Bovidae Skedehornede

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Antiloper spiller en vigtig rolle i visse afrikanske stammefolks mytologier. Følgende legende hos Bassari-folket i det nordlige Togo, genfortalt af den tyske antropolog og arkæolog Leo Viktor Frobenius (1873-1938) i Volksdichtungen aus Oberguinea (1924), beskriver de første væsener, som blev skabt af den øverste menneskelignende guddom, Unumbotte:

“Unumbotte skabte først et menneske, dernæst en antilope, og derpå en slange. På den tid, hvor de blev skabt, fandtes der kun et enkelt træ, en palme. Jorden var heller ikke blevet stampet jævn. Alle tre sad på den ujævne jord, og Unumbotte sagde til dem: “Jorden er endnu ikke blevet stampet. I skal stampe den jævn, hvor I sidder.” Unumbotte gav dem alle slags frø og sagde: “Plant disse.” Derpå gik han sin vej.

Unumbotte kom tilbage og så, at de tre endnu ikke havde stampet jorden jævn. De havde dog plantet frøene, og et af frøene var spiret og vokset. Det var et træ, som havde vokset sig højt og bar rød frugt. Hver syvende dag vendte Unumbotte tilbage og plukkede en af de røde frugter.

En dag sagde Slange: “Vi skulle også spise disse frugter. Hvorfor skal vi være sultne?”

Antilope sagde: “Men vi ved ingenting om disse frugter.”

Så tog Menneske og hans kone nogle af frugterne og spiste dem.

Unumbotte kom ned fra himlen og spurgte: “Hvem spiste af frugterne?” De svarede: “Det gjorde vi.”

Unumbotte spurgte: “Hvem sagde, at I kunne spise af frugterne?” De svarede: “Slange sagde det.”

Unumbotte spurgte: “Hvorfor lyttede I til Slange?” De sagde: “Vi var sultne.”

Unumbotte spurgte derpå Antilope: “Er du også sulten?” Antilope sagde: “Ja, jeg bliver sulten. Jeg kan lide at spise græs.” Siden da har Antilope levet i vildmarken og spist græs.

Unumbotte gav derpå sorghum til Menneske, foruden jams og hirse. Og folkene samledes i spisegrupper, som altid spiste af det samme fad, aldrig af de andre gruppers fade. Det var på grund af denne skik, at forskellen på sprog opstod. Og siden da har menneskene regeret over landet.

Men Unumbotte gav Slange en medicin, som han kunne bide folk med.”

 

Mange antilope-arter er beskrevet på siden Dyreliv – Pattedyr: Antiloper.

 

 

I den hinduistiske mytologi trækker den måneguden Chandras karet.

I udkanten af byen Mamallapuram, Tamil Nadu, Sydindien, findes to store klipper, hvori der er udhugget en mængde skulpturer, som tilsammen er ca. 30 m lange og 15 m høje. Hovedtemaet i disse skulpturer, der kaldes for Ganges stiger ned til Jorden, er en begivenhed i det hinduistiske epos Mahabharatha. Bhagiratha var en stor konge, som gjorde bod gennem tusind år for at opnå frigørelsen af hans 60.000 grandonkler fra helgenen Kapilas forbandelse, hvilket til slut medførte, at gudinden Ganga steg ned til Jorden i form af floden Ganges. Mange af skulpturerne afbilder dog andre emner, bl.a. hjorteantiloper, gazeller, elefanter og katte.

 

 

 

 

 

 

 

En nepalesisk legende beretter, hvordan yakoksen fik sin tykke pels. Den er gengivet nedenfor under Bubalus bubalis.

Yakoksen blev tæmmet af nomadiske folkeslag så tidligt som omkring 5000 f.Kr., og i dag vurderes antallet til omkring 14 mio., heraf langt størsteparten i kinesiske territorier.

Bestanden af vilde yakokser tæller måske under 15.000, men bestanden i visse beskyttede områder er steget i de senere år. I 1988 drog den tysk-amerikanske biolog og naturfredningsmand George Schaller til Qiang Tang (Chang Tang) regionen i Tibet for at studere chiru (tibetansk antilope). Da han vendte tilbage til dette område i 2003, fandt han, at bestandene af vilde dyr var vokset betydeligt i den mellemliggende tid, fx var antallet af vilde yakokser steget fra bare 13 individer i 1988 til over 187. I et brev til World Wildlife Fund i Tibet skrev Schaller: “Det tibetanske skovvæsen har tydeligvis foretaget et målrettet og succesfuldt arbejde med at beskytte de vilde dyr.” Indsatser som denne har sandsynligvis frelst de vilde bestande af dette prægtige dyr fra at blive udryddet.

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk boûs (‘okse’), afledt af Sanskrit gaús, flertal go. Artsnavnet betyder ‘gryntende’ – et meget beskrivende navn, da yakoksen grynter uafladeligt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Banteng’en blev tæmmet på et tidligt tidspunkt, og i dag er den totale bestand af tamme dyr på omkring 1,5 mio., hvoraf de fleste findes på Java og Bali. Den er også blevet indført til det nordlige Australien, hvor forvildede bestande kan true den lokale økologiske balance.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En gammel beskrivelse af uroksen findes i Commentarii de Bello Gallico (‘Kommentarer til de Galliske Krige’), skrevet af Julius Cæsar (ca. 100-44 f. Kr.): “Der er en (…) slags dyr, som kaldes ure-okse. Disse germanske okser er kun lidt mindre end elefanter og af fremtoning, farve og form som en tyr. Deres styrke og hurtighed er bemærkelsesværdig. De sparer hverken mennesker eller vilde dyr, som de har opdaget. Germanerne går til yderligheder for at fange dem i fælder og dræbe dem. De unge mænd hærder sig gennem denne form for jagt, og de af dem, som har dræbt flest okser og præsenteret deres horn offentligt som bevis, prises højt. Men selv om disse okser fanges som ganske unge, vænner de sig ikke til mennesker og kan ikke tæmmes. Størrelse, form og fremtoning af deres horn er meget anderledes end hos vore okser. Germanerne eftersøger ivrigt disse horn, binder sølv omkring deres spidser og anvender dem som drikkehorn under deres mest overdådige fester.”

Uroksen blev udryddet af jagt for omkring 500 år siden. Der arbejdes i dag adskillige steder i Europa på at tilbagekrydse primitive kvægracer i håbet om at kunne genskabe kvæg, der minder om uroksen.

 

 

 

 

 

 

 

Sagen kompliceres yderligere af, at både europæisk tamkvæg og zebu er i stand til at få afkom, der til tider er yngledygtigt, med en række nært beslægtede arter, fx yakokse (ovenfor), gaur (B. gaurus), banteng (ovenfor), amerikansk bisonokse (B. bison), samt eurasisk bisonokse eller vicent (B. bonasus).

Arkæologiske vidnesbyrd antyder, at det første tamkvæg opstod, da urokser blev tæmmet i det sydøstlige Tyrkiet og det vestlige Iran omkring 8500 f.Kr., og de ankom til Europa samtidig med landbruget, dvs. omkring 6400 f.Kr. Dette kvæg udvikledes sidenhen til det europæiske tamkvæg.

Tæmningen af den østlige underart af uroksen, namadicus, fandt sted omkring 6000 f.Kr. i Indus-dalen. Disse tamokser udvikledes efterhånden til nutidens zebuokse, der også kaldes for pukkelokse på grund af dens karakteristiske pukkel. Fra Indus-dalen spredtes denne race til de fleste varmere egne af Asien, bl.a. Kina, Indokina og Indonesien. Omkring 2000 f.Kr. blev den også bragt til Afrika, og i dag findes den tillige i tropiske egne af Amerika. (Kilde: Ajmone-Marsan et al. 2010)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

På dansk anvendes (eller anvendtes førhen) adskillige navne for okser, bl.a. kvæg, fæ, høved og kreatur.

Kvæg, på olddansk kwik, er af indoeuropæisk oprindelse, nært beslægtet med latin vivus (‘levende’) og oldgræsk bios (‘liv’), altså noget, der er levende. Først senere blev ordet, i formen kvæg, indsnævret til at betyde ’okse’, mens formen kvik hentyder til et særdeles levende, hurtigtvoksende græs, Elymus repens. (Denne art er beskrevet på siden Planteliv: Græsser).

Høved kommer af middelnedertysk Hövet (’hoved’), hvorfra betydningen skiftede til ‘individ’ og derfra til ‘et stykke kvæg’. Ordet høved anvendes især i Vestjylland.

Fæ, af gotisk faihu, betød oprindelig ’gods’ eller ’ejendom’. Ordet danefæ er gods fra fortidens mennesker, mens liggende fæ hentyder til jord og løsøre, og kvik fæ er levende fæ, især kvæg.

Kreatur kommer af latin creatura (‘skabning’), afledt af creare (‘at skabe’). Senere gled betydningen over til ’et stykke kvæg’.

Ordet ko kommer af angelsaksisk ku, afledt af Sanskrit go, hvilket igen er afledt af proto-indoeuropæisk gous (‘okse’). Som et kuriosum kan nævnes, at skotterne kalder en ko for ku, flertal kye, sikkert en påvirkning fra invaderende vikinger. I nogle jyske dialekter udtales køer stadig som kyæ, med tryk på y.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Når en tyr vil undersøge, om en ko er i brunst, snuser han til hendes vagina eller urin, hvorefter han krænger læberne tilbage i en grimasse, som kaldes flehmen. Specielle sanseceller i tyrens mund afslører, om koen udskiller visse hormoner, der fortæller, at hun er i brunst.

Drægtighedsperioden for kvæg er ca. 283 dage. En nyfødt kalv vejer typisk mellem 25 og 45 kg.

Den ældste registrerede ko var Big Bertha, født i Kerry, Irland, i 1945. Hun døde i 1993 i den modne alder af 48 år. Hun optræder to gange i Guinness Book of World Records, dels som den ældste ko og dels som den ko, der har produceret flest kalve – ikke færre end 39. (Kilde: irishpost.com, 24. januar 2017)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Stude blev også tidligt benyttet til at trække ploven samt til at drive såkaldte paternosterværker, som er store hjul med påmonterede spande eller potter, der skovler vand op fra brønde og tømmer det over i overrislingskanaler.

Forskellige genstande blev tidligt fremstillet af oksehuder, bl.a. klæder, sko, bælter og remme, hvoraf de tre sidstnævnte stadig produceres i dag. På et tidligt tidspunkt blev kokasser anvendt som brændsel, senere som gødning.

I visse egne af Latinamerika kan man stadig se cowboys arbejde til hest.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En af episoderne i digtsamlingen beskriver, hvordan Gilgamesh og Enkidu kæmpede mod og dræbte Himlens Tyr: ”Tyren syntes uovervindelig. I timevis kæmpede de, indtil Gilgamesh, dansende rundt foran tyren, lokkede den med sin tunika og sine blanke våben, mens Enkidu stødte sit sværd dybt ind i tyrens hals og dræbte den.” (Kilde: Ziolkowski 2011)

Tyrefægtning i dag er en kamp mellem en mand, i Spanien kaldt matador de toros (‘tyre-matador’), hvis opgave det er at underkue, immobilisere og dræbe en tyr, idet han normalt skal følge et sæt stramme regler. Tyrene, som anvendes i spansk tyrefægtning, opdrættes med henblik på aggression og stærk fysik, og de strejfer frit omkring uden særlig menneskelig kontakt. (Kilde: en.wikipedia.org/wiki/Bullfighting)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I deres nuværende form stammer de europæiske dyr fra de hollandske provinser Nord-Holland og Friesland, samt fra Schleswig-Holsten. I dag er racen udbredt over størsteparten af det europæiske lavland, hvor lokale former ofte er fremavlet. I USA er det den talrigeste malkerace, som forsyner landet med omkring ni tiendedele af mælkeproduktionen. (Kilde: britannica.com/animal/Holstein-Friesian)

I Danmark er fremavlet en særlig form, kaldt sortbroget dansk malkerace, som i dag er den talrigeste mælkerace i landet.

 

 

 

 

 

Da Jerseykvæg har nemt ved at tilpasse sig både varmt og koldt klima, er det blevet eksporteret til mange lande jorden rundt. I nogle lande er der opstået særlige former.

 

 

 

 

 

Skotsk højlandskvæg er blevet meget populær i mange egne af verden, da den på grund af sin lange pels kan færdes i det fri året rundt, selv under barske klimaforhold. Den holdes mest som kødkvæg, der prises på grund af lavt kolesterolindhold, men nogle steder også for mælken, som generelt har et meget højt fedtindhold.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den oprindelige Angus var helt sort, men fornylig er en rød form blevet udviklet, og yveret er undertiden hvidt. Sort Angus er det mest almindelige kødkvæg i USA, hvor 332.421 høveder blev registreret i 2017.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fra gammel tid forekom der altid røde dyr blandt det mere spraglede kvæg på øerne øst for Lillebælt, men den røde farve blev først dominerende efter krydsning med tre slesvigske kvægracer, som alle var røde, nemlig det nu uddøde midtslesvigske kvæg, det store, ligeledes uddøde Ballum-kvæg, samt det mindre Angler-kvæg.

En del kreaturer af disse racer førtes til København, hvor de hovedsagelig blev opstaldet i brændevinsbrænderier og bryggerier. Her blev dyrene fedet op med masken, hvilket gav glimrende mælk.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Som dens navn antyder, har pukkeloksen en pukkel på skulderen og endvidere en stor doglap på brystet. De fleste zebuokser er hvide, men mørkere former ses undertiden.

Efter at have overstået deres arbejdspligter får indiske køer lov til at strejfe rundt på egen hånd, og de er et almindeligt syn i gadebilledet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tilbedelse af koen startede i den vediske periode, mellem 1500 og 600 f.Kr. Arierne, som invaderede Indien omkring 1500 f.Kr., var kvægnomader, for hvem kvægets betydning afspejledes i deres religion. Oprindeligt ofrede arierne kvæg og spiste deres kød, men efterhånden forbød man gradvis slagtning af mælkeproducerende køer. Dele af den ældgamle episke hindu-fortælling Mahabharata forbyder det, og i Rigveda benævnes kvæg som ’uslagtbart’. Kvægets fem produkter, panchagavya, er mælk, tykmælk, smør, urin og gødning. De anvendes stadig i rituelle handlinger, som omfatter helbredelse, rensning og bod.

Efterhånden som hinduismen tog form, blev koen forbundet med adskillige guddomme, bl.a. Brahma, Shiva, Indra, Krishna og Yama. Shivas ganger er tyren Nandi, Krishna var kvæghyrde som ung, mens Indra er tæt forbundet med Kamadhenu, koen, som opfylder ønsker og betragtes som kilden til al velstand.

I en af Puranaerne malker jordgudinden Prithvi koen for at skabe afgrøder, der kan standse en vidt udbredt hungerperiode, og efterfølgende malkede hun den for godgørende emner for menneskene.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I umindelige tider har et tempel, tilegnet Vishnu, ligget her. Fra det golde landskab udspringer en hellig kilde, hvis vand ledes ind i templet, hvor det fordeles på 108 fontæner, af hvilke de 105 er udformet som oksehoveder, mens de resterende tre forestiller et mytisk, elefant-lignende væsen. For fromme vaishnavit’er vil et bad i disse hellige vande bevirke, at man opnår mukti (frigørelse fra genfødsel) efter døden. – Adskillige billeder fra dette område er vist på siden Religion: Hinduisme.

 

 

 

 

 

 

Da lampen gik ud, forestillede slangen sig for Yama og bad for kongens liv. Dødsguden var dog fuldstændig uanfægtet og skrev et 0 i sin protokol ud for kongens navn. Den snedige slange så imidlertid sit snit til at sætte et syvtal foran nullet og narrede således Yama til at forlænge kongens liv med 70 år.

Som tak for den mirakuløse gave grundlagde kongen en årlig, fem dage lang Lampernes Fest i sit rige, hvorunder troende nepalesere viser deres respekt for Yama og Lakshmi. Højtidens vigtigste dag er Lakshmi Puja, hvor den hellige ko tilbedes om morgenen, da den betragtes som den synlige form af den store modergudinde Lakshmi.

Køerne vaskes tidligt om morgenen, og deres pande, horn og hale bliver farvet med cinnoberrødt og gurkemeje. Malla’er (kranse af tagetesblomster) hænges om deres hals, og de fodres med lækkerier. Folk tager den hellige gule raksha-tråd af deres håndled og binder den fast i halen på en ko, mens de beder den hjælpe deres sjæle ind i himlen efter døden.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Efter en tid lang kom svaret – en drævende, søvnig snerren fra en stopmæt tiger, der just er vågnet.

“Hvem kalder?” sagde Shere Khan*, hvilket fik en pragtfuld påfugl til skrigende at lette og flyve ud af ravinen.

“Jeg, Mowgli. Kvægtyv, det er tid at komme til Rådsklippen! Skynd dig at jage dem nedad, Akela**! Nedad, Rama***, nedad!”

Hjorden [af bøfler] gjorde holdt et øjeblik ved kanten af skrænten, men Akela udstødte sit fulde jagthyl, og de sprang nedad, én efter én, mens sand og grus føg dem om ørerne. Da de først var kommet i gang, kunne intet standse dem, og næsten inden de havde nået bunden af ravinen, havde Rama fået færten af Shere Khan og brølede.

“Ha! Ha!” sagde Mowgli, som sad på ryggen af Rama. “Nu er du klar over det!” og flommen af sorte horn, skummende muler og stirrende øjne tordnede ned gennem ravinen, som sten, der styrter ned under en flodbølge. De svageste af bøflerne blev presset ud i kanterne af ravinen, hvor de rev de hængende slyngplanter ned. De vidste, hvad der ventede foran dem – det forfærdelige angreb fra en bøffelhjord, som ingen tiger kan modstå. Shere Khan hørte tordenen fra deres klove, rejste sig og luntede ned gennem ravinen, idet han så sig om efter et sted at undslippe, men ravinens sider var stejle, og han måtte løbe videre, tung af mad og drikke og villig til at gøre alt andet end at slås. Hjorden plaskede igennem vandhullet, som han just havde forladt, og brølede, så det gjaldede gennem den smalle kløft. Mowgli hørte bøfler svare fra enden af ravinen, hvorpå Shere Khan vendte om (tigeren vidste, at hvis alt gik galt, var det bedre at møde tyrene end køerne med deres kalve), og derpå snublede Rama over noget blødt, genvandt fodfæstet og bragede, fulgt af de andre tyre, ind i den anden hjord, hvor de svageste af bøflerne røg op i luften ved sammenstødet, der bragte begge flokke ud på sletten, stampende, stangende og brølende. Mowgli så sit snit til at glide ned ad Ramas nakke og slå løs på dem med sin kæp, til venstre og højre.

“Hurtigt, Akela! Spred dem, ellers begynder de at slås. Driv dem bort, Akela. Hai, Rama! Hai, hai, hai, mine børn. Rolig nu, rolig! Det er overstået.”

Akela og Grå Broder løb frem og tilbage og nippede til bøflernes ben, og selv om hjorden en enkelt gang vendte om for at løbe tilbage op gennem ravinen, lykkedes det Mowgli at få Rama til at vende om, og de øvrige bøfler fulgte ham til mudderhullet, hvor de yndede at ligge.

Det var unødvendigt at trampe mere på Shere Khan. Han var død, og glenterne var allerede begyndt at flokkes omkring ham.”

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vilde vandbøfler blev tæmmet for omkring 5000 år siden, og gennem selektiv avl opstod de fredsommelige bæster, som vi i dag ser trække ploven gennem rismarkerne eller kærrer med kæmpestore læs.

Den tamme vandbøffel kaldes normalt for Bubalus bubalis på latin. Forskellene mellem den og dens vilde frænde er meget små, hvilket har medført, at nogle autoriteter kalder den tamme bøffel for Bubalus arnee ssp. bubalis. Den største forskel ligger i hornenes form, som hos den vilde art er massive og breder sig næsten vandret ud til siden, kun krummede i spidsen, mens den tamme bøffel har mindre horn, der krummer stærkt næsten fra basis.

Der anerkendes to racer af den tamme art, den såkaldte flodbøffel, benævnt B. bubalis ssp. bubalis eller B. arnee ssp. bubalis, som findes på det Indiske Subkontinent, i Mellemøsten og på Balkan, samt sumpbøflen, kaldt for B. bubalis ssp. carabanesis eller B. arnee ssp. carabanesis, som lever fra det centrale Kina mod syd til Indokina og Assam-provinsen i det nordøstlige Indien. Genetiske studier antyder, at flodbøflen sandsynligvis blev tæmmet i Indien for omkring 5000 år siden, mens sumpbøflen sandsynligvis blev tæmmet i Kina for omkring 4000 år siden. Forskning har påvist, at handelsfolk fra Indus-dalen bragte vandbøfler til Mesopotamien omkring 2500 f.Kr.

I dag findes den tæmmede vandbøffel i de fleste varme lande i verden, og dens antal overstiger muligvis 130 millioner. Dens mælk er rigere og indeholder mere fedt end komælk, og dens evne til at trække ploven gennem rismarker overstiger alle andre dyrs.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Durga og andre hinduistiske guder er beskrevet på siden Religion: Hinduisme.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Daoismen er indgående beskrevet på siden Religion: Daoisme.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I gamle dage var vandbøflen og yakoksen (ovenfor) de bedste venner. De holdt begge meget af salt, men desværre var det ret sparsomt. Yakoksen tilbød at drage op på den tibetanske højslette for at lede efter salt, men først spurgte den vandbøflen, om den ikke kunne låne dens pels, så den kunne holde varmen oppe i Tibets kulde. Det gik vandbøflen villigt med til, hvorefter yakoksen drog af, iført to lag pels.

Vandbøflen ventede og ventede, men yakoksen vendte aldrig tilbage. Af denne grund holder vandbøflen ofte hovedet højt og kigger op mod bjergene for at se, hvornår dens ven vender tilbage med saltet og den lånte pels.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Med tiden spredtes tamgeden over det meste af kloden, og verdensbestanden vurderes til at være omkring en milliard, heraf omtrent halvdelen i Asien.

Det er utroligt, hvad geder er i stand til at fordøje – knastørt græs, tornede kviste, pap, ja, engang i det nordlige Indien så jeg en flok geder styre målbevidst hen imod en bevoksning af den særdeles giftige pigæble (Datura stramonium) og begynde at æde løs af frugterne. Gedemaver kan åbenbart neutralisere giftstofferne.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

På mange små øer verden rundt er geder undsluppet (eller ofte sluppet løs med vilje) og har dannet forvildede bestande, som gør kolossal skade gennem overgræsning. Disse småøer er for størstedelens vedkommende uden større rovdyr, så gederne har ingen naturlige fjender her. Mange steder har man gjort foranstaltninger til at udrydde gederne på disse øer.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Disse bakterier absorberer bittesmå mængder af mangan og jern fra atmosfæren og aflejrer det som et sort lag af manganoxid eller et rødligt lag af jernoxid på klippen. Dette lag indeholder tillige lerpartikler, som hjælper til med at beskytte bakterierne mod udtørring, ekstrem varme og intens solindstråling. (Kilde: desertusa.com/desert-minerals/desert-varnish)

Det populære engelske navn på dette lag er desert varnish (’ørkenfernis’). I dette lag af ‘fernis’ har forskellige forhistoriske folkeslag rundt om i verden skabt kunstværker ved at skrabe en del af den bort, hvorved der bliver efterladt hvide billeder på en sort eller rødlig baggrund.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Muirs liv og levned er beskrevet på siden Folk: Berømte naturhistorikere.

 

 

”Nej, får får ikke får, for får får lam.”

 

 

 

“Mor, jeg fryser, jeg vil hjem!”

“Mæh!”, si’r det store får,

“Vent, til aftenklokken slår,

så skal du nok komme hjem,

Mæh!”

 

 

 

 

I begyndelsen holdt man får for at udnytte kødet og mælken, samt skindet, der blev anvendt som beskyttelse mod de kolde vintre i Mellemøsten.

Får med lang uld opstod i Iran omkring 6000 f.Kr., og de tidligst kendte vævede uldklæder er fra ca. 4000-3000 f.Kr. Gennem tiderne har forskellige kulturer, bl.a. den persiske, været afhængige af indkomsten fra handel med uld.

Ikke længe efter at fåret blev tæmmet, spredtes det til andre egne af Asien, og omkring 6000 f.Kr. blev det også bragt til Egypten via Sinai-halvøen. Omtrent samtidig spredtes det også til Europa.

De første får ankom til Amerika på Columbus’ anden rejse i 1493. Man bragte de første får til Australien i 1788, og allerede i 1820 fandtes omkring 100.000 på kontinentet, hvilket steg til en million i løbet af de næste kun ti år. Verdensbestanden i dag vurderes til at være omkring en milliard.

Et hanfår kaldes for vædder, mens en kastreret vædder er en bede. Ungerne kaldes for lam. Ældre hunfår har intet specielt navn, men et ungt hunfår, der endnu ikke har fået lam, kaldes for gimmerlam.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Under et ophold i Zagros-bjergene i 1973 besøgte min ledsager Arne Koch Christoffersen og jeg en nomadelejr. De følgende 5 billeder blev taget under dette besøg, som er beskrevet på siden Rejse-episoder – Iran 1973: I Luristans bjerge.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Da Jason bliver voksen, drager han til Jolkos for at kræve tronen tilbage, men Pelias beordrer ham først at hente skindet af en gyldenhåret, vinget vædder, som opbevares i landet Kolkis (ved Sortehavets kyst, i det nuværende Georgien), vogtet af en forfærdelig drage. Dette skind er et symbol på kongelig autoritet, og hvis det lykkes Jason og hans mænd at bringe det til Pelias, mener han, at han kan forblive på tronen.

Missionen lykkes, og tilbage i Jolkos overrækker Jason Kong Pelias det gyldne skind. Senere dræber han ham imidlertid og overtager tronen.