Sri Lanka 1975: På forbudte veje i Wilpattu

Størsteparten af Wilpattu er dækket af tørre kratskove, men huser alligevel et overraskende rigt dyreliv, bl.a. elefant (Elephas maximus), leopard (Panthera pardus), vildsvin (Sus scrofa), hjorte, forvildede vandbøfler (Bubalus bubalis), bengalsk varan (Varanus bengalensis), sumpkrokodille (Crocodylus palustris), samt store flokke af forskellige vandfugle. Flere steder i parken findes ruiner fra ældgamle singhalesi­ske kulturer.

Det er nu vores plan at gentage denne tur i selskab med Saraths ven Siva, som er tamil. Vi kører nordpå med bus fra Colombo, og i den lille by Puttalam fortsætter vi med en anden bus rundt om en stor lagune, gennem vidtstrakte plantager af kokospalmer (Cocos nucifera). Disse palmer er meget nøjsomme og kan vokse i det rene sand, blot der er vand nok i undergrunden. I store bassiner udvinder man salt fra havvand, som fordamper i den stærke sol og efterlader et lag salt. Vi passerer adskillige strandsøer, hvor hvidbrystede præstekraver (Charadrius alexandrinus), stylteløbere (Himantopus himantopus) og andre vadefugle fouragerer.

Marinesoldaten fortæller, at hans trup fornylig har foretaget en jagtudflugt til Wilpattu, hvor der blev nedlagt en hjort og et vildsvin. Sarath mener, at flådens mænd kan gøre, hvad der passer dem, da vildtbetjentene sikkert er bange for dem.

Da næste dag er en søndag, vil færgen ud til den lille ø Karativu ikke afgå. Vi aftaler derfor med en gruppe fiskere, at de tager os med til øen allerede samme aften – for den fyrstelige sum af 4 kr. for os alle tre. Fiskerne losser båden med forskelligt grej, såsom bjælker, palmeblade til tagtækning og diesel til båden. Store flokke af halsbåndsparakitter (Psittacula krameri) flyver ind over Kalpitiya, mens talrige huskrager (Corvus splendens) flyver den modsatte vej.

Mine ledsagere tager plads på taget af motorrummet, mens jeg har det lidt mere komfortabelt på en bunke palmeblade. Undervejs mod nord passerer vi flere småøer, bevokset med mangrove. Masser af sølvhejrer (Ardea alba) og silkehejrer (Egretta garzetta) kommer flyvende hertil for at overnatte. Solen forsvinder i et rødt flammehav i vest, en planet lyser, men der er ikke antydning af måne. Lidt efter lidt dukker stjernerne frem.

Vi passerer adskillige småbåde, hvorfra man fisker ved lys. Små, krappe bølger sender vandstænk ind over rælingen, og i skumsprøjtet fra stævnen lyser morilden hvidt i korte glimt. Vinden tager til, og stænkene ind over båden bliver så store, at vandet begynder at løbe fra håret ned over ansigtet og nakken. Kort efter er vi mere eller mindre gennemblødte.

Vi finder lidt proviant frem i form af to brød, og en af mændene bringer os en lækker fiskekarry. De byder også på arak, palmebrændevin, som river i halsen. Resten af aftenen sidder vi og snakker med fiskerne, indtil det er tid at gå til ro.

Karativu er kun befolket i fiskesæsonen, og de fleste af fiskernes koner og børn bliver inde på fastlandet. Landsbyen består af omkring hundrede hytter, bygget af grene og palmeblade. Mange af dem er helt åbne, mens andre er forsynet med vægge af palmeblade. Mellem hytterne vokser lave, forblæste kokospalmer. Mange steder ligger fisk til tørre på måtter, beskyttet mod tyvagtige krager og hunde af finmaskede garn.

Fiskerne er katolikker, og der er opført en lille kirke på øen. Da det er søndag, tager man ikke på fiskeri. I stedet sidder mændene rundt om i grupper og snakker, mens de reparerer deres garn. Et stort fiskegarn koster 30.000 rupees (ca. 20.000 kr.), men blot tre heldige fangster kan tjene pengene ind igen.

Strandbredden fungerer som losseplads, da alt affald blot bliver smidt de få meter herned. Imellem skraldet ligger opskyllet gule havslanger, små delfiner og pindsvinefisk med en kuglerund krop, tæt besat med pigge. Uden den kølende vind ville stanken sikkert være uudholdelig.

En mand og hans lille datter vandrer rundt og indsamler spiselige dyr på den tørlagte mudderflade, hvor rødben (Tringa totanus) og små regnspover (Numenius phaeopus) fouragerer. I virvaret af ånderødder i et mangrovetræ kravler en gul dværghejre (Ixobrychus sinensis) adræt omkring. Mudderet mellem ånderødderne er fyldt med småhuller, hvor vinkekrabber (Uca) holder til. Uden for hullerne sidder hannerne og vinker med den ene overdimensionerede, stærkt farvede klosaks, dels for at lokke hunner til, dels for at markere deres territorium.

Som alle andre steder er havskildpadder fredet i Sri Lanka, men ude på denne ø er man langt fra lov og ret, så det tager fiskerne ikke så højtideligt.

Til frokost får vi serveret ris med kød.

“Hvordan får man fat i oksekød herude?” spørger jeg dumt.

Sarath svarer grinende: “Det er kød fra den slagtede skildpadde!”

Det smager vældig lækkert, så det er måske ikke så underligt, at fiskerne fanger dem.

Vi har truffet aftale med en fisker om at blive sejlet ind til kysten af Wilpattu Nationalpark. Han sætter sejl, hænger påhængsmotoren på og lægger sig så til at sove, idet han overlader resten af arbejdet til en halvstor knægt. Bølgerne sender små skvæt ind over os, men solen tørrer os snart igen.

Undervejs gennem den tætte kratskov observerer vi adskillige fugle. En hvidbuget havørn (Haliaeetus leucogaster) passerer hen over, og fra et træ letter en uldhalset stork (Ciconia episcopus). Blåhalede biædere (Merops philippinus) og små grønne biædere (M. orientalis) stryger langs stien på jagt efter insekter, og halsbåndsparakitter skriger skingert. På stien, som flere steder er rodet op af vildsvinenes tryner, kravler en smukt mønstret stjerneskildpadde (Geochelone elegans) omkring. Da vores guide er sikker på, at vi kan finde vej, forlader han os.

Sidst på eftermiddagen kommer vi ud i en stor lysning, hvor der græsser et halvt hundrede plettede axishjorte (Axis axis) i selskab med adskillige farvestrålende påfugle (Pavo cristatus). I lysningens anden ende ligger en bungalow, som huser nogle af parkens vildtbetjente. To af dem kommer målbevidst hen mod os.

“Hvad laver I her, hvor al færdsel til fods er forbudt?” siger en af dem ophidset. ”I må betale en bøde!”

Mine ledsageres rolige og værdige optræden får dem dog hurtigt beroliget, og da betjentene hører, at jeg er dansker, siger den ene: “Han ved selvfølgelig ikke, at det er forbudt.”

Betjentene er ikke nær så vrede, som de måske gerne ville være, og det ender med, at de inviterer os til at overnatte på bungalowens veranda, mod at vi lover ikke at forlade jordvejen den næste dag. Det indvilliger vi naturligvis i. Vi sætter vores grej fra os og nyder udsigten over lysningen.

I mørkningen kommer 10-15 vildsvin frem for at græsse. Betjentene er nu så venlige at låne os en lille lampe, så vi bedre kan se at lave mad, samt en kokosskraber, så vi kan lave sambol, der består af revet kokosnød med løg, salt, chilipulver og citronsaft. Om bøder bliver der ikke talt mere.

Lidt henne ad stien har en omrejsende handelsmand slået lejr med sin stud og sin kærre. De fleste af disse handelsfolk er muhammedanere, såkaldte moors, som rejser rundt i afsides egne af Sri Lanka for at handle med husgeråd, ammunition og andre fornødenheder. I stedet for rede penge for varerne modtager de ofte naturalier, fx i form af dyreskind, afgrøder og honning fra vilde bier.

Vi skynder os at spise morgenmad og komme af sted. Vi har en vandring på omkring 30 km foran os, da vi har lovet vildtbetjentene at være ude af parken samme dag. Store sambarhjorte (Cervus unicolor) braser gennem den tætte skov, hvorfra vi flere gange hører det gøende kald af indisk muntjak (Muntiacus muntjak), en lille rødlig hjort med ganske kort opsats. Et par gange ser vi guldsjakaler (Canis aureus) på vejen foran os. De stirrer nysgerrigt på os, inden de lunter væk.

Omsider bliver den tætte skov afløst af åbne områder med sumpe og vandhuller. Her ser vi en flok vandbøfler, som vagtsomt vejrer mod os. Så vender de pludselig omkring og tordner ind i skoven. I kanten af vandhullerne fouragerer sølvhejrer og rishejrer (Ardeola grayii), og der ligger masser af elefantgødning. Vi holder en lille pause, mens vi laver frokost – kartofler kogt i plumret søvand. Dem nyder vi med marmelade til.

På den videre færd ser vi mange aber, både toplangurer (Semnopithecus priam ssp. thersites) og hueaber (Macaca sinica). Grå kæmpeegern (Ratufa macroura) med enorme buskede haler klatrer rundt i træerne, og på vejen kryber en stor stjerneskildpadde med tre pukler på rygskjoldet. I en lille bolig for vildtbetjente får vi vand til té. Betjentene oplyser, at vi har endnu 5 km at gå, til vi når floden Kala Oya, der markerer nationalparkens sydgrænse.

“Er floden vanskelig at krydse til fods?”

“Nej, det får I ikke svært ved. Vandstanden er meget lav, fordi december-regnen næsten udeblev.”

Det er så småt begyndt at mørkne, da vi når frem til Kala Oya. Her ser så tiltalende ud, at vi beslutter at sove på en sandbanke midt i floden. I en af de vandpytter, der endnu er tilbage i flodsengen, får vi et forfriskende bad, før vi begynder at tilberede aftensmad. Vi fylder rigeligt med ved på bålet for at holde myggene på afstand. En ugle tuder fra træerne langs bredden, og fra et lejrbål lidt nede ad floden lyder sagte fløjtespil. Fredfyldte og tilfredse med tilværelsen falder vi i søvn.