Tanzania 1988: Møde med afrikansk bureaukrati

 

 

 

 

 

Formålet med turen er at foretage en estimering af overvintrende palæarktiske fugle langs den tanzanianske kyst. Planlægningen er foretaget i samarbejde med den tanzanianske afdeling af ICBP. Et vigtigt aspekt af undersøgelsen er at medbringe tanzanianske deltagere på turen, og det er vores opgave at forsøge at gøre dem så interesserede i fugle, at de måske senere vil blive aktive ornitologer og naturbeskyttere.

Transporten langs kysten skal finde sted i en lejet sejlbåd, Gaia Quest, en 12 m lang ketch, som ejes af englænderen Richard Speir. Foruden kaptajn Speir en båden bemandet med styrmand Neil Murray, som også er englænder, samt kokken Siobhan Bigger, som er irsk.

Tællingerne skal foregå fra havsiden, hvorfra vi i en gummibåd med påhængsmotor sejler ind til kysten på udvalgte lokaliteter.

 

 

 

 

 

I mellemtiden er de to tanzanianere, som skal deltage i turen, Bruno Mvula og Paschal Nguye, ankommet. En fjerde dansk deltager, Ole Thorup, ankommer først i sidste øjeblik, og da vores undersøgelsesperiode er begrænset til en måned, når vi ikke at få ham med på listen over de ’videnskabsmænd’, som deltager på turen. Som det senere skal vise sig, er dette en alvorlig fejltagelse.

Mens vi venter på tilladelserne, tæller vi fugle langs kysten nord for Dar, og vi foretager også en sejltur til den afsidesliggende ø Latham, ca. 70 km fra kysten, som huser store kolonier af sodfarvet terne (Onychoprion fuscatus), brun noddy (Anous stolidus) og maskesule (Sula dactylatra).

Efter tilbagekomsten til Dar bliver vores splinternye påhængsmotor til gummibåden stjålet den følgende nat, hvilket forsinker os yderligere et par dage.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kysten her rummer en række forskellige habitater, bl.a. sandstrande, flade kystklipper, bestående af forstenede koraller, som overskylles ved højvande, floddeltaer, mangrove, samt lave kystskove bag mangroven og langs floderne.

Normalt sejler Neil os i land i gummibåden, hvor vi foretager optællingerne til fods, ofte over en strækning på flere kilometer – og til tider i blødt mudder. I Kisigese Forest Reserve iagttager vi to hunner af tanzaniansk sorthvid colobusabe (Colobus angolensis ssp. palliatus) med unger, og vi finder fjer af den sjældne kenyaperlehøne (Guttera pucherani).

En dag, da vi alle har forladt Gaia og er gået i land, er det lige før vi får hjertestop. Et pludseligt heftigt vindstød får ankerkæden til at springe, og båden driver ind mod land, hvor den lægger sig til hvile på et sandrev. Vi sprinter ud til båden, hvorefter Richard og Neil binder den anden ankerkæde fast til stævnen og fastgør ankret til bunden, så langt som kæden kan nå. Så sættes der fuld kraft på bådmotoren, mens ankerspillet trækker kæden ind. Dette gentages adskillige gange, og langsomt, meget langsomt, trækkes båden ud mod åbent vand. Vi er yderst lettede, da der igen er vand under kølen. Heldigvis er der kun sket en mindre skade på båden, idet boltene omkring roret er blevet revet ud, hvorfor der siver vand ind. Hele natten igennem skiftes vi til at lænse båden.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I ventetiden interviewer vi den lokale skolelærer.

“Hvor mange mennesker bor der på Kwale Island?”

“Omkring tusind.”

“Hvad lever folk af?”

“De fleste af mændene er fiskere, og kvinderne dyrker afgrøder som kassava og papaya, og de holder geder.”

“Hvordan er det at bo herude?”

“Kwale Island er et godt sted at bo. Der hersker en stærk solidaritetsfølelse, og tyveri tolereres ikke. Hvis nogen stjæler, må vedkommende forlade øen.”

Tusind mennesker på denne lille ø er langt flere, end den kan bære. Næsten hvert eneste træ er fældet til brændsel – kun nogle få store abebrødtræer (Adansonia digitata) er blevet skånet, og den tilbageværende vegetation er kraftigt nedgræsset af gederne.

 

 

 

 

 

Shungu Mbili synes at være en vigtig lokalitet for æglæggende havskildpadder. Vi finder rygskjolde fra 3-4 dyr, og ikke færre end 11 reder er blevet plyndret. De lokale fiskere hævder, at de ikke slår havskildpadder ihjel eller graver deres æg op, men vi har dem mistænkt for at lyve, da de sikkert er klar over, at havskildpadder ifølge tanzaniansk lovgivning er fredet.

I den tætte vegetation på Shungu Mbili finder vi en lille ynglekoloni af Mascarenerhejre (Egretta dimorpha), som forekommer i to farvefaser, sort og hvid.

Vi tilbringer fire dage ved den store ø Mafia, som viser sig at være en vigtig overvintringsplads for vadefugle. Her observerer vi bl.a. vore første små fregatfugle (Fregata ariel), og en hvalhaj (Rhincodon typus) svømmer hen under Gaia. Den er så stor, at vi kan se den på begge sider af båden samtidigt!

 

 

 

 

 

I dette område observerer vi ofte den smukke flodørn (Haliaeetus vocifer), som er ret almindelig langs Tanzanias kyst, og hver dag leger en lille flok indiske pukkeldelfiner (Sousa plumbea) i floden nær båden.

Til vores overraskelse er store dele af galleriskoven langs floden blevet fældet og omdannet til rismarker. Richard, Neil, Siobhan og jeg aflægger besøg i en landsby på Kiomboni, en af de større øer i deltaet. For at komme dertil må vi vade gennem store mængder mudder. Beboerne i landsbyen er meget venlige.

En af deres afgrøder er kokospalmer (Cocos nucifera), men mange af disse er døde, idet deres blade er blevet ædt af kokosnødde-næsehornsbiller (Oryctes rhinoceros). Vi observerer en lille flok brunhovedede papegøjer (Poicephalus cryptoxanthus) i et mangotræ. Richard mener, at de måske ikke er så gode til at stave, for ifølge vores fuglebog skulle de leve i mangrove.

Undervejs mod Boydu Island støder vi på et par suppeskildpadder (Chelonia mydas) i parring.

Næste morgen vågner jeg tidligt og bemærker, at gummibåden er væk. Rebet, som den var bunden til båden med, er skåret over af tyve i nattens løb. Vi sejler i vindretningen og finder snart den flydende gummibåd – men begge vore påhængsmotorer er stjålet. Vi er dog så heldige, at en af de lokale i byen Kilindoni er villig til at låne os sin påhængsmotor, så nu kan vi fortsætte vores arbejde.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den ældste af bygningerne er Fredagsmoskéen, som sandsynligvis blev bygget i 1100-tallet – en af de største moskéer i Østafrika. Husuni Kubwa er den største ikke-europæiske bygning i hele det centrale og østlige Afrika, beliggende på en bakke, hvorfra man har en storslået udsigt over Det Indiske Ocean. Denne bygning blev sandsynligvis opført ca. 1245, da Sultan al-Malik al-Mansur al-Hasan bin Sulaiman havde magten. I det sydlige Arabien er ordet husuni navnet på en fort-lignende bygning. Husuni Kubwa er dog ikke et fort, men et palads.

På et klippefremspring nær byen ligger ruinerne af Gereza, et stort fort, som blev opført under sultanen af Muscat omkring 1800.

 

 

 

 

 

 

 

Gennem seks dage bliver vi tilbageholdt her, ude af stand til at forlade den, da de fire ‘forbryderes’ pas er blevet konfiskeret. Ikke kun er den ledende funktionær meget uvenlig – han synes også at være ude af stand til at tage en beslutning. Skiftevis beordrer han os til at sejle tilbage til Dar for at få de nødvendige papirer, ledsaget af ham og en bevæbnet vagt; at flyve til Dar, hvilket vi er villige til – men så skifter han mening og forbyder os at flyve; samt at sejle til Lindi for at møde hans overordnede. Til slut bestemmer han sig til, at Ole, Richard, Neil og Siobhan skal køre til Lindi med Landrover og melde sig til hans chef.

Tidligt næste morgen spadserer Thomas og jeg ud til den lille flyveplads uden for byen, Thomas med en flybillet i lommen. De venlige ansatte på Air Tanzania kender alt til affæren (det gør hele byen faktisk), og alle finder immigrationsofficerens opførsel utilstedelig (inklusive hans egen assistent). Vi er meget nervøse for, at funktionæren skal standse os, da han jo har forbudt os at flyve. Men Thomas kommer om bord, og jeg er meget lettet, da jeg ser flyet forsvinde i det fjerne.

Samme eftermiddag ringer Thomas fra Dar og fortæller os, at de fire visa allerede er blevet ændret fra transitvisa til besøgsvisa. Han foretager opkaldet i sidste øjeblik, da vore fire venner allerede sidder i Landroveren, som er parat til at køre mod Lindi. Den eneste grund til, at den endnu ikke er kørt, er, at chaufføren gerne vil tjene flere penge ved at tage ekstra passagerer med. Nu får han slet ingen penge, da turen bliver aflyst.

Den følgende aften ankommer Thomas i en Landrover, medbringende de nødvendige dokumenter. Alle er meget glade for at se ham (måske med undtagelse af immigrationsofficeren).

Desværre har vi spildt seks dage her, så projektets resterende tid er knap, og vi bliver nødt til at vende tilbage til Dar. Undervejs aflægger vi atter et kort besøg på Latham Island for at ringmærke unger af maskesule.