Den tørre tibetanske højslette

 

 

Ladakh 2000
Den tibetanske højslettes planteliv er tilpasset et meget tørt klima, her i Markha-dalen, Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Transhimalaya! – Et ord, der fremmaner billeder af vindomsuste bjergpas med stenvarder, tæt behængte med blafrende lamaistiske bedeflag, af græssende tibetanske vildæsler omkring et vandløb med utallige røde kodrivere og gule troldurter, eller måske af den svenske opdagelsesrejsende Sven Hedin, den første europæer, der udforskede det vestlige Tibet omkring det hellige bjerg Kailas – den fysiske manifestation af det mytiske urbjerg Meru og et vigtigt pilgrimsmål for tilhængerne af tre religioner: hinduisme, buddhisme og jainisme.

Transhimalaya – som betyder ’på den anden side af Himalaya’ – består af to bjergkæder, Gangdise og Nyenchen Tanglha, som strækker sig ca. 1600 km over den sydligste del af den vidtstrakte tibetanske højslette, parellelt med Himalaya.

Himalayas høje tinder virker som en bremsende mur på monsunens regn, og når vinden passerer den tibetanske højslette, er det meste af nedbøren allerede faldet. I Ladakh, fx, er den årlige nedbør under 100 mm. Det meste af denne tørre, ørkenagtige landskabstype findes i Tibet, men optræder også i det nordligste Pakistan, det nordligste Bhutan, i Nepal i landområderne Humla, Dolpo, Mustang og Manang, og i Indien i Ladakh, den nordlige halvdel af Himachal Pradesh samt det nordligste Sikkim og Arunachal Pradesh.

De fleste planteslægter på den tibetanske højslette vokser også i Himalaya, men der findes tillige en del unikke slægter, som er tilpasset det tørre klima.

 

Kultur præget af lamaisme
Siden 1982 har jeg besøgt området mellem Himalaya og Transhimalaya på adskillige rejser, nemlig to til Tibet, fire til Ladakh i det nordvestlige Indien, samt fire til den øvre del af Marsyangdi-dalen i det centrale Nepal.

I Ladakh kan man inden for et ret begrænset område opleve det tibetanske landskabs mange facetter samt et karakteristisk udsnit af højslettens vegetation, kombineret med en fascinerende og forholdsvis intakt buddhistisk kultur. I dette område kan man i juli – hvor blomstringen er på sit højeste – foretage en række interessante vandringer, bl.a. en to-ugers vandretur, der starter i landsbyen Lamayuru ca. 125 km vest for Ladakhs hovedstad Leh. På denne rute skal man først bestige to høje pas, Konze La (4905 m) og Dundunchen La (4800 m), hvorpå man krydser Zanskar-floden til den forholdsvis frodige Markha-dal. Den sidste hindring er det meget høje pas Kongmaru La (5274 m), hvorfra man følger Sumdo-floden ned til Hemis Gompa sydøst for Leh. (Gompa er det tibetanske ord for et buddhistisk kloster).

Lamayuru har en spektakulær beliggenhed neden for stærkt eroderede klipper, og oven for disse klipper er opført en kæmpestor gompa. Landskabet er overstrøet med chorten’er, den tibetanske pendant til den indiske stupa – en kuppelformet bygning, som ofte indeholder en religiøs relikvie, fx knogler fra en munk eller en anden hellig person. Chorten’er er uløseligt forbundet med lamaismen, den tibetanske gren af buddhismen. I tilknytning til chorten’er ses ofte lange rækker flade stentavler, hvori er indhugget mantra’er. Disse tavler kaldes mani-sten, opkaldt efter den almindeligste af inskriptionerne på dem, Om Mani Padme Hum. Mani Padme betyder omtrent ’juvel i lotusblomsten’ – et billede på Buddha – mens Om og Hum er forstærkende mantra-ord. Omkring chorten’er og på mani-sten ligger ofte rødmalede horn fra okser samt fra vilde geder og får. De er et udtryk for, at lamaismen stadig indeholder elementer af den urgamle præ-buddhistiske bon-religion, hvor oksen var genstand for tilbedelse.

 

 

Ladakh 2000
Denne lamaistiske chorten udgør et markant element i det golde landskab omkring søen Tso Kar i Ladakh. Disse kuppelformede bygninger indeholder ofte religiøse relikvier, fx knogler eller aske fra en munk eller en anden hellig person. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tibet 1987
Rygende ovne foran Jokhang-templet i Lhasa, hvorfra en dejlig duft af brændende enekviste breder sig. De anvendes i vid udstrækning som røgelse i Himalaya og Tibet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nordindien 1982
En ældre mand fra Ladakh med sit barnebarn på ryggen. Ladakhierne er et tibetansk folk, men politisk er deres land en del af Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tørketålende vegetation
Den tibetanske højslette udgøres hovedsageligt af seks naturtyper: tørre sletter; lavereliggende floddale med naturlig vegetation; floddale med agerbrug; enge omkring søer og flodbredder; højalpine dale; samt bjergskråninger og -pas.

Højlandet er gennemkrydset af floder, men mellem floddalene findes store områder uden permanent vand. På disse sletter og på bjergskråningerne er vegetationen tilpasset de vandfattige vilkår. Krat af stikkende buske er vidt udbredte, fx ærteblomster som en astragel, Astragalus strictus, et ærtetræ, Caragana versicolor, samt en spidsbælg, Oxytropis microphylla, endvidere en tornet gedeblad Lonicera spinosa, samt den smukke Rosa webbiana. Kapers (Capparis spinosa) er også meget almindelig, i lighed med ene-arter (Juniperus) og ledris (Ephedra). Løv og kviste af ene brændes som røgelse i buddhistiske templer. Hist og her ses to små rhododendron-arter, R. nivale og R. cephalanthus, samt tibetansk buskpotentil (Potentilla fruticosa var. ochreata).

Stellera chamaejasme er en lav plante af dafnefamilien med smukke hvide blomsterstande, som ofte vokser i mængde, da græssende dyr undgår den. Af dens rødder kan fremstilles papir. En galtetand, Stachys tibetica, en stenurt, Rosularia alpestris, en gul aracé, Arisaema flavum, samt Lindelofia stylosa af rubladfamilien er også vidt udbredte planter. (Læs mere om de besynderlige Arisaema-arter på denne hjemmeside, se Planteliv: På blomsterjagt i Himalaya – Omkring Shivas hellige søer).

Som beskyttelse mod de stærke vinde, der ofte blæser heroppe, trykker visse plantearters blade sig tæt ned til jorden, fx hos den blå læbeblomst Lamiophlomis rotata samt den gule Oreosolen wattii, der tilhører maskeblomstfamilien. Andre arter beskytter sig mod vind og fordampning ved at danne puder, bl.a. Acantholimon lycopodioides, som tilhører hindebægerfamilien.

En katteurt, Nepeta floccosa, og en tidselkugle, Echinops cornigerus, er meget almindelige, hvor klipperne er eroderet til grusflader, og i klippesprækker vokser bl.a. en lærkespore, Corydalis moorcroftiana, samt to bignoniacéer, Incarvillea mairei og I. younghusbandii.

 

 

Ladakh 2000
Spidsbælg-slægten Oxytropis rummer ca. 18 arter i Himalaya. De fleste vokser i bunden af ret tørre floddale samt på den tibetanske højslette. Denne art, Oxytropis microphylla, er almindelig i Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ladakh 2009
Som et værn mod græssende dyr er denne art af gedeblad, Lonicera spinosa, forsynet med lange torne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ladakh 2000
Der vokser kun fire vilde rosenarter i Himalaya, mens adskillige andre dyrkes. Den smukke Rosa webbiana er meget almindelig op til 4100 meters højde i tørre egne på grænsen til det tibetanske højland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ladakh 2009
Kapers (Capparis spinosa) er meget almindelig i Ladakh. I baggrunden ses buddhist-klostret Tsemo Gompa i Leh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ladakh 2009
På højsletten vokser talrige arter af ledris, Ephedra, som er en slægt af nøgenfrøede planter. Her ses de kødfulde bærkogler af Ephedra intermedia. Disse planter gnaves ofte ned af græssende geder. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Annapurna 2007
Stellera chamaejasme af dafnefamilien er meget almindelig på højsletten. Af roden fremstilles papir, og den anvendes tillige i traditionel medicin mod astma, hudsygdomme og indvoldsparasitter. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ladakh 2009
Acantholimon lycopodioides af hindebægerfamilien er én blandt flere plantearter på den tibetanske højslette, som beskytter sig mod vind, kulde og fordampning ved at danne tætte puder. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Everest 2010
Som beskyttelse mod højslettens stærke vinde trykker visse plantearters blade sig tæt ned til jorden, fx hos den blå læbeblomst Lamiophlomis rotata. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ladakh 2009
Den violette katteurt-art Nepeta floccosa er ganske almindelig, især hvor bjergsiderne er eroderet til grusflader. Denne slægt tæller mindst 35 arter i Himalaya og Tibet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dyreliv på højsletten
Førhen strejfede flokke på hundredevis af tibetanske vildæsler (Equus kiang) og tibetanske gazeller (Procapra picticaudata) rundt på højsletten, men bestandene er decimeret betydeligt pga. ukontrolleret jagt samt konkurrence fra utallige fåre- og gedeflokke, der overgræsser steppen. Det er stadig muligt at se småflokke af vildæsler i omegnen af søen Tso Kar i Ladakh, og begge arter er ret almindelige i Shishapangma Naturreservat i Tibet.

Højlandet huser adskillige arter af pibeharer (Ochotona), der mest minder om store markmus, men faktisk er beslægtet med harer og kaniner. I pibeharernes forladte huller yngler ofte den lille sandfarvede tibetmejse (Pseudopodoces humilis). Den blev førhen regnet for at være en kragefugl, men DNA-undersøgelser har vist, at den er nært beslægtet med musvit (Parus major), og nogle autoriteter kalder den Parus humilis.

Tudseagamerne har navn efter deres tudselignende hoved. Med lidt held ser man Theobalds tudseagame (Phrynocephalus theobaldi), som ved at trykke sig fladt ned mod jorden falder i ét med omgivelserne. Derimod sidder rødplettet agame (Laudakia himalayana) og en skink, Scincella ladacensis, ofte frit fremme på klipperne og soler sig.

 

 

Tibet 1987
På den tibetanske højslette lever adskillige arter af pibehare, som er beslægtet med harer og kaniner, men mere minder om store markmus. Her ses sortlæbet pibehare (Ochotona curzoniae). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ladakh 2009
Theobalds tudseagame (Phrynocephalus theobaldi) træffes i stenede områder. Den yngler i forladte huller af andre dyrearter, fx pibeharer (Ochotona). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ladakh 2009
Rødplettede agamer (Laudakia himalayana) sidder ofte frit fremme på klipperne og soler sig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Floddale og søbredder
Størstedelen af floddalene er opdyrket eller henligger som tæt græssede enge. I agerlandet træffes en del velkendte europæiske ukrudtsarter, fx agertidsel (Cirsium arvense) og mælkebøtte (Taraxacum vulgare), foruden to store gule skærmplanter, Ferula jaeschkeana og Prangos pabularia, en bjørneklo, Heracleum pinnatum, en skovranke, Clematis tibetana, samt Lancea tibetica, der tidligere regnedes for en maskeblomst, men nu henføres til familien Phrymaceae. Mange sommerfuglearter lever her, bl.a. europæisk svalehale (Papilio machaon) og forskellige arter af høsommerfugle (Colias).

I engene langs flod- og søbredder dominerer græsser samt arter af star (Carex) og andre halvgræsser, fx af slægten Kobresia. Den lyserøde kodriver Primula tibetica, edelweiss-arten Leontopodium pusillum, de gulblomstrede troldurter Pedicularis tubiformis og P. bicornuta samt forskellige pileurt-arter (Polygonum) er ligeledes almindelige.

Hvor dalene ikke er opdyrket, skjules flodbredderne stedvis under tætte krat af bl.a. pilearter (Salix), tibetansk tamarisk (Myricaria elegans) og tibetansk havtorn (Hippophaë tibetana). Langs floderne danner kæmpebalsamin (Impatiens glandulifera) ofte store bevoksninger. Den er forvildet mange steder i Europa og betragtes som værende en invasiv art, der fordriver naturligt forekommende arter. Andre almindelige arter er den hvide Anemone rivularis, den lyseblå akeleje Aquilegia moorcroftiana, den gule lærkespore Corydalis flabellata samt Codonopsis clematidea, som tilhører klokkefamilien.

Omkring mange tibetanske søer, fx Tso Moriri og Tso Kar i Ladakh, træffes velkendte europæiske ynglefugle som rødben (Tringa totanus) og toppet lappedykker (Podiceps cristatus), foruden bl.a. mongolsk præstekrave (Charadrius mongolicus), rustand (Tadorna ferruginea), indisk gås (Anser indicus) og den smukke sorthalsede trane (Grus nigricollis).

I omegnen af Tso Moriri foretog medlemmer af den Tredje Danske Centralasiatiske Ekspedition i 1950 en mængde naturvidenskabelige undersøgelser. Geologen Asger Berthelsen kortlagde bjergenes foldestrukturer og kunne konkludere, at Alfred Wegeners teori fra 1912 om kontinentaldrift efter al sandsynlighed var korrekt – noget som senere undersøgelser har bekræftet.

 

 

Ladakh 2009
Skovranke-arten Clematis tibetana har guldgule, hårede blomster. Den er almindelig i udkanten af marker. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Everest 2010
Lancea tibetica regnedes førhen for en maskeblomst, men henføres nu til familien Phrymaceae. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ladakh 2009
Den gule troldurt Pedicularis tubiformis er uhyre almindelig på fugtige steder i det tibetanske højland. I Himalaya findes ikke færre end ca. 80 arter af troldurt. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ladakh 2000
Blomsten hos denne akeleje-art, Aquilegia moorcroftiana, har fire lange sporer, som er let krummede i spidsen. Den vokser især i nærheden af vandløb. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Himachal Pradesh 2007
Ladakh 2009
Codonopsis-slægten tilhører klokkefamilien og omfatter mindst 14 arter i Himalaya. Her ses den statelige Codonopsis clematidea, som har lyseblå blomster med et smukt mønster indvendigt. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Guizhou 2009
Den sorthalsede trane (Grus nigricollis) yngler kun i højlandssøer og -moser i Tibet og Ladakh. Den totale bestand er måske på færre end 5000 par. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Alpin vegetation
Vegetationen i højtliggende dale og på toppen af bjergpas er overraskende artsrig, hvilket skyldes, at der ligger sne langt hen på foråret. Den gule, stærkt duftende Biebersteinia odora ses ofte, tillige med korsblomsten Parrya nudicaulis samt forskellige arter af asters (Aster), stormhat (Aconitum) og ridderspore (Delphinium). To vilde rabarber-arter, Rheum moorcroftianum og R. spiciforme, danner ofte store bevoksninger, og andre almindelige arter omfatter to kurvblomster, Allardia stoliczkae og Cremanthodium ellisii, samt dragehoved-arten Dracocephalum heterophyllum og en katteurt, Nepeta longibracteata. I lighed med Acantholimon lycopodioides danner også adskillige alpine arter hårde puder af tætsiddende blade, hvorfra de små blomster stikker frem, fx Thylacospermum caespitosum af nellikefamilien, en sandvåner, Arenaria bryophylla, samt en fjeldarve, Androsace tapete.

I den nedfaldne ur ved foden af bjergene lever mange steder et stort jordegern, himalaya-murmeldyr (Marmota himalayana), som ofte sidder på bagbenene uden for sit bo. Kommer man for tæt på, udstøder det høje advarselspift. På bjergskråningerne holder flokke af halvfår (Pseudois nayaur) og sibiriske stenbukke (Capra sibirica) til. Deres eneste fjender (udover mennesket) er sneleopard (Uncia uncia) og tibetansk ulv (Canis lupus ssp. chanco). Småfugle som rødbrystet jernspurv (Prunella rubeculoides) og himalaya-snefinke (Montifringilla adamsi) er ofte meget tillidsfulde. Adskillige arter af apollo-sommerfugle (Parnassius) kan også træffes i disse højder.

 

 

Ladakh 2000
Rig vegetation nær toppen af passet Kongmaru La (5274 m) i Ladakh. Der ses grønne puder af nellikeplanten Thylacospermum caespitosum, den gule Biebersteinia odora, en blå ridderspore-art (Delphinium), samt en asters. Bagest blade af rabarber-arten Rheum spiciforme. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ladakh 2000
Allardia stoliczkae er en smuk plante af kurvblomstfamilien, som vokser i store højder, mellem 3000 og 4500 m. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ladakh 2000
Hos adskillige alpine plantearter danner de tætsiddende blade hårde puder, hvorfra de små blomster stikker frem. Her ses sandvåneren Arenaria bryophylla. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ladakh 2000
Den vilde rabarber-art Rheum spiciforme blomstrer overdådigt i juli på de golde skrænter nær passet Konze La (4905 m), Ladakh. Der findes 7 arter af rabarber i Himalaya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ladakh 2000
I den nedfaldne ur ved foden af bjergene lever mange steder himalaya-murmeldyr (Marmota himalayana), her i Markha-dalen, Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ladakh 2009
En himalaya-snefinke (Montifringilla adamsi) slukker sin tørst ved en kilde, Puga-sumpene, Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kilder
http://www.worldwildlife.org/wildworld/profiles/terrestrial_pa.html (nr. 1020)
Berthelsen, A., 1998: Rejsen til den blå sø. Gads Forlag
Polunin, O. & A. Stainton, 1984: Flowers of the Himalaya. Oxford University Press
Stainton, A., 1988: Flowers of the Himalaya. A Supplement. Oxford University Press

 

 

(Oprettet februar 2016)

 

(Revideret juni 2017)