Kaj Halberg - Skribent & fotograf
Rejser ‐ Landskaber ‐ Dyr og planter ‐ Mennesker
Iran 1973: Biluheld ved Det Kaspiske Hav
Hist og her brydes monotonien af en række popler. Råger (Corvus frugilegus) samles skræppende omkring deres reder højt til vejrs i disse træer og vidner om, at foråret trods alt er lige om hjørnet. Kejserørne (Aquila heliaca) og sorte glenter (Milvus migrans) kredser højt til vejrs, på udkig efter føde.
Stadig rejser en stiv vind gadernes støv. Kvinderne skutter sig og trækker deres chaddor tættere sammen omkring ansigtet, mens de skynder sig hjem fra dagens indkøb. Husene er kolde og uopvarmede, så kvinder og børn samles omkring køkkenets ildsted, mens maden tilberedes.
Vandløbene, som kommer ned fra bjergene, svulmer af smeltevand. Langs bredderne ser vi vandstære (Cinclus cinclus) og hvide vipstjerter (Motacilla alba). Hvor sneen er smeltet, blomstrer allerede følfod (Tussilago farfara) og vorterod (Ranunculus ficaria), og nældens takvinger (Aglais urticae) suger forårssolens varme i sig.
Hen langs bjergsiden findes klippehuler, som stadig er beboet af mennesker. Vejen går støt opad, og markerne er dækket af sne. Nødtørftige værn mod laviner er sat op, men flere steder er store sten alligevel faldet ned på kørebanen.
På vej gennem bjergene passerer vi Damavand (5671 m), Irans højeste tinde. Vejen fører gennem tunneler og over pas, før vi dykker ind i et tæt skydække på bjergenes nordside. Her er klimaet næsten subtropisk, og bjergskråningerne er dækket af frodige løvskove med bl.a. orientalsk bøg (Fagus orientalis), samt arter af eg (Quercus), løn (Acer) og poppel (Populus). Her er foråret langt fremme, og de fleste af træerne er allerede sprunget ud.
I disse skove vrimler det med fugle, og her lever også mange forskellige pattedyr, bl.a. rådyr (Capreolus capreolus), dådyr (Dama dama), brun bjørn (Ursus arctos) og ulv (Canis lupus).
I to døgn holder vi parkeret ved et vandløb i skoven, mens det regner uafbrudt. Alt er vådt, meget vådt. Men alligevel synger mange fugle, bl.a. bogfinke (Fringilla coelebs), gærdesmutte (Troglodytes troglodytes), sangdrossel (Turdus philomelos), solsort (T. merula) og rødhals (Erithacus rubecula). Om aftenen høres en tudende natugle (Strix aluco).
Blomsterne er også myldret frem. På småture langs vandløbet ser vi bl.a. kodriver (Primula), fladbælg (Lathyrus) og viol (Viola) i blomst.
I denne kolossale sø lever mængder af fiskearter, bl.a. støren (Huso huso), der forsyner Shah Muhammed Riza Pahlevi med dén kaviar, som han synes er så nødvendig for ham, at han reserverer det meste af fangsten til sig selv, mens hans folk lever i armod. I dette store indlandshav lever også den kaspiske sæl (Phoca caspica), som ikke findes andre steder.
Ved foden af bjergene er store områder omdannet til rismarker, hvor pløjningen er i fuld gang. Vi gør holdt ved en lille kanal, hvor mængder af latterfrøer (Pelophylax ridibundus) kvækker. Talrige rudesnoge (Natrix tessellata) varmer sig i morgensolen, og de har selskab af en stor stålorm med det mærkelige navn scheltopusik (Ophisaurus apodus). En mand kommer forbi og standser op for at se, hvad vi er så interesserede i. Jeg gør nogle bugtende bevægelser med hånden, og manden lyser op i et smil.
“Hreli!” (”Mange!”) siger han, hvorefter han genoptager sin vandring. Vi provianterer i en landsby, hvis huse har lerklinede vægge samt stråtage, som er bevokset med blomstrende brandbæger (Senecio).
Det frugtbare land strækker sig næsten ud til Det Kaspiske Hav, hvor det afløses af adskillige parallelle bælter af lave, grålige klitter. De fugtige lavninger mellem klitterne er dækket af vegetation, bl.a. store stikkende sivtuer (Juncus). Stranden er flad og hård og dermed god at køre på. I vandkanten fouragerer forskellige vadefugle, bl.a. ørkenpræstekraver (Charadrius leschenaultii), hvidbrystede præstekraver (C. alexandrinus) og almindelige ryler (Calidris alpina).
I søens sydøstlige hjørne rager en 70 km lang sandodde, Mian Kaleh, ud mod øst, og inden for denne er dannet en stor lagune ved navn Gorgan-bugten. Om foråret, når trækfuglene flyver nordpå, følger de kysten mod øst, så deres antal forøges stærkt omkring odden. Dette fugletræk vil vi gerne studere, inden vi sætter kursen østpå mod Afghanistan.
Langs kysten ligger med jævne mellemrum fiskerskure, hvor fladbundede både ligger trukket op. Tyve-tredive fiskere er i færd med at hale et kæmpemæssigt net i land, fyldt med fisk. For at forøge trækstyrken er mændene udstyret med store kroge, som de slår i nettet, inden de haler løs. Når en mand kommer ind til stranden, tager han krogen af, vader ud i vandet og sætter den i nettet påny. Det er tungt og langsommeligt arbejde.
En kaspisk sæl stikker hovedet op af vandet, men da en af fiskerne tager sit jagtgevær og løber ud mod den, dykker den, inden han kommer på skudhold.
I klitternes sand sætter masser af tusindben og biller deres natlige spor. Myreløvernes larver konstruerer tragtformede faldgruber, hvor de gemmer sig i bundens sand, og vé den myre eller et andet lille dyr, som falder ned i gruben. Mens det arme dyr forsøger at kravle op igen, bombarderer larven det med sand, så det falder ned i bunden, hvor det bliver grebet af larvens krumme kindbakker og derefter udsuget.
Kornværlinger (Emberiza calandra) synger fra toppen af buskene, og fra tætte krat kalder sorte frankoliner (Francolinus francolinus) morseagtigt: “Erp-serp-se-se-serp”. Harer (Lepus) er almindelige, og vi finder spor af rød ræv (Vulpes vulpes) og grævling (Meles meles). I skumringen hyler guldsjakalerne (Canis aureus) deres aftensang.
En dag hører jeg en snorkende lyd fra en bunke græs. Det viser sig, at lyden kommer fra et vildsvin (Sus scrofa), der ligger her og sover. Da jeg går for tæt på, springer det pludselig op og styrter af sted, mens mit hjerte flyver op i halsen.
Fra vores lejr spadserer vi tværs over odden gennem krat og marker, der er omgivet af tætte, tornede hække, som skal afholde køer og får fra at strejfe omkring. Vi har vort besvær med at finde gennem denne labyrint. I græsset finder vi velkendte blomster som ærenpris (Veronica), hyrdetaske (Capsella bursa-pastoris), hejrenæb (Erodium cicutarium) samt rød arve (Anagallis arvensis), der her mest optræder i den smukke blå form.
En del græske landskildpadder (Testudo graeca) kryber omkring, men når vi bøjer os ned over dem, trækker de hurtigt hovedet ind under skjoldet. Hvis vi venter et par minutter, kommer hovedet dog snart til syne igen. Med jævne mellemrum skræmmer vi en smuk hærfugl (Upupa epops) op, og når den lander igen, rejser den altid den store, røde, sortspidsede fjerkam.
Omsider når vi ud på strandengene, som omgiver Gorgan-bugten. Her raster mange vandfugle, og vi observerer bl.a. hvid pelikan (Pelecanus onocrotalus), mellemskarv (Phalacrocorax carbo), krikand (Anas crecca), dværggås (Anser erythropus), stor flamingo (Phoenicopterus ruber) og skestork (Platalea leucorodia).
Pludselig dukker en ung mand op som trold af en æske og spørger, hvor vi agter os hen.
“Til havnen.”
“Et øjeblik. Jeg skal lige telefonere først!”
Til hvem, og hvorfor, får vi aldrig at vide, men i en lille bygning ved havnen skal vi vise vore pas, inden vi får lov til at køre tilbage ad odden. Forinden inviteres vi til at bese byens frysehus, hvor store stabler af stører og andre fisk opbevares. Hoved og hale skæres af med en rundsav og stables separat.
En anden dag tager vi en ældre mand med. Han skal kun 6 km, siger han. Vi kører, men efter de 6 km skal han stadig ikke af. Vi passerer vores lejrplads og gør ham ved tegn opmærksom på, at vi nu har kørt 12 km. Bare 3 km mere, gør han tegn til. Dén tjeneste kan vi da godt gøre ham. Efter yderligere 3 km vil han fortsætte, men nu er vi trætte af ham og hans kilometer og vender vognen. Manden bliver sur og skælder ud. Sådan en utaknemlig knark!
Et par dage senere vil jeg køre alene en tur op i bjergene for at se, hvor langt foråret er fremme dér. Jeg kører fast endnu engang, men en forbipasserende traktor slæber bilen fri af sandet. Efter nogle kilometer kan jeg mærke, at noget er galt. Bilen slæber på det ene baghjul. Det bliver værre, og hjulet bliver varmt. Jeg regner med, at bremsen har siddet lidt fast, og kører videre. Så giver det nogle grimme knæk fra hjulet, og olien begynder at løbe ud af det.
Gram i hu vandrer jeg tilbage til vores lejrplads. Arne, som er uddannet mekaniker, går med til bilen og mener efter en kort undersøgelse, at hjullejet er gået. Vi kører i sneglefart tilbage til lejren, og næste morgen lister vi videre mod Aschur. Uden yderligere uheld ankommer vi til byen, men da der ikke findes noget bilværksted her, tager vi med færgen over strædet til den lidt større by Bandar Shah.
Det er sent på dagen, og vi holder ind i vejkanten for at overnatte. En dreng holder os med selskab og synger fine sange, som vi optager på kassettebånd. Et par soldater kommer hen imod os, men ikke for at genere os – tværtimod forærer de os to fisk!
Efter at have fundet frem til værkstedet hilser vi på ejeren, en lille, meget kraftig mand, som stammer fra russisk Armenien. Han hedder Yasha og taler russisk, farsi og turkomani, men ikke engelsk. Det er jo heller ikke just nødvendigt for at forstå vores problem.
Det viser sig desværre, at skaden er større end forventet. Lejet og et tandhjul er smadret. Vi må tage til et firma i byen Gorgan 50 km borte for at få fat i reservedele, så vi stiger om bord i et vrag af en bus, hvis chauffør tilsyneladende har racerkørsel som lidenskab. Han kører over stok og sten ad den hullede vej, som gjaldt det livet. Overraskende nok ankommer vi til Gorgan i levende live.
Her lejer vi en taxi til reservedelsfirmaet. Taxien føres også af en galning, så vi er der på under fem minutter. Det viser sig desværre, at de ikke har reservedelene på lager – de skal bestilles fra Teheran. Dyre er de også, og vi har ikke råd til at købe dem alle. Tandhjulet må files til, og så må vi håbe på lidt held. Det vil vare 4-5 dage, inden reservedelene når frem.
Senere kommer der ris og kebab på bordet. Det ender med, at stemningen bliver helt god. Mekanikerne går hjem, og vi kravler til køjs, så godt det nu kan lade sig gøre i den opklodsede bil, der hælder slemt.
De følgende dage går i selskab med Yasha og hans ansatte. Hans venner Ali og Albert kommer ofte på besøg. De er bankfunktionærer og taler en smule engelsk. Selv om Yasha er mekaniker, kører hans to venner rundt i nogle affældige vrag. Gearene knaser, og ventilatorremmen er næsten slidt igennem, men slige småting tager man ikke så højtideligt, så længe bilen kan køre.
Vi bliver efterhånden gode venner med mændene, og de viser en rørende omsorg for os. Vi spiser sammen, snakker og tager på ture op i bjergene med frokost og øl. De vil oven i købet give os penge, men dér sætter vi grænsen. Yasha vil have, at Arne skal være hans kompagnon på værkstedet, men Arne betakker sig.
“Hvad skal der blive af min ven, hvis jeg bliver her?” spørger han og peger på mig. Yasha kigger et øjeblik på mig og siger så: “Teacher!” Han mener åbenbart, at et job som lærer vil være en passende beskæftigelse for mig i Bandar Shah.
Omsider ankommer reservedelene, og de bliver sat i. Det er hen under aften, og Ali mener, at vi skal holde et afskedsparty. Albert kan ikke. “Han er bange for sin kvinde,” siger Ali, som er ugift. Stegt fisk og vodka – vi er ikke helt appelsinfri, men tager os dog sammen til at sige, at nu vil vi gerne betale. Yasha slår afværgende ud med hånden. Vi kan simpelthen ikke få lov til at betale noget ud over reservedelene!
Det er vemodigt at tage afsked med vennerne næste morgen. Desuden er vi kommet i en slem kattepine. Vi har ikke penge til både at have købt reservedele og samtidig køre videre østpå. Altså må vi tage den tunge beslutning at opgive Afghanistan. Under raslen og skramlen fra det tilfilede tandhjul sætter vi kursen vestpå mod Alborz-bjergene.
Plantelivet i skoven er meget forandret i forhold til vores forrige besøg. På mine vandringer finder jeg flere interessante arter, deriblandt bregnen hjortetunge (Asplenium scolopendrium), samt Rhynchocorys elephas, et markant medlem af gyvelkvælerfamilien (Orobanchaceae), som er udbredt i det nordvestlige Afrika, Italien, Balkan-landene, Tyrkiet, Kaukasus samt det nordlige Iran. Dens latinske navn kommer af tre græske ord, rhunkhos (‘snude’, ‘næse’), korus (‘hoved’) og elephas (‘elefant’), hvilket sigter til den lange griffel, der rager ud af blomsten som en elefants snabel.
En dag, hvor jeg er gået en tur alene, ser jeg, hvad der ligner en stor grå hund komme gående imod mig ned ad en skrænt. Den standser op og stirrer et øjeblik på mig med sine gule øjne, hvorefter den vender om og forsvinder i fuld fart. En ulv! Tilbage ved bilen fortæller jeg Arne om min oplevelse, men han siger blot hånligt: ”Det var da bare en hund!”
Men den dag i dag holder jeg nu stadig på, at den med sine gule øjne og sin sky opførsel var en ulv.
