Pakistan 1978: Møde med røvere

Næste morgen får vi stemplet pas og papirer og vil fortsætte. En soldat skal imidlertid kontrollere vore pas og forsvinder ind i en fort-lignende bygning med dem. Så skal vi køre ud af ‘porten’ igen (den består af pigtrådsruller), rundt om en kæmpemæssig pigtrådsafspærring og derpå ad en anden vej ind i Pakistan. Her bliver vi stoppet af en solbrillebevæbnet soldat, som også vil se vore pas. Han meddeler, at der er 150 km til den egentlige grænseby Nokkundi og vil vide, om vi har benzin nok.

Fuglelivet i denne egn omfatter mest småfugle i brunlige farver, der falder godt i med omgivelserne, fx hærfuglelærke (Alaemon alaudipes), toplærke (Galerida cristata) og stor ørkenlærke (Ammomanes deserti).

Det varer næsten hele dagen at køre de 150 km til Nokkundi. Sidst på eftermiddagen ankommer vi til tolden, en lille samling lerklinede huse ved en jernbanestation. Vores besøg i toldbygningen er hurtigt overstået, selv om en overvældende mængde papirer skal udfyldes. Tolderen ser nu heller ikke ud til at være overanstrengt. Der har ikke været andre indrejsende udenlandske biler i fire dage!

Vi parkerer foran turistkontoret for at overnatte. Om morgenen byder den unge mand, som er ansat dér, på té i sit lille køkken. Han har boet her helt alene i et år og har først fornylig fået en tjener. Over byen flyver en flok ørkenravne (Corvus ruficollis) larmende rundt. I mange ørkenegne erstatter denne art den vidt udbredte almindelige ravn (C. corax).

Længere østpå, omkring byen Dalbandin, hæver sig smukke gule klitter i henved 100 meters højde. Her lever mange forskellige dyrearter, bl.a. forskellige arter af sandhøns (Pterocles), østlig kravetrappe (Chlamydotis macqueeni), jeeber-gazelle (Gazella fuscifrons), guldsjakal (Canis aureus) og ulv (Canis lupus). Hist og her ligger lunde og småklynger af lerklinede hytter med græstag. Folkene er høje og ranke, mændene bærer fuldskæg og har et langt klæde viklet om hovedet som en turban.

To mænd passerer med et par dromedarer, og den ene kommer hen til os og beder om en tår vand. Han forklarer ved tegn, at de er på vej ud for at indsamle brænde. Natten er stille og himlen så stjerneklar, som den kun kan være det i en ørken.

Den følgende dag består vejbelægningen af asfalt, men den er så fyldt med huller, at vi kun kommer langsomt frem. Nomader vandrer hen ad vejen med deres dromedarer og æsler, som er belæsset med telte, husgeråd, børn, hundehvalpe og høns. Flokke af geder og får strejfer hid og did efter en tot græs eller en indbydende kvist, og drengene spæner rundt for at holde sammen på dem.

Under vores frokostrast får vi selskab af et par tyskere, som er på vej til Iran. Vi mistænker dem for at smugle hash, da de klager over den strenge grænsekontrol i Afghanistan. Da de hører, at vi sover i vejkanten i vores bil, siger den ene indtrængende: “Es gibt hier Banditen!”

Javel, det gør der åbenbart allevegne, tænker vi.

I vejkanten sælger et par drenge indiske brystbær (Ziziphus mauritiana). De har en fad, lidt melet smag, men bliver ikke desto mindre betragtet som en delikatesse af de lokale. Denne art er omtalt på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

Om aftenen rejser sig en regulær storm, som fylder luften med støv. Den varer ved hele natten og noget af næste formiddag med.

Omsider kommer vi ned på en stor slette, gennemkrydset af kanaler til overrisling af ris- og sukkerrørsmarker. Bevoksninger af bredkronede banyan-figentræer (Ficus benghalensis) kaster skygger over vejen, hvor okser trækker knirkende kærrer i sneglehast. Slanke dromedarer ser ud, som om de bevæger sig i slow-motion, men kommer alligevel forbavsende hurtigt frem med deres lange skridt. I små pytter langs vejen fouragerer silkehejrer (Egretta garzetta), stylteløbere (Himantopus himantopus) og mange andre fugle.

Baluchistans barske landskab er ladt bag os, og vi er nu ude af røverland. Dette er Sind, det frugtbare land langs Indus-floden og en af civilisationens vugger. Her blev i 1920’erne fundet ruiner af to dravidiske byer, Mohenjodaro og Harappa, begge fra omkring 2500 f.Kr.

I dette område fandtes på daværende tidspunkt en højt udviklet civilisation, hvis byer havde gader og kloakeringssystemer, badeanstalter og kornmagasiner. Fund viser, at samfundet var hierarkisk inddelt med betydelige sociale forskelle. Man havde en billedskrift, som endnu ikke er tydet. Menneskelignende guder og muligvis også træer blev tilbedt. Håndværk og handel blomstrede.

Men allerede omkring 1700 f.Kr. begyndte det at gå tilbage for denne kultur, rimeligvis på grund af økologiske katastrofer, såsom ørkenspredning eller tidvise oversvømmelser. Da ariske rytterfolk omkring 1500 f.Kr. stormede ned over Indus-dalen fra stepperne i Iran, fandt de kun usle rester af fordums storhed. Arierne overvandt med lethed de lokale dravider og gjorde dem til deres slaver.

Langs en kanal kommer et gulddesmerdyr (Herpestes javanicus) løbende, standser brat op, rejser sig på bagbenene og stirrer på os med små øjne, røde som rubiner. “Rikki-tikki-tisj,” hvæser den og flintrer videre. Det var denne stemme, som gjorde, at desmerdyret kom til at hedde Rikki-tikki-tavi i Rudyard Kiplings Junglebogen.

Et par yngre mænd kommer hen for at snakke, mens vi er i færd med at lave mad i vores lille bilkøkken. ‘Samtalen’ er mest tegnsprog, da ingen af dem kan engelsk. Som de fleste mennesker vi har mødt på vor rejse er de dybt interesserede i vore ejendele, og alt skal kommenteres: kikkerter, kameraer, bøger, køkkengrej m.m. De bliver i området, men det hæfter vi os ikke ved. Mennesker er der overalt i denne del af Pakistan, og de har vel deres at passe.

Kvægflokke rejser tætte støvskyer, da de hen under aften bliver drevet hjem til landsbyerne, fulgt af de allestedsnærværende kohejrer (Bubulcus coromandus), der snapper græshopper og andre smådyr, som kvæget skræmmer op. Solen forsvinder i en gullig dis, og mørket falder hurtigt på.

Vi indretter os for natten i bilen. Vores gamle Folkevognsrugbrød er ikke forsynet med indvendig lås i sidedøren, så inden vi kørte hjemmefra, svejsede Arne en krog og en møtrik på dør og karm, så døren kan lukkes indefra, men ikke låses. Udefra kan der kun åbnes en lille sprække. Førerkabinen er adskilt fra lastrummet ved et gitter, som er skruet fast på karmen mellem de to rum.

Vi kigger ud gennem bagruden og ser i lyset fra en forbikørende lastbil tre mænd med tørklæder bundet for ansigtet. Da de hører, at vi er vågne, kaster de al forsigtighed til side og begynder at hamre på bagruden og ruske i sidedøren. Krogen knager, men holder.

“Hvad gør vi? Kan vi skrue gitteret til førerkabinen af?”

“Nej, skruenøglen ligger under sædet!”

Pause, mens vi tænker, så det knager.

“Kan vi mon skræmme dem væk ved at vise dem, at vi er bevæbnede?”

Vi graver i vore gemmer, mens mændene råber og skriger og rusker ekstra kraftigt i døren. Frem drager vi to store djambia’er, sylespidse daggerter, som vi har købt af beduiner i Jordan. Arne jager sin daggert ud gennem sprækken i døren, og der bliver stille et øjeblik derude. Men så tager larmen fat igen – de er åbenbart opsatte på at få fat i vore værdier, daggerter eller ej.

Nu er gode råd dyre – det kan kun være et spørgsmål om tid, før røverne vil komme på den idé at smadre bagruden. I samme nu hører vi den velkomne lyd af en lastbil, som nærmer sig.

“Hurtigt,” siger Arne, “blink med loftslyset!”

Jeg blinker som en besat, og miraklet sker – lastbilen standser! Arne farer ud ad døren og løber hen mod den, vildt gestikulerende. De to mænd i lastbilen glor rædselsslagne på ham. En gal europæer med en lang daggert i hånden!

Arne kommer i tanker om den og kaster den fra sig, mens han forsøger at forklare, hvad der er sket. De forstår ikke et ord, ryster bare på hovedet og vil fortsætte deres kørsel.

“Okay,” råber Arne, vinker til dem og løber tilbage til vores bil. “Lad os komme af sted!”

Imens har jeg siddet tilbage i bilen med den anden daggert, ude af stand til at foretage mig noget som helst. Men heldigvis er røverne forlængst over alle bjerge.

Af sted går det over stok og sten. I sin ophidsede tilstand kører Arne i højre side af vejen og kommer først i tanker om, at her er venstrekørsel, da en modkørende bilist begynder at blinke vildt med lyset. Arne kaster bilen til venstre.

“Vi finder en servicestation,” siger han, “ikke flere rastepladser i nat!”

Det er jeg svært enig med ham i. Det venlige personale på servicestationen er ikke spor sure over at blive vækket så sent og giver os lov til at parkere bilen bagest på deres område. En slørugle (Tyto alba) skriger sit ‘kvinde-i-nød’-skrig og flyver hen over vores bil – en passende afslutning på en hårrejsende aften!

Omsider finder vi en bank, som vil veksle vore checks. Den er godt bevogtet af to mænd, bevæbnet med rifler (se billedet øverst på siden). De ansatte er meget venlige og byder os på té, og da formaliteterne er overstået, ledsager to af funktionærerne os på en tur i nabolaget, hvor vi besøger lokale bønder.

Hvilken forskel på disse venlige folk og dem dagen inden, som forsøgte at berøve os!