boblende kilde. Pigen advarer imidlertid sin bror mod at drikke, da det vil forvandle ham til en ræv. De følger nu bjørnespor til en ny kilde, men igen advarer pigen sin bror mod at drikke, da det vil forvandle ham til en bjørn. Da de følger hjortespor til endnu en kilde, advarer hun igen broderen mod at drikke, men han er for tørstig og slukker sin tørst, hvilket forvandler ham til en gylden hjort. Han bærer sin søster bort i en vugge i geviret og bygger en rede til hende oppe i et træ, hvor hun vokser op.

En dag, hvor en prins er ude på en ridetur, ser han pigen og bliver forelsket i hende. Han udlover en stor dusør til den, som vil sørge for, at pigen bliver gift med ham. En gammel kvinde får øje på den gyldne hjort, men ved ikke, hvordan hun skal kontakte den, så hun lokker pigen ned fra træet ved at lade som om hun fumler med sit madbål, hvorefter hun bærer pigen bort til prinsen.

Den gyldne hjort følger efter dem til prinsens slot, hvor pigen fortæller prinsen, at hjorten er hendes broder, hvorpå prinsen giver den en fin stald med en overflod af føde. Pigen bliver gift med prinsen, og alle lever lykkeligt med undtagelse af en sigøjnerpige, som før havde været prinsens øjesten. Hun lokker pigen ud i skoven, hvor hun udmattet falder i søvn. Sigøjnerpigen binder hende, ifører sig hendes tøj og dækker sit ansigt til, inden hun vender tilbage til slottet. Hun gennemskues imidlertid straks af den gyldne hjort. Prinsen og hans mænd følger efter hjorten ud i skoven, hvor de befrier pigen. Men som straf bliver sigøjnerpigen stenet til døde.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Blandt Lakota-folkene er Sinte Sapela Win (‘Hjortekvinde’) en manifestation af ånden Anukite. Ite (‘Ansigt’) var datter af den første mand og den første kvinde. Hun var en smuk ung kvinde, og Tate (‘Vinden’) blev forelsket i hende. De blev gift og fik firlinger, som blev til de Fire Vinde. Ite ønskede at blive en guddom og fik hjælp af troldmands-edderkoppen Inktomi, som bevirkede, at Solen blev forelsket i Ite. Under en fest satte Ite sig på den plads, som egentlig tilkom Månen, der var Solens hustru. Som straf for Ites mangel på respekt kastede Himlen hende ned på Jorden. Halvdelen af hendes ansigt blev grimt, og hendes navn blev ændret til Anukite (‘Kvinde med dobbelt ansigt’).

 

 

“Bring mig huden af en hvid hjort,” sagde han. “Prisen for min datter er en hvid hjort.” Han vidste, at albino-hjorte var meget sjældne og således ville være meget svære at finde.

Blåskade gik til Lysende Måne og sagde: “Når en måne er gået, vender jeg tilbage med din brudepris, og vi bliver gift. Det lover jeg dig.” Så tog han sin bedste bue og sine skarpeste pile og drog bort.

Tre uger senere var Blåskade sulten, ensom og overkradset af tornede buske. Så en nat i fuldmånens skær så han en hvid hjort, som syntes at svæve gennem månelyset. Da hjorten var kommet tæt på det sted, hvor Blåskade sad gemt, afskød han sin skarpeste pil, som sank dybt ind i hjortens hjerte. Men i stedet for at knæle ned og dø, galopperede hjorten lige mod Blåskade med øjne, som glødede rødt, samt et skarpt og truende gevir.

Da en måned var gået, var Blåskade ikke vendt tilbage, som han havde lovet Lysende Måne. Efter flere måneders venten afgjorde stammen, at han aldrig ville vende tilbage.

Men Lysende Måne giftede sig aldrig, for hun havde en hemmelighed. Når månen skinnede lige så lyst som hendes navn, så hun ofte en hvid hjort i røgen fra lejrbålet, som løb af sted med en pil i sit hjerte. Hun var sikker på, at hjorten til slut ville falde, og Blåskade ville vende tilbage.

Den dag i dag er hvide hjorte hellige for Chickasaw-folket.

 

 

 

 

 

 

I den indiske mytologi antager Saraswati, den hinduistiske gudinde for lærdom, ofte form som en rød hjort ved navn Rohit. Af denne grund sidder lærde mænd ofte på hjorteskind og anvender hjorteskind som klædning.

En gylden hjort spiller en vigtig rolle i det hinduistiske helte-epos Ramayana. Mens de er i eksil i skoven, ser Ramas forlovede Sita en gylden hjort og beder Rama og hans broder Lakshmana om at få fat i den til hende. Hjorten er imidlertid en dæmon ved navn Maricha, som har antaget denne form for at lokke Rama og Lakshmana bort fra Sita, hvilket gør det muligt for hans nevø Ravana at kidnappe hende. (Mere om dette emne på siden Dyreliv – Dyr i kultur og religion – Pattedyr: Cercopithecidae.)

 

 

 

 

 

Andre billeder fra dette fantastiske område kan studeres adskillige steder på denne hjemmeside, bl.a. Religion: Hinduisme, Dyreliv – Dyr i kultur og religion – Pattedyr: Elephantidae, samt Planteliv: Gamle og store træer.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I daoismen, som er en unik blanding af buddhisme og urgammel animistisk tro, ses hjorte ofte afbildet i skulpturer og relieffer.

Buddhismen er indgående beskrevet på siden Religion: Buddhisme, og daoismen på siden Religion: Daoisme.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den udbredte tro blandt amerikanske småbørn på, at julemandens slæde bliver trukket af otte rensdyr (Rangifer tarandus), når han bringer gaver til dem ned gennem skorstenen julenat, har faktisk sin rod i mytologien hos sibiriske rensdyrnomader.

Som den amerikanske forfatter og etnolog Robert Gordon Wasson (1898-1986) tydeligt demonstrerer i den klassiske bog Flesh of the Gods, var et helligt, urgammelt, før-kristent ritual hos europæiske folkeslag centreret omkring den røde fluesvamp (Amanita muscaria). De stærkt hallucinogene egenskaber hos denne svamp var så højt værdsat blandt shamaner, at arten blev udryddet på det indiske subkontinent. Det er svært at overdrive svampens betydning for disse folkeslags mentale tilstand.

En gruppe af disse folk, som indtil omkring 1900 stadig praktiserede deres oprindelige levevis, var de halv-nomadiske rensdyravlere i det nordlige Skandinavien og Rusland, som boede i jurt-lignende kåter og drog omkring i slæder, trukket af rensdyr. Deres shamaner var iført spidse røde hatte, der symboliserede den hellige røde fluesvamp. De bar også røde kåber, som symboliserede deres himmelflugt, når de konsumerede svampen på den helligste nat af alle – vintersolhverv (dengang d. 25. december). Nikker du genkendende til julemandens dragt?

Nutidens julemand er baseret på traditioner omkring Sankt Nikolaos (ca. 270-343), en tidlig kristen biskop af græsk afstamning fra byen Myra, der i dag kaldes Demre, beliggende i provinsen Antalya i det sydlige Tyrkiet. På engelsk hedder julemanden Santa Claus, hvilket er en sammentrækning af Sankt Nikolaos.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Prinsessen Tuvstarr er træt af slottets begrænsninger og beder elgtyren Skutt om at bære hende ud i skoven for at udforske verden. Skutt advarer hende om, at der i skoven findes farlige kræfter, men det vil hun ikke høre på.

Ude i skoven forlader hun Skutt og vandrer omkring. Først møder hun elverfolk, som tager hendes guldkrone. Dernæst træffer hun huldren, et farligt kvindeligt væsen, som lokker mennesker i fordærv. Hun stjæler prinsessens fine hvide tøj. Til slut kommer hun til en skovdam, hvor hun taber sit halssmykke af guld i vandet. Hun sætter sig ved bredden og stirrer undrende ned i det mørke vand – et sørgeligt øde, som symboliserer hendes tabte uskyld og hjem.

Da Skutt vender tilbage for at bringe hende hjem, er hun borte, men ved bredden, hvor hun sad, vokser en plante med hvide blomster, tuvstarr.*

 

 

 

 

 

 

Hjorteskind, specielt skind af axishjort, blev tidligere meget anvendt som klædning og meditationsmåtter (asana) af asketer og yogi’er. I Bhagavad Gita nævnes det, at et sæde dækket af hjorteskind er ideelt for meditation.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I dansk folketro er rådyret oftest et symbol på skønhed og ynde, men også på konstant årvågenhed og skyhed. Har en rå mistet sit lam, kalder den ofte hjerteskærende, og det blev i folketroen tolket som et varsel om nød eller noget uhyggeligt. Rålam med deres plettede pels blev ofte forbundet med feer eller nisser, som passede på skoven. Lam, som pludselig forsvandt ind i tæt krat, har måske bidraget til mystikken.

I den tyske folketro afbildes rådyret oftest som en part af mytiske væsener, bl.a. Rasselbock (‘raslebuk’) og Wolpertinger.

Rasselbock er en hybrid med hoved og krop som en kanin, men med opsats som et rådyr. Den siges at være et sky, nataktivt dyr, men kan være farligt, hvis det trænges op i en krog. Den amerikanske Jackalope er et lignende mytologisk væsen.

Wolpertinger er et væsen i den bayerske folketro, typisk med krop som en kanin eller et egern, rådyr-opsats, fasanvinger og andefødder. Fremstillinger af dette ‘dyr’ sælges som souvenirs i Bayern, og Deutsches Jagd- und Fischereimuseum i München har en permanent udstilling om væsenet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Traditionelt var sambar-jagt en kongelig sport i Indien, og hjorteskind blev betragtet som værende ideelle som siddeplads under læsning af hellige tekster, eller som udsmykning. Dette ledte imidlertid til overdreven jagt, og arten blev mere fåtallig. I dag er bestandene i størsteparten af dens oprindelige udbredelsesområde også gået drastisk tilbage, hovedsagelig på grund af jagt og ødelæggelse af levesteder.

Artsnavnet er afledt af Sanskrit Sambara, en dæmon, som blev dræbt af regnguden Indra. Forbindelsen til hjorten er svær at få øje på. I et af sine tidligere liv antog den store helgen Jad Bharat form af en sambarhjort, hvilket forbinder den med visdom og reinkarnation.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

På et tidligt tidspunkt blev det almindelige dådyr indført til dyreparker overalt i Europa, og i nyere tid er det også blevet indført til andre lande, deriblandt Australien, New Zealand, Argentina og USA. Dådyr danner ofte forvildede bestande og er almindelig i mange lande, også adskillige steder i Danmark.

På øen Romsø i Storebælt findes en bestand af dådyr, som stammer fra dyr, der blev udsat i 1200-tallet, da kongen ejede øen. Dyrene blev importeret fra Tyrkiet og udsat på denne ø, hvor de kunne være i fred for ulve, som der var mange af på fastlandet dengang. I dag strejfer en stor flok rundt på øen, som er privatejet reservat.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I mange egne af Nordamerika har denne art bredt sig ukontrollabelt og betragtes ofte som invasiv, selv om den er hjemmehørende. Allerede i bogen A Sand County Almanac (1949) skrev naturforkæmperen Aldo Leopold (1887-1948): “Jeg har en mistanke om, at ligesom hjorte lever i evig angst for ulve, lever bjergene i evig angst for hjorte.”

I august 2012 offentliggjorde The Bloomberg View en leder med titlen: ”Skadedyrsangrebet fra hjortene kræver en radikal, åben løsning.”

Et par måneder senere bragte The Wall Street Journal en historie, som hed ”Amerika har mistet kontrollen,” der handlede om de talrige hjortes påvirkning af naturen.

Tidsskriftet The Nature Conservancy noterede: ”Ingen anden indfødt art i det østlige USA har en mere direkte indvirkning på landskabet end den hvidhalede hjort (…) I mange områder har hjortene forårsaget en ændring i artssammensætningen og strukturen i skovene ved at foretrække visse plantearter som føde.”

På den anden side er Key hvidhalet hjort, der kun lever på Florida Keys, stærkt truet. Den udgør en særlig underart, clavium.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artens rolle i kristendommen er beskrevet ovenfor.