Indien 1991: Bishnoi-folket lever i pagt med naturen

 

 

 

 

 

Her er allerede forsamlet en gruppe slanke og yndefulde kvinder, iklædt farvestrålende lokaldragter og med sølv- og guldringe om arme og ankler, i øreflipperne samt på fingre og tæer. Deres smukke hvide tænder udsender lysglimt, når de snakker og ler. Da de har fyldt deres lerkrukker eller blanke messingkrukker med vand, vender de tilbage til deres hjem.

Et andet sted ved vandhullet trænges en mængde pragtfulde påfugle (Pavo cristatus). Flere af hannerne slår de prangende haler ud og ryster med vingerne i et forsøg på at overtale hunnerne til parring, men disse synes totalt uinteresserede.

På en brakmark i nærheden synger en hyrde, mens han driver sin kvægflok rundt og sørger for at holde den ude fra hirsemarkerne, som står grønne. Samtidig kan han holde øje med, at en flok hjorteantiloper (Antilope cervicapra), som nærmer sig, ikke gør for stort et indhug i afgrøden.

Denne art er nærmere omtalt på siden Rejse-episoder – Indien 1979: På kamerajagt efter hjorteantiloper.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Khejari-træet er helligt for Bishnoi-folket, som spiser de næringsrige bælgfrugter fra denne art. Af denne grund stillede 363 Bishnoi-mænd, -kvinder og -børn sig i vejen for træfælderne ved at omfavne træerne, med det resultat, at maharajaens soldater slagtede dem alle. Da man berettede denne hændelse for maharajaen, blev han dybt rystet og beordrede, at Bishnoi’ernes khejari-træer i fremtiden skulle skånes. Et tempel blev opført til minde om begivenheden i en lille by, som i dag hedder Khejarli.

Ordet bishnoi er afledt af hindi bis (tyve) og nau (ni). Denne religiøse bevægelse blev indstiftet af Ghambe-ji i begyndelsen af 1500-tallet. Han tilhørte den næstøverste hindukaste kshatriya (krigerne), men brød med hinduismen for at danne sine egne leveregler, 29 i alt. Han prædikede først og fremmest ikke-vold og vegetarianisme, og mange fulgte hans lære.

I begyndelsen kunne enhver tilslutte sig bevægelsen, men i dag er man født ind i Bishnoi’ernes kaste. Langt de fleste bor i Rajasthan i omegnen af Jodhpur.

 

 

 

 

 

Takket være dette folks beskyttelse af de vilde dyr har en truet art som hjorteantilopen fundet et fristed i deres område, hvor der også lever mange slanke Gujarat-gazeller (Gazella bennettii ssp. christii), lokalt kaldt chinkara, samt kæmpestore nilgai-antiloper (Boselaphus tragocamelus). På hindi betyder nil ‘blå’ og gai ‘tyr’. På grund af sin lighed med den hellige ko beskyttes denne art også af hinduerne.

Bishnoi’erne tager ligeledes vare om træer, fordi de danner skygge og er værdifulde som tømmer. Begivenheden omkring beskyttelsen af khejari-træerne var det lysende eksempel for græsrodsbevægelsen Chipko Andolan (‘Omfavn-Bevægelsen’), som opstod i 1979 i Kumaon-bjergene i delstaten Uttarakhand.

Lokalpolitikere havde givet et tømmerfirma tilladelse til at rydde skoven i selvsamme område, hvor landsbyboerne var blevet nægtet træ til dagligt forbrug blot en måned tidligere. Mange af landsbykvinderne blev rasende og stillede sig spontant i vejen for træfælderne ved at omfavne træerne. Aktionen spredte sig til omliggende landsbyer, og tømmerfirmaet trak sig ud af området.

 

 

 

 

 

Da husene blev klinet, blandede man kogødning i leret, da denne holder fluer og andre insekter borte. Inden leret tørrede, tegnede kvinderne fine mønstre i det med fingrene.

På gårdspladsen er bredt måtter ud, hvor forskellige afgrøder ligger til tørre, bl.a. tre slags vilde bælgplanter, khejari, gowar og khair-akacie (Senegalia catechu), to typer linser, hirse, jowar (Sorghum bicolor), samt agurker og sesam.

Køkkenet er indrettet i et hjørne af gårdspladsen. Her er Bhiya Ram’s kone og en af svigerdøtrene er i færd med at lave mad, og snart får vi serveret et velsmagende vegetarmåltid bestående af linser og andre bælgplanter, tilberedt med dahi (yoghurt), ghee (klaret smør) og chilifrugter, som blev knust på en glat sten med en stenrulle. Til retten serveres chapati’er (fladbrød), fremstillet af groft hirsemel.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Alligevel kan det kun lade sig gøre efter god regn, hvor høsten er rigelig. Der festes i tre dage, hvor gæsterne serveres store mængder mad og té, mens underholdningen leveres af lokale musikere.

Der er tale om arrangerede ægteskaber, som forældrene aftaler uden at indblande børnene. Ofte bliver de gift i en meget ung alder, 4-5 år, men pigen bliver hos sine forældre, indtil hun er 15-18 år. Så først flytter hun hen til sin mand. I forbindelse hermed afholdes en mere beskeden fest.

Pigens familie giver besked til den unge mands familie, når hun skal hentes. Aftenen inden slapper både pigen og drengen af i familiens skød, mens kvinderne synger kærlighedssange for dem. Disse sange virker beroligende på brudeparret, og gennem dem forberedes de på det kommende liv med sorger og glæder.

Kvinderne sørger også for, at det unge pars forventninger ikke sættes for højt, hvilket gør det nemmere for dem at acceptere mangler hos modparten. Skilsmisser er da også meget sjældne hos Bishnoi’erne.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Dette ritual er et tegn på venskab og tillid blandt Bishnoi’erne. Opium er mændenes eneste last. De hverken ryger eller drikker spiritus.