Brændte Ole

 

 

Bornholm 2008
Brændte Ole havde oprindelig to mægtige stammer, men den ene brækkede af engang i 1980’erne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Mellem 1563 og 1721 udkæmpedes ikke mindre end seks langvarige krige mellem Danmark og Sverige, senere kaldt Svenskekrigene. Formålet med disse krige var først og fremmest at få herredømmet over Østersøen, men Christian IV’s stormagtsdrømme om at gendanne Kalmarunionen bidrog også i høj grad til ufreden.

Under en af de såkaldte Karl Gustav-krige, 1657-58, tabte Danmark alt land øst for Øresund, deriblandt Bornholm, som blev besat af svenskerne. Der udbrød straks oprør blandt bornholmerne, og en mængde svenske soldater blev dræbt. J.P. Møller skriver i 1867: ”Dengang Svenskerne bleve ihjelslagne her paa Landet [Bornholm], vare der ogsaa en Deel Svenske paa Stamperegaarden i Østermaria. Af disse var der Een ved Navn Ole, som undflyede, og uagtet man forfulgte ham, forsvandt han dog i Skovkanten, sønden Gaarden, hvor Skoven dengang strakte sig længere mod Nord end nu, og Forfølgerne maatte saaledes opgive Jagten. Ingen saa eller hørte mere fra Ole førend Aaret efter, da Lynet splittede en gammel hul Eg, som stod i Udkanten af Skoven, i hvis Aabning man nu opdagede Ole. Da han blev trukken frem, saaes det, at hans Klæder vare svedne af Lynet, og saa kaldte man Svenskeren: ‘Svedte Ole’ og Egen: ‘Brændte Ole’; hvilket Navn den fører den Dag i Dag!”

Brændte Ole står ved indkørselsvejen til Stamperegård, 2 km øst for Østermarie. Egen havde oprindelig to mægtige stammer, men den ene brækkede af engang i 1980’erne. Den er dog stadig et meget imponerende træ.

 

 

Bornholm 1999-2005
Brændte Ole fik sit navn under Svenskekrigene, da en svensk soldat ved navn Ole skjulte sig i den hule eg for at undgå at blive slået ihjel af vrede bornholmere. Han døde muligvis af udmattelse og blev først fundet året efter, da et lyn slog ned i træet og kløvede den hule stamme. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Plantenavnenes betydning

 

Stilkeg
Quercus robur

 

Eg, på oldnordisk eik, er et ord af fællesgermansk oprindelse, hvis betydning er usikker. Forstavelsen stilk- hentyder til, at agern hos denne art sidder på 3-5 cm lange stilke, til forskel fra vintereg (Quercus petraea), der har meget kortstilkede agern. Det latinske slægtsnavn på eg, Quercus, stammer sandsynligvis fra navnet på den litauiske tordengud, Perkunas. Egen var et helligt træ overalt i Europa, viet til de højeste guder, i Norden ligeledes til tordenguden Thor, i det gamle Grækenland til Zeus. Det latinske artsnavn robur betyder ’styrke’ eller ’hårdhed’, men ordet har samme rod som robhos, der betyder ’mørkfarvet’ – robur hentyder til egens hårde, mørke kerneved. – Læs mere om stilkeg på denne hjemmeside, se Traditionel medicin – Quercus robur.

 

 

Kilder
Corneliuson, J., 1997: Växternas namn. Vetenskapliga växtnamns etymologi. Språkligt ursprung och kulturell bakgrund. 2. rev. oplag 1999. Wahlström & Widstrand
Møller, J.P., 1867: Folkesagn og andre mundtlige Minder fra Bornholm. 2. udg. 1988. Colberg

 

 

Denne beretning er tidligere offentliggjort i tidsskriftet Naturens Verden, årg. 89, 2006, nr. 9, s. 40. Den er her bragt i en let omarbejdet udgave.

 

 

(Oprettet februar 2016)

 

(Revideret maj 2017)