I cederens rige

 

 

Uttarakhand 2008
Kvalkved-arten Viburnum grandiflorum er almindelig i tempererede skove i det vestlige Himalaya. Denne art er blandt de få træer, som blomstrer om vinteren og tidligt om foråret. Blomsterne på dette individ blev overrasket af pludselig nattefrost efter en snebyge. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Næsten hele den østligste del af den indiske delstat Himachal Pradesh, nær grænsen til Tibet, er dækket af et vældigt vildmarksområde med udstrakte bjergskove og uberørte snedækkede bjerge. For at bevare denne vildmark for eftertiden har den indiske regering siden 1984 oprettet adskillige nationalparker og vildtreservater i området. Kernen udgøres af de sammenhængende nationalparker Great Himalayan og Pin Valley, som igen støder op til vildtreservaterne Kanawar, Sainj, Tirthan og Rupi Bhaba. Tilsammen dækker disse beskyttede områder ca. 2000 km2. Det vurderes, at der i dette område vokser omkring 3200 arter blomsterplanter mellem 700 og 3600 meters højde.

I det nu fredede område har den hårdføre befolkning i umindelige tider græsset dyr, hentet tømmer og brænde, gået på jagt, samt indsamlet spiselige planter og medicinplanter. Disse traditionelle udnyttelser er ikke længere tilladt. Den indiske skovstyrelse samarbejder med flere NGO’er for at hjælpe lokalbefolkningen, bl.a. gennem tilbud om at arbejde som vildtbetjente eller som guider og bærere for besøgende turister, gennem anlægning af plantager med tømmertræer nær landsbyerne, samt gennem oprettelse af planteskoler for arter, som i vid udstrækning har været anvendt i traditionel medicin og til anden brug, fx himalaya-taks (Taxus wallichiana) og bisamtidsel-arten Jurinea depressa, lokalt kaldt dhup. Gennem disse tiltag håber man, at lokalbefolkningen vil respektere reservatbestemmelserne.

 

 

Himachal Pradesh 2007
Et eksemplar af bisamtidsel-arten Jurinea depressa, lokalt kaldt dhup, graves op. Af dens rod fremstilles røgelse. For at redde denne art fra udryddelse dyrkes den nu i vid udstrækning. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ad hårrejsende stier
Nedenfor præsenteres indtryk fra to vandreture i Great Himalayan Nationalpark, dels en forårstur og dels en efterårstur, som begge tog udgangspunkt i landsbyen Gushaini. Herfra fulgte vi bredden af Tirthan-floden til Rolla (2100 m), hvor to stejle stier fører op i bjergene, den ene til Shilt (3100 m) og den anden til Nara (3300 m). Vores mål på begge ture var de alpine enge omkring Ghumtarao (3500 m). Forårsturen kombineredes med en vandring op langs Sainj-floden længere mod nord, hvorfra vi steg op til de alpine enge omkring Dhela (3600 m).

Efter at græsning med kvæg og geder ophørte i parken omkring 1990, havde stierne ikke været vedligeholdt, og mange steder var de simpelthen forsvundet. Det medførte, at vandringen undertiden var temmelig hårrejsende, med interimistiske ’broer’, spring fra sten til sten, lodrette klipper som skulle forceres, samt meget smalle stier, der var smattede af nedfaldne egeblade. Ved en enkelt lejlighed nær parkens udkant fulgte vi en smal sti, som vi ikke kunne se, da den var skjult under et virvar af over 2 m høje urter, der ligeledes skjulte de utallige fedtede kokasser, som lå på stien. For mig var det en form for trøst, at min guide og bærerne gled og faldt i dette ælte lige så ofte som jeg.

I de lavere dele af Tirthan- og Sainj-dalene vokser frodig blandskov, domineret af ege-arten Quercus incana, iblandet himalaya-gran (Picea smithiana), Rhododendron arboreum, birke-arten Betula alnoides, samt kæmpestore gamle individer af indisk hestekastanje (Aesculus indicus) og valnød (Juglans regia).

I skovbunden fandtes et rigt flor, bl.a. den mandshøje Himalaya-lilje (Cardiocrinum giganteum), akeleje-arten Aquilegia pubiflora, samt Geum roylei, der minder meget om den hjemlige febernellikerod (G. urbanum). I lysninger – bl.a. tidligere dyrkede områder – var buske af rosenfamilien meget almindelige, fx Spiraea canescens, Sorbaria tomentosa og Rubus foliolosus, i lighed med slyngplanten Cynanchum auriculatum af singrønfamilien (Apocynaceae). Også almindelig kermesbær (Phytolacca acinosa) var talrig. Denne art har en op til 15 cm lang, gullighvid blomsterstand, der siden får sorte bær, som ikke er spiselige. Derimod er bladene glimrende som grønsag – dog først efter grundig kogning. Langs stien voksede fx forskellige pileurter (Polygonum), en lyseblå ridderspore-art, Delphinium denudatum, en orange hjørneklap, Erysimum benthamii, samt den smukke Iris milesii, som har lange, krumsabelformede blade.

 

 

Himachal Pradesh 2007
På vores vandring langs Tirthan-floden nær Gushaini traf vi denne mand, som havde pyntet sin vævede hat med hvide jasminer af arten Jasminum officinale. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Himachal Pradesh 2007
Flere steder var stien langs Tirthan-floden forsvundet, og vi måtte springe fra sten til sten. Her hjælpes en af mine ledsagere, Madhu Saxena, over et kritisk sted af sin mand Ajai (t.h.) og vores guide. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Himachal Pradesh 2007
I de lavere dele af Great Himalayan Nationalpark findes store områder med frodig løvskov. Her står forstkandidat Ajai Saxena ved siden af en kæmpemæssig indisk hestekastanje (Aesculus indica). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Annapurna 2007
I skovbunden omkring 2000 meters højde var den mandshøje Himalaya-lilje (Cardiocrinum giganteum) ikke ualmindelig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Himachal Pradesh 2007
Den smukke Iris milesii kendes på sine lange, krumsabelformede blade. Den vokser især i lyse fyrreskove. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Gennem cederskove
Rolla er en tidligere græsgang ved Tirthan-floden i ca. 2100 meters højde, hvorfra to stier fører stejlt op gennem skoven, den ene mod Shilt, den anden mod Nara. Skoven langs disse stier er fuldstændig uberørt blandskov, domineret af ege-arten Quercus semecarpifolia. På stien fandt vi ofte egeblade med et stort rundt hul i midten. Disse huller er gnavet af røde flyveegern (Petaurista petaurista), som folder bladet langs midterribben, hvorefter de æder den centrale del af bladet og efterlader yderranden, der indeholder flere toksiner end centrum. I skoven optrådte forskellige lønne-arter (Acer), hvis løv på vores efterårsvandring havde de smukkeste røde og gule farver.

I lidt større højder begyndte nåletræer som himalaya-ceder (Cedrus deodara), himalaya-gran og tårefyr (Pinus wallichiana) at optræde almindeligt. Himalaya-ceder har et af sine kerneområder i Great Himalayan Nationalpark, men er i øvrigt udbredt mellem Afghanistan og det vestlige Nepal. Den kan blive et vældigt træ, op til 80 m højt og med en stammeomkreds på 10-12 m. Det latinske slægtsnavn Cedrus, af græsk kedros, stammer fra et urgammelt indo-europæisk ord for røgelse. Nåle og ved blev førhen anvendt som røgelse, i lighed med forskellige arter af ene og cypres. Traditionel medicin udvindes af en æterisk olie i cederens ved. Læs mere om arten på denne hjemmeside, se Traditionel medicin: Cedrus deodara.

Himalaya-gran er udbredt fra Afghanistan østpå til det centrale Nepal, mens tårefyr findes i et kæmpemæssigt område, fra Afghanistan i vest til det sydvestlige Kina i øst. Tårefyr kendes bl.a. på sine blålige nåle samt på koglerne, der bliver op til 25 cm lange. Et billede af koglen findes andetsteds på denne hjemmeside, se På blomsterjagt i Himalaya: Omkring Shivas hellige søer.

Fra omkring 2500 meters højde observerede vi også himalaya-taks, samt to arter af ædelgran, den meget almindelige himalaya-ædelgran (Abies spectabilis) og den mere fåtallige sølv-ædelgran (A. pindrow). De to arter minder meget om hinanden, og nogle taksonomer regner dem for samme art. De stejleste bjergsider var kun tyndt bevokset med træer, og hele partier var farvet lyserøde af en ærteblomstret busk, Indigofera heterantha. I Himalaya findes hele 16 medlemmer af denne slægt. Førhen blev et pulver, som farver blåt, indigo, udvundet af en nær slægtning fra lavlandet, I. tinctoria, men i dag fremstilles farven syntetisk. Arterne i Himalaya kan ikke anvendes til udvinding af farven. Hist og her sås to rosenarter, en busk med smukke lyserøde blomster, Rosa macrophylla, samt en slyngplante med hvide blomster, Rosa brunonii.

På vores forårsvandring observerede vi på klippesider i skovene mængder af den store hvide Anemone tetrasepala, en lyserød fjeldarve, Androsace sarmentosa, en art af gipsurt, Gypsophila cerastioides, som tilhører nellikefamilien (Caryophyllaceae), samt den flotte røde Himalaya-klokkekodriver (Cortusa brotheri). På efterårsvandringen fandt vi en køn klokkeblomst, Campanula argyrotricha, som voksede på en klippevæg.

I skovbunden voksede planterne spredt, men der optrådte en del arter, bl.a. Geranium himalayense, der minder meget om den europæiske engstorkenæb (G. pratense), men er større. Ligeledes fandt vi en plante med tredelte blade, Trillium govanianum, som er beslægtet med vores hjemlige firblad (Paris quadrifolia). Begge disse arter er fornylig blevet overført fra liljefamilien (Liliaceae) til firbladfamilien (Melanthiaceae). Andre arter omfattede en storblomstret asters-art, Aster thomsonii, en konval, Maianthemum purpureum, den lille Wulfeniopsis amherstiana af vejbredfamilien (Plantaginaceae), samt to smukke jordlevende orkidéer, en hvid fruesko, Cypripedium cordigera, samt Calanthe tricarinata.

Over store områder var skovbunden rodet op af bjørne. Der findes to arter i nationalparken, den sorte kravebjørn (Ursus thibetanus), som mest holder til i skovene i lavere højder, samt en underart af den brune bjørn, isabella-bjørn (Ursus arctos ssp. isabellinus), der oftest træffes i alpine områder, men af og til kommer ned i skovene.

 

 

Uttarakhand 2008
Uttarakhand 2008
Den indiske skovfoged B.P. Bahuguna viser et blad af egearten Quercus semecarpifolia med et stort rundt hul i midten. Dette hul er gnavet af et rødt flyveegern (Petaurista petaurista), som folder bladet langs midterribben, hvorefter den æder den centrale del af bladet og efterlader yderranden, som indeholder flere toksiner end centrum. Vi fandt ofte sådanne blade på stien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Himachal Pradesh 2007
Himalaya-ceder (Cedrus deodara) kan blive et vældigt træ, op til 80 m højt og med en stammeomkreds på 10-12 m. Dette eksemplar, som vokser langs en afgrund, var øjensynligt på et tidspunkt ved at vælte, hvorpå adskillige af grenene begyndte at vokse opad og med tiden dannede et flerstammet træ. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Himachal Pradesh 2007
Den smukke Rosa macrophylla optræder hist og her i blandskove i Great Himalayan National Park. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Himachal Pradesh 2007
Den høje Anemone tetrasepala er meget almindelig på klipper mellem 2100 og 3600 m. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Himachal Pradesh 2007
Denne hvide fruesko, Cypripedium cordigera, er ret almindelig i tempererede skove i Himalaya mellem 2100 og 4000 meters højde, fra Pakistan mod øst til Bhutan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Himachal Pradesh 2007
Adskillige steder fandt vi en anden smuk jordlevende orkidé, Calanthe tricarinata. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Fem fasanarter
Vegetationen langs skovenes vandløb var domineret af bl.a. pilearter (Salix) samt kvalkved-arten Viburnum grandiflorum, og blandt urterne sås bl.a. en ranunkel, Ranunculus laetus, en springklap, Cardamine macrophylla, samt en brunrod, Scrophularia decomposita. I vandløbene observerede vi to fuglearter, som er tilpasset et liv her, brun vandstær (Cinclus pallasii) og blyfarvet rødstjert (Phoenicurus fuliginosus).

I disse tempererede skove lever ikke færre end fem fasanarter. Farvestrålende hanner og brunspættede hunner af glansfasan (Lophophorus impejanus) – også kaldt monal – lettede ofte foran os og svævede skogrende flere hundrede meter ned i dalen. Denne art er meget almindelig i parken, mens koklasfasan (Pucrasia macrolopha) og kalijfasan (Lophura leucomelanos) er mere fåtallige. De to sidste arter, chirfasan (Catreus wallichi) og vestlig tragopan (Tragopan melanocephalus), er meget fåtallige, og tragopanen er akut udryddelsestruet. Den har dog en af sine største og mest stabile bestande i netop denne nationalpark.

I skovene findes en del lysninger, som er et levn fra tidligere tiders græsgange. Siden græsningen ophørte i parken, er vegetationen i disse lysninger fuldstændig ændret. Fra at være sammensat af stikkende eller giftige arter, samt planter der kunne tåle en kraftig nedgræsning, er den nu domineret af mandshøje urter, fx forskellige arter af pileurt, skræppe og nælde, som breder sig stærkt. Der ses dog stadig mange andre planter, fx den smukke Morina longifolia af morinafamilien (Morinaceae), den store blå rublad Hackelia uncinatum, den hvide Anemone rivularis, boghvede-arten Fagopyrum dibotrys samt Potentilla argyrophylla, hvis blomsterfarve varierer utroligt, fra gul over orange til rød og purpurrød. Lysningerne vil på længere sigt atter springe i skov.

 

 

Himachal Pradesh 2007
På vores vandring mod Dhela fandt vi denne kylling af glansfasan (Lophophorus impejanus). Et billede af den voksne kok findes andetsteds på denne hjemmeside, se På blomsterjagt i Himalaya: Omkring Shivas hellige søer. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Himachal Pradesh 2007
Den flotte Morina longifolia vokser mellem 2500 og 4300 meters højde. Alle fire Morina-arter i Himalaya er udstyret med stive hår eller torne som værn mod græssende dyr. Morinafamilien (Morinaceae) er nært beslægtet med kartebollefamilien (Dipsacaceae). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Himachal Pradesh 2007
Potentil-slægten har ca. 40 medlemmer i Himalaya. Blomsterne hos den flotte Potentilla argyrophylla optræder i et bredt farvespektrum, fra gul over orange til rød og purpurrød. Denne art er udbredt fra Afghanistan i vest til Sikkim i øst. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Alpine enge
Omkring 3000 m bliver skoven lavere og afløses efterhånden af himalaya-birk (Betula utilis) og forkrøblede individer af ædelgran. Det tynder kraftigt ud i træerne over 3300 m, hvor landskabet består af alpine enge med spredte krat af Rhododendron campanulatum samt lave ene-buske (Juniperus). På klippefyldte steder findes forskellige dværgbuske, fx Cassiope fastigiata, en art af kantlyng med klokkeformede blomster, en ganske lille krybende pil, Salix lindleyana, samt to alperoser, Rhododendron lepidotum med røde eller hvide blomster og R. anthopogon med hvidgule, næsten gennemsigtige blomster. Billeder af disse og mange andre rhododendron-arter findes andetsteds på denne hjemmeside, se Planteliv: Rhododendron.

Urtefloret i disse bjergenge er overordentlig rigt, med flest arter blomstrende i monsuntiden. I juni, hvor vores forårsvandring fandt sted, er nedbøren moderat, men vi fandt alligevel en mængde arter i blomst. En stor del af dem var gengangere fra skovlysningerne i lavere højder, men nogle af arterne voksede kun i engene. Meget udbredte arter var fx alpe-forglemmigej (Myosotis alpestris), Geum elatum, en nellikerod-art med store gule (sjældnere røde) blomster, Phlomis bracteosa, en violet løvehale-art, samt Anemone obtusiloba, der her optræder i to farvevarieteter, hvid og blå. (En tredje varietet med gule blomster findes kun i Kashmir). Langs vandløbene var der ofte fuldstændig gult af himalaya-engkabbelejer (Caltha palustris var. himalensis).

Den ene interessante plante efter den anden dukkede op heroppe. En stribelilje, Gagea longiscapa (førhen kaldt Lloydia longiscapa), samt den lille fine Aletris pauciflora, der er flyttet fra liljefamilien (Liliaceae) til firbladfamilien (Melanthiaceae), fandtes i mængde. Andre arter omfattede bl.a. Dactylorhiza hatagirea, der ligner vor hjemlige kødfarvet gøgeurt (D. incarnata), en pudedannende fjeldarve, Androsace muscoidea, samt to høje kodrivere, Primula stuartii med lysegule blomster og P. macrophylla med violette blomster. Den smukke valmuesøster Meconopsis aculeata lyste op blandt klipperne med sine store lyseblå blomster. Vi fandt også den mærkelige Picrorhiza kurrooa af vejbredfamilien (Plantaginaceae), hvis 3 cm lange støvdragere rager langt ud af de små blomster. Denne art, der anvendes i folkemedicinen mod dysenteri, er truet af overdreven indsamling.

Dyrelivet er sparsomt i disse højder, men på efterårsvandringen så vi dog store flokke af sneduer (Columba leuconota). På forårsvandringen patruljerede en lammegrib (Gypaetus barbatus) langs fjeldkanten på jagt efter ådsler, og en rød ræv (Vulpes vulpes ssp. montana) med lyse partier i pelsen standsede op og betragtede os interesseret, inden den luntede videre. I det tågede vejr overraskede vi to unge brune bjørne, som var i færd med at grave rødder op, kun et halvt hundrede meter borte. Da de fik øje på os, snøftede de forskrækket og løb, det bedste de havde lært.

 

 

Himachal Pradesh 2007
Jai Singh med en håndfuld af den gule kodriver-art Primula stuartii, som senere blev ofret til en lokal hindu-gudinde på en stenvarde på toppen af bjerget Rakhundi (3622 m). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Himachal Pradesh 2007
Den mærkelige Picrorhiza kurrooa af vejbredfamilien (Plantaginaceae) har ca. 3 cm lange støvdragere, der rager langt ud af de små blomster. Denne arts rhizomer anvendes i traditionel medicin mod dysenteri, og den er truet af overdreven indsamling. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Himachal Pradesh 2007
Den lyseblå valmuesøster Meconopsis aculeata voksede her og der i alpine områder i Great Himalayan Nationalpark. 17 arter af denne spektakulære slægt findes i Himalaya, hovedparten fra Nepal og østpå. – Læs mere om valmuesøster andetsteds på denne hjemmeside, se Hyldest til farven gul. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Himachal Pradesh 2007
Fornyligt er Aletris pauciflora blevet overført fra liljefamilien (Liliaceae) til firbladfamilien (Melanthiaceae). Denne fine lille plante er vidt udbredt i Himalaya i højder mellem 2500 og 4900 m, fra Kashmir mod øst til det sydvestlige Kina. Dens rodstængel anvendes i folkemedicinen til behandling af hoste og forkølelse. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nordindien 1997
Sneduen (Columba leuconota) er meget almindelig i højere egne af Great Himalayan Nationalpark. Dens navn skyldes dens overvejende hvide fjerdragt. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kilder
greathimalayannationalpark.com/GHNP_home.htm
Polunin, O. & A. Stainton, 1984: Flowers of the Himalaya. Oxford University Press
Stainton, A., 1988: Flowers of the Himalaya. A Supplement. Oxford University Press

 

 

(Oprettet februar 2016)

 

(Revideret april 2018)