Portrætter

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Opsplitningen af islam i disse to grene er beskrevet på siden Rejse-episoder – Asien & Europa 1975: Lang rejse hjem.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mine oplevelser hos Ifugao’erne er beskrevet på siden Rejse-episoder – Filippinerne 1984: Til åndemaning hos Ifugao-folket.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Desværre er disse stammefolks kultur og levevis i hastig opløsning, og mange af dem har mistet deres jord til spekulanter, som udnytter forekomsterne af kul, jern og mineraler. Papirindustrien har overtalt flere stammefolk til at plante eukalyptustræer på deres jord, idet de lover disse folk et stort udbytte fra de hurtigtvoksende træer. De glemmer dog at fortælle, at eukalyptustræer tørrer jorden ud. Dette har ført til, at der i dag er vandmangel flere steder i Indien, hvor der førhen voksede frodig skov.

Billederne nedenfor blev taget i Odisha i 1997, hvor mange stammefolk stadig havde bevaret en del af deres oprindelige levevis.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Disse rajputter formåede at få brahminerne (hindupræsterne) til at forsyne sig med stamtavler, som forbandt dem med solen og månen samt med den hinduistiske ildgud Agni.

Rajputterne var de fødte krigere, opdelt i 36 kongelige klaner. På grund af deres indbyrdes stridigheder lod hver enkelt rajput-konge forter og andre fæstningsværker opføre, hvor han og hans adelsfolk var beskyttet mod fjender. Den jævne befolknings sikkerhed var der naturligvis ingen, der bekymrede sig om.

Rajputterne er mere indgående beskrevet på siden Rejse-episoder – Indien 1986: “Hans navn er Muhammed!”

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Dette spændende område er udførligt beskrevet på siderne Rejse-episoder – Indien 1986: “Sir, ønsker De at se denne påfugl?” samt Indien 2003: Kamelsafari i Thar-ørkenen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den indiske regering har proklameret, at Ladakh fra d. 31. oktober 2019 udgør et unionsområde, administreret af centralregeringen i Delhi.

Tidligere var befolkningens vilje til at dele meget stor. Man havde fælles ansvar for rene vandløb, da vandet herfra blev anvendt i husholdningen. Under høsten hjalp hele landsbyen til, indtil alle havde fået høstet. Dette sympatiske særkende er dog stort set forsvundet, efter at området i 1972 blev åbnet for turisme. I dag hersker der – i hvert fald i byerne – en ganske almindelig forbrugerkapitalisme.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mine egne ’farverige’ oplevelser under Holi er beskrevet på siden Rejse-episoder – Indien 1991: Til hindu-højtider i Rajasthan.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Dansen er en kompliceret pantomime, hvor ikke kun dansebevægelser, men også ansigtsmimik og øjenbevægelser er vigtige elementer. Danserne er iført fantastiske kostumer, og ansigtsmaskeringen, som det ofte tager timer at lægge, er i kraftige farver. Dansen akkompagneres af trommer, og handlingen formidles gennem en sanger.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Flere billeder af Batak-folk kan studeres adskillige andre steder på denne hjemmeside, bl.a. under Folk: Børn verden rundt og Kultur: Musikere.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En mængde billeder af kinesiske minoritetsfolk kan studeres på siden Folk: Kinesiske minoriteter.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I 1876 overdrog kineserne dele af kirgisernes land til det russiske tzardømme. Efter den russiske revolution i 1919 overtog sovjetterne magten her, og et autonomt område ved navn Kara-Kyrgyz Autonome Oblast blev dannet under Sovjetunionen. I 1936 oprettedes en sovjetrepublik under navnet Kirgizskaya Sovetskaya Sotsialisticheskaya Respublika.

Som et resultat af det russiske overherredømme emigrerede mange russere til området, og i 1989 talte de omkring en million. Efter Sovjetunionens fald i 1991 opnåede Kirgisien uafhængighed, og størsteparten af russerne vendte tilbage til Rusland.

I dag tæller kirgiserne omkring 5 millioner mennesker, hvoraf 4,5 mio. lever i Kirgisien, som de deler med omkring 350.000 russere.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mine oplevelser ombord på en færge på denne sø er beskrevet på siden Rejse-episoder – Malawi 1997: Tre dage med færge på Malawi-søen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Namibias fantastiske natur er beskrevet på siden Lande og steder: Namibia – et ørkenland.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Sherpa’erne er lamaistiske buddhister, som fortrinsvis tilhører Nyingma-pa-sekten, også kaldt ’rødhattene’, fordi de højeste lamaer inden for denne sekt bærer røde hætter. Kvinder har en meget høj status blandt Sherpa’er, og sædvanligvis arrangeres bryllupper ikke af forældrene. Sherpa’er elsker at spise kød, men deres religion fordømmer det at dræbe ethvert levende væsen, så slagtningen foretages af ikke-buddhistiske tibetanere. Sherpa’er spiser kun husdyr, og vilde dyr lades normalt i fred i deres områder.

Blandt vesterlændinge kendes Sherpa’er især som glimrende guider og klatrere på bjergbestignings-ekspeditioner, og mange af dem har besteget Sagarmatha (Mount Everest) adskillige gange. I dag arbejder mange Sherpa’er i turistindustrien.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Baluchistan er nærmere omtalt på siden Rejse-episoder – Pakistan 1978: Møde med røvere.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

På Tamil kaldes bjerget for Sivanolipaathamalai (‘Shivas lys-bjerg’). Hinduer hævder, at fodaftrykket blev sat af Shiva, eller måske af abeguden Hanuman.

Ifølge kristen og muslimsk tradition blev fodaftrykket sat af Adam, da han og Eva blev fordrevet fra Edens Have efter Syndefaldet. Nogle kristne hælder til den opfattelse, at det blev sat af Sankt Thomas, en af de 12 apostle.

Hver dag, adskillige timer før solopgang, vandrer hundreder af pilgrimme op ad en af de seks stejle stier, med tusinder af trappetrin, som fører op til toppen. Deres mål er at være der før solopgang, hvor bjergets karakteristiske form kaster en trekantet skygge på den omkringliggende slette.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Unge mænd, dekoreret som djævlelignende, godartede væsner, kaldt Bajiajiang, praktiserer ofte kung-fu under daoistiske optog. Mange daoister betragter disse mennesker som værende besat af en guddom eller en ånd under optoget.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Billederne nedenfor er fra et marked i landsbyen Dilih, centrale Taiwan, hvorfra der solgtes souvenirs, som var fremstillet af indfødte folk.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I de senere år er det blevet en almindeligt anvendt taktik af den kinesiske regering at ‘kinesisere’ autonome områder gennem at bosætte kæmpestore antal af Han-kinesere i disse områder. I dag bor der flere Han-kinesere end tibetanere i Tibet, og fra at være typisk tibetanske med smukke gamle huse er byerne ændret til at være typisk kinesiske med grimme betonbygninger. Ethvert forsøg fra tibetanernes side på at modarbejde denne praksis bliver ignoreret af den kinesiske regering, som hævder, at tibetanerne udgør et mindretal. Og det i deres eget land!

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Førhen var en mindre del af kurderne fastboende bønder, men de fleste var nomader, som strejfede rundt med deres fåre- og gedeflokke i bjergene i det østlige Tyrkiet, nordøstlige Syrien, nordlige Irak, nordvestlige Iran, samt de tilstødende egne af Kaukasus. Opdelingen i nomader og bofaste var til fordel for begge parter. Der foregik en ivrig handel mellem dem, hvor kornprodukter og grønsager blev udvekslet med kød, filt og uld. I dag er langt de fleste kurdere bofaste.

Kurdernes triste skæbne er beskrevet på siden Rejse-episoder – Iran & Tyrkiet 1973: “Kurdistan! Bum-bum-zip!”