Syrien & Irak 1972: “Velkommen til Bagdad!”

 

 

 

 

 

”Er det dig, der kigger på fugle?”

Jo, det er det da.

”Er det også dig, der har planlagt at køre til Irak?”

Jo, det er også rigtigt.

”Må jeg komme med?”

 

Sammen lægger vi nu planer, mens vi sparer som gale. Vi køber et brugt Folkevognsrugbrød, indretter det nødtørftigt med sengepladser og gasapparat, læsser nogle gamle ølkasser fulde af tøj og bøger, og så går det ellers af sted. Vi er meget unge og særdeles uerfarne i rejselivets besværligheder. I sidste øjeblik inden afrejsen hører vi om noget, der kaldtes carnet de passage – et tolddokument, som skal sikre, at en bil, der bliver indført til de forskellige lande, også bliver udført igen. Bortset herfra skænker vi ikke papirjunglen en tanke.

Vores rejse starter sidst i oktober, og nætterne er ret kolde. Det går derfor rask ned gennem Europa, og endelig, i det sydlige Jugoslavien bliver nætterne behageligt varme.

En dag, i nærheden af byen Titov Veles, bemærker vi nogle gåsegribbe (Gyps fulvus) og kongeørne (Aquila chrysaetos), der svæver over bjergene. For at få et bedre kig på dem gør vi holdt, og Arne henter sit teleskop frem.

Bedst som vi står og nyder fuglene, standser en bil, og nogle bistert udseende politifolk stiger ud. Ved tegn og gerninger samt nogle få tyske gloser gør de os forståeligt, at vi skal følge efter dem til politistationen i Titov Veles. Her får vi forklaret, at det er forbudt at gøre ophold, hvor vi var standset, og specielt er det forbudt at tage billeder.

”Vi tog ingen billeder, vi kiggede bare i teleskop på nogle fugle.”

De nægter at tro på os, og det ender med, at jeg må aflevere filmen i mit kamera. Jeg protesterer og siger, at jeg ikke tog billeder på det nævnte sted, men mine protester hjælper ikke det mindste. Filmen bliver konfiskeret, og vi får et stempel i vore pas, som fortæller, at vi skal være ude af landet samme dag. Det er dog ikke noget problem, da der kun er et par timers kørsel til Grækenland, så vi skynder os at forlade de uvenlige politifolk.

“De er æ retti’ kloge!” siger Arne på sit brede vejlensiske.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I Istanbul tager vi med færgen over Bosporus-strædet til det asiatiske fastland, hvorefter vi sætter kursen mod det centrale Anatolien. Det er nu november, og nætterne er isnende kolde. Vi skynder os derfor sydpå mod de dramatiske Taurus-bjerge og den syriske grænse.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Byen domineres af et kæmpestort fort, som blev opført under en ægyptisk sultan af kurdisk slægt, Salah ad-Din Yusuf ibn Ayyub (1137-93), der i 1171 grundlagde Ajubide-dynastiet. Denne sultan – der i Vesten kendes under navnet Saladin – blev berømt for sine kampe mod de europæiske korsfarere, over hvem han vandt adskillige slag.

Vi vågner hver morgen før daggry, når mezzin’erne kalder til bøn. “Allah-u-akbar! As-hadu-an-la-ilaha-il-Allah! Muhammadun-rasul-Allah!” (”Gud er stor! Jeg bekendtgør: Der er ingen gud uden Gud! Muhammed er hans budbringer!”) gjalder det ud over byen fra talrige højttalere i minareterne, de høje, slanke tårne omkring moskéerne.

Den hellige Koran påbyder rettroende muhammedanere at bede fem gange om dagen. Bønnen kan foregå hvorsomhelst, men om fredagen – som er den muslimske helligdag – helst i en moské under ledelse af en imam (præst). Forinden vaskes ansigt, hænder og fødder.

Bønnen foregår dels stående, dels knælende og dels liggende med ansigtet mod et lille bedetæppe foran den bedende. Under bønnen skal ansigtet vendes mod Mekka i Saudi Arabien. I denne by ligger en kvadratisk bygning, Kaaba, hvori der befinder sig en stor sort sten, som blev tilbedt, længe før Islam blev grundlagt. Stenen er sandsynligvis en meteor.

Dagens første bøn, al fajr, skal foregå, når en sort tråd kan skelnes fra en hvid i det første gry. De øvrige fire foreskrevne bønner foregår ved middagstid, om eftermiddagen, når solen står i en vinkel på 45^o i forhold til horisonten, ved solnedgang, samt et par timer efter solnedgang.

 

På markedet ligger bjerge af æbler, appelsiner, granatæbler og andre frugter, som utilslørede kvinder rækker frem mod kunderne, mens der ivrigt pruttes om priserne. Foran téhusene sidder grupper af mænd og snakker, mens de drikker stærk sød the af små slanke glas. Mundstykket til en stor snorkende vandpibe går på omgang.

I gaderne er der andre dufte, også fremmedartede, men knap så behagelige: Æselurin, hundelorte – ja nogle steder endog menneske-ekskrementer. Floden gennem byen er et sort søle af spildevand og affald, og den stinker rædselsfuldt.

 

 

 

 

 

 

 

Landskabet er langtfra monotont, idet det veksler mellem ørken, klipper, busksteppe og agerland, og der ses alle mulige farvenuancer mellem gult og brunt. Landsbyernes huse har lerklinede vægge og falder godt ind i det omgivende landskab. Med mellemrum dukker oaser med daddelpalmer, appelsintræer og tamarisker op, næsten overvældende grønne i alt det brungule. Vi møder en gruppe falkonerer, som er ude at træne med deres falke.

Bønderne (fellah) i disse egne er iført grå eller brune ankellange kjortler, djellaba’er, samt over ryggen en tykkere kappe, abba, som værn mod vinterkulden. På hovedet bærer de mere velhavende en kefia, et klæde med rødt-hvidt eller sort-hvidt mønster. Det hænger løst ned over skuldrene og bliver holdt på plads af en agal, en krans af flettede, sorte reb med kvaste for enden.

Kvinderne bærer sorte eller blomstrede dragter, som næsten berører jorden. I denne egn er det ikke skik at bære slør. Et par kvinder trækker det sorte hovedklæde ned over ansigtet, da de får øje på os. Andre kvinder rækker os friskbagte fladbrød, hrobes, og de nægter stolt at modtage betaling for dem. ”La-la!” (”Nej-nej!”) siger de og vinker afværgende med hænderne.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

“As-salaamu-aleikum” (”Fred med jer”) hilser de, og vi svarer: “Aleikum-as-salaam” (”Med jer fred”). De vil høre, hvad vi laver i Syrien, og hvorhen vi agter os. Nogle af dem medbringer kassettebåndoptagere, og vi får lejlighed til at lytte til den særprægede arabiske musik og sang.

På lokummet hænger en cisterne med fremhævet navn: ’The best Niagara’. Der er ikke noget vand i den, og et tykt lag rust viser, at vandfaldet svandt ind for flere år siden. Et arabisk toilet er normalt et hul i gulvet, hvor man sidder på hug. I væggen findes en vandhane med en kande under, som man fylder op. Derpå bruger man venstre hånd til at gøre sig ren med. Den betragtes derfor som uren, og man skal altid spise og modtage ting med højre hånd. Det er til stor gene for Arne, som er venstrehåndet.

 

 

 

 

 

 

 

Da vi står i den irakiske told, indser vi, at vi har begået en fadæse. Den store pasbetjent gransker vore pas og siger så: “Mister, hvor er Deres visum til Irak?”

Visum? Vi regnede da med, at vi kunne få det ved grænsen, ligesom i Syrien. Men nej. Vi varmer bænke i nogle timer, mens pasbetjentene telefonerer til Bagdad for at høre, om vi skal køre tilbage til det irakiske konsulat i Halep. Hen mod aften rækker betjenten os et papir og siger: “Mister, tag til Bagdad og opsøg The Residence Department. Der kan De få visum.”

Vi overnatter i vognen nær toldbygningerne. Hele den næste dag går med at køre ad ubeskriveligt elendige jordveje mod Bagdad – store huller, sten der rager op, voldsomme hældninger af vejbanen o.s.v. Hastigheden er nogle gange nede på 15 km/t.

Efter 11 udmattende timer på farten når vi frem til byen, hvor vi finder husly på et beskedent hotel.

 

 

 

 

 

 

 

Så går turen til The Residence Department (immigrationskontoret). Her bliver vi vist ind i et trist og koldt kontor, hvor tre uniformerede embedsmænd sidder bag hvert sit skrivebord. En af dem gransker længe papiret, vi har fået ved grænsen, og spørger så: “Mister, hvor længe ønsker De at opholde Dem i Irak? Hvad er Deres formål med at komme her? Hvor bor De nu?”

Vi forklarer, så godt vi kan.

“Mister, De kan kun få visum til én uge.”

Vi bliver gennet op på næste etage for at få en underskrift på et andet kontor. Her mener en person, at vi skal bruge pasfotos til vore visa. Jeg løber tilbage til vores bil, som står parkeret 500 m borte, og henter billederne. Tilbage til et kvarters ventetid. Fra kontor II bliver vi sendt til kontor III, katalogiseringens højborg. Hylderne bugner af fede ringbind og samlemapper. En mand blader talrige bind og mapper igennem, mens han mumler vore navne. Efter ti minutters forgæves søgen skriver han vort papir under.

“Mister, gå til det næste værelse.”

I kontor IV får vi endnu en underskrift.

“Mister, gå nedenunder.”

Javel. Undervejs mumler vi noget om pestilensen ved bureaukrati. “De er æ retti’ kloge!” bemærker Arne igen.

I kontor I er manden fra før pludselig mere velvilligt indstillet.

“Hvor mange dage skal De bruge? Er en uge nok?”

“Kan vi få to uger?”

“Er to uger nok?”

“Kan vi få en måned?”

“Nej, så må De tage til vores ambassade i Kuwait.”

Det godtager vi straks for at slippe ud fra dette sted. En ny formular udfyldes.

“Go to the president.”

I et noget fornemmere kontor får vi ’præsidentens’ underskrift. Tilbage til kontor I for en kontrol.

“Gå til præsidenten igen.”

Tilbage til det fornemme kontor for endnu en kontrol. Så ned til kontor I igen. En kontrol mere.

“Gå ovenpå med papirerne. Velkommen til Bagdad!” siger embedsmanden og gør honnør.

På kontor II får vi stemplet ’Emergency visa’ i vore pas til to uger – og vore pasfotos bliver der ikke brug for. Udmattede forlader vi bygningen.

“De er æ retti’ kloge!” siger Arne endnu en gang.

 

 

 

 

 

Efter det udmattende besøg på immigrationskontoret beslutter vi at slappe af ved at drage til Aziziyah og forsøge at finde Muhammad. Vel ankommet til den lille by opsøger vi adressen, han gav i bladet. Her træffer vi en venlig landbrugskonsulent ved navn Salman, som taler udmærket engelsk.

Mens vi drikker té, oplyser han, at Muhammad har fået arbejde i Bagdad, og spørger, om der er noget han kan gøre for os. Da han hører, at vi kunne tænke os at besøge bønder i omegnen, bringer han os i de følgende dage rundt til landsbyer, hvor vi modtages uhyre gæstfrit og beværtes på bedste vis. Vi bliver også gode venner med adskillige studerende i Aziziyah, som slæber os rundt til venner og familie.

Hvilken kontrast til besværlighederne på immigrationskontoret!