Næsehornsfugle

 

 

 

 

 

Navnet på typeslægten Buceros er afledt af græsk bous (‘ko’) og keras (‘horn’), hvilket hentyder til en besynderlig gevækst på næbbet hos de fleste arter. Disse fugle er meget støjende, og ’hornet’ er muligvis beregnet til at forstærke deres kald, som kan høres fra en betydelig afstand.

Næsehornsfugle varierer kolossalt i størrelse, fra den vestafrikanske sorte dværgtoko (Horizocerus hartlaubi), som kun er 30 cm lang og blot vejer omkring 100 gram, til de kæmpestore spidshornet næsehornsfugl (Buceros rhinoceros) i Malaysia og Indonesien, samt rødstrubet hornravn (Bucorvus leadbeateri) i Afrika, som begge er ca. 1,2 m lange, hornravnen med en vægt på op til 6,2 kg.

 

 

 

 

 

 

 

Disse fugles ynglestrategi er højst besynderlig. Når en hun har lagt sine æg inde i et hult træ, murer hun åbningen til indefra, idet hun anvender sin egen gødning, som hærder under luftens påvirkning. Til tider hjælper hannen til ved at bringe ler til hunnen. Dette panser gør det vanskeligt for fjender såsom aber at æde æg eller unger. Kun en lille sprække efterlades åben, gennem hvilken hannen fodrer hunnen i hele rugeperioden. Hos nogle arter bryder hunnen panseret op, når ungerne er halvstore, hvorefter hun hjælper hannen med at fodre dem. Efter at moderen har forladt reden, genopbygger ungerne panseret med deres egen gødning! Hos andre arter forbliver hunnen i reden, indtil ungerne er flyvefærdige. Imens bringer hannen føde til dem alle.

Næsehornsfugle æder hovedsagelig forskellige frugter, i særdeleshed af figentræer (Ficus), men de tager også mindre dyr som insekter, skorpioner, firben og slanger. Når termitterne sværmer, samles næsehornsfugle ofte omkring termittuerne for at æde insekterne, efterhånden som de kommer frem.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er en latiniseret form af oldgræsk bykanistes (‘trompetér’), hvilket sigter til disse fugles kraftige kald.

 

Det latinske artsnavn betyder ‘kort’. Hvad det hentyder til, er lidt af et mysterium, da fuglen slet ikke er kort, men har en lang hale. Det danske navn sigter til de sølvgrå prikker på siden af hovedet og halsen.

 

 

 

 

 

Det latinske artsnavn betyder ‘trompetér’, af bucina (‘en militærtrompet’). Denne fugl må virkelig trompetere, da det videnskabelige navn betyder ‘den trompeterende trompetér’!

 

 

 

 

 

Det videnskabelige artsnavn kommer af latin sub (‘nær’), samt cylindricus, artsnavnet på brunkindet næsehornsfugl (B. cylindricus), således ‘den der minder om brunkindet næsehornsfugl’. Cylindricus er afledt af græsk kylindros (‘cylinder’), hvilket formodentlig sigter til den store, noget rørformede gevækst på disse to arters næb.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af græsk lophos (‘top’) og keras (‘horn’) – et besynderligt navn, da disse fugle kun har små gevækster på næbbet.

 

Arten blev navngivet til ære for den tyske naturhistoriker og opdagelsesrejsende Wilhelm Friedrich Hemprich (1796-1825), som opholdt sig adskillige år i Egypten, Sudan og Ethiopien. Han døde af malaria i Ethiopien, kun 29 år gammel.

 

 

 

 

 

Denne art lever i åbent kratland og savanne. Hannen har sort næb, mens hunnens er blegere sort, ofte med rødlige eller gullige partier. Begge køn har en iøjnefaldende hvid stribe på overnæbbet.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med stor næse’, afledt af nasus (‘næse’), hvilket naturligvis sigter til ‘hornet’.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk oxys (‘skarp’ eller ‘spids’) samt keras (‘horn’).

 

Artsnavnet er afledt af latin bi (to) og rostrum (‘næb’), hvilket sigter til det lille ‘horn’ på overnæbbet, som med lidt fantasi kan ligne et ekstra næb.

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘grå’.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af fransk tock, givet til afrikansk gråtoko og rødnæbbet toko af den franske naturhistoriker Georges-Louis Leclerc, Comte de Buffon (1707-1788). Efter sigende var navnet baseret på et lydefterlignende senegalesisk navn på disse fugle.

 

Arten blev opkaldt til ære for en tysk opdagelsesrejsende, Baron Karl Klaus von der Decken (1833-65), som var den første europæer, der forsøgte at bestige Mount Kilimanjaro. Det lykkedes dog ikke på grund af dårligt vejr. Han besøgte også Madagascar og Mascarenerne. I 1865 tog han til Somalia, hvor han udforskede de nedre egne omkring Jubba-floden ombord på et lille dampskib ved navn Welf. Efter at skibet var sunket i strømhvirvler, blev han og tre af hans selskab myrdet af fjendtlige somaliere.

 

 

 

 

 

De fem arter/underarter:

Nordlig rødnæbbet toko (T. (e.) erythrorhynchus) er udbredt fra det sydlige Mauritanien mod øst til Eritrea og Somalia, og videre mod syd til Kenya og det nordlige Tanzania.

Vestlig rødnæbbet toko (T. (e.) kempi) findes fra det sydlige Mauritanien gennem Senegal og Gambia til det vestlige Mali.

Tanzaniansk rødnæbbet toko (T. (e.) ruahae) er begrænset til det centrale og vestlige Tanzania.

Sydlig rødnæbbet toko (T. (e.) rufirostris) er udbredt fra Angola og Namibia mod øst til Zambia og derfra mod syd til den nordøstlige del af Sydafrika.

Damara rødnæbbet toko (T. (e.) damarensis) er begrænset til det sydlige Angola samt det nordlige og vestlige Namibia.

Artsnavnet er afledt af græsk erythros (‘rød’) og rhynkhos (‘næb’).

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af latin flavus (‘gul’) og rostrum (‘næb’).

 

 

 

 

 

Artsnavnet blev givet til ære for Sir Frederick John Jackson (1860-1929), en engelsk administrator, opdagelsesrejsende og ornitolog, som boede i Kenya.

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk leukos (‘hvid’) og melas (‘sort’), således ‘hvid og sort’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Disse fugle lever i græsland med kort græs og spredte træer, hvori de yngler. De adskiller sig især gennem deres fødesøgning, idet de tilbringer det meste af tiden med at spadsere rundt på jorden, hvor de fanger byttedyr som biller, slanger og firben.

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet refererer til Benjamin Leadbeater (1760-1837), en engelsk forhandler af naturalier i London.