Tibet 1987: Sommer i Tibet

Dette ord fremmaner billeder af vindomsuste bjergpas med stenvarder, tæt behængte med blafrende lamaistiske bedeflag; af græssende tibetanske vildæsler (Equus kiang) omkring et vandløb med utallige røde kodrivere og gule troldurter; eller måske af den svenske opdagelsesrejsende Sven Hedin (1865-1952), den første europæer, der udforskede det vestlige Tibet omkring det hellige bjerg Kailas – den fysiske manifestation af det mytiske urbjerg Meru og et vigtigt pilgrimsmål for tilhængerne af tre religioner: hinduisme, buddhisme og jainisme.

Transhimalaya (som ordret betyder ’på den anden side af Himalaya’), er egentlig navnet på to bjergkæder, Gangdise og Nyenchen Tanglha, der strækker sig ca. 1600 km over den sydligste del af den vidtstrakte tibetanske højslette, parellelt med Himalaya. I daglig tale omfatter ordet dog hele højsletten.

Gennem hundreder af år var Tibet lukket område for den hvide mand. Et barsk land med et ekstremt klima, beliggende mellem 3000 og 6000 meters højde, hvor sommeren kan være gloende varm den ene dag og bidende kold den næste. Vinteren er meget hård, ofte med temperaturer under -30^o.

Et sådant klima skaber en hårdfør befolkning – og tibetanerne er hårdføre. Mange er nomader, som driver deres flokke af får, geder og yakokser rundt på de forblæste højsletter. De bor i sorte telte, fremstillet af filt. Andre er bønder, som dyrker byg, boghvede og grønsager i floddalene. I så barske omgivelser er det klart, at menneskene har et nært forhold til naturen og naturkræfterne.

Næste morgen erfarer vi, at der i grænseområdet er forekommet adskillige jordskred i de seneste dage, og vejen er skyllet bort flere steder længere oppe i dalen. Altså kører der ingen busser, og vi må gå en 9 km lang rute gennem skoven til Khasa, den første by i Tibet (kaldt Zhangmu af kineserne).

I Kodari vrimler det med nepalesere, som tilbyder at vise os vej til Khasa og skaffe bærere til vores bagage. Efter at have passeret ‘Venskabsbroen’ over floden Bhote Khosi, som danner grænse mellem de to lande, går det ad plørede genveje stejlt op gennem skoven. Det regner fortsat, og vi må gå forsigtigt for ikke at fremkalde nye skred. Undervejs får vi os en hyggelig snak med vores guide, som er en venlig mand. En toppet slangeørn (Spilornis cheela) kredser skrigende over skoven.

Først på eftermiddagen når vi frem til toldstationen lige før Khasa. Tolderne er ikke det mindste interesserede i vores bagage, og vi passerer igennem uden problemer.

Efter turismens indførelse i Kina findes der to slags yuan. De normale dagligdags penge hedder RMB (Renminbi), kaldt ‘folkets penge’. Som turister kan vi ikke købe RMB i banken, men skal have FEC (Foreign Exchange Certificates), kaldt ‘turistpenge’, som er en halv gang dyrere end RMB. På denne måde får kineserne flere penge ud af turisterne, fordi de to slags penge har samme værdi i handelen.

Den eneste fordel for turisten er, at han eller hun med FEC kan handle i de såkaldte ‘udenlandske butikker’, som fører ‘luksusvarer’, der er uopnåelige for den jævne beboer i kinesiske territorier, idet RMB ikke kan anvendes i disse butikker. Dette har naturligvis banet vejen for en udbredt sortbørshandel med FEC, og ofte kan man få op det dobbelte af FEC-værdien i RMB. Denne handel er selvsagt højst ulovlig, men ingen synes at tage sig af det.

[Først i 1990’erne blev dette dobbelte pengesystem afskaffet, og FEC blev fjernet fra markedet.]

Lamaismen lægger vægt på at forkynde, at alle ting er forbundne. Menneskets energier hænger sammen med universets, og meditation og fremsigelse af kraftord, mantra’er, kan medføre øget viden om disse energier og en ændring af éns mentale tilstand mod et højere stade. Det ultimative mål er sjælens frigørelse fra den evige række af genfødsler. Dette mål kaldes nirvana.

Det er kun de få beskåret at opnå nirvana, mens langt hovedparten er dømt til gang på gang at genfødes. I hvilken form det sker, afhænger af, hvor gode eller onde éns gerninger i livet har været. Hvis man har begået mange onde handlinger, kan man nemt blive genfødt som et dyr, og det er derfor kun naturligt, at tibetanerne regner det for en stor synd at slå ihjel.

De øverste munke kaldes lamaer, og de bruger det meste af deres tid på at hjælpe andre til at opnå en bedre og mere målrettet form for meditation. Dette finder sted i klostre, og i tidens løb er der blevet opført tusindvis af dem i Tibet. Det blev efterhånden skik, at hver familie havde et eller flere mandlige medlemmer optaget som munk, men det foregik helt uden tvang. Enhver munk kunne nårsomhelst vælge at forlade klostret og vende tilbage til sit liv som bonde eller nomade.

Gennem tiderne opstod forskellige sekter af lamaismen, ofte med ret subtile forskelle. Den bedst kendte sekt er gelug-pa, ‘gulhattene’, som er opkaldt efter deres gule hovedbeklædning. Deres overhoved kaldes Dalai Lama, som betyder ‘Ocean af Visdom’ på mongolsk. Han er inkarnationen af den elleve-hovedede Chenrezig (‘Nådens Buddha’), som igen er en af Buddha Sakyamunis inkarnationer. Dalai Lama er samtidig den verdslige leder for alle tibetanerne og mongoler.

Den nuværende 14. Dalai Lama blev født i 1935 i Kham i det østlige Tibet og hed som dreng Lhamo Døndrup. I 1939 blev han ført til hovedstaden Lhasa, hvor han fik bolig i Potala (‘slottet med de 1000 værelser’). Han blev herefter kaldt Tenzing Gyatso, idet gyatso er det tibetanske ord for Dalai Lama.

Lamaismen og andre grene af buddhismen er mere indgående beskrevet på siden Religion: Buddhisme.

De kinesiske styrker var af formand Mao og de andre kommunistledere blevet belært om, at tibetanerne skulle befries fra deres slavetilværelse under et teokratisk vælde, som havde samlet umådelige rigdomme, mens de fleste tibetanere levede i armod. Dette munkevælde samarbejdede med de imperialistiske amerikanere og briter, der reelt styrede landet, sagde lederne. På dette tidspunkt befandt kun seks hvide mænd sig i Lhasa, deraf to østrigere, Heinrich Harrer og Peter Aufschnaiter, som i 1943 var flygtet til Tibet fra en britisk fangelejr i Indien. Harrer skrev senere en bog, Syv år i Tibet, om deres oplevelser.

Kineserne, der havde ventet at blive modtaget som befriere,  blev forbavsede over den hårdnakkede modstand fra befolkningen. De var ikke klare over, at munkestyret var vældig populært i befolkningen. Dalai Lama var på det tidspunkt kun 15 år gammel, men allerede meget afholdt.

Efter invasionen havde han en meget vanskelig tid med forhandlinger med kineserne om graden af selvstyre i Tibet. Tilstandene blev langsomt værre, og det endte med, at Dalai Lama, ledsaget af mange andre højtstående tibetanere, i 1959 flygtede til Indien, da der gik rygter om, at kineserne havde planer om at myrde ham.

Da Mao Zedong opfandt begrebet ‘kulturrevolution’ i 1966, startede en masseødelæggelse af kulturskatte, ikke kun i Tibet, men i alle kinesiske besiddelser. Religiøse malerier og ikoner blev smadret og klostre revet ned af hærgende bander af unge rødgardister. Vold og drab florerede som aldrig før. Det meste af Tibets kornproduktion blev eksporteret til Kina, så masser af tibetanere døde af sult. Et skøn siger, at omkring 1,2 millioner tibetanere døde som direkte følge af den kinesiske okkupation. Kulturrevolutionens grusomheder er yderligere omtalt på siden Menneskets dårskab.

Vendingen kom efter Maos død og den såkaldte ‘firebande’s arrestation i 1976. Kulturrevolutionen blev standset, og der kom lempelser i restriktionerne om religionsudøvelse. Jokhang, den største helligdom i Lhasa, blev genåbnet efter at have været benyttet som svinesti under Kulturrevolutionen. På mange andre klostre blev det atter tilladt for munkene at udøve deres religion, og lamaismen blomstrede op igen. Store skarer af tibetanske pilgrimme strømmede til helligdommene.

I 1980’erne begyndte kineserne at få øjnene op for turismen, som kunne skaffe fremmed valuta til landet og dermed gøre det muligt for eliten at erhverve luksusgoder. Hidtil havde det været så godt som umuligt at komme ind i Tibet, men fra 1982 kunne man besøge Lhasa i grupper, og fra 1984 åbnedes grænserne for individuelt rejsende.

Nu strømmede turisterne til – endelig var det forjættede land åbent. Alt det, man havde læst om og drømt om at se, kunne pludselig realiseres. En omfattende restaurering af templerne påbegyndtes, men mange af kulturskattene var tabt for evigt.

Vi og nogle andre rejsende forhandler med føreren af en minibus, som er villig til at tage os med til Lhasa for 200 yuan (ca. 400 kr.) pr. person, hvis vi er mindst seks. Alle skal kun til Shigatse, men det ændrer ikke prisen. De frie markedskræfter er kommet til Kina! Vi går ned til hotellet og henter vores bagage.

Turen fører først gennem løvskov med mange vandfald, hvorpå vejen stiger stejlt. Snart bliver løvtræerne afløst af nåletræer, som også efterhånden forsvinder og afløses af kratvækst og den stikkende tibetanske tidselkugle (Echinops cornigerus).

Engene langs floden er meget frodige og rummer et rigt flor af bl.a. en hvidblomstret anemoner, Anemone rivularis, samt den høje, gulblomstrede Sikkim-kodriver (Primula sikkimensis).

Så forsvinder også buskene, og landskabet bliver goldt og tørt. Vi er nu oppe på den tibetanske højslette. Det er overskyet, men der falder kun et par dråber regn.

Omsider gør vi holdt i Nyalam, en lille og temmelig grim by – faktisk nærmest bare en holdeplads for lastbiler. Langs vejen ligger en række hoteller og restauranter, og i noget, der mest ligner en militærbarak, men viser sig at være en restaurant, får vi serveret ris, stegte grønsager og grøn jasminté.

En mængde kinesere er også i færd med at spise, og deres spisevaner er i sandhed et nærmere studium værd. Med deres spisepinde skovler de ris ind i munden uden at bekymre sig om, at en del af den lander på bordet eller gulvet. Der smaskes og ræbes, og afgnavede kyllingeben kastes over skulderen. Når en flok har forladt et bord, ligner det og omgivelserne en slagmark.

Der er en storslået udsigt sydpå mod tårnhøje bjerge i Himalaya, bl.a. Gauri Shankar (7145 m) og Shishapangma (8013 m), sidstnævnte kaldt Gosainthan i Nepal. I hinduismen er Gauri-Shankar et udtryk for foreningen mellem guderne Shiva (også kaldt Shankar) og hans kvindelige aspekt Devi (også kaldt Gauri) – et billede på frugtbarhed. Gosain er også et andet navn for Shiva. – Du kan læse mere om hinduguder på siden Religion: Hinduisme.

Vi gør et ophold på et 5000 m højt pas, markeret af stenvarder, hvori man har stukket adskillige pæle. På snore mellem pælene er ophængt en mængde lamaistiske bedeflag, som blafrer i den stærke vind. Disse bedeflag har påtrykte mantra’er, som sendes ud i verdensrummet ved hvert vindstød.

Bjergene langs vejen har alle tænkelige former og farver: violette, røde, grå, grønlige, brune, ofte med islæt af blåt, gult eller orange fra den sparsomme vegetation. I klipperne ses forvredne lagdelinger, der vidner om, at klipperne for æoner siden udgjorde bunden af et kæmpemæssigt ocean, Tethys-havet. For omkring 60 millioner år siden skød den indiske kontinentalplade sig ind under den asiatiske, havbunden hævedes langsomt, og Himalaya og de omkringliggende bjergkæder blev dannet af de forstenede aflejringer fra havbunden.

Landsbyernes huse er jordfarvede og synes næsten at smelte sammen med klipperne. Kun et par hvidkalkede huse stikker af mod omgivelserne. Mænd kommer kørende i heste- eller æseltrukne vogne. Skovspurve (Passer montanus) pipper mellem husene, og overflyvende ravne (Corvus corax) skriger hæst. Langs vandløbene findes en frodig vegetation af græs og buske, og her græsser tusindvis af får og mange yakokser. Lyset fra den nedgående sol kaster et fantastisk gulligt skær over landskabet.

I over 4000 meters højde gør vi holdt for natten i den lille flække Tingri, også kaldt Xegar, der fungerer som lastbilholdeplads. I en staldlignende restaurant kryber en flok frysende turister sammen omkring bordene. På dette tidspunkt er der ingen mad at få, men vore tyske ledsagere er så venlige at dele deres pulversuppe med os.

Ikke at min appetit er stor. Kvalme, dundrende hovedpine og en galoperende puls er sikre tegn på højdesyge, hvilket skyldes mangel på ilt i kroppen. I dagens løb er vi steget fra 1800 m til over 4000 m, og luften her indeholder kun omkring to tredjedele af iltmængden ved havoverfladen. Den bedste kur består i at gå ned i højde, men det er umuligt her.

Som om højdesyge ikke var nok, får jeg også diarré. Jeg nærmest kravler til ‘toilettet’, en lille bygning med lave vægge og intet tag, så man kan betragte den utroligt klare stjernehimmel under seancen. Desværre er jeg ikke i stand til at sætte pris på stjerner eller nogetsomhelst andet. Jeg sluger et par kodimagnyler og kryber ned i soveposen. Hele natten har jeg det utrolig skidt, og hjertet dunker vildt i mit bryst. Natten synes uden ende, og jeg bliver holdt vågen af snak fra andre turister med lignende symptomer, samt lastbiler der gasser op.

Den videre færd østpå fører gennem landsbyer og langs grønne marker, omkranset af lange rækker af popler. Vort mål er byen Shigatse, hvor vi rykker ind på et lille hotel med udsigt mod byens store fort, Samdup-tse Dzong, som førhen var sæde for lokalregeringen. Det blev næsten fuldstændig ødelagt efter rødgardisternes hærgen under Kulturrevolutionen. På fortets mur har kineserne ophængt vældige højttalere, som dagligt plager befolkningen med larmende propaganda. Hele den centrale del af Shigatse er revet ned og erstattet af brede gader med ucharmerende betonhuse.

På markedet falbydes et udvalg af interessante genstande, bl.a. harsk smør i gedeskindssække; hele tørrede geder, stivnet i groteske stillinger; smykker fremstillet af vældige turkiser og koraller; naturmedicin, fremstillet af urter, pulveriserede horn fra næsehornsfugle, tørrede firben, moskus fra moskushjortens (Moschus) bugkirtel, samt mange andre ingredienser. Tre skind af los (Lynx lynx) og to af leopard (Panthera pardus) har også fundet vej hertil. Det er ulovligt at sælge disse skind, da vilde kattearter er fredet i Kina, men det synes ingen at tage højtideligt.

En ældre bebrillet mand står i sin døråbning. Da jeg beder om tilladelse til at fotografere ham, er han ved at trimle om af grin og byder os indenfor. Han haler os ind over gårdspladsen, der er fyldt med drøvtyggende køer, og her sidder en ung kone og ammer sit barn, mens mandens kone forbløffet stirrer på os, tydeligt urolig over vores ankomst, da kineserne helst ikke ser, at tibetanere fraterniserer med ‘imperialistiske’ udlændinge.

Manden griner bare og viser os hen til en stofklædt bænk, hvor vi får serveret adskillige glas chang (lokalt øl, fremstillet af gæret byg), tilsat lidt tsampa (ristet bygmel). I hjørnet af stuen står en stor bænk med påmalede drager, samt en stor bedemølle, som drives rundt af varmen fra et stearinlys. Disse bedemøller indeholder papirruller med nedskrevne mantra’er, som ved omdrejningerne sendes ud i verdensrummet. Manden beder om et billede af Dalai Lama, så det giver vi ham selvfølgelig.

Blandt tibetanerne blev den 10. Panchen Lama, Gonpo Tseten, gennem mange år regnet for en overløber, der samarbejdede med de kinesiske magthavere. I 1982, efter at have tilbragt 19 år i husarrest i Beijing, fik han omsider tilladelse til at besøge Lhasa.

I Jokhang, det helligste af alle tibetanske templer, udtalte han: “Der findes kun ét menneske, som er værdig til at sidde på denne trone: Hans Hellighed Dalai Lama.”

Efter disse ord kom han igen til ære og værdighed blandt tibetanerne, og i hans hjemby Shigatse samledes tusinder af begejstrede mennesker for at hylde ham. De kinesiske myndigheder blev rasende, og Panchen Lama blev straffet hårdt for sine ‘reaktionære’ udtalelser.

Fra alle rum og nicher stirrer utallige statuer ned på os: Små og store buddha’er og bodhisattva’er (munke, som afstår fra at indgå i nirvana for at hjælpe andre mod dette mål), samt forskellige af mørkets ånder og dæmoner. Foran statuerne brænder smørlamper, som udsender en karakteristisk duft af harsk smør.

Rødklædte munke messer i kor, mens de slår på store trommer eller triangler. Andre blæser i store konkylier. Væggene er udsmykket med malerier og tanka’er, som er store vægtæpper med buddhistiske motiver, malet med stenfarver.

Vi følger en flok venlige pilgrimme fra rum til rum. Mange af dem er kommet langvejs fra og har rejst i dagevis for at nå frem. De er iklædt tykke uldklæder, og deres sko er fremstillet af gedefilt. Gifte kvinder bærer et tykt forklæde rundt om lænden, bestående af tre vævede tøjstykker, som er syet sammen på den lange led. Pilgrimmene bringer små offergaver, fx bygkorn, tsampa eller penge, til hver eneste buddha-statue.

Inden en pilgrim aflægger besøg i det allerhelligste, er det fortjenstligt at foretage en flere kilometer lang vandring rundt om tempelkomplekset, den såkaldte kora. Nogle pilgrimme laver bedefald hele vejen rundt, idet de lægger sig ned og strækker armene så langt frem, som de kan nå. Her placerer de deres bedekrans, går frem til den, lægger sig ned igen osv. Særligt fromme pilgrimme prostrerer hele vejen fra deres hjemegn til det tempel, der er deres mål. De er til tider flere år undervejs og lever af almisser fra fastboende bønder eller fra andre pilgrimme.

Fra en gårdsplads hører vi stemmer, ledsaget af klappen. Det viser sig at være en gruppe munke, som øver sig i ‘intellektuel diskussion’. De står over for hinanden to og to. Den ene holder en tale, mens han understreger sine ord ved at slå den ene hånd kraftigt ned i den anden. Hans opponent betragter ham roligt og kommenterer den andens tale, når han føler trang til det.

Da en del turister i de senere år har været ude af stand til at vise den fornødne respekt for dette ritual, har de kinesiske myndigheder besluttet, at turister ikke længere kan deltage i himmelbegravelser – kun på afstand har man lov til at iagttage dem. Altså tager vi plads på en nærliggende bakke og venter. Mørke skyer kommer og går over dalen og skaber evigt skiftende mønstre af lys og skygge på bjergskråningerne.

Omsider ankommer en traktor med to bylter, som bliver båret to gange rundt om en stor cirkel, i hvilken flere bål brænder. Bylterne lægges derpå op på en skrånende klippe, som er mørk af indtørret blod. Mændene sætter sig ned i cirklen, og efter en rum tid rejser de sig, tager nogle skåle med tsampa i hånden og går op til bylterne. Her stiller de sig med front mod bjergene, kaster noget af melet op i luften og råber, så genlyden runger mellem bakkerne. Fra klipperne letter et halvt hundrede himalayagribbe (Gyps himalayensis) og kredser over stedet.

De to mænd begynder nu at partere ligene. Arme og ben hugges af, og kødet skæres af i lange strimler, som hugges i mindre stykker. Således parteres hele liget, men kraniet og ribbenskassen efterlades, som de er. Herefter går mændene tilbage til cirklen.

Gribbene vælter ned fra himlen og kaster sig over kødstykkerne i skarp konkurrence med ravne og Himalaya-glenter (Milvus lineatus). Indimellem slås et par af fuglene om en kødstump, og deres vingebasken får støvet til at stå til alle sider. Efterhånden som de får fyldt bugen, hopper de kluntet længere op ad klippen, hvor de sætter sig til at fordøje.

Et par japanske turister, som har vovet sig for tæt på sceneriet, bliver jaget bort af slagterne under vrede råb, hvorpå de vender tilbage til ligene med et par store mukkerter og begynder at knuse knoglerne, mens kranierne bliver knust ved at kaste store sten på dem. Det er langsommeligt arbejde, da knoglestumperne skal være meget små, før fuglene kan sluge dem. Stumperne og hjernemassen blandes med tsampa og strøes ud på klippen. De fugle, som ikke har fået nok, vender tilbage, og snart er der ikke andet tilbage af de døde end et par knoglestumper og lidt indtørret blod.

Byen er ganske lille og meget fredelig. To rækker huse og butikker ligger langs hovedgaden, som fører hen til det store Palcho-kloster, der er omgivet af en lang mur. På klostrets område ligger en pagodeagtig bygning, kumbum (der betyder sådan noget som ’hundredetusinde hellige billeder’) – en tredimensionel mandala, som gengiver det buddhistiske kosmos.

Freskomalerierne på væggene i hovedklosteret er blevet restaureret, men da vi aflægger besøg i en mindre bygning bagved, ser vi adskillige eksempler på rødgardisternes ødelæggelser under Kulturrevolutionen. Med hammer og mejsel har man hugget ansigterne på de afbildede buddha’er og bodhisattva’er bort, og nogle af værelserne er totalt ødelagte.

Uden for porten får vi af en gammel kone præsenteret en laset seddel, som på flere sprog meddeler, at det koster 2 yuan (4 kr.) pr. person at komme ind. En ældre mand, iført rødt tøj og en stor brun filthat, rabler en masse af sig, som vi ikke forstår et ord af.

Nu ankommer en jeep med tre kinesiske og nogle tibetanske turister. Vi køber billetter, hvorpå guiden låser den store knirkende port op. Han taler tibetansk og en smule engelsk, men er noget afmålt under rundvisningen. Kulturrevolutionens hærgen går han let hen over, givetvis på grund af de kinesiske turister.

Da rundvisningen er forbi, og de andre turister er kørt, tøer den gamle op. Han giver os nu en meget malende beskrivelse af englændernes bombninger og rødgardisternes ødelæggelser. Klostret inde i fortet har mange rum, hvor destruktionen af kulturværdierne er åbenlys. Et af værelsene rummede oprindelig fine freskomalerier af den 11-hovedede og 1000-armede Chenrezig, som Dalai Lama er inkarnationen af, og der fandtes engang også tre statuer af bronze med et tyndt lag bladguld på, men de blev stjålet, og de nuværende er pauvre efterligninger.

Fra toppen af fortet er der en storslået udsigt over dalen, hvor kvinder er på vej hjem gennem markerne med hakker over skulderen. Ved foden af fortet ligger byen og klostret med den store kumbum. Den gamle udpeger forskellige andre klostre i omegnen, som rødgardisterne ødelagde.

Det ser meget indbydende ud, så vi beslutter at tilbringe et par dage her. Der er imidlertid ingen hoteller i den lille by Nagarze, men efter nogen sprogforbistring får vi lov til at sove på et værelse på en lille militærforlægning. Vi er i 4600 meters højde og tager den lidt med ro for at undgå at få højdesyge. Om aftenen kommer en mængde unger på besøg, og dagens store oplevelse for dem er at få lov til at benytte min kikkert.

Der er dejligt ved søen. I engene vokser gule langblomstrede troldurter (Pedicularis longiflora var. tubiformis), røde kodrivere (Primula) og gule stenbræk (Saxifraga), og i græsset hopper tibetanske lærker (Melanocorypha maxima) og Himalayasnefinker (Montifringilla adamsi) rundt.

Her og der findes små huller, hvorfra sortlæbede pibeharer (Ochotona curzoniae) forsigtigt stikker hovedet op. Omkring 12 arter af disse små, gnaveragtige dyr lever i Central- og Østasien, foruden nogle få arter i Sibirien og Nordamerika. De ligner ganske vist gnavere, men er i realiteten slægtninge af harer og kaniner. Sommeren igennem samler de store mængder af græs og andre planter, som bliver stuvet bort til brug om vinteren, da de ikke sover vintersøvn.

Det vrimler med fugle i søen. En stor skallesluger (Mergus merganser) svømmer med sine fem ællinger langs bredden, hvor rødben (Tringa totanus) og mongolske præstekraver (Charadrius mongolicus) skælder ud, og på vandet flokkes brunhovedede måger (Chroicocephalus brunnicephalus) og store sorthovedede måger (Ichthyaetus ichthyaetus).

De tilstedeværende soldater kan ikke (eller rettere vil ikke) give os en forklaring, men en af dem tilbyder at gå med til politistationen i Nagarze for at få optaget en rapport. Den stedlige betjent er totalt uinteresseret og henviser os til politiet i Lhasa. Soldaterne tilbyder så, at vi kan få et brev med til politiet i Lhasa og komme tilbage med en betjent, men af en eller anden grund kræver de, at den ene af os bliver i lejren. Det vil vi ikke være med til, men beslutter at tage en bus til Lhasa og få optaget politirapport dér.

En del af strækningen følger vejen bredden af den kæmpemæssige saltsø Yamdrok Tso, som er meget mere gold end søen ved Nagarze. Så stønner bussen op ad en stejl grusvej mod et pas, hvorefter den i vanvittig fart drøner ned gennem en række serpentinersving.

Omsider når vi frem til en asfaltvej, hvorefter de sidste 100 km til Lhasa går ret let. Allerede på lang afstand rager Potala-paladset op over byens huse. Dette kæmpemæssige palads, som førhen var Dalai Lamas vinter-residens, er i dag et museum.

“De ansatte er til frokost. Kom tilbage kl. 16.”

Det gør jeg så, men får blot følgende svada: “Den betjent, der skal behandle Deres sag, sidder i møde. Kom tilbage på mandag.”

Om søndagen besøger vi det imponerende Jokhang-kloster, Tibets vigtigste helligdom. Foran indgangen står to store lerovne, som udsender en balsamisk duft af brændende enebærgrene. Templets tag domineres af et stort guldbelagt dharma-hjul med otte eger, som symboliserer den otte-foldige sti mod nirvana. Hjulet flankeres af to hjorte, som symboliserer dyrehaven ved Sarnath nær Varanasi i det nordlige Indien, hvor Buddha gav sin første forelæsning efter at have fundet vejen. – Dharma-hjulet og andre aspekter af buddhismen er indgående beskrevet på siden Religion: Buddhisme.

Mængder af pilgrimme flokkes foran indgangen. De står først med samlede håndflader, hvorpå de lægger sig på knæ, derefter helt ned på maven, og til slut strækker de armene frem foran hovedet, altimens de hele tiden mumler den kraftfulde mantra: “Om! Mani padme! Hum!” (”Om! Juvel i lotusblomsten! Hum!”). Om og Hum er to kraftfyldte ord, juvelen er Buddha, og lotusblomsten symboliserer renhed. Dette ritual gentages hundredevis af gange.

Nogle har taget flip-flop-sandaler på hænderne for ikke at få huden slidt af på de rå fliser, andre har medbragt måtter for at skåne knæene. Fliserne er helt blankslidte af pilgrimmenes prostrationer gennem århundreder.

Indvendigt er templet udsmykket med dusinvis af smukke freskomalerier og hundreder af Buddha-statuer, lange rækker af bedemøller, som pilgrimmene drejer rundt, samt utallige skåle med brændende yaksmør. Uden for templet sidder munke fordybet i læsning af de hellige skrifter.

Her hersker en glad og positiv stemning.

“Der findes ikke tyveri i Kina!” siger han.

“Hva’beh’ar? Jeg har i hvert fald mistet mit kamera og nogle film!”

“Først siger De, at Deres kamera er stjålet, så siger De, at De har mistet det! Hvad mener De? Vi kan ikke optage rapport, når De ikke kan give en klar besked!”

“Vil De ikke optage rapport?” spørger jeg målløs.

“Nej!” siger han og vender ryggen til, hvorefter jeg bliver ignoreret totalt. Kogende af raseri forlader jeg bygningen.

Temmelig nedtrykte går Jette og jeg en tur gennem Lhasa, da vi bemærker nogle Kodak-film i en fotohandel.

“Det er sikkert dine film!” siger Jette spøgende.

Vi går ind i butikken og spørger om prisen. Filmene er billige, så jeg vil gerne købe flere, end der ligger fremme. Ekspedienten går ud i bagbutikken og vender kort efter tilbage med flere film, der er pakket ind i plastik, som jeg øjeblikkeligt genkender. Det er mine egne film! Med blandede følelser køber jeg, så jeg har nok til resten af opholdet i Tibet og Kina.