Costa Rica 2012: Kystvandring til Corcovado

 

 

 

 

 

I den lille by Puerto Jiménez bliver min ledsager Lars Skipper og jeg indlogeret på et simpelt hotel, hvorefter vi opsøger nationalparkens kontor for at få tilladelse til at gå ind i parken. Det viser sig at være ret besværligt. Indgangsgebyret skal betales i en bestemt bank eller på et lokalt rejsebureau, inden tilladelsen kan udstedes.

Da det er lørdag, er banken lukket, så vi opsøger et rejsebureau. Her skal indehaveren sende e-mail til både banken og reservatkontoret og bekræfte, at han har modtaget pengene. Derpå skal han afvente svar, så vi får besked om at vende tilbage kl. 18 og afhente tilladelsen.

 

 

 

 

 

 

 

I byen bemærker vi en del fuglearter. På elledningerne sidder mange småfugle i morgensolen, bl.a. brilleklerkefinke (Sporophila corvina), gråbrystet svale (Progne chalybea), samt en smuk han af skarlagenrygget fløjlstangar (Ramphocelus passerinii), der viser sin skarlagenrøde overgump. Vi observerer også dværgdue (Columbina minuta) og Costa Rica-gærdesmutte (Troglodytes aedon ssp. inquietus).

De allestedsnærværende sorte ravnegribbe (Coragyps atratus) gør sig ikke just bemærket ved deres skønhed – de har grimme nøgne hoveder med rynket hud.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Unge dyr er i stand til at løbe hen over vandoverfladen i rasende fart. Deres ben bevæger sig så hurtigt, at de minder om et piskeris. Af denne grund kaldes arten til tider for Jesus Kristus-firben, skønt det navn almindeligvis er reserveret for den almindelige basilisk (B. basilicus).

I skoven inden for mangroven observerer vi en leguan-art, Ctenosaura similis, der minder en del om Den Gamle Verdens varaner. Denne store øgle er udbredt i størstedelen af Mexico og Mellemamerika. Hannen er grå med sorte lodrette striber hen ad kroppen, og han har en stor kam hen langs ryggen. Hunnen er brunlig uden striber, og kammen er langt mindre.

Gasteracantha cancriformis er en hjulspinder, der tilhører en slægt på mindst 60 arter af edderkopper, som er udbredt i de fleste varmere områder verden rundt. Slægtsnavnet er afledt af græsk gaster (‘bug’) og acantha (‘torn’), hvilket sigter til et antal torne, som regel 6, der fra underkroppen rager frem under et skjold, der dækker overkroppen. Tornene og skjoldet skal afskrække fjender fra at æde dyret.

Blandt et mylder af planter bemærker vi bl.a. en rødlig Tillandsia-art, af ananasfamilien (Bromeliaceae), der vokser som epifyt på en vandret gren, samt rød ingefær (Alpinia purpurata), hvis højblade er knaldrøde, mens de små blomster er hvide. Denne art er hjemmehørende i Indonesien, Ny Guinea og Polynesien, men er blevet indført som prydplante til de fleste varme lande i verden.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hernede har myrerne ‘haver’, hvor de dyrker en svamp af familien Lepiotaceae. Den friske vegetation anvendes som næring for denne svamp, og myrerne fjerner mug og parasitter fra svampen. På myrerne vokser bakterier, som udskiller kemiske stoffer, der virker som pesticider. Myrerne er i stand til at sanse, hvis en bestemt plante er giftig for svampen, og i så fald indsamler de den ikke mere.

Svampen anvendes som føde for myrelarverne, mens de voksne myrer lever af plantesaft. Larverne behøver svampen for at overleve, mens svampen er afhængig af myrerne for at overleve – et perfekt eksempel på symbiose.

Boet, der kan være op til 7 m dybt, er placeret på en sådan måde, at en brise kan fjerne farlig kuldioxid, der udskilles af svampen. (Kilde: en.wikipedia.org/wiki/Leafcutter_ant, med en liste over referencer)

 

 

 

 

 

Vi observerer to arter af caracara, også kaldt for gribbefalke, som tilhører falkefamilien (Falconidae), men i modsætning til de ægte falke vandrer de ofte rundt på jorden. Først ser vi en lys caracara (Milvago chimachima), som spadserer hen ad vejen foran bilen. Denne art er udbredt fra Costa Rica mod syd til det nordlige Argentina, Paraguay og Uruguay, hvor den lever i savanne, sumpland og skovkanter, men den ses også ofte fouragere på affald i byer.

En stor caracara (Caracara plancus) samler redemateriale i vejkanten. Denne art er hjemmehørende fra det sydlige Arizona, Texas, Florida og Cuba mod syd gennem Mexico og Mellemamerika til Ildlandet og Falklandsøerne. Den er opdelt i to underarter, den nordlige cheriway, som findes sydpå til Peru og det nordlige Brasilien, samt plancus længere mod syd.

På en død stamme sidder en smuk isfugl, en Amazonstødfisker (Chloroceryle amazona), og i tæt græs hopper en han af blå frøfinke (Amaurospiza concolor) lodret op i luften og lander sammesteds – sikkert en del af dens parringsspil.

Glatnæbbet ani (Crotophaga ani) er et sort medlem af gøgefamilien (Cuculidae), som er vidt udbredt, i det sydlige Florida, Caribien, Mellemamerika og store dele af Sydamerika.

Blandt luftrødderne af et stort figentræ ser vi en gulkronet spadenæb (Platyrinchus coronatus), som tilhører familien tyranfluesnappere (Tyrannidae). Den er navngivet efter sit flade næb.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den dag, vi skal foretage vores vandring, bliver det lavvande ved middagstid, hvilket betyder, at vi skal starte vandringen fra landsbyen Karate ved 6-tiden. Altså skal vi op kl. 3, da det varer mindst to timer at køre ad den elendige vej til Karate, hvilket vi har konstateret ved selvsyn den foregående dag.

Det bliver en flot morgenkøretur, hvor fuldmånen går ned bag en palmeplantage, mens mosekonen brygger over en mark med græssende kvæg.

Dagen er gryet ved vores ankomst til Karate. Vi har erfaret, at man kan parkere bilen ved et pulperia – en lille landhandel og udskænkningssted for sodavand og andre drikkevarer. Ejeren bliver knotten over, at vi har parkeret foran hans ’fornemme’ butik – vi skal om bagved!

Hvordan i alverden skulle vi dog vide det?

Nå, han køler hurtigt ned, og vi kan starte vores vandring langs stranden.

 

 

 

 

 

I sandet myldrer det med eremitkrebs i alle størrelser, som slæber rundt på sneglehuse af mange forskellige former – runde, aflange, spiralformede. I disse huse gemmer de deres bløde, sårbare krop. At dømme ud fra deres spor, som danner fine mønstre i sandet, synes de især at fouragere omkring småsten.

Langs kysten flyver lange bånd af brune pelikaner (Pelecanus occidentalis). Engang imellem styrter nogle af dem sig ned i vandet fra stor højde, hvilket fortæller, at her findes en fiskestime.

I en palme sidder en sortvåge (Buteogallus anthracinus). Denne rovfugl lever mest af krabber, og en artsfælle ses fouragere blandt de lave, flade kystklipper, hvor en gråkindet tigerhejre (Tigrisoma mexicanum) står som forstenet, på udkig efter fisk i en rock-pool.

På stranden vandrer en hvid næsebjørn (Nasua narica) længe foran os. Disse langnæsede slægtninge af vaskebjørne er altædende og kommer ofte ud til kysten for at søge føde. Denne art er nærmere præsenteret på siden Dyreliv – Pattedyr: Næsebjørne – charmerende banditter.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Blandt urterne bemærker vi to arter med orangerøde blomster, Kohleria spicata, som tilhører familien Gesneriaceae, samt Odontonema tubaeforme af familien Acanthaceae.

Vi er så heldige, at vi kan slå følge med en gruppe turister, som har hyret en lokal guide. Han har øjne som en høg og udpeger forskellige dyr, som vi måske ellers var gået glip af.

En nordlig tamandua (Tamandua mexicana) ligger mageligt henslængt over en gren og sover, mens en artsfælle har travlt med at søge føde. Denne lille myresluger er udbredt fra det sydlige Mexico mod syd til det vestlige Venezuela, Columbia og Ecuador.

Adskillige steder bemærker vi næsebjørne og små brune egern, og elegante centralamerikanske edderkoppeaber (Ateles geoffroyi) svinger sig på overlegen vis gennem trækronerne. Denne art og mange andre aber er præsenteret på siden Dyreliv – Pattedyr: Aber.

Derimod er det meget sparsomt, hvad vi observerer af fugle i den tætte skov, men vi ser dog bl.a. kastanjerygget myrefugl (Myrmeciza exsul), rødkronet spætte (Melanerpes rubricapillus), samt en trækryber af familien Dendrocolaptidae.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Da vi omsider ankommer til Sirena, er vi noget udmattede, så vi hviler ud en stund, inden vi begiver os ud på en aftentur til kysten. I skumringen fouragerer adskillige natravne over den lille landingsplads for fly, og i skoven høres langt borte et kor af gyldenryggede brøleaber (Alouatta palliata ssp. palliata). Solnedgangen over Stillehavet er smuk.

Vi går tidligt til ro, da det er vores agt at stå op ved 5-tiden for at opleve morgenstundens dyreverden. I det første gry larmer brøleaberne, og i skoven observerer vi forskellige fugle, bl.a. en stor hokko (Crax rubra) og to store tinamuer (Tinamus major). Tinamuer minder lidt om hønsefugle, men udgør deres egen urgamle orden, Tinamiformes. På vej tilbage mod lodgen følger vi landingsbanen, og vi er så heldige at se en ocelot (Leopardus pardalis) krydse den ca. 200 m borte.

 

 

 

 

 

 

 

Undervejs ser vi atter tamandua og edderkoppeaber, og endvidere en flok mellemamerikanske hvidhovedede kapucineraber (Cebus imitator), som søger føde, bl.a. ved at bide barken af grene og lianer og undersøge, om der gemmer sig spiseligt under dem. Denne art lever i skove i Honduras, Nicaragua, Costa Rica og det vestlige Panama. Den er ret almindelig i forskellige skovtyper i Costa Rica og er ofte tillidsfuld.

I Vesten er den en af de bedst kendte aber, da den førhen ofte var lirekassemandens trofaste følgesvend, når han drog fra by til by og spillede på sin lirekasse, mens hans abe dansede til.

Indtil fornylig blev den betragtet som tilhørende samme art som columbiansk hvidhovedet kapucin (C. capucinus), som forekommer i kystnære områder fra det sydøstlige Panama mod syd til Ecuador.

Ordet kapucin stammer fra en orden af franciskaner-munke ved navn Kapuciner-ordenen, som opstod i 1520, da den italienske munk Matteo da Bascio hævdede, at Gud havde informeret ham om, at hans samtidige munkes levevis ikke var i overensstemmelse med den, som St. Francis af Assisi havde dikteret. Munkene i denne orden bærer brune kåber med spidse hætter, kaldt capuche. Da conquistadorerne nåede frem til Mellemamerika sidst i 1400-tallet, bemærkede de nogle små aber, hvis farvesammensætning mindede dem om disse munke, så de kaldte dem kapucineraber. (Kilde: en.wikipedia.org/wiki/Capuchin_monkey)

Vi er godt trætte, da vi omsider ankommer til Karate, men har stadig en køretur på to timer foran os. I Puerto Jiménez får vi os et tiltrængt bad, så ud at spise og derefter på hovedet i seng.