Anatidae Andefugle

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for ænder.

 

 

Andrikken er en pragtfuld fugl i yngledragten, med grå sider, purpurfarvet bryst og skinnende grønt hoved, der fra visse vinkler changerer over i det blå. Hunnen er ensfarvet plettet brun.

I mange byer holdes gråænder i parker, hvor de bliver meget tillidsfulde og ofte kaldes for ’franskbrødsænder’, da mange mennesker fodrer dem med brød eller korn. Ofte indeholder disse parkænder gener fra forvildede tamænder, og de forekommer i alle farvenuancer mellem vild gråande-type og rent hvid.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk platys (‘flad’) og rhynkhos (‘næb’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den er en stor og tung and, sort med blålige eller grønlige vinger, hannerne op til 84 cm lange og med en vægt på op til 4 kg, hunnerne mindre, indtil 76 cm lange og med en vægt på op til 1.25 kg. Ansigtet har nøgen rødlig hud og en knop ved basis af næbbet. Hannen har en kort top i nakken.

Slægtsnavnet blev oprettet i 1599 af den italienske naturhistoriker Ulisse Aldrovandi (1522-1605), som troede, at fuglen kom fra Cairo-området i Egypten. På italiensk kaldes en indbygger fra Cairo for Cairino (mand) eller Cairene (kvinde). Det danske navn hentyder til fuglens moskusagtige lugt.

Før spaniernes ankomst blev moskusanden betragtet som et symbol på uskyld, renhed og moderskab på grund af deres omhu for ællingerne, og at se en moskusand sagdes at bringe held.

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk soma (‘krop’) og erion (‘uld’), hvilket hentyder til de bløde dun hos disse fugle. Navnet ederfugl kommer af det islandske navn på den almindelige ederfugl, æðarfugl, som igen er afledt af oldnordisk æðr. Ifølge dansk retskrivning staves dens navn edderfugl, hvilket er aldeles tåbeligt, da navnet jo intetsomhelst har med edder (gift) at gøre.

 

I Danmark er den en almindelig ynglefugl. I 2010 talte bestanden ca. 25.000 par, men siden er den gået en del tilbage, og omkring 2020 var bestanden omkring 17.000 par. Nedgangen er formentlig forårsaget af nedsat mængde og kvalitet af føde, øget prædation på rugende hunner og ællinger, bl.a. fra et stigende antal havørne (Haliaeetus albicilla), samt øget forekomst af sygdomme og parasitter.

Hunnen bygger sin rede nær kysten, foret med dun, som hun plukker af sit eget bryst. Disse bløde dun er blevet høstet af mennesker gennem hundreder af år og anvendt som fyld i puder, dyner og jakker.

I Island har man indsamlet dun fra ederfugle siden Middelalderen, og det gøres etisk, hvor bønder skaber reservater for rugende ederfugle og beskytter dem mod fjender. De bygger også reder med dække, skifter dunene ud med hø, og indsamler resten af dunene, efter at ællingerne har forladt reden.

I Northumberland i det sydlige Skotland kaldes ederfuglen for cuddy duck, navngivet efter Sankt Cuthbert (ca. 634-687), som var en munk, biskop og eneboer af den tidlige keltiske kristendom i Northumberland. Mens han opholdt sig på Farne Islands, gennemførte han en særlig lov til beskyttelse af ederfuglen og andre havfugle, der ynglede på disse øer.

Artsnavnet er afledt af latin mollissimus (‘overmåde blød’), der ligesom slægtsnavnet sigter til artens bløde dun.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Næsten alle tamænder nedstammer fra gråanden, som først blev tæmmet i Sydøstasien for mindst 4000 år siden. I Oldtidens Egypten blev ænder fanget i net og derpå tæmmet, og tamænder optræder ofte som motiv på vægmalerier i grave og andre steder. På et tidligt tidspunkt blev gråanden også tæmmet i Antikkens Rom. En særlig kinesisk tamform, Beijing-anden (førhen kaldt Peking-and), nedstammer også fra gråanden.

Mange steder udvikledes hvide tamænder, som måske blev foretrukket frem for mere brogede ænder, da de var nemmere at få øje på, hvis de skulle løbe bort. Tamanden har også mistet gråandens territoriale adfærd, og den er langt mindre aggressiv. Trods disse forskelle er tamanden stadig meget nært beslægtet med gråanden, og hvis de krydses, er afkommet yngledygtigt.

Den tidligst kendte tæmning af moskusanden fandt sted under Mochica-kulturen i det sydlige Peru, samt i kystnære egne af Ecuador, omkring 50-80 e.Kr. I Bolivia kendes den som husdyr fra omkring 600 e.Kr., og i Mellemamerika fra omkring 750 e.Kr. Efter ankomsten af de spanske conquistadorer i 1500-tallet blev moskusanden indført til Europa og derfra siden til det meste af verden.

Fjerdragten hos den tamme moskusand er mere variabel end hos dens vilde slægtning, og mange er rent hvide.

Forvildede bestande af moskusænder er blevet etableret i USA og det sydlige Canada, samt i New Zealand, Australien og forskellige egne af Europa.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for gås.

 

I de senere år er arten gået stærkt frem i Europa, hvilket skyldes lavere jagttryk, et øget antal marker med vinterafgrøder, samt at fuglen har vænnet sig til at yngle i byparker, hvor den har meget få fjender. I byer bliver den ofte bemærkelsesværdigt tillidsfuld – ja, den kan endog somme tider vise truende adfærd mod mennesker.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk kyknos (‘svane’) samt endelsen oides (‘minder om’), hvilket sigter til ligheden mellem næbbet hos denne gås og næbbet hos knopsvane (Cycnus olor).

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er en latiniseret form af brandgás (‘brændt gås’), det oldnordiske navn på knortegåsen (Branta bernicla), hvilket hentyder til denne arts overvejende sorte fjerdragt. Navnet rajgås er af uvis betydning. Muligvis hentyder det til knortegåsens kald, der er gengivet som raj-raj.

 

De første blev indført til England i 1600-tallet, hvor nogle få fugle blev sluppet løs i St. James’s Park i London. Siden er antallet eksploderet, og i dag er bestanden på de Britiske Øer over 150.000. I 1920’erne blev den indført til Sverige, og i dag anslåes bestanden til at være omkring 100.000 individer.

Arten er meget dristig og har været i stand til at etablere bestande i byområder, hvor den ingen naturlige fjender har. Mange steder betragtes den som et skadedyr på grund af sin støjende og aggressive adfærd, og endvidere sviner den parker og golfbaner til med sine ekskrementer.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artens føde omfatter bl.a. oliebiller af familien Meloidae, som indeholder et giftstof, kantaridin. Denne gift ophobes i fuglens væv, og hvis man spiser kødet, kan man nemt blive forgiftet. 10 mg kantaridin er nok til at slå et menneske ihjel.

I den traditionelle afrikanske folketro betragtes denne fugl som et symbol på styrke og modstandskraft på grund af dens størrelse, samt sporen på vingen.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk plektron (‘at stikke’) samt pteron (‘vinge’), hvilket sigter til sporen på vingen. Artsnavnet er latin og betyder ‘fra Gambia’. Det blev sagt, at type-eksemplaret blev indsamlet dér.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mange tamgæs i Asien nedstammer fra svanegåsen, og i lighed med sit vilde ophav har tamformen en stor knop ved næbroden. Den blev først tæmmet i Kina, måske så tidligt som 1000 f.Kr. Den kaldes ofte for kinesisk gås, og der er i årenes løb opstået omkring 20 former.

Tamgæs holdes for kødets og æggenes skyld, samt for deres glimrende dun, der anvendes i dyner, dunjakker, soveposer m.m. I dag er tamgæs udbredt over det meste af verden, og da grågåsen og svanegåsen er ret nært beslægtede, optræder der undertiden hybrider mellem de to tamformer.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Maleriet afbilder 3 arter: blisgås (Anser albifrons), sædgås (Anser fabalis) og rødhalset gås (Branta ruficollis). Da Tiradritti indså, at det var tvivlsomt, om både sædgås og rødhalset gås overhovedet kunne forekomme i Egypten, antog han en mere kritisk holdning til maleriet, der af mange anses for at være et egyptisk mesterværk. Efter en grundig undersøgelse af maleriet konkluderede han, at adskillige punkter pegede derhen, at det var et falsum. (Kilde: archaeology.org/news/2015/04/01/150401-egypt-meidum-geese)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den handler om drengen Nils Holgersen, som helst vil spise og sove og lave ulykker, bl.a. synes han om at pine dyrene på familiens gård.

En dag tager hans familie i kirke, men giver ham besked på at blive hjemme for at lære afsnit af Bibelen udenad. Mens de er borte, fanger han en nisse i et net, men nissen siger, at hvis Nils slipper ham fri, vil den give ham en stor guldmønt. Nils afslår, og nissen bliver så vred, at den forvandler Nils til en meget lille nisse, som er i stand til at tale med dyr. De vrede dyr på gården, som tørster efter hævn, er begejstrede for, at Nils er blevet mindre end dem.

Men i samme øjeblik trækker en flok vildgæs mod nord hen over gården på vej til deres yngleplads i Nordsverige, og en hvid gås på gården, kaldt for Morten Gase, får lyst til at følge med dem. Nils vil ikke have, at den fattige familie skal miste gåsen, så han griber fat om dens hals. Han er imidlertid alt for lille til at holde den tilbage og bliver løftet med op.

Vildgæssene døber ham Tommeltot og tager ham nu med på en forunderlig rejse gennem de svenske landskaber, hvor de kommer ud for alskens oplevelser. Undervejs erfarer Nils, at hvis han kan bevise, at han har forandret sig til det bedre, vil nissen forvandle ham til et menneske igen.

Da gæssene om efteråret trækker sydpå sammen med Morten Gase og Nils, lander de ved familiens gård. Det lykkes Nils at redde Morten Gase fra at blive slagtet, og denne velgerning bevirker, at han får sin oprindelige størrelse tilbage.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er en latiniseret form af det klassiske græske ord for svane, kyknos.

 

Knopsvanen er hjemmehørende i Nordeuropa, fra det sydlige Norge og Finland mod syd til Sydfrankrig og Rumænien, og fra Irland mod øst til det vestlige Rusland og Ukraine, med pletvis yngleforekomst på Balkan, samt i Tyrkiet og Centralasien, mod øst til det sydlige Sibirien, Mongoliet og det nordlige Kina. Den er også blevet indført til adskillige andre områder, bl.a. Nordamerika, Australien, New Zealand og Sydafrika.

I modsætning til de andre nordeuropæiske svaner, sangsvane (C. cygnus) og pibesvane (C. columbianus ssp. bewickii), er knopsvanen ikke synderligt vokal, hvilket artens engelske navn mute swan (’den stumme svane’) hentyder til.

Artsnavnet er det klassiske latinske ord for svane, mens det danske navn sigter til artens sorte knop ved basis af næbbet.

Knopsvanen (og andre svanearter) er indgående beskrevet på siden Dyreliv – Fugle: Svaner.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den globale bestand er vurderet til at omfatte mindst 500.000 individer.

Den sorte svane figurerer på Vest-Australiens statsflag og våbenmærke.

Artsnavnet er latin og betyder ‘klædt i sørgedragt’, afledt af ater (‘sort’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hvor mange kvinder begærede han egentlig, den horebuk!

 

 

 

 

 

 

 

Det fortælles, at forfædrene til Nyungar-folket i det sydvestlige Australien engang var sorte svaner, der blev forvandlet til mennesker.

En Nyungar-historie beretter, at svanen oprindeligt var hvid, men andre fugle blev jaloux, angreb den og rev dens fjer af. Kragerne fik ondt af dem og gav dem nogle af deres egne sorte fjer for at beskytte dem. Svanens næb blev farvet rødt af det udstrømmende blod. De få hvide partier i dens fjerdragt er rester af dens tidligere udseende og tilkendegiver modstandskraft.

I en anden oprindelig fortælling var en ung kvinde ved navn Marucha og en flot kriger ved navn Kulum forelsket i hinanden, og de havde de ældre stammemedlemmers velsignelse til at blive gift. En kriger fra nord ved navn Ninderry blev jaloux og bortførte Marucha. Kulum forfulgte dem og formåede at befri Marucha og undslippe med hende.

Ninderry indhentede dem imidlertid og kastede en nulla (en kølle) efter Kulum, som rev hans hoved af. Kulums krop forvandledes til en klippe, som blev Kulum-bjerget, og hans hoved trillede ud i havet, hvor det blev til øen Mudjimba. For sin onde dåd blev Ninderry af Birral (den øverste ånd) forvandlet til en klippekam, som kaldes for Ninderry Crest.

Overvældet af sorg flygtede Marucha til Blackall Ranges, hvor hun græd, og hendes tårer flød ned ad bjergsiden, hvor de dannede Maroochy-floden. For at lede efter sin elskedes ånd forvandlede hun sig til en sort svane, og det fortælles, at den dag i dag flyver sorte svaner op og ned langs floden i søgen efter Kulums ånd.