Zambia 1993: På kamerajagt efter træskonæb

 

 

 

 

 

I flere landsbyer i og omkring sumplandet har Verdensnaturfonden oprettet lokale råd, såkaldte Community Development Units, som i samarbejde med hinanden, samt med de lokale myndigheder, skal forsøge at forbedre levevilkårene for indbyggerne. Samtidig forsøger fonden at få befolkningen til at udnytte naturressourcerne med omtanke, så de ikke blot tolder løs af dyrelivet uden tanke for morgendagen, men bevarer en del af ressourcerne til fremtidig udnyttelse.

Sammen med sociolog Peter Gregersen, der arbejder for Verdensnaturfonden, deltager jeg i et CDU-møde i landsbyen Kalasa Mukoso nær Samfya, som er beboet af Bena Kabende-folk.

Under mødet diskuteres lokale emner, såsom afbrænding af skov for at skabe mere landbrugsland, hvordan man beskytter sine afgrøder mod skadedyr som penselsvin (Potamochaerus larvatus), samt fredningstider for forskellige jagtbare dyrearter, bl.a. antiloper. Jeg deltager også i et lystigt møde i den lokale kvindegruppe, som krydres med sang og dans.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En aften sidder vi foran hans hus og snakker. Han betror mig, at han er bange for alle vilde dyr, inklusive firben og frøer – og naturligvis slanger. Et par dage før var han blevet lidt hysterisk, da en frø hoppede rundt inde i huset, og jeg måtte bære den ud og løslade den et stykke vej fra huset.

Nu siger jeg for sjov: “I morgen er der nok en slange inde i huset!”

Knap har jeg sagt det, før en tynd, mørk slange kryber rundt på verandaen foran David. Han farer op og styrter ind i huset, mens han råber: “Dræb den! Dræb den!”

Jeg er nu mere interesseret i at finde ud af, hvad det er for en slange. Det viser sig, at den tilhører en gruppe fuldstændig harmløse slanger af slægten Prosymna, på engelsk kaldt shovel-snouts (’skovl-snuder’), hvilket hentyder til deres meget flade snude. Jeg får den gennet hen i et blomsterbed, men David udbryder ophidset: “Den har gemt sig derinde! I morgen får jeg de blomster fjernet!”

Jeg er overbevist om, at han spøger, men næste morgen får han vagtmanden til at fjerne blomsterne.

 

Ved den modsatte bred sejler vi ind gennem en smal og snoet kanal, omgivet af høj vegetation af papyrus (Cyperus papyrus) og tagrør (Phragmites australis), en af de utallige bifloder til den store Luapulo-flod.

Langs kanalens bredder ligger adskillige midlertidige fiskelejre med meget simple hytter, opført af græs og tagrør. De er dog behagelige at opholde sig i, da de giver skygge og lader en kølende vind passere igennem. Mellem august og november opholder de fleste unga-familier sig i disse fiskelejre, hvor de fanger og tørrer så mange fisk som muligt. De tørrede fisk sælges senere i landsbyer på fastlandet.

Til slut når vi frem til Bwalya Mponda. Sorte regnskyer hænger truende i horisonten, men der falder kun nogle få dråber. Alex leder mig op til et hus, som tilhører WWF, og her indretter jeg mig for natten. I vest forsvinder solen bag skyerne i et orgie af orange og rødt. Efter mørkets frembrud kalder en natravn gentagne gange, og det glimter fra talrige ildfluer.

 

 

 

 

 

 

 

Unga-mændene har helt taget den europæiske klædedragt til sig. Kvinderne har adopteret den europæiske kjole, men bærer som regel også en chitenge, et spraglet stykke stof, ca. 2 m langt og 1 m bredt. Dette klæde anvendes også til at bære spædbørn i. Et lille Unga-barn tilbringer dagen trygt på ryggen af sin mor, bedstemor eller søster, uanset hvad denne er beskæftiget med.

En gruppe kvinder og piger har travlt med at støde rodknolde af kassava, også kaldt maniok (Manihot esculentus), som er Ungaernes hovedføde. Det er hårdt og langsommeligt arbejde. Efter adskillige dages stødning, skylning og tørring er kassava-melet parat til at blive kogt til en grød-lignende substans, kaldt nshima. Denne grød spises med fingrene sammen med stegt fisk og måske lidt grønt, ofte fra vilde sumpplanter.

En kvinde er i færd med at flette en måtte af flækkede tagrørstængler, som bindes sammen med fibre, mens en anden kvinde og nogle børn forsøger at fange småfisk ved hjælp af store kurve.

Jeg aflægger besøg i den lokale skole, som er i en elendig stand, og der er kun få borde og stole til eleverne. De fleste Unga-drenge går i skole i kortere eller længere tid, men pigerne forsømmer ofte, da de skal hjælpe deres mor med hus- og markarbejde, så det er begrænset, hvor meget de lærer. Ungaerne mener ikke, at skolegang er så vigtig, da man jo alligevel bare skal være fisker eller husmor. Uddannelse er også meget kostbar, og de fleste Ungaer har ikke råd til at betale skolepenge. Derfor bliver skolebygningen ikke vedligeholdt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fuglens mærkelige navn skyldes dens enorme bådformede næb med en krog på overnæbbet – det ligner virkelig en gammeldags træsko. Araberne kalder fuglen for Abu Markub (‘Skoens Fader’).

George og en lokal sporfinder tilbyder at ledsage mig til et sted, hvor der er gode muligheder for at se denne gådefulde fugl. Næste morgen vandrer vi 5 km til sydenden af Ncheta Island, hvor en af George’s onkler bor i en fiskelejr. Her låner vi et par kanoer, og en 12-årig dreng tager med os for at stage den båd, jeg er passager i, mens George stager den anden.

Efterhånden bliver det så lavvandet, at vi må opgive at stage, hvorefter vi fortsætter til fods. Jeg er iført et par gamle gummisko, mens mine ledsagere vader barfodet. Sine steder er bunden meget blød, og vi synker ofte i til knæene. Det er meget varmt, men vi kan slukke tørsten i vandhuller med krystalklart vand.

 

 

 

 

 

 

 

En græssende Zambezi-sitatunga (Tragelaphus spekii ssp. selousi) springer op foran os og styrter gennem sumpen. Denne antilopeart er tilpasset livet i sumpede områder, idet dens meget lange klove kan spiles vældigt ud og forhindrer dyret i at synke ned i den bløde bund.

Vi observerer også et par af den sjældne vortetrane (Grus carunculata), en afrikansk art, som næsten overalt er i tilbagegang pga. afvandinger af sumpområder og dæmningsanlæg langs floder. Verdensbestanden er måske på under 10.000 individer. I Bangweulu-sumpene er den dog stadig ret almindelig. Arten er nærmere beskrevet på siden Dyreliv – Fugle: Traner – fascinerende og sårbare.

Vi påbegynder nu tilbageturen. Det er mig en gåde, hvordan mine ledsagere kan finde vej i dette landskab uden særlige kendemærker, men med usvigelig sikkerhed fører de os tilbage til vore kanoer.

Vel tilbage i fiskelejren får vi serveret nshima, stegt fisk og en smule grønt til frokost.