Berømte naturhistorikere

 

 

 

Som dreng holdt Joseph af at udforske omgivelserne, hvor han udviklede en dyb interesse for naturhistoriske emner. I 1760 blev han indskrevet på universitetet i Oxford. Da der ikke blev undervist i botanik på Oxford, betalte han botanikeren Israel Lyons for at give en række forelæsninger på universitetet i 1764. Han forlod imidlertid Oxford det samme år uden at have opnået en doktorgrad.

Hans fader døde i 1761, og da Banks fyldte 21 år, arvede han det store gods i Lincolnshire og blev dermed godsejer og magistrat, en slags dommer. Han tilbragte en del af året her og resten i London. På British Museum traf han den svenske naturhistoriker Daniel Solander (se nedenfor), en elev af den berømte Carl von Linné (se nedenfor), som han stiftede bekendtskab med gennem Solander.

Efterhånden som Banks’ indflydelse voksede, blev han rådgiver for Kong George d. 3. (1738-1820). Han rådede kongen til at støtte opdagelsesrejser til nye lande, hvor han håbede at kunne forfølge sin egen interesse for botanik.

I 1766 blev Banks medlem af the Royal Society, og senere samme år deltog han i en ekspedition ombord på fregatten HMS Niger til Newfoundland og Labrador, med det formål at studere naturhistoriske emner. Blandt resultaterne var beskrivelsen af 34 hidtil uidentificerede fuglearter, bl.a. gejrfuglen (Pinguinus impennis). Banks noterede, at et stort antal af disse ‘pingviner’ svømmede omkring skibet. Desværre uddøde denne store alkefugl omkring 1844 på grund af overdreven forfølgelse.

Banks blev udnævnt til at deltage i en videnskabelig ekspedition til det sydlige Stillehav 1768-71 ombord på HMS Endeavour – den første af Kaptajn James Cooks (1728-79) rejser i Stillehavet. Banks betalte 8 andre personer for at ledsage ham: Daniel Solander, den finske naturhistoriker Herman Spöring, kunstnerne Sydney Parkinson og Alexander Buchan, samt 4 tjenestefolk fra hans gods. Turen gik først til Sydafrika, derpå til Brasilien, hvor Banks beskrev Bougainvillea, der i dag dyrkes som prydplante i varmere egne kloden rundt. Siden sejlede man til Tahiti og senere til New Zealand.

I sin journal skriver Banks d. 24. december 1769 ud for Three Kings Islands, New Zealand: “Stille det meste af dagen. Selv var jeg ude i en båd for at skyde fugle, hvilket jeg havde stort held med, først og fremmest fordi jeg skød adskillige suler, så meget lig de europæiske, at de næppe kan adskilles fra disse. Da det var mandskabets agt at holde jul ombord på den gammeldags facon, blev det besluttet at udnytte fuglene som gåsesteg til morgendagens aftensmad.”

Juledag bemærker Banks, at ”vores gåsesteg blev spist med stor nydelse.” – Det er derfor næppe overraskende, at ingen af disse fugle fandt vej til England som skind, i betragtning af at en gås jo smager bedst, når den er stegt med skindet på!

I dag kaldes denne fugl for australsk sule (Morus serrator).

Mandskab og videnskabsmænd tilbragte næsten 7 uger i land på Australiens østkyst, mens skibet, der var blevet beskadiget på Great Barrier Reef, blev repareret. Banks, Solander og Spöring foretog den første større indsamling af australske planter, og næsten 800 arter blev illustreret. De blev senere bragt i Banks’ Florilegium, som imidlertid ikke blev offentliggjort i Banks’ levetid. Under opholdet iagttog Banks også en ‘kanguru’.

Banks vendte tilbage til England i juli 1771. Det var hans agt at deltage i Cooks anden rejse, som skulle starte i maj 1772, men admiralitetet betragtede Banks’ krav med hensyn til videnskabelige faciliteter ombord på Cooks nye skib, HMS Resolution, som uacceptable og trak hans tilladelse som deltager tilbage.

Banks arrangerede dog snart en alternativ ekspedition ombord på Sir Lawrence, og turen gik til Isle of Wight, Hebriderne, Orkney-øerne og Island. Undervejs blev talrige planter indsamlet.

Banks slog sig nu ned i London og påbegyndte arbejdet med Florilegium. Han blev udnævnt som uformel leder af Royal Botanic Gardens i Kew, hvor han begyndte at sende planteindsamlere verden rundt. I 1778 blev han valgt som præsident i Royal Society, en position han holdt gennem mere end 41 år.

Talrige planter blev navngivet til hans ære, bl.a. Banksia, en slægt af pragtfulde australske blomster, omfattende omkring 170 arter, endvidere silkeeg-arten Grevillea banksii, soldug-arten Drosera banksii, eukalyptus-arten Eucalyptus banksii, samt tang-arten Hormosira banksii.

 

 

 

 

 

 

 

I bogen beskriver han sin udforskning af de sydlige britiske kolonier i Nordamerika 1773-77. På den tid blev den betragtet som værende en af de førende bøger med hensyn til amerikansk naturhistorie.

Som dreng ledsagede William sin fader, naturhistorikeren John Bartram (1699-1777), på mange rejser til New England, Catskill-bjergene, Pine Barrens i New Jersey, samt Florida. Allerede i en meget ung alder var han kendt for kvaliteten af sine botaniske og ornitologiske tegninger. I 1756, 17 år gammel, indsamlede han type-eksemplarerne af 14 fuglearter, som blev illustreret og beskrevet af den engelske naturhistoriker George Edwards (1694-1773) i Gleanings of Natural History, bind 2 (1760).

Da Bartram påbegyndte sine rejser, tilføjede han mange sjældne plantearter til faderens botaniske have i Philadelphia.

Nedenfor bringes nogle af oplevelserne, som er beskrevet i Travels:

Da Bartram rejste igennem det tyndt befolkede sydlige Georgia, traf han en “frygtløs Siminole”, som havde besluttet at dræbe den næste hvide mand, han mødte. Han blev dog beroliget af Bartrams uventede venlighed.

I Florida traf han en ung Seminole-prins, hvis ledsagere imidlertid “forsøgte at lægge hånd på mig, hvilket jeg gjorde modstand imod, og min ven den unge prins blandede sig og skubbede dem til side, idet han sagde, at jeg var en modig kriger og hans ven, og at de ikke skulle fornærme mig. Straks ændredes deres holdning og opførsel, de hujede alle i kor, tog mig venligt i hånden, klappede mig på skulderen og lagde deres hænder på deres bryst som tegn på oprigtigt venskab, mens de lo højt og sagde, at jeg var en oprigtig ven af Siminole-folket.”

I South Carolina beskriver han et truende uvejr: “Mørket falder omkring mig, fjern torden ruller over de skælvende bakker. Sorte skyer af imponerende majestæt og styrke bevæger sig langsomt fremad, mens de formørker de himmelstræbende bjerge, med trussel om tordenvejrets ødelæggelser. Alt er nu dødsstille omkring mig, end ikke en hvisken høres, men total passivitet og stilhed synes at gennemtrænge jorden. Fuglene er bange for at ytre et pip, mens de med sagte kald spredes for at søge ly og sikkerhed. Hvert et insekt er stille, og der høres intet udover stormen, der nærmer sig.”

Under opholdet i Cherokee Nation skriver Bartram bl.a.: “(…) og da jeg havde nået toppen, kunne jeg nyde den mest fortryllende udsigt, en umådelig vidtstrakt flade af grønne enge og jordbærmarker, hvorigennem en flod slyngede sig og ved hver vending hilste højdedrag med svulmende græsbevoksninger og terrasser med blomster og jordbærbede fyldt med frugter. Her spadserede flokke af kalkuner rundt, og hjorte dansede og sprang over engene og bakkerne. Grupper af unge, uskyldige Cherokee-jomfruer havde travlt med at høste af de rige, duftende bær, mens andre, som allerede havde fyldt deres kurve, lå i skyggen under duftende buske af Magnolia, Azalea, Philadelphus, Calycanthus, gul jasmin samt himmelblå Glycine frutescens, hvor de åbenbarede deres ynder i den svage brise eller badede deres lemmer i de kølige vandløb. Andre mere lystige selskaber, som stadig samlede jordbær, jagtede umotiveret deres ledsagere og smurte saften af den rige frugt på deres læber og kinder.”

Adskillige dyr og planter blev opkaldt efter Bartram, bl.a. Bartramsklire (Bartramia longicauda), Bartrams bars (Micropterus coosae), en fisk, som er udbredt i Georgia, endvidere bærmispel-arten Amelanchier bartramiana, samt Commersonia bartramia, et træ i katostfamilien (Malvaceae), som er hjemmehørende fra det sydlige Kine mod syd til det østlige Australien.

En slægt af mosser, Bartramia, blev navngivet til ære for enten ham eller hans fader John, eller dem begge.

 

 

 

 

 

 

 

Fra 1572 studerede Gaspard i sin hjemby Basel, senere tillige i Padua, Bologna, Montpellier, Paris og Tübingen. I 1581 erhvervede han doktorgraden i medicin fra universitetet i Basel, hvor han gav forelæsninger i botanik og anatomi. I 1582 blev han udnævnt til professor i oldgræsk ved det samme universitet, og i 1588 til leder af fakulteterne anatomi og botanik. Senere blev han Stadtarzt (byens ledende læge), professor i praktisk medicin, rektor for universitetet, samt dekan for sit fakultet.

I storværket Pinax theatri botanici (‘Illustreret register over planter’), fra 1623, beskrev denne fremragende videnskabsmand omkring 6000 plantearter i en form, der tåler sammenligning med den binominære nomenklatur, som den svenske naturhistoriker Carl von Linné (se nedenfor) introducerede i 1753.

Han offentliggjorde mange andre værker, bl.a. Theatrum Anatomicum (1605), og han redigerede værker af den italienske læge og naturhistoriker Pietro Andrea Mattioli (1500-1577) under titlen Petri Andreae Matthioli Opera Omnia, med et stort antal tilføjelser. Han planlagde også et storværk, Theatrum Botanicum, i 12 dele, hvoraf han afsluttede de 3. Imidlertid blev kun en enkelt af dem publiceret i 1658, længe efter hans død.

Bauhin blev hædret af Linné i 1753, da han navngav en slægt i ærteblomstfamilien Bauhinia.

 

 

 

 

 

Under studierne fik Bigelow også interesse for botanik, specielt planter med medicinske egenskaber. Han oprettede en lægepraksis i Lancaster og tilbragte også megen tid med botaniske studier. Han fremstillede en liste over medicinske planter i Ohio, publiceret i 1849.

I 1850 deltog Bigelow som botaniker og læge på en en ekspedition langs den mexikanske grænse, som rejste gennem områder, der var ukendt for videnskaben. De botaniske indsamlinger resulterede i en rapport, Botany of the Boundary (‘Botanik langs grænsen’), hvori omkring 2600 planter blev klassificeret. Blandt Bigelows opdagelser var Parthenium argentatum, en gummi-ydende plante, hvis navn var guayule på spansk.

I 1853 deltog Bigelow i en anden ekspedition, kaldt for The 35th Parallel Pacific Railroad Survey (‘Undersøgelser omkring Stillehavsjernbanen langs den 35. breddegrad’), atter fungerende som botaniker og læge. En anden deltager i ekspeditionen, den tyske kunstner Balduin Möllhausen (1825-1905) noterede, at Bigelow var en sympatisk kollega i felten, “generelt en favorit (…) [med] en god portion blidhed og tålmodighed (…) ikke kun en ivrig botaniker, men også en entusiatisk sportsmand. (…) Over for sine patienter var han yderst venlig og opmærksom, og han forkælede fuldstændigt sit muldyr Billy.”

Ekspeditionen nåede Los Angeles i marts 1854, og de fleste af medlemmerne vendte tilbage til Washington D.C. via San Francisco og Panama. Bigelow valgte dog at forblive i Californien for at indsamle planter, hvoraf mange arter var nye for videnskaben.

Adskillige planter blev opkaldt til hans ære, bl.a. Scoliopus bigelovii, som han opdagede på Mount Tamalpais i Californien, endvidere kaktus-arten Cylindropuntia bigelovii, Bigelows abeblomst (Diplacus bigelovii), Bigelows amarant (Amaranthus bigelovii), samt Bigelows solbrud (Helenium bigelovii).

 

 

 

 

 

Friedrich Boie var også kendt for sine bidrag til klassificering af fugle og beskrev adskillige nye slægter, bl.a. Glaucis (kolibrier), Lipaugus (pihaer), Pycnonotus (bulbuler), Athene (ugler), Progne (svaler), Pericrocotus (minivetter) og Chrysococcyx (gøge).

Blandt hans værker kan nævnes Bemerkungen über Merrem’s Versuch eines Systems der Amphibien (‘Bemærkninger om Merrems forsøg på at skabe en klassificering af padder’), fra 1827, samt Auszüge aus dem System der Ornithologie (‘Uddrag af den ornitologiske klassificering’), fra 1844.

Heinrich Boie blev udnævnt som assistent for den hollandske zoolog Coenraad Jacob Temminck (se nedenfor). I 1825 sendte Temminck ham på en ekspedition til Hollandsk Ostindien (i dag Indonesien), ledet af den tyske naturhistoriker Salomon Müller (1804-64), for at indsamle dyr. De ankom til Batavia (i dag Jakarta) i 1826, hvor Heinrich døde af malaria det følgende år.

 

 

 

 

 

 

 

I Italien havde Charles allerede opdaget tamarisksangeren (Acrocephalus melanopogon), som var ny for videnskaben, og på rejsen indsamlede han eksemplarer af en hidtil ubeskrevet stormsvale, der i dag kaldes for Wilsons stormsvale (Oceanites oceanicus), opkaldt efter den skotsk-amerikanske naturhistoriker Alexander Wilson (1766-1813), der ofte er blevet kaldt for ‘den amerikanske ornitologis fader’.

Bonaparte påbegyndte nu et studium af amerikanske fugle og opdaterede Wilsons Ornithology or History of the Birds of the United States, der blev offentliggjort i en revideret udgave 1825-33. Andre publikationer omfattede Observations on the Nomenclature of Wilson’s Ornithology (‘Bemærkninger omkring nomenklaturen i Wilsons Ornithology‘, samt Synopsis of the Birds of the United States (‘Oversigt over USA’s fugle’).

I 1826 vendte Bonaparte-familien tilbage til Europa, og to år senere slog de sig ned i Rom. I Italien gav Bonaparte forelæsninger og skrev flittigt om naturhistoriske emner. Hans arbejde omkring Italiens dyreliv, Iconografia della Fauna Italica, blev publiceret 1832-41. Han offentliggjorde tillige Specchio Comparativo delle Ornithologie di Roma e di Filadelfia, hvori han sammenligner fuglelivet i Philadelphia og Italien.

Han var autor til 165 slægter, 203 arter og 262 underarter, deriblandt en amerikansk slægt af duer, Zenaida, opkaldt efter hans kone.

 

 

 

 

 

Brisson fik interesse for klassificering af dyrearter, og i 1756 offentliggjorde han Le règne animal divisé en IX classes, ou Méthode contenant la division générale des animaux (‘Dyreriget, opdelt i 9 klasser, eller En metode til generel inddeling af dyrearter’).

Han blev hurtigt en kapacitet inden for ornitologien, og i 1760 publicerede han Ornithologie, ou Méthode Contenant la Division des Oiseaux en Ordres, Sections, Genres, Especes & leurs Variétés (‘Ornitologi, eller En metode til inddeling af fugle i ordener, sektioner, slægter, arter og deres varieteter’), i 6 bind samt supplement, omfattende omkring 4000 sider. Dette værk var imidlertid Brissons eneste bidrag til studiet af fugle.

Brisson gav hver fugl et latinsk navn, men han anvendte ikke den binominære klassifikation, som var blevet indført af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (se nedenfor) i 1758. Men da Linné udarbejdede den 12. udgave af Systema Naturæ, støttede han sig meget til Brissons værk. Han tilføjede 386 fuglearter, hvoraf 240 var overtaget fra Brisson.

I 1762 forlod Brisson zoologien og blev professor i fysik i Paris.

 

 

 

 

 

Robert blev indskrevet på universitetet i Edinburgh for at studere medicin, men tilbragte mere tid med at studere planter end medicin. Han foretog adskillige botaniske ture i det skotske højland og lavede detaljerede beskrivelser af de indsamlede planter. I 1793 forlod han det medicinske studium, og året efter blev han indrulleret i Fifeshire Regiment of Fencible Infantry, som kort efter blev beordret til Irland. I 1795 blev han udnævnt som assistent for regimentets kirurg. Han havde masser af fritid, hvor han studerede egnens flora.

I 1800 var Brown en af de mest fremtrædende botanikere i Irland, og han korresponderede med mange etablerede botanikere. I 1801 deltog han i en ekspedition til Madeira, Sydafrika og Australien ombord på Investigator, hvis kaptajn var den britiske navigatør og kartograf Matthew Flinders (1774-1814). Gennem tre og et halvt år studerede Brown Australiens planteliv og indsamlede omkring 3400 arter, hvoraf ca. 2000 ikke var beskrevet før.

I 1810 publicerede han resultaterne fra ekspeditionen i værket Prodromus Florae Novae Hollandiae et Insulae Van Diemen (‘Foreløbig flora fra Ny Holland [i dag Australien] og van Diemens Ø’ [i dag Tasmanien]), som var den første systematiske oversigt over Australiens flora.

Samme år blev han udnævnt til bibliotekar for den berømte botaniker Joseph Banks (se ovenfor), og da Banks døde i 1820, arvede Brown hans bibliotek og herbarium, som blev overført til British Museum i 1827.

I 1827 observerede han, at mikroskopiske pollenkorn bevæger sig uberegneligt i vand, påvirket af molekylernes bevægelser. Dette fænomen blev senere kaldt for Brownian Motion (‘Brownisk bevægelse’). Fire år senere var han den første, som bemærkede, at levende celler indeholder en kerne.

I 1830 var Brown blandt stifterne af Royal Geographical Society, og han fungerede som præsident for Linnean Society 1849-53.

Adskillige plantearter og lokaliteter blev opkaldt til ære for ham, bl.a. Pisonia brunoniana (i dag kaldt for Ceodes brunoniana), et lille træ i familien Nyctaginaceae, som er hjemmehørende i det nordlige New Zealand, samt den centralasiatiske riddersporeart Delphinium brunonianum, endvidere Brown’s River syd for Hobart, Tasmanien, hvor han indsamlede planter, samt Mount Brown i British Columbia, Canada, som blev navngivet af David Douglas (se nedenfor).

 

 

 

 

 

 

 

Da hans fader ønskede, at han skulle studere jura, påbegyndte han studier af latin, græsk og jura i Louvain, men flyttede til Marburg for at fortsætte sine studier. Han skiftede imidlertid over til at studere teologi, først i Marburg, siden Wittenberg, hvor han også studerede filosofi.

I Marburg fik han interesse for botanik og besluttede at flytte til Frankrig for at studere medicin ved universitetet i Montpellier 1551-54. Han prakticerede dog aldrig medicin. I 1560’erne blev han ansat af Anton Fugger, en velhavende bankmand i Augsburg, som privatlærer for en af Fuggers sønner. Han blev også sendt til Spanien, hvor han skulle indsamle planter, og undervejs fik han et godt kendskab til de nys indførte planter fra den Nye Verden.

I 1573, bistået af den flamske forfatter, urtelæge og diplomat Ogier Ghiselin de Busbecq (1522-92), blev Clusius ansat som direktør af den kejserlige medicinske have i Wien. Busbecq var en ivrig gartner, og da han havde forbindelser til det Ottomanske Rige, var han i stand til at arrangere, at eksotiske løg blev sendt fra Konstantinopel til haven i Wien. Da Kejser Maximilian døde i 1576, blev Clusius fyret fra sit job.

Sidst i 1580’erne forlod han Wien og flyttede til Frankfurt am Main, men blev så udnævnt til professor ved universitetet i Leiden i 1593, og han blev tillige direktør for den nyligt etablerede botaniske have ved universitetet, en af de første egentlige botaniske haver i Europa.

Clusius rejste meget rundt i Europa for at bedre sit kendskab til planter, og han blandt de første, som studerede Alpernes flora.

Hans værker omfatter bl.a. Histoire des Plantes (1557), en fransk oversættelse af den flamske læge og botaniker Rembert Dodoens (1517-85) kendte urtebog, endvidere Rariorum aliquot stirpium per Hispanias observatarum historia (‘Adskillige sjældne planter observeret i Spanien’), der blev publiceret i 1576 som en af de tidligste bøger om spansk flora, samt Rariorum stirpium per Pannonias observatorum Historiae (‘Nogle sjældne planter observeret i Pannonien’, 1583), der var den første bog omhandlende floraen i de østrigske og ungarske Alper.

Ensian-arten Gentiana clusii blev opkaldt efter ham af to franske botanikere, Eugène Pierre Perrier de la Bâthie (1825-1916) og André Songeon (1826-1905). Denne art er beskrevet på siden Planteliv: Flora i Alperne og Pyrenæerne.

 

 

 

 

 

Han udforskede ofte junglen omkring huset og fik snart et indgående kendskab til dens dyreliv. Han begyndte at gå på jagt, i begyndelsen med katapult og en slags slangebøsse, indtil han som 8-årig fik foræret et gammelt forladergevær. Han blev gode venner med de lokale, hvoraf mange var krybskytter, og Jim lærte mange færdigheder af dem. Da han begyndte i skolen, blev Field Marshal Earl Roberts imponeret over hans skydeevne og lånte ham en riffel, hvormed han kort efter skød sin første leopard.

Som ung fik Corbett arbejde for et jernbaneselskab, hvor han skulle sørge for transporten af varer over Ganges-floden ved Mokameh Ghat (i dag Mokama Ghat), øst for Patna, Bihar. Han kom vældig godt ud af det med sit mandskab. I bogen My India (1952) skriver han: “Det skal indrømmes, at mine folk var fattige, og de havde deres del af besværligheder. Ikke desto mindre var de altid i godt humør, og da jeg kunne forstå og tale deres sprog lige så godt som de, kunne jeg tage del i deres glade skæmten og sætte pris på deres vittigheder.”

I den samme bog beskriver han, hvordan lønnen til hans mandskab ikke var blevet udbetalt i 3 måneder, og de led slemt. Et afsnit i bogen lyder således:

“Mens jeg spiste min aftensmad, hørte jeg følgende samtale fra verandaen.

En af formændene: “Hvad var der på den tallerken, du satte foran sahib’en?”

Min tjener: “En chapati* og lidt daal**.”

En af formændene: “Hvorfor kun én chapati og lidt daal?”

Min tjener: “Fordi der ikke er penge til mere.”

En af formændene: “Hvad ellers spiser sahib’en?”

Min tjener: “Intet.”

Efter en kort pause hørte jeg den ældste af formændene, en muhammedaner med et stort skæg, som var farvet med henna, sige til sine ledsagere: “Gå hjem, jeg bliver her og taler med sahib’en.”

Efter at min tjener havde fjernet den tomme tallerken, bad den gamle formand om tilladelse til at komme ind, og stående foran mig sagde han: “Vi kom for at fortælle Dem, at vore maver har været tomme længe og at efter i morgen ville det ikke længere være muligt for os at arbejde. Men her i aften har vi set, at Deres situation er lige så slem som vores, og vi vil fortsætte arbejdet, så længe vi er i stand til at stå op. Med Deres tilladelse vil jeg gå nu, sahib, men i Allahs navn beder jeg Dem gøre noget for at hjælpe os.”

Hver dag i ugevis havde jeg anmodet hovedkvarteret i Gorakhpur om at modtage betaling, og det eneste svar jeg kunne vride ud af dem var, at der var taget skridt til at foretage en snarlig betaling for mine udgifter.

Efter at den skæggede formand var gået, gik jeg til telegrafkontoret, hvorfra telegrafisten hver dag sendte den rapport, som jeg havde udarbejdet omkring dagens arbejde. Jeg tog en blanket fra hans bord og bad ham om at klargøre linjen til Gorakhpur, da jeg havde en vigtig meddelelse. Det var da et par minutter efter midnat, og meddelelsen, som jeg sendte, lød således: “Arbejdet ved Mokameh Ghat standser ved middagstid i dag, medmindre det garanteres, at 12.000 rupees er blevet sendt med morgentoget.”

Telegrafisten læste meddelelsen, så op på mig og sagde: “Hvis jeg har Deres tilladelse, vil jeg bede min broder, som er på arbejde nu, om at sende denne meddelelse straks i stedet for at vente, til kontoret åbner i morgen tidlig.”

Ti timer senere, med kun to timer tilbage af mit ultimatum, så jeg et telegrafbud haste imod mig med en brun kuvert i hånden. Hver gruppe af mænd, som han passerede, stoppede deres arbejde og stirrede efter ham, for enhver i Mokameh Ghat kendte til indholdet af det telegram, jeg havde sendt ved midnat. Efter at jeg havde læst telegrammet, spurgte buddet, som var søn af min kontormand, om det var gode nyheder, og da jeg fortalte ham, at det var de, løb han af sted, og hans passage ned langs skurene fremkaldte lettede råb. Pengene kunne ikke ankomme før den næste morgen, men hvad betød nogle få timer for dem, som havde ventet gennem lange måneder?

Kontormanden, som ankom til mit kontor næste dag, ledsaget af nogle af mine mænd, som bar en pengekiste på en bambusstang, overvåget af to politibetjente, var en jovial hindu, som var lige så bred som han var lang, og som udsendte godt humør og sved i omtrent lige store mængder. Jeg så ham aldrig uden et par briller, der var fastgjort til hans pande med rød tape. Han satte sig på gulvet i mit kontor, tog fat i en snor, som var bundet omkring hans hals, og fremdrog fra et eller andet sted på hans krop en nøgle. Han åbnede pengekisten og tog 12 poser op, hver indeholdende 1000 nyslåede sølvrupees. Han slikkede på et frimærke og fastgjorde det på den kvittering, som jeg havde skrevet under. Derpå stak han hånden ned i en lomme, der mageligt kunne have rummet to kaniner, og fremdrog en kuvert, som indeholdt 450 rupees – min løn for de foregående tre måneder.

Jeg tror ikke, at nogen nogensinde har haft større fornøjelse af at dele penge ud end mig, da jeg placerede en pose med 1000 rupees i hånden på hver af de 12 formænd, og jeg tror heller ikke, at nogen har modtaget penge med større fornøjelse end dem. Den fede kontormands ankomst havde fjernet en anspændthed, som var blevet næsten uudholdelig, og anledningen skulle fejres på en eller anden måde, så jeg erklærede resten af dagen for fridag – den første jeg og mine mænd havde haft i 95 dage. Jeg ved ikke, hvordan de andre tilbragte deres fridag. For mit eget vedkommende skammer jeg mig ikke ved at indrømme, at jeg tilbragte min i dyb og behagelig søvn.”

 

 

 

I 1910 blev han bedt om at forsøge at skyde to andre menneskeædere øst for Almora-distriktet, Mukteshwar-tigeren og Panar-leoparden. Sidstnævnte havde dræbt over 400 mennesker. Det lykkedes Corbett at skyde dem begge.

Så gik der 15 år, inden Corbett atter jagtede en menneskeæder. I 1925 blev han af sin ven William Ibbotson anmodet om at forsøge at skyde den berygtede Rudraprayag-leopard, som siden 1918 havde dræbt over 100 mennesker i Garhwal. I bogen The Man-eating Leopard of Rudraprayag (1947) fortæller han om sine hårrejsende oplevelser, mens han forsøgte at befri befolkningen for dette frygtelige dyr. Den slog dog endnu flere mennesker ihjel, inden den blev skudt af Corbett i 1926. Adskillige citater fra bogen er bragt på siden Dyreliv – Pattedyr: Den plettede dræber.

Gennem de følgende år fortsatte Corbett med at jagte menneskeædende tigre. Hans oplevelser er beskrevet i bøgerne Man-Eaters of Kumaon (1944), samt The Temple Tiger and More Man-Eaters of Kumaon (1954).

Da Første Verdenskrig brød ud i 1914, meldte Corbett sig, men blev vraget på grund af sin alder (38). Men da krigen trak ud, blev det nødvendigt med flere soldater, og han blev udnævnt til kaptajn i 1917. Han havde nemt ved at rekruttere 5000 mand i Kumaon, hvor han var højt agtet på grund af sine jagter på menneskeædere.

Efter at være landet i Southampton i det sydlige England blev Corbett og hans mænd sendt til vestfronten. Tilstandene der var meget vanskelige, men Corbett forsøgte at beskytte sine mænd og holde deres moral høj. De var i et fremmed land med et koldt klima, og de indiske tropper var ofte ringeagtet af de britiske soldater, som følte sig overlegne.

Tilbage i Indien forhandlede Corbett med jernbanen om genansættelse, men blev så indkaldt til hæren igen i 1919 på grund af den 3. Engelsk-Afghanske Krig.

Da han vendte hjem fra denne krig, besluttede han, at han ikke ville tilbage til jernbanen, men arbejdede i stedet for et ejendomsmæglerfirma i Kumaon, som han havde investeret i. Corbett udvidede firmaet og var i stand til at erhverve en landsby ved navn Chhoti Haldwani, nær Kaladhungi. Han indførte nye afgrøder som bananer, vindruer og majs, og husene i landsbyen blev stærkt forbedret.

Han arrangerede også jagter for den britiske elite, deriblandt generalguvernør Lord Linlithgow, som blev hans nære ven. Under Anden Verdenskrig trænede han tropper fra Burma-kampagnen i overlevelse i junglen.

På sine ældre dage blev han led ved den vidtstrakte skovrydning og den overdrevne jagt, som på alarmerende vis decimerede de vilde dyrebestande og deres habitater. Han agiterede for at fotografere dyrene i stedet for at jage dem som trofæer. Han spillede en stor rolle i oprettelsen af Indiens første vildtreservat i 1934, som blev omdøbt til Jim Corbett Nationalpark efter hans død.

I forbindelse med de turbulente tilstande omkring Indiens uafhængighed besluttede Corbett at flytte til Kenya i 1947, hvor han døde 8 år senere.

Adskillige citater fra hans bøger er bragt på siden Natur-citater.

 

 

 

 

 

Her er et eksempel på hans kontroversielle synspunkter. I dette tilfælde filosoferer han over bulmeurts (Hyoscyamus niger) status inden for astrologien: “Jeg spekulerer på, hvordan astrologerne kunne komme i tanker om at kalde den for en plante i Jupiters tegn; men selv Mizaldus*, som var en mand med en skarp hjerne, var af samme mening. Planten er i Saturns tegn, og jeg vil bevise det ved hjælp af følgende argument: Alle urter, som foretrækker at vokse på dystre steder, er i Saturns tegn. Bulmeurt foretrækker i høj grad disse steder, og hele vognladninger af den kan findes, hvor man tømmer lokumsspandene, og man kan næppe finde en grøft, uden at den vokser der. Ergo er den i Saturns tegn.”

 

 

På siden Planteliv: Planter i folketro og digtning findes talrige eksempler på Culpepers råd og vejledning.

 

 

 

 

 

Han blev født i Bergzabern i Rhineland-Palatinate i det sydvestlige Tyskland, nær grænsen til Frankrig. Byens navn betyder ‘bjerghytte’ eller ‘bjergkro’, hvilket blev til Tabernaemontanus på latin.

Dietrich blev indskrevet som medicinsk og naturhistorisk studerende på universitetet i Heidelberg i 1562, og under studiet var han ofte inspireret af to af Renæssance-botanikkens pionerer, Otto Brunfels (ca. 1488-1534) og Hieronymus Bock (ca. 1498-1554).

Dietrich var ansat som privatlæge hos adskillige tyske adelsfolk. Han var gift 3 gange og var fader til ikke færre end 18 børn.

Han blev hædret af den franske munk og botaniker Charles Plumier (1646-1704), som oprettede slægten Tabernaemontana, en gruppe af tropiske buske og små træer i singrønfamilien (Apocynaceae). Plumiers navn blev adopteret af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (se nedenfor) i 1753. Et billede af frugten af Tabernaemontana alba er vist på siden Hyldest til farverne rød og orange.

 

 

 

 

 

Han er bedst kendt som værende forfatter til De materia medica (‘Om medicinsk materiale’), oprindelig skrevet på græsk med titlen Peri hules iatrikes, hvilket har samme betydning. Det er et farmakologisk leksikon i 5 bind, som omhandler urtemedicin og relaterede substanser. Gennem mere end 1500 år blev dette værk betragtet som den førende autoritet inden for planter og urtemedicin.

Dioscorides blev mindet af den franske munk og botaniker Charles Plumier (1646-1704), da han oprettede slægten Dioscorea, der bl.a. omfatter yams. Slægten rummer over 600 arter, af hvilke langt størsteparten findes i troperne.

På siden Planteliv: Planter i folketro og digtning findes talrige eksempler på Dioscorides’ råd og vejledning.

 

 

 

 

 

 

 

Gennem 7 år var han i lære som gartner hos William Beattie, som var overgartner på det nærliggende Scone Palace, hvorefter han tilbragte en vinter på en læreanstalt i Perth for at lære mere om den videnskabelige side af havebrug. Senere flyttede han til den botaniske have under universitetet i Glasgow, hvor han overværede forelæsninger i botanik. Professor William Jackson Hooker (se nedenfor) var meget imponeret af ham og tog ham med på en botanisk ekskursion i det skotske højland.

Hooker anbefalede Douglas for the Royal Horticultural Society (‘Det Kongelige Haveselskab’), der sendte ham på 3 indsamlingsekspeditioner i Nordamerika. Den første rejse gik til det østlige Nordamerika i 1823, den anden til den nordvestlige Stillehavsregion 1824-27, og den tredje til den nordvestlige Stillehavsregion og Hawaii 1829-34.

På disse rejser introducerede han en mængde træer, specielt fyrrearter, såvel som et antal buske og urter, til den britiske gartner-verden. I et brev til Hooker skrev han: “De vil måske begynde at tænke, at jeg fabrikerer fyrrearter efter forgodtbefindende.”

Douglas døde under mystiske omstændigheder under en bestigning af Mauna Kea i Hawaii i 1834. Tilsyneladende faldt han ned i en faldgrube for forvildet kvæg, hvor han muligvis blev knust af en tyr, som også var faldet ned i gruben. Han var sidst blevet set ved en hytte, beboet af en engelsk tyrejæger og undsluppet straffefange, Edward ‘Ned’ Gurney, som en overgang var mistænkt for at have myrdet Douglas, da det sagdes, at Douglas havde flere penge på sig end det beløb, som Gurney afleverede sammen med liget. (Kilde: J. Nisbet 2009. The Collector: David Douglas and the Natural History of the Northwest. Sasquatch Books)

Over 80 plante- og dyrearter er opkaldt efter Douglas, deriblandt Douglas’ egern (Tamiasciurus douglasii), Phrynosoma douglasii, som er en art af hornfirben, blå eg (Quercus douglasii), samt Douglas’ natskygge (Solanum douglasii). Det danske navn Douglasgran (Pseudotsuga menziesii) blev også givet til hans ære. Douglas’ egern er beskrevet på siden Dyreliv – Pattedyr: Egern, blå eg på siden Planteliv: Flora i Sierra Nevada, Douglasgran på siden Planteliv: Gamle og store træer.

 

 

 

 

 

Efter et kort ophold i England vendte familien tilbage til Indien, hvor de slog sig ned i Lahore. Her startede Geralds fascination af dyr, da han så to snegle i parring, og i Lahore Zoo, om hvilken han senere skrev: “Den zoologiske have var i realiteten ganske lille, og burene var ganske små og var sandsynligvis aldrig blevet rengjort.”

Hans fader døde i 1928, og familien flyttede tilbage til England. I 1932 begyndte Gerald i skolen, hvilket han afskyede, og det eneste han syntes om var undervisning i naturhistorie. I en alder af 9 år blev han banket af skoleinspektøren, hvorfor hans moder tog ham ud af skolen, og han fik aldrig siden en formel uddannelse, skønt han indimellem havde privatlærere.

I 1934 boede Geralds storebror Larry og hans veninde Nancy hos venner, George and Pam Wilkinson. Samme år flyttede George og Pam til den græske ø Korfu. I breve priste de øen i høje toner, og familien besluttede at flytte dertil. I byen Korfu traf de Spiro Chalikiopoulos, som fandt en villa til dem, og han blev en nær ven af familien.

Børnene lærte hurtigt at tale ret flydende græsk, men for Louisa var det langt vanskeligere, og hendes meget begrænsede kendskab til sproget voldte hende til tider kvaler, fx da hun ville bede køkkenpigen sætte en skål med en suppe, som det havde taget Louisa lang tid at tilberede, udenfor for at køle af, men i stedet for at sige ‘sæt det udenfor’ sagde hun ‘smid det ud’, hvilket køkkenpigen gjorde.

Gerald følte sig vældig godt tilpas på Korfu, hvor han tilbragte tiden med at gå på opdagelse i naturen, hvor han indsamlede alle mulige dyr og opbevarede dem i villaen på steder, hvor det nu kunne passe, hvilket gav anledning til tumulter i familien, fx når de fandt en snog i badekarret eller en skorpion i en tændstikæske.

Han blev gode venner med Theodore Stephanides (1896-1983), en græsk-engelsk læge, naturhistoriker, astronom, digter og forfatter, som tilbragte en halv dag hver uge sammen med drengen og lærte ham mange ting om naturen og talrige andre emner. Durrell skrev senere: “Hvis jeg havde magiske evner, ville jeg give alle børn to gaver – den fortryllende barndom jeg havde på Korfu, samt at blive venner med og undervist af Theodore Stephanides.”

Han skrev 3 bøger om sin barndom på Korfu: My Family and Other Animals (1956), udkommet på dansk i 1965 med titlen Min familie og andre dyr, endvidere Birds, Beasts, and Relatives (1969), samt The Garden of the Gods (1978), som alle beskriver uhyrlige begivenheder, specielt om hans bror Larrys eksentriske venner. Et eksempel omhandler Donald og Max, som ankommer døddrukne klokken 2 om natten og vækker hele familien. Donald klatrer ned i en brønd bag huset, og da parret omsider tager af sted, stjæler de det hestekøretøj, som man har tilkaldt, fulgt af ejeren, der løber som en gal efter dem, mens han råber og næsten græder af raseri. Max, som er tysker, råber: “Volves, Donald, hurry up!”, hvilket får Donald til at piske løs på den stakkels hest.

I 1939, da Anden Verdenskrig nærmer sig, bliver Louisa advaret af sin bank om, at hun på Korfu muligvis ikke har adgang til sine midler, hvis krigen bryder ud. Familien vendte tilbage til England og slog sig til sidst ned i Bournemouth. Louisa hyrede Harold Binns som vejleder for Gerald, og han lærte ham at sætte pris på digte og det engelske sprog, samt hvordan han kunne benytte det lokale bibliotek.

I 1942 blev Durrell fritaget for militærtjeneste af helbredsårsager, men i stedet skulle han enten arbejde på en ammunitionsfabrik eller finde arbejde på en gård. Han valgte det sidste, men fik ejeren af et hestestutteri nær Bournemouth til at love at fortælle myndighederne, at han udførte almindeligt arbejde på gården, ifald de skulle spørge. I virkeligheden gjorde han rent i staldene, gav undervisning i ridning og havde til tider korte affærer med kvinder, som han underviste i ridning.

Efter krigen ønskede Durrell at opnå mere kendskab til dyr med det formål en dag at have sin egen zoologiske have. Han blev tilbudt et job som medhjælper i Whipsnade Zoo. Da han fyldte 21 år, arvede han 3000 £, som var blevet sat til side til ham i faderens testamente. På længere sigt var det hans mål at indsamle dyr for at starte en zoo, og efter forgæves at have kontaktet en række dyreindsamlere, som alle nægtede at antage ham på grund af hans manglende erfaring med dyr, besluttede han selv at betale for en ekspedition til Britisk Cameroun i 1947-48. Salget af dyrene fra denne tur gjorde det muligt for ham at arrangere endnu en tur til Cameroun, og denne gang besøgte han landsbyen Bafut, hvor den charmerende lokale fon (høvding) blev en god ven af ham. Hans til tider ret groteske oplevelser her er beskrevet i bogen The Bafut Beagles (1954). Salget af dyrene fra ekspeditionen bevirkede, at han kunne arrangere endnu en rejse, denne gang til Britisk Guiana.

I 1949 havde Durrell mødt Jacquie Wolfenden, og på trods af at hendes fader var imod deres forhold, blev de gift det følgende år. Efter at Durrell havde succes med en række radioforedrag om hans rejser, samt udgivelsen af adskillige bøger, som solgte godt, var han i stand til at gennemføre andre indsamlingsekspeditioner i 1950’erne, to til Argentina og en tredje til Cameroun.

Durrells drøm om at have sin egen zoologiske have blev opfyldt, da han erhvervede et stykke land på øen Jersey. Haven åbnede i marts 1959, og trods økonomiske vanskeligheder har den været bemærkelsesværdigt succesfuld med hensyn til at opformere truede dyrearter fra forskellige steder verden rundt. (Skønt siden 2024 har haven atter økonomiske vanskeligheder).

På en rejse til USA for at skaffe støtte til haven traf han Lee McGeorge, en zoologistuderende, som arbejdede på en Ph.D. om dyrelivet i Madagascar. Han friede til hende gennem et år, før hun indvilligede i at gifte sig med ham. Brylluppet fandt sted i maj 1979, kort efter hans skilsmisse fra Jackie.

I 1984 skabte han The Durrell Conservation Academy under Jersey Zoo, en facilitet, som leverer træning i at opformere truede dyrearter i fangenskab med henblik på at genskabe bestande i deres naturlige levesteder.

Durrell fortsatte med at rejse, ofte for at skaffe penge, og blandt de lande han besøgte var Australien, Rusland og Madagascar. Han skrev bøger om rejserne og lavde tillige film for TV.

I 1995 døde han af sepsis (kroppens mangel på modstand mod infektioner), og hans aske er begravet i Jersey Zoo.

Adskillige citater fra hans bøger er bragt på siden Natur-citater.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I 2 år praktiserede han som læge i München, hvorefter han blev tilbudt stillingen som øverste læge på universitetet i Ingolstadt. Dette universitet var stengt romersk-katolsk, hvilket skabte problemer for Fuchs, der var lutheraner. Derfor akcepterede han i 1528 stillingen som personlig læge for Georg den Fromme (1484-1543), markgreve af Brandenburg-Ansbach, som også var protestant.

I 1533 blev Fuchs kaldt til Tübingen af Ulrich (1487-1550), hertug af Württemberg, for at bidrage til at omdanne universitetet i Tübingen i humanismens ånd. Her tilbragte han resten af sit liv som medicinsk professor, og han oprettede tillige den første tyske have med medicinske urter.

Han offentliggjorde et stort antal bøger om medicinske emner, samt to større botaniske værker. De historia stirpium commentarii insignes (‘Særlige Kommentarer til Planternes Historie’) blev publiceret i Basel i 1542. Dette værk omhandler omkring 500 medicinske planter, hvoraf over 100 ikke var blevet beskrevet før. De ledsagende tegninger er vellignende og detaljerede. I 1543 blev dette værk oversat til tysk med titlen New Kreüterbuch.

Det andet storværk var Codex Fuchs (Codex Vindobonensis Palatinus), publiceret i 9 bind i Tübingen 1536-66. Det indeholder 1529 farvetavler med illustrationer af medicinske urter.

Fuchs blev hædret af den franske munk og botaniker Charles Plumier (1646-1704), der oprettede slægten Fuchsia, som han havde fundet på øen Hispaniola i Caribien i 1696.

 

 

 

 

 

I 1836 blev han opfordret af den kendte botaniker William Jackson Hooker (se nedenfor) til at fremstille et værk med titlen Musci Britannici, or Pocket Herbarium of British Mosses arranged and named according to Hooker’s “British Flora” (‘Musci Britannici, eller Feltherbarium over britiske mosser, arrangeret og navngivet efter Hooker’s British Flora’).

Hans botaniske arbejder imponerede John Russell, den 6. Greve af Bedford, som blev hans mæcen. I 1836 sejlede Gardner til Rio de Janeiro for at indsamle naturhistoriske objekter i det nordlige Brasilien, heriblandt planter, mineraler, skaller, fugle, pattedyr og fisk. Indsamlede planter blev sendt til diverse botaniske haver samt til private, som havde støttet ekspeditionen.

Gardner forblev i Brasilien indtil 1841. Hans resultater fra ekspeditionen blev publiceret under titlen Travels in the Interior of Brazil, principally through the Northern Provinces and the Gold Districts, during the years 1836-41 (‘Rejser i det indre af Brasilien, hovedsagelig gennem de nordlige provinser og guld-distrikterne, i årene 1836-41’).

I 1842 blev Gardner medlem af the Linnean Society, og det følgende år blev han af det britiske kolonistyre på Ceylon (i dag Sri Lanka) udnævnt som leder af den botaniske have i Peradeniya. Han foretog tillige omfattende indsamlinger af planter på Ceylon med det formål at fremstille en komplet Flora Zeylanica, som dog aldrig blev offentliggjort på grund af hans tidlige død, der fandt sted i Kandy, forårsaget af et slagtilfælde.

Adskillige planter er opkaldt efter Gardner, bl.a. Ruizterania gardneriana, et træ i familien Vochysiaceae, samt Banisteriopsis gardneriana, en slyngplante i familien Malpighiaceae, begge indsamlet af Gardner i Brasilien.

 

 

 

 

 

Der er dog en hage ved bogen, idet den med undtagelse af nogle planter fra hans egen have, samt nogle nordamerikanske arter, stort set er et plagiat af en meget populær hollandsk urtebog, skrevet af den flamske læge og botaniker Rembert Dodoens (1517-85), døbt Rembert van Joenckema. Illustrationerne i Gerards Herball er også plagiater, hovedsagelig hentet fra europæiske værker, bl.a. mange fra Neuwe Kreuterbuch, publiceret i 1588 af Jakob Dietrich, bedre kendt som Tabernaemontanus (se Dietrich ovenfor).

Gerard hævdede at have lært meget om planter gennem rejser til forskellige egne af verden, men det lader til, at han i realiteten ikke rejste meget.

Han var da vist lidt af en svindler, dén Gerard!

Den svenske naturhistoriker Carl von Linné var ikke klar over dette, da han i 1753 gav en slægt i familien Acanthaceae navnet Gerardia (i dag kaldt for Stenandrium) til minde om ham, og den danske botaniker Nathaniel Wallich navngav en ledris-art Ephedra gerardiana til hans ære.

På siden Planteliv: Planter i folketro og digtning findes talrige eksempler på Gerards råd og vejledning.

 

 

 

 

 

Han voksede op i en fattig familie i Zürich, men da han var yderst velbegavet, sendte hans fader ham til en onkel, som levede af at dyrke og sælge medicinske urter. Her stiftede drengen bekendtskab med mange planter og deres medicinske anvendelse, hvilket førte til hans livslange interesse for naturhistoriske emner.

Med hjælp fra denne onkel og Conrads lærere var drengen i stand til at gå i skole i Zürich, hvor han studerede klassiske sprog. Da han var 17 år gammel, arrangerede de for ham at studere teologi ved universiteter i Frankrig, men på grund af religiøs forfølgelse måtte han vende tilbage til Zürich. Det blev herefter arrangeret for ham at studere hebraisk i Strasbourg, og i 1536 blev han bevilget betalt orlov for at studere medicin ved universitetet i Basel.

I 1537, i en alder af 21, publicerede han sin første bog med titlen Lexicon Graeco-Latinum, som medførte, at han blev udnævnt som professor i græsk ved det nyligt grundlagte akademi i Lausanne. Ved siden af sine pligter som underviser kastede han sig over videnskabelige studier, specielt botanik. I 1541 opnåede han sin doktorgrad, hvorefter han vendte tilbage til Zürich, hvor han blev stadslæge og samtidig gav forelæsninger på Carolinum (det senere universitet i Zürich). Han tilbragte en stor del af sin fritid med at drage på botaniske indsamlingsture i de schweiziske bjerge.

Hans første større værk var Bibliotheca (1545), en bibliografi, som var et historisk katalog over alle forfattere, som nogensinde havde levet, samt deres arbejder. Historiae animalium, publiceret i 1551-58, var et monumentalt værk om dyrelivet, men han offentliggjorde kun to botaniske værker, Historia plantarum et vires (1541) og Catalogus plantarum (1542). Mens han arbejdede på et større botanisk værk med titlen Historia plantarum, døde han af pest, kun 49 år gammel.

Gessner blev hædret af to franske botanikere, Louis Claude Marie Richard (1754-1821) og Antoine Laurent de Jussieu (1748-1836), som opkaldte slægten Gesneria efter ham.

 

 

 

 

 

 

 

Hun blev født i London som datter af forretningsmanden Mortimer Herbert Morris-Goodall og romanforfatteren Margaret Myfanwe Joseph. Som barn fik hun en legetøjschimpanse foræret af sin far som alternativ til en bamse. Goodall påstod, at hendes tidlige kærlighed til dyr opstod, fordi hun holdt så meget af denne chimpanse. Hun tilføjede: “Min mors venner var skrækslagne over dette legetøj, idet de troede, at jeg ville være bange for den, og at den ville give mig mareridt.”

Goodalls kærlighed til dyr bragte hende til en vens farm i Kenya i 1957, hvor hun fik job som sekretær. Hendes ven opfordrede hende til at ringe til arkæolog og palæontolog Louis Leakey (1903-72), så de kunne mødes og snakke om dyr.

Da de mødtes, foreslog Leakey, at hun skulle blive hans sekretær. I virkeligheden ledte han efter en person, som kunne studere menneskeaber, idet han mente, at et sådant studium kunne give fingerpeg om adfærden hos hominider, som han studerede rester af i Olduvai Gorge. Han mente, at Jane ville være den rette person til at studere chimpanser, og i 1958 sendte han hende til London for at studere adfærd og anatomi af primater. Imens rejste Leakey penge, og i 1960 drog Goodall til Gombe Stream Nationalpark.

I 1962 fik hun selskab af den hollandske Baron Hugo van Lawick (1937-2002), som blev sendt til Gombe Stream af National Geographic for at filme chimpanserne. De blev gift i 1964 og fik senere en søn ved navn Hugo, med kælenavnet Grub. Parret studerede og filmede også dyrearter i Serengeti Nationalpark, bl.a. hyænehunde, hyæner og ‘sjakaler’ (som i dag kaldes for afrikansk gylden ulv, idet forskning har påvist, at den ikke er nært beslægtet med sjakaler). Deres arbejde her resulterede i bogen Innocent Killers (Collins 1971), udkommet på dansk med titlen Uskyldige dræbere (Gyldendal 1971).

Goodall og van Lawick blev skilt i 1974, og det følgende år giftede Goodall sig med Derek Bryceson (1922-80), tidligere medlem af Tanzanias parlament og direktør for landets nationalparker.

Goodall blev tildelt en PhD i etologi fra universitet i Cambridge i 1965. I 1971 offentliggjorde hun den højt priste bog In the Shadow of Man, hvori hun beskrev sine studier af chimpanserne. Bogen blev oversat til ikke færre end 48 sprog, bl.a. dansk med titlen I skyggen af mennesket (Gyldendal 1973).

Hun grundlagde Jane Goodall Institute i 1977 for at fremme naturfredning, efterfulgt af Roots & Shoots ungdomsprogram i 1991, som blev til et globalt netværk. Goodall oprettede også vildtreservater og projekter for genrejsning af skov forskellige steder i Afrika, og hun agiterede for etisk behandling af dyr i dyreforsøg, husdyrhold og fangenskab.

 

 

 

 

 

 

 

Han blev født i Cheshire, søn af Brian Hodgson og dennes hustru Catherine. Faderen mistede de fleste af sine penge på grund af en uheldig investering og måtte tage forskellige jobs, men økonomien var stram. Unge Brian blev udvalgt til at gøre tjeneste for Bengal Civil Service, og 17 år gammel drog han til Indien som skriver for British East India Company. I 1819 fik han job som Assistant Commissioner i Kumaon-regionen, som var blevet annekteret fra Nepal, og i 1820 blev han udnævnt som assistent for den øverste embedsmand i Nepal, en post, som han senere overtog. Han blev dybt involveret i nepalesisk politik (for dybt, viste det sig) og var mere eller mindre tvunget til at trække sig tilbage i 1844.

Det følgende år slog han sig ned i Darjeeling, hvor han fortsatte sine studier af nordindiske folkeslag, foruden alle aspekter af naturhistorie. Han opdagede 39 pattedyrarter og 124 fuglearter, som hidtil havde været ubeskrevet, og 79 fuglearter beskrev han selv. Han havde en kolossalt stor zoologisk samling på 10.499 eksemplarer, som senere blev overgivet til British Museum. I denne periode blev han besøgt af adskillige naturhistorikere, bl.a. Joseph Dalton Hooker (se nedenfor).

I 1858 vendte han tilbage til England, hvor han levede resten af sit liv.

Talrige planter og dyr blev navngivet til hans ære, bl.a. Hodgsonia, en slægt af slyngplanter i græskarfamilien (Cucurbitaceae), endvidere Magnolia hodgsonii, Rhododendron hodgsoni, bjerghøgeørn (Nisaetus nipalensis), som på engelsk bl.a. kaldes for Hodgson’s hawk-eagle, sorthovedet bynkefugl (Saxicola insignis), på engelsk Hodgson’s bushchat, samt snogearten Elaphe hodgsoni.

 

 

 

 

 

Efter at have mistet begge forældre fortsatte han sit studium i Bonn, hvorfra han foretog rejser i Rhindalen, Holland, Sydfrankrig og Schweiz. I 1841 var han tilbage i Berlin, hvor han bestod eksamen i medicin i 1843.

I 1844-45 ledsagede han barndomsvennen Prins Friedrich Wilhelm Waldemar af Preussen (1817-49) som personlig læge på en ekspedition til Indien. Rejsen gik via Egypten, Aden og Ceylon (i dag Sri Lanka) til Calcutta (i dag Kolkata), og derpå via Patna, Kathmandu, Benares (i dag Varanasi), Delhi, og Naini Tal (i Kumaon) til Shimla i Punjab (i dag Himachal Pradesh).

I Punjab var Hoffmeister d. 21. december 1845 involveret i et slag mellem briter og sikher, i hvilket generalguvernør Lord Harding og Prins Waldemar tog del. Hoffmeister døde øjeblikkeligt efter at være blevet ramt af et skud.

Han havde indsamlet talrige planter på ekspeditionen, og tilbage i Tyskland blev hans materiale undersøgt og beskrevet af botanikerne Johann Friedrich Klotzsch og Christian August Friedrich Garcke. Af de 456 arter og 270 slægter var omkring 108 nye for videnskaben. Resultaterne blev publiceret i 1853 under titlen Die Botanischen Ergebnisse der Reise seiner königl. Hoheit des Prinzen Waldemar von Preussen in den Jahren 1845 und 1846 (‘De botaniske resultater af Hans Kongelige Højhed Prins Waldemar von Preussens rejse i årene 1845 og 1846’).

Hans broder A. Hoffmeister sammenstillede hans forskning og fund og skrev en bog under hans navn med titlen Travels in Ceylon and Continental India: Including Nepal and Other Parts of the Himalayas, to the Borders of Thibet, with Some Notices of the Overland Route (‘Rejser i Ceylon og det indre af Indien, inklusive Nepal og andre dele af Himalaya, til Tibets grænse, med nogle bemærkninger om rejsen over land’), offentliggjort i London 1848.

Adskillige plantearter er opkaldt til hans ære, bl.a. en brombær-art, Rubus hoffmeisterianus, og en snerre-art, Galium hoffmeisteri. Brombær-arten er beskrevet på siden Planteliv: Flora i Himalaya.

 

 

 

 

 

Samme år blev han udnævnt som assisterende kirurg ombord på HMS Erebus, som sammen med HMS Terror sejlede af sted på en 4 år lang ekspedition til Antarktis, Tasmanien og New Zealand. Han havde rigeligt med fritid til at studere planter, og hans samlinger fra rejsen blev senere offentliggjort i Flora Antarctica (1844-47), Flora Novae-Zelandiae (1851-53), samt Flora Tasmaniae (1853-59).

I 1846 fik han job som botaniker i Geological Survey of Great Britain, hvor han arbejdede med palæo-botanik og bl.a. søgte efter fossile planter i kullagene i Wales.

Fra 1847 tilbragte han 4 år i Indien, hvor han hovedsageligt indsamlede planter for Kew Gardens. På denne rejse beskrev han en mængde planter, som var nye for videnskaben, deriblandt ikke færre end 22 rhododendron-arter fra Sikkim og andre områder i det østlige Himalaya. I Sikkim blev han og hans ledsager, den britiske læge Archibald Campbell (1805-74), som var ansat i Bengal Medical Service, taget til fange af den lokale hersker Tsugphud Namgyal. Denne episode førte til briternes annektering af lavlandet i Sikkim.

Publikationer fra opholdet i Indien omfatter bl.a. The Rhododendrons of Sikkim-Himalaya (1849-51), serien Flora Indica (fra 1855), skrevet sammen med Thomas Thomson (1817-78), en medstuderende fra Glasgow Universitet, samt The Flora of British India, publiceret i 7 bind (1872-97).

Hooker foretog også andre rejser, til Palæstina 1860, til Marokko 1871, samt til det vestlige USA 1877.

I 1855 blev han udnævnt til assisterende direktør for Kew Gardens, og i 1865 efterfulgte han faderen som direktør – en post, som han holdt i 20 år. Han var en nær ven af den berømte Charles Darwin (1809-82).

Mindst 40 plantearter er opkaldt efter ham, bl.a. Hookers banksia (Banksia hookeriana), en buksbom-art, Sarcococca hookeriana, samt en orkidé, Pleione hookeriana, som er beskrevet på siden Planteliv: Flora i Himalaya. Navnet på silkeeg-arten Grevillea hookeriana hædrer enten ham eller hans fader.

 

 

 

 

 

 

 

Som ung var William fascineret af fuglene langs Norfolks kyst. Han studerede deres adfærd og blev ganske god til at tegne dem. I 1805 fandt han et hidtil ubeskrevet mos, der i dag kaldes for Buxbaumia aphylla.

I en alder af 21 arvede han et gods i Kent efter sin gudfar, hvilket medførte, at hans nu betydelige indkomst tillod ham at rejse og studere naturhistorie, i særdeleshed botanik. I 1806 blev han introduceret til Joseph Banks (se ovenfor), og samme år blev han medlem af Linnean Society i London.

Hooker publicerede resultaterne af en ekspedition til Island i 1809 under titlen Journal of a Tour in Iceland, selvom hans noter og indsamlede planter gik tabt under en brand ombord på skibet. I 1815 blev han gift med Maria, som var ældste datter af bankmanden Dawson Turner, hvorefter de boede i Halesworth i 11 år. Her grundlagde han et senere velkendt herbarium.

I 1820 blev han udnævnt som professor i botanik på universitetet i Glasgow. Hans titel krævede, at han skulle give forelæsninger for de studerende, og han blev snart en populær forelæser. Han udvidede universitetets lille botaniske have, som med tiden blev meget succesfuld og fremtrædende i botaniske kredse.

Under opholdet i Glasgow publicerede Hooker talrige arbejder, bl.a. Flora Londinensis, British Flora, Flora Boreali-Americana, Icones Filicum, The British Jungermanniae, Flora Scotica, The Botany of Captain Beechey’s Voyage to the Bering Sea, Icones Plantarum, Exotic Flora (1823-27), 13 bind af Curtis’s Botanical Magazine, samt de første 7 bind af Annals of Botany.

Han fremstillede også illustrationer til botanikeren James Edward Smiths (1759-1828) artikel Characters of Hookeria, a new Genus of Mosses, with Descriptions of Ten Species (‘Træk hos Hookeria, en ny slægt af mosser, med beskrivelse af 10 arter’), en slægt navngivet af Smith til ære for William og hans ældre broder Joseph.

I 1841 blev Hooker udnævnt som direktør for den Kongelige Botaniske Have i Kew, nær London. Her udvidede han haven og etablerede nye drivhuse, et arboret, samt et museum for økonomisk botanik. Med tiden blev Kew centrum for et verdensomspændende netværk af fremtrædende botanikere.

Efter Hookers død i 1865 blev posten som direktør for Kew Gardens overtaget af hans søn Joseph (se ovenfor).

Talrige planter blev navngivet til hans ære, bl.a. Iris hookeriana, en løg-art, Allium hookeri, samt en australsk soldug-art, Drosera hookeri. Navnet på silkeeg-arten Grevillea hookeriana hædrer enten ham eller hans søn.

 

 

 

 

 

 

 

Han blev født i London som søn af Joseph Hume, et radikalt skotsk medlem af parlamentet, og dennes hustru Maria Burnley. Allan blev uddannet som læge på University College Hospital, og senere blev han tilknyttet Indian Civil Services

Han sejlede til Indien i 1849, hvor han det følgende år blev ansat i Bengal Civil Service i Etawah (på hindi kaldt for Ishtikapuri) i de nordvestlige provinser (i dag Uttar Pradesh). Han betragtede den indiske opstand i 1857 som et resultat af en misforstået regeringsform, og selv gjorde han sig store anstrengelser for at forbedre livet for befolkningen. Etawah-distriktet var blandt de første til at få genindført normale tilstande, og senere førte Humes reformer til, at distriktet blev betragtet som en model for udvikling.

Hans karriere i Indian Civil Service omfattede en stilling som distriktsembedsmand 1849-67, leder af et regeringsdepartment 1867-70, samt sekretær for regeringen 1870-79. Efter mordet i 1872 på Richard Bourke, 6. Jarl af Mayo, som var Indiens vicekonge, kom Hume ikke godt ud af det med de følgende vicekonger, og han blev fjernet fra sekretariatet i 1879.

Under opholdet i Indien havde Hume oprettet en kæmpestor samling af fugleskind i sit hjem i Shimla, dels ved selv at tage på indsamlingsture, dels ved at opnå eksemplarer gennem sit netværk af korrespondenter. I mange år arbejdede han på et magnum opus om Indiens fugle, men efter at have mistet sit manuskript opgav han ornitologien og forærede sin samling til Natural History Museum i London.

Han forlod Indien i 1894 og vendte tilbage til London. Her blev han interesseret i botanik og grundlagde i en høj alder South London Botanical Institute.

Mindst 8 fugle blev navngivet til hans ære, bl.a. Tibet-mejse (Pseudopodoces humilis) og Humes korttået lærke (Calandrella acutirostris), begge beskrevet på siden Dyreliv – Fugle: Fugle på det Indiske Subkontinent.

 

 

 

 

 

I 1828 blev Thomas indskrevet på universitetet i Edinburgh for at studere litteratur, men han tilbragte mere tid med at overvære forelæsninger i naturhistorie af Professor Robert Jameson. Derpå studerede han medicin og blev godtaget som assisterende kirurg i East India Company. Han ankom til Madras (i dag Chennai) i det sydlige Indien i februar 1836.

Gennem de følgende år blev han posteret talrige steder Indien rundt og fik således et bredt kendskab til landets naturhistorie, idet hans interesser omfattede fugle, pattedyr, krybdyr, padder, fisk og hvirvelløse dyr. I 1858 var han på sygeorlov i Darjeeling, hvilket gav ham mulighed for at studere dyrelivet i Himalaya, inden han blev tilsluttet det 11. Native Infantry Regiment i Burma (i dag Myanmar), hvor han igen kunne studere en for ham ukendt fauna.

Jerdon offentliggjorde et stort antal arbejder omhandlende indisk naturhistorie, først A Catalogue of the Birds of the Indian Peninsula (‘Katalog over den Indiske Halvøs fugle’, 1839-40), som omfattede 420 arter. I 1844 publicerede han et værk med 50 farvelitografier af fugle, fortrinsvis fra Sydindien, med titlen Illustrations of Indian Ornithology, der indeholdt tegninger fremstillet af indiske kunstnere.

Hans vigtigste værk var The Birds of India (‘Indiens fugle’, 1862-64) i to bind, omhandlende 1008 arter. Dette værk havde mange kritikere, hvoraf en påpegede, at Jerdon ikke syntes at være klar over vigtigheden af geografisk udbredelse og evolution, ligesom han påpegede det uheldige i at anvende George Grays (1808-1872) arrangement af fugleklasser.

Gray og Jerdon var tilhængere af det mærkværdige quinariske system, som var blevet udviklet i 1819 af entomologen William Sharp Macleay (1792-1865). Dette system lagde vægt på antallet 5 og fastslog, at alle taxa kunne opdeles i 5 undergrupper, og hvis der kendtes færre end 5, var quinarianerne overbevist om, et den eller de manglende taxa blot skulle findes. Selv inden Charles Darwin (1809-82) fremsatte sin teori om evolution, havde systemet mange kritikere.

Den pågældende kritiker fortsatte: “Da Dr. Jerdon således følger Kaups* fantasier og Bonapartes* forrykte luner (i hans seneste værker), har vi svært ved at tro på, at han han handlet korrekt med hensyn til sit rygte, eller særlig klogt hvad angår gruppen af læsere, som hans værk er tilegnet.”

 

 

Adskillige fuglearter er opkaldt efter ham, deriblandt Jerdons bladfugl (Chloropsis jerdoni), som er beskrevet på siden Dyreliv – Fugle: Fugle på det Indiske Subkontinent, samt Jerdons minivet (Pericrocotus albifrons), beskrevet på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i Bagan.

 

 

 

 

 

I 1681 besøgte Kaempfer Uppsala i Sverige, hvor han blev sekretær for ambassadøren Ludvig Fabritius, som Kong Karl d. 11. sendte gennem Rusland til Persien i 1683. De rejste via Moskva og Kazan til Astrakhan, hvorfra de sejlede over det Kaspiske Hav til Nizabad (i det nuværende Azerbaijan). Kaempfer arrangerede en ekspedition til Baku-halvøen, hvor han besøgte ‘jorden med den evige ild’ (brændende gas, som siver op til overfladen). I 1684 nåede han Isfahan, som på den tid var Persiens hovedstad.

Da ambassadestaben forberedte sig på at vende tilbage til Sverige, valgte Kaempfer at rejse som chefkirurg ombord på skibe, som tilhørte det Hollandske Ostindiske Kompagni, der forberedte sig på at sejle fra den Persiske Havbugt til Batavia (i dag Jakarta) i Hollandsk Ostindien (i dag Indonesien). På trods af at han fik et feberanfald i Bandar Abbas (måske malaria), var Kaempfer i stand til at besøge Muscat og adskillige lokaliteter i det vestlige Indien undervejs.

I september 1689 nåede han frem til Batavia, hvor han tilbragte vinteren med at studere javanesisk naturhistorie. I maj 1690 rejste han til Japan for at blive læge i den hollandske handelspost på den lille ø Dejima nær Nagasaki, den eneste havneby, som var tilgængelig for udenlandske skibe.

Kaempfer blev to år i Japan, hvor han indsamlede et antal planter, som siden blev beskrevet i sektionen Flora Japonica i hans Amoenitatum Exoticarum (se nedenfor). Under opholdet bemærkede han et træ med distinkte tvedelte blade, som var almindeligt plantet ved templer og langs gader og veje. Dette træ var ginkgo, som er så specielt, at det har sin egen række Ginkgophyta, klasse Ginkgoopsida, orden Ginkgoales, familie Ginkgoaceae, slægt Ginkgo og art biloba. Den mærkelige staveform ginkgo opstod efter sigende, fordi Kaempfers tolk udtalte navnet på denne måde på den lokale dialekt. I virkeligheden er det japanske navn på træet ginkyo.

Kaempfer indsamlede også information om japansk akupunktur og moxibustion (at holde glødende stænger af tørrede blade af malurt-arten Artemisia moxa tæt på huden). Disse alternative behandlingsmetoder var indtil da ukendte i Europa.

I november 1692 forlod han Japan med kurs mod Java, hvorfra han vendte tilbage til Amsterdam 3 år senere efter at have tilbragt 12 år udenlands. Han blev tildelt et doktorat i medicin ved universitetet i Leiden, men valgte at vende tilbage til sin hjemby Lemgo, hvor han blev personlig læge for Greven af Lippe.

I Tyskland publicerede han Amoenitatum Exoticarum, der omfattede mange japanske plantearter, fx kamelia, samt de første videnskabelige beskrivelser af den elektriske ål og den stribede hyæne. Indtil da eksisterede der kun ret fantasifulde beskrivelser af hyænen.

 

 

 

 

 

I 1735 blev Pehr indskrevet på Kungliga Akademien i Åbo, og i 1740 startede han på universitetet i Uppsala, hvor han traf Carl von Linné. Mellem 1742 og 1746 udførte han feltarbejde i Sverige, Rusland og Ukraine. I sidstnævnte år blev han udnævnt til docent i naturhistorie og økonomi på Kungliga Akademien i Åbo, og det følgende år blev han professor i økonomi. I 1742 skrev han en bog om sit feltarbejde i det vestlige Sverige med titlen Pehr Kalms Västgöta och Bohuslänska resa.

I 1747 blev han af Linné og Kungliga Vetenskapsakademien anmodet om at rejse til Nordamerika for at indsamle planter og frø, som kunne tænkes at være til gavn for landbrug og industri.

Undervejs fra Sverige til Amerika tilbragte Kalm 6 måneder i England, hvor han traf mange af den tids fremtrædende botanikere. Han ankom til Pennsylvania i 1748, hvor han snart blev gode venner med forfatteren og statsmanden Benjamin Franklin (1706-90) og naturhistorikeren John Bartram (1699-1777), fader til William Bartram (se ovenfor).

Kalm oprettede sin base for udforskning i det svensk-finske samfund i Raccoon, New Jersey (i dag kaldt for Swedesboro). Der blev han gift med Anna Margaretha Sjöman, som var enke efter Johan Sandin, den tidligere præst i Raccoon. Hans botaniske indsamlingsture førte ham så langt vestpå som Niagara Falls og så langt nordpå som Montreal og Quebec.

Han berettede om sine rejser i værket Pehr Kalms Resa Till Norra Amerika, som blev oversat til flere sprog. Heri beskriver han ikke kun flora og fauna, men også levevisen hos indfødte folkeslag, samt hos britiske og franske nybyggere. Han skrev også den første videnskabelige artikel, som omhandlede den nordamerikanske cikade Magicicada septendecim, der har en livscyklus på 17 år.

Kalm vendte tilbage til Finland i 1751, hvor han blev ansat som professor på Kungliga Akademien i Åbo. Udover at give forelæsninger oprettede han en botanisk have i byen.

Han blev hædret af Linné, som oprettede navnet Kalmia for en slægt med 10 arter af stedsegrønne buske i lyngfamilien (Ericaceae).

 

 

 

 

 

I 1829 publicerede Kaup Skizze zur Entwickelungsgeschichte der europäischen Thierwelt (‘Skitser til den europæiske dyreverdens udviklingshistorie’), hvori han foreslog, at dyr udvikledes fra lavere til højere former, fra padder via fugle til rovdyr. Senere fornægtede han imidlertid dette arbejde og blev i stedet en ivrig tilhænger af det mærkværdige quinariske system (se Jerdon ovenfor). Da Charles Darwin (1809-82) fremsatte sin teori om evolution, satte Kaup sig imod dens doktriner.

I de rige fossile aflejringer omkring Darmstadt udførte han palæontologisk feltarbejde, hvorefter han offentliggjorde det priste værk Beiträge zur näheren Kenntniss der urweltlichen Säugethiere (‘Bidrag til et nærmere kendskab til urtidens pattedyr’, 1855-62). Han skrev også Classification der Säugethiere und Vögel (‘Klassificering af pattedyr og fugle’, 1844), samt Die Gavial-artigen Reste aus dem Lias (‘De gavial-lignende rester fra Lias [en periode i den Yngre Jura], 1842-44).

 

 

 

 

 

Hovedformålene med denne ekspedition var at beskrive dette vældige område, som dengang var ukendt for den hvide mand, samt at finde en nem vej til Stillehavskysten, hvilket ville gøre det lettere at åbne området for handel og bosættelse.

Lewis blev født i Albemarle County i kolonien Virginia som søn af William Lewis og Lucy Meriwether. Faderen døde i 1779, og Lewis og hans moder flyttede sammen med stedfaderen Kaptajn John Marks til Georgia.

Som barn forbedrede Lewis sine evner som jæger og friluftsmenneske, og han syntes at komme godt ud af det med de lokale Cherokesere. Fra ganske ung var han interesseret i naturhistorie. I en alder af 13 år blev han sendt tilbage til Virginia for at blive uddannet gennem undervisning af privatlærere.

I 1794 blev Lewis optaget i Virginia-militsen og blev sammen med en bataljon sendt af sted for at gøre en ende på den såkaldte Whiskey Rebellion, en opstand imod en skat, som var påført hjemmebrændt whiskey i 1791 af den føderale regering. Det følgende år blev han optaget i den amerikanske hær som fenrik (omtrent svarende til nutidens sekundløjtnant). I 1800 var han blevet forfremmet til kaptajn, men forlod hæren i 1801, da han var blevet udnævnt som sekretær for Præsident Jefferson, som han kendte fra Albemarle County.

I 1803 blev han udvalgt af Jefferson til at foretage en ekspedition til den vestlige del af Nordamerika. I bogen Undaunted Courage: Meriwether Lewis, Thomas Jefferson, and the Opening of the American West (1996) skriver den amerikanske forfatter Stephen Ambrose (1936-2002): “Jefferson pointerede sine grunde til at udvælge Lewis til Dr. Benjamin Rush i Philadelphia: “Kaptajn Lewis er modig, klog, vant til at færdes i skovene, og bekendt med indianske skikke og karakter. Han er ikke formelt uddannet, men han besidder en stor evne til præcise observationer angående alle emner, som findes i naturen her, og vil derfor nemt kunne udvælge alene dem på sin nye rute, som vil være nye. Han har kvalificeret sig til de observationer af længde- og breddegrad, som er nødvendige for at kunne fastlægge punkterne på de linjer, som han vil krydse over.”

I løbet af den 3 år lange ekspedition beskrev Lewis over 100 arter af pattedyr, fugle og fisk, samt et antal planter, som var nye for videnskaben, deriblandt grizzlybjørn (Ursus arctos ssp. horribilis), sorthalet hjort (Odocoileus hemionus), gaffelbuk (Antilocapra americana), sorthalet præriehund (Cynomys ludovicianus), amerikansk grævling (Taxidea taxus), hvidhovedet havørn (Haliaeetus leucocephalus), tundrasvane (Cygnus columbianus), amerikansk nøddekrige (Nucifraga columbiana) samt rosenbuget spætte (Melanerpes lewis).

Ved tilbagekomsten fra ekspeditionen blev Lewis belønnet med et landområde på omkring 650 ha. Han forsøgte at publicere resultaterne fra rejsen, men havde svært ved at afslutte skriveriet.

I 1807 blev han udnævnt som guvernør i den nordlige del af det nyligt erhvervede Louisiana Territory, en post han holdt i to år. I September 1809 drog han af sted mod Washington D.C., idet han håbede at modtage betaling for udgifter han havde udlagt for Krigsdepartementet, en handling der kunne efterlade ham ruineret.

Undervejs standsede Lewis d. 11. oktober ved en kro sydvest for Nashville, og efter aftensmaden trak han sig tilbage til sin hytte. Før daggry hørte kroejerens kone skud, og hendes tjenestefolk fandt Lewis hårdt såret af adskillige skudsår i hovedet og underlivet. Han døde af blodtabet kort efter daggry. Om det var selvmord eller mord debatteres stadig.

 

 

 

 

 

 

 

Da hans fader Nicolaus (Nils) Ingemarsson blev indskrevet på universitetet i Lund, blev han nødsaget til at tage et familienavn, og han valgte navnet Linnæus, inspireret af en stor lind, som voksede ved familiens gård i Småland. Da sønnen blev født, blev han døbt Carl Linnæus.

Fra sine tidligste år holdt Carl af blomster. I 1717 blev han sendt i skole i Växjö, men i stedet for at studere tog han ofte på ture i nabolaget for at lede efter planter. Skoleinspektøren Daniel Lannerus, som var amatørbotaniker, bemærkede Carls interesse for botanik og introducerede ham for Johan Rothman, som var øverste læge i Småland og tillige lærer på Katedralskolan i Växjö. Rothman var også botaniker, og han hjalp med til at udvide Carls interesse for botanik, og bevirkede også, at han fik interesse for medicin.

I en alder af 21 år blev Carl indskrevet på universitetet i Lund, men allerede det følgende år besluttede han at flytte til universitetet i Uppsala efter råd af Rothman, som mente, at det var et bedre valg, hvis Carl ville studere medicin og botanik, hovedsagelig på grund af to professorer, som underviste i disse fag i Uppsala, Olof Rudbeck den Yngre (1660-1740) og Lars Roberg (1664-1742).

I 1729 skrev Carl en afhandling med titlen Praeludia Sponsaliorum Plantarum, der omhandlede planternes formering. Den blev bemærket af Rudbeck, som udvalgte Carl til at give undervisning på universitetet det følgende år.

I 1732 planlagde Carl at rejse til Lapland, inspireret af Rudbeck, der havde gennemført en tilsvarende rejse i 1695. Resultaterne fra hans udforskning var imidlertid gået tabt under en brand i 1702. Carl håbede på at finde nye planter og dyr, samt måske værdifulde mineraler, og han var også ivrig efter at studere sæder og skikke hos Sami-folket, som var rensdyrnomader. Han blev tildelt et legat af Kungliga Vetenskaps-Societeten i Uppsala til rejsen.

Gennem et halvt år udforskede han området, og blandt resultaterne var beskrivelsen af omkring 100 hidtil uidentificerede plantearter, hvilket dannede basis for bogen Flora Lapponica, der blev offentliggjort i 1737.

Linné tilbragte 3 år i Holland 1935-38, delvis for at opnå sit doktorat. Han mødte snart Jan Frederik Gronovius (1690-1762), som var en respekteret botaniker, og da Linné viste ham et manuskript, i hvilket han beskrev et nyt system for klassificering af planter, blev Gronovius meget imponeret og tilbød at hjælpe økonomisk for at få manuskriptet trykt. Den skotske læge Isaac Lawson bidrog også med penge, og manuskriptet blev trykt i 1735 under titlen Systema Naturæ. Under opholdet i Holland stiftede Linné også bekendtskab med mange andre videnskabsmænd.

Da Linné vendte tilbage til Sverige i 1738, blev han ansat som læge i Stockholm, og det følgende år giftede han sig med Sara Elisabeth Moræa. Parret fik 7 børn, hvoraf et døde kort efter fødslen.

I maj 1741 blev Linné tildelt et professorat i medicin ved universitetet i Uppsala, men var hurtigt i stand til at bytte det ud med naturhistorie, og gennem de følgende år omarrangerede og udvidede han universitetets botaniske have.

Kort efter at han var blevet udnævnt som professor, blev han af Riksdagen beordret til at gennemføre en ekspedition til Öland og Gotland, ledsaget af 6 studerende fra universitetet. Formålet med turen var at lave detaljerede beskrivelser af øernes naturhistorie, økonomi og fortidslevn, specielt med henblik på værdifulde mineraler og medicinske planter. Resultaterne blev offentliggjort i 1745 under titlen Carl Linnæi Öländska och Gotländska Resa, förrättad År 1741.

Linné fik også ordre til at foretage to lignende rejser, i 1746 til Västergötland og i 1749 til Skåne. Resultaterne fra disse ture blev publiceret i bøgerne Carl Linnæi Wästgöta-Resa, förrättad År 1746 (i 1747), samt Carl Linnæi Skånska Resa, förrättad År 1749 (i 1750).

I 1745 offentliggjorde Linné to bøger, Flora Suecica, som omhandler svenske plantearter, samt Fauna Suecica, der omhandler dyrelivet. I 1753 publicerede han Species Plantarum, den afhandling, som var startskuddet for den moderne botaniske binære nomenklatur. Siden den oprindelige publikation af Systema Naturæ i 1735 var bogen blev udvidet og udgivet 10 gange. Den tiende udgave fra 1758 var startskuddet for den zoologiske binære nomenklatur.

Den svenske konge Adolf Frederick (1710-71) tildelte Linné (som tidligere bar navnet Linnæus) adelsstatus i 1757, og i 1761 blev han adlet under navnet Carl von Linné – dét navn, som mest anvendes i Skandinavien.

Linnés ven og mentor Jan Frederik Gronovius (se ovenfor) ærede ham ved at foreslå slægtsnavnet Linnaea for den blomst, som var Linnés yndlingsblomst.

 

 

 

 

 

 

 

I 1950 blev han gift med Patsy Southgate, og de fok to børn sammen. Han flyttede til Paris, hvor han i 1953 var en af grundlæggerne af det roste litterære tidsskift The Paris Review.

Matthiessen blev skilt i 1956 og begyndte at rejse vidt omkring. I 1959 offentliggjorde han bogen Wildlife in America, hvori han beskriver, hvordan menneskets aktiviteter i Amerika gennem historien har udryddet adskillige dyrearter og bragt utallige andre på udryddelsens rand. En fuldstændig revideret udgave blev publiceret i 1987.

I 1961 deltog Mathiessen i Harvard-Peabody-ekspeditionen til Baliem-dalen i Ny Guinea, hvis formål var at beskrive det lokale stenalderfolk Kurelu’erne. Året efter publicerede han bogen Under the Mountain Wall: A Chronicle of Two Seasons in Stone Age New Guinea. Den udkom i dansk oversættelse i 1965 med titlen Stenalderfolket på Ny Guinea (Forlaget Fremad).

I 1963 giftede han sig med Deborah Love, og parret begyndte at praktisere Zen-buddhisme. Deborah blev senere diagnosticeret med kræft og døde i 1972.

Den priste roman At Play in the Fields of the Lord blev offentliggjort i 1965. Den beskriver en gruppe missionærer, hvis agt det er at omvende et sydamerikansk junglefolk til kristendommen. Det ender katastrofalt. Romanen udkom i dansk oversættelse i 1968 med titlen Syndig leg med rene sjæle (Forlaget Fremad).

I 1973 ledsagede Matthiessen den amerikanske biolog George Schaller (se nedenfor) på en ekspedition til nepalesisk Himalaya, hvilket inspirerede ham til at skrive den højt priste bog The Snow Leopard (1978), der både omhandler Nepals natur og spiritualitet. Den udkom på dansk i 1991 med titlen Sneleoparden (Forlaget Samleren). Matthiessen blev senere buddhistisk præst i White Plum Asanga, et samfund af Zen-følgere. I 1980 blev han og Maria Eckhart gift i en Zen-ceremoni.

Matthiessen interesserede sig meget for The Wounded Knee Occupation i 1973, hvor Oglala Lakota-folk og medlemmer af The American Indian Movement besatte byen Wounded Knee i South Dakota gennem 71 dage som en protest imod forholdene på indianer-reservatet Pine Ridge, samt den føderale regerings mangel på at opfylde sine pligter ifølge den indgåede traktat. Han var også interesseret i retssagen imod og dommen over Leonard Peltier, en aktivist i American Indian Movement, som blev beskyldt for at dræbe to FBI-agenter, Coler og Williams, i en skudepisode i 1975 i Pine Ridge-reservatet. Peltier indrømmede, at han havde skudt på agenterne, men hævdede, at han ikke havde dræbt dem. Han blev fundet skyldig i 1977 og idømt to livstidsstraffe. I 2024 ændrede Præsident Biden dog dommen til udgangsforbud fra sit hjem, og han kunne vende tilbage til reservatet.

Matthiessen skrev en bog om disse begivenheder med titlen In the Spirit of Crazy Horse (1983), hvilket medførte, at han og hans forlag Viking Penguin blev sagsøgt for bagvaskelse af FBI, og også af William Janklow, tidligere guvernør i South Dakota. Begge sager blev afvist, da dommeren afgjorde, at Matthiessen havde “frihed til at udvikle en tese, udføre forskningsarbejde i forsøg på at understøtte tesen, samt til at publicere et fuldstændig ensidigt synspunkt med hensyn til mennesker og begivenheder.”

Blandt Matthiessens andre bøger om naturhistoriske emner kan nævnes Blue Meridian: The Search for the Great White Shark (1971), der beretter om eftersøgning af den enorme hvidhaj, The Tree Where Man Was Born (1972) og Sand Rivers (1981), der begge beretter om Østafrikas natur, Tigers in the Snow (2000), om den udryddelsestruede sibiriske tiger, samt Birds of Heaven: Travels With Cranes (2001), der beskriver alle verdens 15 tranearter. Adskillige citater fra hans bøger er bragt på siden Natur-citater.

Han blev diagnosticeret med leukemi i 2012 og døde to år senere.

 

 

 

 

 

 

 

Han blev den første veterinær-kirurg i England, og da han vendte hjem, oprettede han et “hospital for heste” i London. Han udviklede nye metoder til operationer af lammelser hos heste og fremstillede maskiner til produktion af hestesko.

Hans behandlingsmetoder gav ham et godt rygte, og da det kom embedsmænd i East India Company for øre, tilbød man ham et job med at opformere heste i kompagniets hestestutteri i Pusa, Bengalen. Da han ankom dertil i 1808, erfarede han, at stutteriet var blevet groft forsømt, og det var nødvendigt at skaffe en bedre ynglebestand af heste. Efter at have forbedret forholdene på stutteriet, drog Moorcroft rundt i det nordlige Indien og søgte efter bedre heste. Dette mislykkedes, men i Benares (i dag Varanasi) hørte han, at i Bukhara (i mutidens Uzbekistan) fandtes “det største hestemarked i verden.” Han erfarede også, at gode heste kunne findes i Tibet.

I 1812 forklædte Moorcroft og Kaptajn Hyder Young Hearsey (1782-1840) sig som hinduistiske pilgrimme og rejste gennem Garhwal (i det nuværende Uttarakhand) med et udvalg af varer til handel med tibetanere. Ved Niti-passet blev de stoppet af Sikher, som havde strenge ordrer fra Lhasa om ikke at tillade udlændinge at komme ind i Tibet.

Moorcroft var imidlertid i stand til at blive gode venner med to indflydelsesrige Sikher, og de to englændere var i stand til at rejse gennem det tibetanske højland, ledet af Amer Singh, som var søn af en af Sikherne. Guvernøren i det vestlige Tibet tilbød at sælge dem Kashmir-uld og tillod dem at rejse til den hellige sø Manasarowar, hvor de foretog en grundig udforskning af området.

Tilbage i Bengalen blev de alvorligt kritiseret for ikke at have hjembragt heste. Moorcroft lod sig dog ikke slå ud, og i 1819 gav man ham tilladelse til at rejse til Turkestan for at købe hingste. Hans forberedelser varede et år, og ledsaget af næstkommanderende George Trebeck (1800-1825) og næsten 300 andre personer, samt 16 heste og muldyr med varer for i alt 4000 £, foruden medicin og udstyr, ankom han til Ladakh i 1820. Det var hans agt at krydse over adskillige høje pas til Turkestan, men i Leh fik han ikke tilladelse af myndighederne. I stedet tilbragte han lang tid med at udforske Ladakh og Kashmir.

I 1823 forsøgte han igen at komme ind i Turkestan, denne gang via Hindu Kush, men ekspeditionen blev stoppet af en muslimsk høvding, som forlangte en uhyrlig sum for at lade dem passere. De vendte tilbage til Srinigar og tog derfra til Afghanistan, som de nåede i december 1823. Ekspeditionen fortsatte nu til Bukhara, hvortil de ankom i februar 1825, men Moorcroft fandt kun få heste til salg, og kommercielt var rejsen en fiasko. På hjemrejsen døde både Moorcroft og Trebeck af feber i Afghanistan.

Moorcroft var den første europæer, som indsamlede planter i Tibet og Kashmir. Blandt 23 eksemplarer, som han sendte til Nathaniel Wallich (se nedenfor) var adskillige nye arter for videnskaben, bl.a. Gentianella moorcroftiana og Salvia moorcroftiana (begge arter er beskrevet på denne hjemmesides engelske del på siden Plants: Himalayan flora 2).

Hans observationer blev offentliggjort i 1841 med titlen Travels in the Himalayan provinces of Hindustan and the Panjab; in Ladakh and Kashmir; in Peshawar, Kabul, Kunduz, and Bokhara; by William Moorcroft and George Trebeck, from 1819-1825, redigeret af Horace Wilson.

 

 

 

 

 

I 1849 emigrerede familien til USA, idet hans fader mente, at tro og virke hos Church of Scotland ikke var strenge nok. Han oprettede en gård i Wisconsin og blev medlem af Disciples of Christ, en underafdeling af Stone-Campbell-bevægelsen (en kristen reformbevægelse, der opstod i USA i begyndelsen af 1800-tallet). Selvom John blev tvunget til at lære hele det Nye Testamente og størstedelen af det Gamle Testamente udenad, forblev han som voksen dybt religiøs, hvilket tydeligt fremgår af hans bøger.

I en alder af 22 år påbegyndte Muir et studium ved University of Wisconsin-Madison. I universitetsparken modtog han sin første lektion i botanik, idet en medstuderende plukkede en blomst fra et stort robinie-træ og anvendte den til at forklare, hvordan dette store træ var en ret nær slægtning af haveært. Senere skrev Muir: “Denne fine lektion charmerede mig og sendte mig ud i skove og enge med vild entusiasme.”

Johns bror Daniel flyttede til det sydlige Ontario for at undgå at blive indskrevet til hæren under den Amerikanske Borgerkrig. Muir drog til den samme region i 1864, hvor han udforskede skove og sumpe og indsamlede planter langs bredden af Lake Huron.

I 1866 vendte han tilbage til USA og slog sig ned i Indianapolis, hvor han arbejdede på en fabrik, der fremstillede vognhjul. Det følgende forår ændrede hans liv, da en fil, som han anvendte, smuttede og ramte hans højre øje, hvor den beskadigede hornhinden. Så, for at gøre tingene værre, forsvandt synet på det venstre øje. Gennem 6 uger var han lukket inde i et mørkt rum, hele tiden bekymret for, om han ville blive blind, men heldigvis genvandt han synet. Senere skrev han: “Denne lidelse har drevet mig til de skønne marker. Sommetider skal Gud næsten slå os ihjel for at give os lektioner.”

Det følgende efterår vandrede Muir omkring 1600 km fra Kentucky til Florida, beskrevet i bogen A Thousand-Mile Walk to the Gulf (1916). Han valgte ikke nogen bestemt rute, men gik ad den “vildeste, mest grønne og mindst betrådte vej jeg kunne finde.”

Da han ankom til Cedar Key, fik han arbjede på Richard Hodgsons savværk, men kun 3 dage senere gik han ned med et kraftigt anfald af malaria, som næsten slog ham ihjel. Efter at have tilbragt 3 måneder, det meste af tiden halvt bevidstløs, forbedredes hans tilstand. Han sagde senere, at Hodgson-familiens kærlige pleje utvivlsomt frelste hans liv.

En aften i januar 1868 så Muir et skib, Island Belle, som var på vej til Cuba. Han besluttede at tage med det til Havana, hvor han tilbragte tiden med at studere strandskaller og blomster og besøge den lokale botaniske have. Derpå sejlede han til New York City, hvor han købte billet til Californien. Her slog han sig ned i San Francisco.

Kort efter tog han en uge til Yosemite, som han havde læst om, og om dette første besøg sagde han senere: “Jeg var overvældet af landskabet og klatrede ned ad stejle klipper for at komme tættere på vandfaldene, råbte og hylede ved udsigtsstederne og sprang utrætteligt fra blomst til blomst.”

Året efter vendte han tilbage til Yosemite, hvor han arbejdede for Mr. Delaney, en lokal fåreavler. Opholdet er beskrevet i hans bog My First Summer in the Sierra (1911). Her er en passage fra bogen:

“Talte uldbundterne denne morgen, mens de sprang ud gennem den smalle indgang til indhegningen. Der mangler omkring 300, og da hyrden ikke kunne gå ud for at lede efter dem, måtte jeg gå. (…) indtil jeg fandt det udgående spor af de omstrejfende. Det ledte højt op ad skråningen til en åben plads, omgivet af en hæk-lignende bevoksning af ceanothus* chaparal**. Carlo [en hund] vidste, hvad jeg var ude efter, og fulgte ivrigt deres lugt, indtil vi kom op til dem, pakket tæt sammen i en frygtsom, stille flok. Det var åbenlyst, at de havde været her hele natten og formiddagen, for bange til at gå ud og søge føde. Selv om de var sluppet ud af deres frihedsberøvelse, var de, i lighed med nogle mennesker jeg kender, bange for deres frihed, anede ikke hvad de skulle stille op med den, og syntes at være glade for at vende tilbage til deres velkendte fangenskab.”

 

 

 

I 1880 giftede han sig med Louisa Strentzel, og gennem 10 år arbejdede han i sin svigerfars frugtplantager i Martinez, Californien. Parret fik to døtre. Muir satte pris på landskabet omkring plantagerne, og han læste essays af forfatteren Ralph Waldo Emerson (1802-82), som skrev om netop det liv, som Muir førte. Han tog ofte på ture alene til Yosemite og medbragte kun “en metalkop, en håndfuld té, et brød, samt en bog af Emerson.”

I 1892 blev Muir kontaktet af professor Henry Senger, en sprogforsker ved University of California i Berkeley, som foreslog, at de skulle oprette en lokal ‘Sierra Club’. Den 28. maj blev klubbens første møde afholdt, og en uge senere blev Muir valgt til præsident, en post som han holdt til sin død 22 år senere.

I 1903 ledsagede Præsident Theodore Roosevelt (1858-1919) Muir på et besøg i Yosemite. Undervejs dertil fortalte Muir præsidenten om statens dårlige administration af dalen og den overdrevne udnyttelse af dens ressourcer. Selv inden de ankom til parken, havde Muir fået overbevist Roosevelt om, at den bedste måde at beskytte dalen på var gennem føderal kontrol og ledelse.

Efter at have set den storslåede dal bad præsidenten Muir om at vise ham det virkelige Yosemite. De drog af sted, stort set alene, for at campere i baglandet. De sov i det åbne ved Glacier Point, og om morgenen faldt der sne. Det var en nat, som Roosevelt aldrig glemte, og han sagde senere: “At ligge om natten under de gigantiske mammuttræer var som at ligge i et tempel, som ikke var opført af menneskehånd, et tempel mere storslået end nogen arkitekt overhovedet kunne bygge.”

Gennem de følgende år forøgede Muir Sierra-klubbens bestræbelser på at styrke administrationen af parken, og i 1906 føjede Kongressen Mariposa Grove og Yosemite Valley til parken.

Adskillige citater fra Muirs bøger er bragt på siden Natur-citater.

 

 

 

 

 

 

 

I 1750 foreslog Linné ham at rejse som skibspræst til Asien ombord på Svenska Ostindiska Companiets skib Prins Carl. I Asien tilbragte han bl.a. 4 måneder med at studere flora, fauna og kultur i Kanton-regionen (i dag Guangzhou) i det sydlige Kina, og undervejs dertil gjorde skibet også et kort ophold ved Java i Hollandsk Ostindien (i dag Indonesien).

Efter hjemkomsten i 1752 skænkede han over 600 plantearter til Linné, som kunne inkludere dem i Species Plantarum, der blev publiceret i 1753. I 1757 offentliggjorde Osbeck et værk om sit arbejde i Kina med titlen Dagbok öfwer en ostindisk Resa åren 1750, 1751, 1752. Med anmärkningar uti naturkunnigheten, främmande folkslags språk, seder, hushållning, m.m.

I 1755, blev Osbeck husprædikant hos greve, diplomat, politiker, ambassadør og rigsråd Carl Gustaf Tessin (1695-1770) på Åkerö Slot, som også udnævnte ham til administrator af naturaliekabinettet på Läckö Slot. Han blev optaget som medlem af Kungliga Vetenskapsakademien i 1758.

I 1760 blev han udnævnt til præst i Hasslöf och Våxtorp sogne i Halland. Her udgav han Utkast till Flora Hallandica (1788), og i håndskrift findes bl.a. Prodromus insectorum Hallandiæ (‘Foreløbig liste over Hallands insekter’, 1773).

Han blev hædret af Linné, som navngav en planteslægt i familien Melastomataceae efter ham. Billeder af Osbeckia findes på siderne Planteliv: Flora i Himalaya og Hyldest til farverne violet, purpur og lilla.

 

 

 

 

 

Dernæst slog han sig ned i Haag, og hans nye system for klassificering af dyr blev rost af den franske zoolog og palæontolog Georges Cuvier (1769-1832), som var en af de ledende naturvidenskabsmænd i Europa. I 1766 skrev Pallas Miscellanea Zoologica, som inkluderede beskrivelser af adskillige dyrearter, der var nye for videnskaben, og som han havde fundet i hollandske museumssamlinger. Hans fader kaldte ham tilbage til Berlin, hvor han påbegyndte Spicilegia Zoologica (1767-80).

I 1767 blev Pallas inviteret til Rusland af Kejserinde Katarina d. 2. (1729-96), hvor han blev tildelt et professorat på det videnskabelige akademi i Sankt Petersborg. Mellem 1768 og 1774 ledede han en ekspedition til det Kaspiske Hav, Ural-bjergene, Altai-bjergene, Baikal-søen, samt det øvre løb af Amur-floden. Hans arbejder fra denne ekspedition blev offentliggjort i 3 bind 1771-76 med titlen Reise durch verschiedene Provinzen des Russischen Reichs (‘Rejse gennem forskellige provinser i det Russiske Rige’). Heri beskrives emner som geologi, mineralogi, botanik, zoologi, etnografi og religion.

Pallas slog sig ned i Sankt Petersborg, hvor han underviste Kejserinde Katarinas sønnesønner Alexander og Konstantin. Han fik leveret planter, som var indsamlet af andre forskere, hvorefter han producerede Flora Rossica, publiceret mellem 1784 og 1815, og påbegyndte arbejdet med Zoographica Rosso-Asiatica, der blev offentliggjort mellem 1811 og 1831.

I 1793-94 ledede Pallas endnu en ekspedition, som gik til det sydlige Rusland, til Krim, Sortehavet, det Kaspiske Hav, samt Kaukasus-bjergene. Hans rapport fra denne ekspedition blev publiceret 1799-1801 med titlen Bemerkungen auf einer Reise in die Südlichen Statthalterschaften des Russischen Reichs (‘Noter fra en rejse til de sydlige hertugdømmer i det Russiske Rige’).

Kejserinde Katarina gav ham en stor ejendom på Krim, hvor han levede indtil 1810. Derpå vendte han tilbage til Berlin, hvor han døde året efter.

Talrige dyrearter er opkaldt efter Pallas, bl.a. manul eller Pallas’ kat (Otocolobus manul), en lille vildkat beskrevet af ham i 1776, Pallas’ pibehare (Ochotona pallasi), også kaldt for mongolsk pibehare, Pallas’ steppehøne (Syrrhaptes paradoxus), Pallas’ havørn (Haliaeetus leucoryphus), samt stor sorthovedet måge (Ichthyaetus ichthyaetus), på engelsk kaldt for Pallas’s gull.

 

 

 

 

 

Efter faderens død i 1610 studerede han medicin i Rostock og foretog rejser til Holland og Frankrig. Han tog doktorgraden i Wittenberg i 1630, praktiserede nogle år i Lübeck og overtog derpå et professorat i Rostock. Da hans kollega i Rostock, professor Jakob Fabricius, blev udnævnt til personlig læge for Christian d. 4. (1577-1648), lykkedes det i 1639 Paulli at få tildelt et professorat i anatomi, kirurgi og botanik ved Københavns Universitet.

For at fremme kendskabet til menneskets anatomi fik han i 1644 oprettet et anatomisk ‘teater’ ved universitetet, Domus anatomica, som blev anvendt til at dissekere afdøde for studerende. Da Thomas Bartholin i 1649 overtog professoratet i anatomi, blev Paulli tildelt et embede som præst, men kort efter blev han udnævnt til personlig læge for Frederik d. 3.

Paulli var meget interesseret i botanik, specielt medicinske urter, og i 1648 offentliggjorde han Flora Danica, Det er: Dansk Urtebog i 3 bind, og han efterlod sig et stort og værdifuldt herbarium. Blandt hans øvrige skrifter kan nævnes Quadripartitum botanicum de simplicium medicamentorum facultatibus (‘Et botanisk værk i 4 dele, omhandlende enkle lægemidlers egenskaber’, 1639-40).

Den svenske naturhistoriker Carl von Linné (se ovenfor) hædrede ham ved at give en slægt af buske, små træer og slyngplanter i sæbetræfamilien (Sapindaceae) navnet Paullinia.

På siden Planteliv: Planter i folketro og digtning findes talrige eksempler på Paullis råd og vejledning.

 

 

 

 

 

Plinius begyndte at skrive Bella Germaniae (“Krige i Germania”) i 20 bind, mens han endnu var posteret udenlands. Hans mest berømte værk er Naturalis Historia (‘Naturhistorie’), et leksikon-agtigt værk i 37 bind, som omhandler talrige emner, bl.a. geografi og naturhistorie, samt menneskelige kundskaber.

I 79 boede han i Misenum (nær nutidens Napoli), hvor han var kommandør for flåden. Han døde under forsøg på at frelse folk fra Vesuvs udbrud.

På siden Planteliv: Planter i folketro og digtning findes talrige eksempler på Plinius' råd og vejledning.

 

 

 

 

 

Przhevalsky studerede på militærakademirt i Sankt Petersborg, og i 1864 begyndte han at undervise i geografi på militærskolen i Warszawa. I 1867 ansøgte han om at blive forflyttet til Irkutsk i det centrale Sibirien, hvorfra det var hans agt at udforske områder omkring Ussuri-floden, en biflod til den mægtige Amur-flod på grænsen til Kina. Ekspeditionen varede to år, og Przhevalsky offentliggjorde en rapport om den med titlen Rejser i Ussuri-regionen 1867-69.

Gennem en tre år lang ekspedition 1870-73 rejste han tværs over Gobi-ørkenen til Beijing, udforskede derpå områderne omkring den øvre Yangtze-flod, og i 1872 krydsede han grænsen til Tibet. På denne ekspedition blev der indsamlet ikke færre end omkring 5000 planter, 1000 fugle, 70 krybdyr, 130 pattedyr og 3000 insekter.

I 1876-77, ledsaget af 10 mænd, 24 kameler, 4 heste og 3 tons bagage, og medbringende 25.000 rubler, rejste Przhevalsky gennem det østlige Turkestan over Tian Shan-bjergene og nåede hvad han mente var Qinghai-søen. Kamelerne var imidlertid sølle, og ekspeditionen var plaget af sygdom. Efter at have erhvervet bedre kameler og heste, 72.000 patroner samt store mængder af wkisky og té, drog ekspeditionen af sted mod Lhasa, som de imidlertid ikke nåede frem til.

I 1879-80 forsøgte Przhevalsky igen at nå frem til Lhasa via Qinghai-søen og Tian Shan og derfra krydse ind i Tibet, men bare ca. 260 km fra Lhasa blev de standset af tibetanske embedsmænd.

I 1883-85 rejste han fra Kyakhta gennem Gobi-ørkenen til Alashan og den østlige del af Tian Shan, idet de vendte om ved Yangtze. Fra Qinghai fortsatte ekspeditionen til Hotan og søen Issyk Kul (i det nuværende Kirgisien). Ved bredden af Issyk Kul, i byen Karakol, døde Przhevalsky af tyfus.

Hans forfatterskab omfatter bl.a. Mongoliet, Tangut-landet og det øde land i det nordlige Tibet (1875), samt Fra Kulja gennem Tian Shan til Lob-Nor (1879).

Han beskrev også adskillige arter, som hidtil havde været ukendt for videnskaben, deriblandt Przewalskis hest (Equus ferus ssp. przewalskii), som også kaldes for takhi, Przewalskis gazelle (Procapra przewalskii) og den vilde baktriske kamel (Camelus ferus). Et billede af Przewalskis hest er vist på siden Dyreliv – Dyrearter i menneskets tjeneste: Hest, æsel og muldyr, og den baktriske kamel er omtalt på siden Dyreliv – Dyrearter i menneskets tjeneste: Kameler.

 

 

 

 

Det var oprindelig meningen, at han skulle blive handelsmand, men under et besøg på Sinai-halvøen i 1817 traf han to opdagelsesrejsende, den engelske kunstner og egyptolog Henry Salt (1780-1827) og den schweiziske geograf og orientalist Johann Ludwig Burckhardt (1784-1817), med hvem han besøgte Giza-pyramiderne. Han blev interesseret i naturhistorie og blev medlem af Senckenbergische Naturforschende Gesellschaft (‘Det Senckenbergske selskab for naturforskning’) i Frankfurt, og han overværede forelæsninger i botanik og zoologi på universiteter i Pavia og Genoa.

Rüppell arrangerede en ekspedition i 1821, som rejste gennem Sinai-ørkenen og nåede frem til Aqaba-bugten året efter. Siden fortsatte den til Alexandria og besøgte Sinai-bjerget (Mose-bjerget) undervejs, og derpå gik rejsen op langs Nilen til Nubien, mens man indsamlede planter og dyr undervejs. Selskabet planlagde også at besøge Abyssinien (i dag Ethiopien), men nåede kun til Massawa (i det nuværende Eritrea). Adskillige af ekspeditionens medlemmer var syge, og Rüppel besluttede at tage tilbage til Cairo, som de nåede frem til i 1825.

I 1830 vendte Rüppell tilbage til Afrika, udsendt af Senckenberg Naturforschende Gesellschaft. Han besteg Mose-bjerget, og det følgende år havde ekspeditionen base i Massawa i 6 måneder, mens han indsamlede planter og dyr fra Rødehavet.

Nu drog ekspeditionen ind i landet til Arkeko, og undervejs mødte de en abyssinsk handelsmand fra Gondar, hvis karavane omfattede 49 kameler og 40 muldyr og æsler. De rejste med ham til Adigrat i Tigre-regionen og derpå gennem Tacazze-floddalen til Simien-bjergene. Her studerede han den lokale fauna, bl.a. etiopisk ulv (Canis simensis), Walia-stenbuk (Capra walie) og Gelada-bavian (Theropithecus gelada), og han indsamlede en stor lobelie-art, Lobelia rhynchopetalum.

I Gondar fik Rüppell foretræde for den lokale kejser Aito Saglu Denghe. Han indsamlede eksemplarer omkring Tana-søen og langs det øvre løb af den Blå Nil, og i 1833 forlod han Gondar med kurs mod et kloster i Kiratza. Ekspeditionen vendte nu tilbage til Massawa, hvorfra man via Djiddah sejlede til Egypten og videre til Marseille, og derpå over land til Frankfurt.

Fra hans indsamlinger er omkring 100 nye plantearter blevet beskrevet. Han og andre beskrev hvirveldyrene, som blev truffet på ekspeditionen, i en række publikationer. Det er blevet anslået, at Rüppell selv beskrev 32 nye dyreslægter og 450 arter. Han offentliggjorde også to værker om sine rejser: Reisen in Nubien, Kordofan und dem peträischen Arabien, vorzüglich in geographisch-statistischer Hinsicht: mit acht Kupfern und vier Karten (‘Rejser i Nubien, Kordofan og Petra i Arabien, specielt set i et geografisk-statistisk perspektiv, med 8 kobber-indgraveringer og 4 kort’), publiceret i 1829, samt Reise in Abyssinien, publiceret i 1838 i 2 bind.

Talrige dyrearter blev navngivet til ære for Rüppell, bl.a. sandræv (Vulpes rueppellii), Rüppells agame (Agama rueppelli), Rüppells grib (Gyps rueppellii), blågrøn glansstær (Lamprotornis purpuroptera), der på engelsk kaldes for Rüppell’s starling, samt skiferpapegøje (Poicephalus rueppellii).

 

 

 

 

 

I en alder af 26 år drog Schaller i 1959 til Afrika, hvor han studerede bjerggorillaer i Virunga-bjergene gennem to år. På den tid vidste man meget lidt om vilde gorillaers adfærd, og Schallers forskning viste, hvor intelligente og fredelige disse menneskeaber var, modsat den almindelige antagelse dengang. Hans resultater blev publiceret i bogen The Mountain Gorilla: Ecology and Behavior, i 1963.

Schaller og hans kone Kay opholdt sig i Kanha Nationalpark i det centrale Indien 1963-64 for at studere tigre, og i 1966 rejste de til Tanzania for at studere adfærd hos løver og andre store katte.

I 1973 rejste Schaller til Himalaya for at studere bharal, på dansk kaldt for halvfår, samt sneleopard i Dolpo, vestlige Nepal. Han studerede også en sjælden ged, markhor, i Pakistan, og hans oplevelser i Himalaya er beskrevet i bogen Stones of Silence: Journeys in the Himalaya (‘Tavse stene: Rejser i Himalaya’), som udkom i 1980. I denne bog beskriver han sin angst for, at disse pragtfulde dyr ville blive udryddet og derved forvandle Himalaya til ‘tavse stene’.

Sidst i 1970’erne drog han til Brasilien for at studere jaguar, kapivar, kaimaner og andre dyr, og i 1980 udførte han studier af stor panda i Wolong-reservatet i Sichuan-provinsen. Hans erfaringer her resulterede i bogen The Last Panda (‘Den sidste panda’), hvori han beskriver denne pragtfulde bjørns triste skæbne, og han udtrykker tillige sine tanker omkring beskyttelse af naturen generelt.

Schaller og hans kone rejste til Kinas Qiang Tang (Chang Tang) region i 1988 for at studere chiru (tibetansk antilope). Da han vendte tilbage til dette område i 2003, fandt han, at bestandene af vilde dyr var vokset betydeligt i den mellemliggende tid, fx var bestanden af vilde yakokser vokset fra bare 13 individer til over 187. I et brev til World Wildlife Fund skrev Schaller: “Det tibetanske skovvæsen har tydeligvis foretaget et målrettet og succesfuldt arbejde med at beskytte de vilde dyr.”

I 1994 var Schaller og Alan Rabinowitz de første videnskabsmænd, som studerede den sjældne saola, et kvæglignende dyr i Laos, og senere samme år genopdagede Schaller det vietnamesiske vortesvin, der hidtil havde været betragtet som uddød. I 1996 fandt han en flok af tibetansk kronhjort, der ligeledes havde været regnet som uddød.

I 2007 arbejdede Schaller sammen med embedsmænd fra Pakistan, Afghanistan, Tajikistan og Kina på at få oprettet en såkaldt ‘Fredspark’, som skulle beskytte et område på ca. 32.000 km² af hensyn til det udryddelsestruede Marco Polo-får, som hidtil havde været et eftertragtet mål for nådesløse trofæjægere. I 2025 er parken dog endnu ikke blevet oprettet. Nogle gange arbejder tingene langsomt.

I 2017 blev en nyopdaget skorpion navngivet Liocheles schalleri til ære for Schaller, i anerkendelse af hans betydelige indsats til bevaring af truede dyrearter kloden rundt.

Adskillige citater fra hans bøger er bragt på siden Natur-citater.

 

 

 

 

 

På trods af sin store viden opnåede han aldrig ansættelse ved et universitet eller ved det danske hof, hvilket tyder på, at han var autodidakt urtelæge. I fødebyen Malmø blev han ansat som vejermester, en slags embedsmand, der førte kontrol med fødevarer og deres vægt. Ved siden af dette arbejde drev han en urtegård, som han indsamlede planter til, og med støtte fra mæcener udgav han en række bøger.

Selv om han ikke havde en formel uddannelse som læge, blev hans bøger alligevel anvendt ved universitetet, og der kan ikke være tvivl om, at han i sin samtid blev anset for en autoritet og en kompetent mediciner.

Han offentliggjorde i alt 6 bøger med medicinsk indhold: Skjønne lystelige nye Urtegaard, Atskillige Siugdomme offver det ganske Legeme, Lægedom for Qvindfolchs og Børns Siugdomme, En skiøn nyttelig Bog for Bartskærere, En bog om Pestilentzis Aarsage, samt En liden Bog om Menniskens Vand. I 1557 blev de udgivet som et samlet værk under titlen Henrick Smids Lægebog.

Han udgav også bøger om andre emner, bl.a. botanik, teologi og sprog.

På siden Planteliv: Planter i folketro og digtning findes talrige eksempler på Smids råd og vejledning.

 

 

 

 

 

I 1808 bestod han eksamen og åbnede en lægepraksis i Norge. I 1814 blev han udnævnt til professor i nationaløkonomi og botanik ved det nyligt etablerede Kgl. Frederik Universitet i Christiania (i dag Oslo).

Men i stedet for at påbegynde dette arbejde rejste han udenlands for at skabe kontakter og iagttage udviklingen af forskellige botaniske haver i Europa. Hans første rejse gik til Skotland, hvorfra han fortsatte til London, hvor han traf den preussiske geolog Leopold von Buch (1774-1853), som planlagde en rejse til til de Kanariske Øer og Madeira, og Smith benyttede sig af chancen til at deltage i en ekspedition sammen med en erfaren forsker.

Ekspeditionen fandt sted i 1815, og da Smith vendte tilbage, medbragte han omkring 600 plantearter, hvoraf ca. 50 var nye for videnskaben, deriblandt kanarisk fyr (Pinus canariensis).

På turen havde Smith lært en mængde om geologi, og the Royal Society of London foreslog ham at deltage i en videnskabelig ekspedition under ledelse af Kaptajn James Hingston Tuckey for at undersøge, om Congo-floden havde forbindelse til Niger-lavningerne længere mod vest.

Ekspeditionen startede i 1816, men dens skib HMS Congo var så tungt, at det kun kunne benyttes på den nederste del af floden, og det lettere fartøj Dorothy blev standset af strømhvirvler omkring 160 km oppe ad floden. Medlemmerne fortsatte til fods langs floden, men mangel på mad, fjendtlige indfødte og feber tog snart deres told, og ekspeditionen måtte opgives. I alt 18 af de 56 deltagere omkom, deriblandt Smith.

Kaptajn Tuckey sørgede for, at Smiths dagbog og indsamlede planter blev sendt med skib til London. Samlingen omfattede 620 arter, hvoraf 250 var nye for videnskaben.

To dyrearter er navngivet til ære for Smith, trådhalesvale (Hirundo smithii), som han opdagede under ekspeditionen, samt Smiths snog (Grayia smythii).

 

 

 

 

 

Solander blev optaget på universitetet i Uppsala i 1750, hvor han studerede sprog, humaniora og jura. Den lokale professor i botanik var Carl von Linné, som hurtigt blev imponeret af Solanders evner. Han overtale faderen til at lade Daniel studere naturhistorie i stedet.

I 1760 drog Solander til England for at promovere Linnés nye klassificeringssystem (se Linné ovenfor). I 1763 blev han ansat på British Museum, hvor han skulle katalogisere de naturhistoriske samlinger. Her mødte han Joseph Banks (se ovenfor), og de blev venner.

I 1768 fik Solander bevilget orlov fra British Museum, så han kunne ledsage Banks ombord på HMS Endeavour, på Kaptajn James Cooks (1728-79) første rejse til Stillehavet. Mandskab og videnskabsmænd tilbragte næsten 7 uger i land på Australiens østkyst, mens skibet, der var blevet beskadiget på Great Barrier Reef, blev repareret. Banks, Solander og Spöring foretog den første større indsamling af australske planter, og næsten 800 arter blev illustreret. De blev senere bragt i Banks’ Florilegium (se Banks ovenfor).

Solander skrev også et manuskript, hvori han beskrev alle plantearter, som blev indsamlet i New Zealand i 1768. Dets titel var Primitiae Florae Novae Zelandiae (‘Første flora fra New Zealand’). Det blev dog aldrig offentliggjort, men var tilgængeligt for studier i den naturhistoriske afdeling på British Museum.

Tilbage i England genoptog Solander sine pligter på British Museum, men assisterede også Banks under fremstillingen af Florilegium. I 1772 ledsagede han Banks på dennes rejse til Island og andre steder (se Banks ovenfor). Solander var museumsinspektør i den naturhistoriske afdeling på British Museum mellem 1773 og 1782. I 1773 blev han medlem af Kungliga Vetenskapsakademien.

Hundredevis af planter og dyr er opkaldt efter Solander, deriblandt slægten Solandra i natskyggefamilien (Solanaceae), et newzealansk træ, Fuscospora solandri, havfuglen Solanders petrel (Pterodroma solandri), en lille farvestrålende fisk i det Indiske Ocean og Stillehavet ved navn Canthigaster solandri, en australsk træbuk, kaldt for Rhytiphora solandri, samt en havsnegl, Gemmulimitra solanderi.

 

 

 

 

 

Han studerede ved universitetet i Wittenberg og rejste derpå til Rusland i 1734 som læge på et troppeskib. Han blev ansat som kirurg i den russiske hær, mens den var stationeret i Danzig (i dag Gdansk). Senere samme år ankom han til Sankt Petersborg, hvor han blev udnævnt til personlig læge for ærkebiskop Theophan Prokopovich (1681-1736), en magtfuld figur i den Russiske Ortodokse Kirke.

I Sankt Petersborg blev Steller bekendt med Johann Amman, professor i botanik på det Kejserlige Videnskabsakademi, som gav ham adgang til russiske akademiske kredse. På akademiet traf han også naturhistorikeren Daniel Gottlieb Messerschmidt (1685-1735) som havde foretaget de første videnskabelige studier i Sibirien på en ekspedition 1719-28. To år efter Messerschmidts død giftede Steller sig med hans enke, hvorved han fik adgang til de noter fra hans rejser i Sibirien, som ikke var blevet skænket til akademiet.

Steller havde hørt om den russiske Store Nordlige Ekspedition (1733-43), også kaldt for 2. Kamchatka-ekspedition, som havde forladt Sankt Petersborg i februar 1733, ledet af den danske opdagelsesrejsende Vitus Jonassen Bering (1681-1741). Steller tilbød at slutte sig til den, hvilket blev akcepteret. I januar 1739 traf han den tyske naturhistoriker Johann Georg Gmelin (1709-55) i Yeniseysk. Han anbefalede Steller at overtage hans plads i den planlagte udforskning af Kamchatka-halvøen, hvilket Steller akcepterede. Han tilsluttede sig ekspeditionen i Okhotsk i marts 1740.

I september sejlede ekspeditionen til Kamchatka, hvor Steller gik i land på sydvestkysten for at tilbringe vinteren i Bolsheretsk, og herfra påbegyndte han sin udforskning af halvøen. Det var Berings agt at søge efter Amerika og strædet mellem de to kontinenter, og da han tilbød Steller at tilslutte sig ekspeditionen som læge og videnskabsmand, krydsede han over halvøen med hundeslæde til Avacha-bugten, hvor Bering havde base.

Ekspeditionen havde to skibe, men de kom bort fra hinanden i en storm. Bering fortsatte med at sejle østpå, idet han forventede snart at få land i sigte. Steller, som havde studeret havstrømme og drivtømmer, insisterede, at de skulle sejle mod nordøst. Efter en masse tidsspilde satte de kursen mod nordøst og ankom til Kayak Island i Alaska i juli 1741.

Bering ville kun gøre et kort ophold for at tage ferskvand ombord, men Steller fik ham overtalt til at give ham tid til at foretage en udforskning i land, men Bering bevilgede ham kun 10 timer. De andre ekspeditionsmedlemmer gik ikke i land på grund af stædighed og “unødig frygt”. Steller blev den første europæiske naturhistoriker, som beskrev planter og dyr i Alaska, bl.a. en skovskade, der senere fik navnet Steller’s jay (Cyanocitta stelleri), på dansk kaldt for fyrreskade. Steller var i stand til at konkludere, at den var nært beslægtet med den østamerikanske blå skovskade (C. cristata), hvilket antydede, at Alaska ganske rigtigt var en del af Nordamerika.

Mange af ekspeditionsmedlemmerne og skibets mandskab led af skørbug (mangel på c-vitamin), men da Steller ville give dem blade og bær, som kunne undertrykke sygdommen, afslog de. Steller og hans assistent var blandt de ganske få ombord, der ikke led af skørbug.

På tilbagerejsen var kun 12 personer i stand til at gå, og rigningen var i hastigt forfald. Skibet endte som vrag på en af Kommandør-øerne, der senere fik navnet Ostrov Beringa (‘Berings Ø’). Næsten halvdelen af mandskab og ekspeditionsmedlemmer var allerede døde af skørbug, og Steller plejede de overlevende, deriblandt Bering, hvis tilstand imidlertid forværredes, og han kunne ikke reddes. De tilbageværende mænd overlevede vinteren ved at jage havoddere, søløver, pelssæler og søkøer.

Under opholdet på øen udforskede Steller dens flora, fauna og topografi. Senere beskrev han dens fauna i De Bestiis Marinis (‘Om havdyr’), bl.a. en kolossalt stor søko, der senere fik navnet Stellers søko (Hydrodamalis gigas). Han foretog grundige studier af dens adfærd og anatomi. Dette enorme dyr var engang udbredt i hele den nordlige del af Stillehavet, men den eneste kendte overlevende bestand var begrænset til Kommandør-øerne. Den blev udryddet af jagt kun ca. 27 år senere.

Han beskrev også havodder (Enhydra lutris), Stellers søløve (Eumetopias jubatus), nordlig pelssæl (Callorhinus ursinus), Stellersand (Polysticta stelleri) og brilleskarv (Urile perspicillatus). Sidstnævnte blev udryddet omkring 1850.

I foråret 1742 var mandskabet i stand til at anvende materiale fra svraget til at bygge et nyt fartøj, og de var i stand til at nå tilbage til Avacha-bugten ved Kamchatka, hvor Steller tilbragte 2 år med at udforske halvøen. Han beskrev en kæmpestor ørn, der senere fik navnet Stellers havørn (Haliaeetus pelagicus).

På et tidspunkt blev han arresteret, beskyldt for af slippe nogle fanger fri, og blev eskorteret til Irkutsk for at blive forhørt. Han blev dog snart sluppet fri og besluttede at drage tilbage til Sankt Petersborg. Undervejs blev han imidlertid ramt af et heftigt feberanfald og døde i Tyumen.

Nogle af hans notater nåede frem til akademiet i Sankt Petersborg og blev senere offentliggjort af Peter Simon Pallas (se ovenfor).

 

 

 

 

 

Williams uddannelse blev hæmmet af en alvorlig talefejl, og desuden var han svagelig og havde et nervøst temperament, hvilket måske var årsagen til, at han søgte ind hos Liverpool Toldvæsen som kontormand i en alder af 14 år – en karriere, der ikke krævede megen offentlig tale.

William var interesseret i naturhistorie, og mens han var i flåden, studerede han fiskelivet omkring Malta og Sicilien. Dårligt helbred tvang ham imidlertid til at rejse tilbage til England, hvor han siden blev pensioneret med halv løn.

I 1816 traf han den engelske opdagelsesrejsende og forfatter Henry Koster (ca. 1793-1820), der havde boet i Brasilien nogle år og var blevet kendt for sin bog Travels in Brazil (1816). Koster planlagde en ny rejse til Brasilien, og Swainson ledsagede ham for at indsamle planter og dyr. Han blev der i to år, hvorefter han vendte hjem til England i 1818 som (med hans egne ord) “en bi tung af honning,” hvilket hentydede til hans samling, der omfattede over 20.000 insekter, 1200 plantearter, tegninger af 120 arter af fisk, samt omkring 760 fugleskind. Hans hovedinteresse var fugle, og hans arbejde i Brasilien kulminerede i den roste bog The Birds of Brazil (1834-35).

Swainsons første kone Mary Parkes døde i 1835, og i 1840 giftede han sig med Ann Grasby. Året efter emigrerede parret til New Zealand, hvor Swainson erhvervede ca. 445 ha i Hutt-dalen og etablerede en farm dér. Kort efter blev den erhvervede jord krævet tilbagegivet af Taringakuri, en Maori-høvding, hvilket måske var årsagen til, at han blev officer i en militæraktion mod Maorier i 1846.

I 1851 blev Swainson af den australske regering i Victoria udnævnt til at foretage botaniske undersøgelser, hvorpå han sejlede til Sydney. Han afsluttede sin rapport i 1853, i hvilken han påstod at have identificeret 1520 arter og varieteter af eukalyptustræer. Senere beskrev den engelske botaniker Joseph Maiden (1859-1925) Swainsons arbejde som “et eksempel på uforsvarlig produktion af arter, hvis lige, så vidt jeg ved, ikke forekommer inden for den botaniske litteratur.”

Den kendte engelske botaniker William Jackson Hooker (se ovenfor) skrev om ham: “I hele mit liv tror jeg ikke, at jeg nogensinde har læst sådan en gang sludder og vrøvl. Her er en mand, som forlod sit land med ry for at være en førsteklasses naturhistoriker (skønt han var noget ekcentrisk), samt en enestående dygtig illustrater af naturhistoriske emner, hvorefter han drager til Australien og tager fat på botanikken, om hvilken han er lige så uvidende som en gås.” – Sådan!

Mens hans botaniske karriere var lidt af en katastrofe, blev han af mange betragtet som en kapacitet inden for zoologien, specielt ornitologien, og han offentliggjorde en lang række zoologiske værker. Han var også en glimrende kunstner, som producerede mange malerier, fx til bogen Zoological Illustrations (1820-23).

Adskillige fuglearter blev opkaldt efter ham, bl.a. prærievåge (Buteo swainsoni), gråbrun sporehøne (Pternistis swainsonii) og ethiopisk spurv (Passer swainsonii).

 

 

 

 

 

 

 

Coenraad fik privat undervisning, men bestod aldrig en videnskabelig eksamen. I 1794 blev han udnævnt som auktionarius i Amsterdam for det Ostindiske Kompagni, en position han holdt til 1812. I denne periode kunne han bruge masser af tid på sin store interesse, ornitologi. Fra faderen havde han arvet en stor fuglesamling.

Han opnåede store evner inden for udstopning af fugle og udviklede en epokegørende metode, der stadig kaldes for Temmincks metode. I 1815 offentliggjorde han Manuel d’ornithologie, ou Tableau systématique des oiseaux qui se trouvent en Europe (‘Ornitologisk manual, eller Systematisk oversigt over Europas fugle’), som var standardværket for europæiske fugle gennem mange år. Han skrev også Histoire naturelle générale des Pigeons et des Gallinacées (‘Duers og hønsefugles generelle naturhistorie’), publiceret mellem 1813 og 1817.

I 1815 blev Temminck udnævnt som underdirektør i Kabinet van Natuurlijke Historie (‘Det Naturhistoriske Kabinet’) i Leiden. På hans initiativ blev det kombineret med hans egen samling og adskillige mindre samlinger, og kabinettets navn blev ændret til Rijksmuseum van Natuurlijke Historie (‘Nationalmuseet for Naturhistorie’). Det blev indviet i 1820, og Temminck blev dets første direktør, en position han holdt til sin død. I alt beskrev han over 350 fuglearter, som var nye for videnskaben.

Han blev æret af en ven af ham, den tyske læge og naturhistoriker Johann Philipp Leisler (1772-1813), som navngav en lille vadefugl Tringa temminckii (i dag kaldt for Calidris temminckii) efter ham i 1812. Billeder af denne art kan ses på siden Dyreliv – Fugle: Ryler.

 

 

 

 

 

Henry studerede på Harvard Universitet 1833-37, hvor han tog kurser i klassisk litteratur, filosofi, matematik og naturvidenskab. I 1835 tog han orlov for at undervise på en skole i Canton, Massachusetts. Han bestod eksamen i 1837 og vendte tilbage til Concord, hvor han traf forfatteren Ralph Waldo Emerson (1802-82), og de to blev venner.

Thoreau blev ansat på folkeskolen i Concord, men trak sig, da han ikke ønskede at anvende korporlig afstraffelse. I 1838 åbnede han og hans bror John en skole i Concord, hvor de indførte progressive emner som naturvandring og besøg i lokale forretninger. Skolen lukkede i 1842, da John døde af stivkrampe.

In 1841 flyttede Thoreau ind hos familien Emerson som privatlærer for børnene, og han arbejdede tillige som assisterende redaktør, gartner og reparatør. Gennem nogle få måneder i 1843 underviste han Ralphs ældre broder Williams sønner i New York City. Derpå vendte han tilbage til Concord for at arbejde i familiens blyantsfabrik, hvilket han ofte gjorde resten af sit liv.

I juli 1845 flyttede Thoreau ud i en hytte han havde bygget på et stykke jord, som var ejet af Emerson, i skoven omkring søen Walden Pond, 3 km fra Concord. I bogen Walden (1854) skriver han: “Jeg drog ud i skovene, fordi jeg ønskede at leve bevidst og kun konfronteres med livets basale kendsgerninger, samt for at se, om jeg ikke kunne erfare, hvad de havde at lære mig.”

Denne højt priste bog indeholder talrige iagttagelser af natur og dyreliv, såvel som Thoreaus refleksioner over menneskets gøren og laden. Ikke alle er dog lige begejstrede for ham. I bogen A Walk in the Woods (1998) skriver den amerikanske forfatter Bill Bryson (født 1951): “Den umådeligt pedantiske og trættende Thoreau mente, at naturen var herlig, i sandhed herlig, så længe han kunne spadsere til byen for at erhverve kager og bygvin, men da han under et besøg i 1846 til Katahdin [et bjerg i Maine] oplevede en sand vildmark, blev hans nerver udsat for et hårdt pres. Dette var ikke den tæmmede verden af tilvoksede æbleplantager og solbeskinnede stier, der gik for at være vildmark i en forstad til Concord, Massachusetts, men en frastødende og tyngende urskov, som for ham var “uhyggelig og vild … utæmmet og trøstesløs,” som kun egnede sig for “mænd, der var nærmere beslægtet med klipperne og de vilde dyr end vi.”

Med udtrykket “end vi” går jeg ud fra, at Thoreau mente ‘civiliserede’ mennesker som han selv.

Thoreau foretog talrige rejser, bl.a. 3 ture til Maine, hvor han sejlede i kano og besteg bjerge. Hans oplevelser her er beskrevet i bogen The Maine Woods (1864). I 1849 foretog han en lang vandretur på Cape Cod, beskrevet i bogen Cape Cod (1865). Hans længste rejse blev foretaget i 1861, da han tog med tog og damper til Minneapolis og St. Paul. Hans oplevelser på denne tur blev aldrig publiceret, da han døde året efter.

Han drog også på mange kortere ture i New England, og en af dem er beskrevet i bogen A Week on the Concord and Merrimack Rivers (1849).

Adskillige citater fra hans bøger er bragt på siden Natur-citater.

 

 

 

 

 

I 1770 opfordrede Linné ham til at rejse til Paris og Amsterdam for at udvide sin viden. I Leiden traf han den hollandske botaniker og læge Johannes Burman, som foreslog ham at rejse til Ostindien for at indsamle planter og dyr til den botaniske have i Leiden. Året efter tog han af sted som læge ombord på skibet Schoonzicht, der ejedes af det Hollandske Ostindiske Selskab.

Han ankom til Cape Town i Sydafrika i marts 1772. Hans ophold i Sydafrika kom til at vare 3 år, hvor han indsamlede planter og dyr og studerede skikke og kultur hos det indfødte Khoikhoi-folk, som på hollandsk blev kaldt for Hottentotter. På én gang var han fascineret og frastødt af deres skikke. Han betragtede deres skik med at smøre deres hud ind i fedt blandet med støv som afskyelig og skrev: “Hottentotterne har den største kærlighed til at være smudsige. De smører hele deres krop ind i fedtede substanser, og oven på det smører de kogødning, fedt eller lignende.”

Han måtte dog indrømme, at denne praksis havde sine fordele: “Det tilstopper deres porer, og deres hud er dækket af et tykt lag, som beskytter den mod varme om sommeren og kulde om vinteren.”

Thunberg forlod Sydafrika i marts 1775 og ankom til Batavia (i dag Jakarta) i Hollandsk Ostindien i maj. Han fortsatte til Japan, hvor han i august ankom til den hollandske handelspost på den lille ø Dejima nær Nagasaki. De japanske myndigheder tillod ikke fremmede at forlade øen – et resultat af portugisiske missionærers gentagne forsøg på at omvende japanerne til kristendommen.

Kort efter ankomsten blev Thunberg udnævnt til overkirurg på handelsposten. Gennem et netværk af tolke var han i stand til at indsamle planter og dyr, såvel som at erhverve oplysninger om den lokale kultur. Han sendte dem noter med medicinske oplysninger, og nyheden om, at en veluddannet hollandsk læge på øen tilsyneladende var i stand til at hjælpe de lokale læger til at helbrede syfilis, i Japan kaldt for ‘den hollandske syge’. Som result heraf kunne han aflægge besøg i byen, og senere fik han endog lov til at drage ud i den nærmeste omegn, hvilket gav ham mulighed for selv at indsamle planter og dyr.

I november 1776 tog Thunberg af sted til Java og fortsatte derfra til Ceylon (i dag Sri Lanka), hvor han indsamlede planter og dyr. I 1779 vendte han tilbage til Amsterdam, og undervejs tilbragte han to uger i Cape-provinsen. Hjemme i Sverige blev han i 1781 udnævnt til professor i medicin og naturhistorie ved universitetet i Uppsala.

Hans publikationer omfatter bl.a. Flora Japonica (1784), Travels in Europe, Africa and Asia, performed between the Years 1770 and 1779 (1795), Prodromus Plantarum (1800), Icones Plantarum Japonicarum (1805) samt Flora Capensis (1813). Fauna Japonica blev offentliggjort efter hans død af den tyske opdagelsesrejsende Philipp Franz von Siebold i 1833, baseret på Thunbergs noter.

Mange planter og dyr blev navngivet til hans ære, bl.a. slægten Thunbergia (slyngplanten Susanne-med-det-sorte-øje (T. alata) er illustreret på siden Hyldest til farven gul), samt løg-arten Allium thunbergii, vibeæg-arten Fritillaria thunbergii, storkenæb-arten Geranium thunbergii, og fyrre-arten Pinus thunbergii. Dyr opkaldt efter ham omfatter bl.a. en slægt af snudebiller, Thunbergapion, en underart af gul vipstjert, Motacilla flava ssp. thunbergi, samt en underart af en svalehale-art, Papilio memnon ssp. thunbergi.

 

 

 

 

 

I årene 1769-74 studerede han ved universitetet i Uppsala, hvor han blev undervist af bl.a. den berømte Carl von Linné (se ovenfor). Hans hovedinteresser var botanik og entomologi. I 1774 rejste han til København, hvor hans fader ønskede, at han skulle studere medicin, men han foretrak botanik.

Hans ankomst faldt sammen med, at den botaniske have skulle flyttes fra Amalienborg til Charlottenborg, og her ydede Vahl god hjælp. I 1779 blev han udnævnt til lektor ved haven. Det var hans arbejde at yde hjælp til de botaniske professorer, holde et antal botaniske forelæsninger og lede ekskursioner, men Vahl udførte tillige et betydeligt arbejde med at identificere plantearter.

Da der blev indført en række ydmygende og begrænsende bestemmelser for hans arbejde, trak han sig i 1783 tilbage, men blev samme år opfordret til at rejse udenlands for at indsamle planter. Rejsen varede 3 år og gik til Spanien, Frankrig og Tunesien, med et kort besøg på Sardinien.

Storværket Flora Danica blev påbegyndt i 1761 af Georg Oeder (1728-91), professor ved den botaniske have i København, som redigerede de første 3 bind. Arbejdet blev i 1775 overtaget af naturhistorikeren Otto Friedrich Müller (1730-84), som fik udgivet yderligere 2 bind. Efter hans død blev arbejdet som redaktør efter mange og sejge forhandlinger overdraget til Vahl. Med en løn på 500 Rigsdaler om året og med stadige tilskud fra faderen var han nu økonomisk betrygget. Han blev også tildelt et professorat.

I 1787 rejste Vahl til Norge i søgen efter planter, som skulle illustreres i Flora Danica. (Norge hørte dengang under det danske rige). Turen gik fra København til Christiania (Oslo) og derfra nordpå til Gudbrandsdalen og mod nordvest gennem dalen til byen Lom, der ligger ved foden af Norges højeste fjelde i Jotunheimen og Dovre.

Om botaniseringen omkring byen og på fjeldene skrev Vahl i 1792 begejstret: “Den mest sjeldne, snart sagt af alle Norske Planter, Azalea lapponica, var Belønning nok for at have arbejdet sig henimod Toppen af et høit Fjeld igennem Snee og Moradser. Fornøielsen ved at have en gang faaet at see denne Plante levende, forøgedes ikke lidet ved, at den saa let kunne undgaaet mig, da allene tvende Busker fandtes paa dette Sted.” (Kilde: H. Knudsen 2014. Fortællingen om Flora Danica. Lindhardt & Ringhof)

I dag kaldes Azalea lapponica for Rhododendron lapponicum.

Mellem 1787 og 1803 udgav Vahl yderligere 2 bind af Flora Danica. De stod i kvalitet langt over de af Müller udgivne bind, men var blandt de meget få af hans bidrag til den danske flora.

Ved fuldendelsen af Flora Danica i 1883, ikke mindre end 122 år efter påbegyndelsen, omfattede værket 51 bind med i alt 3240 farvetavler, trykt med kobberplader.

Andre af Vahls værker omfatter Symbolæ Botanicæ, som blev udgivet 1790-94 i 3 bind med 75 farvetavler, hvori et antal af de af Pehr Forsskål (se ovenfor) indsamlede planter blev beskrevet. I 1797-98 blev et lignende værk, Eclogæ Americanæ (‘Et udvalg (af) amerikanske (planter)’), udgivet i 4 bind, med beskrivelser af bl.a. vestindiske planter. Enumeratio Plantarum (‘Planteliste’) blev udgivet i 2 bind 1804-05.

Adskillige plantearter er opkaldt efter ham, bl.a. Phanera vahlii, en gigantisk forveddet slyngplante i ærteblomstfamilien (Fabaceae), som er hjemmehørende i det nordlige Indien og det sydlige Nepal, og andre som en art klokkelyng, Erica vahlii, en vortemælk, Euphorbia vahlii, samt en kirsebær, Prunus vahlii. Billeder af Phanera vahlii kan ses på denne hjemmesides engelske del på siden Plants: Himalayan flora 2.

 

 

 

 

 

Han blev født i København og blev døbt Nathan Wulff Wallich. Hans fader Wulff Lazarus Wallich var en jødisk handelsmand, der oprindeligt boede i Altona nær Hamburg, men emigrerede til København sidst i 1700-tallet. Hans moder hed Hanne Jacobsen.

Wallich studerede på det Kongelige Chirurgiske Akademie, og blandt de emner, som undervisningen omfattede, var botanik med forelæsninger af forskellige professorer, bl.a. Martin Vahl (se ovenfor). Han bestod eksamen i 1806, og fra 1807 var han ansat som kirurg i den danske koloni Frederiksnagore (i dag Serampore) nær Calcutta (i dag Kolkata).

På grund af danskernes alliance med Napoleon blev mange danske kolonier besat af briterne, der var fjender af Napoleon. Da British East India Company overtog Frederiksnagore, blev Wallich fængslet, men blev løsladt i 1809 på grund af sin lærdhed.

Et heftigt anfald af malaria bevirkede, at han tilbragte årene 1811-13 i det sundere klima på Mauritius, hvor han fortsatte sine studier. Fra 1814 var han ansat som assisterende kirurg i East India Company.

Wallich var involveret i den tidlige udvikling af den kongelige botaniske have i Calcutta, hvor han var ansat fra 1817 til 1846, da han trak sig tilbage.

Wallich foretog talrige ekspeditioner og tilbød også sin assistance til mange planteindsamlere, der tog ophold i Calcutta undervejs til Himalaya. Han udarbejdede et katalog over mere end 20.000 planter og publicerede to bøger, Tentamen Florae Napalensis Illustratae: Consisting of Botanical Descriptions and Lithographic Figures of Select Nipal Plants (‘Et forsøg på en illustreret nepalesisk flora, bestående af botaniske beskrivelser og litografiske figurer af udvalgte nepalesiske planter’, 1824-26), samt Plantae Asiaticae Rariores (‘Sjældne asiatiske planter’, 1830).

I 1822 foreslog hans ven Stamford Raffles, at han skulle tage til Singapore for at planlægge en botanisk have, men han vendte tilbage til Calcutta det følgende år.

Han opholdt sig i Europa, bl.a. London, fra 1828 til 1832 for at arbejde på sin enorme samling af planter, inden han vendte tilbage til Indien. I 1835 blev han og andre sendt til Assam for at undersøge mulighederne for at dyrke té i dette område. I 1837-38 var han ansat som professor i botanik på det medicinske universitet i Calcutta.

I 1847 rejste han til England og slog sig ned i London, hvor han blev vice-præsident i Linnean Society.

Talrige plantearter blev navngivet til ære for Wallich, deriblandt en slægt af palmer, Wallichia, og arter som Allium wallichii (en løg-art i Himalaya), Clerodendrum wallichii (et skæbnetræ), Diospyros wallichii (en daddelblomme-art), Geranium wallichianum (en storkenæb-art i Himalaya), Pinus wallichiana (Himalaya-fyr), samt Rhododendron wallichii. Topfasanen (Catreus wallichii) i Himalaya blev også opkaldt efter ham.

 

 

 

 

 

 

 

Året efter blev han ansat af East India Company og sejlede til Sydindien, hvor han skulle arbejde som assisterende kirurg ved Madras Native Infantry (et kompagni af indiske rekrutter). Han blev posteret i den nuværende stat Andhra Pradesh, hvor han tilbragte sin fritid med at indsamle planter.

I 1826 fik han tildelt stillingen som Madras Naturhistoriker. Denne post blev dog nedlagt to år senere, og Wight vendte tilbage til sine pligter som assisterende kirurg for soldater, posteret i Nagapattinam i det sydøstlige Madras (i dag Tamil Nadu). Han begyndte at korrespondere med botanikeren William Hooker (se ovenfor) ved Glasgow Universitet og sendte ham planter og planteillustrationer, udført af indiske kunstnere.

I 1831 fik Wight bevilget 3 års orlov og vendte tilbage til London med omkring 100.000 eksemplarer, fordelt på 3-4000 plantearter, der tilsammen vejede omkring 2 tons. Med hjælp fra en ven, botanikeren George Walker-Arnott, begyndte han at bestemme, organisere og distribuere samlingen, idet de fortrinsvis arbejdede fra Skotland. De distribuerede op til 20 sæt kopier til specialister i Europa, Amerika og Rusland.

Wight vendte tilbage til Indien i 1834 og fik arbejde som kirurg ved Native Infantry i Bellary (i dag Ballari) i staten Karnataka. Han påbegyndte et værk om medicinske planter i Indien, idet han anvendte indiske kunstnere til at illustrere planterne, og han skrev også små indlæg til Madras Journal of Literature and Science, hvor han senere blev redaktør af den botaniske sektion.

I 1836 medførte Wights botaniske viden, at han blev overflyttet til Madras Revenue Department, hvor hans arbejde var at rapportere om dyrkede planter, bl.a. té, sukkerrør, senna (som blev dyrket på grund af dens egenskab som afførende middel), samt i særlig grad bomuld. Samme år aflagde han besøg på Ceylon (i dag Sri Lanka) i 6 uger, og han beskrev ressourcerne i bjergområder i Tamil Nadu.

I 1841 flyttede den store Wight-familie ind i et hus i Ootacamund (Ooty) i Nilgiri-bjergene, hvor de boede indtil 1847. I perioden 1842-53 arbejdede han som tilsynsførende i American Cotton Plantations i Coimbatore, hvor det var hans opgave at overbevise de lokale bønder om, at de skulle dyrke højtydende amerikanske sorter af bomuld.

Han blev også sekretær for Madras Agri-Horticultural Society, hvor den tilhørende have fungerede som den botaniske have for byen Madras (Chennai).

I alt beskrev Wight 110 planteslægter og 1267 arter, som var nye for videnskaben. Blandt hans publikationer kan nævnes Icones Plantarum Indiae Orientalis (‘Illustrationer af indiske planter’) i 6 bind (1838-53), Illustrations of Indian Botany: or Figures Illustrative of Each of the Natural Orders of Indian Plants. Described in the Author’s Prodromus Florae Peninsulae Indiae Orientalis (‘Illustrationer af indisk botanik: eller figurer, som illustrerer hver af de naturlige ordener af indiske planter, beskrevet i forfatterens Prodromus Florae Peninsulae Indiae Orientalis‘) i 2 bind, 1838-50), samt Spicilegium Neilgherrense (‘Et udvalg af planter fra Nilgiri-bjergene’) i 2 bind (1845-51).

Wight trak sig tilbage i 1853 og vendte hjem til England, hvor han købte en ejendom nær Reading. Hans helbred var dårligt, og alt hvad han offentliggjorde var et hæfte om dyrkning af bomuld i 1862. Han forærede sin store plantesamling til herbariet i Kew Botanical Gardens, omfattende 3108 arter af højere planter og 94 bregnearter.

Talrige planter blev navngivet til hans ære, bl.a. slægten Wightia i familien Paulowniaceae, to arter af tropiske træer, som er udbredt fra det østlige Nepal, det nordøstlige Indien og det sydvestlige Kina mod syd til Indonesien. Arter omfatter bl.a. Arisaema wightii (en art af snabelkalla), Cinnamomum wightii (en kanel-art), Strobilanthes wightiana, som tilhører familien Acanthaceae, samt en orkidé, Vanda wightii, de to sidstnævnte endemiske til bjergkæden Western Ghats i det sydlige Indien.