Chile 2011: Den hvide skov

 

 

 

 

 

Nær parken gør vi holdt for at spadsere lidt rundt i en gammel lavastrøm, som stammer fra et vulkanudbrud i 1957. I det fjerne rager den spidse, sneklædte tinde af vulkanen Llaima (3125 m) op. Den eneste vegetation i lavaklipperne er en art af bjergté, Gaultheria pumila, samt en mængde laver.

I landbrugslandet omkring lavastrømmen vokser velkendte plantearter, som i sin tid blev indslæbt af europæiske nybyggere, bl.a. almindelig røllike (Achillea millefolium), horsetidsel (Cirsium vulgare), slangehoved (Echium vulgare), prikbladet perikon (Hypericum perforatum) og hvid okseøje (Leucanthemum vulgare).

Fuglelivet er straks mere chilensk, vi observerer bl.a. brilleibis (Theristicus melanopis), sydamerikansk vibe (Vanellus chilensis), langhalet englærke (Leistes loyca, tidligere kaldt for Sturnella loyca), samt chimango-gribbefalk (Milvago chimango).

Vi finder et fint sted at campere i en lysåben skov nær en grusgrav. Ved mørkets frembrud dukker ejeren op – en venlig og yderst snakkesalig mand, som ikke har det mindste imod, at vi camperer i hans skov. Han fortæller, at det har regnet mere eller mindre uafbrudt hele den sidste uge, og at denne dag er den første fine sommerdag. Aftenen er behageligt varm – termometret viser 26 grader kl. 21.30.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I søen ligger fugle som flyvende kæmpeand (Tachyeres patachonicus), gulnæbbet spidsand (Anas georgica ssp. spinicauda), andes-skarveand (Oxyura ferruginea) og hvidvinget blishøne (Fulica leucoptera), og nær bredden støder vi på et par af gråhovedet gås (Chloephaga poliocephala), som spadserer rundt med deres gæslinger.

I klipperne omkring søen holder masser af firben til. Den mest almindelige art er malet træfirben (Liolaemus pictus).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Omkring vores lejrplads blomstrer tusinder af gule og gyldne inkaliljer (Alstroemeria aurea), og på træstammerne fouragerer adskillige hvidstrubede træjægere (Pygarrhichas albogularis), der opfører sig som en mellemting mellem spætmejser og træløbere.

I parken observerer vi mange andre blomstrende planter, deriblandt den skønne Rhodophiala advena, som tilhører amaryllisfamilien (Amaryllidaceae), en gulblomstret orkidé, Gavilea lutea, samt Embothrium coccineum, et medlem af familien Proteaceae med smukke røde blomster. Navnet på denne familie er baseret på slægten Protea, som blev oprettet i 1767 af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), hvilket sigter til Proteus, en græsk guddom, som var i stand til at antage mange former – et godt valg, da denne familie er kendt for en forbløffende variation i blomster og blade.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I 1791-95 deltog den skotske naturhistoriker Archibald Menzies (1754-1842) som læge og botaniker på en ekspedition verden rundt ombord på HMS Discovery, under ledelse af Kaptajn George Vancouver (1757-98).

Under en middag hos vicekongen af Chile fik Menzies serveret Araucaria-frø som dessert. Han puttede nogle frø i lommen og var senere i stand til at få dem til at spire ombord på skibet. Han vendte tilbage til England med fem sunde planter – de første af denne art i Storbritannien. (Kilde: kew.org)

Det engelske navn opstod omkring 1850. En besøgende i en park i England, som havde eksemplarer af dette træ, sagde spøgende, at det ville “puzzle a monkey to climb that tree” – han hentydede til de stive og skarpe blade – og navnet monkey-puzzle tree blev hængende. Det engelske navn er så (temmelig kluntet) blevet oversat til dansk.

Slægten Araucaria tilhører en ældgammel gruppe af nåletræer, som stammer helt tilbage fra tiden, før det urgamle kontinent Gondwanaland begyndte at blive opsplittet. Udbredelsen af slægten var dengang begrænset til, hvad der i dag er den sydlige halvkugle, og nutildags har den repræsentanter i Sydamerika, Australien, New Zealand, Norfolk Island og Ny Caledonien.

Bladene hos pehuén er trekantede, 3-4 cm lange og op til 3 cm brede ved basis, meget sejge og med en skarp spids. De kan sidde på træet i helt op mod 15 år, og med tiden dækker de hele overfladen på yngre grene. Kun stammen og de ældste grene er fri for blade.

Han- og hunblomster findes oftest på forskellige træer, og hunblomsterne bestøves ved vindens hjælp. Det varer op mod 18 måneder, før hunkoglerne modnes. De er meget store, 12-20 cm i diameter, og indeholder op mod 200 frø. De 3-4 cm lange frø er spiselige, med en nøddeagtig smag, og de høstes i stor stil i Chile.

Artsnavnet araucana er afledt af navnet på et lokalt folk, araucanierne, som spiste frøene. En undergruppe af dette folk hedder pehuenches – på det lokale sprog er pehuén navnet på abetræet, mens che betyder ‘folk’. (Kilde: en.wikipedia.org/wiki/Araucaria_araucana)

 

 

 

 

 

 

 

Skoven er ikke særlig fuglerig. Vi bemærker bl.a. to spættearter, den meget store magellanspætte (Campephilus magellanicus) og den chilenske guldspætte (Colaptes pitius), samt almindelig minør (Geositta cunicularia), morgenværling (Zonotrichia capensis), skællet jordkryber (Upucerthia dumetaria) og småflokke af langnæbsparakit (Enicognathus leptorhynchus).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vegetationen langs den øverste del af kammen er lave krat af en anden art af sydbøg, Nothofagus alpina. Disse krat tynder efterhånden ud, og vi støder på den første sne.

Langs en smeltevandsbæk lyser de stærkt røde blomster af Ourisia ruellioides op. Denne smukke plante, førhen kendt som O. poeppigii, er begrænset til det centrale og sydlige Chile og det sydlige Argentina. Artsnavnet indikerer, at arten ligner medlemmer af slægten Ruellia (Acanthaceae), som blev navngivet til ære for den franske læge og urtelæge Jean Ruel (1474-1537), også kendt som Jean Ruelle, eller på latin Ioannes Ruellius. Han er bedst kendt for værket De Natura Stirpium (1536), en botanisk afhandling. Det tidligere artsnavn hentyder til den tyske botaniker, zoolog og opdagelsesrejsende Eduard Friedrich Poeppig (1798-1868), der tilbragte adskillige år med at udforske Chile, Peru og Brasilien. Resultaterne blev publiceret i to bind med titlen Reise in Chile, Peru und auf dem Amazonenstrome, während der Jahre 1827-1832.

I et grønt område vokser en del andre planter, fx bakkestjerne (Erigeron), hønsetarm (Cerastium), en kompakt viol-art, Viola cotyledon, samt den pragtfulde Rhodolirium andicola, endnu et medlem af amaryllisfamilien. I denne højde bemærker vi næsten ingen fugle, kun nogle få patagoniske finker (Melanodera xanthogramma) fouragerer i græsset.

Visse steder har den smeltende sne skabt ishuler, hvor vægge og loft danner en pittoresk ramme omkring de nærliggende bjergtoppe i Sierra Nevada.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Dyreliv ser vi slet ingen tegn på.