Cercopithecidae Marekatte-familien

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

På grund af abers status som hellige dyr i hinduismen (se afsnittet Abeguden Hanuman nedenfor) beskyttes de, og i mange byområder er de blevet en pest, som stjæler frugt og andre afgrøder, hopper ind gennem åbne vinduer og laver et forfærdeligt svineri.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

På grund af abers status som hellige dyr i hinduismen (se afsnittet Abeguden Hanuman nedenfor) beskyttes de, og i mange områder er langurerne blevet en pest, som stjæler frugt og andre afgrøder, selv i byer.

 

 

 

 

 

 

I et ubesindigt øjeblik lovede kongen imidlertid en anden af sine hustruer, at hendes søn skulle arve tronen i 14 år, samt at Rama skulle landsforvises i denne periode. Rama kendte ingen højere lov end at adlyde sin far og tilbragte sit eksil med at vandre omkring i skovene med sin udkårne, Sita, samt halvbroderen Lakshmana.

En dag blev Sita røvet af Ravana, en 10-hovedet og 20-armet dæmonkonge fra Sri Lanka. Hanuman, som var leder af abehæren Vanara Sena, støttede Rama, og han tilbød at tage til Sri Lanka for at forhandle om Sitas frigivelse.

Det fortælles, at Hanuman under opholdet i Sri Lanka stjal mangofrugter. For denne synd beordrede Ravana, at han skulle brændes. Ravanas soldater bandt en olievædet klud omkring hans hale og satte ild til den. Under hans anstrengelser for at slukke ilden blev Hanumans ansigt og hænder forbrændt og fik deres sorte farve. Episoden blev bemærket af ildens gud Agni, som beskyttede Hanuman mod flammerne, mens den brændende hale til gengæld antændte mange huse. I et kæmpespring satte Hanuman tilbage til Indien.

Under det endelige opgør dræbte Rama den onde dæmonkonge, og Sita blev befriet. Da de 14 års eksil var overstået, vendte Rama hjem og overtog kongeriget.

På grund af sine fortjenester blev Hanuman ophøjet til guddom. Han indgyder styrke og er derfor populær blandt mænd, mens kvinderne er mere skeptiske over for ham, idet han er ugift. På grund af abehærens store indsats i Ramayana betragtes aber som hellige dyr, og ved templerne holder ofte flokke af rhesusaber, hueaber og langurer til, hvor de bl.a. lever af ris, sukkerstads og andet spiseligt, der bringes som offergaver til templerne af fromme hinduer.

Eksempler på templer med abeflokke er Pashupatinath ved bredden af Bagmati-floden i Kathmandu, Manakamana Kali-templet i det centrale Nepal, den kæmpemæssige Swayambhunath-stupa i Kathmandu – en buddhistisk helligdom, som også rummer hinduistiske templer, Sri Minakshi-templet i Madurai, Tamil Nadu, samt det buddhistiske tempel på toppen af Mount Popa, Myanmar.

Legenden fortæller os, at Hanuman er en langur, som har sort ansigt og sorte hænder, og altså ikke en makak, som er ensfarvet brun. Men makakkerne er alligevel hellige dyr på lige fod med langurerne.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En slange, som passerede forbi, hørte dem slås og udtænkte en plan. Han tilbød at dele den for dem, men gjorde med overlæg det ene stykke lidt større end det andet, og da han rakte stykkerne til dem, indvendte de, at stykkerne ikke var lige store. Slangen brækkede derpå et lille stykke af den største halvdel og åd det selv, men nu var det andet stykke større, og aberne indvendte igen, at de ikke var lige store. Sådan fortsatte det, indtil der ikke var noget tilbage af chapati’en, og slangen krøb bort, efterladende de to grådige aber med ingenting.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Sun Wu-kong betragtes af nogle som en guddom, af andre som et mytologisk væsen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Guden Babi blev fremstillet som en blodtørstig og seksuelt potent bavian, der herskede over underverdenen.

 

 

 

 

 

 

 

Medicinen kunne helbrede hovedpine og maveonde, men var også en kraftfuld talisman mod ondskab. Bavianen blev betragtet som et symbol på beskyttelse, fordi den selvmedicinerede med planterødder. (Kilde: theconversation.com)

 

 

 

 

 

Da en passager rapporterede, at en bavian skiftede signalet, blev sagen undersøgt af Wides overordnede. I stedet for at fyre Wide kontrollerede de Jacks evner og opdagede, at han fuldstændig korrekt kunne følge fløjtesignalerne og operere skiftestangen med præcision. De blev meget imponerede og gav Jack et ansættelsesnummer, en dagsløn på 20 cents, samt en ugentlig ølration.

Gennem ni år gjorde Jack aldrig så meget som en enkelt fejltagelse. Han døde i 1890 af tuberkulose.

 

 

 

 

 

 

“Jeg er kommet til dig, fordi Musen har revet mit tøj i stykker, men han lader som om han ikke har gjort det, men anklager Katten. Men Katten nægter også at have gjort det og siger, at Hunden må have gjort det. Hunden nægter det også og siger, at Veddet må have gjort det. Veddet anklager Ilden, men Ilden siger, at Vandet må have gjort det, og Vandet siger, at Elefanten rev tøjet i stykker. Men Elefanten siger, at Myren gjorde det. Derfor er der opstået en disput imellem dem, og jeg foreslår, at vi kalder dem alle hertil, så vi kan forhøre dem og jeg kan opnå tilfredsstillelse.”

Bavianen fulgte hans opfordring og hidkaldte alle implicerede til forhør, men de gav alle samme undskyldning og kastede skylden på en anden.

Bavianen sagde derpå til Musen: “Mus, sig undskyld til Itkler.”

Musen erklærede sig imidlertid uskyldig, og Bavianen så ingen anden udvej end at lade dem alle straffe hinanden. Han sagde: “Kat, bid Musen.” Og det gjorde hun.

Derpå beordrede han Katten at sige undskyld til Itkler, men hun erklærede sig uskyldig. Bavianen sagde: “Hund, bid Katten.”

På denne måde udspurgte Bavianen dem alle, og de nægtede alle at have ødelagt tøjet. Så Hunden blev slået af Veddet, som blev brændt af Ilden, som blev druknet af Vandet, som blev drukket af Elefanten, som blev bidt i sine mest ømfindtlige dele af Myren.

Siden den dag kan de ikke længere komme overens.

Ved hjælp af denne kendelse blev Itkler tilfredsstillet og sagde til Bavianen:

“Ja, nu er jeg tilfreds, og jeg takker dig af hele mit hjerte, fordi du har udøvet retfærdighed for mig.”

 

 

 

En dag mødte de Cagns søn Cogaz, som faderen havde sendt ud i kratlandet for at indsamle grene til at fremstille buer af.

“Aha!” råbte de og dansede rundt om drengen. ”Din far tror, at han er så klog, at lave buer til at dræbe os med. Nu slår vi dig ihjel i stedet for.”

Så de dræbte stakkels Cogaz og bandt ham fast i toppen af et træ, hvorpå de dansede omkring det og sang: “Cagn tror, at han er så klog!”

Cagn var faldt i søvn, men vågnede og sansede, at noget var galt. Han råbte til sin kone Coti, at hun skulle bringe ham hans magiske amuletter. Han gnubbede magisk pulver på sin næse og gik i trance, men sprang pludselig op.

“De små hårede mænd har hængt Cogaz,” sagde han og drog af sted mod stedet, hvor de små væsener dansede og lavede en masse støj. Da de så ham komme, blev de bange og ændrede deres sang, men en lille pige sagde: “Syng ikke denne sang, syng den I sang før.”

Og Cagn beorderede: “Syng, som den lille pige ønsker,” og de blev nødt til at synge og danse som før.

Cagn sagde: “Ja, det er den sang, jeg hørte. Bliv ved med at danse, til jeg kommer tilbage.”

Han hentede en kurv, fyldt med korte græsreb, og vendte tilbage. De dansede stadig, og dansen rejste store støvskyer.

Ved hjælp af magi fastgjorde Cagn et græsreb oven for hver af de små mænds balder, hvorpå de strøg afsted op i bjergene, gøende og med deres nye hårede haler stikkende i vejret. Her lever de nu af rødder, biller og skorpioner, kradser lopper og taler nonsens til evig tid.

Men Cagn klatrede op i træet og tog Cogaz ned, og ved hjælp af magi kaldte han ham atter til live.

 

 

 

Nogle dage senere inviterer Skildpadde Bavian til middag, men inden han laver maden, har han bevidst brændt et stort område med græs af, som er blevet sort af asken. Han placerer nu gryden i midten af det afbrændte område, og da Bavian ankommer, siger han: “Dine hænder er beskidte og sorte! Du kan ikke spise sammen med mig, før du har vasket dem.”

Bavian løber ned til floden og vasker hænderne, hvorefter han løber tilbage. Men da han krydse rover det brændte område, bliver hans hænder igen sorte, og Skildpadde nægter ham at spise. På denne måde løber Bavian frem og tilbage mellem floden og det afbrændte stykke, og imens spiser Skildpadde selv al maden.

 

 

 

Krokodille inviterer nu Bavian på en ridetur på hans ryg over floden. Det akcepterer Bavian gladeligt, idet han ikke aner uråd, men da de når ud på dybt vand, fortæller Krokodille ham, hvad helbrederen har rådet ham til. Bavian bliver selvfølgelig skrækslagen, men tænker hurtigt, ler højt og siger: “Åh, kære ven, hvorfor fortalte du mig ikke det noget før? Vi bavianer rejser ikke rundt med vore hjerter, men efterlader dem sikkert oppe i grenene på baobabtræet, så der ikke sker dem noget! Bring mig tilbage, så giver jeg dig gerne mit hjerte.”

Den småt begavede Krokodille tror på ham og svømmer tilbage mod bredden. I det øjeblik, de ankommer, kravler Bavian hurtigt op i det højeste træ, uden for rækkevidde, hvorfra han håner Krokodille for hans forræderi og tåbelighed.