Christian den Femtes Eg

 

 

Sjælland 1969-2005
Sjælland 1969-2005
Traditionen fortæller, at under denne gamle eg i Jægersborg Dyrehave blev Christian d. 5. hårdt såret af en hjort, da han ville aflive den efter en parforcejagt. Billederne er fra 1997 – i dag skygger opvoksende træer desværre mere og mere på den gamle eg. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Parforcejagten er en gammel jagtform, hvor et kobbel hunde forfølger et stykke vildt, oftest en hjort, mens jægerne følger efter til hest. Når hundene til slut har trængt det udmattede vildt op i en krog, holdes de tilbage, mens en udvalgt jæger stiger af hesten og ’giver fangst’, dvs. afliver vildtet med en stor kniv, en såkaldt hirschfænger. I dag er parforcejagt forbudt i det meste af Europa, men finder stadig sted i England i form af de traditionelle rævejagter, hvor rævene sønderrives af hundene. I Danmark er Hubertusjagten en tillempet form for parforcejagt, hvor ræven er skiftet ud med en rytter, der medfører en rævehale.

Parforcejagt var meget populær hos danske kongelige og adelige i 1600- og 1700-tallet. Især Christian d. 5. var en meget ivrig tilhænger af denne jagtform, og han fik sin fader Frederik d. 3. til at anlægge Jægersborg Dyrehave nord for København – et område på omkring 10 km2. Inden oprettelsen lå her adskillige landsbyer, hvis beboere blev tvangsforflyttet. Markerne blev tilplantet med træer, og der blev anlagt stjerneformede stier, som jagtselskaberne kunne ride ad. Kronhjorte (Cervus elaphus) og dådyr (Dama dama) blev indført og udsat i dyrehaven til jagterne.

Under en parforcejagt 19. oktober 1698 stod Christian d. 5. af sin hest for at ’give fangst’ til en hjort, men denne slog ud med benene og ramte kongen så slemt, at han blev sengeliggende. Kongen var i forvejen svagelig, og såret fra hjorten var sikkert medvirkende til, at han døde året efter, 25. august 1699. Traditionen fortæller, at uheldet skete under en stor eg, som står på hjørnet af Nordre Eremitagevej og Chausséen. Den blev siden kaldt Christian den Femtes Eg.

De store bestande af hjorte i Jægersborg Dyrehave æder de fleste af de spirende træer, og herved er skabt en meget åben skovtype, den såkaldte græsningsskov. Området er i dag Danmarks største skov af denne type.

Ege i almindelighed er nøjere omtalt andetsteds på denne hjemmeside, se Planteliv: Planter i folketro og digtning, og deres anvendelse i folkemedicinen er behandlet under Traditionel medicin. En række billeder af andre egearter findes under Planteliv: Gamle og store træer.

 

 

Plantenavnenes betydning

 

Stilkeg
Quercus robur

 

Eg, på oldnordisk eik, er et ord af fællesgermansk oprindelse, hvis betydning er usikker. Forstavelsen stilk- hentyder til, at agern hos denne art sidder på 3-5 cm lange stilke, til forskel fra vintereg (Quercus petraea), der har meget kortstilkede agern. Slægtsnavnet Quercus stammer sandsynligvis fra navnet på den litauiske tordengud, Perkunas. Egen var et helligt træ overalt i Europa, viet til de højeste guder, i Norden ligeledes til tordenguden Thor, i det gamle Grækenland til Zeus. Det latinske artsnavn robur betyder ’styrke’ eller ’hårdhed’, men ordet har samme rod som robhos, der betyder ’mørkfarvet’. Altså hentyder robur til egens hårde, mørke kerneved.

 

 

Kilder
Christiansen, M.S. 1970. Danmarks vilde planter – med et udvalg af vore nordiske nabolandes flora, bd. 1. Politikens Forlag
Corneliuson, J. 1997. Växternas namn. Vetenskapliga växtnamns etymologi. Språkligt ursprung och kulturell bakgrund. 2. rev. oplag 1999. Wahlström & Widstrand

 

 

Denne beretning er en let omarbejdet udgave af en artikel i tidsskriftet Naturens Verden, årg. 87, 2004, nr. 9, s. 39.

 

 

(Oprettet februar 2016)

 

(Seneste opdatering januar 2019)