Tanzania 1990: Løver i lejren

 

 

 

 

 

Torbjørn Eriksen, Frederik Brammer, John Faldborg og jeg er udsendt af den danske afdeling af fuglebeskyttelsesorganisation International Council for Bird Preservation (ICBP) for at optælle og ringmærke fugle i adskillige tanzanianske kystskove.

[Senere tog International Council for Bird Preservation navneforandring til Birdlife International.]

Efter at have arbejdet i syv uger vil vi nu foretage en rundtur til nogle af landets berømte nationalparker: Serengeti, Ngorongoro, Lake Manyara og Tarangire.

 

 

 

 

 

 

 

Landskabet er en barsk og ugæstfri halvørken med lidt spredte bevoksninger af græs og træer. Men her bor alligevel mennesker. Uanset hvor vi gør holdt, dukker et par masai-morani (krigere) op, bevæbnet med lange spyd som værn mod løver, eller en hyrde genner sin kvæghjord forbi på vej mod en smule grønt langs et af de få vandløb i denne egn.

Lake Natron er en stor, blank, skinnende flade, hist og her med enkelte klippeknolde, som flimrer i heden og antager uvirkelige former. Ude på søen fouragerer masser af små flamingoer (Phoeniconaias minor).

Søbredden er en hård skorpe af størknet mudder, opblandet med soda, men indenfor strækker sig store saltsumpe, hvor masser af vadefugle holder til sammen med bl.a. rødryggede pelikaner (Pelecanus rufescens), sorte ibiser (Plegadis falcinellus), gulnæbbede storke (Mycteria ibis) og afrikanske skestorke (Platalea alba).

I græsklædte områder færdes småflokke af savannezebraer (Equus quagga ssp. boehmi), hvidskæggede gnuer (Connochaetes taurinus ssp. mearnsi) og Thomsons gazeller (Eudorcas nasalis).

 

 

 

 

 

Blandt nogle klippeknolde blomstrer adskillige smukke ørkenroser (Adenium obesum) – den eneste plante, vi ser i blomst heromkring. Denne art blev beskrevet i 1763 af den svenske forsker Pehr Forsskål, da han deltog i den danske ekspedition til Egypten og Yemen 1761-67. Plantens blomster minder om blomsterne hos nerie (Nerium oleander), men den har en meget tyk stamme, så Forsskål gav den navnet Nerium obesum (‘den meget tykke nerie’).

Forsskåls korte, men fascinerende liv og levned er indgående beskrevet på siden Folk: Pehr Forsskål – genial svensk videnskabsmand.

 

 

 

 

 

To honninggrævlinger (Mellivora capensis) passerer vejen lige foran bilen, og vi observerer tillige et ægyptisk desmerdyr (Herpestes ichneumon), som på dansk også bærer det noget malplacerede navn faraorotte – dette rovdyr har jo intetsomhelst med rotter at gøre, udover at den måske æder dem!

Det er ikke tilladt at køre i nationalparken efter mørkets frembrud, men vores chauffør Nuru mener alligevel, at vi bør fortsætte til campingpladsen ved Lobo Lodge. Da vi ankommer, bliver vi dirigeret hen til rangernes kvarter, hvor den overordnede meddeler Nuru, at han er idømt en bøde på 2000 Shillingi for at have overtrådt parkens regler.

Efter at vi har slået lejr, kører Nuru hen for at betale bøden, men rangeren er på dette tidspunkt så beruset, at han slår det hen og siger, at sagen er en bagatel. Før vi tager af sted næste morgen, ombestemmer han sig imidlertid endnu en gang, og Nuru må betale bøden!

Der er smukt omkring Lobo. Lodgen er anlagt i en gruppe kopjes – isolerede klippeknolde, der ligesom umotiveret stikker op af savannen. De er resterne af ældgamle, nederoderede bjerge. Da boerne indvandrede til Sydafrika i 1700-tallet, mindede disse formationer dem om hoveder, og de kaldte dem derfor kopjes (’hoved’ på hollandsk).

To smukke sort-hvide verreauxørne (Aquila verreauxii) kredser over en kopje, hvor to masai-klippespringere (Oreotragus oreotragus ssp. schillingsi) ligger og nyder morgensolen. Klovene hos disse små antiloper har en gummiagtig overflade, som bevirker, at de står fantastisk godt fast på de stejle klipper.

 

 

 

 

 

Vi observerer også mange andre dyr, fx en lille antilopeart ved navn steinbok (Raphicerus campestris) samt den ret fåtallige stribede sjakal (Canis adustus).

Nuru træffer en bekendt chauffør, og han erfarer, at en stor leopard-han (Panthera pardus) er i færd med at æde en gepard (Acinonyx jubatus) i et træ i nærheden af Seronera!

Vi skynder os naturligvis derned, men da vi ankommer, ligger leoparden i sin sødeste slummer, henslængt på en tyk gren i et akacietræ, mens resterne af geparden hænger over en gren i nærheden. Vi bliver i området, idet vi håber på, at leoparden snart vil vågne op og fortsætte sit måltid, men tiden går, og den bare sover og sover.

I mange timer venter vi tålmodigt, og omsider, da eftermiddagssolen står lavt, vågner leoparden op, strækker sig og gaber, så man ser de vældige hjørnetænder, hvorefter den lunter hen til sit bytte og begynder at æde af det, belyst af den synkende sol. I øst, bag træet, står fuldmånen op. Hvilket storslået skue!

Leoparden er nærmere beskrevet på siden Dyreliv – Pattedyr: Den plettede dræber.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En nat åbner Torbjørn teltfligen pga. varmen, men senere på natten opdager han en plettet hyæne (Crocuta crocuta), som kigger ind gennem sprækken. Det lykkes ham at skræmme den væk – men han åbner ikke oftere sit telt om natten, uanset hvor varmt det måtte være!

Undervejs sydpå mod Naabi Hill vrimler det med lærker, mest rødisset lærke (Calandrella cinerea) og savannelærke (Eremopterix leucopareia), og vi observerer også en del masaistrudse (Struthio camelus ssp. massaicus) og koritrapper (Otis kori). En sydafrikansk vildkat (Felis libyca ssp. cafra) ruller sig i sand, uanfægtet af vores tilstedeværelse. Den bliver mobbet af en mængde rosasporepibere (Macronyx ameliae).

Vores lejr ved Naabi har hver aften besøg af en stribet hyæne (Hyaena hyaena), men det lykkes os ikke at finde dens bo.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

På kraterbunden observerer vi en stor blandet flok af hvidskæggede gnuer og savannezebraer, som krydser den store sodasø, og et par spidssnudede næsehorn (Diceros bicornis) i nærheden er så massive, at de mest minder om tanks. To zebrahingste er i voldsom kamp. De bider og sparker hinanden og forsøger at vælte hinanden overende og derpå bide modstanderen i testiklerne.

Under opholdet her træffer vi på adskillige kurtiserende løvepar (Panthera leo). Løver er flittige elskere, som kan parre sig op mod 50 gange i løbet af et døgn. En løvinde er klatret 5 m op i et træ, sandsynligvis for at slippe væk fra generende fluer.

Vi finder et gravkompleks af plettet hyæne og tilbringer en tid med at observere deres sociale liv, bl.a. hvalpe i leg. En halvstor, lysegrå hvalp, som er travlt optaget af at gnave på et ben, bliver ’angrebet’ af en meget yngre, sortpelset hvalp, som bider den i pels og ører og forsøger at tage knoglen fra den.

I søerne på kraterbunden optræder et væld af forskellige fugle. Lille flamingo er den talrigeste, og vi observerer også bl.a. afrikansk skarveand (Oxyura maccoa), kapand (Anas capensis), klyde (Recurvirostra avosetta), rustbåndet præstekrave (Charadrius pallidus) samt Kittlitz’ præstekrave (C. pecuarius), sidstnævnte med små unger.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Gennem parken løber adskillige floder, hvor mange dyr kommer for at drikke, bl.a. impalaer, elefanter (Loxodonta africana) og kafferbøfler (Syncerus caffer). En bøffelhjord står længe og vejrer, før dyrene vender omkring og tordner af sted i en støvsky. Nær floden har en leopard-hun slæbt en nedlagt impala op i et akacietræ, hvor dens store unge ligger og gør sig til gode med byttet.

I nogen tid følger vi dagliglivet hos en flok dværgdesmerdyr (Helogale parvula). Disse små rovdyr lever i familiegrupper på op mod 20 dyr, ledet af en matriark, der som oftest kun vil parre sig med flokkens stærkeste han. En flok bor tit i en termittue, hvor hannerne fungerer som vagtposter, der holder udkig fra toppen af tuen og advarer flokkens øvrige medlemmer mod fjender som ørne, slanger og sjakaler. Af denne grund bliver flere hanner end hunner taget af disse fjender.

Det dyr, som præger vort besøg i Tarangire mest, er dog løven. I et krat ligger fire løvinder, som sammen med fire store unger har ædt det meste af en nedlagt gnu. Nu ligger de og fordøjer med de udspilede vomme lige i vejret.

Løven er nærmere beskrevet på siden Dyreliv – Pattedyr: Løven – savannens konge.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Stiv af skræk ligger jeg og venter på, at de skal gå deres vej, og anspændelsen gør mig så udmattet, at jeg – imod alle odds – falder i søvn.

Næste morgen diskuterer vi ophidset nattens begivenheder.

”Løven brølte så tæt på mit telt, at teltdugen blafrede!” siger John.

”Ja”, siger Torbjørn, ”de var godt nok tæt på!”

Jeg beretter også om min oplevelse med løvehalen.

Frederik er imidlertid ét stort spørgsmålstegn. Hans kommentar giver mig inspiration til at skrive nedenstående limerick.