Stævningsbøg ved Ry Mølle

 

 

Jylland 2006-12
Denne gamle knudrede stævningsbøg (Fagus sylvatica) står nær Ry Mølle, ved vejen mod Gammel Rye. På stammen til højre vokser tøndersvampe (Fomes fomentarius) – en meget almindelig poresvamp på gamle bøge. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Stævningsskove opstod i den sene Jernalder, hvor bønderne begyndte at berige agerjorden med husdyrgødning og plantedele. Man kunne nu dyrke de samme jordlodder år efter år og behøvede derfor ikke at flytte så meget omkring.

I skovrydningerne opstod efterhånden landsbyer, og indbyggerne udnyttede skovene omkring rydningerne på forskellig vis. Nogle anvendtes som græsningsskove, hvor kvæg, heste og får blev sendt på græs og svin på olden – frugterne af bøg (Fagus sylvatica) og eg (Quercus robur). Andre steder stævnede man træerne, dvs. man fældede stammen et lille stykke over jorden. Når et træ blev skåret ned, sendte det fra stubbe og rødder nye, tyndere stammer op. Disse stubskud havde flere lokale navne, bl.a. purker og røller. De samme træer kunne stævnes igen og igen, oftest med 20-30 års mellemrum – egen skulle dog bruge omkring 60 år til at danne nye egnede stammer. Tykkere stammer blev brugt til stolper i indhegninger, mens tyndere grene og kviste, de såkaldte ris, blev flettet ind mellem stolperne. Disse hegn kaldtes risgærder, og et andet navn for stævningsskov var gærdselsskov. En del af stævningstræet blev benyttet til brænde.

Opfindelsen af pigtrådshegnet og siden det elektriske hegn medførte, at behovet for gærdselstræ faldt kraftigt. Anvendelsen af kul og olie til opvarmning betød også, at forbruget af træ i bondeskovene faldt. Stævningen aftog markant i første halvdel af 1900-tallet, og kun enkelte stævningsskove blev drevet indtil fornylig. Gamle stævningstræer har et karakteristisk udseende, med flere knortede stammer, der ofte er buede forneden, hvor de vokser bort fra hinanden.

En flot, knudret stævningsbøg står nær Ry Mølle, ved vejen mod Gammel Rye. På dens stammer vokser tøndersvampe (Fomes fomentarius) – en meget almindelig poresvamp på gamle bøge.

 

 

Jylland 2000-05
Endnu en gammel og knudret bøg nær Ry Mølle, ligeledes med tøndersvampe. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sjælland 1969-2005
Denne gamle, knækkede bøg i Jægersborg Dyrehave nord for København er fyldt med tøndersvampe. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Fyn 2005-09
Bøgens frø, som kaldes bog, er spiselige for mennesker. – Her ses bøgefrugter nær Bøgebjerg Strand, Fyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Plantenavnenes betydning

 

Bøg
Fagus sylvatica

 

Bøg, på oldnordisk bók, er et ord af indoeuropæisk oprindelse, hvis betydning er usikker. Fagus er det gamle latinske navn på bøg, af græsk phagein (’at æde’). Navnet hentyder til de spiselige frø, bog. – Sylvatica betyder ’voksende i skove’, af latin silva = skov.

 

 

Kilder
Corneliuson, J., 1997: Växternas namn. Vetenskapliga växtnamns etymologi. Språkligt ursprung och kulturell bakgrund. 2. rev. oplag 1999. Wahlström & Widstrand
Nørrevang, A. & T.J. Meyer (red.), 1969: Danmarks natur – Skovene (bd. 6). Politikens Forlag

 

 

Denne beretning er tidligere offentliggjort i tidsskriftet Naturens Verden, årg. 88, 2005, nr. 10, s. 39. Den er her bragt med nogle få ændringer.

 

 

(Oprettet februar 2016)

 

(Revideret maj 2017)