Kirsebærskovene i Ringebakker

 

 

Bornholm 1999-2005
I maj farver kirsebærtræerne i Ringebakker landskabet delvis hvidt, som her ved Mølledam. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bornholm kaldes ofte i folkemunde for ’Kirsebærtræernes ø’ – ikke uden grund, for dette smukke træ med de velsmagende frugter er yderst almindeligt på øen. I kirsebærtræernes blomstringstid i maj farves visse bornholmske landskaber delvis hvide af de mange blomstrende træer. Særligt mange findes i skovene omkring Jons Kapel, Blåskinsdalen og Ringebakker, specielt omkring Mølledam i Ringebakker.

Kancelliråd Peder Dam Jespersen (1772-1835) forestod i begyndelsen af 1800-tallet tilplantningen af et ca. 500 ha stort område med flyvesand mellem Rønne og Hasle (senere kaldt Sandflugtsskoven). Det fortælles, at han gerne ville have flere kirsebærtræer i den nyplantede skov. Han inviterede derfor Rønnes drenge til at spise så mange kirsebær i hans have, som de ville, men på den betingelse, at de skulle sluge stenene og bagefter besørge i den nye skov! Måske er det af denne grund, at der vokser så mange kirsebærtræer i Sandflugtsskoven.

 

 

LFM 1987-2016
Hvor fuglekirsebær (Prunus avium) får lys nok, fx i skovbryn, sætter den mængder af hvide blomsterstande i maj. – Halskov Vænge, Falster. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bornholm 1999-2005
En blomstrende gren af fuglekirsebær, syd for Vang, Bornholm. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sød og bitter smag
I Danmark er der kun én vildtvoksende kirsebær-art, fuglekirsebær (Prunus avium), hvis oprindelige udbredelsesområde sandsynligvis var fra Frankrig gennem Central- og Østeuropa til Kaukasus. Den er sikkert ikke oprindeligt vildtvoksende her i landet, da den først er påvist i fund fra Vikingetiden for omkring 1000 år siden. Men siden er den spredt ved såvel menneskers som dyrs hjælp og træffes vildtvoksende overalt i landet.

Fuglekirsebær tåler skygge og kan vokse midt i skove af andre træarter, men her er blomstringen ringe. Hvor arten får lys nok, fx i skovbryn, sætter den mængder af hvide blomsterstande i maj, og bærrene – der egentlig er stenfrugter med et saftigt lag yderst – modner i juli. Fuglekirsebær kan også formere sig ved rodskud, og fra fældede træer skyder ofte nye skud fra stubben. Veddet er meget værdsat som møbeltræ på grund af den rødbrune, mahogni-lignende farve.

Landet over hersker der en del forvirring mht. navnene for de dyrkede kirsebærtræer, og ordene ’morel’ og ’kirsebær’ synes at blive anvendt i flæng. Surkirsebær (også kaldt ’skyggemorel’) har dybrøde, syrlige bær, der især anvendes til syltning, mens moreller – der optræder med gule såvel som røde bær – er søde, forædlede former af fuglekirsebær.

Frugtkødet af kirsebær er velsmagende og er en skattet spise, både i rå tilstand og som syltetøj. Frugterne ædes også af en lang række dyr, fx ræv, grævling og mange fuglearter, ikke kun de blandt haveejere hadede stære og solsorter, men også mindre fugle som munk og gærdesanger. Nedfaldne kirsebær, som er begyndt at rådne, er meget hjemsøgte af sommerfugle, gedehamse og fluer.

Mens frugtkødet i høj grad er spiseligt, indeholder bark, blade og frugtkærner amygdalin, som er et blåsyreglykosid. Kærnerne indeholder op til 2%, blade og bark noget mindre. De uspaltede molekyler i blåsyreglykosider er ugiftige, men ved optagelse i organismen udskilles den yderst farlige blåsyre (cyanbrinte). Dødelig dosis af blåsyre er omkring 1 mg pr. kg kropsvægt, så det kan være risikabelt at spise mange kirsebærkærner. Dette afholder dog ikke mennesker fra at fremstille likør af et udtræk af kirsebær og knuste kærner. Kærnebideren (Coccothraustes coccothraustes) er en stor finke, som æder mange kirsebærkærner, idet den har et meget kraftigt næb, hvormed den kan knække stenene. Et ældre navn for arten er kirsebærfugl. Den kan åbenbart tåle blåsyren.

Et gammelt råd i folkemedicinen siger, at kirsebær hjælper mod podagra (urinsyregigt). Også en nyere norsk undersøgelse har vist, at kirsebær øger udskillelsen af urinsyre. Urinsyreniveauet i blodet hos ti raske kvinder faldt med en femtedel efter indtagelse af kirsebær. Den dybrøde farve i surkirsebær og røde moreller kommer fra antocyaniner, og forskning tyder på, at disse stoffer kan forebygge gigtsmerter, diabetes og tyktarmskræft. Antocyaniner er også virksomme som antioxidanter og kan dæmpe betændelse.

 

 

Fyn 2005-09
Frugterne, kaldt moreller, hos en forædlet form af fuglekirsebær. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dyvekes endeligt
Christian d. 2. – en af Danmarks mest særprægede konger – traf som prins den hollandske kvinde Sigbrit og hendes datter Dyveke i Bergen. Datteren blev prinsens elskerinde, og begge kvinder drog med ham til København, hvor han lod bygge en gård til dem. Mor Sigbrit fik senere en uhørt politisk indflydelse på kongen, hvilket øgede rigsrådets i forvejen fjendtlige indstilling over for mor og datter. I 1514 blev kongen gift med den hollandske prinsesse Elisabeth, men han ville ikke opgive forholdet til Dyveke. Den tysk-romerske kejser truede med, at der ville ske Dyveke en ulykke, hvis forholdet ikke blev afsluttet. Hun døde pludseligt d. 21. september 1517, og overleveringen vil vide, at adelsmanden Torben Oxe myrdede hende med forgiftede kirsebær, fordi han var blevet forsmået som hendes elsker.

 

 

Fyn 2005-09
Fyn 2005-09
Kirsebærtræer får smukt gult efterårsløv. Disse billeder viser en borderterrier samt en killing på en gynge, omgivet af nedfaldne blade fra et stort moréltræ. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Plantenavnenes betydning

 

Fuglekirsebær
Prunus avium

 

Surkirsebær
Prunus cerasus

 

Prunus kommer af græsk prounos (blommetræ). Det danske ’kirse’ kommer – ligesom fx det italienske cerasa og det engelske cherry – af latin cerasus, fra græsk kerasos, det græske navn på kirsebærtræet. Cerasus var tillige det gamle romerske navn for den nuværende by Giresun ved Tyrkiets Sortehavskyst, hvorfra kirsebær i Romertiden blev eksporteret til Europa. Forstavelsen ’fugle-’ samt det latinske artsnavn avium (af avis = fugl) hentyder til, at fugle holder meget af bærrene. Forstavelsen ’sur-’ hentyder til denne arts syrlige bær.

 

 

Kilder
Corneliuson, J., 1997: Växternas namn. Vetenskapliga växtnamns etymologi. Språkligt ursprung och kulturell bakgrund. 2. rev. oplag 1999. Wahlström & Widstrand
plbio.kvl.dk

 

 

Denne beretning er tidligere offentliggjort i tidsskriftet Naturens Verden, årg. 90, 2007, nr. 1, s. 20-21. Den er her bragt med nogle få ændringer samt flere billeder.

 

 

(Oprettet februar 2016)

 

(Revideret april 2018)