Alger og laver

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Alger rangerer fra encellede mikroalger, såsom Chlorella, Prototheca og Ochrophyta (diatoméer), til flercellede former, heriblandt de store brunalger, hvoraf den største, kæmpetang (Macrocystis pyrifera, se nedenfor), kan blive op til 50 m lang. De mest komplekse ferskvandsformer er Charophyta, en underafdeling af grønalger, der omfatter bl.a. Spirogyra og Charales (kransnålalger).

Cyanobakterier, populært kaldt for blågrønalger, lever mest i ferskvand og danner energi gennem fotosyntese. Selv om de i virkeligheden ikke er alger, er de alligevel inkluderet på denne side på grund af deres folkelige navn. Enkelte billeder af disse organismer ses nederst på siden.

Laver er dobbeltorganismer, som består af en svamp, der lever i symbiose med en alge eller en cyanobakterie. Algen eller cyanobakterien sidder fast på svampens mycelium, som igen sidder fastgjort til jord, sten eller træer. Algen eller cyanobakterien er således beskyttet mod de fleste fjender, og til gengæld forsyner den svampen med livsnødvendige kulhydrater, som svampen ikke selv kan producere. Myceliet er dog i stand til at optage visse næringsstoffer fra jorden eller luften, som er til gavn for algen eller cyanobakterien.

Nogle typer havalger danner symbiotisk samliv med andre organismer end svampe og cyanobakterier, fx koraller og havsvampe.

 

Grønalger (Chlorophyta og Streptophyta) er en kæmpestor og forskelligartet gruppe, som rummer mellem 9000 og 12.000 arter. Navnet Chlorophyta er afledt af oldgræsk chloros (‘grøn’) og phyton (‘plante’), Streptophyta af oldgræsk strepto (‘snoet’) og igen phyton, hvor strepto hentyder til morfologien af de hanlige sporer hos nogle af medlemmerne.

Kransnålalger (Charophyceae) er en gruppe af grønalger med over 400 arter verden rundt, hvoraf langt de fleste vokser i ferskvand, enkelte i brakvand. De er stærkt forgrenede, op til 1,2 m lange og producerer energi gennem fotosyntese.

I Danmark findes 5 slægter med 25 arter, der kan danne store bevoksninger i rene søer og damme, men skygges bort af planteplankton i tilfælde af øget eutrofiering. Navnet kransnålalge skyldes de kransstillede sideskud.

Rødalgerne (Rhodophyta) er en af de ældste algegrupper, der omfatter over 7000 arter, hvoraf langt de fleste er marine alger, bl.a. mange markante tangarter. De forekommer sjældent i ferskvand. Navnet er afledt af oldgræsk rhodon (‘rose’) og phyton (‘plante’), altså ‘rosenfarvede planter’.

Brunalger (Phaeophyceae) er en meget stor gruppe af store alger, omfattende mellem 1500 og 2000 arter, deriblandt mange arter i køligt vand på den nordlige halvkugle. I daglig tale kaldes de for tang. Nogle medlemmer af gruppen spises af mennesker, især i Fjernøsten.

De fleste gulalger (Xanthophyceae) er gullige, men de kan også være skrigende orange. De fleste lever i ferskvand, men nogle findes i havet, andre på land, hvor de ofte klynger sig til diverse objekter, mest i fugtige omgivelser. De varierer fra encellede flagellater til simple kolonier og trådagtige former. Deres nærmeste slægtninge synes at være brunalgerne.

 

 

Arten er begrænset til den nordlige del af Atlanterhavet, fra Svalbard mod syd til Portugal, samt langs Østgrønland og mod syd til de nordøstlige kyster af Nordamerika.

Navnet er afledt af oldgræsk askos (‘sæk’ eller ‘blære’) og phyllon (‘blad’), samt af latin nodosus (‘bulet’ eller ‘med knuder’), fra nodus (‘knæ’), hvilket sigter til blærerne på bladene.

 

 

 

 

 

De grenede stængler, som kan blive op til 90 cm lange og 2,5 cm brede, er fastgjort til sten eller klipper. Langs begge sider af den markante midterrib findes et antal næsten kugleformede luftblærer, som har givet navn til arten.

Siden 1811 har blæretang været en kilde til jod, som anvendes til bekæmpelse af struma, en opsvulmning af skjoldbruskkirtlen, der skyldes jodmangel.

Slægtsnavnet stammer fra oldgræsk phukos, et ord, der blev anvendt om tang. Artsnavnet er afledt af latin vesicula (‘lille blære’), samt endelsen osus (‘fyldt med’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I Irland, hvor denne art kaldes for dúlamán, blev den førhen indsamlet som føde i hungerperioder. En lokal folkesang, Dúlamán, beskriver forholdet mellem to mennesker, der har indsamling af tangen som profession.

Slægtsnavnet blev givet til ære for den franske botaniker Auguste Pelvet (1821-59). Artsnavnet er afledt af latin canaliculus (‘lille kanal’), samt endelsen atus (‘besidder’).

 

 

 

 

 

 

 

Navnet er afledt af latin lamina (en tynd plade eller et tyndt lag) samt endelsen arius (‘minder om’), hvilket hentyder til mange af disse algers store og flade løv.

 

Navnet er afledt af oldgræsk makros (‘lang’ eller ‘stor’) og kystis (‘blære’ eller ‘sæk’), samt af latin pyrus (‘pære’) og fero (‘at bære’), hvilket sigter til artens størrelse, samt til de talrige pæreformede blærer, som holder den flydende.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk Nereis (oprindelig en havgud, men på latin ændret mening til ‘havfrue’), samt kystis (‘blære’), således ‘havfrue-blære’.

Artsnavnet blev givet til ære for den tysk-russiske navigatør, geograf og arktiske opdagelsesrejsende Friedrich Benjamin Graf von Lütke (1797-1882), på russisk kaldt for Fyodor Petrovich Litke.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet blev givet til ære for den tysk-estiske geolog og kunstner Alexander Philipov Postels (1801-1871).

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet hædrer den tyske præst og botaniker Johann Friedrich Trentepohl (1748-1806). Artsnavnet er latin og betyder ‘gylden’.

 

 

 

 

 

 

 

 

Ordet Ulva kan spores tilbage til et keltisk ord for sumpplanter, og det blev en klassisk latinsk betegnelse for star-arter (Carex). Hvorfor den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) gav disse havplanter dette navn, er uvist. – Hans liv er beskrevet på siden Folk: Berømte naturhistorikere.

Artsnavnet er afledt af Armorica, den klassiske latinske betegnelse for kystregionen af Bretagne. Dette ord kan spores tilbage til keltisk are-mori (‘ved havet’).

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘sammenpresset’, hvilket sigter til det trådagtige løv.

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘salat’. Det blev givet i 1753 af Linné (se ovenfor) på grund af artens slående lighed med have-salat (Lactuca sativa).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Linnés liv og karriere er beskrevet på siden Folk: Berømte naturhistorikere.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Guderne appellerede til den høje gud Vishnu om hjælp, og han foreslog, at de skulle prøve at genvinde deres magt ved at drikke den mirakuløse amrita, det evige livs nektar, som de kunne få fat i ved at piske det kosmiske mælkeocean og derved bringe krukken med amrita op til overfladen.

Han rådede dog guderne til at behandle asura’erne diplomatisk ved at foreslå dem, at de sammen skulle piske oceanet. Når krukken med amrita kom til overfladen, ville Vishnu sørge for, at guderne fik fat i den.

Asura‘erne indvilligede i at deltage i piskningen. For at kunne udføre denne formidable handling, rev guderne og asura’erne bjerget Mandara op med rode, placerede det med spidsen nedad i oceanet, og snoede derpå den gigantiske, mange-hovedede naga (slange) Vasuki rundt om bjerget. Ved at trække skiftevis i slangens hoved og hale ville bjerget agere som et kæmpemæssigt piskeris og således bringe krukken med amrita op til overfladen.

Bjergets spids begyndte imidlertid at bore sig ned i havbunden, så Vishnu antog skikkelse af en kæmpe ved navn Kurma, halvt mand, halvt havskildpadde, hvorpå han dykkede ned til havbunden, hvor han placerede Mandara på sin ryg, hvilket gjorde piskningen mere effektiv.

Til slut lykkedes det at få krukken med amrita op til overfladen, hvorefter et mægtigt slag begyndte mellem guderne og asura’erne for at få tag i den. Det lykkedes asura’erne at gribe den og løbe af med den.

Igen appellerede guderne til Vishnu, som antog skikkelse af en ny avatar, Mohini, en smuk gudinde, som forførte asura’erne og fik fat i krukken med amrita, hvorved han forhindrede ondskaben i for evigt at overtage verden, og det gode vandt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mange andre steder er arten blevet plantet i vid udstrækning, især i Australien, New Zealand, Spanien, Argentina, Chile, Uruguay, Kenya og Sydafrika, samt på øen Tristan da Cunha.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Laver kan vokse på næsten enhver overflade, og de forekommer fra havniveau op til store højder. I Himalaya er der ofte fundet laver i over 6000 meters højde. De er meget almindelige på sten og træers bark, og de kan også vokse på planter, svampe eller endog på andre laver. Langt de fleste er dog epifyter, kun få er parasitter.

Ordet lav kommer sandsynligvis af oldnordisk lafa (‘hænge fast ved’).

 

 

Bægerlaver er vidt udbredt på den nordlige halvkugle og vokser i jord eller på sten. Løvet er oftest ugrenet og kan ende i en spids eller en lille skål. Farven varierer fra gul over grå til brun.

Rensdyrlaver dækker enorme områder på den nordiske tundra og taiga, og skønt de vokser meget langsomt (3-5 mm om året), udgør de et vigtigt fødeemne for rensdyr (Rangifer tarandus), elg (Alces alces) og moskusokse (Ovibos moschatus).

Bægerlaver indeholder et gummiagtigt stof fyldt med stivelse, som kogt sammen med mælk eller sirup har været anvendt mod kighoste og brystlidelser.

I Skandinavien har rensdyrlav været brugt som ingrediens i fremstilling af alkohol.

I 1795 skriver N. Blicher i Topographie over Vium Præstekald, at lyng, blandet op med store mængder rensdyrlav, “i læssevis” blev kørt hjem som vinterfoder til kvæg og får.

I Hedevandringer (1915) skriver Jeppe Aakjær (1866-1930): “Men har du vandret din Pande svedig over Storlyngens knudrede Rafter og aandet ind i vellystige Drag den matsøde Duft af fugtdrukkent Mos, der kanske for første Gang strejfes af en Menneskefod, da gør du et glad Spring ind i den mere fremkommelige Faarelyng, hvor hver dværgagtig Blomstergren staar nedpakket i Puder af Lav, der skinner som Elfenben og knækker under Støvlerne, som traadte du i Dynger af Krebseskaller.”

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk klados (‘gren’), således ‘grenet’ – et passende navn for mange medlemmer af slægten.

 

 

 

 

 

Nogle af artens engelske navne er ret fantasifulde og omfatter bl.a. gritty British soldiers (’snavsede britiske soldater’), Bengal matches (’bengalske tændstikker’) og Devil’s matchsticks (’Djævelens tændstikker’). Disse navne hentyder alle til de røde frugtlegemer. I gamle dage var engelske soldaters uniform knaldrød. Navnet Bengal matches hentyder til, at disse tændstikker mest blev fremstillet i Indien. De var større end almindelige tændstikker og brændte med en stor og kraftigt farvet flamme, derfor navnet Devil’s matchsticks.

Artsnavnet hædrer den tyske botaniker og lichenolog Heinrich Gustav Flörke (1764-1835), som oprindeligt studerede teologi, matemataik og medicin, men i 1816 blev han udnævnt til professor i biologi ved universitetet i Rostock, hvor han forblev resten af sit liv. Han specialiserede sig i laver, hvor han først og fremmest studerede slægten Cladonia. Gennem en række år var han redaktør af Oekonomische Encyklopädie.

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘stjernelignende’, hvilket sigter til grenenes stjerneformet udbredte spids.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af latin letalis (‘dødelig’), hvilket hentyder til den store giftighed af rævesyre, et kemisk stof, som produceres af ulvelaver. I gamle dage blev almindelig ulvelav (L. vulpina) anvendt af nordmændene til at slå ulve og ræve ihjel. Dens løv blev blandet med knust glas og stoppet ind i et kadaver på den frosne jord. Artsnavnet hentyder til ræve, på latin Vulpes.

Almindelig ulvelav og brunøjet ulvelav (L. columbiana) findes begge i Californien, hvor mange indfødte folkeslag førhen anvendte dem til forskellige formål. Af deres løv blev fremstillet pilegift. Klamath-folket dyppede pigge af træpindsvin i et afkog af planten, hvilket farvede dem gule. Piggene blev derpå flettet ind i kurve for at danne mønstre. Okanagan-Colville-folket benyttede disse laver medicinelt, indvortes mod mavebesvær og udvortes til behandling af sår.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Skæglavers anvendelse som folkemedicin er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

Slægtsnavnet er afledt af arabisk ušna (‘mos’). I gamle dage skelnede botanikerne ikke mellem laver og mosser.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘meget lang’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den første del af slægtsnavnet er afledt af oldgræsk xanthos (‘gul’), hvilket sigter til disse lavers gullige overflade. Den sidste del er latin og betyder ‘plettet’. Det er uklart, hvad der hentydes til.

 

Artsnavnet er afledt af latin convolutus (‘at rulle sammen’ ‘eller at omslynge’), hvilket hentyder til løvet, som i tørre perioder tørrer ind til snoede ruller, som foldes ud igen under mere fugtige forhold.

 

 

 

 

 

 

Tidligere udgjorde disse organismer en særskilt familie, Lobariaceae, men er siden blevet overført til Peltigeraceae.

Slægtsnavnet er latin og betyder ‘fliget’, oprindeligt afledt af oldgræsk lobos (‘en flig af leveren’), hvilket sigter til det fligede løv. Det danske navn hentyder også til løvet, idet overfladen minder om lungevæv.

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af latin pulmo (‘lunge’), hvilket i lighed med slægtsnavnet og det danske navn hentyder til løvet, hvis overflade minder om lungevæv.

 

 

 

 

 

 

 

Navnet er afledt af oldgræsk telos (‘ende’) og schizein (‘at dele’), hvilket sigter til den fint splittede spids af løvgrenene, som er typisk for typeslægten Teloschistes.

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk xanthos (‘gul’) samt endelsen oria (‘minder om’), hvilket hentyder til disse lavers orange-gule farve.

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘gylden’, hvilket naturligvis sigter til dens farve.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet, som er afledt af latin paries (‘mur’), blev hæftet på arten i 1753 af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78). Hans liv er beskrevet på siden Folk: Berømte naturhistorikere.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Større forekomster af disse ‘alger’, kaldt alge-opblomstring eller vandblomst, finder ofte sted i sensommeren. De forekommer til tider i sådanne mængder, at overfladen på damme og mindre søer antager en karakteristisk blålig-grøn farve. Dette er ofte tegn på forurening med fosfater og anden gødning af et sådant omfang, at det kan udgøre en sundhedsrisiko.