Brandbæger

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det mærkelige navn brandbæger skyldes, at svøbbladene omkring kurven hos nogle arter i slægten Senecio har sort spids, bl.a. skov-brandbæger (S. sylvaticus) og almindelig brandbæger (S. vulgaris), begge omtalt nedenfor. Navnet er en smule fejlagtigt, eftersom disse planter er kurvplanter, som ikke har noget egentligt bæger. I stedet danner en mængde højblade et såkaldt svøb omkring blomsterstanden. De oprindelige bægerblade til de enkelte blomster er erstattet af en pappus, som hos de fleste arter er en fnok, der ligner en lille paraply og anvendes som svæveapparat under frøspredningen.

 

 

Slægten blev oprettet af den franske botaniker Charles Antoine Lemaire (1800-1871), der navngav den til ære for hortonomen M. Delaire (1810-56) i Orléans, som sendte type-eksemplaret til Lemaire.

 

Den er en klatrende urt, som kan blive op til 4 m lang. Bladene er glinsende, indtil 10 cm lange og 8 cm brede, med op til 10 spidse flige. De små kurve, indtil 1 cm lange, mangler randkroner, mens de gule skivekroner er duftende.

Arten forekommer i forskellige forstyrrede habitater, bl.a. skovkanter og langs veje, men er specielt almindelig i kystnære områder.

Artsnavnet er latin og betyder ‘duftende’.

 

 

 

 

 

Disse krogede vækster kan vokse 30-50 år uden at blomstre, hvorefter de pludselig eksploderer i et væld af gule blomster i en kæmpestor endestillet blomsterstand. Blomstringen er ofte synkroniseret, så mange individer blomstrer samtidigt. Efter blomstring sætter planten en ny sidegren, og næste blomstring finder sted for enden af denne sidegren. Forskning antyder, at en plante kun kan blomstre fire gange, før den dør.

Slægtsnavnet er sammensat af oldgræsk dendron (‘træ’), samt slægtsnavnet Senecio (se nedenfor).

 

Stammen kan blive op til 10 m høj, med en diameter op til 40 cm. Mellem 25 og 60 blade er tæt sammenpakket i en roset i spidsen, og visne blade dækker ofte stammen 1-3 m under rosetten. De elliptiske eller hjerteformede blade kan blive op til 1 m lange og 25 cm brede, mens den forgrenede blomsterstand kan nå en længde af 1,6 m og en vidde af 60 cm. Kurvene har ingen eller op til 20 randkroner og indtil 250 skivekroner.

Artsnavnet er latin, sammensat af forstavelsen ad (‘nær’) og nivalis (‘af sne’), afledt af nix (‘sne’), således ‘findes nær sneen’.

Mit besøg i Ruwenzori-bjergene er beskrevet på siden Rejse-episoder – Zaire 1981: Spøgelsesskoven.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘findes i Kenya’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er sammensat af oldgræsk dendron (‘træ’), med forstavelsen kenio, således ‘kenyansk træ’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet hentyder til Jacob, en af Jesu tolv apostle. Han er skytshelgen i Spanien, og ifølge traditionen er hans rester stedt til hvile i byen Santiago de Compostela, Galicien, der er kendt som endepunktet på pilgrimsruten Camino de Santiago.

 

Den forekommer i Himalaya, fra Pakistan mod øst til Arunachal Pradesh, voksende i åbne områder og krat i højder mellem 2400 og 4000 m.

Planten anvendes medicinelt til behandling af hævede lemmer, svaghed og ru hals. Et afkog af roden indtages mod fordøjelsesbesvær.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk analogia (‘lignende’), hvilket formentlig hentyder til en anden brandbæger-art.

Arten blev tidligere kaldt for Senecio laetus eller Senecio chrysanthemoides, hvoraf det sidstnævnte hentyder til de ofte chrysanthemum-lignende blade.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den er udbredt i størstedelen af Europa, men mangler i Finland og Rusland. Den forekommer tillige i Tyrkiet, Syrien og Libanon.

Artsnavnet er latin og betyder ’tilknyttet vand’.

 

 

 

 

 

Den er naturligt forekommende omkring Middelhavet og er tillige blevet forvildet fra dyrkning andre steder, bl.a. de Britiske Øer, Frankrig og Mellemeuropa.

Artsnavnet er latin og betyder ‘vokser nær havet’.

 

 

 

 

 

Stænglen er opret, grøn eller rødlig, normalt glat, stærkt forgrenet, til tider af en højde på 2 m, men oftest lavere. Bladene, op til 20 cm lange og 6 cm brede, er snitdelte, med tænder i randen af fligene. De meget talrige kurve, til 2,5 cm i tværmål, har 10-15 gule, båndformede randkroner og talrige orange skivekroner. Blomsterne er meget besøgt af bier, svævefluer og sommerfugle.

Artsnavnet betyder ‘almindelig’ på latin.

To af artens engelske folkenavne er stinking willie og mare’s fart (‘hoppe-fis’), hvilket sigter til bladenes ubehagelige lugt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægten blev navngivet til ære for den amerikanske botaniker Jesse More Greenman (1867-1951), der specialiserede sig i tropiske planter, specielt fra Mexico og Mellemamerika. Fra 1913 var han kurator af herbariet ved Missouri Botanical Garden.

 

Den er en op til 4 m høj busk, stængel sparsomt håret, blade meget store, indtil 60 cm lange og 28 cm brede, ovale eller lancetformede, bladrand groft tandet eller fliget, undertiden snitdelt mod basis. De op til 2 cm lange kurve har gule randkroner, indtil 1,3 cm lange og 2 mm brede, skivekroner orangegule.

Den vokser i fugtige skove og langs veje i højder mellem 100 og 2500 m. Blomstringstiden er lang, fra januar til november.

Artsnavnet hædrer botanikeren Juan J. Cooper (1843-1911), som indsamlede et af de oprindelige eksemplarer, der blev anvendt ved beskrivelsen af arten.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet blev givet til ære for den tyske naturhistoriker, historiker, matematiker og diplomat Jacob Theodor Klein (1685-1759), som oprettede en botanisk have i Danzig (nutidens Gdansk), samt et naturaliekabinet kaldt for Museum Kleinianum.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘med blade som Nerium‘ (oleander).

 

 

 

 

 

Saften har en stærkt syrlig eller harpiksagtig duft.

Arten forekommer fra Ethiopien og Somalia mod syd til Tanzania, voksende fra havniveau op til højder omkring 1700 m.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af latin ligula (‘strop’), hvilket sigter til randkronernes form.

 

Denne art forekommer i Himalaya, fra Kashmir mod øst til Bhutan, voksende i krat og lysninger, ofte nær vandløb, i højder mellem 2700 og 4800 m.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet hædrer den engelsk-canadiske botaniker John George Packer (1929-2019), som tog sin grad på University of London. I 1957 blev han ansat på det botaniske fakultet på University of Alberta, og gennem ca. 30 år koncentrerede han sit arbejde omkring arktiske og alpine planters taksonomi. Han var forfatter til bogen Vascular Plants of Alberta.

 

Arten er hjemmehørende i det sydøstlige USA, fra New York State mod syd til Florida, og derfra mod vest til Louisiana. Den vokser i skovkanter, langs veje og i forskellige andre åbne habitater.

Artsnavnet refererer til dens tidligere klassificering som Senecio anonymus, hvilket betyder ‘den anonyme brandbæger’. Dette mærkelige navn skyldes, at planten først blev beskrevet som en unavngiven art i slægten Senecio.

Navnet Small’s brandbæger ærer den amerikanske botaniker John Kunkel Small (1869-1938), som studerede floraen i det sydøstlige USA og skrev en bog om forringelsen af habitater i Florida. En overgang kaldtes arten for Senecio smallii.

 

 

 

 

 

Stænglen er op til 60 cm høj, opret, grenet foroven. Som den foregående art har den to slags blade, grundblade talrige, stedsegrønne, stilkede, hjerte- eller nyreformede, indtil 10 cm lange og brede, margin med afrundede tænder, underside ofte purpurfarvet. Stængelbladene er meget mindre, ustilkede eller stængelomfattende, aflange i omrids, snitdelte, randen tandet. De bliver gradvis mindre op langs stænglen. Blomsterstandene er fladtoppede klynger af kurve, hver især indtil 2,5 cm i diameter, randkroner gule, smalle, skivekroner orangegule.

Artsnavnet er latin og betyder ‘gylden’, hvilket selvfølgelig hentyder til blomsterne.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af latin senex (‘olding’), hvilket hentyder til slægtens hvide frøhår.

 

 

 

 

 

 

Denne plante vokser i klippefyldte områder på kalkrig jord i Mellem- og Sydeuropa, i højder mellem 1500 og 3100 m.

Artsnavnet hentyder til kurvene, der minder om kurvene hos slægten Doronicum (præsenteret på siden Planteliv: Flora i Alperne og Pyrenæerne).

 

 

 

 

 

 

 

Arten er ret almindelig i skovkanter og krat og langs floder, udbredt fra Kashmir mod øst til det sydvestlige Kina og Malaysia. I Himalaya træffes den mellem 2000 og 4100 meters højde. Blomstring finder sted aug.-okt.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med slanke blomster’.

 

 

 

 

 

 

 

I dens oprindelsesområde vokser den i et bredt udsnit af forstyrrede biotoper, bl.a. hårdt græssede eller nyligt afbrændte marker, vejkanter og flodbredder, fra havniveau op til højder omkring 2850 m. I Europa forekommer den mest langs motorveje og jernbaner.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med uens tænder’, hvilket hentyder til bladranden, som har tænder af uens længde.

 

 

 

 

 

 

 

Stængel opret, ugrenet forneden, grenet foroven, undertiden op til 1 m høj, både grundblade og stængelblade talrige, siddende eller kortstilkede, smalt lancetformede, ovale eller aflange, nedløbende, indtil 20 cm lange og 2,7 cm brede, med tandet rand. Blomsterstandene er endestillede klynger af få eller mange kurve, randkroner normalt 5-6, gule, indtil 1,5 cm lange og 3 mm brede, skivekroner mørkegule.

Arten vokser i skovkanter og lysninger, langs skovveje og i alpine enge, i højder mellem 1600 og 3500 m.

Artsnavnet er afledt af latin nemus (‘skov’), således ‘vokser i skove’).

 

 

 

 

 

Stænglen er opret, til 60 cm høj, glat eller svagt håret, bladene lancetformede med talrige små tænder i randen. Kurvene sidder i små, stilkede klynger for enden af stænglen, hver kurv indtil 3,5 cm i diameter, med 10-16 gule, båndformede randkroner og talrige orange skivekroner.

Det nu ugyldige artsnavn blev givet til ære for den franske læge og botaniker Joseph Pitton de Tournefort (1656-1708), som foretog en ekspedition til Mellemøsten 1700-02 i selskab med den tyske læge og botaniker Andreas von Gundelsheimer (ca. 1668-1715) og den franske kunstner Claude Aubriet (ca. 1665-1742).

 

 

 

 

 

Den har tynde, zigzag-formede stængler og spydformede, langt tilspidsede blade, op til 12 cm lange og 4,5 cm brede, ofte med flige ved basis, samt endestillede forgrenede klynger af kurve, der hver især er op til 8 mm lange, med randkroner op til 5 mm lange. Blomstring finder sted aug.-dec.

Denne plante har en uhyre stor udbredelse i Asien, fra Uttarakhand i Nordindien gennem Tibet og Qinghai til Japan, mod syd til Sri Lanka, Indokina, Filippinerne og Sulawesi. Den optræder i mange forskellige biotoper, bl.a. skove, krat, på skrænter og husmure, samt langs vandløb.

 

 

 

 

 

 

 

Den er en enårig urt, stængel opret, grenet, indtil 80 cm høj, med korte hår, blade siddende eller kortstilkede, indtil 7 cm lange og 3 cm brede, snitdelte, med tandede flige. De talrige blomsterstande sidder i halvskærme for enden af grenene, og svøbbladene har ofte sorte spidser. Kronerne er gule, skivekroner talrige, kompakte, randkroner små og ret få, ofte tilbagebøjede.

Artsnavnet er latin og betyder ‘findes i skove’, afledt af silva (‘skov’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Dens voksesteder omfatter vejkanter, marker, ryddepladser, den inderste del af strande og andre åbne, forstyrrede steder.

Den var oprindeligt hjemmehørende i Sydøsteuropa og Mellemøsten, men blev indslæbt til det øvrige Europa i løbet af 1700- og 1800-tallet, formodentlig med frøblandinger. I Danmark blev den først bemærket i 1858, og i dag er den meget almindelig overalt i landet, specielt på magre jorder. Den betragtes som et ondartet ukrudt i græs-, kløver- og lucernemarker.

Artsnavnet er latin og betyder ‘hører foråret til’, afledt af ver (‘forår’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den minder meget om skov-brandbæger (S. sylvaticus, ovenfor), som dog mangler de klæbrige kirtelhår. Klæbrig brandbæger har også længere randkroner, som til at begynde med står vandret ud, men senere bliver tilbagebøjede.

Arten var oprindeligt vildtvoksende i Syd- og Centraleuropa samt i det vestlige Asien. I Danmark indvandrede den i begyndelsen af 1800-tallet, indslæbt til havne med skibenes ballast af jord. Den har siden bredt sig betydeligt, og i 1900-tallet er den også blevet naturaliseret i bl.a. Finland, Canada og USA.

Artsnavnet er latin og betyder ‘klæbrig’, afledt af viscum, det klassiske ord for en fuglelim, der blev fremstillet af bærrene af mistelten (Viscum album).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den er en slank plante, glat eller sparsomt håret, undertiden op til 60 cm høj, men i reglen lavere. Den har talrige snitdelte blade, indtil 6 cm lange og 2,5 cm brede, gradvis mindre op langs stænglen, aflange eller spatelformede i omrids, nedre blade med stilk, de øvre siddende, med tandede flige. Blomsterstandene er tætte endestillede klynger, hver med op til 22 små kurve, indtil 1 cm lange og 4 mm i tværmål, uden randkroner, skivekroner gule, svøbbladene med iøjnefaldende sorte spidser, hvilket som før sagt har givet disse planter deres danske navn.

Den minder om skov-brandbæger og klæbrig brandbæger, men mangler randkroner og klæbrige kirtelhår.

Artsnavnet er latin og betyder ‘almindelig’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnets betydning er uforklaret.

 

Den forveddede stængel har talrige stilkede blade, lancetformede eller elliptiske, op til 22 cm lange og 4 cm brede. De talrige kurve er små, indtil 6 mm lange, med korte randkroner, i tætte endestillede forgrenede klynger. Arten blomstrer sent, fra august til november.

I Nepal fremstilles alkohol af planten. I folkemedicinen anvendes saft fra roden mod feber, og en pasta af bladene smøres på bylder.

Artsnavnet er latin og betyder ‘kappe’. Det er uklart, hvad der hentydes til.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk tephros (‘askefarvet’), hvilket formentlig hentyder til de uldne blade hos nogle af arterne, samt seris, det klassiske græske ord for endivie eller cikorie. Bladene hos kær-fnokurt (nedenfor) minder lidt om endivie-blade.

 

Hele planten er dækket af hvidlige hår. Stænglen er opret, kraftig, ugrenet, undertiden op til 1 m høj, men oftest langt lavere. Grundbladene, som danner en roset, er omvendt ægformede, helrandede eller groft tandede, stængelblade smalle, lancetformede, helrandede, stængelomfattende. Kurvene danner en endestillet halvskærm, den enkelte kurv indtil 2,5 cm i diameter, randkroner gule, tungeformede, skivekroner orangegule.

Unge blade er spiselige efter tilberedning. Planten har førhen været anvendt som parasitbekæmpende middel.

Artsnavnet er afledt af latin integer (‘hel’) og folium (‘blad’), hvilket hentyder til de helrandede stængelblade.

 

 

 

 

 

Kurvene, indtil 1,3 cm i diameter, er talrige, den endestillede klynge ofte med over 20 kurve og langt større end klyngerne fra bladhjørnerne. De talrige randkroner er lysegule, skivekronerne orangegule.

Arten er udbredt i et kolossalt stort område, fra Nord- og Mellemeuropa mod øst gennem tempererede egne af Asien til Stillehavskysten, samt i Nordamerika, mod syd til det nordlige USA.

Som det fremgår af artsnavnet, vokser den i sumpede områder. Det er afledt af latin palus (‘sump’).