Twitchere

 

 

Norden 1992-98
Twitchere iagttager en citronvipstjert (Motacilla citreola), som søger føde langs en dam bag hegnet t.h. – Öland, Sverige. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Jeg kan godt lide at se på fugle. De er livlige og ofte farvestrålende, og de forskønner naturoplevelsen gennem deres sang eller kald. Jeg holder af den afslappede form for fuglekiggeri, hvor man nyder, hvad man tilfældigvis støder på under sine vandringer i naturen.

Ikke alle fuglekiggere deler denne holdning. En stadig voksende gruppe kaldes med et engelsk ord for twitchers. Dette begreb anvendes om ornitologer, der er villige til at rejse langt for at se en sjælden fugl, som så afkrydses på deres liste over lifers, dvs. fugle de aldrig har set før. Ordet twitcher opstod i 1950’erne som følge af den nervøse opførsel hos en engelsk fuglekigger, Howard Medhurst – han formelig rystede, når han så en ny fugleart.

Disse twitchere – i gamle dage med et godt dansk ord kaldt artsjægere – bruger det meste af deres fritid på at opsøge sjældne fugle – helst nogle, man ikke har set før. Iagttagelse af en sjælden fugl lægges ud på internettet eller spredes gennem kaldesystemer på mobiltelefoner, så andre twitchere kan skynde sig til stedet for at se den pågældende art.

Nu findes der imidlertid mange fuglearter, fx vandhøns og mange arter af spurvefugle, som har en tendens til at gemme sig i tæt vegetation. De kaldes skulkers (af engelsk: to skulk – at holde sig ude af syne). Det kan tage sin tid at få disse arter at se, så for ikke at spilde for meget af deres kostbare tid lokker twitcherne dem frem ved at afspille deres sang eller kald på deres mobiltelefon. Det kaldes play-back eller play-in. Den pågældende fugl kommer nærmere for at jage ’konkurrenten’ bort, og twitcherne jubler over, at de har fået den at se. At de på denne måde stresser fuglene, er dem ligegyldigt.

Så snart en twitcher har krydset en ny art af på sin liste, mister den en stor del af sin tiltrækningskraft – uanset hvor smuk eller interessant den måtte være. I stedet fokuserer twitcheren nu sin energi på at finde andre arter, han ikke har set før.

Jeg hørte engang en twitcher sige: ”Nu har jeg set alle arterne i ’Europas fugle’*, så nu kan jeg godt smide bogen væk!” – Når man er nået dertil, er fuglekiggeriet blevet til gold samlermani. Denne mani udvikles hos nogle twitchere til konkurrencer om, hvem der kan se flest fuglearter på sin grund (’matrikel-arter’), i sin landsdel eller sit land, på et kontinent eller i hele verden.

Englænderen William Oddie – der selv er lidt af en twitcher – skrev i 1980 en meget humoristisk bog om twitchere med titlen Bill Oddie’s Little Black Bird Book. Læs den og få dig en hjertelig latter!

 

* Roger Tory Peterson, Guy R. Mountfort og P.A.D. Hollom: Europas fugle. Gads Forlag.

 

 

_DSC1905
Dette skilt på vejen op mod Dasyueshan National Forest Recreation Area i det centrale Taiwan henstiller til fuglekiggere om ikke at fodre vilde fugle eller at få ‘skulkers’ frem ved at benytte ‘play-back’. Begge henstillinger ignoreres i stor stil af twitchere. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

(Oprettet marts 2017)