Malawi 1997: Tre dage med færge på Malawi-søen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den første europæer, der ankom til denne sø, var den skotske missionær og opdagelsesrejsende David Livingstone, som i 1859 navngav den Lake Nyasa.

Der blev oprettet en missionsstation ved Cape Maclear i sydvesthjørnet af søen allerede i 1875, men den blev forladt efter få år, da missionærerne døde af malaria. I stedet blev opført en station ved navn Livingstonia i de høje bjerge ved søens nordvestlige bred, hvor der ikke findes malaria. Missionærernes omvendelsesarbejde var effektivt, og i dag er så godt som hele befolkningen i Malawi kristne.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ilala’s søsterskib M/V Mtendere afløser, når Ilala er i dok, og omvendt. Hvis begge skibe er sejldygtige, er der to ugentlige afgange, og der sejles helt op i bunden af søen til Tanzania.

På øverste dæk har Ilala syv kahytter på 1. klasse (hvoraf kun én har indlagt bad), resten af passagererne på 1. klasse må overnatte under åben himmel. De fleste passagerer rejser på 2. klasse, stuvet sammen på underste dæk, hvor der er temmelig trangt. Færgen kan rumme omkring 500 passagerer.

Kort efter afgang standser skibet. En passager – åbenbart en meget vigtig person – er ikke kommet med, og én af Ilala’s små motorbåde, som under sejladsen hænger på skibets sider, sendes i land efter ham. Da båden vender tilbage, glider vi ud mellem klipperne og sætter kursen mod landsbyen Chilinda ved søens østbred.

 

 

 

 

 

 

 

Ilala ankrer op et stykke fra land, og de to motorbåde bliver firet ned i vandet. Folk springer ned i bådene, medbringende utallige pakkenelliker, bl.a. kufferter, kasser, store klaser af umodne bananer, potteplanter, samt bure med høns eller ænder, bundet sammen ved fødderne to og to.

Bådene forsvinder i en sky af dieselos ind mod land og vender kort efter tilbage med nye passagerer. Turen må foretages frem og tilbage adskillige gange, før alle passagerer til denne landsby er sat i land. Nogle bliver afhentet af mænd i små kanoer.

Andre kanoer padles ud til skibet, fyldt med mangofrugter, og en rasende prutten om prisen starter. Da parterne omsider er enige, rækkes frugterne op mod ivrige hænder, og mønter kastes ned i bunden af kanoen.

 

 

 

 

 

 

 

Hen under aften trækker vældige uvejrsskyer med masser af lyn og torden hen over Cape Maclear. Uvejret er over os, og Ilala kan ikke lægge til kaj i Chipoka, men må ankre op ud for kysten.

Regnen står ned i kaskader, enorme vindstød får skibet til at rulle, og himlen er uafladelig oplyst af lynene. I dette inferno forsøger mandskabet af få folk ned i en af motorbådene. Den hugger i bølgerne og gungrer ind i skibssiden med vældige brag. Mandskabet forsøger at holde båden ind til siden, mens drivvåde mennesker springer ned i den med fare for at komme i klemme mellem den og skibssiden. Folk råber og skriger, småbørn græder på ryggen af deres mødre, og bagage bliver kastet hulter til bulter ned i båden, hvor folk tumler rundt for at finde fodfæste. Mærkværdigvis kommer ingen til skade.

Båden bliver kun halvt lastet, før den sejler ind til land for at afvente uvejrets bortdragen. Og det stilner da også snart, regnen tager af, vindstødene bliver mindre voldsomme og lynene færre. Passagererne på øverste dæk er fuldstændig gennemblødte, og en ubehagelig nat venter dem. Jeg er glad for, at jeg har kunnet søge ly i min lille kahyt under det værste af uvejret.

I nattens mulm sættes kursen nu mod nord. Ved daggry er vejret fint, selvom der stadig er en del bølgegang. Vi er nu nær landsbyen Nkhotakota, opkaldt efter de mange sandrev her. Trommehvirvler meddeler, at morgenmaden er serveret på 1. klasse. Skibets rullende bevægelser får en enkelt passager til at miste appetitten, og han må forlade bordet i utide.

 

 

 

 

 

I dag tæller disse små øers befolkning over 5000 sjæle, og de bærer kraftigt præg af lang tids menneskelig udnyttelse. Bortset fra en del tykke baobab-træer er der næppe et eneste vildt træ tilbage. Alt er hugget ned og anvendt til tømmer eller brænde, bl.a. til røgning af fisk. I dag har man plantet eukalyptus-træer for at skaffe brænde, men slet ikke nok til at dække befolkningens behov.

Likomas stolthed er den store katedral, et imposant bygningsværk, som blev kopieret efter katedralen i Salisbury i England og er næsten lige så stor. Opførelsen påbegyndtes i slutningen af 1800-tallet, og katedralen stod færdig i 1911. Den er smukt opført i sten og har fine glasmosaikvinduer, som bl.a. viser de tolv apostle. Taget er nyt og efter min mening temmelig grimt.

Denne store bygning virker noget malplaceret på denne lille ø og fortæller vist mere om en biskops ambitioner end om befolkningens behov.

Kirkegården er meget speciel. På grund af klippegrunden er de fleste grave overjordiske, dækket af talrige små klippeblokke, hvori der ofte er placeret et sten- eller jernkors.

På skærene omkring øerne sidder hvidbrystede skarver (Phalacrocorax carbo ssp. lucidus), men ude på det åbne vand er fuglelivet forbavsende fattigt, jeg bemærker kun enkelte gråhovedede måger (Chroicocephalus cirrocephalus) og hvidvingede terner (Chlidonias leucopterus). Nilkrokodillen (Crocodylus niloticus) skulle findes omkring øerne, men det lykkes mig ikke at se den.

 

 

 

 

 

 

 

Da jeg står op ved 5-tiden, regner det stadig. Vi ligger nu for anker ud for Mangwina, en landsby omgivet af skovklædte bjerge, som er halvt skjulte i skyer.

Mens landskabet omkring søens sydlige og østlige bredder udgøres af lave, afrundede bakker, rejser stejle bjerge sig fra søen op i flere hundrede meters højde langs den nordvestlige bred mellem Nkhata Bay og Mlowe. Overalt, hvor det overhovedet er muligt, findes bebyggelse, mest hvor småvandløb kommer ned fra bjergene.

Kun toppene og de mest utilgængelige partier er skovklædte, ellers er skoven blevet fældet til tømmer og brænde, og markerne strækker sig langt op ad bjergsiderne. Et trøstesløst syn, som møder én overalt i troperne.

Dette er næsten vejløst land. Kun en enkelt, smal og snoet, løber fra Mzuzu gennem bjergene og gennem utallige serpentinersving stejlt ned til landsbyen Usisya. Beboerne langs søbredden har forbindelse til omverdenen via færgerne eller i små kanoer. Ejer man ikke nogen kano, må man vandre op ad stejle bjergstier, før man når frem til landevejen, hvorfra man kan tage med bus.

En smuk rød-hvid flodørn (Haliaeetus vocifer) kredser lavt over vandet nær søbredden. Pludselig suser den ned mod overfladen, hvor den griber en fisk med kløerne, mens dens mage kalder gjaldende fra en trætop i nærheden.

Nord for Mlowe trækker højdedragene sig ind i landet, og sandrev strækker sig langt ud i søen. Hen på eftermiddagen lægger Ilala til ved kajen i Chilumba. Min tre dage lange rejse på Malawi-søen er slut.